Miljøudvalget 2012-13
L 97 Bilag 1
Offentligt
1186576_0001.png
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 29. november 2012
./.
Til udvalgets orientering fremsendes hermed høringsnotat og kopi af alle høringssvar vedrørende forslag til
lov om ændring af lov om kemikalier (Ændringer som følge af biocidforordningen, digital kommunikation,
indhentelse af oplysninger om andre varer og oprettelse af registre over stoffer, blandinger og andre varer).
Lovforslaget har to hovedformål. Det første hovedformål er at sikre, at kemikalieloven indeholder de
nødvendige bemyndigelsesbestemmelser, således at miljøministeren kan fastsætte regler om oprettelse af en
database over blandinger og andre varer, der indeholder eller afgiver nanomaterialer, samt regler om en pligt
for importører og producenter af sådanne blandinger og andre varer til digital indberetning til denne
database. Baggrunden er aftale om finansloven for 2012 med EL om en styrket indsats i forhold til
nanomaterialer i årene 2012-2015. Oplysningerne i databasen skal danne grundlag for at vurdere, om
indholdet af nanomaterialer i produkterne udgør en risiko for forbrugere og miljø i Danmark. Samtidig ligger
forslaget i forlængelse af Kemikaliehandlingsplanen 2010-2013, som prioriterer, at der er tilgængelig viden
om nanomaterialer, for at undgå risici for miljø og sundhed.
Det andet hovedformål med lovforslaget er at sikre, at kemikalieloven tilpasses til biocidforordningen, som
blev vedtaget i maj 2012 og finder anvendelse fra 1. september 2013. Forordningen fastsætter krav om
godkendelse af aktivstoffer og produkter, som indeholder, består af eller genererer biocider. Biocider er
stoffer, som er bestemt til at ødelægge, hindre, uskadeliggøre, hindre virkningen af eller bekæmpe virkningen
af skadegørere på anden vis end ved ren fysisk eller mekanisk påvirkning. Endelig tilpasses den nationale
godkendelsesordning også i lyset af forordningen, herunder indføres databeskyttelse for nationale
ansøgninger på linje med forordningens regler.
Høringssvarene er hovedsagligt rettet mod lovforslagets senere udmøntning i oprettelsen af databasen over
blandinger og andre varer, der indeholder eller afgiver nanomaterialer, og importørerne og producenternes
indberetningspligt hertil. Bemærkninger vedrører bl.a. at definitionen af nanomaterialer er uklar, at
indberetningspligten vil være administrativ byrdefuld og at en EU-løsning foretrækkes.
Alle interessenter vil blive inddraget i udformningen af de nærmere regler om etablering af og indberetning til
databasen over blandinger og andre varer, der indeholder eller afgiver nanomaterialer, således at reglerne
ikke opstiller unødige barrierer for den fremtidige udnyttelse af nanoteknologiens og nanomaterialernes store
potentialer med hensyn til miljøbeskyttelse, vækst og arbejdspladser, men i stedet bidrager til at øge tilliden
til, at produkter med nanomaterialer er sikre at bruge for både mennesker og miljø.
Ida Auken
/
Michel Schilling
Miljøministeriet•Børsgade 4•1215•København K
Tlf. 72 54 60 00•Fax 33 32 22 27•CVR 12854358•EAN 5798000862005•[email protected]•www.mim.dk