Fremsat 14-12-2012
1. behandlet / henvist til udvalg 24-01-2013
Betænkning afgivet 25-04-2013
2. behandlet/direkte til 3. behandling 02-05-2013
3. behandlet, vedtaget 07-05-2013
Ministerområde:
Justitsministeriet
Med loven fjernes den særskilte afgiftsbetaling for opslag i tingbøgerne, og det medfører, at adgangen til de tinglyste dokumenter og muligheden for udskrift bliver afgiftsfri. Med loven ændres endvidere den faste del af tinglysningsafgiften fra 1.400 kr. til 1.660 kr. Herudover medfører loven visse udvidelser af reglerne om virksomhedspant, således at virksomhedspant også kan stiftes ved ejerpantebrev. Desuden medfører loven, at virksomhedspanteordningen udvides til at omfatte motorkøretøjer m.v., hvis pantsætteren driver erhvervsvirksomhed med køb og salg af køretøjer.
Derudover lovfæstes principperne for prioritetsstillingen mellem på den ene side virksomhedspantet og på den anden side individuelle panterettigheder vedrørende aktiver, som erhverves af virksomhedspantsætteren efter tinglysning af virksomhedspantet. Endelig medfører loven, at tinglysningsafgiftsloven ændres, så lovens bestemmelse om afgiftsfritagelse for ejerpantebreve ligeledes gælder for tinglysning af ejerpantebreve i forbindelse med virksomhedspant.
Loven træder i kraft den 1. juli 2013.
Vedtaget
105 stemmer for forslaget (V, S, DF, RV, SF, EL, KF)
5 stemmer imod forslaget (LA)
0 stemmer hverken for eller imod forslaget