Spm. nr. S 1569

13) Til social- og integrationsministeren af:

Hans Andersen (V):

Hvad synes ministeren er en rimelig behandlingstid for sager om tilskud til familier med børn med handicap?

Ministeren.

Jeg vil opfordre til, at der indlægges pausefisk, så man kan finde nye talepapirer frem.

Jeg kan ikke sige generelt, hvilken sagsbehandlingstid der er rimelig. Nogle sager er jo enkle og tager kort tid at behandle, mens andre er svære og af den grund må tage længere tid. Det er jo udtrykkeligt fastsat i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt, og derfor kan man sige, at går vi over i den anden grøft og siger, at der skal være nogle særlige krav om, hvad sagsbehandlingstiden skal være, risikerer vi meget nemt, at det vil blive opfattet som minimumstider, og det synes jeg egentlig heller ikke vi kan være interesseret i, for det vil også betyde, at nogle borgere ikke får hjælp så hurtigt, som de egentlig havde brug for.

At have en sætning, der lyder, at det skal være så hurtigt som muligt, forpligter, og det giver også i forhold til den vurdering, der har været fra Ankestyrelsen, mulighed for, at man, hvis en kommune smøler, kan klage over det, fordi det så vil blive betragtet som et afslag.

Hr. Hans Andersen.

Tak for det. Spørgsmålet udspringer jo af situationen i Københavns Kommune og den aktuelle debat om forholdene for familier med handicappede børn, og der kan man bare sige, at det er gået den gale vej med sagsbehandlingstiden. Den var 4 uger, men så kunne det ikke overholdes, og så sagde de, den skulle være 8 uger, men det kunne de i Københavns Kommune heller ikke overholde, og nu drøfter de vel, om den skal være 10 uger. Så spørger jeg bare ministeren, om ministeren finder, at 10 uger er en rimelig sagsbehandlingstid.

Det skal jo ses i lyset af, at hvis man så anker den beslutning, der bliver truffet, foregår den efterfølgende sagsbehandling i Det Sociale Nævn, hvor sagsbehandlingstiden er endnu længere. Så jeg vil bare høre, om ministeren finder, at 10 uger er en rimelig sagsbehandlingstid.

Ministeren.

Jeg vil sige, at det godt kan lyde af meget lang tid, især hvis man står som forælder til et handicappet barn og har behov for, at der bliver truffet en afgørelse.

Når jeg ikke vil gå ind og kommentere, hvor lang tid en sagsbehandling skal være, er det, fordi jeg synes, at den lovgivning, vi har, er meget god. Den forpligter kommunerne til hurtigst muligt at træffe en afgørelse. Vi har også en principafgørelse fra 2004 fra Ankestyrelsen, som fastslår, at en uforholdsmæssig lang sagsbehandlingstid er at sidestille med et afslag, som borgeren kan klage over. Det vil sige, at kommunerne faktisk er forpligtet til at behandle sagerne hurtigt, og borgeren har den ret, at hvis man føler sig dårligt behandlet, ved at sagsbehandlingstiden trækker ud, er det noget, man kan klage over.

Jeg vil gerne sige, at for mig at se handler det om, at vi skal helt væk fra, at borgerne overhovedet skal klage. De skal have det, de er berettiget til, i første hug. Derfor har vi også lavet en aftale for at få ændret den klagestruktur, der er. Nu spurgte hr. Hans Andersen selv til de sociale nævn, og det handler jo om, at man skal have det rigtige i første omgang, så man ikke skal ud i en klagesag, men så man er sikker på, at man får det, man er berettiget til, hverken mere eller mindre.

Hr. Hans Andersen.

Det er jeg sådan set enig i, men problemstillingen er jo så i Københavns kommune, at hvis man kan klage over, at sagsbehandlingstiden trækker ud, er der helt sikkert forældre og familier i Københavns kommune, der vil gøre det. Men frustrationen er der jo, for det fremmer ikke ens sag, som det er lige nu – så er der bare sagsbehandlingstid i det sociale ankenævn.

Jeg tænker bare: Er det her tilfredsstillende? Københavns Kommune, landets største kommune, har på handicapområdet åbenbart en sagsbehandlingstid, der nu nærmer sig 10 uger som mål. Og det er jo ikke den faktuelle, den er meget, meget længere, og det er til stor frustration for de borgere, der skal opleve det her. Så kan man sige, at alternativet er, at borgeren klager, men det hjælper jo ikke; borgerens sag bliver ikke afgjort. Synes ministeren, at 10 uger er en hurtig eller en langsom sagsbehandlingstid?

