Mange tak.
Jeg var også lidt rystet, da jeg hørte, at Enhedslisten og DF har siddet og forhandlet i smug.
Det er selvfølgelig altid meget bekymrende, men vi må gå ud fra, at det er vigtige ting, det drejer sig om.
Så jeg synes, at det er rigtig fint, at alle er kommet, og jeg vil også meget gerne begynde med at takke ordførerne for den meget positive modtagelse af og opbakning til initiativet om at bekæmpe biopirateri.
Med det her lovforslag vil det blive nemmere at forhindre biopirateri, hvor landes genetiske ressourcer, altså dyrearter og plantearter og andre ting, bliver hentet og udnyttet, uden at man har en tilladelse, og uden at man ligesom deler fortjenesten med de lande, man henter tingene fra.
Det vil f.eks.
betyde, at ulande sikrer sig indtægter, når store selskaber bruger landenes natur til at udvikle f.eks.
medicin og kosmetik.
Det kunne være en enzymvirksomhed, der anvender mikroorganismer indsamlet i Afrika til at udvikle nye enzymer til fremstilling af f.eks.
biobrændstoffer.
Udbyttedeling er nødvendig ikke kun af retfærdighedsmæssige grunde, men også fordi det skaber midler til at bevare de rige naturressourcer, der findes i de lande, som nok er fattige, men som har ansvaret for en meget rig natur.
Det er altså det, at man sikrer, at der gives nogle penge for at lade tingene stå og ikke hakke regnskoven ned.
Det kan godt føles som den nemmeste måde at tjene penge på, men hvis man faktisk også kan tjene nogle penge på at lade regnskoven stå og bevare de mange, mange muligheder for udvikling, der er knyttet til naturen, så er det jo en rigtig win-win-situation.
Lovforslaget indeholder de regler, der er nødvendige, for at Danmark kan ratificere Nagoyaprotokollen, som er med til at gøre ulandene bedre rustet til at opnå aftaler om en retfærdig fordeling af udbyttet fra de genetiske ressourcer.
Vi skal have klare og gennemskuelige regler på området.
Det fremmer retssikkerheden for alle parter og medvirker dermed til at åbne for adgangen til de genetiske ressourcer, som vores forskere og vores industri har behov for.
Der vil jo være virksomheder, der kan være bange for at blive beskyldt for tyveri, hvis det har været svært at få en aftale med det land, hvor man gerne vil gå ind og have noget, og det kunne være meget skadeligt for deres image, hvis det blev til en stor historie.
Nu får de faktisk et regelsæt at gøre det her inden for, så min fornemmelse er også, at der er rigtig mange virksomheder, der er glade for Nagoyaprotokollen.
Lovforslaget skal sikre, at leverandørlandenes krav om deling af udbyttet ved brugen af de genetiske ressourcer også kan opretholdes, når ressourcerne forlader leverandørlandet.
Derfor indeholder forslaget et forbud mod at anvende genetiske ressourcer, der er erhvervet i strid med leverandørlandets regler.
Danmark har været førende i EU-forhandlingerne om Nagoyaprotokollen, og under det danske EU-formandskab har det været en prioritet for regeringen at medvirke til en hurtig og effektiv gennemførelse af protokollen.
Det her lovforslag er et led i den strategi, og jeg har også arbejdet for en hurtig EU-ratifikation af protokollen.
Der er nu fremsat forslag til en EU-forordning om gennemførelse af protokollen på fællesskabplan, og lovforslaget giver mulighed for at gennemføre forordningsforslaget i dansk ret.
Idet jeg takker for den velvillige modtagelse af lovforslaget, glæder jeg mig til samarbejdet med udvalget i det videre arbejde med lovforslaget.