Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af lovforslag nr. L 82:

Forslag til lov om ophævelse af fedtafgiftsloven og om ændring af lov om afgift af elektricitet, ligningsloven, personskatteloven med flere love. (Ophævelse af fedtafgiftsloven, nedsættelse af elvarmeafgiften, lempeligere beskatning af udenlandsk indkomst, forhøjelse af bundskatten og nedsættelse af personfradraget m.v. – Afgifts- og konkurrencepakken).

Af skatteministeren (Holger K. Nielsen).

(Fremsættelse 16.11.2012).

Første ordfører er Venstres ordfører, hr. Torsten Schack Pedersen.

Jeg tror, at de rette ord til at beskrive det her lovforslag er, at det er en fortrydelsespille. Det betyder, at der gøres op med tidligere beslutninger, og jeg skal da også gerne indrømme, at det her en fortrydelsespille, som vi i Venstre også har en aktie i.

Det vigtigste som politiker er jo at forholde sig til virkeligheden, at forholde sig til realiteterne og også indrømme, når man tog fejl. Og det har vi sagt åbent og ærligt i Venstre om fedtafgiften. Det var ikke noget, der stod på listen over succesfulde oplevelser under den tidligere regering, og derfor spillede vi også ud med en afskaffelse af fedtafgiften i vores eget finanslovudspil, »Færre afgifter, flere arbejdspladser«. For det har været for bøvlet at håndtere, og virkeligheden har vist, at hvad der måske teoretisk kunne være en god tanke, jo bestemt ikke har vist sig at holde i virkeligheden, og jeg tror faktisk også, at det er væsentligt at komme til den erkendelse, at vi ikke kan styre alt ned til mindste detalje. Det er faktisk sådan i dag, at det er billigere at leve sundt, end det er at leve usundt, og hvis man tror på, at man med skatte- og afgiftsskruen kan regulere danskerne ned i mindste detalje, må vi nok sige, at der har vi nået en grænse.

Det gælder selvfølgelig også regeringens egen sukkerafgift, en sukkerafgift, som man aftalte sidste år med Enhedslisten i finansloven. Der er vist ikke nogen tvivl om, at de diskussioner og drøftelser, der har været, og de deputationer, vi har haft i Skatteudvalget, har understreget, at effekten, det påståede sundhedsargument, kunne ligge på et ikkeeksisterende sted. Man ville f.eks. ende i en ekstra moms på fødevarer, kunne man vel kalde det, hvor en økologisk frugtyoghurt ville få en højere afgift end sukkerholdige sodavand. Eksemplerne på afgiftens tilfældighed var mange, og allerede i foråret stoppede drøftelserne mellem regeringen og erhvervslivet og brancherne med hensyn til at finde en brugbar løsning, fordi man var kommet til den erkendelse, at det grundlæggende ikke virkede. Det ville højst sandsynligt blot øge væksten i omsætningen syd for grænsen.

På samme måde har regeringen også skiftet holdning, hvad angår beskatning af udstationerede danskere. Det er også et forslag, der har været grundigt og heftigt diskuteret, hvor vi jo igen må sige, at virkeligheden har vist med al tydelighed, at en afskaffelse af ligningslovens § 33 A bestemt ville have meget store negative konsekvenser for dansk erhvervsliv, for en række af de erhverv, som vi ellers bryster os af at være rigtig dygtige til, men også når det gælder frivilligt arbejde, altså at Læger uden Grænser og andre, der agerer hjælpsomt rundtomkring i verden, også kunne blive ramt. Så det er ganske fornuftigt at man fortryder.

Udfordringen ligger selvfølgelig i finansieringen. Og der må vi jo sige, at her bryder man med en række helt grundlæggende præmisser i dansk skattepolitik. For det første nedsættes bundfradraget. Ud fra min viden er det vel nærmest historisk, at man direkte sætter det ned. Det har været fastfrosset nogle gange, jovist, men at man direkte nedsætter det, husker jeg ikke hvornår sidst er sket.

Der er også en lille stramning i den kombinationsordning, der gælder for ægtefæller i forbindelse med forårspakke 2.0. Der, hvor man ikke oplever at lettelserne i indkomstskatten modsvarer den lavere værdi af rentefradraget, ja, der mener skatteministeren nu at ægtefællernes indtægt altså skal opgøres samlet og ikke enkeltvis. Det synes vi er en stramning, som ikke er rimelig.

Grundlæggende er hele finansieringen altså et nybrud i forhold til vel 25-30 års fælles enighed om det gavnlige i at sænke skatten på arbejde, sænke skatten på den sidst tjente krone for at gøre det mere attraktivt at være i beskæftigelse, mere attraktivt at yde en ekstra indsats, mere attraktivt at være på arbejdsmarkedet. Men med det her forslag øger regeringen skatten for 4,4 millioner danskere. 2,4 mia. kr. sættes indkomstskatten op med, arbejdsudbuddet svækkes med 800 ved at hæve skatten på den sidst tjente krone ved at øge indkomstskatten, og det synes vi er en rigtig, rigtig dårlig idé. Fortrydelsespilledelen er ganske fornuftig, men den må ses i sammenhæng med, hvordan man vælger at finansiere det, og der synes vi, at regeringen og Enhedslisten har valgt en uambitiøs og skadelig måde, blot ved at skrue på andre skatte- og afgiftsskruer og dermed for første gang i nyere dansk politisk historie øge skatten på den sidst tjente krone. Vi har brug for det modsatte.

En kort bemærkning fra hr. Jesper Petersen.

Mens det har vakt voldsom kritik fra hr. Torsten Schack Pedersen, at der har været et par andre tilfælde, hvor man kunne sige, at vi i politik har tilladt os at blive klogere, så er der her et eksempel på det samme, når det kommer til Venstre, må man sige. Det er hr. Torsten Schack Pedersen fuldstændig ærlig om i sit indlæg. Venstre indførte selv fedtafgiften, opfandt den og tog alt besværet med at lave hele det administrative arbejde, der skulle til, for at få sådan en til at fungere, for så siden at synes, det var en dårlig idé alligevel. Men det er jo fint nok, at det også er muligt for Venstre at begå fejl og stå ved dem siden hen.

Det, der er problemet her, synes jeg, er, at man så godt vil være med til at afskaffe den igen, men ikke fremlægger, hvordan det skal finansieres. Venstre har også før fremsat beslutningsforslag om at fjerne fedtafgiften, men foreslog ikke noget om, hvordan det skulle finansieres. Finanslovforslaget, som Venstre har lavet, var hullet som en si – de penge var der ikke, som Venstre foreslog. Det siger Finansministeriet, som selv har regnet på det. Det holder ikke. Venstre kommer her og foreslår gladelig, at man skal fjerne afgifter, men siger så også, at den del, der handler om at finansiere det, vil man ikke være med til.

Det er jo bare en smule uansvarligt i en situation, hvor riget fattes penge, at man ikke vil fortælle, hvor pengene skal komme fra. Hvad er det for nogle erhvervsstøtteordninger, Venstre vil beskære? Hvad er det for nogle velfærdsområder, der skal holde for, hvis Venstre skal kunne finansiere sin politik?

Ordføreren.

Af hensyn til historieskrivningens fuldstændighed vil jeg da minde om, at det var flere partier end blot Venstre og Konservative, der støttede fedtafgiften, da den blev indført. Og for fuldstændighedens skyld skal det vel også nævnes, at en del af Socialdemokratiet og SF's valgoplæg var at fordoble fedtafgiften – bare for at få hele historien med.

Jeg må jo sige, at det finanslovudspil, som Venstre lagde frem, indeholdt finansieringen til en afskaffelse af fedtafgiften, og jeg må sige, at noget af den kritik, der ligger i de vurderinger fra Finansministeriet, jo sådan set ikke har ret meget med økonomien i det at gøre. En af ankerne var, at nogle af de reserver, der stod på finansloven, og som vi ville bruge til finansiering af vores finanslovudspil, kunne vi ikke bruge, for dem havde regeringen valgt at bruge på noget andet. Det er jo ikke et spørgsmål om, om pengene er der; det er jo et spørgsmål om, om man prioriterer dem til det ene eller det andet.

