Det næste punkt på dagsordenen er:

2) Forhandling om redegørelse nr. R 1:

Redegørelse af statsministeren i henhold til grundlovens § 38.

(Anmeldelse 02.10.2012. Meddelelse om forhandling 02.10.2012).

Forhandlingen er åbnet. Fru Ellen Trane Nørby som ordfører for Venstre.

Hvor skal vi hen, du? Sådan lød det fra skærmtrolden Hugo fredag efter fredag i 1990'er-programmet »Eleva2ren«. Hvis Hugo stadig væk sad bag danskernes tv-skærme, ville han stille det samme spørgsmål til regeringen. For hvor vil regeringen egentlig hen?

Statsministeren har for nylig hejst flaget og fejret regeringens 1-års-fødselsdag, men hvad er der egentlig at fejre? Allerede nu har regeringen svært ved at svare på, hvordan den vil løse Danmarks helt store udfordringer. Hvordan skaber vi flere arbejdspladser? Og hvordan får vi vendt negativ vækst til positiv vækst? Sidste fredag viste tal fra Danmarks Statistik, at væksten faldt med 0,4 pct. i andet kvartal, og siden regeringen trådte til, er beskæftigelsen faldet med 10.000 personer. Det er trist læsning, og det er ikke noget, der skal fejres.

Venstre var ikke inviteret med, da der sidst blev forhandlet finanslov. Dengang var adgangsbilletten en accept af skatte- og afgiftsstigninger på 5 mia. kr. Men når nu regeringen indkalder til nye forhandlinger i skæret fra lyset i fødselsdagslagkagen, tager vi gerne imod en invitation, og vi har en forsinket fødselsdagsgave med, nemlig et eksemplar af Venstres udspil til finansloven, og der håber vi at regeringen kan finde de svar, den går og famler efter i blinde. For hvad end anledningen er energi, førtidspension, fleksjob, skat, kontanthjælp, SU eller andet, tager Venstre gerne imod en invitation. Vi tager gerne ansvaret for reformer og nødvendige beslutninger for Danmarks skyld.

Hvis regeringen på den anden side vælger at lede efter lyset hos Enhedslisten, må man bare sige, at det er sortnet for dansk økonomi, siden regeringen satte Enhedslisten i sidevognen. Status efter det første år er en antivækstpolitik. Femdoblingen af NOx-afgiften, indførelsen af en ny sukkerafgift og afgiftsforhøjelser på en is, sodavand og øl og på en lang række andre varer har lukket danske virksomheder og har skabt et boom i grænsehandelen. Faktisk har grænsehandelen aldrig været så omfattende, lyder det bekymret fra De Samvirkende Købmænd.

Jeg er også bekymret, ikke bare som bosiddende i Sønderjylland, hvor hver tiende detailbutik har drejet nøglen om, men bekymret for vores mulighed for at kunne investere målrettet i uddannelse og sundhed, når statskassen mister store summer, fordi danskerne ifølge undersøgelser bruger op mod 15 mia. kr. på grænsehandel hvert år. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde over, hvor absurd det er, at dåseøl og sodavand er smuglervarer i Danmark. I dag har seks ud af ti grænsehandlet sodavand og øl i Tyskland inden for det seneste år, og hvis det i sig selv ikke bekymrer regeringen, så burde den måske se på, hvor meget CO2 der bruges på at køre dåserne til Tyskland og derefter fragte dem tilbage til de danske hjem.

I Venstre har vi klare svar på, hvordan vi sikrer vækst i Danmark. Danmark er ligesom mange andre lande blevet udfordret af finanskrisen, og derfor skal vi gøre det nemmere at drive virksomhed i Danmark. Skatter og afgifter skal ned, så vi får genskabt og skabt flere arbejdspladser til de mange arbejdsløse danskere, som går og venter på, at der også bliver plads til dem på en arbejdsplads. Forbrugertilliden er i bund. Det skal vi ændre på. Danske forbrugere skal ikke kvæles i afgifter, så de fristes af slagtilbud på den anden side af grænsen eller simpelt hen beholder pengene i pungen. Og så skal reformtempoet sættes op og ikke stå på standby, som statsministeren ønsker det.

Venstre vil fortsætte boligjobordningen, som Dansk Byggeri har vurderet har sikret arbejde til mere end 5.000 inden for håndværks- og byggesektoren. Da regeringen afskaffede boligjobordningen, lovede den i stedet for at indføre en tilskudsordning på energirenovering. Den nye tilskudsordning er en del af regeringsgrundlaget, men også den har nu fået sparekniven. Til statsministeren: Jeg ved godt, at regeringen er trætte af snakken om løftebrud, men her er endnu et klokkeklart eksempel.

Sidste år valgte 270.000 danskere at bruge fradraget til håndværksarbejde, rengøring, børnepasning eller vinduespudsning, og når regeringen skrotter ordningen, lukker den samtidig øjnene for det sorte arbejde, som desværre trives, når regeringen gør det dyrere at være dansker. Det undrer mig, at regeringen taler så meget om kickstart, når den samtidig trækker i håndbremsen og standser en populær ordning, der har været med til at sikre tusindvis af job og praktikpladser.

Regeringen skal også have ros, nemlig ros, fordi den på en række områder har fulgt i hælene på VK-regeringen og har gennemført tilbagetrækningsreformen og fleksjob- og førtidspensionsreformen, som vi havde planlagt. Men på det sidste har der været del slinger i valsen. Statsministeren udnævnte 2012 til reformernes år, men regeringen mangler stadig at gennemføre reformer for over 12 mia. kr., trepartsforhandlingerne er kuldsejlet, og inden sommerferien aflyste statsministeren afstemningerne om EU-forbeholdene. Da statsministeren kom hjem fra ferie, satte hun reformåret helt på pause.

Et øget arbejdsudbud på 20.000 personer blev det til, før statsministeren parkerede de bebudede reformer af SU og kontanthjælp. Men der er jo egentlig ikke noget nyt i, at det kniber med reformmodet hos S og SF. Det så vi også, da vi i VK-regeringens sidste arbejdsår gennemførte reformer, som styrkede arbejdsudbuddet med over 100.000 personer. Også dengang så statsministerens parti passivt til og lod andre gøre arbejdet og tage ansvar for Danmark.

Venstre har været med hele vejen, og vi stiller gerne op igen. For hvis Danmark skal ud af krisen, har vi brug for en regering, der tør og vil reformerne, fordi reformer er vejen til varig velfærd. Vi kommer ikke langt med en kronikregering, som har travlt med at fylde avisernes spalter med tom luft. Det er ikke nok, at statsministeren holder taler om, at man skal stille krav til dovne Robert, når hun samtidig slækker på rådighedsreglerne, giver kontanthjælpsmodtagerne mere ferie og sætte ydelserne op, så det for mange ikke længere kan betale sig at gå fra passiv forsørgelse til at blive kollega på en arbejdsplads. Efter regeringen har afskaffet kontanthjælpsloftet, skal der mere end 30.000 kr. i lønningsposen hver måned, hvis et kontanthjælpsægtepar skal have økonomisk gevinst ved at tage et arbejde.

Vi har fra Venstres side fremlagt konkrete forslag til en kontanthjælpsreform. Det skal kunne betale sig at tage et arbejde, og vi skal turde at stille krav til dem, som ikke vil, men som kan. Mens statsministeren var på ferie, stod en lang række danske virksomheder i sommer i det dilemma, at trods tusindvis af ledige havde de svært ved at skaffe tjenere, køkkenpersonale, rengøringshjælp og jordbærplukkere. Også vikarbureauerne har ledige stillinger.

Selv om jeg som gammel jordbærplukker ved, at man får jord på knæene og skal frygtelig tidligt op, er det ikke godt nok, at man i Danmark må acceptere, at det kun er udlændinge, som søger visse typer af ledige job. Når krisen kradser og fællesskabets pung betaler, må vi forvente, at vi danskere er parate til at flytte efter de ledige job.

Vi skal skærpe sanktionerne over for dem, der ikke tager imod et jobtilbud, og vi skal have øget fokus på de unge, så de får en uddannelse eller et job. For starter man voksenlivet på passiv forsørgelse, risikerer man for altid at være sat uden for det store arbejdende fællesskab. Derfor skal det altid kunne betale sig at arbejde og yde til samfundet frem for at nyde fra fællesskabets kasse.

I sommer flyttede Fritz Hansen produktionen af danske designikoner som Myren til Polen. Chokoladeskildpadderne og P-tærterne er også på vej til at udvandre. Og i sidste uge meddelte en række erhvervsledere med Danfoss i spidsen, at de bliver tvunget til at følge efter, hvis vi ikke forbedrer de danske konkurrencevilkår.

Hvis vi ikke reagerer på et nødopkald som det, vil al kraft sive ud af Danmark som vækst- og produktionsnation. Jeg håber inderligt, at regeringen også lytter. Vi vil annullere regeringens besparelser på forskningsområdet og tilføje 0,5 mia. kr. til innovation og målrettet forskning; vi vil vækst i hele landet, og vi har klare initiativer til at få hele Danmark med; vi vil liberalisere planloven og genindføre nedrivningspuljen; og så har vi afsat 2 mia. kr. til at forbedre og udvikle vores kernevelfærd, primært inden for sundhedsområdet, folkeskolen, anden uddannelse og forskning.

Vi håber, at regeringen vil tage imod vores fremstrakte hånd, for vi tager gerne ansvar for årets finanslov. Danmark har brug for reformer, og vi har brug for politikere, der tør træffe markante beslutninger, så vi kan få flere i arbejde, få genskabt væksten og optimismen i samfundet og gøre Danmark rigere.

Så jeg vil sige til statsministeren, at hun skal smide stiletterne og finde de flade arbejdssko frem, for det kræver hårdt slid og mere end skåltaler at komme ud af krisen og skabe job i Danmark. Venstre er klar, regeringen siger bare til.

Der er en lang række medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. (Ellen Trane Nørby (V):Skal jeg læse forslaget til vedtagelse op?). Ja, det ser vi gerne, det skal til afstemning.

Så vil jeg, hvis det er o.k. med formanden læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at dansk økonomi er i bakgear, at beskæftigelsen falder, og at konkurrenceevnen forringes. Noget skyldes de dårlige internationale konjunkturer, men det skyldes også i meget høj grad regeringens fejlslagne økonomiske politik, som bl.a. har ført til større byrder på erhvervslivet, og som har gjort det mere attraktivt at være på passiv forsørgelse.

Folketinget konstaterer videre, at regeringens kickstart er uden effekt. Siden folketingsvalget er beskæftigelsen faldet med 10.000, næsten 11.000 unge mangler en praktikplads, hver tredje virksomhed planlægger fyringer, og forbrugerne holder på pengene. Alt for mange danskere må stille sig bagerst i ledighedskøen og se til, mens deres arbejdsplads lukker eller flytter til udlandet.

Folketinget opfordrer til, at der bliver ført en politik, som forbedrer rammevilkårene og dermed fastholder og sikrer udviklingsmuligheder for danske arbejdspladser.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 1).

Det af fru Ellen Trane Nørby på fire partiers vegne oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i den videre forhandling.

Så går vi til de korte bemærkninger, og det er jo sådan, at der er 40 minutter i forhold til hver ordfører. Det vil sige, at vi kan nå omkring ti bemærkninger.

Den første er hr. Magnus Heunicke, værsgo.

Tak for talen til Venstre, som siger, at Venstre er klar. Og derfor kigger vi jo meget, meget nøje på, hvad det så er for en politik, Venstre er klar med. Hvad er det for nogle forslag, Venstre stiller? Et forslag, som har affødt masser af debat og også skabt masser af utryghed, er jo det forslag, som Venstre har stillet sammen med Dansk Folkeparti, nemlig forslag om at fratage danske lønmodtagere retten til at bekæmpe overenskomster på det niveau, der kendes fra Polen og Portugal, altså på 30 kr. i timen; bekæmpe, at sådanne overenskomster skal komme til Danmark. Det forslag har Venstre jo stillet i sommervarmen og sagt, at man vil genfremsætte det. Og jeg kan forstå, at en af forslagsstillerne er fru Ulla Tørnæs. Hun siger – jeg citerer:

Hvis det viser sig, at en lovlig indgået overenskomst giver medarbejderen et usædvanlig lavt lønniveau, så mener man i Venstre, at en konflikt er nødvendig og berettiget.

Så der er altså en vis form for kattelem der. Det står jo ikke i forslaget, men det er, hvis man er kommet ned på et usædvanlig lavt lønniveau. Hvor langt skal vi ned? Hvad er beskeden til danske familier? Hvor langt skal vi ned i lønniveau i Danmark?

Ordføreren.

Jamen jeg ved godt, at hr. Magnus Heunicke har turneret hele sommerlandet rundt med budskaber om, at Venstre vil lønninger på 30 kr., og derfor er jeg da egentlig også glad for spørgsmålet, for så kan jeg endnu en gang afkræfte, at vi vil lønninger i Danmark på 30 kr. Vi går ikke ind og regulerer på lønningerne i Danmark. Det er et arbejdsmarkedsforhold. Det, vi til gengæld støtter, er, at danske lønmodtagere og danske arbejdsgivere kan organisere sig frit.

Hr. Magnus Heunicke.

Tak. Det har vi jo hørt, det kan vi faktisk i dag. Det har vi jo en EU-dom der siger at man godt kan; så det kan man godt i dag.

Spørgsmålet er, hvorfor Venstre ser det som sin opgave at fjerne den ret, som danske lønmodtagere har til at kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsvilkår her i Danmark. Det er jo ikke noget, jeg står og finder på. Det er jo noget, alle landets arbejdsretseksperter konkluderer entydigt, og når selv vennerne i Dansk Industri, Dansk Erhverv og Dansk Arbejdsgiverforening advarer mod det forslag, burde det også få Venstre til at lytte efter. Det er et forslag, som er et angreb på danske lønninger, på danske familiers mulighed for at arbejde og kunne forsørge sig selv fremover.

Ordføreren.

Jeg kan jo svare hr. Magnus Heunicke endnu en gang, at ligegyldigt hvor mange gange, hr. Magnus Heunicke gentager budskabet og skræmmekampagnen om, at Venstre vil have lønninger på 30 kr. i Danmark, fortsætter det med at være usandt. Venstre bakker fuldstændig op om arbejdsmarkedsmodellen i Danmark, som giver danskerne mulighed for at organisere sig frit, og som har givet os et af de mest fleksible arbejdsmarkeder i hele verden. Der er jo også personer, som har været ude og sige klart, at det forslag, som Venstre har stillet, på ingen måde leder til de lønninger, som hr. Magnus Heunicke og andre turnerer rundt med.

Jeg må også bare sige, at den samme skræmmekampagne eksisterede i 2006, dengang eksklusivaftalerne blev afskaffet. Der blev det også udråbt, at det her var døden for hele den danske arbejdsmarkedsmodel. Og der må man sige, at vi har så stor tiltro til det danske arbejdsmarked og parternes mulighed for at organisere sig, at vi er helt sikre på, at de kan modernisere modellen, så den også svarer til de udfordringer, der er i 2012.

Hr. Jeppe Mikkelsen for en kort bemærkning.

Tak for talen fra Venstres ordfører. Jeg tror, at dagen i dag kommer til at handle meget om økonomi og arbejdsmarked, så jeg tror, at jeg vil spørge ind til et lidt andet område for også at give debatten et frisk pust.

Frem til 2009 stod Folketinget bredt over en kam imod et pres fra Dansk Folkeparti om at få sænket den kriminelle lavalder, men i slutningen af 2009 ændrede den daværende regering holdning til spørgsmålet og valgte faktisk at gå ind og sænke den kriminelle lavalder, selv om det var stik imod alle eksperters anbefalinger, og jeg tror heller ikke, at der, så vidt jeg husker, overhovedet var nogle positive høringssvar. Nu har den nye regering jo så hævet den kriminelle lavalder igen, hvilket vi er meget glade for.

Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge fru Ellen Trane Nørby om, er: Hvis man nu skulle vinde magten efter næste valg, er det så noget, man vil gå ind og gøre igen i samarbejde med Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Hr. Jeppe Mikkelsen ved måske noget, jeg ikke ved, for jeg lagde ikke mærke til i morges, at vi stod midt i en valgkamp. Jeg ved godt, at der er nogle partier, der har utrolig travlt med at udstede valgløfter dag ud og dag ind. Jeg kan sige, at vi i Venstre lægger vores valgprogram frem, den dag vi står i en situation, hvor statsministeren har sagt, at nu går det ikke længere, nu skal vi have et nyt Folketing, nu skal vi have en ny regering i Danmark. Så vil vi selvfølgelig præsentere vores politik.

Når det så kommer til den kriminelle lavalder, kan jeg høre på spørgeren, at spørgeren i modsætning til mig selv ikke deler ønsket om, at hvis unge på 14 år eller 15 år begår hård kriminalitet, så skal der også være nogle klare sanktioner på det område. Det er jo ikke sådan, at vi oplever, at ungdomsårgangene lige omkring den kriminelle lavalder opfører sig væsentlig anderledes, om de er i en alder eller i en anden alder. Vi oplever sådan set, at der er nogle unge mennesker, der bliver skubbet ud i kriminalitet, fordi de med færre omkostninger kan blive stillet for en dommer, end de venner og kammerater, de har, der bare er et par måneder ældre.

Hr. Jeppe Mikkelsen.

Jamen det svar har jeg egentlig ret meget respekt for. Jeg skal bare lige forstå det korrekt: Det vil sige, at Venstre endnu ikke har taget stilling til, hvorvidt man ønsker at sænke den kriminelle lavalder igen, såfremt man skulle vinde magten?

Ordføreren.

Venstre sænkede den kriminelle lavalder, fordi vi mener, det er væsentligt, at vi har redskaberne til at sætte hårdt ind over for unge, som begår kriminalitet, og vi samtidig også har en lang række initiativer, som sikrer, at de ikke kommer ud i kriminalitet. Vi vægter både forebyggelsen og sanktionerne, den dag nogen begår grov kriminalitet. Det ønske ved jeg godt at Det Radikale Venstre ikke deler. Når vi fra Venstres side har ført en retspolitik, som står på to ben, så er det jo netop for at sikre, at vi både forebygger og samtidig også har nogle sanktioner, som beskytter de ofre, der har været udsat for grov kriminalitet, så de ikke kan møde deres voldsmænd dagen efter på gaden. Den politik kendetegnede Venstre, da vi sad i regering, og det gør den fortsat.

Hr. Jesper Petersen for en kort bemærkning.

Jeg vil godt tilbage til det der spørgsmål om lønningerne, for fru Ellen Trane Nørby fik det til at lyde, som om det her forslag, Venstre er kommet med, var noget, der var meget mærkeligt at diskutere, og at det slet ikke var det, Venstre havde foreslået. Men jeg kan jo konstatere, at forslaget ligger meget godt i tråd med det, som fru Ellen Trane Nørbys formand sagde på Dansk Industris topmøde i sidste uge, altså at lønningerne skal ned i Danmark. Det har man så fundet et konkret greb til, nemlig det her forslag om at fjerne konfliktretten, fjerne de almindelige lønmodtageres mulighed for at slås for deres ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Det forslag, man er kommet med, betyder, at der kan komme lønninger på ned til 30 kr. i timen i Danmark. Det gør det, og hvis fru Ellen Trane Nørby kalder det for skræmmekampagne at sige det, må det være, fordi man ikke har fanget, hvad rækkevidden af ens eget forslag er, og så må det jo være andre behjælpelige menneskers opgave at fortælle danskerne om, hvad konsekvensen faktisk er, når Venstre for en sjælden gangs skyld lægger politik frem. Det har man gjort her, og konsekvensen kan være lønninger på ned til 30 kr. i timen. Det tror jeg de færreste danskere ville synes var ret sjovt. Men kan fru Ellen Trane Nørby ikke sige, om det i virkeligheden er der, vi skal ned, eller om målet er 50 kr. eller 70 kr.? Hvornår er lønnen trykket nok i Danmark?

Ordføreren.

Altså, nu var jeg til stede på Dansk Industris topmøde sidste tirsdag. Jeg så ikke hr. Jesper Petersen på deltagerlisten, men det er måske, fordi vi er nogle, der faktisk går mere op i at have en dialog med det danske erhvervsliv, sådan at vi kan få fokus på, hvad det er, der er årsag til, at danske virksomheder i dag drejer nøglen om og flytter ud af landet. For vi er bekymret for den situation, vi står i. Så i stedet for ligesom at prøve at spille med på hr. Magnus Heunickes forsøg på at gøre det her til en debat om, om vi ønsker lønninger på 30 kr., hvilket overhovedet ikke er tilfældet, skulle vi så ikke prøve at fokusere på det, der virkelig er problemerne: at danske arbejdspladser er udfordret, fordi rammevilkårene i Danmark er for dårlige.

Sverige har lige sænket selskabsskatten eller planlægger at sænke selskabsskatten. Tyskland har taget en række initiativer. Regeringen herhjemme har sat skatter og afgifter op, som forværrer dansk konkurrenceevne. Det er derfor, vi har lagt et finanslovforslag frem, hvor vi arbejder med en erhvervsskattepakke, hvor vi sænker skatter og afgifter målrettet med 4 mia. kr. Det håber vi sådan set hr. Jesper Petersen og de øvrige partier i regeringen vil være med til, så vi kan skabe gode rammevilkår for danske arbejdspladser. Og skulle vi så ikke fokusere på det i stedet for at prøve at fordreje hinandens politik i en debat, der vist kun vedrører dem, der sidder herinde i salen?

Hr. Jesper Petersen.

Jeg synes ikke rigtig, fru Ellen Trane Nørby svarer på spørgsmålet, men det tætteste, vi kom på det, var jo det allersidste her, nemlig at det åbenbart kun er en debat for folketingsmedlemmer, hvordan lønniveauet skal være i Danmark. Det er da i allerhøjeste grad en debat for de helt almindelige, nå ja, tjenere, der kan arbejde på restaurationer, eller medarbejdere i byggeriet, eller hvor de er, og som ikke længere med Venstres forslag vil kunne slås ordentligt for deres egne løn- og arbejdsvilkår. Konsekvensen er lønninger på ned til 30 kr. Det siger Beskæftigelsesministeriets eksperter og EU-eksperter er det, der vil være tilfældet. Det må man jo så stå på mål for og forsvare.

Man kan jo godt læse talerne, selv om man ikke var til stede i salen og hørte dem, og det, hr. Lars Løkke Rasmussen kom med, var brok over, at der kun var to lande, som vi kunne konkurrere med, hvad angår højden på løn. Det kan man ikke tage som andet, end at der bliver sagt, at lønnen skal ned. Og man er kommet med et helt konkret forslag til, hvordan det skal kunne lade sig gøre at komme lige så stille og roligt ned på det lønniveau. Venstre plejer at sige, at man ved, hvor man har dem. Kan vi ikke prøve at få bare en eller anden form for konkret svar på, hvor langt ned det er, lønningerne skal, før Venstre er tilfreds?

Ordføreren.

Når jeg sagde, at det ikke vedrører Folketinget at diskutere løn, er det, fordi vi i Venstre har den klare opfattelse, at det ikke er folketingsmedlemmerne, der skal diskutere, hvad danskerne skal have i lønposen. Det klarer arbejdsmarkedets parter. Det har vi fuld tiltro til at de gør, og hvis hr. Jesper Petersen ikke har tiltro til det, kan jeg da godt blive bekymret for, hvad det er for en lovgivning, der vil komme fra regeringens side.

Det beslutningsforslag, som Venstre fremsatte i foråret – og her kan vi jo så fint endnu en gang rydde en misforståelse af vejen – handler om danskernes ret til at kunne organisere sig frit. Det handler om, at man som lønmodtager i Danmark skal have mulighed for frit at kunne melde sig ind i den fagforening, man mener bedst repræsenterer en, og at man som arbejdsgiver skal have mulighed for frit at melde sig ind i den arbejdsgiverforening, som bedst repræsenterer en. Jeg ved da godt, at der er nogle i LO-forbundene bag SF, som synes, at det er rigtig ubehageligt, at danskerne har et frit valg, men jeg har sådan set tiltro til, at danskerne kan vælge den fagforening, som bedst repræsenterer dem. Og når knap 400.000 danskere har valgt de frie fagforeninger, tror jeg ikke, det er, fordi de regner med, at det betyder lønninger på 30 kr.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg synes jo, at fru Ellen Trane Nørbys tale bød på en enkelt fornyelse fra Venstres side, nemlig en vis fokusering på statsministerens fodtøj. Og dermed følger Venstre jo sådan set i Liberal Alliances fodspor, for de har lagt meget vægt på at interessere sig for kontanthjælpmodtageres påklædning. Så det, vi måske skal se fremover fra den liberale fløj i dansk politik, er sådan et påklædningspoliti.

Jeg har så ved at kigge lidt rundt i salen kunnet konstatere, at det med stiletter kun er forbudt for statsministre og ikke for folketingsmedlemmer fra Venstre, og det giver jo os alle nogle muligheder, vi ikke har udnyttet endnu (Munterhed).

Så bare et enkelt konkret spørgsmål til fru Ellen Trane Nørby: Kan vi ikke få at vide, hvad den tidligere statsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, mente, da han snakkede om tysk lønniveau? Mente han tysk lønniveau, eller mente han det ikke? Det må da være muligt at kunne få et svar på det.

Ordføreren.

Jeg synes ellers, det var ved at udvikle sig til en meget spændende debat om, at den tidligere statsminister skulle til at gå i stiletter – eller hvad det var for et billede, hr. Per Clausen gerne ville have frem. Jeg synes sådan set, vores statsminister er meget nydeligt klædt, og jeg tror også, at alle, der lyttede til talen, kunne se, at det var sagt med et så stort glimt i øjet, at det ikke burde kunne misforstås af nogen, selv ikke af Enhedslisten.

Der er jo ingen tvivl om, at man, hvis man var til stede på Dansk Industris topmøde i sidste uge, kunne høre en række erhvervsledere og en række internationale eksperter udtrykke dyb bekymring over den konkurrencesituation, ikke bare Danmark, men hele Europa står i.

Vi kan se, at arbejdspladser flytter til Asien, vi kan se, at konkurrencen fra andre dele af verden presser os. Og der er da ingen tvivl om, at vores reaktion på et nødopkald, som når danske arbejdspladser siger, at de ikke har råd til at have produktion i Danmark om få år, hvis politikerne ikke gør noget for at forbedre deres rammevilkår, er, at så lytter vi.

Vi håber så sandelig også, at regeringen lytter. Jeg synes, det ville være uansvarligt over for danske arbejdstagere, hvis vi ikke lyttede.

Hr. Per Clausen.

Jeg synes jo, fru Ellen Trane Nørby svarede rigtig godt på det med stiletterne. Så kan vi altid diskutere, om den tidligere statsminister og jeg kunne have en fælles interesse i, at det blev muligt for mænd at gå med stiletter, men det er jo ikke det, der er det vigtige her.

Det vigtige er det, jeg ikke fik noget svar på, nemlig spørgsmålet om, om vi skulle have tysk lønniveau eller ej.

For hvad er tysk lønniveau? Ja, det er, at hundredtusindvis af mennesker har lønninger på 50 kr. i timen, at hundredtusindvis af familier er fattige, selv om de er i arbejde. Det er jo realiteten i Tyskland.

Er det det, fru Ellen Trane Nørby og Venstre vil have i Danmark? Og er det derfor, man så vil kunne finansiere afviklingen af alle de afgifter, som Venstre har fortrudt de har indført, altså ved at forringe vilkårene for kontanthjælpsmodtagere?

Ordføreren.

Nu skal jeg ikke præcis kunne sige, om hr. Per Clausen var til stede på DI's topmøde, jeg mindes ikke at have set hans navn på deltagerlisten. Dermed har han heller ikke lyttet til de bekymringer, der kom fra både store og små danske virksomheder, for, at deres arbejdere på arbejdspladserne i dag risikerer at komme ud og stå i en ledighedskø sammen med nogle af deres tidligere kolleger. Hver tredje danske arbejdsplads har meddelt, at de frygter, at de er nødt til at fyre i det kommende år.

På DI's topmøde var der ingen diskussion om, at Danmark skulle ned på tyske lønninger; vi er ikke på det tyske lønniveau, og vi kommer heller ikke derned. Det, der var en diskussion om, var at forbedre rammevilkårene for danske arbejdspladser, så vi kan sikre, at vi har nogle ordentlige produktionsvilkår i Danmark, så vi kan sikre, at der faktisk kan være både udviklingsarbejdspladser og produktionsarbejdspladser i Danmark.

Hvis man hos Enhedslisten ikke er bekymret, forstår jeg da godt, at man er så blind over for, at den finanslov, man lavede sammen med regeringen sidste år, og som satte skatter og afgifter op med 5 mia. kr., faktisk havde den effekt, at danske arbejdspladser blev endnu mere pressede, at den faktisk havde den effekt, at danske familier fik et mindre rådighedsbeløb og dermed var pressede på præcis deres løn.

Hr. Leif Mikkelsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Liberal Alliance er en del af den borgerlige side af salen. Derfor bliver vi også lidt bedrøvede, når vore venner i den side så laver fejl. Venstre har gang på gang proklameret, at det ikke må blive dyrere at være dansker. Jeg tror endda, at det er fru Ellen Trane Nørbys egen formand, der har nævnt det et antal gange. Det har glædet os, for det er vi sådan set meget enige i.

Derfor undrede det os meget, da man i sin tid indførte fedtafgiften, som man så løber fra nu med alle mulige argumenter. Jeg troede egentlig, de havde lært det, men nu kan man så konstatere, at dykker man ned i den energiaftale, som gør det dyrere at være dansker i milliardklassen – det koster en 3-4 stykker af slagsen – kan man finde, at nu er Venstre med til at lægge afgift på pejsebrænde.

Jeg ved så ikke, om det er, fordi man mener, at når der lægges et stykke brænde, der er afgift på, i pejsen, får man mindre røg i øjnene, eller hvad det nu skal føre til. Intet er åbenbart for småt. Så jeg vil spørge fru Ellen Trane Nørby: Er det sådan, at moral er godt, men dobbeltmoral er dobbelt så godt for Venstre?

Ordføreren.

Jeg tror i hvert fald, at det ofte er sådan for Liberal Alliance, at hvis man kan stå udenfor og pege fingre, er det rarere og mere bekvemt end at være med til at tage ansvar, så nogle af de ulykker, som regeringen vil lave, ikke bliver lige så store, som de ellers ville være blevet, f.eks. tage ansvar, så en energiaftale bliver over 2 mia. kr. billigere end det, regeringen havde lagt op til.

Vi ser det sådan set som vores opgave konstruktivt og konsekvent at gå ind og presse regeringen. Det gjorde vi med energiaftalen.

Jeg har også hørt det der rygte, der florerer, om pejsebrænde. Nu har jeg ikke set udmøntningsplanen fra klimaministeren, men som forligspart er jeg helt sikker på, at vi får mulighed for at diskutere det, hvis klimaministeren har en så – hvad skal vi kalde det? – alternativ tanke, at man skal lægge nye skatter og afgifter på pejsebrænde.

Den chance får Liberal Alliance jo ikke, for Liberal Alliance var ikke med til at hive regeringen i den rigtige retning, var ikke med til at sikre, at energiaftalen blev mere end 2 mia. kr. billigere for danskerne, end den ellers ville være blevet.

Hr. Leif Mikkelsen.

Det vil sige, at jeg kan konstatere, at Venstre ikke engang har været klar over, hvad de har indgået forlig om, og hvilke konsekvenser det har i form af afgifter. Nu skal man så dybere ned i det og tale lidt med ministeren om det. Det er jo fantastisk betryggende. Man kunne godt blive lidt nervøs for, hvor tit det er sket, hvor meget der ligger i aftalen af den slags ting.

Men det er jo interessant, når nu fru Ellen Trane Nørby eventuelt ikke synes, det her er en god afgift, om man så har bundet sig, eller om man efter et valg, hvor vi forhåbentlig i denne sal har et andet og bedre flertal end det her, kan lave det om. Eller har Venstre bundet sig til den slags, jeg vil kalde det tåbeligheder, med at finde på afgifter, der gør det dyrere at være dansker? Det er modsat af, hvad Venstre har sagt. Er man bundet efter et valg, eller er man ikke?

Til Venstres vurdering af Liberal Alliances arbejdsiver eller mangel på samme vil jeg da gerne sige: Ja, vi deltager nemlig kun i aftaler, når de trækker Danmark i den rigtige retning.

Det er et godt råd til Venstre fremadrettet, at det også burde være en sag, som Venstre lagde sig på sinde. Det skal trække Venstre i den rigtige retning.

Det gør energiaftalen ikke. Den gør det dyrere at være dansker, den lægger afgift på afgift. Så derfor vil jeg sige til fru Ellen Trane Nørby: Liberal Alliance er at finde, når det går den rigtige vej.

Ordføreren.

Jeg kan betrygge hr. Leif Mikkelsen med, at der sjældent er særlig mange afgifter eller skatter, som jeg synes er særlig gode. Altså, det er sådan set udgangspunktet.

Når det så er sagt og hr. Leif Mikkelsen nævner fedtafgiften, vil jeg sige, at fedtafgiften jo var med til, at vi kunne sænke skatten på arbejde i Danmark, da vi lavede skatteaftalen i 2009. Det var en finansieringskilde, som blev brugt til at nedbringe skatten på arbejde, fordi vi alle sammen havde et ønske om, at der skulle skabes bedre rammevilkår for danske virksomheder. Dermed betyder det jo også noget, at den skat, man betaler af sin lønindkomst, blev sat ned.

Fedtafgiften har ikke virket efter hensigten. Derfor ville det da være uansvarligt politisk, hvis man så bare fortsatte ud ad samme vej, hvis man ikke stoppede op og sagde, at den fedtafgift har haft nogle negative konsekvenser for vores produktion, for vores detailhandel, som oplever, at grænsehandelen stiger. Og derfor har vi finansieret en afskaffelse af fedtafgiften i vores finanslovforslag, ligesom vi har foreslået en afskaffelse af andre skatter og afgifter.

Vi ønsker ligesom Liberal Alliance egentlig at hive Danmark i en retning, der betyder, at man sænker skatten i Danmark og ikke sætter den op, sådan som regeringen har gjort.

