Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 79:

Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion, lov om erhvervsuddannelser og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. (Finansieringsomlægning af skolepraktikydelse, omlægning af arbejdsgiverbidrag, ophævelse af præmie, løntilskud og bonus samt nye, midlertidige tilskudsordninger).

Af børne- og undervisningsministeren (Christine Antorini).

(Fremsættelse 16.11.2012).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Peter Juel Jensen som ordfører for Venstre, værsgo.

Tak, formand. Lovforslaget, L 79, går ud på, at erhvervslivet overtager finansieringen af skolepraktikydelsen til elever i skolepraktik, samt at det, som vi i dag kender som AER, skifter navn til arbejdsgivernes uddannelsesbidrag, som vi nok i fremtiden vil kalde for AUB. Præmie- og bonusordningen på op til 70.000 kr. ophæves, og der indføres i 2013 en ny midlertidig tilskudsordning, der målrettes unge under 25 år.

Dette lovforslag skal ses i sammenhæng med aftalen om bedre erhvervsuddannelser og en styrket uddannelsesgaranti, der blev indgået den 8. november 2012 mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti. Målet er at styrke erhvervsuddannelserne og sikre, at de unge, der påbegynder en erhvervsuddannelse, også har mulighed for at gøre den færdig på et af de nye praktikpladscentre, hvis der altså ikke kan skaffes en ordinær praktikplads. Det kræver finansiering, og det er på den baggrund, at den nuværende præmieordning på de 70.000 kr. nedlægges. Og ja, det bliver dyrt. Det erkender jeg, men jeg er også af den overbevisning, at havde Venstre ikke været med i aftalen, var det nok blevet endnu dyrere, men ikke bedre.

Det fremgår af den politiske aftale, der ligger bag dette lovforslag, at det nye AUB pr. lønmodtager forventes at være uændret i 2013 og 2014, og at det forhåbentlig vil kunne reduceres i 2015 og i 2016. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at partierne bag aftalen vil følge dette nøje. Kredsen bag aftalen har aftalt i alt seks punkter, som vi kvartalsvis vil få tilbagemeldinger på, således at der vil være tæt politisk opmærksomhed. Jeg har ikke bemyndigelse til at tale for alle partier i aftalen, men i Venstre forventer vi, at aftalen følges, og at forudsætningerne holder, ellers har vi en ny situation.

Det er alt i alt en god aftale, og jeg er sikker på, at både erhvervsuddannelsesudvalget – dvs. arbejdsmarkedets parter – og de politiske partier slet ikke kan vente med at komme i gang med fase to, nemlig den fase, hvor der skal ses på kvaliteten i vores erhvervsuddannelser. Det er uddannelser, som vi alle sammen er rigtig meget afhængige af, både på kort og lang sigt. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet, værsgo.

Tak for det. Aftalen om at sikre bedre erhvervsskoler og praktikpladser til alle er en nyhed, som vores mange tusinde danske unge med drømme om at blive faglærte kan glæde sig til. Jeg er i hvert fald personligt rigtig glad for, at vi kan give erhvervsskolerne et løft med en styrket uddannelsesgaranti og en højere kvalitet i undervisningen. Det kommer både vores erhvervsskoleelever og vores samfund til gavn.

Med forslaget om finansieringsomlægningen sikrer vi, at arbejdsgiverne under et, dvs. på tværs af sektorer og brancher, i højere grad end før i fællesskab løfter ansvaret for erhvervsuddannelserne. Samtidig har virksomhederne et klart incitament til at oprette praktikpladser, da bidrag til praktikpladsydelse vil afhænge af antallet af elever, som skal tage praktik på praktikpladscentrene. Det synes Socialdemokraterne er en fornuftig model. På samme måde er vi glade for omlægningen fra arbejdsgivernes elevrefusion til arbejdsgivernes uddannelsesbidrag. Danske arbejdsgivere bidrager til at uddanne fremtidens tømrere, frisører og kokke, og det inkluderes i det bredere sigte med ordningen.

For at undgå at skulle forhøje arbejdsgivernes bidrag ved at fortsætte den nuværende præmie- og bonusordning er vi enige i, at ordningen ikke bør videreføres. Jeg har også noteret mig, at effekten synes at være aftagende, og at man vurderer, at ordningen præmierer aftaler, som alligevel ville være blevet indgået. Med den midlertidige tilskudsordning sikrer vi dog en fornuftig overgang ved ophævelsen af ordningen, indtil vi har en samlet, langsigtet løsning med praktikpladser til vores erhvervsskoleelever.

Jeg er glad for, at vi nu sætter handling bag ordene om at skabe bedre erhvervsuddannelser og praktik til alle. Vi har nemlig brug for faglært arbejdskraft i fremtiden, og vi skal sikre, at alle unge får en ungdomsuddannelse. Vi skal løfte opgaven i fællesskab med virksomheder, erhvervsuddannelser, lærlinge og svende. Det er helt afgørende, at man som ung elev kan være sikker på at kunne gennemføre sin uddannelse, uanset om man vil være kok eller tømrer. Derfor støtter vi forslaget i dag.

Der er en kort bemærkning fra fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg har et enkelt spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører. Hensigten med lovforslaget er jo, at der skal skabes flere praktikpladser. Så langt er vi med i Enhedslisten. Jeg vil gerne spørge hr. Rasmus Horn Langhoff om, hvad Socialdemokratiet tænker skal ske, hvis omlægningen ikke skaber flere praktikpladser. Hvad skal der ske med den her omlægning, hvis ikke den vil skabe det nødvendige antal praktikpladser?

Ordføreren, værsgo.

Jeg tror, man skal se det her lovforslag i en lidt større sammenhæng. Det gælder også for det lovforslag, vi skal behandle lige om lidt, og for den erhvervsskoleaftale, vi forhåbentlig bliver enige om i fase to, og samtidig også for nogle af de initiativer, der ligger i finansloven med øget brug af sociale klausuler. Så den samlede pakke er jeg fuldstændig overbevist om kommer til at levere flere praktikpladser, kommer til at levere en reel uddannelsesgaranti for unge på erhvervsskolerne, og det har vi brug for.

Tak. En kort bemærkning fra fru Merete Riisager, Liberal Alliance. Undskyld, havde fru Rosa Lund en anden kort bemærkning? Værsgo.

Tak for muligheden for at følge lidt op. Jeg er helt enig med ordføreren i, at vi skal se det her lovforslag som en del af en samlet pakke og også som en del af nogle initiativer, vi forhåbentlig i fællesskab kommer til at tage i fase to. Men den socialdemokratiske ordfører sagde, at man skulle sætte handling bag ordene, og derfor er jeg jo nysgerrig efter, om Socialdemokraterne vil sætte handling bag ordene og sikre, at der kommer det nødvendige antal praktikpladser. Hvis nu alle de initiativer, vi sætter i søen, ikke er nok, er Socialdemokraterne så villige til at dreje på nogle flere håndtag eller nogle nye håndtag for at skabe det nødvendige antal praktikpladser?

Så er det ordføreren, værsgo.

Vi fremsætter jo det her lovforslag, fordi vi tror på, at det virker. Det er også derfor, der er så mange partier, der bakker op om det – det er jo, fordi vi tror, det virker. Så jeg vil ikke og kommer ikke til ved førstebehandlingen at sidde og tage forbehold for en lov, som de fleste af os tror virker. Vi gør jo det her, fordi vi tror på, det virker, og nu må vi sammen sørge for, at det også kommer til at virke.

