Tak til formanden. Allerførst tak til samarbejdsministeren og udenrigsministeren for de grundige redegørelser. De vidner jo om, at der foregår et stort stykke arbejde i begge ministerier på det her område, altså også på det her område, undskyld, for ellers kunne det misforstås.
Det er også glædeligt at se, at vi faktisk er meget enige, både om den strategi, der skal følges på de tre områder, vi snakker om her i dag, og i næsten alle tilfælde om de konkrete initiativer. Men nu er det jo ikke nogen roseklub, vi skal videre, og derfor har jeg nogle kommentarer til punkter, hvor vi ikke er helt enige, eller hvor jeg mener at der kan gøres mere, end der bliver gjort.
Først gælder det budgetforhandlingerne. Jeg må sige, at jeg er skuffet over forløbet af disse forhandlinger og heller ikke glad for den kurs, den danske regering har fulgt. Jeg kan ikke se fornuften i et grønthøsterkrav om en besparelse på 10 pct. eller for den sags skyld de 5 pct., man er landet på, uanset om det så går hurtigt eller langsomt. Grønthøstermetoden er jo sådan en finansministermåde at spare på, og al erfaring viser, at den faktisk ikke er særlig intelligent. Man risikerer at presse uhensigtsmæssige besparelser igennem, som modarbejder de erklærede målsætninger, i det her tilfælde vores fælles målsætning om at styrke det nordiske samarbejde – en målsætning, som jo er udtrykt meget klart i regeringsgrundlaget og i samarbejdsministerens redegørelse.
Jeg synes heller ikke, det er godt, at den danske regering har indtaget en så stejl holdning i budgetforhandlingerne, at man ligefrem skulle igennem et egentligt sammenbrud og frost på bilhåndtagene, før der kunne findes en løsning. Jeg mener, at man skal passe på med at misbruge vetoretten. Det kan give bagslag, og det kan komme til at ramme områder, hvor vi ellers alle her i Danmark er enige om at det vil være uheldigt at spare. Og for ikke at give de andre samarbejdsministre gode ideer vil jeg selvfølgelig undlade at nævne, hvilke der kunne blive ramt. Men det vil jo nok ikke være nogen uventet reaktion, hvis lande, der dybest set er modstandere af besparelserne, kommer med forslag om besparelser på områder, som rammer den part, der er mest ivrig efter at spare.
Jeg har sagt i delegationen, og det vil jeg gerne gentage: Enhedslisten er ikke modstander af, at der spares på Nordisk Råd. Vi mener, at den bedste løsning havde været, at vi fortsatte med et uændret budget. Det gør vi så i 2013, og heldigvis for det, men også længere frem, vel vidende at det også på sigt vil være en besparelse at køre med et uændret budget, men dog på en langt mere fornuftig måde, fordi det vil give alle parter, herunder delegationen, altså den danske, ro til en ordentlig og konkret diskussion af, hvor der eventuelt kunne være noget overflødigt fedt, der kunne spares væk til fordel for en styrkelse af de fælles aktiviteter, som vi ellers er enige om at vi har så hårdt brug for at styrke.
Jeg er også lidt skuffet over, at vi ikke er nået længere i vores arbejde med at afskaffe grænsehindringer. Der er sikkert nogle gode forklaringer med hensyn til arbejdspres, og ministeren behøver ikke at tage det personligt, men jeg tror, at vi alle sammen havde sat næsen op efter, at vi kunne indgå en forpligtende aftale mellem regeringen og det danske Folketing inden sessionen i Finland, så vi kunne vise de andre nordiske lande, at vi tager det alvorligt. Efter hvad man hører fra kollegaerne i de andre nordiske lande, er der nok brug for, at et af landene tager førertrøjen på og får sat skub i processen – og bortset fra at sådan en trøje i sagens natur er gul, synes jeg, det kunne være dejligt, hvis Danmark spillede den rolle. Men det kan jo nås endnu, for jeg kan forstå, at der arbejdes på højtryk på at skrive et udkast til den forpligtende aftale, og at vi når at få et forhandlingsmøde inden sessionen. Det skulle vel også være tilstrækkeligt, hvis vi er enige; så hvor svært kan det være?