Fru Ane Halsboe-Larsen for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå, at det ligger Venstre utrolig meget på sinde, og at det nærmest er blevet sådan den eneste løsning for den danske konkurrenceevne og for det danske erhvervslivs overlevelse, at vi får lønninger presset ned i Danmark.

Det er et meget simpelt spørgsmål, fru Ellen Trane Nørby bliver stillet i dag: Hvor langt skal vi ned?

Ordføreren.

Jeg håber så sandelig ikke, at Socialdemokraterne vil til at regulere danskernes løn. I så fald må Socialdemokraterne jo tage det opgør med fagbevægelsen.

I Venstre blander vi os ikke i løndannelsen i Danmark. Vi har stor tiltro til arbejdsmarkedets parter og den danske arbejdsmarkedsmodel. Så i stedet for at blive ved med at forsøge at foregive, at Venstre skulle have et forslag sammen med Dansk Folkeparti om at sætte lønningerne ned til 30 kr., ville det egentlig være interessant, hvis vi her i dag kunne prøve at fokusere på nogle af de virkelige udfordringer, vi står med: at beskæftigelsen er faldet med 10.000, siden regeringen trådte til; at danske arbejdspladser drejer nøglen om og flytter til udlandet; at hver tredje erhvervsleder siger, at de frygter, de skal fyre folk i det kommende år.

Det bekymrer mig – ikke fordi det betyder noget for os 179, der sidder herinde, personligt, men fordi det betyder rigtig meget for de danskere, der står til at miste deres arbejde. Og det betyder rigtig meget for de danskere, som allerede står i ledighedskøen, og som kan se, at der bliver endnu længere vej til, at man kan få et arbejde og komme ind og være en kollega på en arbejdsplads.

Fru Ane Halsboe-Larsen.

Jeg begynder at forstå, at fru Ellen Trane Nørby ikke forstår, at Venstres forslag rent faktisk også er en enorm udfordring for rigtig mange danskere. Derfor vil jeg gerne læse nogle citater op af folk, der vurderer konsekvensen af forslaget. Professor Ole Hasselbalch siger:

Forslaget gør det mere attraktivt for arbejdsgivere at få fat i noget udenlandsk arbejdskraft på udenlandske overenskomster, der typisk er noget billigere.

Professor Flemming Ibsen siger:

Hvis du kan underbyde danske overenskomster, uden at fagbevægelsen har mulighed for at slå tilbage, så bliver det alt andet lige mere attraktivt for udenlandske organisationer at etablere sig i Danmark med lavere løn.

Professor Jens Kristiansen siger:

Hvis man gennemfører en lov af denne art, vil det også påvirke mulighederne for at iværksætte en blokade over for en virksomhed fra et andet EU-land med en overenskomst.

Og professor Henning Jørgensen siger:

Med den her lovgivning vil arbejdsgiverne konsekvent søge derhen, hvor de kan få de billigste overenskomster, med mere eller mindre dygtige organisationer.

Vil Venstres forslag presse lønnen, ja eller nej?

Ordføreren.

Jamen jeg gentager gerne det, jeg sagde til hr. Magnus Heunicke. Venstres forslag går ikke ind og skaber lønninger på 30 kr. Det går ikke ind og ændrer ved løndannelsen i Danmark, den blander vi os ikke i.

Til gengæld respekterer det det gode princip, vi ellers har haft i Danmark, og som jeg kan høre Socialdemokraterne ikke bakker op om, nemlig at danske lønmodtagere skal have lov til at kunne organisere sig frit, og at danske arbejdsgivere skal have lov til at kunne organisere sig frit.

Jeg ved da godt, at der sidder et LO-forbund, som er bekymret over, at der er 400.000 danskere, der har meldt sig ind i de frie fagforeninger. Men vi støtter sådan set den frihed, der ligger på det danske arbejdsmarked, og så kan man jo læse nok så mange citater op om, hvad den ene eller den anden har sagt.

Jeg kan sådan set også læse nogle tilsvarende citater op fra nogle, der går ind og siger, at Venstres forslag på det her område på ingen måde går ind og ændrer ved lønningerne, men netop støtter, at man ikke kan blokere en virksomhed, som i forvejen har en overenskomst.

Fru Zenia Stampe for en kort bemærkning.

Jeg havde jo glædet mig sådan til i dag, fordi jeg havde håbet på, at dagen kunne bruges til også at få bragt lidt klarhed over Venstres udlændingepolitik. For jeg må jo indrømme, at det er et af de områder, hvor det ikke står mig fuldstændig klart, hvor man er på vej hen.

Er man stadig væk i lommen på Dansk Folkeparti, eller er man på vej mod en mere selvstændig kurs? På den ene side hører vi jo Dansk Folkeparti sige, at man mindst forventer, at lovgivningen bliver rullet tilbage, hvis der kommer en ny borgerlig regering, og jeg har ikke hørt Venstre mane de forventninger i jorden. På den anden side har vi også set, at Venstre er gået enegang på nogle områder og bl.a. har stemt for forbedringer for familiesammenførte børn.

Så mit spørgsmål er: Er Venstre måske i al diskretion ved at dreje ind på en lidt mere selvstændig kurs i udlændingepolitikken?

Ordføreren.

Venstre har altid haft en klar og selvstændig politik på indvandringsområdet. Vi har haft en politik på det område, som er gået på to ben, og som har fokuseret på, at dem, som kan og vil, skal være hjertelig velkomne i det danske samfund. Vi har indført et system, som sikrer, at man kan få arbejdstilladelse, at man kan få greencard, at man kan få studieophold i Danmark, og som har gjort, at antallet af folk, der er kommet til Danmark for at arbejde eller studere, er blevet tredoblet, mens VK-regeringen sad der.

Samtidig har vi været meget bekymret for kædeindvandring, hvor der i forbindelse med familiesammenføringer ikke har været stillet krav om, at man skulle lære dansk, hvor der ikke har været stillet krav om, at man skulle blive en del af det danske samfund.

Derfor er vi stadig væk bekymrede, når Det Radikale Venstre og regeringen nu åbner op for et øget asylpres mod Danmark og vil bruge flere penge på at lade folk arbejde og bo uden for asylcentrene, også selv om de er afviste asylansøgere i Danmark. Det skaber jo et system, hvor folk reelt set kan komme til Danmark, blive afvist og så alligevel få en arbejdstilladelse, i stedet for at man skal søge om en arbejdstilladelse, og det skaber et pres mod Danmark. Det er der også førende forskere på området der har været ude at sige.

Den politik deler vi ikke i Venstre.

Fru Zenia Stampe.

Så lad mig konkretisere spørgsmålet lidt og spørge: Har man så i sinde at rulle alle de forbedringer, vi lægger op til på asylområdet, tilbage, altså også hvad angår forholdene for børnene på asylcentrene, som jeg ellers troede lå Venstre på sinde? Har man tænkt sig at rulle forbedringerne for familiesammenførte børn tilbage? Har man tænkt sig at genindføre det gamle pointsystem i forhold til familiesammenføringer?

Ordføreren.

Vi er meget bekymrede over de 29 konkrete lempelser, som regeringen har lavet på vores asyl- og indvandringsområde. Det skaber et pres mod Danmarks grænser. Det gør, at vi ikke længere kan åbne dørene for dem, som kan og vil og vil bidrage til det danske samfund, men at vi i stedet for ser et større pres mod Danmarks grænser af folk, som måske ikke ønsker at være en del af danske samfund.

Vi er dybt bekymrede over, at regeringen har slækket på nogle af de regler, der gør, at nogle af de allermest kriminelle, som vi ikke ønsker at samle på i det danske samfund, får flere muligheder for at kunne blive her, fordi man har ændret på den lovgivning, vi havde under VK-regeringen.

Derfor er jeg dybt bekymret over den politik, som regeringen har ført. Den skaber større pres på Danmarks grænser, og det er klart, at vi, når vi går til valgkamp næste gang, kommer til at forholde os til, hvad der konkret skal til for at rydde op i de problemer, som regeringen har skabt.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Men kan jo se, at konkurrenceevnen raslede ned i hr. Lars Løkke Rasmussens dage i Statsministeriet. Jeg skal ikke kunne sige, om det er derfor, at han har forladt salen her i dag, eller om det er, fordi han skulle skifte de der berømte højhælede sko, men det kan vi måske få svar på senere.

Men Venstre har jo ikke leveret noget som helst svar på, hvad Venstre vil. Nu hører vi så i dag, at lønningerne bare skal ned, men vi kan ikke få et svar på, hvor langt de skal ned. Vi har i går fået svar fra Finansministeriet på, at Venstres finanslovforslag i øvrigt er underfinansieret, og i dag kan vi læse i Børsen, at en lang række deltagere i DI-topmødet, og det er åbenbart adgangsbilletten for overhovedet at debattere med Venstre, sådan set undsiger Venstres finanslovforslag med hensyn til erhvervsstøtten. Derfor synes jeg ærlig talt, at de svar, vi får, klinger en smule hult. Der kommer nemlig ikke rigtig noget.

Men jeg vil bare gerne spørge Venstres ordfører her i starten af debatten, om hun kan svare på, hvor mange af de skatte- og afgiftsstigninger, der berører danskerne fra 2010 til 2013, VK-regeringen stod bag.

Ordføreren.

Men altså, man kan sige, at selv om hr. Jonas Dahl forsøger sådan at fortsætte hele diskussionen om lønninger på 30 kr., giver det jo egentlig bare anledning til, at jeg endnu en gang kan sige, at Venstre ikke ønsker lønninger på 30 kr. Alle kan sådan set spørge om det, og så bruger vi debatten i dag på det. Jeg synes sådan set, at vi skulle bruge debatten til at kigge på, hvordan vi i fællesskab kan tage hånd om nogle af de problemer, der er i det danske samfund, tage hånd om det forhold, at der er danskere, som mangler et arbejde, at der er virksomheder, der flytter ud af landet. Men det kan jeg forstå ikke interesserer SF. Det synes jeg er trist og ærgerligt.

Når hr. Jonas Dahl så nævner artiklen fra Børsen i dag, er det da egentlig bare rart, at vi der kan få opklaret endnu en misforståelse. Venstre har sådan set accepteret de målrettede besparelser på erhvervsstøtten, som regeringen har lagt op til i finanslovforslaget. Så hvis der er noget galt med de besparelser, som vi vil lave på erhvervsstøtteordningerne, skulle hr. Jonas Dahl måske tage fat i finansministeren, for det er eksakt de samme som dem, finansministeren har foreslået i sit finanslovforslag. Den eneste forskel er, at vi bruger besparelserne på erhvervsstøtteordningerne til at lave en erhvervsskattepakke, som lemper byrderne for dansk erhvervsliv, hvor regeringen bruger pengene på alt muligt andet og på offentligt forbrug.

Hr. Jonas Dahl.

Jamen forskellen er jo, at Venstre vil spare yderligere 0,5 mia. kr. på erhvervsstøtteordningerne, og jeg erindrer også, at der har været en debat om f.eks. Højteknologifonden, hvor Venstres forskningsordfører, i hvert fald sådan som jeg har forstået det, har været ude at sige, at det vil Venstre ikke være med til, og sådan er det med en lang række forslag, som regeringen har lagt frem, også boligjobordningen, hvor Venstre også har været ude at sige: Jamen det vil vi også gerne diskutere. Men betyder det, Venstres ordfører nu står og siger, at Venstre nikker til de besparelser på erhvervsstøtteordningerne, som regeringen har lagt frem? Det er jo det, jeg hører ordføreren sige, og det synes jeg er markant nyt i forhold til det, vi har hørt de seneste uger. Det vil jeg gerne have svar på.

Jeg fik heller ikke svar på, hvor mange procent af de skatte- og afgiftsstigninger, der berører danskerne fra 2010 til 2013, VK-regeringen stod bag. Jeg kan godt forstå, at det er svært at give svaret, fordi svaret er, at 95 pct. af de skatte- og afgiftsstigninger, der berører danskerne fra 2010 til 2013, var nogle, Venstre og De Konservative stod bag i deres regeringstid. Jeg synes, at ordføreren skylder et svar på, hvad baggrunden er for, at Venstre nu har så travlt med at løbe fra det og har så travlt med at kritisere regeringen for det ene og det andet, når man selv står bag en lang række af de skatte- og afgiftsstigninger, der berører danskerne fra 2010 til 2013. Venstre og De Konservative stod, da de sad i regering, bag 95 pct. af dem.

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at den store sænkelse af skatten på arbejde, som vi gennemførte i 2009, var finansieret ved, at der var nogle andre skatter og afgifter, der blev hævet, men det ændrer ikke ved, at de krone for krone blev brugt til at sænke skatten på arbejde. Det er jo der, det står i fuldstændig skærende kontrast til den politik, som regeringen har ført, hvor man sammen med Enhedslisten sidste år hævede skatter og afgifter for 5 mia. kr., og det var ikke for at sænke skatterne andre steder, men for at bruge pengene. Det gav en almindelig arbejderfamilie et mindre rådighedsbeløb på 3.400 kr., mens vores afgifter blev brugt til at sænke skatten på arbejde.

Vi havde et skattestop, som sikrede ro omkring danskernes økonomi, som sikrede, at en almindelig arbejderfamilie i 2011 havde 35.000 kr. mere til rådighed, end den ellers ville have haft. Det er den store forskel på SF's og Venstres skattepolitik. Vi opkræver ikke flere penge for at bruge dem. Vi opkræver nogle gange nogle målrettede afgifter for samtidig at sænke andre skatter og afgifter.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr for en kort bemærkning.

Fru Trane Nørby forsvarer den danske model. Det er jo sådan, at formanden for Venstre i modsætning hertil har sagt, at lønningerne skal ned på tysk niveau. Der er det bare, jeg vil prøve at spørge, om det er sådan, at fru Trane Nørbys opbakning til den danske model betyder, at hun synes, at vi i Danmark har nogle lønninger, der er høje. Eller har vi nogle lønninger i Danmark, der er for lave?

Ordføreren.

Jamen jeg vil gerne gentage, at vi ikke blander os i, hvordan de lønninger, som danskerne aftaler, er. Vi blander os ikke i, hvad der er i forhold til arbejdsmarkedets parters forhandlinger, og det mener jeg heller ikke er noget, som det tilkommer os at gøre. Hvis det er noget, som regeringen har planer om at gøre, så må regeringen jo fremsætte et lovforslag på det punkt. Jeg kan også høre, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr har et eller andet notat, der drejer sig om, hvad hr. Lars Løkke Rasmussen skulle have sagt på DI's topmøde i sidste uge. Jeg kan sige, at diskussionen i sidste uge handlede om rammevilkår, altså om rammevilkår for danske virksomheder. Der må jeg efter debatten i dag jo bare konstatere, at Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten ikke deler vores bekymring for, at der er danske arbejdspladser, hvor man må dreje nøglen om, og hvor man må flytte produktionen til udlandet.

Jeg tror sådan set, at de mennesker, der har mistet deres arbejde på Tican, eller som har mistet deres arbejde ude på Toms Chokoladefabrik, eller som har mistet deres arbejde på Vestas, er enormt bekymrede for, at der, hvis man forringer konkurrencevilkårene på de danske arbejdspladser endnu mere, så vil være endnu flere af deres kollegaer, der må stille sig op i ledighedskøen.

Der synes jeg egentlig, at det, vi som Folketing burde have en pligt til, var, at vi i fællesskab fandt nogle løsninger på, hvordan vi får klaret de problemer.

Tak. Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Så vil jeg godt i dag citere fra hr. Lars Løkke Rasmussens bemærkninger på hjemmesiden, hvor han siger:

»Der er en tendens til at gentage det gamle mantra om, at når de andre er billigere, skal vi være bedre. I takt med at de andre bliver bedre, så må vi nok blive lidt billigere. Se, det er ikke en ambition om, at vi skal konkurrere med asiatiske lønninger – det skal vi ikke. Men det er en ambition om, at vi i det mindste skal kunne konkurrere med vores nabolande.«

Vil fru Trane Nørby give Venstres formand ret i det, eller synes hun, at lønningerne er på det niveau, som de skal være?

Ordføreren.

Jamen det har jo overhovedet ikke noget at gøre med lønningerne. Det har noget at gøre med det, der er de generelle rammevilkår for dansk produktion, det være sig vores udviklingsafdelinger, eller det være sig vores produktionsarbejdspladser. Vi må bare sige, at det er sådan, at Sverige som vores naboland, når det nu er, at man i Sverige sænker selskabsskatten, så også får en mulighed for at kunne tiltrække nogle virksomheder eller får en mulighed for at kunne fastholde nogle virksomheder, hvilket vi forpasser muligheden for at kunne gøre i Danmark. Og når det er, at man i Tyskland går ind og lemper på nogle afgifter eller man lader være med at implementere en EU-lovgivning lige så nidkært, som vi gør i Danmark, så giver man også de tyske arbejdspladser nogle bedre produktionsvilkår. Der er det da dybt bekymrende, hvis vi i Danmark så bare lukker øjnene, sådan som regeringen gør, og vi fortsat sætter skatter og afgifter op. Det er noget, der gør, at de danske arbejdspladser bliver presset. Der er man jo, hvis man ikke vil se det i øjnene, bare med til at forværre krisen, og så er man med til at forlænge rækken af danskere, som mangler et arbejde.

Der havde vi fra Venstres side sådan set håbet, at der i forbindelse med den fremstrakte hånd, som vi er kommet med, i forhold til finanslovforhandlingerne, altså om, at vi i fællesskab kan lave reformer på nogle af de områder, der er nødvendige – på SU'en, så vi kan få flere unge igennem vores uddannelsessystem, på kontanthjælpsområdet – ville have været en opbakning til, at vi i fællesskab kunne have løst de problemer.

Hr. Ole Hækkerup for en kort bemærkning.

Tak. Jeg har siddet og lyttet til Venstres ordfører, og jeg prøver at få lidt has på Venstres arbejdsmarkedspolitik. Sådan som jeg nu kan forstå ordføreren, er det sådan, at Venstre siger: Løn, det ordner arbejdsmarkedets parter. Så siger Venstre: Så vil vi gerne lave reglerne om for, hvordan man aftaler løn.

Så er mit spørgsmål til Venstres ordfører: Hvis man laver reglerne om for, hvordan man aftaler løn, tror Venstres ordfører så, at det vil betyde højere lønninger eller lavere lønninger?

Ordføreren.

Det, vi har et beslutningsforslag om, er at sikre, at en lovlig virksomhed, som har indgået en lovlig overenskomst, ikke kan opleve, at de ikke kan få afhentet deres skrald, og at de ikke kan få leveret post, fordi man laver en blokade mod dem. Det er jo ikke noget, der på nogen måde handler om at gå ind og regulere danskernes lønningerne, og det bliver det heller ikke, ligegyldig hvor mange socialdemokrater der stiller spørgsmålet i dag. Det handler om at have respekt for, at danske lønmodtagere og arbejdsgivere frit kan organisere sig i de arbejdsgiverforeninger eller i de lønmodtagerforbund, som bedst repræsenterer deres interesser.

Hr. Ole Hækkerup.

Tak. Svaret gjorde det ikke lettere at få has på Venstres arbejdsmarkedspolitik, og det er måske næsten lettere at forestille sig nogle af dem, der har været omtalt her, i stiletter, end det var at forstå, hvad Venstres arbejdsmarkedspolitik egentlig går ud på, om end jeg så tror, vi måske skal finde nogle lidt andre forsøgspersoner end dem, der har været fremhævet indtil videre. Men lad mig så spørge på en anden måde: Mener Venstre, at folk får for meget i løn?

Ordføreren.

Nej, jeg mener ikke, at folk generelt får for meget i løn. Nu er det jo sådan en abstrakt diskussion, for får hr. Ole Hækkerup for meget i løn? Vi blander os ikke i lønningerne, det gør arbejdsmarkedets parter, det organiserer man sig ud af. Det, vi til gengæld var med til i 2006, var at ophæve eksklusivretten, sådan at danskerne kunne melde sig ind i de fagforeninger, som de synes repræsenterede deres interesser. Det, vores beslutningsforslag handler om, er, at når en virksomhed har indgået en lovlig overenskomst, skal man så kunne gøre sådan, at de ikke kan få anvist folk fra jobcenteret, at de ikke kan få afhentet skrald, at de ikke kan få leveret post fra Post Danmark, eller skal vi respektere den frihed, der ligger i den danske arbejdsmarkedsmodel, der går ud på, at arbejdsgivere og arbejdstagere kan organisere sig frit og altså ikke er noget, vi blander os i herindefra?

Så siger jeg tak til Venstres ordfører. Så er det hr. Magnus Heunicke som socialdemokratisk ordfører.

Jeg vil gerne starte med at nævne det lille jubilæum, som dagen i dag faktisk også markerer, for vi har jo 1-års-jubilæum her i Folketinget nu i dag. Jeg ved godt, at det ikke altid har været lige nemt. Jeg tror også, at der er mange, for hvem det er overraskende, at vi ville komme op på et helt år, og der er også delte meninger i salen om det. Jeg vil gerne være den første til at ønske tillykke med, at der her ved åbningsdebatten er gået præcis 1 år, siden vi sidste gang havde fornøjelsen af at have hr. Lars Løkke Rasmussen heroppe på talerstolen til at holde en tale.

Det er 1 år siden, Venstres formand havde noget politik, som han mente han kunne stå på mål for her på landets vigtigste talerstol. Dengang tog han ordet kl. 23.57 som privatist, hedder det, og det er måske meget sigende, altså det her med privatist – dermed mener jeg alle de millionergaver i form af overbetaling af privathospitaler, som hr. Lars Løkke Rasmussen stod for som sundhedsminister; opblomstringen af private sundhedsforsikringer betalt af de skatteydere, der ikke selv havde råd under VKO. Med alle de angreb på fællesskabets værdier, som Venstre står for under hr. Lars Løkke Rasmussen, så er det vel netop som privatist, danskerne kender ham.

Den sidste reelle tale, jeg faktisk kan huske at oppositionens leder holdt, holdt han, sidste gang han stod her på Folketingets talerstol som partiformand. Det er 1 ½ år siden. Da prøvede han at bilde danskerne ind, at krisen var overstået, forsvundet som dug for solen, takket være hans såkaldte lederskab. Efter at han havde tabt 130 job om dagen, hver eneste dag, som statsminister i Danmark, sagde han, og jeg citerer:

Vi er netop kommet igennem den værste økonomiske krise i mange år. Vi har nu lagt krisen bag os.

»Vi har nu lagt krisen bag os«! Venstre opdagede krisen for sent, Venstre håndterede krisen forkert, og Venstre afblæste krisen alt for tidligt. Derfor var det dyrt for Danmark at have hr. Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Derfor har vi nu en regering baseret på et nyt flertal, som skaber arbejdspladser, som sikrer en troværdig økonomi, og som ruster nationen til fremtiden ved at investere i vores skoler, i grøn energi og i et socialt løft til dem, der har allermest behov for det.

Jeg synes, det er en styrke, at vi bruger kriser til at bygge Danmark op. I 1930'erne under Stauning byggede vi Storstrømsbroen og Lillebæltsbroen, bl.a. for at skaffe arbejde til de mange arbejdsløse. I 1970'erne brugte vi energikrisen til at gøre Danmark til et af de lande, der varmer husene op på den mest effektive måde. I 1990'erne fik vi bl.a. bugt med den høje arbejdsløshed ved for alvor at sparke den nye industri omkring vindmølleindustrien i gang.

Her i 10'erne har vi fat i alle håndtag igen. Der bliver bygget tunnel til Tyskland. Vi bygger storstrømsbro en gang til. Vi energirenoverer huse og vores institutioner for fuld kraft. Vi sætter vindmøller på havet, solceller på tagene. Vi skaber tusindvis af arbejdspladser ved at fremtidssikre vores fælles velfærdssamfund, og vi skaber jo samtidig en vej ud af krisen, nemlig den krise, som de 10 spildte år i de brølende 00'ere slet ikke rustede os til at møde.

Når jeg i dag hører Venstre, er det, som om de fuldstændig har fået slettet de sidste 10 år af hukommelsen. Skal vi virkelig have den politik, der ved at give kæmpe skattelettelser til de rigeste skabte økonomiske bobler, tilbage? Skal vi virkelig have mere af den politik, der overhørte alle advarsler og førte Danmark lige direkte ind i krisen? Skal vi virkelig have mere af den politik, der forværrede krisens konsekvenser for tusindvis af danske familier? Nej. Nu skal fællesskabet styrkes. Nu skal der løftes i flok. Nu skal Danmark tilbage på sporet.

Vi Socialdemokrater ved i vores hjerter, hvad det betyder for en far eller en mor at gå den tunge vej hjem, sætte sig ved køkkenbordet og skulle fortælle familien, at nu er det slut for denne gang, nu kommer der ikke mere løn ind, nu er der ikke længere brug for far eller mor på arbejdsmarkedet. Vi ved, hvilken utryghed det skaber i familierne, når man er bange for, at man skal miste jobbet. Vi ved også, hvordan nedskæringer i vores fælles velfærd først og fremmest rammer helt almindelige danske familier, der er afhængige af gode skoler, et godt og gratis sundhedsvæsen og en værdig ældrepleje. Derfor standsede vi den blødning, som Venstre lod fortsætte, af de danske arbejdspladser. Derfor skaber vi næste år 21.000 job i vores kickstart, og derfor er vi stolte af at være Danmarks arbejderparti nr. 1.

Imens sidder de hos Venstre og venter på, at en samling superhelte skal komme flyvende. Det er dem, hr. Løkke Rasmussen kalder hverdagens helte. Og hvem er så er det? Er en hverdagshelt en skolelærer, der tager fat i kraven på en ung, begavet knægt, som bruger for meget tid på at hænge ud med de forkerte og for lidt tid på lektierne? Nej, ikke hos Venstre. Er det måske den travle tømrer, der bruger aftener og weekender som træner i den lokale fodboldklub? Er han en af hverdagens helte? Nej, ikke ifølge Venstre. Hvad så med en arbejdsløs nyuddannet elektriker, der fik en fyreseddel sammen med sit svendebrev og siden har knoklet i løntilskudsjob, virksomhedspraktik og taget kurser, og som stadig klør på for at få det svære fodfæste på arbejdsmarkedet?

Nej, det er ikke hverdagens helte i en Venstremands øjne. Spørg bare hr. Løkke Rasmussen. Han stod forleden til topmødet i Dansk Industri og så ud over forsamlingen af erhvervslivets spidser – det er jo primært mænd – mennesker med millioner på kontoen, Mercedes i garagen, villaer i landets dyreste kvarterer, altså folk, der jo tilhører den absolutte økonomiske elite i Danmark. Da lod hr. Lars Løkke Rasmussen hjertet løbe af med sig og erklærede: I er hverdagens helte.

Jeg vil gerne slå fast, at jeg har en kæmpe respekt for de danske erhvervsledere. Vi har masser af dygtige, fremsynede erhvervsfolk i Danmark – og godt for det! Sammen med dygtige medarbejdere er det jo helt afgørende for, at Danmark efter 10 års stilstand kan rykke frem igen med konkurrencekraft og eksport. Men der er jo også dele af erhvervslivet, der har, jeg tror man må kalde mindre format.

Forleden kunne en nyudnævnt direktør forlade Svendborg Sparekasse efter kun 19 dage, under 3 ugers arbejde, men med en bonus på 1 mio. kr. på lommen. Det er jo velbetalt dovenskab. Og han hed vist ikke engang Robert. Denne bankdirektør repræsenterer selvfølgelig ikke dansk erhvervsliv, lige så lidt som Robert repræsenterer danske arbejdsløse, men kontrasten er jo alligevel slående. På den ene side er der de vellønnede direktører med bonus i inderlommen, Venstres helte, og på den anden side er de danske lønmodtagere, der i år – uden strejker, uden arbejdsnedlæggelser, uden demonstrationer – har accepteret historisk ansvarlige overenskomster. Mange oplever en reel lønnedgang, men de accepterer det, for de ved godt, at Danmark står i en svær situation.

Hvad er så Venstres budskab til de mennesker, dem, der knokler hver eneste dag for at få Danmark ud af krisen? Ja, budskabet fra Venstre er, at de danske familier godt kan forberede sig på dramatiske lønnedgange, for det er jo lige netop konsekvensen af Venstre og Dansk Folkepartis forslag om at fjerne danske lønmodtageres ret til at sige fra over for polske og rumænske overenskomster her i Danmark.

Der er i sandhed en ny alliance her i dansk politik – en alliance mellem Venstre og Dansk Folkeparti; en alliance med målrettede angreb på de lavtlønnede danskere; en alliance, der sætter spørgsmålstegn ved noget helt grundlæggende, nemlig om man skal kunne leve og forsørge sin familie ved at have et fuldtidsarbejde i Danmark. Jeg tror faktisk, der er en del borgerlige vælgere, som vil opfatte det som noget af et tvangsægteskab sådan at slå pjalterne sammen mellem Venstre og Dansk Folkeparti, og konsekvensen af deres forslag er, at vi risikerer at få en ny underklasse i Danmark, og at vi skubber de familier ud i fattigdom, hvor far og mor arbejder 40, 50, 60 timer om ugen, men til så lav en timeløn, at der alligevel ikke er råd til at forsørge familien.

Den måde ser vi ikke på mennesker på i Danmark. Det har vi aldrig gjort, og det kommer vi aldrig til at gøre. Derfor vil jeg på vegne af partierne Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten fremsætte og med formandens tilladelse oplæse følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark stod dårligt rustet til at stå imod den økonomiske krise og derfor mistede uforholdsmæssigt mange arbejdspladser. Den økonomiske krise har fortsat et alvorligt tag i Danmark.

I den situation er der fortsat behov for en politisk indsats for at skabe arbejdspladser på kort og på lang sigt, bl.a. gennem grøn omstilling, at bekæmpe ulighed, fattigdom og social dumping samt at løfte Danmark uddannelsesmæssigt, så den næste generation bliver den dygtigste nogen sinde.

(Forslag til vedtagelse nr. V 2).

Det af hr. Magnus Heunicke fremsatte forslag til vedtagelse på fire partiers vegne vil selvfølgelig indgå i den fortsatte debat.

Så har vi 40 timer (munterhed) – 40 minutter til korte bemærkninger, og det bliver igen ca. 10, vi kan nå. Den første er hr. Karsten Lauritzen, værsgo.

Det var en spændende tale, som blev holdt af den socialdemokratiske politiske ordfører. Man fik jo næsten det indtryk, at det kunne have været en tale, som hr. Magnus Heunicke kunne have holdt, hvis hr. Magnus Heunicke repræsenterede et oppositionsparti og ikke et regeringsparti.

Der var ikke så meget om, hvordan man vil skabe vækst, hvordan man vil skabe arbejdspladser. Der var en masse angreb. Men lad os lade polemikken ligge, og lad os i stedet for koncentrere os om det, som vi har en fælles interesse i, nemlig at skabe arbejdspladser, at skabe vækst i det her land. Og der bliver jeg bare nødt til at fortælle hr. Magnus Heunicke, at ude i virkeligheden, i Nordjylland, hvor jeg kommer fra, og hvor jeg er valgt, bliver folk fyret. Og de bliver fyret som følge af den politik, som hr. Magnus Heunickes parti og regeringen fører – som følge af en sukkerafgift, som følge af at man pålægger erhvervslivet flere afgifter i stedet for at forbedre deres konkurrencevilkår.

Jeg vil gerne vide: Hvad ønsker Socialdemokratiet og hr. Magnus Heunicke helt præcis at gøre for at skabe arbejdspladser i f.eks. Nordjylland?

Ordføreren.

Hvis man lægger al polemik til side og laver regnestykket, et ganske nøgternt regnestykke, om, hvordan det er gået med arbejdspladserne, og hvordan det ser ud med arbejdsløsheden efter regeringsskiftet, så tror jeg, at selv Venstres mest ihærdige og nidkære politikere vil indrømme, at det er lykkedes at stoppe blødningen – det er lykkedes at stoppe blødningen.

Lige før blev der stillet et spørgsmål til Venstres ordfører, som handlede om, hvor mange af de skatte- og afgiftsstigninger, som er sket fra 2010 til 2013, der skyldes VK-regeringen, og hvor mange af dem der skyldes den nye regering. Og svaret var jo, at 95 pct. – 95 pct. – skyldes VK-regeringen. Og derfor er det – med al respekt – en kende hult, når man nu anklager den nye regering for at have ansvaret for de afgifter, som man selv indførte, og mens man havde et resultat, der hed minus 130 arbejdspladser i Danmark hver eneste dag, da man sidste gang havde ansvaret for Danmark.

Hr. Karsten Lauritzen.

Igen var der jo ikke et eneste bud i svaret på, hvordan vi skaber arbejdspladser i f.eks. det nordjyske område. Der var ikke noget, jeg kan tage med til de nordjyder, der er fyret på Siemens fabrik, til de nordjyder, som står til at blive fyret på Fynbo Foods på grund af en sukkerafgift, der træder i kraft den 1. januar, til de folk, der er blevet fyret på Aalborg Portland som følge af en NOx-afgift, som er indført. Der var ingen svar. Den socialdemokratiske ordfører giver ingen svar på, hvordan vi skaber arbejdspladser. Man fortsætter med at angribe den tidligere regering. Jeg synes helt ærligt, det er på tide, at regeringen og Socialdemokratiet påtager sig det ansvar at skabe nogle arbejdspladser i det her land i stedet for at nedlægge dem. Det er i hvert fald det budskab, som jeg tror nordjyderne, der står til at blive afskediget som følge af regeringens erhvervsskadelige afgifter, godt kunne tænke sig at komme med.

Jeg vil godt spørge hr. Magnus Heunicke, hvorfor man ikke ønsker at opretholde boligjobordningen. I Nordjylland skaber den masser af arbejdspladser til håndværkere, men den ønsker man at nedlægge. Hvorfor nedlægger man job?

Ordføreren.

Når regeringen er en af de få regeringer i hele Europa, som formår kunsten på den ene side at holde en stærk, troværdig – i vores tilfælde dansk – økonomistyring, skabe en stærk troværdighed om dansk økonomi, og på den anden side lave målrettede sociale forbedringer og samtidig, for det tredje, formår at lave en kickstart, der næste år skaber 21.000 arbejdspladser fordelt i hele Danmark, så er det jo en præstation, som jeg er stolt af. Jeg er stolt af at være en del af et parti, som knokler med den dagsorden, og som leverer resultater i forhold til den dagsorden.