Så er det spørgeren.

Jo, og hvis Venstre så ikke foreslår at droppe det igen, som vi har brugt reserverne til, så er pengene der ikke – hvis jeg må fortsætte, hvor hr. Torsten Schack Pedersen slap. Det forslag hang ikke sammen.

Venstre foreslog at sanere og beskære erhvervsstøtteordninger med 750 mio. kr., men ville ikke sige hvordan. Vi har lige behandlet et skatteforslag for et øjeblik siden, der gjorde præcis det, og det var det værste, som Venstre nogen sinde havde hørt om, lød det nærmest som om, da vi havde diskussionen lige for lidt siden. Vi i regeringen har ansvaret for, hvordan tingene hænger sammen. Vi må også foreslå det og så stå på mål for det, vi gør. Venstre tillader sig åbenbart at tage en position, hvor man kommer med en eller anden luftig overskrift og siger, at man vil sanere erhvervsstøtten, men når de der 750 mio. kr. skal omsættes til virkelighed, har man forbløffende få svar – faktisk ingen.

Kan vi ikke bare komme det en smule nærmere, hvordan Venstre havde tænkt sig at finansiere det i øvrigt populære budskab om at ville fjerne den fedtafgift, som Venstre selv opfandt i sin tid?

Jeg har det helt fint med – bare for at runde af – den historieforfinelse, som hr. Torsten Schack Pedersen foretog her. Det var ikke for at sige, at vi ikke kan tage fejl; det var blot for at være enige om, at det kan vi så åbenbart alle. Det plejer at lyde modsat fra Venstres side, man så har vi da i det mindste fejlbarligheden bredt ud – det er fint nok.

Så er det ordføreren.

Jeg tror også, det er vigtigt, at der er klarhed over, at enhver beslutning, der træffes inde i dette lokale, jo med tiden kan vise sig ikke at være den klogeste. Det tror jeg er en visdom, som man som medlem af Folketinget må skrive sig bag øret, og man må jo altid være klar til, at tingene skal testes i virkeligheden. Det er ikke nogen skam at sige, at der lavede man en fejl, og at der var noget, der ikke burde have været lavet, men så har man selvfølgelig også forpligtelsen til at gøre noget ved det.

Nu drejede problemet sig jo om at få lov til at forhandle med regeringen om finansloven. Altså, problemet var jo, at regeringen lavede en aftale med Enhedslisten, og den kunne vi så sige ja eller nej til. Det gør det jo vanskeligt at komme ind i ordentlige, reelle forhandlinger, og jeg er jo ikke et sekund i tvivl om, at det var for at sikre regeringen ro på den parlamentariske bagsmæk, at man ikke ville gå ind i ordentlige og ærlige forhandlinger med Venstre.

Det ville være en god ide, hvis man overholdt taletiden.

Hr. Thomas Jensen.

Tak. Jeg vil fortsætte i det spor, som hr. Jesper Petersen slap. Jeg synes, det er godt, at Venstre er kommet til den erkendelse, at den fedtafgift, som de selv opfandt og indførte under hr. Lars Løkke Rasmussen, nu skal afskaffes. Jeg synes også, det ville klæde partiet Venstre, hvis man både ville være med til at stemme for afskaffelsen af ens egen fedtafgift, samtidig med at man også ville sørge for, at der er en finansiering af det. Nu kan vi jo se, at vi til andenbehandlingen skal behandle et ændringsforslag om, at Venstre netop kun vil afskaffe fedtafgiften, men ikke vil finansiere den.

Jeg kunne godt tænke mig at høre helt konkret, pindet ud på erhvervsstøtteordninger: Hvad er det for erhvervsstøtteordninger, Venstre gerne vil være med til at afskaffe for at sikre, at vi kan afskaffe fedtafgiften? Lad os nu få det åbent og ærligt på banen. Muligheden er der nu, vil jeg sige til hr. Torsten Schack Pedersen.

Ordføreren.

Det er jo helt klart, at vi ikke har nogen ambition om at skulle forsvare enhver erhvervsstøtteordning med næb og kløer. Det er også derfor, at vi selv foreslår, at der kan saneres. Til forskel fra regeringen mener vi i Venstre, at når man gør det, skal pengene føres tilbage til erhvervslivet i form af bedre rammevilkår. Vi må bare konstatere, at vi har stået alene med ønsket om at hjælpe danske virksomheder med at forbedre deres rammevilkår. Vi har stået alene med ønsket om at gøre op med de her små, beskedne stramninger, de her ting, som ikke betyder ret meget, de her ting, som koster en halvtredser per medarbejder og 85 kr., og hvad vi ellers hører af måder at tale det ned på. Man må bare gøre op, om man mener, at virksomhederne skal belastes hårdere, eller de skal belastes mindre. I Venstre er vi optaget af, at vi får skabt nogle vilkår, så vi får skabt nogle arbejdspladser i landet. Og så kan man altså ikke bare blive ved med at skrue på skatter og afgifter, sådan som regeringen ønsker.

Hr. Thomas Jensen.

Jeg kan forstå på Venstre, at man har ét princip, når man sidder i regering, og når man sidder i opposition, har man et helt andet princip. Vi ved jo godt, at hr. Lars Løkke Rasmussen som statsminister gennemførte forårspakke 2.0 og genopretningspakken. Det var i de to pakker – hr. Torsten Schack Pedersen var også selv med til det – at man pålagde dansk erhvervsliv milliardstore afgifter hvert år. Det var op til 24 mia. kr. om året i afgifter.

Jeg vil bare gerne have hr. Torsten Schack Pedersens svar på dette: Når hr. Torsten Schack Pedersen i dag mener, at man skal tilbageføre afgifterne til erhvervet, gjorde man det så også dengang, da man lavede de her store afgiftsstigninger? Kom det dansk erhvervsliv til gode?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at i 2009 lavede VK-regeringen og Dansk Folkeparti den største nedsættelse af skatten på arbejde siden indkomstskattens indførelse i 1903. Det var et markant ønske fra dansk erhvervsliv om, at vi skulle gøre dansk økonomi mere konkurrencedygtig ved at sænke skatten på arbejde. Det gjorde vi fuldt finansieret. Jeg er glad for, at der nu er forståelse for, at det er den virkelighed, der er.

Det, der er interessant, er, at vi brugte pengene til at sænke skatten på arbejde. Det, der er problemet for regeringen, er, at man hele tiden finder små skruer, som man skruer på, hvilket øger omkostningerne for erhvervslivet, gør det dyrere at drive virksomhed og gør det dyrere at have folk ansat i Danmark.

Vi må bare sige, at vi er uenige i det. Vi mener, at vi har brug for at forbedre danske virksomheders rammevilkår. Vi har brug for, at der er nogle, der vil investere i Danmark, vi har brug for, at der er nogle, der vil skabe arbejdspladser, og det gør man altså ikke, når man altid skruer på skatter og afgifter, som regeringen gør.

Så er det hr. Ole Birk Olesen.