Ministeren.

Jeg synes, det er ualmindelig lang tid, og hvis jeg selv var forælder til et barn, som havde behov for hjælp, ville jeg finde det meget frustrerende, og jeg ville også sætte mig ned og skrive en klage til den ansvarlige minister og den ansvarlige borgmester. Det har forældrene i de her sager gjort, og Københavns Kommune har sagt, at de gerne vil mødes med dem og have en dialog for at tale om, hvordan man kan få rettet op. Jeg kan godt forstå, forældrene reagerer, og jeg kan også godt forstå, at Københavns Kommune lægger sig fladt ned og siger, at de gerne vil i dialog med de her forældre, som altså ikke føler, de er blevet ordentligt behandlet.

Der er mange andre ting end lovgivningen, som har været gældende, når man taler om, hvorfor det er gået galt i Københavns kommune, og hvorfor de er havnet i den situation, de er i nu; de her regler bliver håndteret mange andre steder. Men generelt kan man sige, at handicapområdet er et område, der er meget debat om, for rigtig mange kommuner kigger på, hvad de egentlig har af muligheder inden for det her område. Det følger jeg meget tæt med i, for hvis der er en ting, jeg er opmærksom på, er det, at mennesker med handicap skal have de ydelser, som de er berettiget til, hverken mere eller mindre, at sagsbehandlingstiden skal være så kort som muligt, som det også er beskrevet i lovgivningen, og at mennesker, som har et handicap eller har handicappede børn, skal opleve, at samfundet er der for dem. Det er faktisk det, det handler om.

Hr. Hans Andersen.

Så fik vi da et konkret svar fra ministeren: 10 uger er simpelt hen for lang tid. Ministeren noterer også, at nu vil Københavns Kommune rette op, de har lagt sig fladt ned, og ministeren har nu gentagne gange sagt, at hun følger med.

Så vil jeg bare afslutningsvis spørge, om ministeren så har tillid til, at Københavns Kommune kan håndtere det her handicapområde – for jeg sætter spørgsmålstegn ved det. Historien gentager sig og gentager sig, ingen tager et politisk ansvar. Det er jo derfor, at ministeren i sidste ende må påtage sig det ansvar at få rettet op på det her. Og jeg spørger bare: Har ministeren tillid til, at Københavns Kommune kan håndtere handicapområdet?

Ministeren.

Der er jo flere sager, hvor Københavns Kommune har markeret sig fra den ikke særlig heldige side, når det drejer sig om handicapområdet, i den senere tid. Der er også situationen om Møllen, situationen om, om Københavns Kommune har haft nogle borgere placeret på nogle bosteder uden at være opmærksom på, at de steder ikke var godkendt, at man ikke havde ført det tilsyn, der skulle have været ført. Det er dybt kritisabelt. Og der er ikke andet at gøre end at sige: Det er simpelt hen ikke godt nok. Jeg har rettet den kritik til Københavns Kommune. Jeg har også rettet den offentligt og har ikke noget imod at gøre det.

Når vi taler om sagsbehandlingstider og det, der foregår på handicapområdet, har jeg dog noteret mig, at Københavns Kommune har anerkendt, at den har problem, og at den vil rette op, og det anerkender jeg. Vi følger med fra ministeriets side i, hvordan det går. Jeg vil gerne sige, at jeg tager det meget alvorligt, at der har været de svigt i Københavns Kommune, svigt, som jeg på ingen måde synes er acceptable, og som har betydet, at mennesker, som er handicappede, har været udsat for magtanvendelse, uden at det har været håndteret – det drejer sig eksempelvis om dem, som har boet på Møllen.

Der er mennesker, som man ikke har kunnet finde i systemerne – en fuldstændig uacceptabel situation. Og nu er der det med, at man har lavet et system, hvor medarbejderne i den grad lider under, at man heller ikke har inddraget dem i den dialogproces, der har været om, hvordan der skulle rettes op. Så der er arbejde forude for Københavns Kommune, og jeg kan love spørgeren, at jeg følger med.

Der var slut på spørgsmål 13. Tak til hr. Hans Andersen, og tak til social- og integrationsministeren.

Vi går videre til spørgsmål 14, og det er til ministeren for sundhed og forebyggelse stillet af fru Jane Heitmann fra Venstre.