Hr. Karsten Lauritzen spørger konkret til boligjobordningen, og jeg vil sige, at når vi foreslår den omlagt og stoppet, betyder det, at den skal omlægges til disse nye muligheder, som der kommer i vores store energiaftale, som Venstre jo også efter mange krumspring endte med at ville lægge stemmer til, for der har vi jo netop mulighed for masser af energirenoveringer, både for så vidt angår offentlige og private husstande. Og det synes vi faktisk er den bedste måde at bruge pengene på, altså at energirenovere.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak, formand. Så kom der mikrofon på. Jeg hørte ordføreren tale meget om arbejdsmarked og de ledige og mulighederne for løntrykkeri. Vi har også tidligere i formiddag hørt ganske mange fra venstrefløjen bekymre sig om løndannelsen på det danske arbejdsmarked. Det synes jeg selvfølgelig er en rigtig, rigtig god og nyttig diskussion.

Derfor vil jeg spørge Socialdemokratiets ordfører, om ikke en af de virkelige trusler mod danskernes lønninger kommer som følge af den meget, meget store andel af østeuropæere, der er på det danske arbejdsmarked. Altså, der er over 60.000 østeuropæere, der fuldstændig legalt arbejder på det danske arbejdsmarked, men som jo dagligt trykker danskernes mulighed for at få de lønninger, danskerne gerne vil have.

Det siger jo sig selv, at når man kommer fra en baggrund, hvor selv små lønninger i Danmark kan være gode lønninger set i forhold til det niveau, man har i hjemlandet, så byder man sig jo til med en indsats på arbejdsområder, hvor danskerne i dag får en højere løn. Derfor får danskerne det pres, at de enten må acceptere lavere løn for at fastholde arbejdet eller se sig udkonkurreret af østeuropæere. Jeg vil sige til hr. Magnus Heunicke: Er det ikke et af de problemer, Socialdemokratiet burde tage sig af og burde diskutere her i dag, hvis man virkelig i hjertet er ægte bekymret for, hvordan danskerne kan fastholde fornuftige lønninger?

Ordføreren.

Som noget af det allerførste startede den nye regering med et initiativ, der skal forhindre social dumping. Det er jo primært østeuropæere, der kommer til Danmark og arbejder på vilkår, som er meget fjerne fra det, som vi kender på det danske arbejdsmarked, og som jo også betyder – det er jo rigtigt, hvad hr. Kristian Thulesen Dahl siger – at man underminerer det danske arbejdsmarked.

Indtil nu har det været fagbevægelsen, som bravt har stået og kæmpet fra byggeplads til byggeplads, men efter regeringsskiftet står den jo ikke alene, så kommer myndighederne med, så kommer ministerierne med, så bliver der tjekket op på, om man arbejder på danske løn- og arbejdsvilkår, når det foregår i Danmark. Sådan må det jo være.

Derfor er det jo utrolig hult at høre, at det er et spørgsmål, man skulle kere sig om fra Dansk Folkepartis side, al den stund at Dansk Folkeparti jo er medforslagsstiller til et forslag, som vil forhindre, at den danske fagbevægelse kan stå vagt om solidariteten og om danske løn- og arbejdsvilkår ved at lave blokader på de steder, hvor man underbyder danske løn- og arbejdsvilkår.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det sidste vil jeg jo meget gerne have lejlighed til at diskutere med både hr. Magnus Heunicke og andre i løbet af dagen, det glæder jeg mig til. Men det, jeg ønsker her, hvor jeg har retten til at stille spørgsmål til hr. Magnus Heunicke, er altså at koncentrere mig om de østeuropæiske arbejdere, der er i Danmark.

Jeg må spørge hr. Magnus Heunicke: Hvilken effekt kan vi se af regeringens fantastiske politik, som er blevet udfoldet efter regeringsskiftet? Hvilke praktiske ændringer kan vi se? Er der tale om, at man kan se, hvis man drager rundt i landet, at problemet er blevet mindre? Er der tale om, at der er færre østeuropæere, der tager de danske job? Er der tale om, at nu er lønningerne, som østeuropæerne får, lige pludselig steget?

Altså, jeg tror, at hr. Magnus Heunicke skulle tage med mig rundt på en tur i fædrelandet og se nogle af de problemer, danske arbejdere står med. Så tror jeg, han ville se, at der overhovedet ikke er ændret en tøddel på den udfordring, som danske arbejdere står over for. Tværtimod oplever de et stigende pres fra østeuropæere, der helt lovligt kommer til Danmark og tager de job, som ledige danskere ellers kunne have fået til lønninger, der oftere er lavere end det, danskere ville skulle have.

Ordføreren.

For det første: Hvis hr. Thulesen Dahl rejser rundt i Danmark og opdager ulovligheder på danske arbejdspladser og byggepladser, oplever, at der er ulovlig løndumping, at man arbejder uden regler for arbejdsmiljø og sikkerhed, så vil jeg meget kraftigt anbefale, at man lynhurtigt melder det til de rette myndigheder. Jeg tror, det ville være på sin plads at få det klaret.

For det andet: Vi må se på, hvad vi så kan gøre. Vi må sige: Hvad er det egentlig, Dansk Folkeparti har gjort, hvad har deres forslag været? Hvad har de gjort igennem 10 år, da de havde magten, da de var en del af VKO-blokken? Intet, intet overhovedet. Så der skal gøres noget ved det.

Derfor har denne regering haft det som et af vores allerførste mål at gøre noget ved det her problem. Det, der skal gøres, er jo at styrke myndighedernes indsats, men det er også vigtigt at styrke de danske lønmodtagere og arbejderes muligheder for at dygtiggøre sig og gøre sig dygtigere til at stå i den store konkurrence, vi står i.

Hr. Anders Samuelsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Den socialdemokratiske ordfører siger, at der sikkert er en del, der er overraskede over, at regeringen stadig væk sidder. Jeg er overhovedet ikke overrasket – overhovedet ikke – men jeg er dybt chokeret over, hvor elendigt den gør det, dybt chokeret.

Fakta er, at vi har 0,3 pct. vækst i 2012. Vi har over 160.000 arbejdsløse. Nettoledigheden vil stige næste år. Vi har over 30 mia. kr. i underskud på de offentlige finanser. Aktiviteten er faldet med 0,5 pct. i andet kvartal. Det private forbrug falder. De private investeringer falder. Boligmarkedet har stadig væk åndenød. Store dele af finansieringen i 2020-planen er endnu ikke på plads. Konkurrenceevnen falder. Det her er fakta. Det er det, der er regeringens status efter 1 år.

Synes den socialdemokratiske ordfører selv stadig væk, at det går rigtig godt?

Ordføreren.

Først bliver jeg nødt til at rette en misforståelse. Hr. Anders Samuelsen må have misforstået et, synes jeg, centralt element i min tale, nemlig det, at jeg bare ville nævne og i al stilfærdighed sige tillykke med det 1-års-jubilæum, som oppositionens leder har i fraværet fra at stå på denne talerstol og holde en tale med politisk indhold. Det var det jubilæum, jeg markerede til at starte med.

Så kan man se på, hvordan det gik under den regering, som hr. Anders Samuelsen drømmer sig tilbage til – den, som hr. Samuelsen jo støttede – hvordan det så f.eks. gik med produktiviteten. Hvordan lå Danmark i forhold til de lande, vi skal konkurrere med, på OECD's liste over produktivitet? Vi lå jo på en sølle 28. plads blandt 33 lande. Vi blev overhalet af land efter land efter land gennem 10 spildte år. Vi fik ikke flere unge til at tage en uddannelse; vi fik ikke styrket vores konkurrenceevne; vi tabte. Og det kostede os dyrt, da krisen ramte os.

Derfor er det eneste rigtige for mig at se nu at styrke fællesskabet igen: Styrk uddannelserne, byg Danmark op fra grunden igen!

Hr. Anders Samuelsen.

Udenomssnak! Faktum er, at nettoledigheden vil stige næste år – det er Nationalbankens egne tal, som jeg henviser til her. Når så regeringen forsøger at gøre noget aktivt, nemlig med en akutpakke, guldægget, som vi læser det hedder på forsiden af Politiken i dag – nu gennemregnet af AK-Samvirke – hvad får man så ud af at bruge 190 mio. kr.? Man får 385 job ud af det. 385 job svarer til en gennemsnitsløn på 493.000 kr. Det svarer til en gennemsnitsmånedsløn på 41.000 kr. Det ville simpelt hen være billigere for nationen, om vi stak 385 arbejdsløse hver 40.000 kr. om måneden og så ellers bare lod dem holde deres hænder i lommen.

Man gør intet rigtigt – man gør intet rigtigt. Det er det, der er problemet. Det er derfor, Danmark halter bagud; det er derfor, vi mister arbejdspladser; det er derfor, som en konsekvens af regeringens politik, at Brugsen godt nok stadig væk åbner butikker, men at det nu er syd for grænsen.

Ordføreren.

Der er måske behov for at minde hr. Samuelsen om, at hvis man kigger ud i Europa – og det ved jeg at man også gør i Liberal Alliance, for jeg ved, at nogle af partiets hovedsponsorer er flygtet fra Danmark og ud i Europa, hvor de så lever i skattely – kan man se, at der faktisk er en krise ude i Europa i øjeblikket. Der er faktisk lande i Europa, som taber arbejdspladser hver eneste dag. Det gjorde vi også i Danmark, indtil vi fik regeringsskiftet. Vi har stoppet den blødning, som fik lov til at fortsætte under VK-regeringen med Liberal Alliances støtte.

Om akutpakken, som blev nævnt, vil jeg sige, hvis jeg kan nå at sige noget hurtigt om den, at det, den åbner mulighed for, jo er jobrotation. Det er noget af det mest effektive. Vi har nye tal fra Nordjylland, som viser, at 98 pct. af dem, som kom i jobrotation, faktisk nu er begyndt at få et arbejde. Det er noget, vi gør, fordi vi mener, det er vigtigt at gøre en ekstra indsats for folk, der er arbejdsløse, og som ellers stod til at ryge ud af dagpengesystemet.

Man kan godt være uenig i det menneskesyn og uenig i, at der skal gøres noget ekstra, men så er vi jo bare uenige. Vi gør alt, hvad vi kan, for at få folk tilbage på arbejdsmarkedet igen.

Hr. Mike Legarth for en kort bemærkning.

I Syd- og Sønderjylland, som jeg repræsenterer her i Folketinget, er der butiksdød. Der er arbejdspladserne flyttet over på den anden side af grænsen. Det er tyskerne, der besætter jobbene i butikkerne hos de handlende, og det betyder, fordi der er den gevinst ved at tage over på den anden side og handle, at afgifterne går i den tyske statskasse. Vi ser nu, at danske butikker flytter, Fakta flytter butikker og åbner butikker på den anden side af grænsen, altså i Tyskland. Det er jo et faresignal af de helt store. Vi har set, at grænsehandelen er eksploderet. Vil hr. Magnus Heunicke og Socialdemokratiet og regeringen være med til at trække de arbejdspladser tilbage og gøre det konkurrencedygtigt for danske købmænd at handle mod de tyske, så vi får både arbejdspladser og afgiftsprovenuet tilbage i den danske statskasse?

Ordføreren.

Vi gør alt, hvad vi kan, for at bevare og sikre og beskytte danske arbejdspladser. Jeg har godt lagt mærke til, at det er noget, man virkelig turnerer rundt med i øjeblikket hos Venstre og Konservative. Jeg ved ikke, om der er kommet en reklame ind ad døren fra en grænsebutik, så man er blevet opmærksom på, at der er noget, der hedder grænsehandel, og at det er skadeligt for dansk økonomi. Det tror jeg godt vi er klar over at det er. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre det. Men når man hører det fra de partier, som, da de sad i regering, opfandt og indførte en fedtafgift, når man hører det fra partier, som står for 95 pct. af de skatte- og afgiftsstigninger, vi har i Danmark, fra 2010 til 2013, så tror jeg, at der måske er et par danskere, som synes, at det er lige letkøbt nok at sige, at grænsehandelen var et problem, der ikke eksisterede før, men som nu er boomet. Det er Venstre og Konservatives afgifter, som medfører grænsehandel.

Hr. Mike Legarth.

Det vil jeg jo betegne som en ussel kommentar og mangel på lederskab. Altså, vi kan jo ikke kigge i bakspejlet. Det er da klart, at skiftende regeringer har ansvaret for det afgiftsniveau, der er nu, men de seneste tal viser, at de afgifter er for høje, og at det har en katastrofal betydning for Danmark. Og så synes jeg da, at det ville klæde ordføreren fra et regeringsparti at tage ansvar og medvirke til løsninger for at forhindre den tilstand, vi er havnet i. Det, jeg spørger om, er: Vil hr. Magnus Heunicke på vegne af regeringen være med til at trække de arbejdspladser, vi helt åbenlyst har tabt, fordi afgifterne er for høje, tilbage til Danmark? Vi fra konservativ side har sagt til regeringen, at vi gerne medvirker til at fjerne både sukkerafgiften og fedtafgiften, og især skal vi – det er vores særskilte standpunkt – ligestille afgifterne på øl og vand, som er de største lokkevarer, der gør, at folk kører ned på den anden side af grænsen. Vil regeringen medvirke til at skabe en løsning på det?

Ordføreren.

Ja, hvis det er muligt for os. Hvis det er muligt for os at finde midler til at stoppe den fedtafgift, som De Konservative og Venstre selv opfandt, selv indførte, så vil vi gerne det, ligesom vi fik elimineret den multimedieskat, som Venstre og Konservative opfandt og indførte, ligesom vi fik elimineret og fandt midler til at fjerne den iværksætterskat, som Venstre og Konservative også indførte. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, hvis man sådan taler om fremtidens Danmark: Multimedier, iværksætteri, mon det er noget, man sådan skal leve af fremover? Jeg tror nok, at det er svært som parti at stå som en stor fremtidsgarant, hvis man siger, at man finder på at beskatte og lægge afgifter på så vigtige ting for Danmarks fremtid. Jeg kan ikke forstå, at man kan finde på det. Vi har fjernet det, og vi medvirker også gerne – hvis det er muligt at finde midler – til at fjerne fedtafgiften.

Fru Ellen Trane Nørby for en kort bemærkning. Vi venter på en mikrofon til fru Ellen Trane Nørby, der var den.

Tak. Jeg synes egentlig, det er trist. En ting er, at hr. Magnus Heunicke bruger hele sin tale på at kigge bagud og kritisere alle andre i stedet for at tage ansvar, noget andet er, at det også fortsætter her i spørgsmålene. Det synes jeg jo egentlig bare giver et meget godt billede af den situation, Danmark står i, nemlig at regeringen ikke ønsker at tage ansvar, ikke ønsker at lede, ikke har nogen svar overhovedet, hvad enten det er til slagterimedarbejderne, til de produktionsansatte eller til folk, der nu mister deres job i udviklingsafdelingerne, fordi man skærer 240 mio. kr. på Højteknologifonden. Det synes jeg er enormt trist.

Men lad mig så prøve at tage fat der, hvor hr. Mike Legarth også spurgte, nemlig på grænsehandelen. Jeg bor også nede i det område, hvor hver tiende detailbutik er lukket. Man står og gør sig morsom og taler uden om alle de her skatter og afgifter. Hvorfor har Socialdemokraterne i finanslovudspillet ikke finansieret en afskaffelse af fedtafgiften, og hvorfor planlægger de fortsat en indførelse af sukkerafgiften, som vil betyde nedlæggelse af 1.200 danske job, hvis Socialdemokraterne mener, at det er dårlige afgifter? Så skulle man da i stedet for komme med nogle løsninger, så Danmark kan komme fremad, og så folk kan få et arbejde, så vi kan skabe bedre vilkår for danske arbejdspladser.

Ordføreren.

Det er meget dristigt, synes jeg, af partiet Venstre nu at gå ind i debatter om de forskellige finanslovforslag, for så vidt jeg forstår beregningerne af Venstres forslag til finanslov, så er det gennemhullet og har et milliardstort hul; en manglende finansiering på 6 mia. kr. Så kender vi jo Venstre igen, altså ufinansierede gaver, ufinansierede lettelser. Og der er kun et sted, man kan finde pengene, nemlig i vores fælles velfærd.

Så jeg må jo stille et modspørgsmål til fru Ellen Trane Nørby bare sådan helt for at få det opklaret her. Jeg kan forstå, at Venstre er meget, meget vrede over sukkerafgiften, som ikke er indført endnu. Den er ikke indført, den er ikke trådt i kraft, den har ikke haft betydning for grænsehandelen. Men det ligger i planlægningen, at den skal indføres, det er rigtigt. Er det en del af Venstres finanslovudspil at finansiere en fjernelse af sukkerafgiften – ja eller nej?

Fru Ellen Trane Nørby.

Sagt til hr. Magnus Heunicke: Jamen de penge er jo ikke brugt endnu. Så spørgsmålet burde jo lyde tilbage: Hvorfor bruger regeringen nogle penge fra en sukkerafgift, hvis man er imod sukkerafgiften? Vi har ikke brugt pengene, det har regeringen. Og derfor regner man vel fortsat med at indføre den her pr. 1. januar med den konsekvens, at over tusind danske arbejdspladser vil være i fare.

Men lad os nu lige kigge på, hvad det egentlig var, jeg spurgte hr. Magnus Heunicke om. For jeg bad egentlig om et klart svar. Det eneste, jeg fik tilbage, var kritik af Venstre. Det kan jeg godt leve med. Kritisér endelig. Men jeg synes egentlig, det er trist for Danmark, at vi har et stort regeringsparti, som ikke selv kommer med nogen svar, men kun kritiserer alle os andre.

Derfor vil jeg egentlig godt spørge til grænsehandelen og de afgiftsstigninger, som regeringen planlægger. Hvad er det, der er svaret fra hr. Magnus Heunicke til de mange mennesker, der har mistet deres job? I Kvickly i Tønder er det seks personer. I SuperBest i Kruså er det fire personer. Jeg besøgte dem alle sammen i mandags. De synes ikke, at regeringen giver nogen svar. Det eneste, jeg har hørt fra hr. Magnus Heunicke, er, at regeringens kickstart giver 21.000 arbejdspladser til næste år. Jeg tror faktisk, at danskerne forventer, at regeringen gør det lidt bedre og kommer med lidt flere konkrete svar end det, vi har hørt i dag.

Ordføreren.

Nu siger Venstres ordfører det jo selv. Det er rigtigt, at vi planlægger nogle afgiftsstigninger på nogle områder, nemlig på usunde fødevarer. Det er fuldstændig rigtigt. De er ikke trådt i kraft endnu, men de kommer til at træde i kraft.

Men så siger ordføreren også, at der allerede er sket fyringer, og at man har mistet hver tiende butik i Syd- og Sønderjylland, og at grænsehandelen er boomet. Jamen hvem har så ansvaret for det? Hvis de afgifter, vi har planlagt, ikke er trådt i kraft endnu, og hvis der allerede nu er en stigning i grænsehandelen, og hvis man allerede nu har mistet hver tiende butik, så er meldingen til Venstre: Så er det jo jeres egen politik. Så er det jo konsekvenserne af Venstres egen politik, som man prøver at løbe fra over for danskerne. Så jeg håber da, at fru Ellen Trane Nørby, da hun besøgte de butikker – det må så have været lukkede butikker, hun besøgte – indrømmede, at ja, det er noget, som er lukket, fordi VK-regeringen selv indførte f.eks. fedtafgiften. Jeg håber da, at det var det budskab, hun kom med. Jeg håber ikke, at det var historier om, at det var andres skyld.

Hr. Søren Espersen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg tror, at der i det danske folk er en vældig stor forståelse for, at når man er inde i en alvorlig økonomisk krise, udviser man også mådehold, og der spares på de statslige udgifter. Men der skal være rimelighed i det. Midt i alt det her og alle de nedskæringer, folk kommer ud for, og midt i, at folk måske mister deres eksistensgrundlag efter nytår, lader man fra regeringens side samtidig ulandsbistanden stige med 834 mio. kr. over 2 år. Når man dertil lægger de ekstraudgifter, der kommer til udlændinge her i landet, så kommer det op på over 1 mia. kr.

Jeg gerne høre, hvordan hr. Magnus Heunicke forklarer sine vælgere det, når han er ude blandt dem. Jeg ved godt, hvordan jeg selv klarer mine egne vælgere, men hvordan forklarer hr. Magnus Heunicke og Socialdemokratiet det her fænomen?

Ordføreren.

Det er jo et åbent spørgsmål, tak for det. Jeg tror, det handler om menneskesyn. Jeg tror, det handler om en gang imellem at sige og at tale det lidt op for hinanden, at det fællesskab, vi er en del af, er et af verdens stærkeste og et af verdens rigeste fællesskaber. Det er Danmark, og det er et privilegium at være dansker. Vi knokler for, at vi skal bevare vores fællesskab.

Men vi er også i en situation, hvor vi har et ansvar for hele kloden. Vi er et lille land, men hvis vi kan, vil vi være med til at mindske krige og konflikter og mindske sult og elendighed, og det synes jeg er godt, og det er for mig at se en smuk og fuldstændig dansk klassisk værdi, at vi selvfølgelig også er solidariske med dem, som er verdens allerfattigste. Det er den måde, jeg siger det til mine vælgere på, og for at være helt ærlig: De køber den fuldstændig, de er faktisk fuldstændig enige i, at det er smukt, at det er en smuk og god værdi, som vi ikke skal give køb på.

Hr. Søren Espersen.

Nu synes jeg, at hr. Magnus Heunicke skal holde op med at stå og diskutere mit menneskesyn, som han overhovedet ikke kender. Hvor kender han overhovedet det fra? Er det sådan noget, han bare opfinder, og hvordan er hans eget menneskesyn? Det er en latterlig diskussion, og jeg troede, at vi for lang tid siden var ovre den. Det var sådan noget, der lå tilbage i Poul Nyrup Rasmussen tid, men det er tåbeligt. Lad være med at gå ind i mit indre. Det skal jeg nok klare selv, når jeg når frem til dommens dag.

Hr. Magnus Heunicke siger, at vi jo er verdens rigeste samfund, at vi har penge nok. Prøv at forklare det til de danskere, der ved nytårstid falder for dagpengegrænsen. Prøv at forklare til de familier, der pludselig står uden eksistensgrundlag efter nytår, og som Socialdemokraterne ikke vil være med til at hjælpe, at vi jo er verdens rigeste, og at det er smukt at give til udlandet. Prøv at forklare dem det. Jeg synes, det er amoralsk, at man på den ene side forlanger, at danskerne i den grad skal holde for, og at man på den anden side sprøjter penge ud af landet og ofte til korrupte regimer. Det er det, der sker.

Ordføreren.

Med al respekt, det er Dansk Folkepartis spørger her, som selv definerer, hvad der er moralsk, og hvad der er amoralsk. Hvad er det andet end et spørgsmål om menneskesyn? Hvad er det andet end et spørgsmål om, hvordan man definerer, hvad der er moralsk og amoralsk her i samfundet? Jeg vil godt selv definere, hvad jeg synes er moralsk og moralsk her i samfundet. Noget af det, jeg f.eks. synes er moralsk, er, hvis man selv foreslår og selv indfører at beskære dagpengene, og selv bærer det med ind til Finansministeriet før valget – det, Dansk Folkeparti gjorde, var jo, at de selv indførte det, selv stemte for det – og nu bagefter prøver at komme som prinsen på den hvide hest og siger: Nu vil vi da godt lige prøve at redde det hele, nu er vi da nogle, som her i sidste øjeblik godt vil være de store helte. Sådan fungerer det jo ikke. Der må man stå ved de beslutninger, man har truffet. Og når man overhørte advarslerne, må man jo sige: Ja, det står jeg på mål for. Vi Socialdemokrater står mål for, at vi gør alt, hvad vi kan, for at skaffe arbejdspladser, for at sikre, at de udsatte mennesker i Danmark kommer ind på arbejdsmarkedet igen.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Til nytår vil rigtig mange jo falde ud af dagpengesystemet. Ifølge Beskæftigelsesministeriets egne tal er det op til 16.000 danskere, der risikerer at stå i den situation. Nogle vil kunne få kontanthjælp, andre kommer til at få nul kroner at leve for, fordi de f.eks. har en ægtefælle med en indkomst. Det betyder altså, at vi risikerer at stå i en situation, hvor mange tusinde danskere må gå fra hus og hjem, fordi de ikke har noget arbejde. Det er jo ikke, fordi de ikke har lyst til at arbejde, men fordi der mangler arbejdspladser i Danmark, og det er, fordi Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale forringede det dagpengesystem, det sikkerhedsnet, som er med til at sikre os alle sammen, hvis ulykken sker.

Jeg ved godt, at der er lavet en akutpakke, og jeg håber, at den virker. Jeg synes også, at den indeholder gode ting. Men jeg kunne alligevel godt tænke mig at spørge Socialdemokraterne: Hvor mange skal falde ud af dagpengesystemet, før Socialdemokraterne vil gribe ind?

Ordføreren.

Vi kæmper hver dag for at skabe arbejdspladser, og hver dag kæmper vi for, at folk i Danmark ikke skal gå på dagpenge og slet ikke skal falde ud af dagpengesystemet. Vi bakker op om, at vi har et stærkt socialt sikkerhedsnet på vores arbejdsmarked og for vores familier, for det betyder noget for dansk konkurrenceevne.

Men vi kæmper samtidig for, at det selvfølgelig ikke er et mål for nogen at gå og være ledig i årevis. Man skal hurtigst muligt ind på arbejdsmarkedet igen. Og så skal vi koncentrere kræfterne om dem, der er ledige. Vi skal bruge tiden, hvor folk er på dagpenge, meget klogere og meget bedre, end man har gjort i de sidste mange år, hvor det kun har handlet om at piske dem og handlet om at hive dem i aktivering.

Vi vil meget hellere bruge meget mere energi på at opkvalificere dem, så man bliver mere parat til at gå ind på arbejdsmarkedet igen og måske får nye kompetencer, så man er klar til det. Det er noget af det, som vi ud over vores akutpakke, som giver mulighed for jobrotation, fokuserer på. Så vi bruger alle værktøjerne i skuffen på målrettet at hjælpe de familier, som ellers ville være røget ud. Det, vi godt vil måles på, når vi næste gang står ved et valg, er: Hvad har vi leveret, og hvad har vi nået inden for mulighedernes kunst? Politik er jo, som også fru Johanne Schmidt-Nielsen ved, mulighedernes kunst.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Nej, regeringen bruger da ikke alle de redskaber, der er i skuffen. Der er da mulighed for at lave en forlængelse af dagpengeperioden, der er mulighed for at forkorte optjeningsperioden. Enhedslisten er jo kommet med et forslag, der i virkeligheden tager regeringen på ordet, når regeringen siger: Jamen det er jo ikke meningen, at folk skal være på dagpenge; de skal være i arbejde. Det tror jeg at alle i Danmark er enige om. Der siger vi: Lad os lave en jobgaranti. Der er rigtig, rigtig mange ting, vi kan gøre for at sikre de her mennesker mod at ryge ud af systemet og gå fra hus og hjem. Det er udelukkende et udtryk for politiske valg, om man vil gøre noget eller ej.

Jeg stillede et meget konkret spørgsmål, som jeg ikke fik svar på, så derfor vil jeg stille det igen: Hvor mange skal til nytår falde ud af dagpengesystemet, før Socialdemokraterne mener, at det er så alvorligt, at vi bliver nødt til at gøre noget? Jeg er enig i, at vi skal skabe arbejdspladser, men hvis vi nu ikke når at skabe så mange arbejdspladser inden nytår, så de alle sammen kan komme i arbejde, hvad gør vi så? Hvor mange skal falde ud af systemet, før der skal gribes ind?

Ordføreren.

Situationen er jo alvorlig allerede nu. Jeg anser situationen for at være meget alvorlig, og vi tager den bekymring, som de mennesker, som står og kigger på, at slutdatoen nærmer sig, har, dybt alvorligt. Den bekymring tager vi så alvorligt, at vi jo har sat ind med initiativer i hele Danmark med akutpakke og kickstart, hvor antallet bliver mere end fordoblet næste år, nemlig fra 10.000 til 21.000. For os er det altså vigtigere at sikre regulære arbejdspladser.

Det kan lyde besnærende med jobgaranti og andet, men for os er det vigtigste at sikre regulære arbejdspladser til de grupper, som står til at komme i klemme. Så vi gør alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, både for den enkeltes og for samfundets skyld, at vi får brudt det dødvande, som vi er i øjeblikket er i. Vi har stoppet blødningen, men vi er endnu ikke kommet fremad. Der skal vi fremad og få skabt flere arbejdspladser. Situationen i Europa er ikke nem. Det ved enhver. Men vi kæmper for det, og vi skaber næste år 21.000 arbejdspladser.

Fru Mette Bock for en kort bemærkning.

Jeg ved ikke, om man skal le eller græde, når man hører ordføreren for landets største regeringsbærende parti bruge sin tid på en lang opremsning af drivende sentimentale floskler, af billeder på et Danmark, som får tankerne ledt hen på Matador, med den onde kapitalistiske bankdirektør, den hårdtarbejdende tømrer, den stakkels familiefar, som sidder hjemme på køkkenbordet og må sige, at end ikke hans mange, mange timers arbejde kan gøre, at han kan forsørge sin familie. Hallo, vil jeg sige til hr. Magnus Heunicke, kom lige tilbage til Danmark i 2012.

Tidligere talere har talt om, hvordan forholdene er i Sønderjylland, og jeg kan anbefale, at ordføreren tager en tur derned. Detailhandelen bløder. Jeg var forleden sammen med en direktør for ECCO, som fortalte om den store vækst, virksomheden har oplevet. I dag har man 20.000 arbejdspladser placeret rundtomkring i verden. Er væksten sket i Danmark? Nej, her er man nede på nu at have lige omkring 500 arbejdspladser. På spørgsmålet: Vil I kunne etablere arbejdspladser i Danmark fremover? er svaret: Nej, det vil vi ikke.

Jeg vil spørge hr. Magnus Heunicke: Er det vindmøllerne ude i havet, er det solcellerne på de danske tage, som skal gøre, at vi får skabt rigtige arbejdspladser? Kom nu ind i kampen, lav reformer, skab en politik, som gør, at vi får rigtige arbejdspladser i Danmark og ikke skal drive videre på en sentimental bølge om, at Danmark er et museum og ikke et levende land.

Ordføreren.

Held og lykke til Liberal Alliance med at sige til alle de medarbejdere, der er i vindmølleindustrien, at det ikke er ordentlige arbejdspladser. Det kan jeg forstå at man mener. Jeg tror nok, at der er mange, der går på arbejde hver dag og kommer hjem igen rimelig trætte og også får en lønseddel ind ad døren en gang imellem, der anser det for at være et arbejde for Danmark, faktisk et arbejde, som skaber værdi, og som også skaber eksport i Danmark. Så det er et arbejde, som jeg synes er et supergodt arbejde, og jeg synes, det er fuldstændig glimrende, at vi har rigtig mange, der arbejder inden for vedvarende energi i Danmark. Det er et af de flagskibe, vi har.

Jeg ved ikke, om vi havde det i Matadortiden, men vi har det i hvert fald nu i dag, ikke mindst takket være 1990'ernes satsning på det område, og det er den satsning, vi nu udbygger med vores energiforlig, som jeg godt ved at Liberal Alliance er sure over. Jeg har bare ikke hørt argumentet før nu. Det er åbenbart, fordi Liberal Alliance ikke anser det for at være reelle arbejdspladser, når man arbejder inden for vindindustrien i Danmark. O.k., der er vi altså så fuldkommen uenige.

Fru Mette Bock.

Vindmølleindustrien er i dag en af de mest subsidierede industrier i Danmark overhovedet. Jeg har intet imod vindmøller. Lad os få alle de vindmøller, som der overhovedet kan være ude i havene, hvis det er den rigtige, billigste og mest effektive måde at skaffe energi på. Jeg er bare mere optaget af, at vi får skabt rigtige arbejdspladser, som hviler i sig selv, og hvor medarbejderne kan tjene deres lønninger, og at man har lyst til at etablere nye arbejdspladser i Danmark i stedet for at placere dem uden for landets grænser.

Vejen ud af Danmark er ikke lukket i forhold til danske arbejdspladser. Det fortsætter, og den nuværende regering har i modsætning til, hvad man kunne forvente af en socialdemokratisk ledet regering, intet gjort i forhold til at sikre reelle danske arbejdspladser. Vi har 800.000 mennesker på overførselsindkomst i Danmark, og så taler hr. Magnus Heunicke om den stakkels familiefar, der sidder på køkkenbordet og ikke kan tjene penge nok, selv om han arbejder hele ugen, til at forsørge sin familie. Jeg synes helt ærligt, det er for fattigt, vil jeg sige til hr. Magnus Heunicke.

Ordføreren.

Altså, det er jo svært at blive enig, jeg tror aldrig nogen sinde vi bliver enige. Hvis man synes, at det ikke er rigtige og reelle arbejdspladser til de danskere, som arbejder inden for vedvarende energi, med vindmøller og med andet, en buldrende succes for Danmark, som jo virkelig har gang i også eksporten, så held og lykke med det synspunkt. Der er jeg bare fuldstændig uenig.

Hvis man så samtidig prøver at sælge sig som et moderne, fremsynet parti, vil jeg sige endnu mere held og lykke. Det tror jeg faktisk er vanskeligt, at man altså ikke mener, at vedvarende energi, vindmøller og solceller, er vejen frem. Så er vi simpelt hen også uenige i den ting, men det er jo ikke noget nyt. Vi er ret uenige om mange ting, vi Socialdemokrater og Liberal Alliance.

Under den borgerlige regering blev vi overhalet på den danske produktivitet. Det siger OECD's egne tal. Vi lå på en sølle 28. plads ud af 33 lande, det var ikke godt nok. Hvad skete der under den borgerlige regering, i 10 år dengang i 00'erne, med vores uddannelsesniveau? Det steg jo ikke, der var ikke en stigning, der var faktisk et fald i den andel af en ungdomsårgang, der fik en ungdomsuddannelse. Det er jo nogle af de ting, vi skal forbedre for at styrke vores konkurrenceevne, og det er vores vej frem.