Så er det fru Merete Riisager, Liberal Alliance, værsgo.

Tak. Ordføreren beder os om at se det her i et større perspektiv, men er der ikke tale om god gammeldags politikersnak, når man har noget, der hedder praktikaftale, og man så ikke tør at sætte måltal for, hvor mange almindelige praktikpladser det rent faktisk skaber? Og så beder ordføreren os om at tro på, at det fører til praktikpladser. Men helt ærligt, er det ikke at holde de unge for nar at lave en såkaldt praktikaftale, hvis ikke man med sikkerhed kan stadfæste, at det fører til flere almindelige praktikpladser?

Ordføreren.

Nu er jeg ikke sikker på, at fru Merete Riisager nåede at få første halvdel af min tale med, men sådan kan det jo gå. Vi har jo alle sammen travlt herinde på Christiansborg, og det skal naturligvis ikke afholde hende fra at stille spørgsmål til min ordførertale, at hun ikke fik det første med.

Jeg mener i allerhøjeste grad, at vi alle sammen har en forpligtigelse til – det føler jeg i hvert fald at regeringen har – og interesse i at sikre, at det med anden fase af denne aftale bliver lige så sikkert et uddannelsesvalg at tage en erhvervsskoleuddannelse, som det i dag er at tage f.eks. en gymnasieuddannelse. Vi skal sikre, at det bliver et sikkert uddannelsesvalg. Det har de unge brug for, og det har samfundet brug for.

Fru Merete Riisager, værsgo.

Det er jo meget fint at henvise til en fase to, for så kan man altid sige: Det kommer, det kommer. Nu er det jo altså sådan, at det, vi står og taler om i dag, hedder en praktikaftale. Det er regeringens praktikaftale, og så må man jo gå ud fra, at den fører til flere praktikaftaler. Hvis jeg var et ungt menneske, som stod og skulle ud at have en praktikaftale, ville jeg da gå ud fra, at det var det, man mente. Men det ser ikke ud til, at jeg får et klarere svar på det.

Derfor vil jeg gerne spørge til ordførerens holdning til, at der jo også i den her aftale ligger flere udgifter til virksomhederne. Det er jo sådan, at regeringen – i hvert fald nogle af ministrene – har erkendt, at konkurrenceevne også handler om, at virksomhederne ikke skal pålægges flere udgifter. Hvordan har ordføreren det med, at den her aftale pålægger virksomhederne flere udgifter og derfor de facto nedlægger arbejdspladser for de unge mennesker?

Ordføreren.

Jeg har det da rigtig fint med, at vi har faglært arbejdskraft i fremtiden. Jeg har det rigtig fint med, at vore unge får lov til at gøre deres uddannelse færdig. Uddannelse er ikke gratis – det ved vi jo godt alle sammen – så det koster nogle penge, og jeg mener slet ikke, at vi har råd til at lade være. Og virksomhederne har heller ikke råd til at lade være.

Jeg siger tak til ordføreren, og så er det hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti, værsgo.

Kun 11 pct. af folkeskoleeleverne ville i dag vælge en erhvervsuddannelse, og 7 pct. af forældrene ville anbefale deres børn at gøre det. Disse tal fortæller mere end mange redegørelser, hvor galt det egentlig står til med erhvervsuddannelserne blandt danskerne. Det er med andre ord sidste udkald, hvis vi skal redde vekselvirkningsuddannelsen, som Danmark er så berømmet for i udlandet.

Hvordan er det kommet så vidt? Det er der flere grunde til. For det første er det almene gymnasium blevet en modeungdomsuddannelse, hvor alt for mange søger hen. For det andet har erhvervsuddannelserne ikke kunnet tilbyde samme sikkerhed som gymnasieuddannelserne. Hvorfor begynde på en uddannelse, hvis man ikke er sikker på at kunne afslutte den? For det tredje har erhvervsuddannelserne været forvirrende at overskue. 109 uddannelser spredt ud over det ganske land med en indviklet struktur er ikke let at sælge. For det fjerde har folkeskolerne og erhvervsskolerne ikke været dygtige nok til at samarbejde. Og for det femte har erhvervsuddannelserne været plaget af frafald og elever, der har haft svært ved at følge undervisningen på grund af bl.a. personlige problemer.

Med de to lovforslag, som vi i dag behandler, tager vi første skridt mod at rette op på forsidens synder, og det er vi i Dansk Folkeparti glade for. Det er ingen hemmelighed, at vi ønsker flere unge over på erhvervsuddannelserne og færre i det almene gymnasium, fordi man om ganske få år i erhvervslivet kommer til at mangle kvalificerede unge med håndværksuddannelse, handelsuddannelse og teknisk uddannelse.

Forhandlingerne forud for aftalen var lange og teknisk komplicerede. Omkring 100 spørgsmål blev det til fra ordførerne, hvilket siger en del om både ildhu og sværhedsgrad. Især slagsmålet om pengene var længe en anstødssten, og heldigvis blev vi enige. Det private erhvervsliv kommer med aftalen til at betale mellem 170 og 178 mio. kr. årligt som følge af loven, fordi de overtager betalingen af skolepraktikydelsen. Desuden bortfalder bonusordningen helt og bliver erstattet af en midlertidig ordning for de under-25-årige i 2013. Og løntilskuddet til EGU-elever består i 2013, dog i en beskåret udgave.

I en krisetid er det selvfølgelig ikke rart at pålægge erhvervslivet flere udgifter. Høringssvarene fra arbejdsgiverorganisationerne vidner også om det. Vi har i Dansk Folkeparti forståelse for kritikken. Omvendt er det i erhvervslivets interesse at have en veluddannet arbejdsstyrke til rådighed, og det koster. De offentlige arbejdsgivere betaler da også til ordningen.

Det var vigtigt for Dansk Folkeparti og andre, at det økonomiske grundlag ikke ville skride. Derfor har vi gennem aftalen sikret os, at vi gennem kvartalsvise opgørelser kan følge udviklingen. Sker der ændringer, skal forligskredsen skride ind. Vi kan støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Merete Riisager. Værsgo.

Ordføreren roser vekselvirkningsuddannelsesprincippet, og det er jeg også helt enig i er et rigtig udmærket princip. Men er ordføreren ikke også enig i, at det princip, der er i den nærværende aftale, er, at man i krisetider flytter eleverne ud af virksomhederne og ind på skolebænken og lader virksomhederne betale?

Nej. Nærværende lovforslag handler jo egentlig om finansieringsdelen. I forbindelse med det næste lovforslag skal vi jo diskutere indholdet, så det er jeg ikke enig med spørgeren i.

Det er fru Merete Riisager igen.

O.k.. Jeg skal medgive, at jeg tillod mig at diskutere det her sammenhængende, når nu også ordføreren selv kom ind på vekselvirkningsprincippet, men jeg skal da gerne stille spørgsmålet under næste lovforslag, hvis ordføreren foretrækker det.

Jeg siger tak til ordføreren, og så er det fru Lotte Rod fra Det Radikale Venstre. Værsgo.

Lad mig starte med at sige, at det jo gør mig glad helt ind i mit radikale hjerte, at det er lykkedes os at lande den her meget brede aftale. Som nyt folketingsmedlem er jeg virkelig imponeret over tålmodigheden hos vores minister, og jeg er virkelig glad for, at det lige netop på vores område her ikke endte med at gå op i hat og briller i forbindelse med finansloven, for jeg synes virkelig, at vi skylder skolerne og ikke mindst eleverne at lande den her brede aftale.