Der er så lige et enkelt punkt, vi også har drøftet her i dag, som vi skal have på plads – måske er der flere, det ser vi, når udkastet kommer – og det er jo spørgsmålet om hjemsendelse af de nordiske statsborgere, som vi har fået nogle meldinger om her. Jeg synes ikke, at vi skal gøre det til et formelt spørgsmål om, om det er en grænsehindring eller ej. Jeg synes, at vi skal holde os til sagens kerne, som er, at det da er dybt pinligt, at vi hjemsender nordiske statsborgere på det grundlag og med henvisning til, at de er en social belastning, og at de har brug for vedvarende forsørgelse. Altså, det er pinligt, når man ser på, at udgiften er så lille, at den dårligt kan registreres på det danske husholdningsbudget.
Men jeg synes, at det grundlæggende er – for der er også en aftale, og der er nogle fortolkninger – at det er uholdbart, at Danmark fastholder en helt afvigende fortolkning af den nordiske socialkonvention, og at vi er det eneste nordiske land, der hjemsender nordiske statsborgere ud fra den fortolkning, vi bruger.
Vi nærmer os jo sessionen for Nordisk Råd, og derfor vil jeg lige henlede opmærksomheden på et par vigtige spørgsmål, som vi har drøftet i Den Venstresocialistiske Grønne Gruppe, og et par af de medlemsforslag, vi har til sessionen.
Det ene er spørgsmålet om social dumping, hvor vi har et forslag, der lægger op til et langt tættere og mere effektivt samarbejde mellem de nordiske lande på det område. Vi er jo fuldt ud klar over, at der allerede foregår et arbejde her – og det er vi glade for – på baggrund af en god rapport, som blev udgivet i 2010, som samarbejdsministeren også refererer til.
Det har så været brugt som begrundelse for, at man i Velfærdsudvalget ikke ville støtte vores forslag. Men der vil jeg jo henlede opmærksomheden på – det forstod de ikke helt i Velfærdsudvalget, så nu prøver jeg her – at det hidtidige arbejde i Nordisk Råd om det jo har handlet om, hvordan man bedre kunne integrere udenlandske arbejdere i det nordiske samfund, så man undgik eksklusion af disse mennesker, og det er jo fint nok.
Men Den Venstresocialistiske Grønne Gruppes Forslag handler altså om, hvordan vi på mange planer i fællesskab kan dæmme op for, at social dumping overhovedet forekommer. Det er der også et fokus på i alle nordiske lande, jo ikke mindst i Danmark og Norge, så der er nogle erfaringer og nogle politikker, som vi hver især forsøger at anvende. Vi er altså overbeviste om, at vi på dette område kunne nå meget bedre resultater sammen end hver for sig, når man tager i betragtning, at alle nordiske lande er under et voldsomt pres på grund af misbrug af udenlandsk arbejdskraft, som jo fører til forringede løn- og arbejdsvilkår, manglende skatteindtægter og underminering af velfærdsstaten osv. Jeg håber derfor, at de danske medlemmer af Nordisk Råd vil studere vores forslag grundigt og evt. finde på at støtte dem på sessionen.
Det gælder også vores forslag om anerkendelse af Palæstina. Det er helt uforståeligt for os, at præsidiet på sit møde i Göteborg i september fuldstændig afviste at behandle det forslag – så vidt jeg kan forstå med en formel begrundelse om, at det er et udenrigspolitisk spørgsmål. Og der har jeg altså sat et udråbstegn, for det er jo en lidt mærkelig begrundelse, når man tænker på, at vi i foråret havde en mini-session i Nordisk Råd, der udelukkende handlede om Arktis, og hvis det ikke er udenrigspolitik, så ved jeg ikke rigtig, hvad det er.