Fru Tina Nedergaard for en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes, det er meget behændigt at få ordet netop nu for at få mulighed for at rette hr. Magnus Heunickes påstand om uddannelsesniveauet under den tidligere regering. Det var stigende, og det kan man forvisse sig om under profilmodellen. Det, man nemlig måler på, er de unges evne til at gennemføre uddannelse fremadrettet. Så de unge, som hr. Anders Fogh Rasmussen og hr. Lars Løkke Rasmussen har været statsminister for, da de startede i skole og gik i skole, har en betydelig bedre mulighed for at få en ungdomsuddannelse end nogen tidligere generation, herunder dem, der voksede op under Nyrupregeringerne. Men det kan vi tage en lang diskussion om – hvordan man ser på det.

Men jeg vil blive på uddannelsesområdet, for før valget udstedte S og SF jo en stribe af løfter, herunder til unge, der manglede en praktikplads. I deres fælles udspil »De unge skal med« fremhævede de, at 7.000 unge stod uden en praktikplads og det var en katastrofe. Det ville de, måtte man forstå, i S og SF ordne, få på plads, straks de var i regering. Derfor er jeg nødt til at spørge hr. Magnus Heunicke om, hvor stor stigningen har været i antallet af unge, der mangler en praktikplads, gennem de seneste 12 måneder, hvor S og SF sammen med De Radikale har udgjort den danske regering. Hvor mange flere unge uden en praktikplads?

Ordføreren.

Jamen jeg kan forstå, at når man skal se på, hvordan det er gået, så handler det ikke om, hvad der så rent faktisk er sket: Har de unge så fået en uddannelse i Danmark? Nej, det handler om, hvorvidt de er blevet parate til at kunne tage en uddannelse. Men det kan vi jo ikke rigtig bruge til særlig meget her i vores samfund.

Det, vi kan konkludere, er jo, at vi har en fælles målsætning om, at vi skal op på 95 pct. af en årgang, der skal have en ungdomsuddannelse. Og mens VK-regeringen havde ansvaret i 10 år, faldt andelen. Den steg ikke, den faldt. I løbet af 10 år faldt andelen af unge, der fik en ungdomsuddannelse. Hvad så med de erhvervsfaglige uddannelser, som spørgeren jo her spørger til? Steg den, eller faldt den? Den faldt søreme også. Det er da egentlig mystisk, at på de to vigtigste og nemmeste parametre er det faktisk gået tilbage, når nu spørgeren prøver at fremstille det modsat.

Når det drejer sig om den alvorlige situation med unge mennesker, som mangler en praktikplads, så har vi som det første i første år sat gang i 3.000 ekstra skolepraktikpladser. Men vi er ikke færdige. Det problem skal løses.

Fru Tina Nedergaard.

Det er det rene pladder – undskyld udtrykket. Jeg spørger ind til helt konkret, hvor mange flere der står uden praktikpladser i dag, end da fru Helle Thorning-Schmidt blev statsminister for et år siden. Jeg kan oplyse ordføreren om, at det drejer sig om 25 pct. flere unge. I udspillet fra S-SF beklagede man – man mente, det var en katastrofe – at der var 7.000, der manglede en praktikplads. Jeg kan oplyse, at i dette øjeblik er der 11.000, der mangler en praktikplads, og jeg mener, at regeringen skylder et svar på, hvordan man vil løse den udfordring. Jeg synes også, man skylder et svar til de unge, der jo faktisk har troet på S og SF forud for valget og troet på, at man ville gøre noget aktivt.

Derudover finder jeg dybt problematisk, at regeringen vil fjerne det praktikpladstilskud til virksomhederne, som har været med til at holde hånden under praktikpladsantallet under VK-regeringen, mens krisen satte ind, og at man i stedet vil finansiere det ved ikke at lave regulære, rigtige praktikpladser, men bare flere skolepraktikpladser. Lad mig henvise til, at ordføreren selv skelnede meget mellem rigtige arbejdspladser, regulære arbejdspladser og så sådan nogle lidt fiktive arbejdspladser. Det blev der henvist til før.

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, det var vennerne ovre i Liberal Alliance, som begynde at vurdere, om arbejdspladserne inden for vedvarende energi nu også var reelle og regulære, rigtige arbejdspladser. Min pointe var netop, at den skelnen kunne jeg ikke forstå – bare lige for at få det rettet.

Når det drejer sig om praktikpladssituationen: Jeg synes, det er et kæmpeproblem, at vi stadig væk har for mange mennesker, unge mennesker, som godt vil tage sig en uddannelse, men hvor systemet ikke er klar, virksomhederne ikke er klar, skolerne ikke er klar til, at de også kan færdiggøre den uddannelse, som de er begyndt på. Hvis vi kan enes om det – at det er et problem, det skal vi have løst – så tror jeg, vi er nået et stykke ad vejen her. Det, regeringen har gjort, er, at vi har skaffet 3.000 ekstra praktikpladser i det første år. Man kan sagtens sige, at det ikke er godt nok. Nej, jeg vil også gerne nå endnu længere, og det kæmper vi for: hvert år at nå endnu længere, så vi til sidst har en fast garanti for, at når man starter på en uddannelse, så kan man også færdiggøre den. Men det er altså lysår bedre end det, VK-regeringen kunne præstere på det område.

Så er der en kort bemærkning til. Hr. Peter Skaarup, værsgo.

Tak for det. Noget af det, jeg bemærkede i statsministerens åbningstale og også i hr. Magnus Heunickes tale her i dag, var, at der blev talt meget om arbejdspladser, og jeg synes, det er glædeligt, at regeringen gerne vil skabe flere arbejdspladser. Det er også glædeligt, at den akutpakke, som åbenbart er regeringens flagskib i den sammenhæng, ifølge de oplysninger, der ligger nu, skaber 385 arbejdspladser. Det er glimrende, det er jo godt, at det går den vej.

Men sandheden er jo bare, at ledigheden stadig væk er høj. Og regeringen har haft det her som hovedpunkt, siden regeringen startede sin virkeperiode sidste år, og der er ikke sket noget, der rykker overhovedet i den forholdsvis høje ledighed, vi har. Derfor vil jeg spørge, hvordan det så kan være, at man ikke drager den konklusion, at man kommer de mennesker til undsætning, der nu risikerer at falde ud af dagpengesystemet – der nu risikerer den utryghed, det vil skabe for dem og deres familier? Hvad vil hr. Magnus Heunicke gøre for de mennesker, der er udsat her?

Ordføreren.

Det, der er sket med ledigheden siden valget, er jo, at den er blevet en hovedprioritet for Danmarks regering. Og hvad har det betydet? Det har betydet, at vi har stoppet den styrtblødning, som skete måned efter måned under VKO. Den er stoppet. Faktisk har vi jo i dag en situation, hvor ledighedstallene udviser en ledighed på præcis samme niveau, som ledigheden var på, dengang Dansk Folkeparti selv foreslog det dagpengeindgreb, som vi Socialdemokrater stemte imod. Den er på præcis samme niveau.

Så spørgsmålet er ikke, hvorvidt der er ændret noget i nogen som helst forudsætninger. Spørgsmålet er: Hvordan kan Dansk Folkeparti tro, at de kan slippe af sted med sådan et stunt, sådan en kolbøtte, sådan en – ja, undskyld udtrykket – ussel omgang politisk plattenslageri. Man foreslår selv et indgreb; der er ikke ændret noget som helst i forudsætningerne, og nu prøver man så at skyde skylden på alle andre.

Hr. Peter Skaarup.

Hr. Magnus Heunicke ved jo udmærket godt, at Dansk Folkeparti allerede i valgkampen sagde, at hvis ledigheden ikke kommer væsentligt ned, er vi nødt til midlertidigt at forlænge dagpengeperioden. Det var i øvrigt det, Arbejdsmarkedskommissionen også anbefalede, nemlig at man afhængigt af konjunkturerne kunne blive nødt til at lave en midlertidig forlængelse. Og det var jo det, regeringen sådan set gjorde, da den trådte til, og vi støttede, at man midlertidigt forlængede dagpengeperioden.

Nu står vi så her, et år efter at regeringen trådte til, og det ryk i retning af lavere ledighed, som regeringen havde som mål, er ikke sket. Jeg synes, Hr. Magnus Heunicke lyder sådan lidt som gode gamle Komiske Ali fra Irakkrigen, når han bliver ved med at snakke om, at vi skal flere job, vi skal have lavere ledighed. Men det sker jo ikke, vil jeg sige til hr. Magnus Heunicke.

Hvorfor så ikke konkludere, at indtil det engang måtte ske, at ledigheden falder – hvad vi håber på – forlænger vi altså dagpengeperioden og støtter de mennesker og kommer den utryghed til livs, der er ude i landet lige nu.

Ordføreren.

Der var jo noget rigtigt i det, der her blev sagt fra Dansk Folkepartis side, nemlig at regeringen i sin første finanslov lavede en midlertidig forlængelse. Og som forberedelse til i dag har jeg nu læst de her gamle citater igennem, for jeg vidste, at det var noget, man ville spørge om fra Dansk Folkepartis side.

Jeg kan forstå, at man dengang sagde, at det trods alt var meget godt, at der blev lappet lidt på nogle af de ting, som VKO gennemførte, men jeg har ikke set nogen steder, at Dansk Folkeparti var klar til finansieringen af det. Jeg har ikke set nogen steder, at Dansk Folkeparti var klar til at finansiere det, at vi fik repareret på det angreb, som Dansk Folkeparti selv var chefarkitekt bag.

Men hvis man så siger, som hr. Peter Skaarup gør: Nå ja, men vi havde da egentlig regnet med i Dansk Folkeparti, at vi kunne ændre lidt på aftalen, hvis konjunkturerne ikke vendte – så er spørgsmålet jo bare: Hvorfor pokker blev det så ikke skrevet ind som en forudsætning i den aftale, man lavede under VKO? Dengang havde man jo masser af indflydelse. Det har man så ikke i dag, og det kan jo selvfølgelig være ærgerligt, når man er Dansk Folkeparti, men vi er nogle, der glæder os over det.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl som ordfører for Dansk Folkeparti.

Det har jo været spændende indtil nu. Indledningsvis skal jeg jo lige takke statsministeren for åbningstalen i tirsdags. Uanset hvad man mener om indholdet – det kommer jeg tilbage til – er det jo en festdag, når Folketinget sådan trækker i arbejdstøjet. Nogle synes måske, vi også er i arbejdstøjet, når Folketinget ikke nødvendigvis lige har møde, men ikke desto mindre var det jo en festdag i tirsdags, hvor folketingsåret indledes og den kongelige familie er her og statsministeren, uanset hvem det er, indtager talerstolen og giver sin åbningsredegørelse. Jeg skal også med det samme sige, at jeg skal give statsministeren en beklagelse. Det vil jeg nu lige komme tilbage til.

Først er der noget, jeg vil sige om statsministeren. Der er flere, der har været inde på både påklædning og ting og sager, men jeg vil ikke gå så dybt ind i det og bare sige, at det jo altid er stilsikkert og formfuldendt, det er altid med smil og sådan en form for gåpåmod, når statsministeren tager ordet, og sådan var det jo også i tirsdags. Selv om Socialdemokratiet ved valget sidste år fik den dårligste opbakning fra vælgerne i over 100 år, jeg tror, det var 108 år, så kunne statsministeren stille sig op på valgaftenen med smil på læben og stor glæde og sige: Vi gjorde det!

Alle kan se, det er gået rigtig dårligt for regeringen, og at regeringen i den grad er kommet dårligt fra start, men statsministeren stiller sig alligvel op på et pressemøde og siger, at regeringen er kommet rigtig godt fra start. Hun kan gøre det på samme måde, ligegyldig hvad det drejer sig om, også i tirsdags, hvor man fik fornemmelsen af, at hun i virkeligheden kan holde en hvilken som helst tale, der kan handle om, hvad det så end skal være, på nøjagtig den samme formfuldendte, stilsikre måde og med det samme smil på læben. Da jeg uden for døren – efter at have siddet på min stol hernede og hørt på statsministerens tale – skulle kommentere talen, kom jeg til at sige, at der ikke rigtig havde været noget tidspunkt, hvor jeg kunne fornemme, at det her mente statsministeren selv, at det var talt af hjertet, at det var noget, statsministeren virkelig mente. For det kan jo være svært at finde ud af det, hvis statsministeren på nøjagtig den samme måde kan holde en hvilken som helst tale det skal være om ligegyldigt hvad.

Men – og det er her, jeg skal komme med min beklagelse – ved nærmere eftertanke og efter at have set talen igennem igen og prøvet at fokusere på, hvad der egentlig skete i tirsdags, så tog jeg nok fejl. Der var et sted, hvor jeg egentlig mærkede, at statsministeren brændte igennem og mente, hvad hun sagde. Det var, da talen kom ind på EU og de europæiske forhold, hvor hun jo med glæde kunne citere Krags ord om, at vi jo er en del af det her Europa og skæbnefællesskab osv. Det er nok meget logisk, at det lige præcis er sådan, for det var jo også statsministeren, der i januar i år jo sagde i talen i Europa-Parlamentet, at hun var europæer af hjertet, og derfor er det jo logisk nok, at det europæiske falder hende nemt og er et sted, hvor hun faktisk godt selv kan.

Nu handlede det så også i talen om den her bankunion, men vi fik desværre ikke så mange ord om det. Jeg håber, at statsministeren i dag senere, når hun tager ordet, kan løfte sløret for, hvor hun ser Danmark i forhold til f.eks. bankunionen, altså den her finansielle union, der arbejdes på i EU, og det her med, at Tyskland nu som krav for at gå videre i processen med at finansiere de sydeuropæiske landes fallitboer ønsker en egentlig føderation, altså en finansunion, bygget op. Hvad mener statsministeren egentlig om det? Mener statsministeren, at Danmark skal med i det, uanset at den danske befolkning jo har sagt nej tak til at være en del af euroen, men vil bevare vore egne gode kroner? Jeg synes, det kunne være interessant, at statsministeren svarer på det spørgsmål senere, altså om vi skal gå med i den føderale retning, eller om vi i virkeligheden skal følge Englands vej. Jeg kan komme tilbage til den, men det er meget fascinerende, hvad den konservativt ledede regering i England mener om udviklingen i EU.

Det næste, jeg vil sige, er, at der var noget, der ikke var ret meget om i talen også, og det var økonomien. Det kan jeg sådan set godt forstå, at statsministeren valgte at gå hurtigt hen over, for det er jo ikke en særlig god fortælling for regeringen. Jeg tror, de fleste danskere, der har fulgt statsministerens gøren og laden det sidste års tid, kan huske en del omkring ordet kickstart og har hørt det nævnt ganske mange gange. Jeg har jo det ønske, at jeg aldrig havde solgt eller givet min gammel knallert væk, eller hvordan det nu var, da jeg var teenager, for det kunne egentlig have været rart at have haft sådan en lille knallert stående herude og så demonstrere for statsministeren, hvad en kickstart egentlig er. En kickstart er jo noget med, at man med en simpel, enkel handling kan sætte noget i gang, der så virkelig kører derudad. Spørgsmålet er, om den kickstart, som statsministeren har talt om, jeg ved ikke hvor mange gange på pressemøde efter pressemøde, ude hos folk, alle mulige steder, som svaret på den situation, Danmark står i, har hjulpet Danmark. Den har måske holdt hånden under nogle arbejdspladser, fordi man har fremrykket nogle anlægsprojekter og sådan noget, altså man bygger nogle motorveje, man først skulle have bygget senere og sådan noget, og det er jo ganske udmærket, at man bruger en lavkonjunktur til sådan noget. Det har vi jo støttet regeringen i, vi har jo også støttet det, før regeringen kom til, da det var den tidligere regering, der også ville sådan nogle ting såsom broprojekter, og hvad det kan være, og det er jo fint nok. Men en kickstart, der har sørget for, at den danske økonomi er kommet i omdrejninger? Det er vist ikke sket. Var der noget med, at andet kvartal bød på det modsatte, nemlig at økonomien skrumpede? Ja, det var der vist.

Selv hvis vi tager fat i vennerne i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som regeringen jo ofte tyr til, vurderer de jo, at vi virkelig er inde i noget, der minder om recession, og at vi er i en situation, hvor ledigheden må forventes at stige i den kommende tid. Det er altså, efter regeringen har siddet et år, og efter regeringen ved alle mulige lejligheder har sagt: Kickstarten er svaret på de økonomiske problemer.

Regeringen afskaffer håndværkerfradraget til ejere og lejere, som ellers kunne have sat gang i og videreført beskæftigelse rundt i lokalområderne. Regeringen har jo sløjfet nedrivningspuljen til forskønnelse af landdistrikter. Det er sådanne ting, som i det små rundtomkring lokalt kunne skabe danske arbejdspladser. Alt imens accepterer regeringen en situation, hvor der er langt over 60.000 østeuropæere, som tager jobbene i Danmark.

Det er jo lidt interessant, også set i lyset af den diskussion, der har været rejst her i formiddag, om, hvordan løndannelsen foregår i Danmark. Altså, hvad er det, der gør, at en dansker kan få den løn, han eller hun gerne vil have for sit arbejde? Jeg vil vove den påstand, at noget af det, der for alvor presser lønningerne i det danske samfund, er mængden af østeuropæere, som nu er her, og som i praksis ikke bare tager jobbene fra de ledige danskere, der måske kunne have været i arbejde, men som også sætter en ny standard for, hvad man kan kræve i løn for at udføre arbejdet.

Det pudsige her er, at alt imens vi hører en masse om et beslutningsforslag, som Venstre og Dansk Folkeparti fremsætter – det diskuterer jeg rigtig gerne, også i dag – hører vi ikke et ord fra den socialdemokratisk ledede regering om det her problem med så stort et antal østeuropæere, der nu er. Den er fuldstændig tavs i den debat, der har været i formiddag. Den eneste grund til, at det har været oppe, er, at Dansk Folkeparti har stillet spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører. Jeg synes, Socialdemokratiet skulle tænke sig lidt om og tænke på, hvad der skaber løntrusler på det danske arbejdsmarked, og forholde sig mere aktivt til det.

Statsministeren talte også i tirsdags om parallelsamfund. Hun sagde, at regeringen vil have færre parallelsamfund. Ja tak, det vil vi også i Dansk Folkeparti. Vi vil rigtig gerne have færre parallelsamfund. Hvad skal man så gøre for at få færre parallelsamfund? Eller færre ghettoer. Må vi sige det? Man skal nok sørge for, at der kommer færre asylansøgere til landet, så de, der er her med problemer som baggrund, kan blive hjulpet til at blive integreret i det danske samfund. Hvis ikke man kan integrere dem, der er her, får man ikke færre parallelsamfund, så enkelt er det jo.

Hvad er regeringens bud? Regeringens bud er, at der nu kommer markant flere asylansøgere til Danmark end tidligere. I forhold til sidste år er vi vel nu i dag på et niveau for antallet af asylansøgere, der er kommet til Danmark, der svarer til det, der kom hele sidste år tilsammen. Det betyder jo, at vi med den stigning, der har været bare de seneste måneder, kan se i øjnene, at det muligvis kan blive en fordobling af antallet af asylansøgere i år i forhold til sidste år. Samtidig siger man, at asylansøgere skal ud at bo uden for centrene, ud at have lejlighed, ud at have arbejde i lokalsamfundene. Er det noget, man virkelig tror vil nedbringe antallet af parallelsamfund? Jeg tror, der sker det modsatte. Det viser al erfaring.

Til sidst vil jeg lige nævne en observation. Desværre kan jeg ikke nå mere. Regeringen har jo 1-års-dag i dag. Jeg skal selvfølgelig også ønske regeringen tillykke. Det synes jeg man bør gøre, når en regering har fødselsdag. Også selv om man egentlig ønsker sig en anden regering. Men jeg må dog lige komme med den observation, at før valget blev der talt meget om et løft i velfærden. Der var eksempelvis et nuværende regeringsparti, der rejste rundt og fortalte, at de havde et præcist millionbeløb for, hvor mange flere penge, den enkelte kommune fik, hvis det parti kom til magten. Vi havde en statsminister, som ikke var statsminister dengang, som sagde, at der skulle vælges mellem velfærd og skattelettelser. Statsministeren, som dengang var i opposition, valgte velfærden. Det var før valget. Nu er der nulvækst, nu er der nedskæringer i kommunerne, nu sidder folk skuffede tilbage, for sagen er nemlig: Nej, regeringen er ikke kommet godt fra start.

Tak i denne omgang til Dansk Folkepartis ordfører.

Der er så ikke 40 timers, men 40 minutters spørgetid efter den korte udsættelse, vi nu laver.

Mødet udsættes hermed til kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:02).

Vi vil her genoptage mødet om forhandlingen om redegørelsen.

Inden vi går i gang med spørgsmålene, skal jeg lige oplyse, at dem, der er skrevet på, er fru Maja Panduro, fru Marianne Jelved, hr. Jesper Petersen, fru Johanne Schmidt-Nielsen, hr. Benny Engelbrecht, fru Anne Baastrup, fru Sofie Carsten Nielsen, fru Pernille Rosenkrantz-Theil, hr. Eigil Andersen, fru Trine Bramsen, hr. Per Clausen og hr. Jan Johansen. Det er ikke sikkert, at vi når alle sammen, men vi når dem, vi kan. Det er jo et spørgsmål om, hvor meget taletid der bliver brugt til spørgsmål og svar, men vi satser på at nå så mange som muligt.

Vi byder velkommen til hr. Kristian Thulesen Dahl, der er på talerstolen for Dansk Folkeparti, og den første, der har ordet til at stille spørgsmål, er fru Maja Panduro.

Jeg vil også starte med at sige tillykke til hr. Kristian Thulesen Dahl med overdragelsen, kunne man forstå, af formandskabet for Dansk Folkeparti. Det er jo altid spændende med en ny formand, og jeg kan forstå, at noget af det, som nu skal ske, er, at man har et ønske om, at DF skal have ministerposter, og at Konservative helst ikke skal.

En af dem, som i hvert fald den tidligere formand for Dansk Folkeparti tidligere har nævnt som et oplagt ministeremne, er hr. Morten Messerschmidt, og det giver mig lyst til at spørge den nye formand, om han er enig med Morten Messerschmidt, der tidligere i år skrev, at de svage i dagens Danmark ikke længere er den eller dem, der får støtte af det offentlige. Dette lands svage er dem, der forfølges af det offentlige, dem, der producerer værdierne. Dem, som så modtager overførselsindkomster fra det offentlige, og det er pensionisterne, og det er de arbejdsløse, kan sammenlignes med – og det her er ikke mine ord, men Morten Messerschmidts ord – gøgeunger, som følger deres natur og kræver mere. Det skriver Morten Messerschmidt. Er ordføreren enig med Morten Messerschmidt i det – ja eller nej?

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg ville nu have forholdt mig til de spørgsmål, der sikkert er svaret på der, på en anden måde, men i forhold til, om Dansk Folkeparti skal i regering eller ej, vil jeg som det første sige: Det er umuligt at sige noget om. Det skal vi selvfølgelig på det tidspunkt, hvor vi får størst indflydelse ud af det og vælgerne vil give os opbakning til det. Men altså helt ærligt, der er sandsynligvis 3 år til et kommende folketingsvalg. Med den opbakning, den nuværende regering har, tror jeg det kommer til at tage lidt tid, før vi skal til stemmeurnerne – desværre synes jeg. Så skal vælgerne have lov til at tale, og jeg er i hvert fald ikke den, der er tilhænger af, at man sælger skindet, før bjørnen er skudt. Så der skal lige være et flertal for en ny regering, og så skal vi se den største indflydelse i at være i regering i forhold til at være uden for regering og alle de der ting. Alle forudsætninger skal opfyldes. Hvis vi så en dag kommer dertil, at Dansk Folkeparti skal i regering, og vælgerne vil det, så skal vi nok finde ud af, hvordan vi – eller jeg – i givet fald sammensætter et hold. Det kan fru Maja Panduro være helt tryg ved.

Mener jeg, at Morten Messerschmidt er en dygtig en europaparlamentariker? Ja, det mener jeg i den grad han er. Jeg tror, der er rigtig mange danskere, også danskere, der ikke nødvendigvis har stemt på Dansk Folkeparti, der synes, at han gør det rigtig godt i Europa-Parlamentet. Hvis spørgsmålet er, om jeg synes, at han gør en god figur for Danmark i Europa-Parlamentet, så er svaret ja.

Fru Maja Panduro.

Jamen det var det sådan set ikke. Spørgsmålet var, om man var enig med ham, når han kalder folk, som modtager overførselsindkomst i det her land – dvs. vores pensionister og vores arbejdsløse – for gøgeunger, som følger deres natur og bare kræver mere. Så kan vi altid, hvis man ikke er enig med ham i det, og det håber jeg ikke man er, tage diskussionen om, hvorvidt det så ville give mening at have ham tæt på ens ledelsesforhold og alt det der. Men det, jeg spørger om, er egentlig bare helt stilfærdigt, om man er enig med ham i hans udsagn, og det kan man jo svare meget kort på, nemlig med et ja eller nej.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det var faktisk det første, jeg sagde. For jeg sagde også, at jeg ville have forholdt mig anderledes end det, Morten Messerschmidt giver udtryk for. Men jeg må også anerkende den diskussion, det indgår i, sådan som jeg i hvert fald husker det, der bliver citeret.

Det er en diskussion om en anerkendelse af de skaffedyr, der hele tiden skaffer pengene hjem til Danmark og til at betale skatter til det velfærdssamfund, vi har. Hvis man tager udgangspunkt i, at vi også skal huske at anerkende dem, som hver eneste dag knokler for at tjene penge, så der kan blive betalt skat, så vi kan have et velfærdssamfund, hvor vi har en stor omfordeling, hvor vi hjælper pensionisterne, hvor vi hjælper de svage og de udsatte grupper, hvor vi har en Robin Hood-model, ja, så synes jeg egentlig, det er fornuftigt, at man fra tid til anden understreger det.

Men det har ikke noget som helst at gøre med, om Dansk Folkeparti ønsker at understrege, at pensionisterne også for en stor dels vedkommende er en gruppe, der har hjælp behov. Ja, selvfølgelig er de da det. Vi ønsker at understrege, at der er masser af udsatte i det her samfund, som fortjener bedre hjælp end i dag. Ja, selvfølgelig ønsker vi at understrege det. Det siger sig selv.

Fru Marianne Jelved.

Nu skruer jeg tiden tilbage til foråret 2010. Der sad V og K i regeringen, og deres parlamentariske grundlag var Dansk Folkeparti, og den daværende regering havde lagt genopretningspakken frem. Jeg tror, at den var i størrelsen 25 mia. kr., og det var mest besparelser. Der fik jeg syn for sagen og en vis beundring for Dansk Folkeparti, for hr. Kristian Thulesen Dahl gik sammen med fru Pia Kjærsgaard til regeringen og sagde: Vi er med på at støtte regeringen, men vi synes, at vi skal prøve at finde på noget andet, så det ikke alt sammen er besparelser; vi vil også gerne lave reformer, og vi vil faktisk foreslå, at vi laver en reform af dagpengene, så dagpengeperioden bliver på 2 år, og at vi ændrer genoptjeningsretten. Det var Dansk Folkepartis forslag til V og K. Jeg har aldrig sagt det offentligt, men jeg synes faktisk, at det var beundringsværdigt.

Dengang var ledighedsskønnet ligesom nu, så hvorfor er Dansk Folkeparti så nu med i det kor, der siger, at det er så synd for dem alle sammen? Det går jo, som vi vidste, at det ville gå.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Allerførst tak for rosen. Den vil jeg meget gerne tage til mig, for jeg syntes dengang, og jeg synes også i dag, at det var en god måde at tackle det på, når der nu skulle ske en genopretning efter finanskrisen. Men når man så laver nogle reformer, som på lang sigt styrker dansk økonomi, sådan som dagpengereformen jo også er udtryk for, betyder det så, at man ikke undervejs kan tage nogle hensyn til de mennesker, der bliver ramt af den kortere dagpengeperiode?

Det mener jeg godt at man kan. Og jeg mener også, at det ligger inden for skiven. Hvis vi går tilbage og kigger på det, Arbejdsmarkedskommissionen oprindeligt arbejdede med i modellen for at sætte dagpengeperioden ned fra 4 år til 2 år, så opererede de faktisk også med en mulighed for midlertidige forlængelser af dagpengeperioden i situationer, hvor vi politikere syntes, at ledigheden var høj, og hvor det ikke tegnede til, at man realistisk kunne finde et job inden dagpengeperiodens udløb.

Derfor sagde vi også i valgkampen sidste efterår, at det ville vi tage i brug, hvis vi fik mulighed for at få indflydelse på det. Så før valget var vælgerne selvfølgelig fuldstændig bekendt med, hvordan vi ville agere efter valget. Vi gjorde i foråret det, at vi støttede forslaget fra den regering, som fru Marianne Jelved var en del af, om at lave en midlertidig forlængelse, og nu foreslår vi så, at man gør det en gang til. Det synes vi egentlig ligger helt inden for skiven, og det håber jeg også at fru Marianne Jelved vil bekræfte.

Fru Marianne Jelved.

Jamen det er netop der, hvor kæden hopper af. Sådan som jeg husker Arbejdsmarkedskommissionens bud på en konjunkturafhængig dagpengeperiode, så skulle ledigheden op på omkring 8 pct., før man kunne ændre på ledighedsperioden. Men vi ved jo også godt, at det at sikre, at folk kan være på overførselsindkomst, ikke er det, der løser problemet. Det har vi jo vidst og erfaret igennem årtier, og det er derfor, at vi har bevæget os på det her område, som vi har, og det er derfor, at vi skal blive endnu dygtigere. Derfor synes jeg ikke, at det, hr. Thulesen Dahl siger, ligger inden for skiven. Jeg synes, at hr. Kristian Thulesen Dahl svigter det, som hr. Thulesen Dahl så modigt gjorde i foråret 2010, og jeg synes ikke, at jeg har fået nogen god forklaring på det, for der er ikke sket ændringer i forudsætningerne fra dengang og til nu.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Så må jeg så skuffe fru Marianne Jelved ved at sige, at hvad det sidste angår, er vi simpelt hen ikke enige, altså enige om, at der ikke er sket ændringer i forudsætningerne fra dengang. Forventningen var, at der ville komme gang i væksten. Forventningen var, at der ville komme gang i beskæftigelsen. Det, vi nu står med, er jo bredt anerkendte vurderinger af, at vi står i noget, der nærmer sig recession, at vi står i en situation, hvor man har måttet nedjustere væksten, at vi står i en situation, hvor vi taber arbejdspladser, og hvor man har måttet skubbe det tidspunkt, hvor man forventer, at der igen kommer gang i tingene, foran sig.

Derfor kan vi da ikke bare sådan sige: Nå, men sådan er det jo. Vi bliver da nødt til at have en holdning til, at der er nogle mennesker, som i en tid, hvor der er lavvækst, ikke har en realistisk chance for at skaffe sig et arbejde, i en tid, hvor boligmarkedet, hvis de skal sætte huset til salg som den eneste mulighed for at skaffe penge, sådan set lider af en noget nærmest permafrostagtig tilstand. Det skal vi politikere da forholde os til. Og når det så endda er en mulighed i Arbejdsmarkedskommissionens model, at man laver en midlertidig forlængelse af dagpengeretten, hvorfor så ikke benytte sig af det?

Så er det hr. Jesper Petersen.

Tak for det. Jeg vil gerne vende tilbage til et tema, vi har drøftet tidligere i dag, nemlig løndannelsen og lønniveauet i Danmark. For Venstre og Dansk Folkeparti har jo sammen fremsat et beslutningsforslag, der i sin essens går ud på, at man vil knægte lønmodtagernes ret til at kæmpe ordentligt for de overenskomster, de gerne vil have. Konfliktretten skal begrænses, hvilket jo – på den måde beslutningsforslaget er lavet – vil indebære det, som ekspert efter ekspert på området bebuder, nemlig at vi kan nå ned på lønninger på, ja, 30 kr. i timen i Danmark.

Det er næppe noget, der vil ske fra den ene dag til den anden, men det er faktisk det, der vil være scenariet her, altså at man bare kan tegne en polsk eller en rumænsk overenskomst og arbejde efter den i Danmark. Jeg tror, at der er rigtig mange danskere, der ville betakke sig for, at det er den form for arbejdsmarked, vi skal have i Danmark, hvor man ikke kan forsørge sin familie, selv om man har et arbejde.

Men det er ikke desto mindre det, der ligger i Venstre og Dansk Folkepartis forslag. Enten havde Venstre ikke forstået, at det var det, der var rækkevidden, eller også vil de ikke stå ved det. Så jeg kunne godt tænke mig at vide, om Dansk Folkeparti vil stå ved det og høre, om hr. Kristian Thulesen Dahl har et bud på, hvor langt lønningerne skal ned, før man er tilfreds.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jamen det er fuldstændig bagvendt. Altså, det reelle løntrykkeri, der netop nu finder sted på det danske arbejdsmarked, sker som følge af over 60.000 østeuropæiske arbejdere, som turnerer rundt i Danmark, og som tager jobbene fra danskerne til en løn, der er langt under den, danskerne normalt er vant til at få for deres job.

Hvad kan danskerne så gøre? Ja, enten kan de bare se sig selv blive arbejdsløse, eller også kan de byde sig til til de lavere lønninger, som østeuropæerne nu byder sig til med. Det er den reelle situation ude i virkeligheden netop nu, vil jeg sige til hr. Jesper Petersen.

Men det, som hr. Jesper Petersen er optaget af – og den diskussion deltager jeg meget gerne i – er en mere teoretisk debat om, hvad der vil ske om nogle år, hvis nu man gør det ene eller det andet eller det tredje.

Jeg deltager som sagt meget gerne i den debat, men jeg synes, det ville klæde i særdeleshed regeringspartierne at anerkende, at den anden debat om østeuropæisk arbejdskraft i Danmark er en del af virkeligheden for danske arbejdere lige nu. Det burde man gøre noget helt anderledes dramatisk ved end det, som regeringen har gjort. Og det er påfaldende, at man i en åbningsdebat som den her – hvor man siger, at man kerer sig så meget om det her med lønniveauet – overhovedet ikke adresserer det her spørgsmål.

Hr. Jesper Petersen.

