Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2012-13
S 596
Offentligt
1191756_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
København, den 6. december 2012
Sagsnr.: 18301
Dok.nr.: 471705
Folketinget har i skrivelse af 3. december 2012 (spørgsmål S 596) anmodet om min besvarelse af
følgende af Per Clausen (EL) stillede spørgsmål:
Spørgsmål S 596:
“Mener ministeren, at det er rimeligt og forsvarligt, at Danmark i forbindelse med mødet i Den
Stående Komité For Fødevarekæden og Dyresundhed den 6.-7. december vil stemme for at sætte
grænseværdierne for fund af en række pesticider i fødevarer op, set i lyset af at nye undersøgelser
fra DTU (Information den 1.-2. december) har påvist, at de såkaldte cocktaileffekter fra pesticider
kan give risiko ved indtagelse af pesticider i mindre omfang, end de eksisterende grænseværdier
giver mulighed for?”
Svar:
Jeg forventer som minister på området, at der altid tages højde for den nyeste viden på området, når
der fastsættes maksimalgrænseværdier for pesticidrester. Dette gælder også, når der er tale om ny
viden om kombinationseffekter (cocktaileffekter).
Det ligger mig meget på sinde at undgå kemi i vores fødevarer. Det gør vi bedst ved at sikre, at vi i
EU bliver hørt, når vi kan dokumentere problemer. Denne lydhørhed forudsætter, at vi som
udgangspunkt holder os til spillereglerne og følger videnskaben - også når den måtte give anledning
til spørgsmål af denne karakter. Derfor følger vi den videnskabelige anbefaling.
Som altid har Fødevarestyrelsen bedt DTU, Fødevareinstituttet om en sundhedsmæssig vurdering af
de foreslåede ændringer af grænseværdier. Denne vurdering har ligeledes omfattet en foreløbig
vurdering af mulige kombinationseffekter. Her er vi faktisk på forkant i Danmark.
På grundlag af den nuværende viden om kombinationseffekter, og indtag af pesticidrester hos den
danske befolkning, har DTU, Fødevareinstituttet vurderet, at alle de foreslåede ændringer af
maksimalgrænseværdier, ikke giver anledning til sundhedsmæssig bekymring. Vurderingen fra
DTU, Fødevareinstituttet, er blevet genbekræftet efter DTU’s udtalelser i Information om nye
undersøgelsesresultater om kombinationseffekter.
Derfor kan vi fra dansk side tilslutte os forslagene.
Mette Gjerskov
/Jonas Lund Mathisen