Tak for debatten og for den generelt positive tilgang fra Folketingets partier.
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det er et uhyre teknisk lovforslag, vi har at gøre med her, og derfor er det jo svært sådan at få en almindelig større politisk debat i gang om forslaget.
Det handler om at få skabt et klart grundlag for dansk gennemførelse af en række EU-regler om krav til sikkerhed i de produkter, der bruges på områder, hvor Arbejdstilsynet er den kompetente myndighed.
Det er klart, at det, der selvfølgelig er vigtigt, er, at de mennesker, de medarbejdere, der bruger produkterne, ikke må komme til skade, når de er på det danske arbejdsmarked.
Lovforslaget regulerer, hvem der er forpligtet i forhold til indretning m.v.
af produkterne, og hvad pligterne i hovedtræk består af.
Det er vigtigt for mig at understrege, at de ansatte på arbejdspladserne fortsat er beskyttet af arbejdsmiljølovgivningen nøjagtig som i dag.
Der er ikke nogen substantiel ændring i eller forringelse af det, hvilket der blev spurgt til.
Det er der selvfølgelig ikke.
Og det betyder, at lovforslaget her på ingen måde vil forringe arbejdsmiljøarbejdet eller det arbejdsmiljø, vi har i Danmark.
Der blev rejst en række konkrete spørgsmål, og jeg noterede mig, at vi får lov til at håndtere en del af dem skriftligt.
Det vil jeg takke for set i relation til lovforslagets udformning.
Der bliver også spurgt om, hvorfor det ikke skal være muligt at klage til Arbejdsmiljøklagenævnet over Arbejdstilsynets afgørelse i forhold til den her nye lov.
Det, der er oplyst for mig af Arbejdstilsynet, er, at der her bliver en parallelitet til andre tilsvarende områder, der vedrører produktsikkerhed, f.eks.
lovgivning om medicinsk udstyr, hvor der heller ikke er en administrativ klageadgang i dag.
Man vil selvfølgelig stadig væk kunne klage over sagsbehandlingen efter de helt almindelige forvaltningsretlige regler.
Men jeg lytter til, hvad der bliver sagt fra flere sider om vigtigheden af, at der er en klageadgang.
Det synes jeg er noget, vi skal diskutere i fællesskab i forbindelse med udvalgsbehandlingen.
Der vil andre spørgsmål selvfølgelig også blive besvaret.
Men igen er det vigtigt for mig at understrege, at der ikke med forslaget her sker forringelser af arbejdsmiljøet i Danmark.
Det er en teknisk afgrænsning af den arbejdsmiljølovgivning, vi har i dag, i forhold til produktsikkerhed.
Der er selvfølgelig ikke nogen forringelser i forhold til arbejdsmiljøet.