Hr. Kristian Thulesen Dahl formår at undlade at svare på spørgsmålet. Det vil have den konsekvens for løndannelsen i Danmark, at der vil være et massivt pres på danske lønninger, når man kan arbejde efter en rumænsk overenskomst i Danmark. Det vil arbejdsgivere kunne kræve af danske lønmodtagere. Det er konsekvensen af det forslag.

Vil Dansk Folkeparti fremsætte det igen sammen med Venstre? Vil man det? Det synes jeg man som lønmodtager i det her land har krav på at få at vide.

I forhold til om der er nogen, der så gør noget ved den løndumping, som foregår nu, så skulle jeg hilse og sige, at med den allerførste finanslov, den her regering lavede, var det lige præcis på det punkt, vi satte ind. Vi satte massivt ind, så politiet, SKAT og Arbejdstilsynet kommer ud og laver kontrollerne, kommer ud på villavejene og ser på, hvad der foregår der. Jeg har selv været derude. Hr. Kristian Thulesen Dahl skal ikke lade, som om det er noget, venstre side af Folketinget ikke har været optaget af. Vi har talt om det i årevis op til sidste folketingsvalg, mens hr. Kristian Thulesen Dahl havde medansvaret og ikke gjorde noget.

Det gør vi nu; vi får afsløret de steder, hvor der ikke bliver arbejdet efter dansk overenskomst. Vi slår ned på det, fordi vi netop ikke vil finde os i det. Men det er det, hr. Kristian Thulesen Dahl vil have mere af. Vi skal arbejde efter rumænske overenskomster, før hr. Thulesen Dahl er tilfreds.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nej, nej og atter nej. Det er dog en utrolig omgang udenomssnak fra hr. Jesper Petersens side. Det her handler jo i bund og grund om, at der er nogle partier her i Folketinget, der har bifaldet, at man fik de østeuropæiske lande ind, først som medlemmer af EU, og dernæst accepterede man alt for hurtigt, at arbejdskraftens frie bevægelighed også inkluderede de østeuropæiske lande, hvis lønniveauer stadig væk er så langt bagefter, at østeuropæere kan komme til Danmark og reelt underbyde danske arbejdere.

Den sammenhæng vil man bare ikke tale om – og det er altså udpræget hykleri – for så ville befolkningen opdage, hvem der egentlig har ansvaret for den her situation, altså for den underbyden af arbejdskraft, som finder sted, og som danskerne oplever lige nu og her.

Det forslag, som hr. Jesper Petersen så spørger mig om, og som jeg meget gerne vil diskutere, skal selvfølgelig genfremsættes. Men vi skal selvfølgelig – når det bliver lovgivning i Danmark – sikre, at andre landes overenskomster på dansk jord ikke accepteres. Det skal selvfølgelig være ting, der er eksisterende i Danmark. Og så er sagen, at hr. Jesper Petersen – med Beskæftigelsesministeriets notat osv. – lægger til grund, at man ikke kan det efter EU-reglerne.

Men vi lægger os altså ikke fladt ned i forhold til EU. Vi tror, at der kan laves formuleringer, der sikrer, at det her finder sted i Danmark på ordentlige vilkår, så man ikke kommer derhen, hvor hr. Jesper Petersens regeringsnotat giver indtryk af at man kommer hen.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Tak for det. Lige nu er der tusindvis af mennesker, vil jeg sige til hr. Kristian Thulesen Dahl, der står til at falde ud af dagpengesystemet, og det er meget alvorligt for de mennesker og de familier, for mange af dem risikerer faktisk at få nul kroner at leve for. Mange af dem risikerer at måtte gå fra hus og hjem, og ingen af dem ville have stået i den situation, hvis det ikke været for Dansk Folkeparti. For der ville ikke have været flertal på Christiansborg for at forringe dagpengene og dagpengereglerne, hvis ikke Dansk Folkeparti havde stemt for.

Jeg håber meget, at Dansk Folkeparti er bevidst om det ansvar, som man bærer for de tusindvis af mennesker, som står i en så ulykkelig situation, som de står i netop nu. Som fru Marianne Jelved netop har sagt, og jeg citerer: Det går jo, som vi vidste det ville gå. Altså, det kan da ikke komme bag på nogen – heller ikke Dansk Folkeparti og da slet ikke på hr. Kristian Thulesen Dahl, som har så godt styr på tallene – at det her får konsekvenser for rigtig mange mennesker.

Jeg vil gerne spørge Dansk Folkepartis ordfører: Fortryder I? Fortryder I, at I lagde stemmer til, at forringe dagpengene? Fortryder I, at I lagde stemmer til en halvering af dagpengeperioden og en fordobling af genoptjeningskravet?

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, jeg tror, at det, der kommer til udtryk her fra Johanne Schmidt-Nielsens side, er den slags, der kommer ud af følelsen af afmagt, altså følelsen af, at Enhedslisten er i en situation, hvor man ikke engang kan regne med at ende med at lave en finanslovaftale med den her regering, hvor man er sat fuldstændig ud på et sidespor.

Hvordan skal det ellers tolkes, at det parti, som man nu på et område som dagpengeområdet er enig med, er det parti, man så går til angreb på? Man skulle jo tro, at Enhedslistens energi ville blive brugt på at gå i kødet på den regering, som ikke vil være med til at lave en midlertidig forlængelse af dagpengeretten for de tusindvis af mennesker, der – som fru Johanne Schmidt-Nielsen siger – ellers falder ud af dagpengesystemet her til nytår.

Min opfordring, på trods af at Enhedslisten og Dansk Folkeparti i den grad er to meget forskellige partier og vil noget forskelligt – vi har taget ansvar for dansk økonomi gennem tiderne, det har Enhedslisten ikke osv. – vil da bare være en stilfærdig opfordring til, at man retter skytset mod dem, der ikke vil være med til at afhjælpe det her problem, i stedet for mod de partier, som rent faktisk kæmper for det.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det var DF, der havde magten. Det var DF, der brugte magten og Dansk Folkepartis mandater til at sikre, at man kunne forringe dagpengesystemet. Det var ikke sket, hvis det ikke havde været for Dansk Folkeparti. De mange mennesker, der har fået en fyreseddel, og som nu står til at miste deres dagpenge, havde ikke stået i den situation, hvis ikke det havde været for Dansk Folkeparti.

Jeg stillede et meget, meget simpelt spørgsmål, nemlig om man fortryder. Og jeg vil godt have svar på det, for jeg vil egentlig gerne vide, om det forholder sig sådan, at hvis vi fremsætter forslag her i Folketingssalen om at få en dagpengeperiode på 4 år og få ændret reglerne for genoptjening – altså få genoptjeningen tilbage på ½ år – vil DF så stemme for?

DF brugte magten på at forringe vilkårene for tusindvis af helt almindelige mennesker i det her land, som var så uheldige at få en fyreseddel. Vil DF være med til at lave det om? Har DF fortrudt?

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jamen rolig nu, vil jeg sige til fru Johanne Schmidt-Nielsen. Hvis man har læst aviserne de seneste måneder, kan man jo se, at jeg har forholdt mig til det her spørgsmål mange steder, og hver eneste sted har svaret været det samme. Og svaret til fru Johanne Schmidt-Nielsen i dag er også: Nej, vi har ikke fortrudt.

Jeg synes faktisk, at det, vi gjorde dengang, var at tage ansvar for Danmarks økonomiske situation på et tidspunkt, hvor finanskrisen havde raset, og hvor vi skulle genoprette dansk økonomi. Men for mig at se er der ingen forskel. Altså, der er ikke noget problem i, at man på den ene side gør de ting, der er nødvendige for dansk økonomi på lang sigt, så der er troværdighed omkring dansk økonomi, og på den anden side på kort sigt tager de initiativer, der sikrer nogle folk imod ellers at blive ramt voldsomt her til nytår.

Som jeg også sagde til fru Marianne Jelved, lå det faktisk også allerede i Arbejdsmarkedskommissionens model, at man skulle forkorte dagpengeperioden generelt til 2 år, men så skulle man i bestemte situationer – det kan måles på ledigheden, det kan måles på manglende vækst, det kan måles på, at beskæftigelsen falder – lave midlertidige forlængelser af dagpengeperioden. Det var præcis det, Dansk Folkeparti sagde, både i valgkampen før valget i september sidste år og i foråret, da vi behandlede regeringens forslag, og det, som vi siger nu, så der er fuldstændig sammenhæng i tingene.

Så er det hr. Benny Engelbrecht.

Tidligere svarede hr. Kristian Thulesen Dahl fru Maja Panduro på spørgsmålet om hr. Morten Messerschmidts udtalelser på en blog i Jyllands-Posten.

Jeg kunne godt tænke mig i fortsættelse af det at stille et enkelt spørgsmål: Når nu hr. Kristian Thulesen Dahl anerkender hr. Morten Messerschmidts synspunkt om, at man skal anerkende virksomhedsledere og deres evne til at skabe overskud i samfundet – og jeg er sådan set også enig i, at det skal vi anerkende – hvorfor er det så nødvendigt at bruge et udtryk, som er så kraftfuldt som udtrykket gøgeunge om eksempelvis pensionister, for at kunne retfærdiggøre denne anerkendelse af virksomhedsledere?

Jeg fornemmede lidt en afstandtagen fra hr. Kristian Thulesen Dahls side, men jeg kunne godt tænke mig at få den afstandtagen bekræftet i forhold til udtrykket gøgeunge om pensionister.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, jeg sagde, at på den måde, det kom frem, så ville jeg nok have forholdt mig lidt anderledes til det. Og så forsøgte jeg at gøre det klart, også for Socialdemokraterne, i hvilke sammenhænge jeg i hvert fald har set det indgå, hvor det bl.a. har handlet om det her med skaffedyrene i Danmark, som jo ikke bare er et spørgsmål om virksomhedsledere, men også er et spørgsmål om de arbejdere, der går på arbejde og tjener deres penge hver eneste dag.

Vi har i de seneste måneder haft en debat om det her med at være på kontanthjælp, hvis man aktivt udtrykker en modvilje mod at tage de job, man får anvist. Jeg har også set regeringens repræsentanter blande sig i den debat, der har handlet om, at hvis man er arbejdsløs og modtager understøttelse, så skal man selvfølgelig også stå til rådighed for det arbejde, der nu engang kan anvises til.

Den diskussion synes jeg er helt relevant. Den kommer jo sikkert også op i forbindelse med regeringens forslag om at lave en kontanthjælpsreform. Så får vi hele den her debat igen, så det er et noget bredere perspektiv i forhold til begrebet skaffedyr end det, som netop blev brugt fra hr. Benny Engelbrechts side.

Hr. Benny Engelbrecht.

Nu var det ikke mig, der brugte udtrykket skaffedyr, men det er jo meget rart at få bekræftet, at udtrykket gøgeunge i hvert fald ikke er et udtryk, der er groet i hr. Kristian Thulesen Dahls have. Det er faktisk rigtig rart at få bekræftet, at man ikke er enig med hr. Morten Messerschmidt på det punkt.

Når vi så er i gang, kunne jeg egentlig godt tænke mig at få afklaret noget, for der er et andet citat fra hr. Morten Messerschmidt, der også handler om lighed. Hr. Kristian Thulesen Dahl talte selv om Robin Hood-princippet, altså at vi skal hjælpe de svage i samfundet. Men der taler hr. Morten Messerschmidt jo i Berlingske Tidende den 30. januar 2012 om, at omfordelingstanken, lighedstanken, er en syg tanke. Mener hr. Kristian Thulesen Dahl også, at lighed – princippet om lighed i det danske samfund – er sygt?

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Som jeg mindes det, der henvises til, var det i forbindelse med en diskussion om, at man ikke skal omfordele for omfordelingens egen skyld. Det er jo en lidt mere nuanceret fremstilling end den, hr. Benny Engelbrecht lige har gjort sig skyldig i.

Skal man omfordele for omfordelingens egen skyld? Nej, det skal man selvfølgelig ikke. Man skal omfordele af hensyn til at skabe et sammenhængende samfund, der har sammenhængskraft og samhørighed osv., altså alle de positive ting, der er ved et samfund, der er præget af en stor grad af omfordeling fra dem med de bredeste skuldre til alle øvrige.

Det er jo også derfor, jeg ved talrige lejligheder har sagt, at jeg synes godt om den nordiske velfærdsmodel. Jeg synes godt om en model, hvor de stærkeste i samfundet tager ansvar for de svageste. Og jeg synes, at noget af den homogenitet og sammenhængskraft, der er i det danske samfund, er noget af det, vi skal værne om.

Det skal vi ikke alene i en økonomisk sammenhæng, men så sandelig også i en kulturel sammenhæng ved at anerkende den kulturarv, vi er en del af, anerkende vores historie, anerkende, at det giver nogle goder, at vi har en befolkningssammensætning, der er så homogen, som den er – og de forsøg, der fra tid til anden er på for alvor at få lavet det om i en fart, skal bekæmpes.

Hr. Eigil Andersen.

Tak for det. I SF mener vi, at social dumping er et uvæsen, og det er skrækkeligt at opleve, at mange udenlandske firmaer, der arbejder i Danmark, underbetaler deres udenlandske arbejdere, lader dem arbejde sort – altså uden at der bliver betalt skat og moms – og at de fremmede firmaer også blæser på alle danske arbejdsmiljøregler. Det betyder jo en underminering af danske job. Folk bliver arbejdsløse og familier kastes ud i krise. I SF er det efter vores mening helt urimeligt.

Så kommer vi så til det her famøse forslag, som Dansk Folkeparti har fremsat, og som siger, at hvis en arbejdsgiver indgår en polsk overenskomst, som medfører en løn på 30 kr. i timen, så skal dansk fagbevægelses hænder bindes på ryggen. Fagforeningerne får at vide, at de ikke i den situation må lave vareblokade for at opnå en bedre overenskomst, og det er jo skrækkeligt, for så gælder de 30 kr.

Jeg vil gerne bede om ordførerens kommentar til, at Dansk Folkeparti hermed åbner en ladeport for endnu mere social dumping, endnu mere underbetaling og endnu mere sort arbejde.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, vi lever jo i en tid, hvor det er spændende, hver gang en SF'er tager ordet. Specielt når en SF'er så tager ordet og vil sige, hvad SF mener, så tror jeg altid, at vi i den her tid lytter med ekstra opmærksomhed. Gad vide, hvor vedkommende står, og kommer der nu et hint til, hvordan medlemmerne skal stemme her om kort tid. Nå, ikke mere om det, til svaret på spørgsmålet: Vi vil ikke gennemføre en lovgivning i Danmark, som betyder, at vi skal anerkende østeuropæiske overenskomster i Danmark. Vi vil have en lovgivning, der sikrer, at de faglige organisationer, der kæmper medlemmernes sag, er faglige organisationer, der rent faktisk er i stand til at varetage medlemmernes sag her på dansk grund. Det er helt afgørende, selvfølgelig er det det.

Det er også derfor, at det, man har forsøgt at give et billede af, nemlig at nu kommer der et forslag, der vil give timelønninger på 30 kr., vil der ikke blive tale om. Det, der derimod er den reelle trussel – det har jeg været inde på nogle gange, og det håber jeg også at der bliver lejlighed til at SF kan forholde sig til i debatten – er den reelle løndumping, der finder sted lige nu ude på det danske arbejdsmarked med, at man tilbyder arbejdskraft til langt lavere lønninger end det, danskerne er vant til, og så har danskerne to muligheder, enten at blive arbejdsløse, acceptere det eller selv begynde at underbyde for at prøve at få arbejdet tilbage.

Hr. Eigil Andersen.

Ja, vi er enige om, at det aktuelle er skrækkeligt, og derfor har den nye regering med det flertal, der står bag den, jo også gennemført, at der blev bevilget 65 mio. kr. ekstra til kontrol imod social dumping til Arbejdstilsynet, SKAT og politiet, og hvis vi tager dagens forslag til vedtagelse, er det jo også karakteristisk, at i regeringspartiernes forslag til vedtagelse, som er stillet sammen med Enhedslisten, står der, at vi skal bekæmpe social dumping. Det arbejder vi stadig væk med og vil tage initiativer til, hvorimod i det forslag til vedtagelse, som hr. Kristian Thulesen Dahl er medforfatter til, står der ikke et ord om, at man skal bekæmpe social dumping.

Det forslag, som Dansk Folkeparti har lavet, er noget makværk, og jeg kan høre, at man nu vil lave det om. Jeg vil sige, at det, som Dansk Folkeparti vil gøre, kan man kun gøre, hvis Danmark bliver meldt ud af EU, og det tror jeg ikke vil ske. Dansk Folkeparti vil jo gerne være regeringsparti sammen med Venstre. Har Dansk Folkeparti aftalt med Venstre, at Danmark skal meldes ud af EU? For ellers bliver man simpelt hen nødt til at pakke det forslag sammen.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, vi har hverken aftalt, at vi skal være regeringsparti eller aftalt, at vi skal melde os ud af EU. Det er jo store spørgsmål i en kort bemærkning og med et minut til at svare. Først skal vi i Dansk Folkeparti i det hele taget formulere en tanke hos os selv om, at vores indflydelse ville være størst ved overhovedet at søge ind i en regering. Jeg må bare sige til SF-spørgeren her, at sporene fra SF skræmmer. Altså det der med at sætte sig som mål at komme i regering og så kaste partiprogrammet over skulderen, fordi man jo må løbe fra det, når man skal i regering, kommer ikke til at finde sted hos Dansk Folkeparti. Så enkelt er det.

Så på den måde er vi ikke forhippede på at komme til ministertaburetterne overhovedet. Og så synes jeg altså også, at vi alle sammen med godt 3 år til et folketingsvalg lige skal anerkende, at der altså også lige er nogle vælgere, der skal ind over først. De skal spørges, og de skal høres. Jeg synes, det er lidt tidligt. Men hvis det betyder en forståelse af, at man i SF har kapituleret og i virkeligheden accepterer, at det næste folketingsvalg bringer regeringsmagten væk fra de nuværende regeringspartier, så dem om det, men så langt er vi ikke kommet endnu i Dansk Folkeparti.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Kristian Thulesen Dahl lidt om dagpengene igen. Det er jo altså et faktum, at skønnet for ledigheden i 2010, da Dansk Folkeparti var med til at indgå aftalen, var højere end skønnet for ledigheden i 2013, som er der, vi er på vej hen imod. Så kan hr. Kristian Thulesen Dahl bekræfte, at han faktisk taler mod bedre vidende, når han har udtalt, at dagpengereformens forudsætninger ikke har holdt i virkeligheden?

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg synes jo, at det er udtryk for sådan en lidt kold facade, at man i virkeligheden ikke tager de her menneskers problemer alvorligt, som står for at miste dagpengeretten. Altså, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som er nogle, som jeg tror statsministeren og regeringen jo ofte lytter til – det er ikke sikkert, at Det Radikale Venstre gør det – har her for nylig vurderet følgende, og nu citerer jeg fra vistnok en pressemeddelelse, de publicerede på deres hjemmeside i forbindelse med en ny analyse:

»Tidligere på året var forventningerne, at der ville være en stagnation på det private danske arbejdsmarked. Det er nu afløst af risikoen for en ny nedtur, som kan koste yderligere 18.800 arbejdspladser i de tre private hovederhverv, før jobbene kommer igen.«

Senere står der: »Dansk økonomi balancerer lige nu på kanten af recession, og lige nu tegner sig en ny nedtur.«

Det er jo bare de refleksioner, som ganske mange ude i fædrelandet gør sig, om, hvordan dansk økonomi har det nu, og hvad det er for nogle fremtidsudsigter, vi har her på kort sigt, der får os til at sige, at så bør vi tage et ansvar for de mennesker, som ellers på grund af noget, vi selv har gjort, står for at miste dagpengeretten. Vi føler da et særligt ansvar for at komme med løsninger på det, fordi vi jo bl.a. selv lavede en dagpengereform for et par år siden, som efter vores opfattelse byggede på en forventning om, at vi nu stod i en vækstsituation og ikke i en risiko for recession.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Men nu var det jo ledighedstallene, vi talte om, og skønnet for dem var sådan set højere dengang. Den forventede ledighed i den økonomiske redegørelse fra VK i august 2011 var på 161.000 mennesker. I dag er den faktuelt på godt 162.000. Men jeg hørte ikke i valgkampen krav fra Dansk Folkeparti om at ændre de her regler. Det var jo altså tal, som godt nok kan føles kolde, men jo ikke desto mindre udtrykker noget helt reelt. Og det er jo dem, som Dansk Folkeparti hele tiden har haft at forholde sig til.

Så jeg vil godt spørge igen. Selv om hr. Kristian Thulesen Dahl mener, at der er tale om nuancer i tal, så er de nuancer jo så konkrete, at de sort på hvidt viser, at ledigheden er lavere nu, end da aftalen om dagpengereformen blev indgået, altså skønnet for ledigheden. Hvordan forholder hr. Kristian Thulesen Dahl sig til det?

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

To ting: Den ene er, at der jo nu er ganske mange mennesker, der slet ikke indgår i ledighedsstatistikken, men reelt gerne vil have et job. Det er den ene ting, vi lige skal tage højde for, når vi skal ned at finkæmme de tal, som bliver læst op her. Den anden er, at en af forudsætningerne dengang faktisk også var en forventning om, at der var vækst i samfundet, altså at der blev skabt arbejdspladser. Og der er det bare sådan med det, jeg også har refereret før, at forventningen jo nu er, at man forventer lavere vækst, måske endda recession. Man forventer et større tab af arbejdspladser. Så det er jo ikke fremtidsudsigter, der gør, at man, hvis man mister dagpengeretten, så har en forventning om, at man kan finde et job.

Jeg så på det radikale landsmøde, at den radikale strategi gik på to ben, nemlig både gik på, at man skulle have de her økonomiske reformer, osv., men også have et socialt sigte. Og jeg synes, det er lidt ærgerligt, hvis det i virkeligheden kun varede den ene weekend, og at det alene var for at berolige baglandet, der var kritisk. Men herefter har man så glemt det igen.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Jeg har et helt simpelt spørgsmål, som kan besvares med et tal. Nu taler hr. Thulesen Dahl meget om det løntrykkeri, der foregår med østeuropæisk arbejdskraft i Danmark lige nu og her, lige uden for vores vinduer, og så vil jeg bare spørge: I de sidste 5 år, hvor Dansk Folkeparti sammen med Venstre og Konservative styrede det her land, hvor mange forslag fremsatte Dansk Folkeparti da om at dæmme op for løntrykkeriet fra østeuropæisk arbejdskraft?

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det har vi fremhævet mange gange, og det vil jeg også gerne komme tilbage til senere i debatten, hvis det er ønskeligt. Altså, sagen er, at fru Pernille Rosenkrantz-Theil jo tidligere har været medlem af et parti, hvor man var meget ængstelig i forhold til arbejdskraften fra Østeuropa, sådan som jeg husker det, og hvor man var modstander af, at vi skulle underlægge os EU's regler i forhold til vandrende arbejdstagere, som kunne underbyde danske arbejdstagere. Jeg ved ikke helt, hvordan det forholder sig i dag, men det kan vi jo eventuelt komme tilbage til.

Men det har jo været en frygt hos os hele vejen igennem. Dengang man lavede østudvidelsen og der var nogle, der skålede i champagne, udtrykte vi bekymring over, hvad det kunne medføre. Vi ønskede, at man skulle udnytte alle muligheder inden for EU for at forsinke det tidspunkt, hvor de østeuropæiske arbejdere kunne komme ind og tage de danske arbejdspladser, simpelt hen i et håb om, at lønningerne så kom op på et højere niveau i de østeuropæiske lande, inden arbejdstagere derfra fik fri adgang til det danske arbejdsmarked. Det ønskede man så ikke; et flertal i Folketinget uden om Dansk Folkeparti ønskede, at man ikke udnyttede de regler fuldt ud. Selv om der var en VK-regering, som vi søgte at påvirke, så formåede vi altså ikke at påvirke den så voldsomt, at vi kunne udnytte de regler, vi havde inden for EU, så langt de kunne strækkes, til at modvirke det, der nu er sket.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Nu spørger jeg så en gang til – jeg synes egentlig, spørgsmålet var ret simpelt. I de sidste 5 år, hvor Dansk Folkeparti sad sammen med Venstre og Konservative og ledede Danmark, hvor mange forslag fremsatte Dansk Folkeparti om at dæmme op for det løntrykkeri, der foregår med østeuropæisk arbejdskraft i Danmark?

Det rigtige svar er nul. Jeg har været inde at sidde og kigge alle forslagene igennem – Dansk Folkeparti fremsatte ikke et eneste forslag til, hvordan man kunne dæmme op for det her, i de sidste 5 år af den tid hvor de faktisk sad og havde magt.

Virkelighedens verden er jo, at det at bekæmpe globaliseringen med grænsebomme og den slags svarer til at bekæmpe en atomubåd med bue og pil. Den redskabskasse, der skal til i dag, er, at vi bruger vores myndighedsansvar. Det har vi i regeringen indgået en aftale om – i øvrigt med Enhedslisten, mit gamle parti, for at svare på den del af spørgsmålet. Der er enighed om, at man selvfølgelig skal tage fat i de redskaber, der er. Det, som Dansk Folkeparti til gengæld har fremsat forslag om, er at åbne en ladeport for østeuropæiske overenskomster i Danmark.

Så det rigtige svar, vil jeg sige til hr. Kristian Thulesen Dahl, er nul. Det håber jeg at hr. Kristian Thulesen Dahl selv bekræfter fra talerstolen om et øjeblik, altså at Dansk Folkeparti fremsatte nul forslag til, hvordan man skulle dæmme op for det løntrykkeri – og det foregår lige ude foran, lige nu og her.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jamen det er simpelt hen utroligt. Den østaftale, som blev lavet i 2003, tror jeg det var, der handlede om, hvordan man skulle gebærde sig i forhold til østeuropæisk arbejdskraft, var Dansk Folkeparti ikke en del af. Det var en aftale, der blev indgået, sådan som jeg husker det, med den daværende VK-regering, Socialdemokratiet, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil er medlem af i dag, og Radikale Venstre, og jeg tror, at SF tilsluttede sig senere.

Vi sagde: Med det her er der en risiko for, at der kommer en strøm af østeuropæisk arbejdskraft ind i Danmark. Vi har advaret mod det hele vejen igennem. Jeg står her med en udskrift fra en hjemmeside – jeg vil helst ikke sige, hvad den hedder; alle må gerne vide det, men jeg vil nødig reklamere for billig østeuropæisk arbejdskraft, men jeg tror, de fleste kan finde den, hvis de vil – og her kan man se, at østeuropæere kan lejes på helt lovlige vilkår for ned til 80 kr. i timen. Så skal man da ikke bilde mig ind, at det ikke skaber lønpresseri på det danske arbejdsmarked. Der er da masser af danskere – gudskelov – der arbejder til fornuftige timepriser, men som nu må se sig udkonkurreret af østeuropæiske arbejdere, og som må se i øjnene, at de har to muligheder: enten at blive ledige eller at gå ned på det lønniveau, som østeuropæerne tilbyder sig på.

Det er det, fru Pernille Rosenkrantz-Theils parti må påtage sig ansvaret for. Man kunne godt have forventet et lidt større engagement i forhold til det her i dag.

Fru Anne Baastrup.

Det er lidt i forlængelse af debatten med fru Pernille Rosenkrantz-Theil. Her for 6-8 år siden blev der vedtaget nogle nye regler om cabotagekørsel, og det var først i efteråret 2011, at Dansk Folkeparti rent faktisk gik i gang med at interessere sig for det.

Det, der sådan står lidt tilbage for mig, og som jeg undrer mig over, er: Hvordan kan det være, at Dansk Folkeparti har set på, at vognmandsindustrien gradvis er blevet udhulet på grund af urimelige cabotageregler, uden at man fra Dansk Folkepartis side på noget tidspunkt har forlangt af den tidligere regering, at den gjorde noget? Hvad er årsagen til, at man blot har siddet på sine hænder? Man havde mulighed for at stille nogle klare krav, når man indgik finanslovaftale, få en politik, der rent faktisk kunne standse og kontrollere, og hvad har man gjort? Intet.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nu er der to ting i det. Den ene er, at fru Anne Baastrup jo rent faktisk ikke ved, hvad vi har gjort, altså hvordan vi har forsøgt at presse på for de ting, vi synes er rimelige, og hvornår vi har gjort det. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at hvis vi er enige om, at der er uholdbare tilstande i vognmandsbranchen, så burde det her Folketing jo også lynhurtigt få gjort noget ved det. Noget af det bunder bl.a. i en forskellig tolkning af, hvordan EU-reglerne er i forskellige EU-lande, hvilket gør, at vi i Danmark har en slappere linje i forhold til at have strikt styring af det her, end man har i en række andre EU-lande.

Så vi mener, at vi har handlemuligheder med hensyn til at gøre noget for at komme problemerne til livs i vognmandsbranchen. Og hvis jeg skal tage det, fru Anne Baastrup nu siger, som udtryk for, at vi er enige om det, og at fru Anne Baastrup i øvrigt har regeringspartierne bag sig i det spørgsmål, ja, så kan vi jo få gjort noget ved det i en fart.

Fru Anne Baastrup.

Jamen vi er rent faktisk også i gang. Problemet er bare, at Dansk Folkeparti har siddet og set den udvikling fortsætte igennem flere år, uden at man over for den daværende transportminister på noget tidspunkt rejste det på en sådan måde, at det kunne høres. Det var først, efter at vi har fået vores regering, at vi rent faktisk er gået i gang med at se på, hvordan vi kunne løse problemerne, og vi satser jo på, at vi får en afklaring i løbet af november måned.

Hr. Kristian Thulesen Dahl kunne som finansordfører have rejst det på et langt tidligere tidspunkt over for den tidligere transportminister og sagt: Det vil jeg have. Men hr. Kristian Thulesen Dahl gjorde intet. Og det er derfor, det er lidt hyklerisk, når Dansk Folkeparti står i en situation her, hvor de på en eller anden måde har haft regeringsmagten sammen med Venstre og Konservative i 10 år, og det først er, når vi får en socialdemokratisk ledet regering, at vi rent faktisk tager fat i problemerne og får løst dem. Men hr. Kristian Thulesen Dahl har intet foretaget sig i 10 år.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, der var en vis spændvidde i det her spørgsmål. Det gik fra, at vi nærmest var i regering. Så var det noget med, at vi ikke havde gjort oprør imod det på en måde, så det kunne høres. Og så kom det til sidst til, at vi i øvrigt ikke havde gjort noget som helst. Jeg sagde bare stilfærdigt i første runde, at fru Anne Baastrup rent faktisk ikke ved, om vi har råbt vagt i gevær. Det ved hun jo faktisk ikke om vi har gjort, så derfor synes jeg, det var en forholdsvis hurtig kommentar, fru Anne Baastrup havde.

Jeg tror, at rigtig mange mennesker, der oplever det her som et problem ude i vognmandsbranchen, gerne vil se løsninger, og jeg gav så før håndslag på, at hvis regeringen er optaget af det og vil komme med løsninger, er vi med på det. Vi vil meget gerne have løst det her problem.

Så kan vi have en diskussion ved siden af, der handler om fortiden. Den deltager jeg meget gerne i, men det handler også om, at vi fremadrettet får løst problemerne.

Tak. Og den sidste, der får en kort bemærkning, er fru Trine Bramsen.

Tak for det. Jeg kan jo forstå på Dansk Folkepartis ordfører, at han ikke er helt tilfreds med vores regering, og han siger derfor direkte, at han ønsker et andet flertal bestående af i hvert fald Dansk Folkeparti og Venstre. Det betyder jo samtidig, at der skal stilles krav til Venstre for det tætte samarbejde, og jeg vil derfor gerne høre, om ordføreren er enig med sin kollega, hr. Martin Henriksen, i, at udlændingepolitikken som minimum skal rulles tilbage til det, der var før folketingsvalget, en tilbagerulning, der som minimum betyder, at pointsystemet skal genindføres, og at reglerne for familiesammenføring med børn skal tilbagerulles.

Kan ordføreren bekræfte, at det er et ultimativt krav fra Dansk Folkeparti til partiet Venstre, hvis dette samarbejde skal indgås?

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, det er jo fuldstændig rigtigt set, at den nuværende regering har gennemført en massiv række af lempelser på udlændingeområdet, og at det, der egentlig var serveret til befolkningen før folketingsvalget sidste år, var, at hvis man fik den nuværende statsminister, ville vi have en stram udlændingepolitik, der ville fortsætte uændret. Det var sådan hovedbudskabet. Alligevel har vi altså set den her lange, lange række af lempelser.

Det er fuldstændig rigtigt, at vores mål selvfølgelig er, at vi får et flertal her i Folketinget, der, som vi siger, som minimum bringer reglerne tilbage til de regler, vi havde før valget, altså at vi får genoprettet udlændingepolitikken. Men kan sige, at vi får normaliseret udlændingepolitikken igen i forhold til de lempelser, der nu sker, og som gør stor skade i Danmark i fremtiden, bl.a. ved at antallet af asylansøgere muligvis bliver fordoblet i år i forhold til sidste år, jo i høj grad som følge af den politik, regeringen fører.

Fru Trine Bramsen.

Jeg kan så oplyse ordføreren om, at den lange, lange række af lempelser, der har været på udlændingeområdet, omfatter fire: for det første tilbagerulningen af pointsystemet, for det andet lempelsen af reglerne for familiesammenføring med børn, og så har der været den seneste asylpakke, som vi har set, og fattigdomsydelserne. Det er de fire ting, vi har ændret på udlændingeområdet.

Men når det nu er, at ordføreren er så bange for, hvad der skal ske på udlændingeområdet, så kunne jeg godt tænke mig, at han samtidig løftede sløret for, hvilke nye krav til stramninger på udlændingeområdet der vil være et krav til Venstre for et fremadrettet samarbejde. For ordføreren siger jo direkte, at det er minimumskrav, at de her fire tiltag bliver tilbagerullet. Hvilke yderligere krav om udlændingestramninger vil der komme til Venstre?

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nu kan man jo tælle lempelserne på forskellig vis. Jeg har en lang liste her over lempelser, i øvrigt lempelser, som giver offentlige merudgifter på forventeligt 880 mio. kr. Så det er en dyr omgang for danskerne med de lempelser, regeringen har gennemført på udlændingeområdet. Det bliver ikke bare dyrt for samfundet kulturelt, men det bliver også dyrt i forhold til vores pengekasse.

