Det her lovforslag udmønter en finanslovaftale indgået mellem regeringen og Enhedslisten.
Jeg kan jo høre på debatten i dag, at det er meget godt, at der er kommet et nyt politisk flertal, der så at sige rydder lidt op i nogle af de ting, som den tidligere regering ikke fik gjort helt færdigt.
Jeg kan selvfølgelig være kollegial over for den tidligere regering og sige, at når man laver store reformer, kan der være elementer, man ikke får øje på, og som man ikke får adresseret på en ordentlig måde.
Om det er det, der er sket her, eller om det er en bevidst undladelse, skal jeg ikke helt kunne gisne om, men vi har i hvert fald som regering kunnet konstatere, at der er en gruppe seniorer, der simpelt hen kommer i klemme.
De kommer i klemme mellem den oprindelige efterlønsreform fra 2006 og tilbagetrækningsreformen.
Jeg noterede mig selvfølgelig, hvad Liberal Alliances ordfører sagde.
Nogen gange ved man jo næsten ikke, om man skal grine eller græde, vil jeg sige til hr.
Joachim B.
Olsen.
Der er faktisk engang imellem kloge ræsonnementer, men nogle gange hopper kæden bare helt af.
Man kan jo ikke sige, at det er spild af samfundets penge at føre en bevidst beskæftigelsespolitik for nogle mennesker, der kan stå i en svær situation.
Det kan diskuteres, hvilke midler man skal bruge, men den argumentation med at sige, at man spilder penge, når man gør noget, der kan have en positiv effekt for det enkelte menneske, køber jeg ikke.
Der er masser af seniorer på det danske arbejdsmarked, der arbejder på ordinære vilkår, heldigvis.
Og vi skal ikke gøre det til et problem, at man har nået en vis alder, og med tilbagetrækningsreformen vil det være et vilkår for alle på det danske arbejdsmarked, at man skal arbejde i flere år end i dag.
Og det er vigtigt, at man ikke gør seniorer til særlige sårbare på arbejdsmarkedet eller til mennesker, der har behov for særlige hensyn, for der er masser af seniorer, der kan arbejde på helt samme måde som deres yngre kollegaer, nogle seniorer vil måske oven i købet påstå, at de vil være en bedre arbejdskraft end de unge.
Men, men, men det ændrer ikke på, at det kan være svært at komme tilbage til arbejdsmarkedet, hvis man har mistet sit arbejde, og derfor synes jeg, synes regeringen, synes Enhedslisten, og kan jeg forstå også Venstre og Dansk Folkeparti – det vil jeg gerne kvittere positivt for – at det er o.k., at vi har en seniorjobordning, om end den i sin konstruktion er anderledes end alt det andet, vi har på beskæftigelsesområdet.
Det er jo helt åbenlyst.
Men det er godt, at vi har den.
Det, vi så har identificeret, er, at der som sagt er en gruppe, der kommer i klemme.
Jeg er glad for den brede opbakning til, at vi kan få rettet op på det, og jeg vil i øvrigt håbe på, at alle partier bidrager til at få viden om den midlertidige udvidelse af seniorjobordningen ud i det offentlige rum, så de seniorer, der måtte stå og nærme sig det tidspunkt, hvor de ikke længere har en dagpengeret, får at vide, at den her mulighed er der.
Da vi indgik finanslovaftalen var der nemlig partier, der havde utrolig travlt med at tale om alt mulig andet end lige præcis den her ordning, og derfor tror jeg faktisk ikke, at det er gået op for alle, at vi med det her lovforslag løser et problem for nogle mennesker.
Til sidst to ting:
Det er vigtigt, at arbejdsløshedskasserne skal informere de medlemmer, der er berørt af forslaget, om, at det vedtages, og det er vigtigt, at informationen kommer til at foregå meget direkte.
Så vil jeg i øvrigt til sidst tilføje, og det er ikke helt uvæsentligt, at det er min hensigt at stille et ændringsforslag til det lovforslag, vi behandler her, som betyder, at også dem i de omhandlede årgange, som har fået deres efterlønsbidrag tilbagebetalt og eventuelt har meldt sig ud af en arbejdsløshedskasse, fordi de ikke længere har ret til seniorjob, skal have mulighed for at få et seniorjob.
Den mulighed, vi giver dem, er, at de kan få et seniorjob, men de kan ikke få deres efterlønsrettigheder tilbage.
Det siger sig selv.
Og jeg bliver nødt til at sige til Enhedslisten, at det selvfølgelig ikke kan komme på tale, at man kan få en dagpengeret, som man måske kunne have haft, hvis man havde fortsat sit medlemskab af en arbejdsløshedskasse.
Medlemskab af en arbejdsløshedskasse er en betingelse, der betyder, at de udmeldte skal genindmelde sig i arbejdsløshedskassen, og som jeg sagde før, vil deres fravalg af efterlønnen fortsat stå ved magt.
Når vi stiller det her ændringsforslag – og det er også en mindre gruppe – er det, fordi Enhedslisten i særdeleshed har været meget optaget af, at der kan være en gruppe, der har meldt sig ud af deres a-kasse og af efterlønsordningen på grund af slippet mellem de to reformer, fordi de måske har tænkt, at de ikke vil være berettiget til et seniorjob.
Den gruppe vil vi altså gerne, og det er en gruppe, der også tidsmæssigt ligger før den nuværende regering, få ind i seniorjobordningen, men jeg skal gøre opmærksom på, at selv med ændringsforslaget vil den gruppe ikke have ret til efterløn.
Det er vigtigt at få indskærpet.