Også det her forslag er et forslag, der udmønter finanslovaftalen for 2013.
Jeg er sådan set enig i mange af de kommentarer, der er faldet, og også i det, der er blevet sagt, om, at vi, ikke mindst i en krisetid, jo nøje skal overveje, hvor stor en belastning, vi vil lægge på dansk erhvervsliv og dermed på danske arbejdspladser.
Til gengæld synes jeg, at man i debatten i dag helt har undervurderet spørgsmålet om, hvad det er, pengene skal bruges til.
Derfor vil jeg sådan set gerne gøre opmærksom på, at den sanering, vi har foretaget af erhvervsstøtten, lige præcis er det, der gør, at vi kan frigøre midler til andre områder, som også er vigtige – ikke mindst i en krisesituation – nemlig forskningen og uddannelsen af vores unge og af de fremtidige generationer i Danmark.
Når vi diskuterer belastningen på dansk erhvervsliv og konkurrenceevnen, tror jeg, det er vigtigt, at vi i den diskussion også har et stærkt fokus på, at vi skal have en dygtig arbejdsstyrke, at noget af det, der kan afgøre, om vi kan konkurrere eller ej i Danmark, er, om vi er dygtige og
dygtigere
.
I den henseende – og i øvrigt også når det gælder dansk erhvervslivs muligheder i det hele taget – er det da afgørende vigtigt, at vi forsker, at vi er dygtige til det innovative, og at vi også afdækker, hvad fremtidige markeder har behov for.
Og i en situation, som den, vi står i lige nu, er det jo ikke sådan, i forhold til den økonomiske politik, at vi bare kan forøge udgifterne til forskning uden at tilvejebringe indtægterne et sted fra.
Jeg hører ikke nogen partier – selv om jeg måske er lidt usikker på, hvad Liberal Alliance mener – der har tilkendegivet, at man ønsker, der skal bruges færre penge på forskning i Danmark.
Hvis vi ønsker at fastholde et højt forskningsniveau, skal der også nogle penge i kassen.
Det er det, der gør, at vi har været nødsaget til at sanere erhvervsstøtten, og det er det, som det her forslag udmønter.
Så synes jeg i øvrigt, det er værd at notere sig, at det stadig væk vil være sådan, at det for de mindre, private erhvervsdrivende vil kunne betale sig at tegne en forsikring i forhold til sygemeldte medarbejdere, i og med at staten fortsat vil refundere 20 pct.
af udgifterne.