Tak. Venstre er jo heldigvis kommet til fornuft og erkender i dag, at fedtafgiften var en fejl, og Venstre kritiserer regeringen for, at regeringen vil afskaffe fedtafgiften ved at hæve andre afgifter. Venstre synes, at regeringen har for meget fokus på, at det offentlige forbrug skal øges frem til 2020, og at man i stedet burde bruge af det økonomiske råderum til at lette skatterne. Det ville være befordrende for troværdigheden af Venstres udsagn, hvis Venstre sagde undskyld for den politik, man førte frem til 2011, hvor man mistede regeringsmagten, altså for mindre end et år siden. Det er jo rigtigt, hvad hr. Thomas Jensen siger, at Venstre øgede skatterne på erhvervslivet med 24 mia. kr. Det er også rigtigt, hvad hr. Torsten Schack Pedersen siger, at man brugte nogle af de penge på at sænke indkomstskatterne. Men man kunne jo også blot have ladet være med at øge det offentlige forbrug dengang med gennemsnitligt 1,7 pct. om året. Så havde man haft penge til begge dele. Hvorfor gjorde man ikke det?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, der er nogen, der er i tvivl om, at det var en kæmpe udfordring at holde de offentlige budgetter. Jeg må jo sige, at når man oplevede debatterne her i Folketingssalen, så var det blodbad, offentlig massakre. Altså, kendte man en offentligt ansat, skulle man være god ved vedkommende, for det var nærmest en uddøende race, skulle man tro, når man hørte den debat, der foregik herinde. Det var konsekvent en kamp for at holde en finanslov på en beskeden vækst. Jeg erindrer ikke, at der var forslag fremme fra nogen, der mente, at vi skulle bruge færre udgifter.

Vi er i Venstre optaget af virkeligheden. Når vi kigger ud på danske arbejdspladser nu, må vi bare konstatere, hvad det er for nogle vilkår, der er, og dem er vi altså bare nødt til at forbedre, for hvis ikke vi har vækst og beskæftigelse i det private erhvervsliv, bliver der jo ikke noget at fordele via en finanslov. Forudsætningen for, at vi kan bruge penge på offentligt finansieret velfærd, er, at pengene tjenes hjem.

Hr. Ole Birk Olesen.

Vi kan hurtigt blive enige om, at Socialdemokraterne og resten af oppositionen til venstre for den daværende regering opførte sig som nogle tølpere i hele den debat, der var om offentlige udgifter dengang. Mens VK-regeringen lod sluserne stå åbne til de offentlige kasser, vel at mærke ud af de offentlige kasser, var der nogle socialdemokrater, som ville bruge endnu flere penge. Men det friholder jo ikke Venstre, der sad med et flertal sammen med Konservative og Dansk Folkeparti, fra et ansvar.

Hvorfor insisterede man på at bruge 1,7 pct. mere hvert eneste år i den offentlige sektor, når man alternativt kunne have brugt af den velstand til at sænke skatten på både arbejde og erhvervslivet i stedet for at hæve skatterne på erhvervslivet for til gengæld at sænke skatten på arbejde? Hvorfor skulle alle de penge bruges i den offentlige sektor, når man i dag blot et år senere er så meget klogere?

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at når der blev bevilget flere penge til offentligt forbrug, var det en evig kamp for at holde det på det aftalte niveau. Der blev løbende strammet op.

Der var ting, vi ikke nåede at gennemføre, og som vi med tilfredshed nu kan se bliver gennemført. Da den tidligere opposition var opposition, sagde man, at det var forfærdeligt, men når man nu er regering, er det ganske fornuftigt – jeg tænker på budgetloven. Det giver mulighed for at have hånd i hanke med udgifterne.

Det er rigtigt, at der var tilfælde, hvor vi ikke kunne sikre, at når vi bevilgede penge, var det kun det, der blev brugt. Det var en stor udfordring.

Jeg må bare sige, at vi i dag er i en situation, hvor en socialdemokratisk ledet regering og en socialdemokratisk finansminister kan sige, at man med en finanslov, der indeholder nulvækst, kan lave fornuftige prioriteringer. Det synes jeg er et voldsomt positivt skred, og jeg synes også, det er den vej, vi skal videre ad.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så giver jeg ordet til hr. Thomas Jensen.

Tak. Regeringen er optaget af at sikre erhvervslivet nogle gode rammevilkår, så danske virksomheder kan konkurrere endnu bedre på de internationale markeder, og så vi kan sikre danske arbejdspladser. Det skulle jeg hilse og sige der er behov for. Efter 10 års højreorienteret styre ser det skidt ud. Fra 2007 til 2012 faldt Danmark fra at være det tredje mest konkurrencedygtige land i verden til nu at ligge på en tolvteplads ifølge World Economic Forum. Resultatet er desværre til at tage og føle på for mange danske lønmodtagere. I den korte tid, hr. Lars Løkke Rasmussen var statsminister, mistede Danmark 129.000 private arbejdspladser. 130 private arbejdspladser er flyttet til udlandet eller blev nedlagt hver dag – også om søndagen.

Den vigtigste opgave for den nye regering har været at standse blødningen, standse tabet af arbejdspladser. For at sikre det skal vi også rydde op efter den tidligere regering, som påstod, den havde skattestop, samtidig med at den hævede skatter og afgifter for borgere og ikke mindst erhvervslivet mere end 130 gange – og det er vel at mærke 130 gange i den korte tid, hr. Lars Løkke Rasmussen sad for bordenden i Statsministeriet. VK-regeringen med Venstre i spidsen indførte afgifter, så det tilsammen koster erhvervslivet ca. 24 mia. kr. om året. Det skete i skattereformen fra 2009 og med genopretningspakken fra 2010 – vel at mærke politiske tiltag, der blev gjort, efter krisen var slået igennem i 2008.

Man kan spørge sig selv, om Venstre havde styr på strategien for, hvor Danmark skulle hen. Det ser ikke sådan ud, for det, Venstre definerer som Danmarks hovedproblem, øgede skatter og afgifter, kan Venstre selv tage en stor del af æren for, for som sagt er det et faktum, at Venstre selv har påført erhvervslivet nye skatter og afgifter for 24 mia. kr. hvert år. Hvis det virkelig er Danmarks hovedproblem, har Venstre lige haft 10 år i regering, hvor de jo havde kunnet undlade at pålægge erhvervslivet nye afgifter, men det gjorde man som bekendt ikke. Men i dag kan vi så se, at Venstre har chancen for at råde bod på lidt af fortidens synder ved at stemme for en afskaffelse af Venstres egen fedtafgift. Regeringen afskaffer nemlig Venstres fedtafgift og undlader også at indføre udvidelsen af den såkaldte sukkerafgift. Begge afgifter blev kritiseret for at forhøje forbrugerpriserne, øge bureaukratiet i virksomhederne og dermed koste danske arbejdspladser. Den kritik vil regeringen selvfølgelig ikke sidde overhørig, og derfor rydder vi nu op efter Venstre. Her er det værd at bemærke, at afgifterne på fedt og sukker vejer relativt tungere i budgettet hos folk med lavere indkomster, og derfor vil en afskaffelse af afgifterne styrke den sociale balance.

Hen over sommeren og i efteråret har erhvervslivet ganske højlydt givet udtryk for, at det bliver vanskeligt for danske virksomheder at få danske medarbejdere til at arbejde i udlandet, hvis den vedtagne stramning af beskatning for fuldt skattepligtiges udenlandske arbejdsindkomst bliver gennemført. Vi har lyttet til kritikken og fører beskatningen af fuldt skattepligtiges udenlandske arbejdsindkomst tilbage til de hidtidige regler. Hermed sikrer vi, at personer, der er fuldt skattepligtige i Danmark, også i fremtiden vil få et nedslag i skatten på lønindkomst erhvervet under ophold i udlandet i mindst 6 måneder. Det skulle meget gerne sikre arbejdspladser for danskere i udlandet.

Afgiften på elvarme er i dag væsentlig højere end afgifterne på f.eks. olie og naturgas, og da der anvendes mere og mere vedvarende energi til fremstilling af el, vil et større forbrug af el til varme være til gavn for indpasningen af el fra vindmøller i energiforsyningen. Derfor lemper vi afgiften på elvarme, så den svarer til de øvrige energiafgifter. Herved bliver elopvarmningen af helårsboliger og lokaler i momsregistrerede virksomheder væsentlig billigere end i dag.