Hvilke andre ting der måtte være nødvendige at gennemføre, kan man jo ikke sige noget om på forhånd. Vi har hele tiden haft den holdning, at man løbende skal vurdere, hvad der er nødvendigt at gøre i forhold til de ting, vi mener er vigtige på udlændingeområdet. Nu siger vi så bare klart, hvad angår de lempelser, regeringen når at lave inden næste valg, at der vil vi gå til valg på at få udlændingeområdet normaliseret og komme tilbage til de regler, der var før folketingsvalget, og dermed jo også i virkeligheden på mange områder komme tilbage til det, i hvert fald to af de nuværende regeringspartier stillede danskerne i udsigt. Det skal man også lige huske på.

Men jeg vil meget gerne komme tilbage, også i fremtidige debatter selvfølgelig, hvis der er noget nyt under solen, og så underholde med det, for det er et område, der optager os rigtig meget i Dansk Folkeparti.

Tak til Dansk Folkepartis hr. Kristian Thulesen Dahl. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Tak. Danmarks konkurrenceevne er under stærkt pres, produktiviteten udvikler sig ikke godt nok, og omkostningerne er høje, og det giver udfordringer for vores erhvervsliv. De udfordringer er ikke en følge af krisen. De har faktisk været kendt i en hel del år, men de blev ikke taget alvorligt af VKO, dengang de sad ved magten, VK udviste ikke rettidig omhu, som man kunne sige det. Reformer og det at få en bedre konkurrenceevne blev forsømt til fordel for et stift skattestop og en slap finanspolitik. Udfordringen blev ikke taget op. Tværtimod blev lønkonkurrenceevnen op igennem 00'erne forværret med 20 pct. Så da krisen ramte os, forsvandt rigtig mange arbejdspladser, og vi slås nu med de ubetalte regninger. Der er ikke nogen genvej. Der er brug for en bred vifte af initiativer for at kunne komme på rette kurs.

Forudsætningerne for jobskabelse og for en bedre konkurrenceevne er bl.a. en ansvarlig finanspolitik og en skattestruktur, der er sådan, at det kan betale sig at yde en ekstra indsats, en afdæmpet lønudvikling, en tilstrækkelig stor og veluddannet arbejdsstyrke og et fleksibelt arbejdsmarked. Finanspolitikken er nu kommet ind på en ansvarlig kurs. Reformerne af skattesystemet og af arbejdsmarkedspolitikken bringer os et stykke ad vejen, og de seneste overenskomster bidrager ansvarligt og positivt til vores mål. Men det er ikke nok. Velstanden i et land afhænger bl.a. af medarbejdernes uddannelsesniveau. En veluddannet medarbejder har nemmere ved at anvende ny teknologi, er bedre til at optimere arbejdsprocesserne og er kreativ, når nye ideer skal udvikles. Det er noget, der fører til bedre produktivitet, til højere vækst og til mere velstand.

Danmark har været kendetegnet ved at have et højt uddannelsesniveau. Da »VKO-regeringen« i 2001 trådte til, lå Danmark på en niende plads blandt de bedst uddannede nationer af OECD-landene. I 2010 var Danmark rykket seks pladser tilbage, og vi er nu på en 15. plads blandt OECD-landene. Det vil sige, at Danmark på knap 10 år er blevet overhalet af seks nationer. Det er derfor, at Radikale Venstre og regeringen satser massivt på uddannelse. Den næste generation skal være den bedst uddannede generation. Mange analyser udarbejdet af bl.a. vismændene, af Dansk Industri og af OECD viser, at alle videregående uddannelser bidrager til at øge produktiviteten for alle medarbejderne i virksomhederne.

For en uges tid siden overværede jeg på Aalborg Universitet en workshop på sin tredje uge med studerende fra Aalborg Universitet og studerende fra professionshøjskolen i Nordjylland; fra sidstnævnte kom de fra ergoterapeutlinjen, og for førstnævnte kom de fra Arktitektur & Design og fra andre designuddannelser. De sad sammen med nogle fra virksomheder på sundheds- og velfærdsområdet og arbejdede på de cases, som man fra virksomhedernes side var kommet med. I løbet af de 3 uger udarbejdede de nye innovative løsninger, som virksomhederne kunne tage med sig hjem og sætte i produktion og derved skabe flere arbejdspladser. De studerende var endda så heldige, at de også blev set af virksomhedslederne, som også vidste, hvilke medarbejdere de senere gerne ville have fra universitetet og fra professionshøjskolen.

Se, det her er virkelig en god historie, og det er sådan, det foregår på rigtig mange uddannelsessteder rundtom i landet, altså at man arbejder tværfagligt sammen, og at de studerende lærer, hvordan de kan bruge deres forskellige fagligheder, og hvordan de kan finde nye løsninger, og at virksomhederne oplever, at den viden, de har, kan bruges sammen med forskning og innovation og det, som de studerende lærer. Det er den type innovative løsninger, der fører frem til nye produkter, bl.a. inden for velfærdsteknologien, og som fører til flere nye arbejdspladser. Det underbygger vigtigheden af få en samlet innovationsstrategi, som sikrer koblingen mellem de offentlige investeringer i forskning, udvikling, innovation og uddannelse og vækst og jobskabelse i den private sektor. Danmark skal være løsningernes land, hvor de innovative løsninger på de samfundsmæssige udfordringer omsættes til vækst og beskæftigelse.

Der er også en grøn vej til et bedre samfund. I regeringsgrundlaget har regeringen formuleret nogle mål for en meget ambitiøs grøn omstilling. Den vil Radikale Venstre sammen med de andre regeringspartier holde fast i. Den grønne omstilling er en bunden opgave for os alle sammen, både af hensyn til miljøet og klimaet og af hensyn til vores økonomi.

I de sidste 35 år er verdens middelklasser vokset med 1 milliard mennesker. Det har betydet, at verdenspriserne på energi, fødevarer, metaller og andre ressourcer i de sidste 10 år er steget mere end i hele det 20. århundrede. I de næste 25 år vil den globale middelklasse vokse med 3 milliarder mennesker. Energiforliget fra marts måned i år, der historisk er det grønneste, det bredeste og det længstvarende energiforlig, er den første vigtige etape på den lange vej til en grøn økonomi. Og der bliver i verden omkring Danmark lagt mærke til vores eksempel. De internationale medier og regeringerne nærmest valfarter til Danmark for at lære af vores eksempel. Den grønne omstilling fordrer en gennemgribende omstilling af hele vores økonomi, af vores måde at producere på og forbruge på, men vi har en unik opbakning fra både borgerne og erhvervslivet. Og vi skal vise verden, at den danske omstilling ikke står i modsætning til vores velfærd, men at den er en forudsætning for vores velfærd.

Det skal samtidig understreges, at vi ikke er alene med alle disse planer. Der arbejdes med klare allierede for at styrke indsatsen i de store internationale organisationer som EU, OECD, FN og Verdensbanken. Herfra kan vi også hente ideer og måske også løsninger. Udfordringen kræver, at der er en strategisk plan med klare målepunkter og med en høj grad af sammenhæng mellem de klima- og miljømæssige aspekter og de økonomiske aspekter. En omstilling, der lever op til regeringsgrundlagets ambitionsniveau, er virkelig en meget stor udfordring.

Men se, den store udvikling begynder nu i folkeskolen. Regeringen har derfor sat sig i spidsen for en folkeskolereform, hvor børnene skal have bedre muligheder, end de har i dag, for at lære på en måde, der tilgodeser det enkelte barns læringsforudsætninger. Det gælder både i de boglige og i de praktisk-musiske fag. Der er brug for mere tid, og der er brug for lærere med lærerfaglige kompetencer. Derfor skal vi have en målrettet efteruddannelse af lærerne. Al god undervisning står og falder med, at lærerne kan deres fag, at de kan lede, og at de kan skabe tillidsfulde relationer med eleverne.

Men nu fødes børn som bekendt ikke som 7-årige. Derfor vil regeringen også se på udviklingen af pædagoguddannelsen, og den vil i et samarbejde med kommunerne øge kvaliteten af arbejdet i dagtilbuddene. Børn er børn, og børnene er de voksnes ansvar og fællesskabets ansvar uanset deres rødder og deres forskellige livssituationer. Vi bygger i et demokrati som det danske på ligeværd. Alle unge skal have ret til en uddannelse, der tilgodeser deres evner og deres interesser, og som både fører til et arbejde inden for et fag og til dannelse som borger og medborger i et samfund med frihed og folkestyre.

Radikale Venstre vil, at Danmark skal kunne gå forrest og vise vej til en fremtid, som alle i Danmark har del i. Det er noget, vi har gjort før i vores historie, da vi gik fra enevælden til demokratiet, hvor almuen blev et folk, og hvor folkeoplysningen og folkehøjskolerne skabte et selvbevidst folk, der skabte forpligtende fællesskaber af myndige mennesker, som satte den tids problemer til debat og formede en fælles fremtid.

Vi har rod i en kultur, som har skabt fællesskaber og fremdrift. Kulturen og historien er det kit, der binder mennesker sammen, og som gør det muligt, at vi sammen kan løfte en udfordrende fremtid med nogle store omstillinger. Og det vil vi gøre.

Tak. For en god ordens skyld skal jeg lige sige lidt om, hvem der står i talerrækken. Den første er fru Ellen Trane Nørby. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl, hr. Simon Emil Ammitzbøll, hr. Lars Barfoed, hr. Finn Sørensen, hr. Jacob Jensen, fru Pia Kjærsgaard, hr. Joachim B. Olsen, fru Tina Nedergaard, hr. Hans Kristian Skibby, fru Stine Brix, hr. Erling Bonnesen, hr. Peter Christensen og hr. Peter Skaarup. Men vi når nok kun ti til spørgsmål. Vi ser, hvor langt vi når.

Den første er fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Tak til fru Marianne Jelved for en tale, som i hvert fald indeholdt flere løsninger, end den indeholdt kritik af alle andre. Det vil jeg gerne hilse velkommen. Det synes jeg egentlig tegner godt for samarbejdet. Forhåbentlig er det også en anerkendelse af den fremstrakte hånd, vi er kommet med, for at vi kan finde nogle brede løsninger, som netop går ind og tager hånd om det problem, som fru Marianne Jelved jo også nævnte i sin tale, nemlig at vi har en konkurrenceevne, som er blevet presset op gennem de gode tider, og som vi har behov for at gøre noget aktivt for, for at vi ikke skader den yderligere.

Derfor vil jeg egentlig gerne spørge fru Marianne Jelved, om fru Marianne Jelved ser noget perspektiv i det forslag til en erhvervsskattepakke, som vi har lagt frem i vores finanslovforslag, hvor vi går ind og kigger målrettet på nogle af de skatter og afgifter, som skaber grænsehandel, hvor vi viderefører boligjobordningen, som ifølge et svar fra Finansministeriet i dag har holdt hånden under 15.000-20.000 arbejdspladser, og hvor vi i fællesskab går ind og tager bredt ansvar for at skabe vækst og beskæftigelse i samfundet.

Fru Marianne Jelved.

Jeg håber, at fru Ellen Trane Nørby anerkender, at jeg ikke kan stå og foregribe finansministerens forhandlinger om den kommende finanslov. Men vi har noteret os i Radikale Venstre, at Venstre er kommet med et bud og gerne vil bidrage til en finanslovforhandling, og derfor går jeg også ud fra, at de vil bidrage til et resultat, hvis vi vil kunne blive enige. Men det er klart, at vi gerne vil bidrage til, at konkurrenceevnen forbedres. Det er bare et langt, sejt træk, og problemet løses ikke meget hurtigt, for så havde vi jo løst det meget hurtigt. Derfor anerkender jeg, at Venstre gerne vil bidrage til at løse konkurrenceevneproblemet, og jeg kan ikke afvise, at vi kan finde løsninger sammen.

Fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Jeg er fuldstændig enig med fru Marianne Jelved i, at det er et langt, sejt træk, men det handler også om, hvilken retning man sætter for samfundet. Det er det, vi har hørt fra en lang række erhvervsledere: Hvis der ikke sker noget nu, hvis der ikke bliver sendt nogle positive signaler, som går i retning af færre afgifter, færre byrder, så risikerer vi, at danske produktionsvirksomheder er rykket ud af landet om 10 år. Derfor er det jo også et valg, regeringen står over for: Vil man lave en bred aftale, som sænker nogle skatter og afgifter, eller om vil man gøre det samme, som man gjorde i sidste finanslovaftale med Enhedslisten, hvor man altså trak den anden vej og gjorde det dyrere at producere i Danmark?

Jeg vil gerne spørge helt konkret til to elementer. Fru Marianne Jelved lagde meget vægt på den grønne omstilling. Det er vi sådan set enige i, men boligjobordningen, som regeringen nu lægger op til at afskaffe, har jo i høj grad også været med til at understøtte energirenoveringer. Den nettomålerordning, som regeringen nu stopper, og den energiforbedringsordning, som man ikke vil indføre alligevel, hiver jo i den modsatte retning. Hvordan hænger de her ting sammen? Lidt tilsvarende er der Højteknologifonden, som regeringen vil spare på. Hvordan hænger det sammen med det, fru Marianne Jelved står og siger nu? Kan vi håbe på, at det er et udtryk for, at man gerne vil se positivt på de konkrete forslag, vi er kommet med på det område?

Fru Marianne Jelved.

Jeg vedkender fuldt ud, at der er tale om prioriteringer. Vi har jo valgt at prioritere f.eks. uddannelse meget højt i regeringen. Vi har valgt at skaffe ekstra midler til at kunne finansiere det højeste optag, der endnu har været på de danske uddannelsesinstitutioner. De penge må vi jo tage et andet sted fra. Uddannelse er for os helt afgørende for også på sigt at øge konkurrenceevnen og skabe bedre muligheder for vækst, højere produktivitet, fordi alle analyser viser, at det at have en videregående uddannelse og komme ind i en virksomhed øger produktiviteten i den pågældende virksomhed. Det er jo et bidrag til den store satsning, som uddannelse er. Derfor er pengene taget andre steder fra.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak. Jeg tror, at enhver, der har fulgt den her debat i dag, har kunnet høre, at en stor del af debatten har handlet om de her dagpenge, dagpengeperioden og dem, der falder ud af dagpengesystemet her til nytår, hvis man følger reglerne, som de er nu, og ikke gør noget ved det. Jeg tror også, at de, der har fulgt debatten, ikke bare i dag, men over tid, har kunnet høre, at Det Radikale Venstre er det parti af regeringspartierne, der i særlig grad har modsat sig ændringer til gavn for de mennesker, der ellers falder ud af dagpengesystemet.

Derfor vil jeg bare gerne spørge fru Marianne Jelved som ordfører for Det Radikale Venstre her i dag ved åbningsdebatten, om den modstand, Det Radikale Venstre har imod sådan nogle ændringer, gør, at der ikke vil kunne findes løsninger i finanslovforhandlingerne om f.eks. en midlertidig forlængelse af dagpengeretten. Altså, er modstanden så massiv, at De Radikale simpelt hen vil modsætte sig, at man forhandler sig frem til en løsning i finanslovforhandlingerne, hvor man imødekommer nogle af os, der mener, at der bør ske noget på området?

Fru Marianne Jelved.

Det Radikale Venstre står ved de aftaler, vi har indgået, og regeringen har formuleret sig omkring dagpengene, og det står vi ved. Så vil jeg gerne, eftersom hr. Thulesen Dahl nu er spørger, bruge lejligheden til at sige, at der – og jeg har tjekket det, siden jeg sidst havde ordet over for hr. Thulesen Dahl her i salen – ingen ændringer er i tallene for ledighed eller beskæftigelse fra det, man vurderede i 2010, og til det, som er der nu. Ingen!

Det var det, jeg mente, da jeg sagde, at det gik, som vi vidste det ville gå, med de forudsigelser, der var i 2010, hvor vi stemte for dagpengeændringerne, men ikke var med i et forlig, fordi vi ikke måtte komme med i det. Jeg ved ikke, hvem der forbød os det, men samlet måtte vi i hvert fald ikke komme med. Der er ingen af de forudsætninger, der er ændret, og derfor synes jeg, det er meget hult af hr. Thulesen Dahl at svinge sig op på den hvide hest og spille helt og løbe fra den aftale, som hr. Thulesen Dahl selv har været med til at indgå.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er vigtigt for mig at understrege, at man selvfølgelig skal stå ved de aftaler, man indgår. Det siger sig selv, og jeg har stor respekt for en politiker, der siger, at sådan er det, og at man har en aftale i et regeringsgrundlag osv. Man må jo bare sige, at regeringen og dermed også fru Marianne Jelveds parti i foråret var med til at lave en midlertidig forlængelse af dagpengeretten fra i sommer til nytår. Der kunne fru Marianne Jelved jo også have hævdet, at der ingen grund var til det, at det behøvede man overhovedet ikke. Men det gik Det Radikale Venstre med til.

Det, jeg så forsøger at finde ud af nu, er, om det betyder, at der er en vis bevægelighed, som gør, at man i en forhandlingssituation om finansloven for næste år kunne lave den samme bevægelse en gang til, eller om det er udelukket i tankegangen hos Det Radikale Venstre at gøre det en gang til. Det er ligesom det. For en ting er, at man har en aftale, og at man har baseret sig på grundlag, men så forhandler man med nogle partier og giver nogle indrømmelser, og en af de indrømmelser kunne jo være, at man ser på det her område. Det er for at finde ud af, om der er den mulighed for bevægelse hos Det Radikale Venstre i forbindelse med den konkrete forhandling om finansloven for 2013, som skal i gang i næste uge, og som finansministeren har indbudt til. Er der den bevægelighed?

Fru Marianne Jelved.

Hr. Thulesen Dahl må prøve at forstå, at det er regeringen, der forhandler finanslov, og at det er regeringen, der afgør, hvor kompromiserne skal ligge henne, og hvordan de i givet fald skal se ud. Sådan er det. Det er regeringen, jeg går ind for.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Ja, det sidste lærer jeg nok aldrig at forstå, men sådan er det.

Fru Marianne Jelved gør lidt det samme, som statsministeren gjorde i forgårs, nemlig gemmer sig bag folkeskolen i stedet for at tale om mange af de problemer og udfordringer, som Danmark står over for. Det er folkeskolen, der ligesom bliver skubbet frem, og det er i virkeligheden et område, hvor vi sikkert bredt i Folketinget kan blive enige om at det ikke er godt nok.

Men så siger fru Marianne Jelved, at man også gør det på grund af væksten. Og jeg står her med nogle tal fra fru Marianne Jelveds tidligere ministerium, Økonomi- og Erhvervsministeriet, fra perioden 1985-2007, der faktisk viser, at en ændring i niveauet for formel uddannelse ikke betyder særlig meget for den økonomiske vækst. Men der er andre faktorer, som har haft stor betydning: vækst i arbejdsproduktivitet, investering af produktionskapital. Men et højere uddannelsesniveau, som man godt kan synes kan blive bedre, har bare ikke haft særlig stor effekt i den lange periode, heller ikke da fru Marianne Jelved selv sad i regering.

Fru Marianne Jelved.

Det vil jeg gerne studere nærmere, for jeg har altså refereret til en lang række analyser, som kommer både fra vismændene, fra OECD, fra Dansk Industri og fra andre steder, som jeg ikke lige kan huske nu – men det er dem, jeg har noteret her. De dokumenterer klart, at der er en sammenhæng mellem, at der i en virksomhed kommer en akademiker og bliver ansat som medarbejder, og at produktiviteten i virksomheden stiger – ikke kun hos den medarbejder, der kommer, men hos alle medarbejderne i virksomheden. Dermed øges produktiviteten. Og det at øge produktiviteten er faktisk et godt bidrag til vækst.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det kan jo blive spændende at udveksle rapporter. Jeg har bare haft den nøgternhed at tage Økonomi- og Erhvervsministeriets egne tal i stedet for at prøve at se, hvad jeg kunne finde i diverse interesseorganisationer, der måske kunne have andre tillægsdagsordener ud over de mere nøgterne tal.

Nu, hvor vi er ved uddannelse, vil jeg sige, at det jo også hænger sammen med skat. Det er jo faktisk sådan, at hvis man ser det fra et individuelt synspunkt, er Danmark et af de lande i OECD, hvor man får mindst økonomisk ud af det selv ved at uddanne sig. På grund af at skattetrykket er, som det er, får man ikke den store gevinst. Så hvis man virkelig ville gøre noget for, at folk fik en højere uddannelse, fik en bedre uddannelse, skulle man så ikke bare gøre det mere attraktivt at uddanne sig og gennem skattesystemet sørge for, at det kunne betale sig?

Fru Marianne Jelved.

Jo, det synspunkt kan man jo godt have, men vi har nu den opfattelse, at det også handler om at få tilpas med skatteindbetalinger, så vi kan finansiere det velfærdssamfund, vi gerne vil have. Så længe vi har en udgift til velfærdssamfundet, som vi finder rimelig, og den skal finansieres af skatteindtægter, er vi nødt til at have et skatteniveau af en vis størrelse.

Så er det hr. Lars Barfoed.

Jeg har jo med interesse bemærket, at Det Radikale Venstre er medforslagsstiller til et forslag til vedtagelse, der bl.a. indeholder det element, at man skal bekæmpe ulighed. Hvis man vil bekæmpe ulighed, må man vel indføre mere lighed. Nu mener jeg ellers, at Det Radikale Venstre har været fortalere for, at vi skal sænke skatterne for at skabe mere dynamik, for at det kan betale sig at arbejde, gøre en indsats og investere i Danmark. Er det ikke sådan, at fru Marianne Jelved i virkeligheden er mere enig med mig end med de partier, som man nu fremsætter forslag sammen med her i Folketinget, om, at vi skal skabe mere dynamik i samfundet, og at det betyder, at nogle tjener flere penge end andre, men at det gør, at vi alle sammen bliver mere rige og bl.a. andet bedre kan sørge for ordentlige vilkår for de udsatte?

Fru Marianne Jelved.

Jeg mener faktisk helt klart, at det at bekæmpe ulighed er en sag, der i sig selv er vigtig. Det har Det Radikale Venstre faktisk ment siden 1905, hvilket man kan læse i det første program, de har lavet. Vi ønsker at give et løft til den del af befolkningen, som har mindst, og vi prøver at gøre det på en måde, som ikke konflikter med arbejdsmarkedet og andre forhold. Det kan man også se i den skattereform, der er indgået senest, hvor vi har lavet særlige beskæftigelsesfradrag for enlige, så de får mere ud af det, end de fik før.

Hr. Lars Barfoed.

Vil det sige, at Det Radikale Venstre er parat til at øge skatterne i det her samfund? Eller er Det Radikale Venstre parat til at gå videre i den retning, som vi ganske rigtigt gjorde med aftalen i juni, og sænke skatterne i det her samfund? Forholdet er jo det, at når vi sænker skatterne, kan det bedre betale sig at gøre en ekstra indsats. Så er der nogle, der tjener flere penge, og så bliver der mere ulighed. Det giver os mulighed for at gøre mere for dem, der har mest brug for hjælp i det her samfund, og det er vi sådan set enige om at vi skal gøre.

Det er vigtigt, at vi gør en bedre indsats over for de mest udsatte i samfundet, men det forudsætter jo ikke, at vi får mere lighed. Det forudsætter, at der bliver tjent flere penge i samfundet, så vi har bedre råd. Det, at der bliver tjent flere penge, fører som regel til, at nogle bliver rigere end andre, men det kan i virkeligheden i sidste ende være bedre for de svageste. Er fru Marianne Jelved ikke enig i det?

Fru Marianne Jelved.

Jeg synes heller ikke, at vi skal komme alt for langt ud af en tangent. Altså, Det Radikale Venstre har jo ikke noget imod, at der er nogle, der er rigere end andre. De skal bare betale noget mere i skat. Vi er tilhængere af en progression i skattesystemet.

Jeg vil så sige til beroligelse for hr. Lars Barfoed – måske til hans bekymring; det kan jeg ikke helt vurdere – at vi ikke har nogen planer om lige med det første at præsentere flere skattereformer. Nu skal vi have den, der er vedtaget, gennemført, og den trækker set med vores øjne i den rigtige retning.

Så er det hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren for fremlæggelsen. Jeg har et spørgsmål til ordføreren, hvor svaret er fuldstændig afgørende for det videre politiske forløb ikke bare frem til nytår, men i resten af den her regeringsperiode. Nej, det er ikke et spørgsmål om dagpenge. Jeg kender jo ordførerens holdning. Ordføreren er vældig begejstret for en dagpengereform, der kan medføre, at tusindvis af mennesker mister deres forsørgelsesgrundlag. Nej, det er heller ikke et spørgsmål om skattereformen. Det taler jo for sig selv, at ordføreren mener, at det er i overensstemmelse med regeringsgrundlaget, selv om den her skattereform helt klart medfører øget ulighed, fordi det er dem uden for arbejdsmarkedet, der betaler regningen

Nej, det er følgende spørgsmål til ordføreren: Hvad mener ordføreren om en af de markante betingelser, som partiet Venstre stiller for at kunne indgå en finanslovaftale med regeringen, nemlig kravet om, at den lave ydelse, der findes til unge kontanthjælpsmodtagere under 25 år, også skal gælde for unge helt op til 30 år? Er ordføreren positiv over for det? Svarer ordføreren ja til det krav, der kommer fra Venstre?

Fru Marianne Jelved.

Jeg skal lige korrigere hr. Finn Sørensen, hvad angår det med dagpengereformen, og sige, at vi ikke gør det, for at der er tusinder af mennesker, der skal miste deres forsørgelsesgrundlag. Vi gør det, for at der er tusinder af mennesker, der skal komme i arbejde og ud af offentlig forsørgelse. Det er det, der er meningen med den reform.

Med hensyn til spørgsmålet om Venstres forslag om en særlig lav ydelse for en ny gruppe såkaldt unge mennesker, bliver jeg nødt til at gentage, hvad jeg sagde til en tidligere spørger. Jeg kan jo ikke stå her fra Folketingets talerstol og foregribe, hvad finansministeren skal forhandle om med de partier, der gerne vil forhandle finanslov med regeringen. Det kan ikke lade sig gøre. Jeg har været lang tid nok i politik til at vide, at sådan gør man bare ikke. Man kortslutter ikke forhandlinger.

Hr. Finn Sørensen.

Et ikkesvar er jo også en slags svar. Det er jo bekymrende, at man ikke kan tage sig sammen til at afvise det krav, der kommer fra partiet Venstre. Det må jo tages som et tegn på, at man er villig til at forhandle Venstres krav. Så jeg må altså lige minde om, hvad vi taler om. Vi taler om, at unge mennesker under 25 år i kontanthjælp i dag får 6.660 kr. om måneden før skat, mine damer og herrer, før skat. Der må være nogle, der på et tidspunkt har ment, at man kan leve for det beløb, altså betale husleje, købe mad og tøj osv. for sådan et beløb. Efter 6 måneder nedsættes dette beløb til 5.662 kr. om måneden.

Det er vel ikke så svært at give sin holdning til kende. Synes man, at det er rimeligt, at det gælder for unge under 25 år? Det tror jeg ordføreren mener det er, men jeg vil da gerne høre det. Og så vil jeg lige spørge, om det er sådan, at den gruppe mennesker kan købe alting til halv pris, eller hvordan argumentationen nu er. Det er vel heller ikke så svært at svare på følgende: Synes ordføreren, det er rimeligt, som Venstre foreslår, at disse lave satser, som jeg ville kalde fattigdomsydelser, skal udstrækkes til gruppen af unge helt op til 30 år?

Fru Marianne Jelved.

Jeg har jo selv været med til at indføre det system, der gælder i dag. Og der var tanken, og det er den stadig væk, at de unge, som er op til 25 år, enten skal i job eller i uddannelse. Og for ikke at lave en skævvridning i forhold til det valg, så har vi valgt et ydelsesniveau, som minder om SU-niveauet. Det er jo det, andre unge skal leve af, hvis de er under uddannelse i et SU-berettiget uddannelsesforløb.

Så er det hr. Jacob Jensen.

Jeg vil godt i stil med fru Ellen Trane Nørby faktisk af et oprigtigt hjerte rose fru Marianne Jelved for en god og konstruktiv tale. Man kan selvfølgelig altid diskutere nogle af elementerne i det indholdsmæssige, men jeg hørte faktisk ikke nogen nedladende kritik af andre, sådan som det var tilfældet, da Socialdemokraternes ordfører var på talerstolen tidligere på dagen. Så det vil jeg faktisk gerne starte med at kvittere for. Jeg er sådan set også tryg ved, når nu det ikke kan være anderledes i øjeblikket og vi har en rød regering, at Det Radikale Venstre sidder med som det sidste bolværk mod kommunismen i Danmark. Så tak for det, bliv endelig ved med det, så længe regeringsmagten er placeret dér.

Fru Marianne Jelved nævner også i sin ordførertale, at der skal en bred vifte af initiativer til for at bringe os videre ud af krisen, og det er jeg sådan set fuldstændig enig med ordføreren i. Kunne sådan et initiativ også være en reform af kontanthjælpsområdet, som jo faktisk står i regeringens eget program, men som jeg må forstå at statsministeren i hvert fald for nuværende har sat på pause? Kunne fru Marianne Jelved løfte sløret for, hvornår regeringen påtænker at komme med et initiativ på kontanthjælpsområdet, sådan som Venstre har gjort det, så vi måske også der kan finde nogle brede løsninger sammen?

Fru Marianne Jelved.

Jamen det fremgår jo af regeringsgrundlaget, at der forudsættes at blive forhandlet en kontanthjælpsreform på et tidspunkt. Jeg er ikke i stand til at sige, præcis hvornår den kommer, men den kommer selvfølgelig inden for en rimelig tid. Det er det tætteste, jeg kan komme på det.

Men der er jo mange andre initiativer, der skal til, for at vi kan skabe en bedre udvikling i Danmark med flere job, nye virksomheder. Der synes jeg også, man skal være opmærksom på, at hele innovationsstrategien er central, som jeg var inde på i min tale. Det er vigtigt i sig selv med en kontanthjælpsreform, men det er jo ikke kun det, der løser problemerne. Vi skal se bredere på det, og der er flere veje, der skal gås.

Hr. Jacob Jensen.

Jeg har selvfølgelig forståelse for, at fru Jelved ikke kan udtale sig om, hvordan regeringen har tænkt sig at gøre det. Men lad mig så spørge, hvordan De Radikale ser på det som parti. Nu står fru Jelved jo som ordfører for De Radikale og ikke nødvendigvis som ordfører for regeringen – det må statsministeren håndtere senere på dagen. Hvordan ser De Radikale på nødvendigheden af, at vi skal have en kontanthjælpsreform, og herunder også på nogle af de forslag i Venstres udspil, som er lagt frem? Vi vil virkelig gerne arbejde med det her område og også meget gerne i samarbejde med regeringen, for vi kan jo se, at det netop står i regeringens program, og så vil vi sådan set bare være konstruktive ved at række hånden ud, også på det her område, eventuelt i forbindelse med en finanslovaftale – eller en særskilt aftale, det skal ikke komme an på det. Men hvordan ser fru Marianne Jelved som radikal vigtigheden af, at der kommer en kontanthjælpsreform, jo hurtigere jo bedre?

Fru Marianne Jelved.

Jeg betragter det som vigtigt, det gør jeg absolut. Jeg synes, der er en fordel ved, og det jo også sådan, regeringen har gjort det, at få så mange af reformerne som muligt igennem relativt tidligt i en valgperiode, sådan at vi også bliver i stand til at drage nytte af de reformer, få glæde af deres effekt på vores adfærd og på den måde, vi kan indrette os mere hensigtsmæssigt på. Det er rigtig vigtigt, at vi får gjort det i den første del af valgperioden.

Fru Pia Kjærsgaard.

Tak. Nu må man jo konstatere, og det har man også kunnet her i dag, at Det Radikale Venstre har en relativt stor indflydelse på den regering, de er medlem af. Det har vi hørt i forbindelse med en midlertidig forlængelse af dagpengeperioden osv., hvor vi har en klar opfattelse af, at det er De Radikale, der i den grad modsætter sig, og det synes vi jo i Dansk Folkeparti er beklageligt.

Men jeg vil gå lidt over i anden boldgade, for jeg vil godt høre, hvor meget Det Radikale Venstre har tænkt sig at intensivere samarbejdet i regeringen på det værdipolitiske område. Vi bemærkede i Dansk Folkeparti, at man på det radikale landsmøde her for nylig vedtog en resolution, som sagde, at dannebrog, vores flag, ikke længere havde forrang eller var en særrettighed, så man kunne hejse dannebrog, når man ville, mens det for andre landes flag har været sådan, at dem har man også kunnet hejse, men der skulle søges om det. Nu skal det bare være ens. Nu er der altså efter vores opfattelse en meget stor forringelse, en forfladigelse i forhold til de ting. Det var en af de mange resolutioner, som Det Radikale Venstre vedtog, og jeg skal bare høre, om det er noget, man vil gå videre med i regeringssamarbejdet. Jeg synes, det vil være dybt beklageligt, men jeg vil høre, om det bare er en resolution – hvad jeg synes er skidt nok – som er blevet vedtaget på det radikale landsmøde, eller om det er noget, man vil gå videre med i regeringssammenhæng.

Fru Marianne Jelved.

Vi forhandler jo ikke et nyt regeringsgrundlag her midt i en valgperiode, så vidt jeg ved. Så det må vente til det rette tidspunkt, hvor der foregår forhandlinger af den karakter.

Men jeg skal lige tilføje, bare for at berolige rundtomkring i de små hjem og fru Pia Kjærsgaard ikke mindst, at jeg tror, at mindst 95 pct. af de mennesker, der bor i Danmark, er pæredanskere. Og det er dem, der vil hejse dannebrog, og det vil altså dominere overalt, hvor vi vil se hen. Så dannebrog bliver ikke usynlig, og dannebrog får ikke nogen lavere prestige eller status, end det har allerede. Det er vores flag, det er Danmarks flag, det er danskernes fædrelands flag. Hvis der så bor en svensker, der også gerne vil have lov at hejse sit flag ved sit sommerhus, eller en tysker, så synes jeg ærlig talt ikke, det gør så meget, at de også gør det.

Fru Pia Kjærsgaard.