Alle de partier, der står bag den her aftale, har taget et ansvar. Vi stod over for en bunden opgave, fordi AER-ordningen simpelt hen ikke hang sammen. Der var et stort underskud, der kun stod til at blive endnu større, og der var kun ét sted, man kunne have tørret den regning af, og det var på arbejdsgiverne. Så det var blevet dyrere for arbejdsgiverne uden den her aftale, og jeg synes, at det er rigtig godt, at vi nu har taget ansvar og fundet en ret fin balance ved at omlægge AER til AUB, og at vi så udfaser den her præmie- og bonusordning, og at vi til gengæld bruger ordningen til at finansiere ydelsen.

Fru Merete Riisager.

Helt ærligt, vil jeg sige til fru Lotte Rod. Hvordan har ordføreren det med at stå her med en praktikaftale – altså den aftale, som ligger i de her to lovforslag, som vi behandler nu – hvor der ikke er indsat måltal for, hvor mange ordinære praktikpladser, der vil komme? Skaber man ikke en forventning hos de unge om, at der nu kommer en masse praktikpladser? Når man ikke engang tør sige, hvor mange praktikpladser man regner med kommer som følge af aftalen, svigter man så ikke de unge mennesker?

Ordføreren.

I modsætning til Liberal Alliance tror vi i Det Radikale Venstre på, at der også sker ting, uden at man tester det eller har sat et mål for det. Noget af det, der sker, når der oprettes praktikcentre, er jo, at de får en meget praktikpladsopsøgende funktion, som jeg faktisk har ret store forventninger til.

Praktikpladser er jo ikke sådan noget, der bare findes og hænger på træerne. Det er noget, man finder ud af, ved at mennesker mødes og finder ud af, at der her er en mulighed for, at et ungt menneske kan komme i praktik. Derfor kommer de her praktikcentre, som vi skal til at diskutere lige om lidt, til at spille en vigtig rolle for, at der bliver skabt flere praktikpladser.

Fru Merete Riisager.

Jamen hvis man nu er så sikker, som fru Lotte Rod er, og regner med, at tingene sker, uden at man sætter nogen mål for det, altså at det bare sker ved de gode hensigter, hvorfor så ikke sige helt ærligt, hvad forventningen er? Hvad er problemet her?

Ordføreren.

Jamen det sker ikke bare ved de gode hensigter. Det sker jo ved, at det bliver en del af opgaven i praktikcentrene, at de skal lave praktikpladsopsøgende arbejde. Så lad os vende tilbage igen om stykke tid, vil jeg sige til fru Merete Riisager. Så må vi se, om det ikke har kastet nogle praktikpladser af sig.

Tak til ordføreren. Så er det fru Pernille Vigsø Bagge, Socialistisk Folkeparti, værsgo.

Da SF's ordfører, fru Lisbeth Bech Poulsen, desværre ikke kan være til stede, skal jeg hermed på hendes vegne redegøre for SF's holdning til lovforslaget. Lovforslag L 79 har til formål at lade arbejdsgiverne overtage finansieringen af skolepraktikydelse til elever i skolepraktik fra staten.

Yderligere er formålet med lovforslaget, at arbejdsgiverbidraget omlægges til et bredere uddannelsesbidrag, der skal dække de ordninger, der efter loven i dag er arbejdsgiverfinansieret, samt udgifter til skolepraktikydelse til elever i skolepraktik.

Endvidere er formålet, at præmie- og bonusordningen på op til 70.000 kr. til private og offentlige arbejdsgivere, der indgår en uddannelsesaftale med en elev under erhvervsuddannelse, ophæves, og at der i 2013 indføres en ny, midlertidig tilskudsordning målrettet unge under 25 år.

Baggrunden for forslaget er et ønske om at øge arbejdsgivernes ansvar for finansiering af erhvervsuddannelserne, så der sikres en bedre balance mellem arbejdsgiverfinansieringen og finansieringen fra det offentlige.

SF støtter naturligvis forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Med det her lovforslag overtager arbejdsgiverne finansieringen af skolepraktikydelsen. Det betyder, at når en erhvervsskoleelev ikke kan få en praktikplads – jeg vil gøre opmærksom på, at der i dag er over 11.000 erhvervsskoleelever, som ikke kan få en praktikplads – så kan eleverne komme i skolepraktik, hvor man får en skolepraktikydelse i stedet for lærlingeløn, som man får i en virksomhed. Den her ydelse vil så fremover blive betalt af arbejdsgiverne.

I Enhedslisten betragter vi det som en meget tydelig ansvarsplacering. Arbejdsgiverne bærer et meget stort ansvar for, at vi også om 10 år har en veluddannet arbejdskraft, og jeg håber, at det her vil være et wake up-call til arbejdsgiverne, så de i stedet for at betale skolepraktikydelse opretter praktikpladser i deres virksomheder og på den måde bruger deres penge på en dygtig lærling i deres egen virksomhed, så de – sagt på, hvad jeg formoder er arbejdsgiversprog – bruger pengene på det, der giver mest valuta for pengene. Det er samtidig forslagets hensigt at skabe flere ordinære praktikpladser, for hvis arbejdsgiverne ikke opretter praktikpladser, vil der jo komme flere elever i skolepraktik og dermed et større behov for skolepraktikydelse, som jo nu finansieres af arbejdsgiverne.

Vi tror på hensigten, det gør vi bestemt, men jeg må indrømme, at vi i Enhedslisten havde håbet på, at vi kunne være blevet enige om en reel praktikpladsgaranti, sådan at vi kunne have sikret alle, der starter på en erhvervsuddannelse, en rigtig praktikplads i en virksomhed, men det kunne vi altså desværre ikke blive enige om. Men vi er altså i Enhedslisten af den overbevisning, at det er bedst ikke alene for den enkelte lærling, men også for samfundet, hvis alle lærlinge kommer i praktik i en virksomhed. Den her ordning kan dog være et skridt på vejen til en praktikpladsgaranti, men jeg vil gerne holde fast i, at den kan være et skridt på vejen, for som lovforslaget lægger op til i sin nuværende form, er der sådan set ikke nogen garanti for, at det vil skabe flere praktikpladser, og derfor vil jeg også gerne høre ministeren, om regeringen har gjort sig nogen tanker om, hvad der skal ske med den her ordning, hvis ikke den lever op til hensigten. Derudover vil jeg tilføje, at vi i Enhedslisten sådan set gerne havde set, at der havde været en differentieret indbetaling til den her ordning, sådan at de arbejdsgivere, som tog en lærling og var sig deres uddannelsesansvar bevidst, betalte lidt mindre, og de arbejdsgivere, som var ligeglade med uddannelsesansvaret og ligeglade med praktikpladser til lærlinge, betalte lidt mere. Det tror vi i Enhedslisten havde haft en langt stærkere virkning og havde skaffet mange flere praktikpladser.