Afgifts- og konkurrencepakken, som vi behandler nu, fjerner afgifter for i alt 2,4 mia. kr. i varig virkning. Det tab af indtægter til samfundets fælles kasse skal selvfølgelig finansieres fuldt ud, ellers ville vi mangle pengene til velfærd, og finansieringen sikrer vi på to måder. For det første ved at sænke personfradraget med 900 kr. for folk over 18 år og sænke det med 700 kr. for børn og unge under 18 år. Det svarer til ca. 15 kr. ekstra i skat om måneden for hver 100.000 kr., man får i løn om året ud over personfradraget på 42.900 kr. For det andet finansierer vi det ved at forhøje bundskatten med 0,19 procentpoint og tilsvarende forhøje det skrå skatteloft for personlig indkomst fra 51,5 pct. til 51,7 pct. Det svarer til ca. 24 kr. ekstra i skat om måneden.

Hvad betyder afgifts- og konkurrencepakken så for fordelingen? Med afskaffelsen af fedt- og sukkerafgifterne og den lavere afgift på elvarme sammenholdt med sænkningen af personfradraget og stigningen i bundskatten vurderer vi at indkomstforskellene målt ved Ginikoefficienten vil blive reduceret med 0,02 procentpoint. Afgifts- og konkurrencepakken sikrer dermed en bedre social balance.

Jeg vil sige, at Socialdemokraterne støtter forslaget.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Dennis Flydtkjær.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Thomas Jensen angående ændringen af ligningslovens § 33 A, altså det med, at danskere er blevet fuldt beskattet, når de har arbejdet i udlandet. Det glæder mig sådan set, at den ordning med fradrag bliver genindført, men det undrer mig meget, hvorfor man ikke lyttede til erhvervslivet under behandlingen af lovforslaget for nogle få måneder siden. Der var jo voldsom kritik i alle høringssvarene af, at man afskaffede den her ordning. 24 af landets største erhvervsledere sendte et brev til Skatteudvalget og skatteministeren om, at det var ret dårligt at afskaffe den her.

Hvad er det, der gør, at man lytter nu, men ikke lyttede dengang? Det giver jo en voldsom usikkerhed ude i erhvervslivet, når man afskaffer en ordning for at genindføre den få måneder efter. Hvorfor lyttede man ikke bare under den udvalgsbehandling, hvor der var klare signaler og det blev udtrykt fra alle kanter, at det var ret skidt at afskaffe den? Hvad er det, der har ændret sig? Hvad har gjort, at man har ændret holdning fra regeringens side?

Ordføreren.

Allerede ved indgåelsen af skatteaftalen i juni måned var det jo sådan, at vi sammen med Venstre og Konservative besluttede at afskaffe ligningslovens § 33 A. Der var det jo også sådan, at vi faktisk vedtog, at der skulle være en overgangsordning, så det ikke skulle gælde for folk, der allerede var udstationerede. Samtidig lovede vi, at vi ville følge udviklingen nøje.

Det, der så er sket hen over efteråret, er jo, at der er nogle virksomheder, som det allerede er begyndt at få nogle konsekvenser for, med hensyn til hvem de ansætter i de job i udlandet. Man udstationerer ikke længere danskere, men begynder i stedet for at finde folk fra andre lande til at besætte de job. Der kan man sige, at vi begynder at få nogle endog store negative konsekvenser for beskæftigelsen, og derfor synes jeg, det er helt på sin plads, at vi har lyttet til kritikken og været i dialog med de folk, de virksomhedsledere, som står og ansætter ikkedanskere i de ledige stillinger. Derfor er det helt på sin plads, at vi også går ind og aflyser afskaffelsen af ligningslovens § 33 A.

Så er det hr. Dennis Flydtkjær.

Det er jo ikke et helt korrekt billede, hr. Thomas Jensen tegner, for allerede før finanslovaftalen blev indgået – jeg tror, det var 2 uger før – som det her var en del af, havde vi et samråd med den daværende skatteminister, Thor Möger Petersen, og han holdt fast i, at det var en god ting, at man afskaffede ligningslovens § 33 A. Han nægtede, at det kunne have nogen negative beskæftigelsesmæssige konsekvenser. Han syntes i det hele taget, at det var meget rimeligt, at man afskaffede den her skattefordel.

Så undrer det mig bare, hvad der er sket i løbet af de der 14 dage, når man så pludselig syntes, at det var en god idé at genindføre den – hvilket glæder mig. Men det er mest bare for historikken i det; det undrer mig, hvordan forløbet har været i det. For det er jo ikke rigtigt, at man pludselig først hen over efteråret finder ud af, at det har nogle negative konsekvenser. Det sagde de nøjagtig samme virksomhedsledere altså under lovforslagets behandling. Det var også under lovforslagets behandling, at der var kritiske høringssvar. 24 af de største erhvervsledere sendte et brev, hvor de fortalte, hvad de negative konsekvenser var.

Der tænker jeg bare: Det må da være bedre, at vi fremadrettet lytter til sådan nogle ting under lovforslagets behandling i stedet for at skabe den store usikkerhed. Kan hr. Thomas Jensen ikke give mig ret i, at man måske fremadrettet, i stedet for at være stædig og holde fast i en dårlig lov – som man så efter 3 måneder lavede om – skulle have ladet være med at vedtage den fra starten af?

Ordføreren.

Jeg kan godt gentage, at vi fra starten af har haft en overgangsordning og sagt, at vi ville følge udviklingen nøje. Det har vi så gjort. Og vi kunne allerede nu se, at det begyndte at få nogle negative konsekvenser for ansættelsen af danskere i udlandet. Derfor er det jo helt på sin plads, at vi, når vi begynder at se de negative konsekvenser, handler.

Derfor har vi gjort sådan, at afskaffelsen, som skulle have været trådt i kraft fra den 1. januar 2013, ikke træder i kraft. Det vil så fortsat være sådan, at man kan blive udstationeret, og hvis man er udstationeret i mere end 6 måneder, er det på gunstige skattevilkår. Det synes jeg vi alle sammen skal glæde os over her i Folketingssalen i dag.

Så er det hr. Ole Birk Olesen.

For regeringen er det en god idé, og det er det også for os, at få afskaffet fedtafgiften og at sørge for, at man ikke behøver at gennemføre sukkerafgiften og afskaffe ligningslovens § 33 A. Her gør regeringen det, at den sænker bundfradraget, hæver bundskatten og det skrå skatteloft til at finansiere det.

Men regeringen kunne også alternativt i sin langsigtede økonomiske politik have nøjedes med ikke at øge det offentlige forbrug med 0,8 pct. om året, men med 0,7 pct. om året. Hvorfor er det regeringen så magtpåliggende, at alle mennesker i Danmark, herunder dem, der tjener mindst, skal betale mere i bundskat, frem for at regeringen bare kunne lade være med at øge det offentlige forbrug med 0,8 pct. og blot øge det med 0,7 pct.?

Ordføreren.

Hvis vi ser på konsekvensen af det og på, hvilke udgifter forskellige befolkningsgrupper har på grund af fedtafgiften og har haft det i det sidste år, siden Venstre og Konservative sammen med Dansk Folkeparti indførte den, har den jo betydet, at folk skulle bruge flere penge på at fylde madvarer i kurven. Det, vi så gør nu, er, at vi afskaffer den her fedtafgift, så de kan fylde nogle billigere madvarer i kurven. Det finansierer vi ved samtidig at hæve skatten, bl.a. ved at hæve bundfradraget, som hr. Ole Birk Olesen nævner. På den måde sikrer vi, at alle er med til at bidrage til den her afskaffelse af fedtafgiften.

Det, der så er spørgsmålet, er, hvilke konsekvenser det så har. Der kan vi jo se på de beregninger, som er præsenteret i lovforslaget, at der faktisk er en rimelig god social balance i det. De folk, der har mindst i disponibel indkomst, vil faktisk også få et rigtig godt resultat ud af det her, på den måde at de får en lidt mere positiv effekt ud af det end folk, der tjener rigtig, rigtig mange penge. Så jeg synes, det er rigtig glædeligt med afskaffelsen af fedtafgiften, og at det samtidig kan kombineres med, at vi får en bedre social balance i fordelingen i Danmark.