Nej, men altså, en ting er, at fru Marianne Jelved ikke synes, det gør så meget, og taler varmt om dannebrog, og at dannebrog ikke får en lavere prestige. Noget andet er: Jo, det synes jeg dannebrog gør med den resolution, som Det Radikale Venstre har vedtaget på deres landsmøde – i allerhøjeste grad. For dannebrog har ikke længere forret, har ikke længere en særstatus, sådan at vi naturligvis bare kan hejse dannebrog. Nu er det andre landes flag, man bare kan hejse rundtomkring, og der synes jeg virkelig, at dannebrog får en lavere prestige.

Det er rigtigt, at man ikke laver nyt regeringsgrundlag midt i en valgperiode, men man har jo set meget fra Det Radikale Venstre, som man kan få igennem efterfølgende.

Jeg vil godt lige nå et nyt spørgsmål så, hvor jeg også synes Det Radikale Venstre er helt ude på et sidespor. Altså, alt det her med, at nu skal man nærmest fire mennesker kunne indgå et ægteskab – eller er det kun tre, eller er det fire? – er simpelt hen grotesk. Det er groteske ting, man hører fra Det Radikale Venstre, og jeg synes bare, det skal mere frem i lyset, for Det Radikale Venstre er regeringsparti og har ganske stor indflydelse på Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Og jeg må sige, at jeg synes, det er nogle meget, meget vidtrækkende ting, Det Radikale Venstre kommer med på de områder, som jeg og Dansk Folkeparti synes er så væsentlige for Danmark. Men jeg vil godt høre: Hvor mange skal man kunne indgå ægteskab? Hvor mange skal man bare kunne leve sammen? Altså, hvordan skal det i det hele taget være, har man gjort sig tanker om det i Det Radikale Venstre?

Fru Marianne Jelved.

Det er jo ikke noget, vi har vedtaget. Det er ikke vedtaget på Det Radikale Venstres landsmøde. Det er overvejelser, vi har gjort os, og vi er så frimodige at delagtiggøre omverdenen i de overvejelser, vi gør os. Det drejer sig om børn og børns ret til at have deres forældre. Og det er jo i særdeleshed for homoseksuelle par, at det her vil være aktuelt. Men det er jo ikke noget, vi har på tapetet, det er ikke noget, vi skal lovgive om på nuværende tidspunkt, eller noget, vi har tænkt os at få ind i regeringens programmer.

Hr. Joachim B. Olsen.

Mange tak. Jeg kunne også godt tænke mig at spørge fru Marianne Jelved om det her med lighed. Hvis man ser på udviklingen i uligheden gennem de sidste 30 år, vil man opdage, at den stort set har været uændret, specielt når man kigger på den gruppe, som det er mest relevant at tale for. Det er nemlig de ca. 30-60-årige, fordi de unge er i uddannelse, hvorfor de har en selvvalgt lav indkomst, og de ældre trækker sig ud af arbejdsmarkedet og får en selvvalgt lavere indkomst.

Ville det ikke være en idé i at fokusere en lille smule mindre på det her med lighed, hvis konsekvensen af at gøre det ville være, at vi blev et rigere land, altså at vi fik en større økonomisk vækst, når vi sænkede skatterne og det bedre kunne betale sig at arbejde? For sandheden er jo den, at det danske velfærdssamfund i international sammenhæng ikke længere er så unikt.

Altså, en gennemsnitlig tysker, en gennemsnitlig englænder og en gennemsnitlig hollænder får alle sammen mere velfærd end en dansker, når man tager den private velfærd og den offentlige velfærd og lægger dem sammen. Da vores største problem er en meget lav økonomisk vækst, vil det så ikke være en god idé at gå en lille smule på kompromis med ligheden for at få et rigere samfund og nogle danskere, som bliver mere velstående?

Fru Marianne Jelved.

Vi har jo ændret på skattesystemet på en sådan måde, at det skal give flere lyst til at arbejde mere og give den en ekstra skalle. Og det er jo bl.a. for at bidrage til at få en tilpas stor arbejdsstyrke og en tilpas stor arbejdsmængde, fordi det er den, vi lever af. Så vi har jo brugt skatteincitamentet på nuværende tidspunkt. Men der er ikke planer om, at vi skal fortsætte nu med flere skattereformer. Nu skal den her jo indfases og virke i første omgang.

Som jeg har sagt før, har vi jo ikke noget imod, at nogle mennesker tjener flere penge end andre mennesker. Men vi vil meget gerne sikre, at vi ikke har en egentlig fattigdomsfælde på den ene eller den anden måde i det danske samfund, og derfor kerer vi os også om de laveste indkomster.

Hr. Joachim B. Olsen.

Jamen det er der jo heller ikke nogen der ønsker at vi har. Det, jeg spørger ind til, er det, som er Danmarks egentlige udfordring, nemlig en lav økonomisk vækst, hvad jeg også tror fru Marianne Jelved erkender. Det var også en udfordring, før der kom en finanskrise, som blev til en gældskrise osv. Det har været Danmarks udfordring i meget lang tid. Jeg tror også, fru Marianne Jelved vil være enig med mig i, at det at have lavere skatter og have et lavere skattetryk i Danmark vil være med til – især på sigt – at generere større økonomisk vækst og gøre Danmark til et mere velstående land. For vi sakker altså bagud i forhold til nabolandene.

Vil det så ikke, sådan helt rationelt set – det er ikke engang et spørgsmål om ideologi – være en god idé at gå på kompromis med målet om økonomisk lighed i samfundet for at få et mere velstående samfund?

Fru Marianne Jelved.

Jamen jeg tror egentlig ikke, at det, som hr. Joachim B. Olsen med sit ræsonnement lige har gjort rede for, er så entydigt. Hvis vi ser på de nordiske lande, vil vi vide, at de jo alle sammen er karakteriseret ved et velfærdssamfund, som er offentligt finansieret, og som er stort. Vi ligner hinanden på rigtig mange punkter i de fem nordiske lande. Og hvis vi tager de tre skandinaviske lande, kan vi se, at de i hvert fald ligger sådan meget parallelt med hinanden.

Sådan som jeg husker det – men jeg kan tage fejl – er væksten højere i Norge og Sverige, end den er i Danmark. Og Danmark har i ret mange år, som hr. Joachim B. Olsen også selv gør opmærksom på, haft en lavere vækst, end sammenlignelige lande omkring os har. Og det tror jeg bare vi skal interessere os noget mere for, så vi kan få lidt mere ud af den type diskussioner. For det er interessant at undersøge, hvorfor vi hænger bagefter de andre på det område.

Men i sit program har regeringen jo sat fokus på innovation og på alle de elementer, som vi ved kan påvirke væksten. Det eneste, vi ikke har gjort, er at øge uligheden.

Så er det fru Tina Nedergaard.

Nej, jo alene af den grund, at hvis der er færre, der tjener meget, bliver vi lige.

Men fru Marianne Jelved har jo aldrig skruet sig op i helt så skingert et leje, når det gjaldt praktikpladserne, som kollegaerne i regeringen, S og SF, der på det tidspunkt, hvor der var 7.000, der manglede en praktikplads, kaldte det katastrofalt, og at vi risikerede at tabe en hel generation. Siden fru Helle Thorning-Schmidt blev statsminister, er antallet af unge i køen af praktikpladssøgende øget med 25 pct., og det er selvfølgelig udtryk for, at der er en generel afmatning i virksomhederne. Det er jo det samme, vi ser, når der bliver flere ledige, nemlig at vi så har en udfordring med at skabe praktikpladser. Jeg ønsker ikke at være polemisk. Det er et meget stort og vanskeligt problem, og det ved jeg at fru Marianne Jelved kan genkende, da hun jo tidligere også samarbejdede med V og K om at skabe praktikpladser.

Men det, jeg skal spørge til, er, hvordan fru Marianne Jelved kan gå med til, at man netop i den her tid agter at lave en finansieringsomlægning, der betyder, at det tilskud, som virksomhederne i dag får til at få elever, nemlig på 70.000 kr. pr. elev, skal laves om til, at de penge tager man fra virksomhederne og giver til skolepraktiksystemet, når det er de rigtige praktikpladser, vi ved, der giver den bedste effekt. Håndværksrådet påpeger, at i deres område vil det betyde flere tusind færre praktikpladser. Så det er simpelt hen den mekanisme, jeg spørger ind til, snarere end at være retorisk i forhold til, at der 25 pct. flere unge, der mangler en praktikplads nu end tidligere.

Ordføreren.

Alle tre partier i regeringen – og dermed også regeringen – er jo enige med fru Tina Nedergaard og alle andre i, at det er et meget stort problem, at vi ikke har de praktikpladser, der skal bruges. Vi har jo prøvet mange forskellige incitamenter, belønninger osv., for at få skaffet praktikpladser, men det er endnu ikke lykkedes for os at skaffe dem, der var brug for. Derfor synes jeg ikke, at man kan fortænke regeringen i at prøve nye veje for at se, om vi kan finde en anden måde eller en tredje eller en fjerde måde at skaffe de praktikpladser på. For det er et problem, der skal løses.

Fru Tina Nedergaard.

Jeg forstår det simpelt hen ikke, og det er virkelig af dybfølt, ægte interesse, at jeg gerne vil høre Det Radikale Venstres holdning til det her. For når Det Radikale Venstre i høj grad har arbejdet for, at der skulle være vekseluddannelsesprincip og praktik i de videregående uddannelser, som uddannelsesministeren bl.a. har foreslået, undrer jeg mig virkelig meget over, at man ad bagvejen faktisk kan være med til at fjerne vekseluddannelsesprincippet i forhold til vores erhvervsuddannelseselever, når man tager penge fra virksomhederne, som de ellers får i dag for at tage unge mennesker ind i deres virksomhed, og konverterer det til at give tilskud til skolerne. Det er simpelt hen det, jeg ikke forstår. Det skaber jo ikke flere praktikpladser, og det er dyrere for samfundet at have eleverne i skolen end ude i virksomhederne. For der er de jo produktive og vil være med til at skabe en større produktion og dermed omsætning i det danske samfund.

Når Håndværksrådet, som er organisation for de virksomheder, der tager allerflest elever, advarer kraftigt imod det, forstår jeg ikke, at man ikke reflekterer en ekstra gang, og jeg vil virkelig bede om, at man gør det i forbindelse med finanslovforhandlingerne, nemlig genovervejer, om det er en god vej at betræde, når vi mangler 11.000 praktikpladser.

Fru Marianne Jelved.

Jeg er overbevist om, at børne- og undervisningsministeren vil forhandle med partierne om praktikpladserne og løsningen på det problem, og der går jeg ud fra at Venstre også deltager. Så derfor bliver hele sagen jo taget op, og den er ikke til at forhandle her i denne stund.

Så er det hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, hr. formand. Jeg vil egentlig gerne vende tilbage til det her med de værdipolitiske spørgsmål, for det synes jeg at ordføreren kom lidt for let om ved. Vi har jo i den seneste tid kunnet opleve, at man fra Det Radikale Venstres side er kommet med en række værdipolitiske tiltag. Bl.a. har man diskuteret, at man vil gå ind for, at flerkoneri og »flermanderi« skal være tilladt i Danmark, altså et ægteskab bestående af f.eks. tre eller fire personer. Man har også fra De Radikales side foreslået, at vi skal have kønsneutrale cpr-numre og pas, og vi skal også diskutere det med de kønsneutrale børnehaver. Vi skal have folkekirken ud af grundloven, det ved vi godt, og vi har også set, at nogle fra Det Radikale Venstre ikke synes, at vi skal respektere kongefamilien.

Så synes jeg måske, at ordføreren i stedet for at vige udenom skulle prøve at reflektere lidt over, hvorfor man i Det Radikale Venstre egentlig synes, at det er så utrolig vigtigt politisk at bruge tid på at debattere sådan nogle relativt underlige ting frem for at koncentrere sig om nogle af de udfordringer, som vi har i Danmark, og som i hvert fald i Dansk Folkepartis optik er af ganske betragtelig større relevans, nemlig at vi jo har beskæftigelse, uddannelse og integration og alle mulige andre ting, som banker på døren og er langt, langt mere vigtige.

Fru Marianne Jelved.

Altså, når nu der er nogle mennesker, selv om det er et meget lille mindretal, der oplever, at der er et problem, når de har en seksuel orientering, som måske er svær for os andre at sætte os ind i, så lytter vi til dem. Alle, der mener, at de har et problem i det danske samfund, vil Radikale Venstre gerne lytte til, og vi vil gerne prøve at tage hensyn til de meget små mindretal, der har nogle særlige ønsker og særlige behov, hvis det er muligt at gøre det.

Så vil jeg lige understrege, at jeg ikke ved noget af, at Radikale Venstre – og jeg er trods alt med i det – har stillet forslag om, at man skal kunne have flere koner, og at man skal have kønsneutrale børnehaver. Det har jeg dog ikke hørt noget om. Det må hr. Hans Kristian Skibby have misforstået.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg vil nu vove den påstand, at det må være De Radikale, der har misforstået noget, for det har altså været ude i dagspressen, at man fra De Radikales side ønskede en diskussion om det her med, at der i Danmark kunne indgås ægteskaber bestående af mere end to personer. Det findes faktisk både elektronisk og i trykte medier inden for den senere tid. Jeg tror, at det var fru Sofie Carsten Nielsen, som var ude med budskaberne.

Det er da fair nok, at man vil drøfte de her ting. Det, der bare undrer os i Dansk Folkeparti, er jo, at man så bruger så store ressourcer på at lade de medlemmer, man har i Folketinget, sidde og pindehugge i sådan nogle værdipolitiske ting, tiltag, som egentlig hører til lidt langt ude på Kong Volmers mark set i forhold til, hvad jeg synes der måske burde være noget, man skulle bruge sin tid på. Jeg synes, at vi skal have stor respekt for minoriteter, også folk, der er af en anden seksuel observans osv., men der er et stykke derfra og til at begynde at begynde at gå på kompromis med hele det værdigrundlag, vi har i Danmark, bl.a. med hensyn til at et ægteskab jo – og sådan er det da i de fleste lande – finder sted mellem to personer og ikke tre, fire eller fem.

Fru Marianne Jelved.

Jeg synes sådan set, at partierne er i deres gode ret til at prioritere deres tid, deres arbejdskraft osv., som de vil. Jeg fornøjer mig f.eks. i den her tid med, at det er anden gang i rigtig mange år, at vi ikke skal diskutere udlændingepolitik, samtidig med at vi forhandler finanslov. Det er dog en stor glæde.

Så er det fru Stine Brix, og hun er den sidste i denne omgang med spørgsmål.

Jeg kan jo starte med at sige, at jeg deler den glæde, som fru Marianne Jelved lige har givet udtryk for. Men der er en anden ting, som jeg er mindre glad for, og det er, at jeg i går så, at regeringen har indgået en aftale med V og K om en ny offentlighedslov. Der er jo en række eksperter og journalister, som har sagt, at den nye offentlighedslov, som der bliver lagt op til, vil indskrænke muligheden for at kigge ministre efter i sømmene og vil begrænse journalisters mulighed for at søge aktindsigt. Bl.a. peger man på, at det vil være vanskeligt at få aktindsigt i den type dokumenter, som under den forhenværende regering bl.a. var med til at afsløre overbetaling af privathospitaler og magtmisbrug i Beskæftigelsesministeriet.

Så jeg vil gerne høre fru Marianne Jelved, om hun deler min bekymring over, at man på den her måde indskrænker pressens mulighed for at kunne arbejde, så det bliver vanskeligere for offentligheden at følge med i, hvordan magten forvalter det, at den har magt. Jeg vil gerne høre om baggrunden for, at man nu har lavet den her nye offentlighedslov, og om det ikke var en idé at gå i den modsatte retning og i stedet for at lukke tættere omkring magten så åbne op for, at medierne får bedre mulighed for at kigge ministre over skulderen.

Fru Marianne Jelved.

Jeg synes faktisk, at der er nogle plusser i det resultat, der nu er lagt frem om ændringer af offentlighedsloven. Det vil blive nemmere at søge om aktindsigt. Man kan søge akter, som har med et bestemt tema at gøre, f.eks. forhandlinger med regionerne om priser på privathospitaler. Det er et tema, man kan søge på, og så skal både regioner og privathospitaler og de ministerier, der i givet fald har været involveret i det, svare. Der, hvor der er lagt begrænsninger ind, er, når man siger, at ministeren har brug for at kunne have forhandlinger med andre ministre, med ordførere om lovforberedelse, og det synes jeg sådan set er rimeligt, det må jeg indrømme.

Fru Stine Brix.

Jeg synes helt klart, at der er nogle forbedringer i det aftaleudkast, der ligger, men der er også nogle meget alvorlige indskrænkninger af de nuværende regler. Eksemplet fra tidligere med, at man kunne få aktindsigt i dokumenter mellem en styrelse og en minister, var jo med til at vise, at en tidligere minister brugte sin position til at udøve magtmisbrug. Den type dokumenter vil det være vanskeligt at få aktindsigt i fremover.

Jeg er med på, at der på den ene side er et hensyn til, at ministeren skal kunne arbejde, men der er jo også på den anden side et hensyn til, at offentligheden kan få kendskab til magtmisbrug.

Så mit spørgsmål er sådan set ikke, om det i den her sammenhæng er tippet for meget over mod det første hensyn, men om vi ikke skulle gå mere i retning af, hvad de andre nordiske lande gør, nemlig åbne op frem for at lukke ned omkring magten.

Fru Marianne Jelved.

Jeg synes samlet set, at der er forbedringer i den offentlighedslov, der er lagt frem nu, og så må vi jo gøre os nogle erfaringer med det og se, om det virker hensigtsmæssigt. Det må vi give en periode af en vis længde. Det er det bedste svar, jeg kan give nu, for det er færdigforhandlet, og derfor nytter det ikke noget, at jeg står og siger, at vi kan tage det op igen, for det kan vi ikke.

Så siger vi tak til fru Marianne Jelved, Det Radikale Venstre, og går videre til den næste ordfører i debatten, og det er hr. Jesper Petersen for Socialistisk Folkeparti.

Regeringen tager hul på sit andet leveår i en tid, der stadig er præget af økonomisk krise. Arbejdsløshed og økonomisk usikkerhed er de vigtigste emner over middagsbordene både herhjemme og i de lande, der omgiver os. Regeringens fornemste opgave er at få Danmark sikkert igennem krisen. Den er ikke slut endnu, som en tidligere statsminister ellers påstod. Vi skal komme styrket ud på den anden side med et solidarisk velfærdssamfund og vores unikke arbejdsmarkedsmodel i behold, med social tryghed, med styr på økonomien og med flere arbejdspladser til ordentlige lønninger.

Vi er heldigvis i fuld gang, og der er mange eksempler på, hvordan regeringen sætter handling bag vores fælles værdier om humanisme, globalt udsyn, bæredygtighed og social fairness. Det er lige fra adgang til flere kurser til ufaglærte ledige til vielse af homoseksuelle i folkekirken, fra energiforlig med massiv udbygning af den vedvarende energi til kickstart og til en markant indsats mod trykket på danske løn- og arbejdsvilkår.

Danmark er inde på en ny kurs, men SF havde alligevel gjort sig selv en tjeneste ved at være mere klar i mælet om, hvad valgresultatet gav af muligheder. Vi gik til valg med udgangspunkt i, at vi stod historisk stærkt på venstrefløjen, men med 9 pct. af stemmerne og i en mindretalsregering kommer man ikke udenom, at regeringsvejen er brolagt med lige dele indflydelse og kompromiser tillagt en krisetids hårde prioriteringer. Dem tager vi på os. Vi vil måle vores succes op mod den kurs, som højrefløjen førte landet ud ad. Er det lykkedes at skabe fremskridt og trække Danmark til venstre? Gør regeringen en forskel for de mennesker og det miljø, vi slås for? Ja, for pokker, hver dag. Vi er nået langt på bare et år, men vi er langtfra færdige med at forandre Danmark.

For os er retningen klar. For det første ønsker vi et Danmark med reelt lige muligheder for alle. Det er ikke noget, man klarer med en enkelt lov, men gennem en lang, sej forandringskamp med fokus på, at flere får en uddannelse, at vi får mere lighed i sundhed og mange andre ting. For det andet arbejder regeringen konstant på, at der bliver skabt nye arbejdspladser. Der skal turbo på den grønne omstilling og bedre uddannelse, så vi står stærkere i konkurrencen med udlandet. For det tredje har vi en vigtig opgave i at rydde godt og grundigt op efter finanskrisen, både i ubalancen mellem indtægter og udgifter, de politiske fejlbeslutninger, der blev truffet herhjemme, og i den spekulationsbølge, der var en bombe under hele nationer.

Regeringen forbereder et løft af folkeskolen. Det er der god grund til. Hvad enten man ser på, hvad eleverne kan, eller på, hvor mange af en årgang der får en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, rutsjer Danmark baglæns i sammenligning med andre lande. Det er uholdbart. Hvis vi skal klare os i fremtiden og give vores børn og unge lige muligheder i livet, skal langt flere godt igennem uddannelsessystemet. Det starter i folkeskolen. Hvis børnene bliver dygtigere til at læse, skrive og regne i de tidlige skoleår, bliver det også nemmere at lære i andre fag. Hvis de trives og får motion og mødes af dygtige lærere, kan alle få mere ud af skolen, end de gør i dag – og det er på alle niveauer.

Danmark er et af de lande, der bruger flest penge på folkeskolen pr. elev. Det skal vi selvfølgelig blive ved med, men vi skal også bruge dem bedre, så de kommer til større gavn for flere børn. Omkring 20 pct. af børnene forlader folkeskolen uden at kunne læse ordentligt, og det er dobbelt så mange blandt de tosprogede elever. Det kan vi ikke være bekendt. Folkeskolereformen skal give alle elever et fagligt løft, og hvis den danske Emil skal klare sig på arbejdsmarkedet om nogle år, skal han rustes endnu bedre allerede i folkeskolen.

Danmark har mistet rigtig mange arbejdspladser under krisen. 190.000 private job er gået tabt. Det svarer til, som også tidligere nævnt, at hr. Lars Løkke Rasmussen, den tidligere statsminister, tabte omkring 130 job hver dag i sin regeringsperiode, også om søndagen. Regeringen har stoppet blødningen. Med nye investeringer og tiltag holder vi hånden under 21.000 job næste år. Men det er klart, at mange ledige stadig er nervøse for, om det lykkedes for dem at finde et nyt arbejde. Det gælder ikke mindst de danskere, som efter nytår risikerer at falde ud af dagpengesystemet på grund af dagpengereformen.

Jeg er bekymret på vegne af de ledige, og regeringen kerer sig om dem. Vi skaber nye arbejdspladser. Vi investerer i opkvalificering og uddannelse til ledige, og vi har lavet en vigtig akutpakke, der tilbyder en særlig hjælp til dem, som har under et halvt år tilbage i dagpengesystemet, med flere rettigheder, jobrotation og andre ting, der hjælper den enkelte ledige. Nu er det op til a-kasserne, kommunerne, fagforeningerne og virksomhederne at sørge for at få den omsat til resultater.

I de glade 00'er steg lønningerne mere, end en svækket produktivitetsudvikling kunne bære, og Danmarks konkurrenceevne styrtdykkede. Det kostede arbejdspladser, og det skete på Venstres vagt. De seneste år er der så indgået ansvarlige overenskomster, men åbenbart ikke nok til at tilfredsstille Venstres formand, der i pressen nu omtales som Lars Løntrykker, der sammen med Dansk Folkeparti fremsætter forslag, der knægter lønmodtagernes mulighed for at kæmpe for deres egne rettigheder, på trods af at de tager medansvar på samme tid og har krav på at kunne blive ved med at slås for egne rettigheder.

I et uskønt parløb kaster oppositionens sande akse sig ud i et ideologisk opgør med lønmodtagernes arbejds- og lønvilkår: Slut med ordnede løn- og arbejdsforhold, bare fordi du arbejder i Danmark. Slut med, at arbejde er en sikkerhed mod fattigdom. Ifølge en lang række eksperter vil Venstre og Dansk Folkepartis forslag om at fjerne konfliktretten åbne for østeuropæiske løn- og arbejdsvilkår i Danmark, men det får ikke Venstre til at ændre kurs, måske fordi løntrykkeriet er selve formålet.

Vi ser selvfølgelig anderledes på den sag i SF, først og fremmest fordi vi ikke ønsker sultelønninger i Danmark, men også fordi svækkelsen af den danske arbejdsmarkedsmodel, stabiliteten og de velordnede forhold, jo netop vil svække og ikke styrke Danmarks konkurrenceevne.

Regeringen ser bredt på begrebet konkurrenceevne. Vi forfalder ikke til løntrykkeri, og vi har allerede på et år sat gang i mange nye initiativer. Tag f.eks. det investeringsvindue, der er i skattereformen, og som kommer til at fremrykke private investeringer i 2012 og 2013, her og nu til gavn for beskæftigelsen, men permanent også til gavn for produktiviteten i virksomhederne. Der er bedre lånemuligheder og udvidelse af eksportstøtteordningen til gavn for mange små og mellemstore virksomheder. Vi afsætter 600 mio. kr. til efteruddannelse til ledige ufaglærte og 2,9 mia. kr. til bl.a. flere studiepladser på videregående uddannelser, så vi får mere værdi ud af en arbejdstime lagt i en dansk virksomhed. Og ja, hvis Venstre og Konservative vitterlig har fortrudt den fedtskat, de selv indførte, så står vi såmænd klar med et forslag til at få den afskaffet sammen med den omdiskuterede sukkerafgift, som Venstre jo kritiserer, men som de ikke foreslår finansiering til at komme af med.

Vi investerer også i infrastruktur og forsvarer vores arbejdsmarkedsmodel trods presset fra de borgerlige partier.

I hele diskussionen om konkurrenceevne og holdbar økonomi er ressourcernes betydning stadig groft undervurderet. Priserne på vigtige ressourcer er de sidste 10 år steget lige så meget, som de faldt i løbet af de foregående 100 år. Det påvirker naturligvis dansk erhvervsliv – fra vindmølleproducenter til landbrug. De virksomheder og de lande, som er i stand til at få mere ud af mindre, og som udnytter ressourcerne effektivt, har fat i den lange ende. Så når regeringen sætter turbo på omstilling til en grøn økonomi, handler det altså ikke kun om hensynet til naturen og jordens klima – det er ellers nok. Det handler også om, at Danmark skal ruste sig til konkurrencen på morgendagens verdensmarked.

Jeg indledte talen med en reference til regeringens 1-års-fødselsdag, men det er jo ikke det eneste jubilæum, vi kan fejre. Det er også 1 år siden, som det er kommet frem, at Venstres formand gik på talerstolen her under åbningsdebatten og blandede sig. Jeg synes egentlig, det er en skam, at det er så sjældent, ikke mindst fordi det det sidste år på mange måder har været svært at få klarhed over, hvad Venstres politik egentlig er. Og når der en sjælden gang er kommet noget, er det så underligt usammenhængende – som nu f.eks. Venstres finanslovudspil, hvor der mangler 3 mia. kr. i forhold til det, man selv siger, og hvor man vil øge underskuddet i stedet for at mindske det. Det kan vi måske også få lidt klarhed over i dag.

Jeg ser frem til både den fortsatte debat og en ny sæson med fremskridt, som regeringen har taget hul på, men hvor meget mere er i vente.

Tak til SF's ordfører. Der er en række korte bemærkninger fra Ellen Trane Nørby, Per Clausen, Lars Barfoed, Ole Birk Olesen, Peter Skaarup, Kristian Jensen, Kim Christiansen, Henning Hyllested, Erling Bonnesen, Stine Brix, Merete Riisager og Esben Lunde Larsen. Jeg håber, vi kan nå de første 10 eller 11, så jeg giver først ordet til fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Man kan jo godt høre, at hr. Jesper Petersen har glemt lidt af, hvordan historien egentlig så ud: at den gæld, vi overtog efter Nyrupregeringen, var på 268 mia. kr., som var forvandlet til et overskud på 92 mia. kr., da finanskrisen ramte Danmark, hvad der netop gjorde, at vi kunne stå godt imod, dengang krisen ruskede og rasede. Jeg ved godt, at hr. Jesper Petersen gerne vil beskylde Venstre for, at det var os, der var skyld i, at der kom en finansiel krise, men skal vi nu ikke holde debatten på et niveau, hvor vi anerkender, at den finanskrise, som ramte Danmark, ramte alle andre lande i Europa tilsvarende hårdt? Vi tog faktisk en meget offensiv tilgang til krisen, udbetalte SP-penge, fremrykkede offentlige investeringer, lavede energiforbedringsordninger, som alt sammen var med til at holde hånden under beskæftigelsen. Det tror jeg hører med til den historieskrivning, som jeg tror hr. Jesper Petersen lidt forfalskede i sit indlæg.

Jeg kan forstå, at hr. Jesper Petersen mener, at det går så godt, og at man holder hånden under arbejdspladserne. Derfor vil jeg blot høre: Når Finansministeriet vurderer, at op til 15.000-20.000 arbejdspladser går tabt, når regeringen afskaffer boligjobordningen, når regeringen afskaffer nettomålerordningen, når regeringen afskaffer energiforbedringsordningen, så går det jo ikke kun ud over job, det går også ud over praktikpladser. Hvordan harmonerer det lige med de flotte ord, som hr. Jesper Petersen står og fører sig frem med nu, og hvad er svaret til de mange danskere, der står til at miste deres arbejde eller deres praktikplads på grund af regeringens aktive valg?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at man traf de rigtige økonomiske valg i 00'erne. Med alt, hvad der handlede om offentlige investeringer, skulle man trækkes til truget. Det var langt lettere, når der skulle deles skattelettelser ud. Nu kommer så regningen for mange af dem. I de her år er det jo sådan, at af de skattestigninger, der kan mærkes derude, og som Venstre er meget optaget af, er 95 pct. af dem fra de sidste 3 år, fra 2010 til 2013, altså nogle, man kan henføre til Venstres og Konservatives regeringstid. Det synes jeg man skylder at stå ved. Det har der ikke været meget vilje til.

Jeg vil egentlig tage afstand fra bemærkningen om, at jeg står og siger, at det går så godt. Jeg synes, regeringen laver mange vigtige tiltag og mange forbedringer, men det er klart, at vi er udfordret, der er for mange ledige. Jeg synes, vi prøver på at tage skeen i den anden hånd, for konkurrenceevnen styrtdykkede, mens Venstre og Konservative var ved magten. Det er tiltag, der både handler om økonomi og også om uddannelse. Vi gør det, der skal til, for at produktiviteten, lønningerne, omkostningerne kan følges ad på en fornuftig måde. Vi afskaffer ikke nettomålerordningen, det ved jeg ikke hvor fru Ellen Trane Nørby har fra. Der er lavet et energiforlig, hvori vi har en aftale om at skulle se på den igen, men der er ikke tale om nogen afskaffelse. Når det handler om praktikpladser, er der sat en række initiativer i værk, der gør, at flere får en praktikplads.

Så jeg synes, at på de punkter, som fru Ellen Trane Nørby hiver frem, er der egentlig ikke så meget at komme efter for nu at citere en tidligere statsminister, men prøv igen.

Ellen Trane Nørby.

Og taletiden er 1 minut for både spørger og ordfører.

Tak. Man må jo bare konstatere, at ligegyldig hvad hr. Jesper Petersen har af historieskrivning, så er det jo sådan, at VK-regeringen afbetalte den danske gæld hurtigere end forudsat af SR-regeringen. Samtidig stod SF og ville ikke tage ansvar for nogen reformer og sagde: Brug løs, brug løs af pengene! Hvis vi havde lyttet til SF op igennem 00'erne, havde der ikke været nogen penge at stå imod med, dengang finanskrisen ramte Danmark. SF sagde bare: Afsæt 5 mia. kr. til at sætte lønningerne op – brug løs! Men det var sådan set vores mådehold, der gjorde, at vi kunne stå godt, da krisen ramte, og det hører jo med til det billede.

Så kan jeg forstå, at hr. Jesper Petersen helt har glemt, at fedtskatten var noget, som SF stemte for, og som de sågar også i deres eget udspil ville have skulle have et højere afgiftsniveau end det, VK-regeringen lagde op til. Jeg kan da kun glæde mig over, at SF nu gerne vil være med til at finansiere en afskaffelse af det, men det fremgår så bare ikke af regeringens finanslovforslag. Det samme gør boligjobordningen heller ikke. Dansk Byggeri har vurderet, at det her kan koste rigtig mange praktikpladser til danske unge. Hvorfor er det, når hr. Jesper Petersen siger, der er behov for at gøre noget, at man så vil afskaffe boligjobordningen, som holder hånden under danske arbejdspladser, som sikrer danske arbejdspladser, og som sikrer praktikpladser?

Ordføreren.

Angående fedtskat var det, jeg kommenterede, at Venstre har haft en tendens til at glemme, at det var dem selv, der stod bag den. For nylig måtte man også trække en pressemeddelelse tilbage, fordi man var kommet til at beskylde os for at indføre den, selv om det egentlig var Venstre selv. Det var det, der skete. Vi har lagt forslag frem til, hvordan vi kan finansiere en afskaffelse af fedt- og sukkerafgiften, og vi diskuterer fortsat gerne med Venstre om, hvordan det kan lade sig gøre. Når Venstre så selv fremsætter forslag, er faktum jo bare, at man nøjes med kun at afsætte finansiering til at afskaffe fedtskatten, ikke sukkerafgiften, og at den finansiering, man fremlægger, ifølge Finansministeriets beregninger ikke hænger sammen. Det er sådan, det er, så hvis man seriøst mener, at de afgifter er slemme i forhold til grænsehandelen – og det vil da påvirke grænsehandelen – så må man jo være med til at få dem fjernet igen og fremlægge en ordentlig finansiering og i det hele taget være villige til at diskutere det med sukkerafgiften, som ikke indgår i Venstres forslag. Boligjobordningen har vi ikke kunnet ... Undskyld, tiden er gået, men der er jo flere spørgere, og de kommer sikkert med det igen.

Det tror jeg.