Forslaget indebærer også, som flere ordførere har været inde på, at bonuspræmieordningen afskaffes, men bliver midlertidigt videreført i 2013. Jeg kan sådan set godt forstå, at der er organisationer, som er bekymrede for ordningens afskaffelse, men når vi i Enhedslisten alligevel har sagt ja til at afskaffe ordningen, er det, fordi ordningen ikke har bidraget tilstrækkeligt med at skabe det antal praktikpladser, som vi mangler. Der har været meget stor forskel på brugen af ordningen og på ordningens virkning, og den har været stærkest, lige da den blev indført. Kan man bruge pengene på en bedre måde, en anderledes måde, som vil skabe flere praktikpladser, så vil vi i Enhedslisten sådan set gerne være med til det.

Så vil jeg da bestemt også lige tilføje, at vi i Enhedslisten måske også synes, det er lidt mærkeligt, at man skal belønne arbejdsgiverne for at være deres ansvar bevidst, altså for at gøre deres pligt, for det er jo sådan set dem, der skal bruge arbejdskraften om 10 år, og så er det da mærkeligt, at de skal have en belønning for at gøre det, der var det mindste, de kunne gøre. Virkeligheden er nok også den, at vi er nødt til at tage lidt skrappere midler i brug over for virksomhederne, for at de kan tage lærlinge. Hvad angår de virksomheder, som ikke i dag løfter et ansvar, eller dem, der kunne oprette flere praktikpladser, så vi jo gerne, at der var en eller anden form for økonomisk straf i stedet for en økonomisk belønning. Vi har set, at belønningsordningen ikke virkede, så lad os prøve at vende mekanismen om over for arbejdsgiverne, så de forhåbentlig kan påtage sig det uddannelsesansvar, de nu engang har. Det ønskede vi os i Enhedslisten, men det var desværre ikke muligt.

Jeg skal for en god ordens skyld understrege, at vi i Enhedslisten støtter forslaget med det in mente, at vi i Enhedslisten stadig væk arbejder for en reel praktikpladsgaranti, hvor vi sikrer, at alle elever, der starter på en erhvervsuddannelse, kan komme i praktik i en virksomhed, altså få en rigtig praktikplads. Det arbejder vi stadig væk for i Enhedslisten, selv om vi stemmer for det her forslag. Vi har tænkt os at følge udviklingen meget nøje, og vi arbejder selvfølgelig for, at den her ordning kan komme til at skabe de nødvendige praktikpladser, ikke bare til de 11.000 lærlinge, der mangler praktikplads i dag, men praktikpladser nok til, at kommende elever på teknisk skole får mulighed for at gøre deres uddannelse færdig, så vi også i fremtiden har dygtige murere, industriteknikere, kontorassistenter, SOSU-assistenter – og så kan man selv fortsætte listen.

Tak for det. Hr. Peter Juel Jensen for en kort bemærkning, værsgo.

Tak. Det lød jo nærmest som en hel 1. maj-tale. Vi manglede jo bare nogle røde faner og at høre, at arbejdsgiverne har et ansvar osv. Det har arbejdsgivere selvfølgelig også, men anerkender ordføreren ikke, at der er en vis sammenhæng mellem en økonomi i en lavkonjunktur og antallet af praktikpladser?

Ordføreren.

Jo, jeg kunne da bestemt ønske mig, vil jeg sige til hr. Peter Juel Jensen, at der var røde faner herinde. Det ville da bestemt klæde salen.

Men for at svare på dit spørgsmål vil jeg sige: Jo, selvfølgelig er der en sammenhæng. Men der er jo også den sammenhæng, at vi forhåbentlig på et tidspunkt kommer ind i en højkonjunktur, og der har vi altså brug for arbejdskraften. Derfor er det jo så afgørende, at vi i dårlige tider bruger tid og penge på og tager ansvar for uddannelse, sådan at når vi kommer til bedre tider, eller hvad vi skal kalde det, har vi den uddannede arbejdskraft, vi har brug for.

Det er ordføreren, men jeg skal bare sige, at der ikke bruges direkte tale.

Ordføreren.

Tak for svaret. Jeg er jo glad for, at der ikke er røde faner herinde, for det var jo hurtigt gået over gevind, når retorikken er så skarp fra ordførerens side.

Men hvis ordføreren anerkender, at der er en sammenhæng mellem en økonomi i lavkonjunktur og antallet af praktikpladser, er det jo lidt svært, hvis vi skal sikre, at vi har veluddannet arbejdskraft, at tvinge nogle mennesker, som ikke har noget arbejde, til det. Når der ikke er nogen muligheder for at oplære de unge mennesker til at blive dygtige, fagligt uddannede arbejdere og det arbejde ikke findes, så kan vi jo ikke bruge tvang. Nu har vi et godt system med en vekselvirkning. Vi har et system, der hedder skolepraktik, til at tage dem ind, der ikke kan skaffe en ordinær praktikplads.

Så burde ordføreren ikke dæmpe sin retorik og måske komme lidt op i helikopteren og sige: Det kan godt være, at jeg skal stå på Folketingets talerstol og anerkende, at der er en sammenhæng mellem en lavkonjunktur og en mangel på praktikpladser, for det kan nok godt hænge sammen på den måde? Det her er jo sådan en slags nødventil, så dæmp retorikken. Jeg synes, at vi skylder arbejdsgiverne en stor tak, for at de vil finansiere det her.

Man skal også som spørger overholde taletiden. Tak.

Ordføreren, værsgo.

Tak, og så skal jeg da nok starte med at sige undskyld for den skarpe retorik, men det her er altså et område, som ligger Enhedslisten meget på sinde – ikke for arbejdsgivernes skyld, men for elevernes skyld. Det er jo sådan set dem, som lige nu står og mangler en uddannelse. Skal vi endelig snakke om arbejdsgiverne, er det jo dem, der bliver ved med at råbe op om, at de kommer til at mangle arbejdskraft om 10 år. Hvis de virkelig mente det, burde de jo netop tage et ansvar nu.

Men der er selvfølgelig en sammenhæng, og derfor, vil jeg sige til hr. Peter Juel Jensen, er vi jo i Enhedslisten også meget store fortalere for, at man sætter gang i de offentlige byggerier, og at vi sikrer, at der kommer lærlinge ved alle de offentlige byggerier, vi har. Det er jo også en af grundene til, at vi har lavet en aftale med regeringen om, at man skal fremme brugen af sociale klausuler, sådan at vi sikrer, at der faktisk kommer flere lærepladser.

Så tror jeg ikke helt på, at virksomhederne har det så dårligt i dag, som hr. Peter Juel Jensen gerne vil gøre det til. Jeg tror, at der er masser af muligheder for at skabe praktikpladser i det private erhvervsliv.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Alex Ahrendtsen for en kort bemærkning, værsgo.

Jeg vil da gerne have røde faner inde i salen, bare de har et hvidt kors i sig.

Jeg fæstnede mig lidt ved ordførerens tale om arbejdsgiverne og blev egentlig lidt forarget, for sagen er jo, at arbejdsgiverne er med til at betale det her. De offentlige arbejdsgivere betaler en tredjedel af udgifterne, og de private betaler to tredjedele. Burde ordføreren ikke sende dem en venlig tanke i stedet for den her krigeriske Enhedslisteretorik? Vi er faktisk i en krisetid.

Ordføreren.