Hr. Ole Birk Olesen.

Der er nu ikke en bedre social balance i at hæve bundskatten for dem med de laveste indkomster end ved ikke at hæve bundskatten for dem med de laveste indkomster. Dem med de laveste indkomster føler i hvert fald, at de har det bedre, hvis deres bundskat ikke bliver hævet, frem for at den bliver hævet.

Mit spørgsmål er: Hvorfor vælger regeringen, at vi skal have en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 pct. hvert år frem for på kun 0,7 pct. hvert år, når regeringen ved, at det vil betyde, at man skal hæve skatten for folk med de laveste indkomster? Ville det ikke være bedre blot at have en vækst i det offentlige forbrug på 0,7 pct., så man slap for at hæve skatten på de laveste indkomster?

Ordføreren.

Vi er i en krisetid, og alligevel har regeringen en ambition om, at der skal være en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 pct., og det er ud fra en betragtning om, at der er behov for det. Der er en masse ting, vi gør fælles i Danmark, og de skal finansieres. Derfor skal vi også sørge for at hive pengene hjem over skatter og afgifter, og det gør vi også. Det, vi laver, skal være fuldt finansieret.

Det er såmænd det, som mit eget parti, Socialdemokraterne, har kæmpet for hele vejen op igennem det tyvende århundrede. Vi har sagt, at vi gerne vil bruge penge på velfærd, så og så mange kroner, og vi vil også gerne kræve så og så mange skattekroner ind for at finansiere det. Det er det, de danske vælgere ved folketingsvalg efter folketingsvalg har accepteret at vi skal have. Når vi har et højt offentligt forbrug, skal der også betales for det over skatter og afgifter. Det synes jeg er en dejlig og glædelig samfundskontrakt, vi har i Danmark, mellem politikere og borgere.

Så er det hr. Brian Mikkelsen.

Det er godt, at vi har fået fjernet fedtafgiften, godt, at sukkerafgiften ikke kommer, og godt, at danskere ansat i danske virksomheder kan arbejde i udlandet – så langt så godt. Men det virker rimelig uopfindsomt, at den eneste måde, hvorpå regeringen kan gøre de gode ting, som Det Konservative Folkeparti støtter, er at hæve skatten for helt almindelige danskere. Man hæver skatten for alle danskere, man hæver marginalskatten for rigtig mange danskere og sænker samtidig personfradraget. Er der ikke alternative måder, hvorpå man kan finansiere, at man fjerner sukker- og fedtafgiften og gør noget godt for de danskere, som arbejder i udlandet? Hvorfor skal man hele tiden bruge det uopfindsomme kneb, som Socialdemokratiet er så gode til at bruge, nemlig at hæve skatten?

Ordføreren.

Nu kunne jeg høre på hr. Brian Mikkelsen, at hr. Brian Mikkelsen konstaterer, at fedtafgiften er afskaffet. Det er den ikke, det er det, vi behandler med det her lovforslag i dag, og jeg glæder mig også til at høre hr. Brian Mikkelsen her fra talerstolen fortælle, om Det Konservative Folkeparti virkelig vil stå til ansvar for, at man har indført en afgift, der har medført meget bøvl og besvær i danske fødevarevirksomheder, og som har bevirket nogle store udgifter og haft nogle store konsekvenser for nogle erhverv; og om Det Konservative Folkeparti vil stå på mål for også at afskaffe den afgift, eller om man ligesom Venstre vil stikke halen mellem benene og ikke vil være med til at finansiere det. Jeg glæder mig til at høre hr. Brian Mikkelsen heroppe fra Folketingets talerstol forklare, om De Konservative vil være med, og om man, hvis man ikke vil være med, har en alternativ finansiering til afskaffelsen. Det ville klæde de borgerlige partier her i Folketinget i dag.

Brian Mikkelsen.

Jamen vi er jo opfindsomme og tænker på danskerne, så derfor foreslår vi konkret, at det offentlige forbrug ikke stiger så meget, som regeringen har planlagt. Så går det ikke ud over helt almindelige danskere. Så behøver man ikke hæve skatten for de fleste danskere i arbejde. Jeg troede egentlig, at det var socialdemokratisk politik at fokusere på, at dem, som var i arbejde, skulle have nogle bedre vilkår, så man sikrede, at det hele tiden kunne betale sig at arbejde. Men her gør man det altså dyrere at tage på arbejde. Man hæver marginalskatten, og for de hundredtusindvis af mennesker, der møder på arbejde hver eneste morgen, koster det altså mere end at sidde derhjemme i dagligstuen.

Ordføreren.

Som jeg også sagde tidligere, er der en god balance i det her lovforslag. Danskerne har det seneste år kunnet opleve, at når de puttede fedtholdige fødevarer i indkøbskurven, så har de været dyrere, end de var tidligere. Det kunne man takke den tidligere regering, som indførte fedtafgiften, for. Nu går den nuværende regering så ind og afskaffer fedtafgiften, og det skulle jo gerne resultere i nogle lavere fødevarepriser.

Men pengene til det offentlige skal jo komme et eller andet sted fra, og vi vil ikke være med til at lave vilde nedskæringer i den offentlige sektor som følge af at give ufinansierede skattelettelser. Så derfor siger vi ærligt og redeligt, at vi godt vil bede danskerne om, at alle bidrager til at finansiere den her afskaffelse af fedtafgiften. Samlet set kan vi se, at det i den sociale balance falder rigtig godt ud i forhold til de indkomstgrupper, som ikke har så mange penge, så jeg synes, det er en rigtig, rigtig god løsning, vi har fundet her, i forbindelse med afskaffelse af fedtafgiften.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Men det er så en af de her beskedne skattestigninger, som koster 2,4 mia. kr. for danskerne.

Socialdemokratiet bryder med det, der har været ambitionen for næsten alle partier i Folketinget, nemlig at sænke skatten på arbejde, sænke skatten på den sidst tjente krone. Det gør man op med nu. Jeg skal bare vide, om det betyder, at Socialdemokratiet mener, det er o.k., næste gang man har et eller andet, man gerne vil finansiere, at man så kan skrue lidt mere på bundskatten. Er det en mulighed, vi skal forholde os til, eller er det kun den her ene gang? Kan det tages i anvendelse på et andet tidspunkt?

Ordføreren.

Jeg vil godt fjerne den misforståelse, der er, hvis hr. Torsten Schack Pedersen mener, der er fuldstændig enighed i Folketinget om, hvordan skattepolitikken i Danmark skal indrettes. Det er jo sådan, at vi i de sidste 10 år har set skattereformer under først hr. Anders Fogh Rasmussen og senere hr. Lars Løkke Rasmussen, som jo har givet ufattelig store skattelettelser til de folk, der tjener allerallermest i det her samfund. Alene forårspakke 2.0 gav jo bankdirektøren, der tjener omkring 7-8 mio. kr. om året, en skattelettelse på næsten 0,5 mio. kr., fordi man afskaffede mellemskatten.

Det er slet ikke sådanne skattelettelser, den nuværende regering vil gennemføre. Vi sørger for, at når vi laver skattelettelser, som vi gjorde med skattereformen her i sommer, skal det komme almindelige lønmodtagere til gode. Det skal i særdeleshed være de almindelige lønmodtagere, som også er enlige forsørgere. Derfor har vi sørget for, at de har fået en rigtig, rigtig god skattelettelse, så de får mere ud af at gå på arbejde hver dag. Sammenholdt med det, vi gør i det her lovforslag, vil langt størstedelen af den gruppe af lønmodtagere stadig væk have mere til sig selv i lønningsposen i 2013 som følge af både skattereformen og det her lovforslag.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Vi har skullet høre på hr. Thomas Jensens store modstand mod den tidligere regerings skattepolitik. Det undrer mig bare, hvorfor hr. Thomas Jensen ikke laver den om. Hvis forårspakke 2.0 var så skingrende vanvittig, som hr. Thomas Jensen står og siger, så er det da ufatteligt, at hr. Thomas Jensen ikke har stillet forslag om at lave det hele om. Hvis det var så grotesk, ødelæggende, forstyrrende og smadrende for dansk økonomi og for det danske samfund, hvorfor laver man det så ikke om?

