Jeg vil gerne begynde med at takke ordførerne for indlæggene og lige slå fast, at det her lovforslag har to formål:
for det første at sikre, at nanoteknologi og nanomaterialer bliver udnyttet på en måde, som går hånd i hånd med beskyttelsen af forbrugere og miljø, og for det andet at gøre godkendelsen af biocidmidler mere enkel og effektiv.
Og det vender jeg så tilbage til.
Men lad mig først lige begynde med at fortælle lidt om nanoteknologi og nanomaterialer.
De har nemlig et stort potentiale for vækst og arbejdspladser og for at spare både energi og ressourcer.
Konkrete eksempler på nanoprodukter er sportstøj, der hæmmer svedlugt, maling, der er selvrensende, bilplejemidler, der får skidt og vand til at prelle helt af, eller golfkøller, tennisketchere og cykler, der har øget styrke.
Visse nanomaterialer kan dog have særlige sundhedsmæssige og miljømæssige egenskaber, både positive og negative.
Man skal tænke sig, at nanopartikler er meget, meget fine partikler, der kan trænge ind forskellige steder på måder, som vi måske ikke har fuldstændig klarhed over hvordan foregår, og derfor er det meget vigtigt, at vi får det her overblik.
Derfor er det også så vigtigt, at vi får at vide, hvilke nanoprodukter der er på det danske marked, og hvad de bliver brugt til.
Når vi ved det, ved vi også, hvor forbrugere og miljø bliver udsat for nanomaterialer, og så kan vi få afklaret, om der eventuelt er en risiko, vi skal håndtere, eller om der er tale om sikre produkter for forbrugerne og miljøet.
Og det skulle jo gerne være i alles interesse.
Derfor skal lovforslaget gøre det muligt at etablere en nanoproduktdatabase og pålægge producenter og importører af nanoprodukter en indberetningspligt i forhold til databasen.
Lovforslaget hænger fint sammen med finanslovaftalen om en styrket indsats i forhold til nanomaterialer i årene 2012-2015, hvor regeringen og Enhedslisten har afsat i alt 24 mio.
kr.
til at skaffe ny viden om nanomaterialers påvirkning af mennesker og miljø.
Det ligger også i forlængelse af »Kemikaliehandlingsplan 2010 - 2013«, som prioriterer, at der er tilgængelig viden om nanomaterialer for at undgå risici for miljø og sundhed.
Og som flere ordførere har peget på, har vi tradition for et godt og bredt samarbejde i Folketinget på det her område.
Endelig bidrager forslaget helt generelt til beskyttelsen af forbrugere og miljø.
Hver dag kommer der nye produkter til det danske marked fra hele verden, og jeg går ud fra, at vi er enige om, at vi selvfølgelig skal kunne bede om oplysninger om de stoffer, der er i de her produkter, hvis vi får en mistanke om, at produkter med bestemte stoffer kan udgøre et problem.
Og det giver det her lovforslag mulighed for.
Den anden del af lovforslaget handler som sagt om at forenkle godkendelsessystemet, så processen bliver mere effektiv og billigere for erhvervslivet og dermed forbrugerne.
Det sker med den nye EU-forordning om biocider, som bl.a.
indfører afskæringskriterier ved godkendelsen af biocidmidler, der som udgangspunkt udelukker de mest farlige biocidmidler fra salg og anvendelse i EU.
En anden vigtig nyskabelse med forordningen er, at der fremover bliver stillet krav om, at artikler som importeres til EU, kun må være behandlet med biocidmidler, som indeholder aktivstoffer, der er godkendt i EU.
Det omfatter mange forskellige produkter som f.eks.
tekstiler, lædervarer og rengøringsartikler.
Endelig indeholder forordningen også et krav om tvungen datadeling for at undgå dyreforsøg mest muligt.
Høringen af det her lovforslag viste, at indberetningspligten for producenter og importører til nanoproduktdatabasen vækker bekymring hos nogle virksomheder.
De mener, at der er tale om en tung administrativ byrde, der vil være konkurrenceforvridende og bremse innovationen, og de fleste foretrækker en EU-løsning i stedet.
Og jeg er sådan set enig i, at hvis der var en EU-løsning lige om hjørnet eller bare i den nærmeste horisont, ville det være at foretrække, men det tager tid, og jeg synes, det er vigtigt, at vi allerede nu får afklaret, om der er en risiko eller ej ved nanoprodukter, der er på det danske marked, så vi her i Danmark kan beskytte vores forbrugere, og så vi kan handle, hvis det viser sig nødvendigt.
Vi har jo set, at man lige pludselig opdager et stof, der er meget problematisk, og så er det jo vanskeligt, hvis vi ikke ved, hvor det er.
I første omgang drejer det her sig jo om at finde ud af, hvor nanomaterialerne bruges, for det er nemlig ikke klart i dag.