Nu har jeg sådan set den holdning, og det synes jeg også at vi meget klart har set, at arbejdsgiverne har svigtet deres uddannelsesansvar i 10 år, og så synes jeg ikke, at vi på den måde skal begynde at klappe af, at de nu tager ansvar. Det har vi sådan set ventet i 10 år på at de skulle gøre. I 2006 var der 4.000 unge mennesker, der manglede en praktikplads. Nu er vi i 2012, og der er 11.000 unge mennesker, der mangler en praktikplads. Jeg vil gerne sige undskyld til hr. Alex Ahrendtsen, hvis jeg ikke lige står og klapper af, at arbejdsgiverne har svigtet deres ansvar i 10 år og nu endelig langt om længe løfter det.

Tak. Hr. Alex Ahrendtsen for den sidste korte bemærkning.

Uddannelsesansvar har vi jo alle, også her i Folketingssalen og dermed også Enhedslisten. Det er jo ikke kun arbejdsgiverne, der har det ansvar.

Så vil jeg bare gøre fru Rosa Lund opmærksom på, at nærværende aftale, som lovforslaget bygger på, faktisk er kommet i stand, fordi arbejdsgiverne og de faglige organisationer har sat sig sammen og anbefalet det, som vi i dag behandler og skal stemme om. Jeg vil egentlig endnu en gang opfordre fru Rosa Lund til at sende en tak til arbejdsgiverne. Vil fru Rosa Lund dog ikke for en gangs skyld forlade den der krigeriske revolutionær retorik og sende en dybtfølt tak til vores dygtige arbejdsliv, der tager hånd om de mange unge i en svær tid?

Tak. Ordføreren.

Tak. Vi har alle sammen et uddannelsesansvar. Det er fuldstændig korrekt. Det er derfor, at vi i Enhedslisten stålfast arbejder på at sikre en reel praktikpladsgaranti. Det synes jeg at ordførerens eget parti også skulle overveje at lægge sig i selen for. Vi er i Enhedslisten store tilhængere af, at lønmodtagerorganisationer og arbejdsgiverorganisationer sætter sig ned og bliver enige, altså den danske model. Men vi kommer ikke til at klappe i hænderne af, at arbejdsgiverne gør det, som er det mindste, vi kunne forvente af dem.

Jeg vil til gengæld gerne sende en dybtfølt tak til de elever, som starter på en erhvervsuddannelse, selv om de har i baghovedet, at de ikke er sikre på at kunne gøre den færdig. Jeg synes, det er dem, der tager et ansvar. Jeg synes, det er dem, der tager et ansvar for Danmark og ikke mindst for Danmarks fremtid.

Tak. Så er det fru Merete Riisager som ordfører for Liberal Alliance, værsgo.

Erhvervsuddannelserne er for Liberal Alliance en fuldstændig afgørende del af det uddannelseslandskab, der udgør ungdomsuddannelserne. Der er brug for gennemgribende reformer, der sikrer, at erhvervsuddannelserne er uddannelser af høj faglig kvalitet, der tiltrækker de unge, fordi det er fremragende uddannelser med gode muligheder for beskæftigelse, og ikke fordi det er et fravalg af noget andet.

Praktikdelen er en vigtig faktor i forbedringen af erhvervsuddannelserne, og det er derfor af stor betydning, at vi hele tiden holder øje med, hvordan det står til med vekseluddannelsesprincippet. Alligevel er Liberal Alliance det eneste parti, der står uden for aftalen om praktikpladser. Det er der to årsager til.

For det første er det beskæmmende, at det er umuligt for regeringen at lave en praktikaftale uden at pålægge virksomhederne nye økonomiske byrder. Man skulle tro, at det var muligt for ministeren at lægge to og to sammen og tænke, at hvis hun lægger flere udgifter over til virksomhederne, nedlægger hun også de facto arbejdspladser, der skulle stå klar til de unge, når de har færdiggjort deres uddannelser. Forståelsen af, at konkurrenceevne hænger sammen med udgiftsniveau, er ellers gået ind på lystavlen hos flere ministre i regeringen, men det er tilsyneladende ikke børne- og undervisningsministerens ressortområdet. Det er trist, for det er de unge menneskers fremtid, vi taler om. Det anslås, at virksomhederne samlet set vil få en øget belastning på ca. 170 mio. kr. i 2013 stigende til ca. 188 mio. kr. i 2016, og Dansk Arbejdsgiverforening anslår, at udgifterne kan risikere at blive to-tre gange større end disse tal. Det kan Liberal Alliance naturligvis ikke bakke op om.

For det andet indeholder aftalen ingen nye ordinære praktikpladser. Det er derfor kreativt grænsende til det, man kan kalde newspeak, at kalde det for en praktikaftale. Princippet i aftalen er, at man i krisetider flytter eleverne fra virksomhederne og ind i klasselokalet og lader virksomhederne betale. Der er altså tale om flere stole i klasselokalet, men ikke om flere ordinære praktikpladser i fuld længde.

Med aftalen afskaffes den bonusordning, der gav virksomhederne op til 70.000 kr. ved oprettelse af en praktikplads. Det støtter vi i Liberal Alliance, for selv om det lyder flot, var der tale om at fodre hunden med dens egen hale, når virksomhederne indbetalte til AER-ordningen og fik udbetalt et beløb igen. I realiteten skete der også en omfordeling fra de private virksomheder til de offentlige, og det er selvfølgelig fuldstændig uholdbart i længden. Samtidig havde ordningen meget ringe effekt. Men når man fjerner en ordning, uagtet at effekten var ringe, bør man erstatte den med noget andet, der virker bedre.

Jeg vil derfor opfordre ministeren til at tage tyren ved hornene og undersøge de vilkår og den fleksibilitet, der omgiver praktikpladsordningen. Når så mange virksomheder siger, at de ikke tager elever ind, fordi det er for dyrt og for besværligt, så kan vi jo godt vælge at proppe vat i ørerne. Vi kunne også vælge at lytte til dem, for de unge mennesker, vi her taler om, skal ud på et globalt arbejdsmarked og gøre sig gældende. Vi hjælper dem ikke ved at lade, som om de principper, der gælder på arbejdsmarkedet, er sat helt ud af kraft, mens de uddanner sig, når de samme unge mennesker vil møde disse principper, når de er færdige med deres uddannelser.

Regeringen sætter med denne aftale unge på skolebænken. Mange af disse unge har netop valgt erhvervsuddannelserne for komme ud i en virksomhed og prøve kræfter med rigtigt arbejde. Aftalen indeholder tekniske forbedringer, men løser ikke opgaven. Det her kan gøres bedre af en borgerlig regering; lad det ikke vare for længe.

Jeg siger tak til ordføreren. Så er det fru Mai Henriksen, De Konservative, værsgo.

Tak, formand. Lovforslaget er en udløber af den politiske aftale, som blev indgået i starten af november af et bredt flertal i Folketinget, en politisk aftale, som har så mange gode elementer på indholdssiden, at det jo er en sand fornøjelse. Aftalen har til formål at reducere frafaldet betydeligt og sikre, at flere gennemfører en erhvervsuddannelse, netop ved at fjerne en del af de strukturelle barrierer, som i dag udgør et problem. Indholdet af den politiske aftale behandles i lovforslag L 80, og jeg vil derfor koncentrere mig om økonomien bag aftalen, som behandles i det her lovforslag.