Det har Socialdemokratiet klogelig valgt ikke at gøre, fordi det var med til at gøre skattesystemet bedre. Det var med til at sænke skatten på arbejde. Når jeg siger, det er noget nyt, at man skruer op for bundskatten og ned for personfradraget, er det, fordi det har været et gennemgående tema siden i hvert fald en gang midt i 1980'erne. Det har været ambitionen. Derfor er det nytænkning.

Jeg er selvfølgelig også lidt bekymret, for et valgløfte fra Socialdemokratiet og SF var, at hvis kommunerne satte skatten op, skulle man kompenseres over bundskatten. Jeg vil bare høre, om det kommer, når kommunerne har hævet kommuneskatterne mere end aftalt.

Ordføreren.

Vi har indgået en bred skatteaftale i sommer, også med Venstre og Konservative. Vi har lagt skattepolitikken nogenlunde fast. Der kommer ikke store ændringer i skattepolitikken i indeværende valgperiode. Der kommer nogle justeringer, når det er fornuftigt. Det er det nemlig med det her forslag. Det er ganske fornuftigt at gå ind og afskaffe den her fedtafgift, som Venstre indførte, fordi det betyder, at de fødevarevirksomheder, som skal konkurrere ikke bare i Danmark, men også på de udenlandske markeder, bliver fritaget for en masse bøvl og besvær. På den måde sikrer vi, at vi skaber et bedre erhvervsklima, og samtidig sikrer vi, at med den måde, vi finansierer det på, laver vi en finansiering, der skaber en god social balance, i særdeleshed for grupperne med den laveste indkomst. Så jeg synes, det er en ganske god løsning, vi har fundet her.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Jeg siger tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Dennis Flydtkjær.

Jeg vil gerne starte med, ligesom jeg har gjort ved de andre lovforslag, at kritisere, at der her igen har været en utrolig kort høringsfrist på 5 dage. Jeg synes igen, at det kan opfordre til lovsjusk, når man på den måde negligerer, at det er et vigtigt element, at vi hører de høringsparter, som kan komme med interessante indspark til lovgivningen. Jeg synes da, det er utrolig ærgerligt, at man ikke respekterer det i højere grad. Jeg kan i hvert fald huske, selv om jeg ikke sad i Folketinget, hvordan regeringspolitikerne, som tidligere sad i opposition, var meget hårde i deres kritik af den gamle regering for ikke at overholde høringsfrister. Men det betyder åbenbart ikke noget, når man selv sidder ved roret.

Nå, men lovforslaget handler jo som nævnt af de andre ordførere om en ophævelse af fedt- og sukkerafgiften, en genindførelse af ligningslovens § 33 A – det med, at danskere, der arbejder i udlandet, skulle være fuldt beskattet i Danmark – og så en nedsættelse af elvarmeafgiften. Det finansierer man så med en forhøjelse af bundskatten med 0,19 pct. og en nedsættelse af personfradraget med 900 kr.

Jeg vil gerne starte med at nævne et par ting om det med ligningslovens § 33 A, altså det med, at danskere i udlandet bliver beskattet fuldt ud. Det var en del af skattereformen, og der kan man da kun fra Dansk Folkepartis side sige klart, at vi synes det er godt, at man får den del genindført. Det kan undre, hvorfor man egentlig afskaffede den, og i det hele taget undrer den zigzagkurs, man har haft, hvor man under udvalgsbehandlingen af det tidligere lovforslag holdt hårdt fast i, at der var stort behov for at få den afskaffet. Man kunne slet ikke se, at det kostede arbejdspladser; man kunne ikke se, at det skabte konkurrenceforvridende vilkår for virksomhederne i forhold til vores nabolande, som havde tilsvarende ordninger. Regeringen stod i et samråd – jeg tror, det var, 2 uger før man indgik en aftale med Enhedslisten – fast på, at man ikke ville ændre noget.

Det er uforståeligt, når man ser på den megen kritik, der var under lovbehandlingen dengang. Alle høringssvar var kritiske – alle lige fra kirkelige organisationer til universiteter, store virksomheder og erhvervsorganisationer osv. var voldsomme modstandere af det. Der kom breve fra 24 af de største erhvervsledere, som alle sammen kritiserede det voldsomt. Så allerede dengang vidste man altså udmærket godt, at det her havde en lang række af negative konsekvenser.

Alligevel valgte man så at få vedtaget det, og nu står vi så igen kort tid efter og skal genindføre det. Det er altså udtryk for en værre zigzagkurs, som jeg vil tage stor afstand fra, for det skaber stor usikkerhed i erhvervslivet, når vi på den måde ændrer på rammevilkårene og genindfører en lovbestemmelse, få måneder efter at vi har fjernet den. Det synes jeg da er en skidt kurs, hvis det er det, Folketinget vil gøre fremadrettet. Men DF støtter naturligvis, at man får genindført den her paragraf i ligningsloven, da vi som sagt også var modstandere af, at man pillede den ud.

Så er der fedt- og sukkerafgifterne, som bliver afskaffet, hvilket vi også støtter fuldt ud. Det var også et af vores egne punkter til finanslovforhandlingerne. Der er jo en række negative ting ved de her fedt- og sukkerafgifter. Det er jo bl.a., at det forhøjer forbrugerpriserne, det forøger virksomhedernes administrative omkostninger, og det bringer danske arbejdspladser i fare.

Så vil jeg også gerne nævne, at de rammer socialt skævt, fordi de rammer dem med de laveste indtægter forholdsvis hårdere i forhold til dem, som har mange penge. Jeg vil også sige, at den kommende sukkerafgift, som jo ikke når at træde i kraft, hvis vi vedtager det her lovforslag, også er rigtig skidt og også rammer utrolig skævt; sådan vil det se ud i forhold til bl.a. en økologisk yoghurt, der vil blive dyrere end en almindelig yoghurt osv.

Jeg vil også nævne, at jeg i forhold til fedt- og sukkerafgiften synes, at der er en grad af zigzagkurs, for det er ikke længere tilbage end ved skattereformen, at man valgte at lave en indeksering af fedtafgiften, og hvor man sagde, at den skulle stige frem mod år 2020. Og det er altså en værre zigzagkurs, at man på samme tid snakker om, at man vil afskaffe en afgift, og at man så alligevel forhøjer den i Folketinget. Men det er da glædeligt, at man har valgt at gå i den anden retning nu.

Jeg vil sige, at i forhold til grænsehandel er fjernelsen af fedtafgiften selvfølgelig positivt, fordi det nedbringer grænsehandelen, men det er langtfra nok. Så vidt jeg kan læse af grænsehandelsrapporten, er fedtafgiften skyld i grænsehandel for 150 mio. kr., hvor man alene med øl er oppe på 735 mio. kr. og med sodavand på 675 mio. kr., mener jeg at kunne huske det var. Der må man sige, at når det kommer til grænsehandel, er det langtfra nok, at vi nøjes med at afskaffe fedtafgiften. Vi skal gøre langt mere i forhold til magnetvarerne, altså de varer, som gør, at man kører ned til grænsen, og at man, når man er dernede, tager alle mulige andre ting med hjem. Det er specielt afgifterne på øl og sodavand, som vi fra Dansk Folkepartis side godt kunne tænke os at få sat noget ned. Det havde vi også med som et forhandlingsemne.

Angående finansieringen vil jeg sige, at vi er mere pragmatiske. Vi havde jo ikke taget et selvstændig krav med til forhandlingerne om, at finansieringen skulle findes ved offentlige besparelser. Vi kunne godt se os selv indgå en aftale, hvor der var tale om en skatteomlægning, altså hvor man finansierede det med andre skatter og afgifter. Vi havde så nogle små krav om, hvordan man kunne finansiere det anderledes eller lave justeringer af det, så det fik en bedre social profil. Det kunne bl.a. ske ved, at man ikke hævede topskattegrænsen så meget, som man oprindelig havde tænkt sig. Der kunne også være andre finansieringselementer.

