Den ulyksalige konflikt mellem Israel og Palæstina – en af de længstvarende konflikter – betyder desværre, at i så lang tid, den får lov til at fastlåse situationen, bliver rigtig mange af de muligheder, der ellers ville være for områdets udvikling, sat i stå.
Hvis man besøger området og møder checkpointene, forstår man jo godt, hvorfor det er svært for den lille palæstinensiske handlende at nå frem med sine varer.
Hvis man ser den mur, der deler bonden fra sin mark, deler børnene fra deres skole, deler mennesker på et hospital fra den by, hvor de bor, så forstår man, hvor svært det er at skabe noget.
Hvis man oven i det lægger, at det er rigtig svært for palæstinensiske varer at blive afsat, fordi de jo skal godkendes af de israelske myndigheder, så har man vel noget af forklaringen på, hvorfor det har været så svært.
Det er jo derfor, regeringen har som mål at sikre, at vi får en tostatsløsning, hvor vi har en israelsk stat med et legitimt krav på, at dens del af befolkningen kan leve i sikkerhed, samtidig med at vi ved siden af har en palæstinensisk stat, en økonomisk, socialt bæredygtig palæstinensisk stat.
Jeg tror, det er det eneste svar på at få vredet den ulyksalige konflikt ud af den situation, den har befundet sig i rigtig længe.
Når alt det er sagt, så bare den tilføjelse, at jeg i øvrigt også tror, at Israel har en meget stor interesse i et velfungerende selvstyre i Palæstina, bl.a.
af sikkerhedsgrunde.
Det, der er bemærkelsesværdigt, er jo, at forholdet mellem Vestbredden og Israel er rimelig stabilt, og det er vel bl.a.
takket være, at man har en sikkerhedsstruktur på Vestbredden, der gør, at der ikke kommer angreb derfra ind i Israel.