Jeg tror, at alle politikere har det sådan, at man typisk afvejer to ting, når man indgår politiske aftaler: Det politiske indhold og omkostningerne hertil. Og overordnet set er vi tilfredse med aftalen. Fra 2013 omlægges arbejdsgiverbidraget til et bredere uddannelsesbidrag, det såkaldte AUB-bidrag, som dækker de ordninger, der i dag er arbejdsgiverfinansieret, ligesom det også vil dække skolepraktikydelsen, som arbejdsgiverne overtager finansieringen af. AER-bidraget, som virksomheder betaler i dag, bruges bl.a. til at præmiere de virksomheder, der ansætter elever i praktik, en ordning, der måske ikke har vist sig at være særlig effektiv. Pengene stammer fra indbetalte beløb fra arbejdsgivere, og der er derfor tale om et lukket kredsløb.

For os Konservative er det helt afgørende, at der ikke bliver væltet en milliardregning over på erhvervslivet. Vi lyttede med bekymring til flere, som undervejs i forhandlingerne gjorde opmærksom på problemerne med det første forslag til omlægning, bl.a. arbejdsgiverne. Flere var bekymret for, at omlægningen fra AER- til AUB-bidraget ville gå fra at være indbetalinger til et lukket kredsløb til at blive en ren skat, som man vel at mærke kunne skrue på, f.eks. ved politiske aftaler, hvor nye udgifter altså kunne listes ind. I forhandlingerne kæmpede vi hårdt for at få indhegnet dette, så det ikke blev en skatteskrue, hvor regeringen kunne lave udgiftskrævende aftaler med Enhedslisten efterfølgende, og vi fik indføjet i aftalen, at aftaleparterne er enige om at følge aktivitetsudviklingen løbende, herunder også de økonomiske konsekvenser af aftalen. Så hvis vi lige pludselig kan se, at fundamentet skrider og der kommer en ekstraregning, så vil det blive taget op i forligskredsen.

Endvidere fik vi også pillet en finansieringsdel ud, som kunne være svær at styre, og det var omlægningen af finansieringen af VEU-godtgørelsen. Det betyder, at virksomhederne ikke længere står over for en milliardregning, og det er vi glade for at have afværget.

Jeg vil gerne rette en tak til børne- og undervisningsministeren, som udviste vilje til at nå en god aftale. Jeg ved godt, at det sikkert er meget utraditionelt, at man står fra et oppositionspartis side og takker en minister, men ministeren ønskede det brede samarbejde, og det må gerne roses, når man går langt for at få en god aftale og få den bredt sammen med andre partier.

Efter at have forhandlet en milliardregning ned er vi glade for at kunne støtte dette lovforslag, som på indholdssiden vil få en stor og meget positiv betydning for de elever, som fremover starter på en erhvervsuddannelse, og derfor støtter Konservative dette lovforslag.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Merete Riisager. Værsgo.

Tak. Ordføreren siger, at De Konservative ikke vil udskrive en milliardregning til erhvervslivet, men når det ligger i omegnen af 200 mio. kr., så vil man altså gerne. Jeg vil gerne spørge ordføreren, hvilket rationale der ligger i det, for er ordføreren ikke enig i, at hver eneste gang vi pålægger virksomhederne byrder, så forsvinder der også arbejdspladser, fordi konkurrenceevnen forringes?

Ordføreren.

Jamen det, som er så interessant, er, at Liberal Alliance forlod forhandlingerne, før man overhovedet begyndte at indhegne de her forskellige ting, før man overhovedet fik indhegnet, at den økonomiske udvikling skal følges. Er det sådan, at man begynder at udskrive en millionregning, som vi slet ikke havde forventet, så er det klart, at så vil vi tage det op i forligskredsen. Vi fik pillet en stor del af det ud, som arbejdsgiverne i hvert fald kunne have kaldt en potentiel milliardregning. Det blev hevet ud, det var VEU-delen, og vi Konservative er rigtig, rigtig glade og tilfredse med, at den del blev hevet ud og altså ikke er en del af aftalen i dag.

Ønsker fru Merete Riisager en ny kort bemærkning? Værsgo.

Nu kan jeg forstå, at ordføreren er meget optaget af processen og forløbet, men jeg er sådan set mere interesseret i resultatet. Og jeg kan konstatere, at De Konservative gang på gang på gang godtager aftaler, går med ind i aftaler, som fint havde flertal uden De Konservative, aftaler, som altså hver gang pålægger virksomhederne nye byrder. Hvordan har ordføreren det egentlig med det?

Ordføreren.

Det er rigtigt nok, at vi godt kan være optaget af proces. Jeg synes faktisk, det er god latin, at man, når man har haft et godt forhandlingsforløb, så også gerne må kvittere for det. Det var det, jeg gjorde i min ordførertale. Vi er meget optaget af resultatet, og jeg kan være rigtig ærgerlig over, at Liberal Alliance ikke tog det ansvar, som betyder, at vi nu kan få flere elever til at tage en erhvervsuddannelse. Frafaldet har været for stort, der er for mange, der har sagt nej til at tage en erhvervsuddannelse, fordi det var for usikkert, om de kunne starte på deres hovedforløb, når nu de havde afsluttet deres grundforløb. Det betød, at man valgte andre uddannelsesveje, og det har været til skade for erhvervsuddannelserne, det har været til skade, således at vi måske ikke har fået de kvalificerede unge ind, som vi godt kunne have tænkt os.

Så det eneste, der er beklageligt i den her debat i den her sal på lige nøjagtig det her tidspunkt, er, at Liberal Alliance ikke tog det ansvar netop at bidrage til, at vi får en langt, langt bedre erhvervsuddannelse, end vi ellers har.

Tak til ordføreren. Så er det børne- og undervisningsministeren, værsgo.

Jeg vil godt sige tak for de mange positive tilkendegivelser, der har været her i salen fra de partier, som jo udgør en meget bred aftalekreds bag aftalen om at sikre en forstærket uddannelsesgaranti med praktikpladser for unge, der vil gennemføre en erhvervsuddannelse.

Ligesom det er blevet sagt af andre her fra talerstolen, vil jeg også sende en dybtfølt tak for, at det er lykkedes, fordi vi alle sammen har gjort os umage med at lytte til, hvad der skulle til, for at vi kunne blive enige om en aftale, som virkelig gør en positiv forskel for de mange unge, der desværre i dag er i tvivl om, om de kan gennemføre deres erhvervsuddannelse med en praktikplads.

Jeg synes også, man skal huske, at der har været et forløb forinden med et erhvervsuddannelsesudvalg, hvor arbejdsmarkedets parter har sat sig sammen og er kommet med en række anbefalinger til, hvad der skulle til, for at vi kunne ændre erhvervsuddannelsen og hele måden, vi tænker på. Det er sket i den hensigt at kunne tilbyde det, som er så vigtigt, nemlig at når et ungt menneske står og er færdig med 9. eller 10. klasse og kan det, der skal til – og selvfølgelig også udviser den nødvendige flid for at gennemføre – lige så godt kan vælge enten en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse, fordi man ved, man kan gøre den færdig.

Det er det, som vi har lavet en rigtig god aftale om her i Folketinget. Vi har lyttet til arbejdsmarkedets parter og sat os sammen og fundet nogle rigtig gode løsninger.

Det her er første del af den lovpakke, som skal sikre, at vi får en forstærket uddannelsesgaranti med praktikpladser. Der har været en diskussion om, om arbejdsgiverne tager et ansvar eller ej. Jeg synes, det kunne være nyttigt, at vi i hvert fald lige minder hinanden om, at der lige i øjeblikket er omkring 72.000 unge, der er i gang med en praktikplads ude i en virksomhed. Der er desværre også nogle, som hverken har en skolepraktikplads på hånden eller en virksomhedspraktik, og det er jo bl.a. derfor, vi gennemfører en række initiativer, sådan at de – hvis de kan det, der skal til – også kan gennemføre. Men der er mange unge ude i praktik, og heldigvis er der på trods af krisen virksomheder, der – og tak for det – finder praktikpladser til de unge. Det synes jeg også lige man skal have med i billedet her.