Den afklaring vil så til gengæld også, hvis man tænker det på lang sigt og ikke på kort sigt, faktisk kunne komme virksomhederne til gode, for hvis forbrugerne går rundt og er usikre på nanomaterialer og nanoteknologi og tænker, at vi politikere herinde bare skyder det hele ned til EU, så kan efterspørgslen på de her produkter svigte, og så får vi ikke draget nytte af de teknologiske potentialer, som nanoteknologien og nanomaterialerne rummer.
Så der er faktisk også for dem, der markedsfører de her produkter, en interesse i at sikre, at forbrugerne føler sig trygge ved det.
Vi ved allerede nu, at mange virksomheder kun ligger inde med meget sparsom information om indholdet af nanomaterialer i deres produkter, så de skal bruge tid på at finde ud af, om de har nanoprodukter, og derfor skal de ud at hente oplysninger om produkterne.
Men jeg tager selvfølgelig virksomhedernes bekymringer alvorligt.
Virksomhederne skal have en udførlig vejledning om, hvordan de finder ud af, om de har nanoprodukter, der skal indberettes, og det kan lette en del af deres byrder.
Jeg er også villig til at se på en begrænsning af de oplysninger, virksomhederne skal indberette, til en helt basal liste.
Så kan vi også lette den del af byrden, og databasen vil stadig væk have et meningsfuldt indhold.
Endelig kan vi se på, om der er produktgrupper, der kan udelukkes til at begynde med.
Høringen viste også, at der er noget bekymring for den anden del af lovforslaget, nemlig at man ikke længere kan klage over godkendelser og afvisninger af biocidmidler.
Klageadgangen er i forvejen meget lille, da man længe ikke har kunnet klage nationalt over afgørelser, der træffes som et led i den fælles godkendelsesprocedure i EU.
Det vil sige, at den gældende klageadgang er meget, meget lille, og den bliver endda formindsket frem mod 2025.
Den er ikke blevet brugt i en årrække, hvilket vil sige, at vi i dag bruger penge på at opretholde en funktion, som ikke bliver brugt.
Hvis man ser det fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv, kan man sige, at i EU-sammenhæng bliver de producenter, der gerne vil have godkendt biocidmidler, hørt – ansøgerne bliver hørt, der er simpelt hen pligt til at høre dem – og biocidforordningen indeholder sådan set også muligheder for at klage over EU-afgørelser.
Sidst, men ikke mindst, er det jo lidt særligt, at vi på miljøområdet har den her ekstra funktion med et klagenævn, for lige præcis på det her område har man jo også det helt almindelige domstolssystem, hvor man kan indbringe danske myndigheders afgørelser for domstolen.
Så alt i alt er det en klageadgang, der ikke er blevet brugt rigtig, rigtig længe, og som egentlig er en meget, meget lille adgang, og man har mulighed for at klage i EU, og man har mulighed for at klage ved domstolene.
Så jeg synes, vi skal lave den afbureaukratisering og den lettelse sammen, men jeg er selvfølgelig villig til også at diskutere det i udvalgsarbejdet.
Venstre spurgte, om det her ligesom bare er showoff for at komme før EU.
Det er det på ingen måde.
Hvis vi havde en fornemmelse af, at der var EU-regulering lige om hjørnet, kan jeg godt se fornuften i at vente.
Men det har vi ikke nogen fornemmelse af er tilfældet.
Vi har presset på så sent som i juni måned 2012, og Kommissionen har lovet, at de vil lave en portal, der samler de forskellige landes europæiske registre; vi er jo ikke de eneste, der laver sådan et register, det er der også andre lande der gør, og det forsøger Kommissionen så at samle nu.
Det er jo et sted at starte noget videnopsamling for Kommissionen, og hver gang vi samler viden op i forbindelse med det store arbejde, vi laver med nanoprodukter i Danmark, er vi jo også med til at skubbe på Kommissionens arbejde.
Så alt i alt tror jeg sådan set, at det her kan være med til at presse på, i forhold til at EU kommer med noget lovgivning på området, at de får den viden indsamlet, og at vi så til gengæld faktisk har styr på vores hus herhjemme og måske endda er lidt foran de andre lande, hvis det kommer til et generelt krav.
Venstre spurgte også til Produktregistret, og om det ikke kunne gøre det.
Det er selvfølgelig et meget fornuftigt spørgsmål, men problemet med Produktregistret er, at det kun gælder farlige produkter til professionel anvendelse.
Det vil sige, at alle forbrugerprodukterne, som jo egentlig er dem, vi vil have ind i det her nanoregister, så de danske forbrugere ved, hvad det er, de kommer i kontakt med, ikke er dækket af Produktregistret.
Så det er simpelt hen forklaringen på, hvorfor der skal laves et særligt nanoregister.
Det var i første omgang svarene på nogle af de spørgsmål, ordførerne har rejst.
Men vi har selvfølgelig rig mulighed for også i udvalgsbehandlingen at tage de her ting op og få dem boret endnu tydeligere ud og få svaret mere ned i detaljen, i forhold til hvad det kunne være for nogle steder, man skulle forsimple.