Jeg vil derfor håbe, at man kommer til besindelse, og at vi kan vinde støtte til vores forslag og til en anerkendelse af Palæstina. Jeg skal for god ordens skyld nævne, at forslaget jo bygger på den internationalt anerkendte forestilling om en tostatsløsning. Det vil sige, at forslaget jo ikke sætter spørgsmålstegn ved anerkendelsen af staten Israel. Der er nogen, der siger, at vi skal tage det roligt og ikke ødelægge fredsprocessen. Til det er der jo bare at spørge: Hvilken fredsproces? Som Den Venstresocialistiske Grønne Gruppe ser det, er der nogen, der misbruger vores tålmodighed, og jeg vil gerne sætte navn på, nemlig den israelske regering, der fuldstændig i strid med international lovgivning fortsætter med sin bosættelsespolitik med ulovlig annektering af palæstinensisk jord og fordrivelse af palæstinensiske familier fra deres gårde og boliger. Hvis vi venter længe nok, er der ikke noget grundlag for en palæstinensisk stat, og det er da i hvert fald i modstrid med dansk udenrigspolitik.
Hvad angår Østersøsamarbejdet, vil jeg hæfte mig ved arbejdet i specialgruppen vedrørende menneskehandel. Også her har vi et voksende problem på baggrund af stigende materiel nød i en række lande og stadigt mere åbne grænser. Derfor er det et meget vigtigt stykke arbejder, der gøres i denne arbejdsgruppe.
Jeg vil derfor henlede opmærksomheden på ... (Ordføreren får et glas vand af en folketingsbetjent) Mange tak, kunne man høre, at jeg var tør i halsen? Det er simpelt hen en guds gave at have sådan nogle gode embedsmænd. Tak for det.
Jeg vil derfor henlede opmærksomheden på, at arbejdsgruppens mandat udløber med udgangen af juni 2014. I sin redegørelse anerkender samarbejdsministeren, at der er behov for et bredere finansieringsgrundlag, hvis det ikke skal gå ud over aktiviteterne. Så jeg vil håbe, at den danske samarbejdsminister vil bidrage aktivt til, at vi finder en god løsning på det, så det vigtige arbejde kan fortsætte og selvfølgelig også, at det danske Folketing bakker op om det.
Til sidst nogle ord om det arktiske samarbejde. Også her har vi jo en fælles vedtaget strategi, der er en rigtig god ramme for vores arbejde, men der er også brydninger, hvilket jo er naturligt nok, når man ser på den voksende strategiske betydning, som hele det arktiske område får i disse år.
Som medlem af Færø- og Grønlandsudvalget har jeg haft lejlighed til at besøge de to lande her i sommer. Det har været yderst lærerige besøg, der også giver inspiration til det, vi drøfter i dag. En af de ting, jeg lærte, er, at det danske forsvar gør et kæmpe stykke arbejde i dette store område for at håndhæve dansk suverænitet, hjælpe med redning af menneskeliv og hjælpe til ved miljøkatastrofer. Og så skal vi vel også lige sige overvåge, om fiskeripolitikken nu bliver overholdt, for der er mange pirater til søs, hvis man kan sige det på den måde.
Det hænger jo også sammen med vores arktiske strategi. Det er jo et grundvilkår, at hvis man vil gøre sig gældende i et samarbejde, så er man også nødt til at gøre sit hjemmearbejde, nemlig de opgaver, jeg lige har nævnt.
Det kan jo lyde underligt, at det skal komme fra en repræsentant for Enhedslisten, men efter at have set det med egne øjne, er jeg da kommet i tvivl, om der nu også er tilstrækkelige ressourcer til at løfte den kæmpe opgave i det vidtstrakte område.
Et enkelt eksempel på det fik vi, da vi besøgte Luftgruppe Vest i Kangerlussuaq. De sagde det meget diplomatisk, for de er embedsmænd, så de skal sige de sådan, men de sagde: De ca. 10 dage om måneden, hvor vi har Challenger-fly til rådighed, er vi i stand til at redde liv – punktum.Begrundelsen er jo, at det her fly er udstyret med alt muligt isenkram og elektronik, som fra mange kilometers højde kan finde en forulykket jollefører, der er ved at fryse ihjel på en isflage.