Så er det hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Venstre plejer ikke at holde sig tilbage med at gentage spørgsmålet, så det går nok alt sammen. Jeg vil gerne stille hr. Jesper Petersen et spørgsmål, og det er i forlængelse af, at hr. Jesper Petersen med rette, synes jeg, har gjort meget ud af at pege på, at Venstre og Dansk Folkeparti og de andre borgerlige partier har en idé om, at man skal presse lønningerne ned. Jeg vil godt spørge hr. Jesper Petersen, om han er enig med næstformanden i hans eget parti, Mattias Tesfaye, som jo i Politiken har skrevet en længere og god artikel om, at en af konsekvenserne af, at der falder tusindvis af mennesker ud af dagpengesystemet næste år, faktisk bliver, at der kommer et massivt pres på lønnen. Og hvis hr. Jesper Petersen er enig med mig og Mattias Tesfaye i det, er hr. Jesper Petersen så ikke også enig med mig i, at det måske er en lille smule fattigt at sige, at nu har vi lavet en akutpakke med en ifølge a-kasserne forholdsvis begrænset effekt, og så behøver vi ikke at gøre mere?

Ordføreren.

Det er ikke uventet for mig, at Enhedslisten gerne vil diskutere det her spørgsmål omkring dagpenge. Det er jo også noget, der fylder meget i den offentlige debat. Enhedslisten er jo også godt klar over, at det var en reform, som hverken Socialdemokraterne eller SF syntes godt om, da den blev foreslået. Men vores tilgang til politik er nu engang sådan, at når terningerne er kastet, stemmerne er afgivet, så må man forhandle ud fra de muligheder, der er på det tidspunkt, og dagpengereformen er en del af regeringsgrundlaget, den er blevet udskudt med et halvt år, men den er der, og det kan vi ikke løbe fra, og det vil vi heller ikke prøve på. Til gengæld har regeringen så gjort det, at man for det første har udskudt det med et halvt år, at man investerer massivt, så der er 21.000 flere danskere, der er i arbejde næste år, og det må vel være det vigtigste. Samtidig investeres i uddannelse, så ikke mindst ufaglærte ledige kommer til at mærke, at der er afsat 600 mio. kr. mere til uddannelse, og det vil også kunne hjælpe nogle af de ufaglærte, der er tættest på at falde ud efter nytår. Så der bliver gjort ting, men vi kan ikke løbe fra, at regeringsgrundlaget indeholder dagpengereformer.

Per Clausen.

Så må vi jo bare i al stilfærdighed sige, at grunden til, at der i dag ikke er flertal for at løse det problem, er, at regeringen ikke vil. For Dansk Folkeparti – og der kan tales meget om deres løben frem og tilbage – står lige nu nogenlunde det rigtige sted. Og med Dansk Folkeparti har jeg det sådan, at når de står nogenlunde det rigtige sted, skal man slå til hurtigt, for de er hurtigt væk igen.

Så er kendsgerningen jo bare den, vil jeg gerne sige til hr. Jesper Petersen, at når der i dag ikke er flertal for at gøre noget ved det her, er det regeringen, der bærer ansvaret. Og det vil sige, at det er regeringen, der bærer ansvaret for, at der næste år sker det, som Mattias Tesfaye meget præcist skrev i Politiken, nemlig at vi får et massivt lønpres; vi får tusindvis af danskere, som er røget ud af dagpengesystemet, og som ikke har nogen penge at leve for, og som derfor vil stille deres arbejdskraft til rådighed til nogle løn- og arbejdsvilkår, som ligger langt under det, vi er vant til i Danmark. Og det er jo også et angreb på forsvaret for danske lønmodtageres vilkår, præcis ligesom det, som Venstre og Dansk Folkeparti lægger op til, når de vil have forhindret, at man kan kæmpe for ordentlige overenskomster.

Ordføreren.

Nu har Enhedslisten jo endnu ikke som vi – det er kun i et år, men alligevel har vi prøvet det – siddet i regering, men jeg tror alligevel godt, at hr. Per Clausens høje intellekt rækker til at forstå, at når man laver en aftale på det tidspunkt, hvor valget er overstået, og Dansk Folkepartis synspunkt på det tidspunkt var, som det var, så laver man ikke bare lige om på det, fordi der er et andet parti i Folketinget, der har skiftet mening. Så holder man fast i de aftaler, der er lavet. Og skulle det ske for Enhedslisten, at man kom i regering på et eller andet tidspunkt, er jeg overbevist om, at Enhedslisten ville arbejde på den samme måde – det ville i hvert fald være klogest.

Tak. Så er det hr. Lars Barfoed for en kort bemærkning.

Egentlig sad jeg og tænkte på, om hr. Jesper Petersen ikke rigtig holder af at få serveret rødkål til sin flæskesteg, for Socialistisk Folkeparti har jo medvirket til at udvide grundlaget for sukkerafgift, så selv glas med rødkål skal stige i pris til 23 kr. Det betyder jo, at der er 138 medarbejdere på Beauvais, som nu frygter for deres arbejdspladser. I alt truer den sukkerafgift alene 5.000 arbejdspladser i Danmark.

Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at stort set alle de ryk, Socialistisk Folkeparti tager med politiske initiativer, er angreb på de private arbejdspladser i Danmark. Det giver mig endnu mere anledning til eftertænksomhed, når jeg husker tilbage på valgkampen, da SF'ere turede rundt i landet og fortalte, at de sandelig havde en plan, der nærmest ved et fingerknips ville skabe 75.000 nye arbejdspladser i Danmark, bl.a. ved at man skulle eksportere vandteknologi.

Jeg vil gerne spørge hr. Jesper Petersen: Når man nu i valgkampen havde så genial en plan, der kunne skaffe 75.000 arbejdspladser i en ny vækstplan, bl.a. ved eksport af vandteknologi, hvad er der så blevet af den? Hvorfor syntes regeringspartnerne ikke rigtig, at det var en god idé, eller viste virkeligheden, at alt det, SF gik og sagde i valgkampen, var luft?

Ordføreren.

Først vil jeg sige om sukkerafgiften, at det jo er en velkendt diskussion, som jeg også måtte svare Venstre for et øjeblik siden, at vi godt vil være med til at diskutere, om den afgift skal indføres eller ej. Den er jo ikke blevet indført endnu, det bliver den først efter nytår. Det, man kan mærke nu, er f.eks. de afgiftsstigninger, som den tidligere regering, herunder Lars Barfoeds parti, indførte i den tidligere skattereform, genopretningspakken og andre ting. Det er det, man kan mærke nu. Vi vil godt være med til at diskutere, om den skal indføres eller ej. Vi vil også gerne diskutere det med De Konservative. Men de forslag, vi har haft indtil videre til at finansiere det, er jo ikke faldet i god jord, så vi har til gode endnu at se, om det kan lade sig gøre.

Vi angriber ikke private job. Vi vil gøre op med, at konkurrenceevnen rutsjede nedad under den regering, hr. Lars Barfoed var en del af. Det gjorde den. Fra start til slut gik det kun den gale vej. Produktiviteten fulgte simpelt hen ikke med udviklingen i lønningerne. Det må man gøre noget ved, og derfor investerer vi massivt i uddannelse, vi putter flere penge i infrastruktur, og vi laver faktisk også en del af den erhvervspolitik, som hr. Lars Barfoed efterlyser. Vi spørger nemlig, om der er nogle områder, hvor vi kan nogle særlige ting. Og er der nogle markeder, hvor vi rigtig gerne vil ind? Så har vi et handels- og investeringsministerium, der knokler benhårdt på det. Og vi bruger kræfter på at udvikle os inden for nogle af de her særlige teknologier, hvor vi står stærkt.

Jeg skal ikke afvise, at der er et tal, der er en smule anderledes end et tal, der stod i en plan på et tidspunkt, og end hvad hr. Lars Barfoed har hørt på et vælgermøde, men pointerne er sådan set gode nok og fremgår også af regeringens politik.

Lars Barfoed.

Det er ikke noget nyt, at man har et ministerium, der tager sig af handelsforhold, det har man sådan set altid haft. Det havde man også, da vi havde VK-regeringen. Jeg husker ikke, hvornår man ikke har haft sådan et ministerium. Så det er jo ikke et særligt SF-tiltag, at man nu har et sådan ministerium.

Jeg vil gerne spørge: Er der overhovedet nogen elementer i den vækstplan fra SF – en plan, der skulle give 75.000 nye arbejdspladser, og som man pralede med under valgkampen at man kunne få gennemført – der er blevet indført? Det gælder f.eks. alt det med eksport af vandteknologi osv.? Er der overhovedet noget af det, der er blevet realiseret? Er der nogen af de arbejdspladser, der er blevet til noget endnu, eller var det bare tom luft?

Ordføreren.

Hvis hr. Lars Barfoed ikke tror, at der er et potentiale for danske virksomheder, når det f.eks. kommer til miljøteknologi og det at skaffe rent drikkevand, hvad der vil være en stigende efterspørgsel på i en verden med flere og flere mennesker og mindre og mindre ferskvand, er han altså gået galt i byen. Det er der da, og det skal vi søge at udnytte til gavn for danske virksomheder, danske arbejdspladser, dansk eksport. Det arbejder regeringen på på det område som på andre.

Tak. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak, formand. Hr. Jesper Petersen og jeg har jo, specielt før valget i september sidste år, haft ganske mange debatter, dueller, hvor vi sådan er gået i struben på hinanden i forhold til de politiske kendsgerninger. Noget af det, der stod klart i alle de debatter, jeg havde med hr. Jesper Petersen, var, at i valget mellem velfærd eller skattelettelser valgte hr. Jesper Petersen velfærd og ikke skattelettelser. Står vi ikke i dag i en situation, hvor vi kan konstatere efter det første år med SF i regering, at SF efter valget valgte det modsatte, altså valgte skattelettelser frem for velfærd?

Man har gennemført en skattepakke, der giver skattelettelser, og man siger nu, at der er nulvækst i den offentlige sektor næste år med det resultat, at kommunerne nu skal fyre folk, de skal skære ned. SF lovede kommunerne store milliongaver, hvis man kom til magten, som en del af velfærdsløftet, fordi man ikke ville have skattelettelser, man ville have velfærd. Jeg vil spørge hr. Jesper Petersen, om det ikke er rigtigt at konstatere, at SF i et år i regering har måttet vælge det modsatte, nemlig skattelettelser frem for velfærd?

Ordføreren.

Hr. Kristian Thulesen Dahl har ret i, at vi har diskuteret det, et par gange endda, før valget og også siden, men jeg kan konstatere, at det desværre ikke har gjort så dybt et indtryk på hr. Kristian Thulesen Dahl, at han kan huske ræsonnementerne fuldstændig, idet der jo i regeringens politik både lå og ligger det at forbedre velfærden på en række punkter: på uddannelsesområdet, på sundhedsområdet, f.eks. inden for psykiatrien, og det, at man skal have lavere skat på arbejde. Og begge dele forekom faktisk i de argumenter, jeg fremførte, og i de dokumenter, man vil kunne gense fra den tid, hvis man gerne vil det. Altså, f.eks. det at øge beskæftigelsesfradraget kraftigt, så helt almindelige lønmodtagere får mere ud af deres arbejdsindsats og der står mere på lønsedlen, når skatten er trukket fra, er også fremgået før valget.

Så vi må vist tage en snak om gamle dage over en kop øl på et tidspunkt og få genopfrisket hr. Kristian Thulesen Dahls hukommelse lidt.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det vil jeg glæde mig til, og jeg vil også tilbyde at give.

Nu sidder økonomi- og indenrigsministeren jo dernede og skriver løs, måske på sin twitterprofil, man ved det aldrig; hun tager jo også af og til billeder af os alle sammen og lægger ind på sin profil. Det er meget fornøjeligt alt sammen, og tak for det. Men økonomi- og indenrigsministeren bekendtgjorde jo, efter skatteaftalen blev indgået – det var i en Deadlineudsendelse – at skatteaftalen betød, at der blev færre penge til velfærd. Det var jo sådan set en åben erkendelse af det, vi selvfølgelig alle sammen ved, at når man giver skattelettelser, der ikke er finansieret fra anden side, er der den risiko, at der bliver færre penge til velfærd. Det var økonomi- og indenrigsministeren, der sagde det, efter skatteaftalen blev indgået. Er hr. Jesper Petersen uenig i det? For nu skulle man tro, at hr. Jesper Petersen ser anderledes på det at give skattelettelser. Når vi andre formastede os til sådan noget før valget, fik vi jo at vide, at det var en massakre på den offentlige sektor og sådan noget, men nu giver man skattelettelser, og det skulle så samtidig medføre, at man alligevel får flere penge til velfærd, eller hvad? Dermed bringer hr. Jesper Petersen sig – det må jeg bare lige erindre ham om – i modstrid med det, økonomi- og indenrigsministeren sagde. Hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Jeg tror, der er tale om en helt særlig fortolkning af økonomi- og indenrigsministerens udtalelse. Det, som skatteaftalen ender med at gøre, er jo at give et strukturelt bidrag, der bl.a. kan bruges til velfærd, på 2,7 mia. kr. Og så må vi jo se, om det ikke er sådan, de finder anvendelse. Det er jo i hvert fald sådan, vi har gjort som led i at bringe styr på dansk økonomi. I år har vi et aktuelt underskud, men der er faktisk strukturel balance. Det er jo mere, end hvad man kan sige om det sidste år under den regering, som hr. Kristian Thulesen Dahl støttede. Skattelettelserne, skattepolitikken er også anderledes. I modsætning til tidligere finansierer vi det faktisk. Vi bruger ikke penge, vi ikke har, på skattelettelser. Det var det, hr. Kristian Thulesen Dahl begav sig ud i ad flere omgange, i 2004 og 2007. Og fordelingen, når vi laver skattepolitik, er også en ganske anden end den, som hr. Kristian Thulesen Dahl var involveret i.

Tak, så er det hr. Ole Birk Olesen for en kort bemærkning.

Jeg vil i mine to indlæg her prøve at forholde mig til først fortiden og så bagefter gå til fremtiden, kigge fremad.

Først til fortiden. Hr. Jesper Petersen konstaterer korrekt, at under VK-regeringen steg lønningerne mere end produktiviteten, fordi man ikke havde et tilstrækkelig stort arbejdsudbud til at holde lønudviklingen bare nogenlunde i ro. Det er korrekt. Men vil hr. Jesper Petersen ikke medgive, at hvis SF havde fået gennemført sin politik dengang, ville det være gået endnu mere ud over lønkonkurrencedygtigheden i Danmark? Lad mig bare nævne, at hr. Jesper Petersens parti var imod kontanthjælpsloftet. Hr. Jesper Petersens parti var imod de alt for små lettelser i skatten på arbejde, som VK-regeringen gennemførte. Hr. Jesper Petersens parti var imod 300-timers-reglen på kontanthjælpsområdet. Hr. Jesper Petersens parti var til gengæld for, at der skulle ansættes endnu flere ekstra i den offentlige sektor end de 40.000, som VK-regeringen ansatte. Og hr. Jesper Petersens parti var for, at lønningerne i det offentlige skulle stige.

Alt det ville have bidraget til større mangel på arbejdskraft i den private sektor og dermed større lønstigninger og dermed en endnu mere forringet konkurrencedygtighed for private virksomheder.

Ordføreren.

Hr. Ole Birk Olesen excellerer jo meget i de her økonomiske sammenhænge, og jeg må ligesom ad en anden vej prøve at gøre klart, at der sådan set ikke er noget galt i – også i en konkurrencemæssig sammenhæng – at have et højt lønniveau, hvis produktiviteten følger med. Det er vi jo et eksempel på i Danmark gennem mange år. Hvis vi er dygtige nok og der er en høj nok værdi af den arbejdstime, der bliver lagt, så er det ikke noget økonomisk problem, at danskerne også får en ordentlig løn.

Men det var det forhold, der ikke udviklede sig, som det skulle igennem de 10 år, hvor hr. Lars Løkke Rasmussen og før det hr. Anders Fogh Rasmussen var ved magten. Da var produktivitetsudviklingen i Danmark elendig og blandt de dårligste i Europa. Så giver det et forhold, der ikke stemmer, og det får os til at rutsje ned ad konkurrenceevnestigen. Det er dette forhold, jeg har forholdt mig til.

Ole Birk Olesen.

Jamen så er det da mærkeligt, at hr. Jesper Petersens regering i dag roser den løntilbageholdenhed, der er i fagforeningskredse og i arbejdsgiverkredse, for man kunne jo bare have øget produktiviteten, og så kunne lønningerne stige uanet. Men det viser jo bare den sorte snak, som kommer fra SF konstant.

Så lad os kigge lidt fremad. Statsministeren har på DI's topmøde her for nylig sagt følgende:

»Skatter har selvfølgelig en indvirkning på konkurrenceevne, det er et vigtigt rammevilkår.«

Nu er det jo sådan, at Danmark har verdens højeste skattetryk. Det må således påvirke vores rammevilkår og konkurrencedygtighed i Danmark rigtig meget, hvis vi tager statsministerens ord for pålydende. Er SF villig til at gøre noget ved det? Er SF villig til at gøre noget, så Danmark ikke i fremtiden har verdens højeste skattetryk?

Ordføreren.

Vi har lavet en skattereform nu, og der er ikke lagt op til nogen sådan større reformer på det område, men der er selvfølgelig åbent for justeringer. Eksempelvis er der en mulighed med fedtafgiften og sukkerafgiften, der nu er til diskussion. Det er vi villige til at undlade at gennemføre, hvis vi kan finde en fornuftig finansiering til det. Det kunne Liberal Alliance også meget gerne medvirke til. Det har vi ikke noget imod. Men hvad angår et generelt princip om, at vi skal have skattetrykket så langt ned som muligt, ser vi jo bare ikke ens på tingene.

Vi mener faktisk, at det er rigtig, rigtig godt, at vi har et udbygget velfærdssamfund i Danmark. Vi har en solidarisk velfærdsmodel, der indebærer, at der bliver betalt relativt høje skatter og på en lidt anden måde, end man gør i andre lande, hvor bidragene fra arbejdsgivere jo kommer på andre måder, end de gør her i landet. Men vi har faktisk alt i alt en rigtig god samfundsmodel, der giver tillid, tryghed, social lighed og også et godt miljø at drive virksomhed i. Vi skal selvfølgelig altid se på, om det kan gøres bedre. Men det må ikke være på bekostning af det, som vi synes er rigtig godt og vigtigt ved et solidarisk velfærdssamfund.

Tak, så er det hr. Kristian Jensen.

Jeg kan forstå, at hr. Jesper Petersen sådan nærmest har en hemmelig plan for, hvordan man kan afskaffe fedt- og sukkerafgifterne, for det er jo ikke noget, som regeringen har lagt frem i sit finanslovforslag. Så vi andre må åbenbart ikke vide, hvad det er for en plan, hr. Jesper Petersen har. Jeg håber, at hr. Jesper Petersen, hvis han får tid her under debatten, vil oplyse om, hvad det er for et finansieringsforslag, hr. Jesper Petersen måtte have til det.

Men mit spørgsmål går lidt i den samme retning, som andres er gået i. Det er om SF's holdning til lønkonkurrenceevne. Nu tilhører hr. Jesper Petersen jo den del af SF, der læser regeringsgrundlaget så nært, som var det et helligt skrift, og blandt de ni punkter, der er i regeringsgrundlaget, står der i punkt 6, at Danmark skal forbedre sin lønkonkurrenceevne over for udlandet. Jeg kan også forstå, at statsministeren for godt et år siden, nemlig den 17. september 2011, i Information sagde til danskerne, at lønnen skulle holdes i ro. Så er hr. Jesper Petersen af den opfattelse, at det er et politisk indgreb, der skal til for at holde lønningerne i ro?

Ordføreren.

Nej, det har jeg jo ikke sagt. Jeg synes tværtimod, at man kan se, hvordan fagbevægelsen og de medlemmer, der har stemt ja til overenskomsterne, ad flere omgange faktisk har vist en meget stor vilje til at tage medansvar for den økonomiske udvikling og acceptere det, at der er en endog meget behersket lønudvikling. Så er der jo omvendt også en forventning til politikerne om, at vi sørger for at følge trop med investeringer i uddannelse, i infrastruktur, i forskning og i alt det andet, der skal til, for at vi kan blive ved med at skabe også blivende arbejdspladser; at vi fokuserer på nogle områder, der virkelig giver nogle muligheder på markederne for at skabe eksport. Det er det, regeringen er i gang med, ikke med at lave politiske indgreb.

Tværtimod har vi jo ikke tænkt os at ødelægge muligheden for, at fagbevægelsen og lønmodtagerne kan kæmpe for deres egne rettigheder. Det er ellers et forslag, som Venstre har fremført, nemlig at man vil bremse konfliktretten. Det er så Venstres metode til at få bragt lønningerne ned – langt, langt ned. Østeuropæiske overenskomster er det, man kan se frem til i Danmark, hvis Venstre får sin vilje med det forslag. Det er ikke vores metode.

Kristian Jensen.

Fru Ellen Trane Nørby afviste det blankt, og Venstre stiller ikke noget som helst forslag, der medfører østeuropæisk lønniveau i Danmark. Jeg vil bare gerne ud fra det, hr. Jesper Petersen siger nu, spørge, om det så betyder, at SF har fortrudt, at de tidligere har stillet forslag om at komme med lønpuljer, der ville have presset lønnen op. Altså, fortryder SF den politik, man førte under VK-regeringen, hvor man forsøgte at presse lønningerne op, og er hr. Jesper Petersen nu enig med statsministeren, der dengang ikke var statsminister, men på vej til at blive det, og som siger til danskerne: Hold lønningerne i ro? Mener hr. Jesper Petersen og SF, at det var en fejlagtig politik, man førte op igennem 00'erne, hvor man forsøgte at presse lønningerne op, og er hr. Jesper Petersen nu enig i, at danskerne bør holde lønningerne i ro?

Ordføreren.

Jeg vil ikke på den måde pille enkelte elementer ud af en politik fra for mange år siden og så se, hvordan de passer ind i den aktuelle virkelighed. Det er den aktuelle virkelighed, jeg forholder mig til. Der har fagbevægelsen og medlemmerne vist en stor vilje til at tage medansvar og ikke stille store krav om lønstigninger, og det er ret ansvarligt i en krisetid. Så må vi politikere følge op med vores del, og det er regeringen i gang med.

I forhold til om Venstre stiller forslag om, at vi skal have rumænske overenskomster i Danmark, så ved jeg godt, at det ikke er det, der står i forslaget, men når man spørger eksperterne, når man spørger Beskæftigelsesministeriet, får man det svar, at det er det, der vil være konsekvensen af det. Det er jo meget smart fundet på, ikke? Det svarer lidt til, var der en, der sagde tidligere i dag, at skubbe en mand ud fra Møns Klint og bagefter stå og undre sig over, at det går helt galt, når han rammer bunden. Konsekvensen af det forslag vil være, at der åbnes for østeuropæiske overenskomster i Danmark. Det medvirker vi ikke til, og jeg synes, at Venstre skal se at gøre sin stilling op, med hensyn til om det virkelig er et forslag, man vil holde fast i skal fremsættes her i Folketinget.

Tak. Så er det hr. Peter Skaarup.

Tak for det. For cirka halvanden måned siden var der et meget omtalt angreb på Odense Universitetshospital, hvor en sammenstimlet flok af rigtig mange unge mennesker angreb hospitalet. Politiet stillede sig selvfølgelig imellem, og tre betjente tog i den anledning naturligt deres tjenestepistoler op. De havde muligheden for at skyde, hvis det var det, men endte med ikke at gøre det, fordi de vurderede, at der var så mange mennesker til stede, og at disse udviste en så truende adfærd og var i besiddelse af både køller og knive, så de valgte ikke at gøre det alligevel.

Statsministeren var i sin åbningstale inde på, at øget grænsekontrol, pointsystemer og den slags ting ikke kunne gøre noget for at modvirke, at sådan nogle situationer opstod. Jeg kunne godt tænke mig at høre SF's ordfører: Hvad vil SF som et fremtrædende medlem af regeringen tage initiativ til for at komme sådan nogle tilstande til livs, altså for at undgå fremover, at vores hospitaler bliver angrebet af voldelige bøller?

Ordføreren.

Jeg mærker jo en vis sådan afstandtagen fra og bekymring ved den situation i hr. Peter Skaarups indlæg, og det var jo det samme, man kunne finde i statsministerens tale forleden, nemlig en meget, meget klar afstandtagen til, hvad der skete den dag i Odense. Det er fuldstændig utilstedeligt, at det kan forekomme, og det tror jeg sådan set at vi alle sammen er enige om i Folketinget.

Men nej, jeg tror ikke, at grænsebomme ville have lavet om på det forhold. Det er mennesker, der er vokset op og er blevet unge – og hvoraf nogle tydeligvis ikke forstår, hvad der er rigtigt og forkert – i en tid, hvor det var hr. Peter Skaarup og hans parti, der var endog meget indflydelsesrigt i Danmark.

Det er ikke så nemt. Man kan jo ikke bare vedtage en eller anden lov, og så er det der ovre. Der er en meget stor opgave med at skulle sørge for, at de unge og den næste generation af unge ikke kommer til at være på samme sidespor, hvor man kan finde på at angribe en skadestue.

Det handler om at gøre op med bandekriminalitet nu og her, men det handler jo også om hele den integrationsindsats, der skal ske, med vores boligpolitik, med uddannelse, i vores skoler, med forebyggende politiarbejde i de her boligområder – alle de ting, der skal til, for at vi får en bedre integration, får brugt de unges ressourcer til noget godt. Jeg tror på, at alle kan bidrage med noget godt til vores samfund, i stedet for at det skal ende med, at de er i en eller anden form for parallel virkelighed, hvor man tror, det er o.k. at bryde ind på en skadestue for at få fat i et andet menneske og slå vedkommende til plukfisk.

Peter Skaarup.

Jeg må indrømme, at det jo ikke nytter noget, at SF nu henviser til fortiden. Nu sidder SF i regeringen og har mulighed for at kunne påvirke nogle ting, og hvad får vi så at vide som svar på, hvad man vil gøre? Jo, at det måske om en generation kan lade sig gøre at komme væk fra nogle af de her problemer. Det er jo simpelt hen ikke godt nok, vil jeg sige til hr. Jesper Petersen. Det er nu og her, at beboerne i Vollsmose og i ghettoområderne i det hele taget har et ønske om at få noget mere tryghed. Og der er det altså vigtigt, at også SF tager den opgave på sig og giver nogle signaler om, at man vil gøre noget.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge SF om en konkret ting. Jeg kunne ikke få vores justitsminister til at svare på det i forbindelse med vores samråd her til morgen om emnet, men jeg kunne så godt tænke mig at spørge SF: Vil SF være med til, at vi kriminaliserer det at angribe vores hospitaler? Det er sket flere gange, både i København og i Aarhus, at man har haft sådan nogle situationer, og så senest på den her meget voldsomme facon i Odense.

Vi kan da simpelt hen ikke leve med, at vores bærende institutioner bliver angrebet på den måde. Så mit forslag er, at man skal indføre en strafferamme på 2 års fængsel for det. Vil SF være med til det?

Ordføreren.

Jeg kan jo ikke på den måde forholde mig til på stående fod, om strafferammen skal være lige præcis det ene eller det andet. Jeg er sikker på, at justitsministeren har haft gode grunde til at svare, som han har gjort tidligere i dag.

Men mig bekendt er det ikke lovligt at bryde ind på hospitaler. Det er mig bekendt ikke lovligt at true personalet med vold eller at troppe op dér med våben, man ikke har tilladelse til at bære. Så det er selvfølgelig ulovligt allerede nu, og de mennesker skal strafforfølges; det skal politiet selvfølgelig, når der foregår kriminalitet. Og så må der være en konkret drøftelse om det forslag, hr. Peter Skaarup kommer med, og som jeg ikke kan svare endeligt på i dag.

Tak, så er det hr. Henning Hyllested.

Ja, jeg bliver nødt til at høre hr. Jesper Petersen, hvad det egentlig er, der er sket bare siden august, hvor hr. Jesper Petersen jo var ude at sige, at man nok måtte se på at ændre f.eks. genoptjeningsretten, eller at man måske måtte have en glidende indfasning af dagpengereformen, når den nu skulle træde i kraft. Det var selvfølgelig i forbindelse med, at der nu står mange mennesker foran at falde ud af dagpengesystemet og miste deres dagpengeret.

Senere i august, da akutpakken så dagens lys, udtrykte hr. Jesper Petersen jo alvorlig bekymring for, om det nu også var nok. Nu har vi så set tallene for, hvad hovedhjørnestenen i akutpakken, nemlig jobrotation, giver, og det er måske i omegnen af 400 job. Hvad er det, der er sket siden august måned, siden hr. Jesper Petersen nu sådan meget håndfast siger, at dagpengeforringelserne, som vi ser dem nu, står fast, og at det betyder, at op til 16.000 mennesker måske falder ud? Halvdelen af dem kan ikke få kontanthjælp og må gå fra hus og hjem. Hvad er det, der er sket? Er det De Radikale, der har banket SF på plads i det her spil? Det er den forklaring, jeg hører, når jeg sådan kommer rundt på møder og i fagforeninger og sådan noget. Det er den typiske forklaring.

Ordføreren.

Jeg kan betrygge hr. Henning Hyllested med, at den bekymring på vegne af de mange danskere, der er langtidsledige, og som også har været det så længe, at de risikerer at miste deres dagpenge, er fuldstændig intakt. Vi har lige præcis ikke på noget tidspunkt sagt, at en eller anden bestemt ting skulle gennemføres. Men vi har luftet den bekymring, der er, og det er jo en meget reel udfordring. Det tror jeg alle i regeringen er enige om. Også derfor har vi jo taget fat med finansloven: Der kommer 21.000 flere mennesker i arbejde næste år på grund af den og de politiske beslutninger, der ligger der, end der ellers ville være kommet.

Der bliver uddannelse til ufaglærte ledige, der kan komme væk fra køen, komme i uddannelse, få nye muligheder med en akutpakke. Og i stedet for at diskutere alle mulige hypotetiske tal for, hvor mange det hjælper – hvilket vel i virkeligheden er svært også for dem, der i dag forestiller at være ekspertkilder om det i aviserne – så kom dog i gang med at bruge de muligheder for at hjælpe de ledige.

Beskæftigelsesministeren har også gjort klart, at hvis der kommer til at være mangel på midler til jobrotation, er man villig til at se på, om der skal være flere. Det er jo et virkelig godt initiativ, for man kan få nogle i uddannelse, der mangler det, og nogle andre ind på arbejdsmarkedet. Men det er det, vi gør nu, og det skal der til for at hjælpe de ledige. Den bekymring, som hr. Henning Hyllested refererer til, står fuldstændig ved magt.

Henning Hyllested, 1 minut.

Ja, men den bekymring var jo også den, hr. Jesper Petersen udtrykte i august måned. Nu kan jeg bare konstatere, at hr. Jesper Petersen ligesom slår fast, at det kan der ikke ændres på. Der er akutpakken, og der er det, vi gør gennem finansloven. Men det er jo trods alt et lidt fattigt svar til dem, der falder ud af dagpengesystemet og i mange tilfælde må gå fra hus og hjem.

Jeg går ud fra, at det her et eller andet sted er hjerteblod for SF. Det vil jeg tro at det er. Og når man nu faktisk kan konstatere, at der måske tegner sig andet flertal, hvis regeringen ellers vil, hvad er så SF's indsats? Hvad er hr. Jesper Petersens og hans partis indsats i regeringen for at skabe et andet flertal? Man kan diskutere meget, hvad Dansk Folkepartis motiv er til at skifte holdning, men var det ikke en idé at prøve at gå efter det flertal, der måske tegner sig en mulighed for, frem for at henvise til en eller anden form for Christiansborglogik? Det er jo trods alt et lidt kedeligt svar at komme med til de op mod 16.000 ledige, der falder ud af dagpengesystemet, hvoraf nogle jo, efter at de er faldet ud af det, ikke har nogen indtægt, når man måske kunne skaffe et andet flertal. Var det ikke bedre at gå efter det?

Ordføreren.

Det har jo noget at gøre med tilgangen til politik, og hvilke muligheder man har. Vores tilgang er nu engang, at vi må benytte de muligheder, der er, for at gøre noget. Vi har lavet en aftale om, at den dagpengereform står ved magt. Det var vi ikke særlig begejstrede for, men det var sådan, det var – det var sådan, flertallet var. Det, vi så siden har gjort, er at udskyde ikrafttrædelsen af dagpengereformen med et halvt år. Vi bruger så det halve år til at iværksætte en akutpakke, og man skulle i stedet for at sidde her og gøre den til ingenting få den talt op over for de parter, der skal føre den ud i livet, og som faktisk har forpligtet sig til at gøre noget og få hjulpet de ledige, der er tættest på at ryge ud af dagpengesystemet, med at komme i beskæftigelse, komme i uddannelse og benytte sig af jobrotation, altså bruge de muligheder, der faktisk er.

Man kan ikke opfinde et eller andet nyt flertal og lade, som om det pludselig er der; opløse regeringen på grund af en eller anden bestemt sag. Sådan fungerer det bare ikke. Vi bruger de muligheder, der er. Vi er godt i gang, og bliver der behov for flere midler til jobrotation, er der også en åben dør. Det er det, beskæftigelsesministeren melder ud.

Tak. Hvis vi overholder taletiderne, kan vi nå to til.

Hr. Kim Christiansen.

Tak for det, jeg skal gøre mit bedste. Jeg vil lægge ud med at sige tillykke til regeringen med 1-års-dagen. Det mest positive ved det er vel, at der jo så er 1 år mindre til næste valg.

Når det er sagt, vil jeg gerne sige, at hr. Jesper Petersen jo bl.a. har angrebet Dansk Folkeparti og Venstre for at ville presse lønningerne ned til 30 kr. i timen, blot fordi vi vil sikre, at virksomheder, der har en lovligt indgået overenskomst, ikke bliver blokeret af hr. Jesper Petersens venner i den røde del af fagbevægelsen. Det klinger jo en lille smule hult, når vi så samtidig ved, at den siddende regering intet gør i forhold til at ændre f.eks. cabotageforordningen, dikteret fra EU, i hvert fald vil man ikke lave en anden fortolkning; det vil man slet ikke være med til. Man gør intet. Jeg står her med en hjemmeside, der hedder: Billig arbejdskraft.dk, hvor man reklamerer med polsk og rumænsk arbejdskraft, som hr. Jesper Petersen gerne vil have et opgør med, til 80 kr. i timen inklusive alle omkostninger, 180 timer pr. måned, mindst 40 timer pr. uge. Hvor er alle de gode intentioner med hensyn til at få stoppet det her, når man taler social dumping og løntrykkeri?

Ordføreren.