Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i brev af 2. november 2012stillet følgende spørgsmål nr. 1 (L 23), som hermed besvares.

Spørgsmål 1:

”Ministeren bedes udførligt redegøre for sine overvejelser og argumenter for at indførenye regler for betaling for bistand til eksporterhvervene.”

Svar:

Med lovforslaget ændres hjemmelsgrundlaget for at yde bistand i forbindelse medeksport og opkræve betaling herfor således, at ikke kun virksomheder, men ogsåbrancheorganisationer og enkeltpersoner (fysiske personer) kan rekvirere og betale forbistanden. Forslaget medfører desuden, at de for eksportbistand relevante bestemmelsersamles i samme paragraf, og at der sker en præcisering med hensyn tilberegningsgrundlaget for taksterne.Da der alene er tale om en mindre justering af hjemmelsgrundlaget, indebærerlovforslaget ikke økonomiske konsekvenser.Betaling for bistand i forbindelse med eksport blev indført med virkning fra 1. august2012 som et led i Fødevareministeriets udmøntning af initiativet om effektivadministration i staten. Initiativet indgik oprindeligt i VK-regeringens finanslovsforslagfor 2012 og indebærer, at statens driftsinstitutioner skal reducere udgifterne med 2½ pct.i 2012 og 5 pct. i 2013 og frem.Ved udmøntningen af effektiv administration i staten (5 pct-besparelsen) blev detpågældende initiativ udvalgt som følge af, at der er tale om ydelser, erhvervet selvrekvirerer, og som først og fremmest er i erhvervets egen interesse. I enprioriteringssituation for staten har det derfor været regeringens vurdering, at det er

rimeligt, at erhvervet selv finansierer denne ydelse. Det er fuldstændig på linje med, atdet lignende eksportarbejde, som NaturErhvervstyrelsen udfører på planteområdet,historisk set har været finansieret af erhvervet.Der er på baggrund af dialog med erhvervet blevet etableret en betalingsmodel, hvoromkostningerne ved eksportarbejdet på rimelig vis bliver delt ud på alle eksporterendevirksomheder, og hvor virksomheder, der har behov for akutbistand som følge af, at deikke har orden i sagerne, selv skal finansiere dette. Modellen vil dermed fremme enmere hensigtsmæssig adfærd hos eksportvirksomheder, således at ressourcerne kananvendes til det langsigtede arbejde med eksport til nye markeder frem for til håndteringaf akutsager.Jeg kan endvidere henvise til min besvarelse af 29. marts 2012 af spørgsmål 206 (Alm.del) stillet af Esben Lunde Larsen (V).