For der er faktisk mange, der har et helt ærligt engagement og en interesse i at tilbyde de unge den rigtige måde at gennemføre en erhvervsuddannelse på, nemlig ud fra det, der kaldes et vekseluddannelsesprincip, hvor man bruger erhvervsskoler til det teoretiske og til den værkstedsundervisning, der også er en del af det, og så ud i praktik i en virksomhed.

Der blev spurgt til, hvorfor der ikke er nogen måltal for, hvor mange såkaldte rigtige praktikpladser der skal skaffes. Jeg må sige, at jeg ikke hører til dem, der synes, at vi skal til at lave nogle kategorier om mere eller mindre rigtige praktikpladser. Det afgørende er, at vi har rigtig gode erhvervsuddannelser, hvor unge kan gennemføre med praktik. Og det, vi kommer til at diskutere med næste lovforslag, er praktikcentre som en af de nye måder til gennemførelse med praktik. Og jeg vil gerne minde om nogle af de evalueringer, der er lavet af skolepraktikken, for de viser faktisk, at de også får en rigtig god praksistræning gennem skolepraktikken, og de får også job bagefter.

Det ændrer ikke ved, at det allerbedste selvfølgelig ville være, at man kunne komme ud i en virksomhed og være i praktik der, men når krisen kradser – og det gør den altså i øjeblikket – så er der ikke lige så mange virksomheder som tidligere, der kan oprette praktikpladser. Der er det rigtig fint, at man kan få en rigtig virksomhedspraktik gennem praktikcentre og skolepraktik.

Så man vil aldrig komme til at høre mig sige, at der er noget praktik, der er finere end anden praktik. Det vigtige er, at der er høj kvalitet i praktikken, uanset om det foregår i et praktikcenter eller ude i virksomhederne, og at vi tager ansvar og påtager os en fælles forpligtelse. Og det har vi gjort her i Folketinget med den meget brede, gode aftale. Igen vil jeg sige tak for det, og arbejdsmarkedets parter har også givet hinanden håndslag på, at de vil gøre alt, hvad de kan, for at forstærke indsatsen for at finde flere ordinære praktikpladser.

Hvad angår økonomien, bliver den fulgt tæt. Det står helt tydeligt som en del af aftalen. Jeg tror lige, jeg vil nævne en ting, som har været diskuteret her fra talerstolen, nemlig at det, vi er enige om, er, at vi følger aktiviteten løbende.

Det gælder i forhold til følgende seks punkter: Vi vil følge udviklingen i antallet af indgåede uddannelsesaftaler, udviklingen i aktiviteten inden for skolepraktikken, udviklingen i antallet af korte og lange aftaler, i kvotestørrelser i forhold til optag og gennemførelse, vi gennemfører årlige opgørelser af resultaterne af skolernes praktikpladsopsøgende arbejde, og vi vil også følge udviklingen i de økonomiske konsekvenser af aftalen.

Det betyder, at vi har rigtig godt fat i, hvad der kommer til at ske, fordi målet er, at vi gerne vil have, at vi gennemfører den her løsning i fællesskab med den omlægning, der er af arbejdsgivernes elevrefusion, der nu bliver til arbejdsgivernes uddannelsesbidrag, med henblik på at vi får rigtig gode praktikpladsløsninger.

Der er et par enkelte ting, jeg derudover gerne vil nævne, bare så det står helt tydeligt, for de forskellige ændringer, der sker med lovforslaget, er jo på udmærket vis blevet gennemgået af ordførerne, der har været heroppe. Men jeg synes, at det kan være nyttigt også lige at nævne her fra talerstolen, at der vil blive behov for, at vi stiller et ændringsforslag om uddannelsesbidragets størrelse for 2013. Det er i forslaget på grund af en forkert pris- og løntalsomregning angivet til at være på 2.408 kr. Der er en fejl på 1 kr., men der skal jo ikke være nogen fejl. Det korrekte beløb er 2.407 kr., og det kommer der et ændringsforslag om. Så er det så også sagt her fra talerstolen, og det håber jeg at man vil se velvilligt på, når det kommer igennem udvalgsarbejdet.

Der er yderligere et par ting, som skal nævnes, og som der har været lidt tvivl om. Løntilskuddet for indgåelse af praktikaftaler med elever i erhvervsgrunduddannelserne blev indført parallelt med præmie- og bonusordningen for at sikre, at sådanne aftaler ikke blev fravalgt af arbejdsgiveren til fordel for uddannelsesaftaler med erhvervsuddannelseselever. Da præmie- og bonusordningen bliver foreslået ophævet med det her lovforslag, bliver det også foreslået, at løntilskudsordningen bliver ophævet. Men fordi vi jo også indfører en midlertidig bonusordning for unge under 25 år på et lavere niveau med 2013 som overgangsår, indføres der også som en logisk konsekvens i 2013 en midlertidig løntilskudsordning på 14 kr. i timen i de første 7 måneder af praktikaftalen. Den nuværende løntilskudsordning er på 30 kr. i timen i de første 7 måneder af praktikaftalen.

Med de ord glæder jeg mig til det videre forløb i udvalgsarbejdet og glæder mig rigtig meget til, at der forhåbentlig er rigtig, rigtig mange, der står bag forslaget, når vi når til tredjebehandlingen, så det kan træde i kraft fra den 1. januar 2013.

Tak til ministeren. Så er der en kort bemærkning fra fru Merete Riisager. Værsgo.

Tak. Nu er jeg jo skruet sådan sammen, at jeg godt kan lide at kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade, og jeg mener ikke, at virkeligheden ændrer sig, fordi man kalder den noget andet. Så er ministeren ikke enig i, at det grundprincip, der ligger i den her aftale, er, at vi i krisetider flytter eleverne fra virksomhederne og ind på skolerne? Og er det derfor ikke lige at tage munden for fuld at kalde det her for en praktikaftale? Nu siger ministeren, at den ene praktik ikke er finere end den anden, men nu er det jo sådan, at hvis man spørger unge mennesker, hvad praktik er, så vil de fleste svare, at det er noget med at være ud i en virksomhed og arbejde.

Tak. Ministeren.

I den bedste af alle verdener vil det være fantastisk, at alle de unge, der kan og vil gennemføre en erhvervsuddannelse, også kan få en praktikplads ude i en virksomhed, men der kan være forskellige grunde til, at det kan være svært. Noget af det skyldes, at der kommer nye brancher, der ikke har en tradition for at oprette praktikpladser, andet, at der er små virksomheder eller meget specialiserede virksomheder, som ikke har de samme muligheder for at tilbyde en fuld praktikplads, og så kan der være det, som vi desværre har oplevet, nemlig at der er kommet en international krise, som også har sat sig dybe spor i Danmark i forhold til erhvervslivet, sådan at de simpelt hen ikke har så mange ordrer i kassen og derfor ikke kan tilbyde så mange lærepladser, som de har kunnet før.

