Jeg kan godt forstå, hvorfor hr.
Torben Hansen skulle bruge lidt tid på at forklare noget her, for det er jo helt ude i hampen.
Altså, når man kommer med en regning på 2,5 mia.
kr., kan man kalde den bidrag, man kan kalde den afgift, og man kan kalde den, hvad man vil, vil jeg sige til hr.
Torben Hansen, men det er altså en regning, der skal betales.
Og hvem skal betale?
Det skal ikke bare privatpersoner, det skal virksomhederne også.
Så kan man kalde den, hvad man vil.
Men når et slagteri skal betale omkring 600 mio.
kr.
ekstra for at komme af med sit spildevand, kan man spørge sig selv:
Giver det en bedre konkurrenceevne, eller giver det en dårligere konkurrenceevne?
Koster det her arbejdspladser, eller koster det ikke arbejdspladser?
Jeg tror, at den regnemaskine, som hr.
Torben Hansen har brugt, må have været uden batterier, eller også har den været en af dem, som de små børn leger med, for den er i hvert fald ikke kommet frem til de rigtige tal.
Det, jeg også gerne vil spørge regeringen om – altså den fungerende miljøminister, hvem det end måtte være – er, hvorfor man ikke har fremlagt den her trappemodel.
Miljøministeren lovede, dengang vi behandlede forslaget om oversvømmelseskort i december måned, at man ville komme med en trappemodel ret hurtigt.
Man ville komme med en model til, hvordan vi kunne komme lidt nærmere hinanden.
Der er ikke sket noget som helst, og nu kan vi så konstatere, at man bare vil haste det her lovforslag igennem.
Vi sagde før jul, at vi gerne ville se, hvad det er for en model, man arbejder med i regeringen, men man kommer ikke frem med noget som helst andet end regninger, og dermed koster det arbejdspladser.
Så prøver man at pakke det ind som klimatilpasning.
Det vil vi jo alle sammen gerne.
Vi vil gerne lave noget klimatilpasning på en sund og fornuftig måde.
Vi vil gerne gøre det, ved at man også har effektiviseringspotentiale i de gamle budgetter og den slags ting.
Vi ved også, at kommunerne i dag jo har mulighed for at investere, hvis de virkelig vil investere.
Men på den her måde har man sådan set bare sagt, at 2,5 mia.
kr.
ingenting betyder for de danske virksomheder.
De må bare betale ved kasse et.
Når de så har betalt 2,5 mia.
kr., kan vi måske bagefter diskutere, om de skal have et par hundrede millioner kroner tilbage igen.
Det gør det ikke nemmere for de danske virksomheder.
Derfor er jeg helt enig med de folk, der har stillet spørgsmål til bl.a.
hr.
Torben Hansen, i, at det her koster arbejdspladser.
Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at ja, det kommer til at koste arbejdspladser; det kommer til at koste bl.a.
i slagterisektoren; det bliver utrolig dyrt at få fiskefabrikkerne til at fungere herhjemme.
Men det optager åbenbart ikke regeringen, at det koster arbejdspladser.
Vi siger jo, at vi gerne vil høre nærmere om de her tiltag, de her virksomhedsinitiativer, som regeringen nu har varslet at de vil komme med, så vi kan skabe arbejdspladser.
Men vi ser kun det modsatte, nemlig at der kommer forslag, som gør, at det bliver dyrere at være erhvervsdrivende i Danmark, og at man jo faktisk dermed siger, at man gerne vil have de her arbejdspladser til at forsvinde.
Derfor må vi jo bare sige, at uanset om man kalder det bidrag eller afgifter, mener vi, at regeringen har en dårlig sag, når man prøver på at haste de her ting igennem.
Så kan man jo bare sige, at når vi ser, at de her bidrag til vandafledning stiger med 25 pct., er det altså noget, der kan mærkes ude i den enkelte virksomhed.
Det er en forhøjelse, som betyder noget på bundlinjen, og som gør, at virksomheden måske i yderste konsekvens må lukke.
Men det optager åbenbart ikke regeringen, og derfor er det jo nok svært at trænge igennem for at få det her klare svar på, hvad den trappemodel indeholder, som regeringen nu har arbejdet med i et stykke tid, må vi jo formode – det har de i hvert fald sagt at de gør, og vi hører jo den ene udmelding efter den anden.
Kan vi ikke her fra talerstolen bare få et løfte om, at der kommer en trappemodel, som ikke betyder, at der kommer yderligere regninger til de virksomheder end dem, de jo er bekendt med i dag, kan man sige, og at den her 2,5-milliarderkronersregning, som regeringen prøver at lægge ud til alle borgere nu, bliver elimineret for virksomhederne, sådan at vi kan bevare arbejdspladserne i Danmark?
Eller tør man ikke at løfte sløret for det?
Tak for ordet.