Min konklusion var, at i månedens andre 20 dage, hvor de ikke har det fly, går der liv tabt. Det er jo nok værd at overveje – og nu taler jeg ikke om en kæmpe bevilling til en masse fly – om man kunne udnytte materiellet mere hensigtsmæssigt, f.eks. ved at lade være med at bruge dette fly til VIP-flyvninger, hvor det meste af indmaden skal pilles ud til fordel for bløde læderstole, for der har vi jo ligesom svaret, nemlig at i den tid redder man ikke liv.
Nu er Enhedslisten jo af gode grunde ikke med i forsvarsforliget, men jeg vil da gerne give forligspartierne den gode idé, at de finder ud af at bruge nogle færre penge – helst slet ikke nogen – på at føre krig mod lande, der aldrig har angrebet Danmark, og nogle flere penge på at løse vigtige opgaver som overvågning, søredning og beredskab til bekæmpelse af miljøkatastrofer.
Afslutningsvis vil jeg henlede opmærksomheden på en nylig afholdt konference i Anchorage med deltagelse af parlamentarikere fra det arktiske stater, hvor jeg havde den store glæde at være med. Jeg synes, det var en rigtig god konference med en dejlig uformel stil, hvor der blev gået til stålet i debatterne, men hvor det også i forlængelse af konferencen lykkedes at blive enige om en vældig god udtalelse fra den stående komité for parlamentarikere i Arktis.
Der er mange gode pointer i den udtalelse, og jeg håber, at alle vil studere den grundigt. Jeg vil især hæfte mig ved to ting.
Den første er en klar udmelding om, at Arktisk Råd skal nå frem til en traktat mellem de otte arktiske stater, som kan føre til vedtagelse af bindende aftaler – altså legally binding agreements, som der står – på de mange områder, hvor der er behov for det. Der bliver nævnt forskning, uddannelse, turisme og miljøbeskyttelse.
Her var der på konferencen især opmærksomhed på den meget alvorlige miljøtrussel i de arktiske farvande, nemlig faren for et større olieudslip som følge af havari af et af de mange og stadigt flere tankskibe, der efterhånden sejler rundt i de egne som følge af, at isen forsvinder. En oliekatastrofe er i sig selv slem, men forestil jer et større olieudslip, der finder sted sidst på efteråret, hvor isen har lagt sig i et stort område. Det vil betyde, at det udslip først kan bekæmpes engang til foråret, når isen er væk igen, og det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke skader på livet i havet der er sket i den mellemliggende tid.
Det andet vigtige signal fra konferencen var et signal om, at vi er parate til at tage imod flere observatører i Arktisk Råd. Ja, det er vi, men komiteen understreger, at det ikke må ske på bekostning af den nuværende kompetence og magtfordeling i Arktisk Råd. Vi må holde fast i, at det er de otte medlemmer af Arktisk Råd, der bestemmer. Vi må især holde fast i, at der ikke sker en tilsidesættelse eller svækkelse af de oprindelige folks rolle i Arktisk Råd.
Det er enestående og enestående godt, at de oprindelige folks organisationer er med ved bordet. Det må der ikke pilles ved. Derfor er jeg også meget glad for, at det allerførste punkt i komiteens anbefalinger er, at vi skal udvikle den arktiske region med menneskelige hensyn i fokus og med det formål at styrke menneskerettighederne.
Vi skal jo hele tiden huske på, at der altså bor mennesker i det arktiske område, at udviklingen skal foregå på deres præmisser til gavn for deres velfærd og ikke af hensyn til olie- og mineselskaber. Derfor vil jeg også håbe, at vi kan bruge Nordisk Råd til at sætte FN-deklarationen om de oprindelige folks rettigheder højere op på dagsordenen. Det kommer vi også til at diskutere på sessionen i Helsinki lige om lidt på baggrund af et forslag fra Den Venstresocialistiske Grønne Gruppe. Tak for ordet.