Men umiddelbart er vi positivt stemt over for, at man fjerner fedt- og sukkerafgiften, og at man indfører ligningslovens § 33 A igen.

Der er ikke nogen, der har bedt om ordet, så jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Nadeem Farooq.

Tak for det. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er glad for denne konkurrencepakke. Det er en vigtig pakke for erhvervslivet; det er en pakke, som rummer store perspektiver fremadrettet. Jeg vil ikke tale om en milepæl – det er nok for store ord at bruge – men der er alligevel meget at komme efter. Det vender jeg tilbage til.

Denne konkurrencepakke er dog ikke en gratis omgang. Vi betaler en pris for den. Vi har i forvejen valgt at medtage offentlige udgifter i finansieringen af skattereformen fra i sommer, og derfor har vi valgt at lave en provenuneutral omlægning af skatter og afgifter for at finansiere den pakke, som vi taler om nu. Det understreger blot nødvendigheden af denne pakke.

Det betyder, at vi har valgt at sætte bundskatten en lille smule op, og vi har ligeledes valgt at beskære personfradraget. Jeg er glad for, at personfradraget er med i kombinationen, for den negative effekt på arbejdsudbuddet isoleret set bliver mindre, end hvis vi blot tog hele besparelsen på bundskatten. Når vi sætter bundskatten op, får det også betydning for marginalskatten, også for de højest lønnede. Det er ikke en stigning, som regeringen har forsøgt at skjule, som nogen har beskyldt os for; det er en pris, vi helt åbent har valgt at betale for denne pakke. Men det er en pris, der er værd at betale, med tanke på hvilke skatter og afgifter vi kommer af med.

Fedtafgiften, som stammer fra den tidligere regering, har ikke været det bedste påhit. Sundhedseffekten er marginal, og fedtafgiften rammer virksomhederne og forbrugerne hårdt. Samtidig har den ført til bureaukratisk bøvl og retssikkerhedsmæssigt flimmer, fordi mange virksomheder har været meget usikre på, hvordan de skulle forvalte fedtafgiften i praksis.

Med denne ballast og historik i bagagen er det helt naturligt, at vi også får taget et opgør med sukkerafgiften, før den blev udvidet. Det handler i bund og grund om at forbedre den danske konkurrenceevne; den danske skatte- og afgiftspolitik bør i rimelig omfang tilrettelægges for at understøtte denne konkurrenceevne.

Men det handler om mere end dette – der er andre ting på spil. Når vi bruger skatter og afgifter som værktøj, kan vi udover de fiskale argumenter, altså at vi kan kradse penge ind til statskassen, også opnå sundhedseffekter eller miiljøeffekter, alt efter hvordan skatte- og afgiftspolitikken konkret bliver designet. Men vi må også erkende, at der er grænser for, hvor meget sundhed vi kan få ud af at sætte skatter og afgifter op. Der er sundhedseffekter, men spørgsmålet er, hvor meget vi kan få ud af det. Derfor bør vi også fremadrettet bruge skatteinstrumenter med omtanke i forbindelse med at forbedre lige præcis sundhedseffekten, eller vi bør se på, om vi i højere grad skal lade være.

Så er der § 33 A. Det er en meget vigtig sag for store dele af erhvervslivet og dermed også for os andre. Jeg er meget, meget glad for, at vi fastholder denne ordning, for rabat på udstationering gør simpelt hen os alle sammen rigere. Det er en god ordning med tanke på Danmarks muligheder på den globale markedsplads. § 33 A er en investering i eksportfremme og arbejdspladser, og derfor har vi lyttet til erhvervslivet og valgt at holde fast i denne ordning.

Samlet set er det en fornuftig pakke, som Radikale Venstre helt og holdent står bag.

Der er ikke nogen, der har bedt om ordet til korte bemærkninger, så vi går videre i talerrækken. Hr. Frank Aaen.

Enhedslisten kan også støtte den lovpakke her og er glade for, at vi er med til at afskaffe fedt- og sukkerafgiften, som både er upopulær og bureaukratisk, og som har tvivlsom effekt på sundheden.

Det har været afgørende for os, når vi ser den samlede skattepakke her, om den er med til at øge uligheden i samfundet, eller om den er med til at øge ligheden . Og når man lægger alle de elementer sammen, der er indeholdt her, herunder den kompensation for sukkerafgiften, som blev aftalt i finansloven for 2012, og som jo er et reelt tilskud, fordi der ikke længere kompenseres for sukkerafgiften, da den ikke gennemføres, viser det sig, at man har en forbedring, således at Ginikoefficienten – den her lidt besværlige metode til at måle, om forskellen på rig og fattig i samfundet øges eller mindskes – mindskes med 0,05.

Jeg vil samtidig sige, at vi jo ved en tilsvarende beregning i forbindelse med finansloven for 2012 så, at Ginikoefficienten blev formindsket med 0,06. Så vi har nu med to finanslove i streg været med til at mindske uligheden i samfundet ganske væsentligt. Det er vi meget tilfreds med, og vi stemmer for lovpakken.

Der er ikke nogen, der har bedt om ordet, så vi går videre til næste ordfører, hr. Ole Birk Olesen.

Dette lovforslag vil bl.a. fjerne fedtafgiften og genindføre muligheden for, at man kan blive udstationeret som lønmodtager i udlandet og der betale udenlandsk skat i stedet for dansk skat – det sidste drejer sig altså om ligningslovens § 33 A. Man må sige, at det så er et led i en pakke, en erkendelsespakke, som man ikke havde behøvet at sætte i værk, hvis man bare havde lyttet noget mere til Liberal Alliance.

Ud over det her vil man også sørge for ikke at indføre en planlagt sukkerafgift. Man har tidligere afskaffet multimedieskatten, som man fortrød, og man kom også til at fremsætte et forslag om beskatning af andelsselskaber, som man fortrød. Løsningen fremover må være, at regeringen – for ikke at lave så meget lovgivning frem og tilbage – hver gang den ønsker at indføre en ny skat, så bare ringer til Liberal Alliances skatteordfører, dvs. undertegnede, og spørger, om det og det er en god idé, eller om det er noget, man vil fortryde senere hen. Så kan jeg give besked om, om det er en god idé, og så kan man lade være med at indføre det og så også senere lade være med at afskaffe det igen.

Selvfølgelig er det en god idé, at man fjerner de her nye skatter, men vi må så også til gengæld sige, at det ikke er en god idé, at man vil sænke bundfradraget, at man vil øge bundskatten, og at man vil hæve det skrå skatteloft. Der er i Danmark sådan set ikke nogen skatter, der er for lave, og det er skatten på den første indkomst, man har, altså bundskatten, heller ikke. Det er heller ikke sådan, at vores bundfradrag, altså det beløb, man må tjene, før man begynder at betale skat, er for højt. Det kunne tværtimod godt tåle at blive lidt højere. Det er heller ikke sådan, at skatten på den sidst tjente krone i Danmark er for lav. Så disse tre tiltag, som man nu vil gennemføre for at finansiere de her afgiftslettelser, burde man ikke gennemføre.

Man kunne jo bare have gjort noget andet. Man kunne lade være med at have en ambition om, at det offentlige forbrug, som i forvejen er verdens højeste, hvert år skal være endnu højere. Jeg sagde nede fra min plads tidligere i debatten, at en vækst i det offentlige forbrug på 0,7 pct. hvert år i stedet for 0,8 pct. kunne finansiere det her, men virkeligheden er snarere, at man bare skulle skære væksten i det offentlige forbrug ned fra 0,8 pct. til 0,75 pct., og så ville man have finansiering til det her og behøvede ikke at hæve skatten for dem, der tjener mindst. Men det vil man ikke. Man vil partout bruge flere penge i den offentlige sektor.

