Det kan godt være, at ordføreren for Socialdemokraterne ikke kan genkende de tal, der bliver nævnt, men jeg synes bare, man skal prøve at bruge en lille lommeregner, for så kan man hurtigt regne sig frem til tallene.
Hvis der er 25.000, som bruger den nuværende ordning ud fra den lov, der er i 2012, og de så bruger 1 ½ time hver 14.
dag på den her ordning, betyder det jo faktisk, at det er ca.
900.000 timers rengøring, som med det her lovforslag bliver fjernet fra tilskudsmodellen.
Det betyder omregnet til hele årsværk, at det er 467 fuldtidsstillinger, som på den måde i hvert fald vil være i meget stor risiko for at blive til fyringer i stedet for ansættelser, og det synes vi i Dansk Folkeparti virker hamrende uretfærdigt, også ulogisk.
Jeg har også valgt at sige, at vi ikke kan støtte det her forslag ud fra en logisk betragtning om, at det jo er noget, som har vidtgående konsekvenser for de rigtig mange tusinde danske folkepensionister og førtidspensionister, som i 2012 bruger og har brugt ordningen indtil nu.
Med den her finansiering er det 85 mio.
kr., som regeringen kan se frem til at opnå i offentlig besparelse, men samtidig ryger de 285 mio.
kr., som er borgernes egen medfinansiering, ud af systemet, og det vil alt andet lige betyde en større risiko for sort arbejde i Danmark, da det igen vil være rentabelt for folk at hyre arbejdskraft til sort rengøring, frem for at få rengøringen udført gennem en hjemmeserviceordning.
I Dansk Folkeparti anerkender vi også den kritik, der er kommet af regeringens asociale lovforslag.
Bl.a.
LO, som jeg ellers mener burde have rimelig stor indflydelse på den nuværende regerings virke og ve og vel, har i deres bemærkninger til lovforslaget anført, at hjemmeserviceordningen er forholdsvis arbejdskraftintensiv og faktisk medfører, at en masse af dem med en særlig beskæftigelsesudfordring er blevet beskæftiget, fordi det er mange med en relativt lav uddannelse.
Det er noget, som man fra regenringens og Enhedslistens side nu fuldstændig forflygtiger og går væk fra.
Man siger pyt med det, det er ikke noget, der gør noget.
Man synes åbenbart, det er helt i orden, at de her mange job bliver kastet ud ad vinduet.
Også Ældre Sagen har sagt, at ordningen faktisk er med til at bidrage til, at flere af de ældre føler sig mere selvhjulpne, de kan via den her tilskudsmodel selv betale 70 pct.
af rengøringshjælpen, og det er med til at højne deres livskvalitet.
Ordningen betyder også, at mange af dem, der bor i eget hjem, føler det som en rigtig god styrkelse.
De kan blive i eget hjem over en forhåbentlig længere periode frem for at skulle benytte de kommunale tilbud om ældreboliger eller alt muligt andet, som nogle jo kommer til at skulle gøre med alderen.
Sidst, men ikke mindst, er det jo, som Ældre Sagen også siger, et klokkeklart løftebrud set i forhold til finanslovaftalens ordlyd fra 2012.
Hvis man kigger i finanslovaftalen for 2012, står der på side 18 i forbindelse med, at man ville fjerne boligjobordningen, at der i stedet for ville komme en renoveringsordning, hvorefter man kunne få tilskud til at energirenovere private hjem.
Ordret står der:
»Med nedlæggelse vil der parallelt blive genåbnet for tilgang til den tidligere hjemmeserviceordning, som giver pensionister mulighed for tilskud til rengøring i hjemmet.«
Det er et klokkeklart løftebrud fra regeringens side, men det kan vi jo så bare skrive på den i forvejen meget lange liste.
Det løfte står oven i købet i det oprindelige udspil »En Fair Løsning«, som jeg ikke synes vi ret ofte hører noget om fra regeringsrepræsentanternes side, og det løfte er ligesom blevet hurtigt begravet, men der står faktisk – hvis regeringspartierne skulle være i tvivl – at man ønskede en udvidelse af den her ordning.
Man ønskede faktisk også, at de danske børnefamilier skulle være omfattet af den her ordning.
Det er man så også rendt fra.
Alt i alt synes Dansk Folkeparti, at det er hamrende uretfærdigt, dybt beklageligt, ærgerligt og alt muligt andet skidt, at man nu har valgt at fjerne den her lov om hjemmeservice.
Det er til ugunst for vores beskæftigelsessituation, det er til ugunst for dem med lav uddannelse, det er til ugunst for dem, der bruger ordningen, de ældre, og det er til ugunst for samfundsøkonomien, for vi kan se, at flere vil være tilbøjelige til at benytte sort arbejde.
Det kan Dansk Folkeparti ikke tilslutte sig.
Vi synes, det er bedre, at det her kunne få lov til at fungere.
Det har faktisk været en succes, og det er noget, som vi i Dansk Folkeparti er meget stolte af at have været en del af.
Derfor er vi absolut ikke tilhængere af, at det her lovforslag bliver gennemført her i Folketinget, og vi vil stemme nej.