Derfor er det fantastisk godt, at vi har haft en mulighed for, at man alligevel kunne få en meget virksomhedsnær praktik igennem skolepraktikken. Den vil vi gerne gøre endnu bedre med forslaget til praktikcentre, som vi skal diskutere i forbindelse med det næste lovforslag. Derfor synes jeg også, at vi skylder at minde hinanden om at italesætte, at dem, der gennemfører og har gennemført uddannelsen med skolepraktik, faktisk har fået en rigtig god praksis med i bagagen, som giver dem job bagefter. Det ændrer ikke ved, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, og det er også en del af aftalen, at man gennemfører uddannelsen med praktik i en virksomhed.

Tak. Fru Merete Riisager.

Nu taler ministeren om det her med italesættelse, men der er jeg nok sådan indrettet, at hvis folk forstår noget bestemt ved et ord, så skylder man måske lige folk den respekt at anvende ordet, sådan som det faktisk bliver brugt. Og ordet praktik anvender de fleste af de her unge mennesker, som vi står og taler om i dag, om at være i en virksomhed. Giver ministeren ikke de unge mennesker falske forhåbninger, når hun siger, at hun nu er kommet ud med en praktikaftale, når det egentlig handler om at flytte de unge mennesker fra virksomhederne og ind på skolebænken og lade virksomhederne betale, og når vi ved det, at vi jo så lader virksomhederne betale en større regning, også kommer til de facto at nedlægge nogle af de arbejdspladser, som de unge mennesker skal ud at have, når de er færdige med deres uddannelser?

Tak. Ministeren.

Der er simpelt hen ikke den sammenhæng, som Liberal Alliances ordfører siger der er. Det er sådan, at når der kommer gang i væksten – vi kan se, at sådan går det jo – er virksomhederne også parate til at tilbyde flere praktikpladser. Så får de en lærling ud, og så følger der et tilskud med, og sådan er det også fortsat. Der kan man så sige, at når krisen kradser, har arbejdsgiverne med det her lovforslag overtaget at betale til skolepraktikdelen, men man skal altså huske, at der stadig væk går penge fra AER-fonden, der nu bliver til et uddannelsesbidrag. Når der kommer lærlinge ud i virksomhederne, følger der et tilskud med, og når de gennemfører uddannelsen med skolepraktik, følger der også et tilskud med.

Så det er jo forbundne kar, og det er i virkeligheden meget fint, at vi har det system. For det, at arbejdsgiverne rent faktisk også får noget tilskud til de lærlinge, som de tager, giver dem også motivation til at sørge for at udbyde praktikpladser, når de kan – og der må meget gerne være flere, der udbyder flere praktikpladser. Når der ikke er så meget gang i væksten, er der skolepraktikken. Det er de med til at finansiere, men det betyder også, at de får nogle dygtige lærlinge bagefter.

Tak. Det er slut på den her forhandling, så tak til ministeren.

Nej, undskyld, vi har også fru Rosa Lund for en kort bemærkning. Det var ikke med vilje, fru Rosa Lund. Værsgo.

Jeg må lige bede om, at mikrofonen bliver tændt

Det er lidt besværligt at stille spørgsmål i dag, kan jeg fornemme.

Jeg har et enkelt spørgsmål til ministeren, som helt enkelt drejer sig om: Hvad sker der, hvis hensigten med lovforslaget ikke efterleves? Jeg har forstået, fordi Enhedslisten jo selv er en del af aftalen, at vi følger udviklingen meget nøje, både hvad angår korte aftaler, delaftaler og alle de her ting.

Men hvis nu der ikke kommer det tilstrækkelige antal praktikpladser, er regeringen så klar til at lave yderligere, man kan måske kalde det indgreb, i hvert fald til at finde yderligere håndtag, som vi kan skrue lidt på for at skabe det antal praktikpladser, der mangler?

Ministeren.

Det, der sker med den samlede udmøntning af den aftale, som jeg i øvrigt også er rigtig glad for at Enhedslisten er med i, er jo, at vi forstærker uddannelsesgarantien, på den måde at man kan gennemføre med en praktik. Det kan man gøre i en virksomhed, det kan man gøre via et praktikcenter, og det vender vi tilbage til i forbindelse med det næste lovforslag. Det, der er det allervigtigste, er nemlig den forstærkede uddannelsesgaranti, hvor man kan gennemføre med praktik.

Så kan man have en diskussion om, om man kan sætte et måltal for, om virksomhederne så på et eller andet tidspunkt vil kunne udbyde alt som virksomhedspraktik, så der ikke er behov for skolepraktik, men det er jo det, vi ikke kan sige noget om, fordi vi ved, det er så konjunkturfølsomt. Vi må bare ved at kigge hen over årene konstatere, at når det er, der har været krise, så har der altså desværre været færre praktikpladser til eleverne ude i virksomhederne.

Derfor er det jo, at man ikke kan sætte et mål for, at i år X skal alle være ude i virksomhedspraktik, for det kommer jo an på, hvordan væksten går. Omvendt er vi med den her aftale sikre på, at de unge alligevel kan gennemføre en erhvervsuddannelse med praktik, bare ad nogle andre veje. Og det følger vi så i øvrigt tæt med de seks punkter, som jeg også læste op, og det betyder jo selvfølgelig også, at aftalekredsen er meget nøje orienteret om, hvordan udviklingen er på alle de her vigtige nøgleparametre.

Tak. Fru Rosa Lund for en ny kort bemærkning.

Tak. Jamen jeg er sådan set heller ikke interesseret i, hvad der sker i et eller andet år X – eller jo, det er jeg jo nok, men det kan vi diskutere en anden dag. Det, jeg er mest interesseret i, er, om regeringen, altså om ministeren er villig til at lave yderligere justeringer eller yderligere indgreb, hvis det viser sig, at aftalen ikke skaber nogen nye praktikpladser. For det kan vi jo se, når aftalen har fungeret i 1 år, og det kan vi se, når aftalen har fungeret i 2 år. Det bliver vi ved med at holde øje med, og det er vi i Enhedslisten rigtig glade for.

Men når der, som jeg opfatter det, hos os alle sammen, eller i hvert fald hos regeringen og Enhedslisten, er en enighed om, at ordinære praktikpladser er den bedste løsning – så har vi alle mulige andre løsninger, som også er gode, men ordinære praktikpladser er den bedste – kan ministeren så ikke svare på, om ministeren, hvis aftalen ikke lever op til hensigten, er villig til at lave yderligere justeringer?

Tak. Ministeren.

Nu er det jo en del af den her aftale at forstærke det praktikpladsopsøgende arbejde, ligesom man hele tiden skal diskutere, hvad man kan gøre for, at kvaliteten ude i virksomhedspraktikken også er så høj som muligt. For noget af det, man måske glemmer nogle gange, er, at der altså også er unge, der simpelt hen dropper ud af virksomhedspraktikken, fordi der ikke er den fornødne kvalitet eller der er andre ting, der gør, at de simpelt hen mister modet i forhold til at gennemføre ad den vej. Det skal vi hele tiden have blikket stift rettet mod, ligesom vi hele tiden skal se på, om det er den rigtige måde, vi laver det praktikpladsopsøgende arbejde på.

Sådan har det været før, og her bliver der sat yderligere fokus på, at det skal lykkes. Og hvis det viser sig, at det bliver vanskeligt, skal vi selvfølgelig også diskutere, hvad der så skal til, for at vi får skabt så mange praktikpladser, også i virksomhederne, som muligt.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.