Vi støtter selvfølgelig ikke forhøjelser af skatten for folk i Danmark og da heller ikke forhøjelser af skatten for folk, der i forvejen ikke har for meget, så derfor vil vi ikke stemme for det her lovforslag.

Der er ikke nogen, der har bedt om ordet, så jeg siger tak til ordføreren. Så er det skatteministeren.

Jeg vil godt sige tak for debatten. Det er jo tydeligt, at debatten afspejler, at én ting er, at man godt vil være med til det søde, men når det sure så kommer, er man ikke så interesseret i det. Jeg synes så, det er et problem for den borgerlige opposition, at de tilsyneladende har det sådan.

Der har været talt meget om, at fedtafgiften har været svær at administrere og også har haft nogle negative fordelingsmæssige konsekvenser og hele tiden har været en vanskelig sag. Noget tilsvarende gælder den sukkerafgift, som vi har ansvaret for, og som vi så ikke gennemfører alligevel. Det er rigtigt, at der har været meget debat om ligningslovens § 33 A. Jeg synes også – det må jeg sige – at meget af den debat har været noget hysterisk fra forskellige virksomheders side, men vi valgte alligevel at sige: O.k., der kan godt være lidt om det. Og i betragtning af at også mange humanitære organisationer ville blive ramt, hvis man fjernede § 33 A, så var vi villige til at se på det. Endelig fik vi så også et forslag om at sænke afgiften på elvarme, hvilket vi forventer vil få en positiv konsekvens for udbygningen af vindmølleenergi. Så det er de gode ting, og der er en eller anden bred enighed om, at vi skal have fjernet de afgifter.

Så kommer finansieringen af det, og der er det sådan, at hvis man ser på den samlede finansiering af det her forslag, må man sige, at det er ganske elegant lavet, og det er jo også erkendt ude i samfundet. Vi har fået masser af roser fra forskellige erhvervsorganisationer, forskellige operatører, forskellige mennesker og forskellige organisationer i det private erhvervsliv for den løsning, vi har fundet her. Den er meget elegant, fordi den har en lille positiv fordelingspolitisk effekt målt på Ginikoefficienten. Den er ikke ret stor, men den er der trods alt. I forhold til arbejdsudbuddet har den en neutral effekt, og så sker der det, at man får fjernet de afgifter, som mange erhvervsvirksomheder har været kede af at vi indførte.

Så jeg har svært ved at forstå den store forargelse over den måde, vi har finansieret det her på. Det er da rigtigt, at der sker en mindre hævelse af det skrå skatteloft, men det hænger jo logisk sammen med, at vi hæver bundskatten, så jeg synes ikke, at det er så underligt, at vi også gør det. Så finansieringen med at hæve bundskatten og sænke personfradraget er en løsning, som har skabt en helhed i den her finansiering, som gør, at vi med det her lovforslag kommer godt ud af det.

Der er lige et par korte bemærkninger. Hr. Dennis Flydtkjær.

Det er jo sådan, at når fedtafgiften afskaffes fra den 1. januar, hvis lovforslaget bliver vedtaget, er der nogle virksomheder, som kan komme i klemme, fordi de har nogle afgiftsbelagte varer på lager, som de måske brænder inde med, fordi de pludselig efter nytår kan være noget sværere at sælge – og om ikke andet kan de i hvert fald blive nødt til at sælge dem med et tab – fordi der pludselig bliver en afgiftsforskel. Der vil jeg høre skatteministeren, om han kunne forestille sig at være med til at lave en ændring af lovforslaget, så der blev en slags godtgørelsesordning efter nytår, hvor der jo som sagt så forhåbentlig ikke mere er en fedtafgift, så man kan blive godtgjort afgiften af de varer, som man er brændt inde med?

Ministeren.

Jeg tror, det er en svær sag at gå ind i, men lad os nu se på den slags, når vi behandler det her forslag i Skatteudvalget.

Hr. Dennis Flydtkjær.

Tak for den positive tilkendegivelse af, at vi trods alt kan kigge på det. Jeg kan bare lige kort nævne, at der er den risiko i det, at det kan give en varebrist, tror jeg man kalder det, hen mod slutningen af måneden, for hvis virksomheden skal til at kompensere for det mellem jul og nytår, er de nødt til at holde deres lager på et minimum. Og det kan jo gøre, at de simpelt hen ender med at løbe tør for nogle varegrupper, og det vil også være rigtig ærgerligt for de danske forbrugere. Men jeg er da glad for, at skatteministeren vil være positivt indstillet på at kigge på, at man måske kan kigge lidt på en overgangsordning.

Ministeren.

Jeg kan ikke give nogen løfter, det vil jeg godt sige. Men det er da en problemstilling, som vi kan se nærmere på i behandlingen i Skatteudvalget.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jeg synes bare ikke, at det skulle have lov til at stå uimodsagt, at skatteministeren siger, at de borgerlige partier ikke er villige til at tage det sure med det søde, for det er jo ikke rigtigt. De borgerlige partier var jo villige til at hjælpe regeringen med at fjerne fedtafgiften og genindføre f.eks. ligningslovens § 33 A. Det var bare den finansiering, som regeringen insisterede på, som de borgerlige partier ikke var villige til at tage del i.

De borgerlige partier tilbød til gengæld andre måder at finansiere det på, som jo også kunne betragtes som sure, men som de borgerlige partier jo altså var villige til at bruge. Men regeringen havde lagt sig fast på, at den ville en model, som den kunne komme igennem med med Enhedslisten, og derfor ville den ikke lytte til de borgerlige partier. Det var sådan set bare sådan, det var.

Ministeren.

Jamen regeringen lagde stor vægt på, at den fordelingsmæssige profil i det her skulle være i orden. Det lægger vi da ikke skjul på. Og det interessante er jo, at når man hører den borgerlige oppositions finansieringsforslag, er det så ukonkret, som noget kan være. Hr. Ole Birk Olesen siger, at hvis der er en stigning på 0,7 pct. i stedet for 0,8 pct. i de offentlige udgifter, kan man klare det, men hvilke offentlige udgifter skal skæres væk? Hvor vil man finde besparelserne? Der er man jo tavs som graven, for at sige det rent ud. Man kører nogle tal op i stedet for at være konkret. Hvad betyder det for nogle konkrete mennesker? Hvilke af de svageste i vores samfund skal rammes af de store nedskæringer, som bliver konsekvensen af de borgerliges politik? Det får vi aldrig noget at vide om. Det bliver i stedet for skjult bag en kaskade af procenter og tal, og jeg ved ikke hvad.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jeg så ikke engang, at skatteministeren fik sin ølkasse med derop, men den må jo stå der et eller andet sted.

Pointen er, at man jo ikke kan sige, at når man ikke vil udvide det offentlige forbrug med x pct. om året, vil man spare noget væk. Det ville man jo ikke. Regeringen har jo ikke engang defineret, hvad de ekstra penge, som regeringen vil bruge, skal bruges på. Derfor kan vi jo heller ikke sige, hvad de ikke skal bruges på, når vi ikke vil bruge de ekstra penge.

Men det er bare ikke sandt, når skatteministeren siger, at vi ikke er villige til at tage det sure med. Det er vi. Det er bare noget andet surt end det, skatteministeren var villig til, fordi skatteministeren og hele regeringen havde et ønske om at lave det her med Enhedslisten.

Skatteministeren.

Det her skulle finansieres med 2,4 mia. kr., og jeg har ikke hørt besparelsesforslag på det beløb fra Liberal Alliance eller Venstre. Hvorfor ikke det? For så ved man jo godt, at det vil blive konkret, så vil det komme til at ramme nogle konkrete mennesker, og så bliver man upopulær. Den der populisme, der bliver kørt af oppositionen, kan da måske godt give nogle vælgere på kort sigt, men det er jo fuldstændig uansvarligt i forhold til de problemer, vi står over for.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Skatteudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.