Tak for det.
Jeg kunne sådan set i princippet have holdt den samme tale som ved det forrige lovforslag, og det vil jeg i vidt omfang også gøre.
For Venstre er det vigtigt at sikre borgernes frie valg, når velfærdsydelserne skal tilrettelægges ude i kommunerne.
Og som liberal, vil jeg sige til hr.
Leif Mikkelsen, tror jeg det er afgørende, at borgerne har størst mulig indflydelse på egen hverdag.
Ikke mindst, når man på den ene eller den anden vis bliver afhængig af hjælp fra fællesskabet, tror jeg det er vigtigt, at man ikke lader systemet tage over, men stadig forsøger efter bedste evne at lade den enkelte være med til at bestemme.
Derfor har det også været en gennemgående politik fra Venstre at sikre og udvikle danskernes frie valg, f.eks.
på ældreområdet, skoleområdet, sygehusområdet osv.
Et frit valg kræver to ting:
1) at der faktisk er en valgmulighed, og 2) at man faktisk kender til, at man har en valgmulighed.
Derfor er det også trist, at regeringen med det her forslag både svækker borgernes frie valg og også svækker informationen til borgerne om muligheden for at vælge.
Man kan jo let få den tanke, at det er noget ideologisk, som har sneget sig ind fra ministerens samarbejdspartnere i regeringen.
Kommunerne forhindres med forslaget ikke i fortsat at udvikle fritvalgsordningerne, men gad vide, hvad kommunerne så gør, når det ikke længere er et obligatorisk krav.
Hvorfor var det begrænset med fritvalgsordningerne, inden denne ordning blev indført i 2006?
Kommunerne kunne jo bare have gennemført dem, hvis de havde villet.
Det kunne jo være, fordi kommunerne i virkeligheden helst er fri.
Det er jo besværligt, når man sidder der i et kommunalt system som politiker eller som embedsmand at skulle tilbyde alternativer og tilmed skulle informere om det.
Derfor må det her forslag fra regeringen også opfattes som en politisk betaling, om jeg så må sige, til kommunerne.
Måske som et lille plaster på såret efter det markant lavere bloktilskud og den dermed dårligere økonomi i kommunerne, som regeringen har ansvaret for i 2013.
Jeg tror, det er sådan, at regeringen smykker sig med fine ord om det kommunale selvstyre og muligheden for at tilrettelægge indsatsen lokalt, men som ved det tidligere lovforslag mener vi i Venstre, at hensynet først og fremmest skal tages til borgerne og ikke til systemet i kommunerne.
Og hvis regeringen virkelig ønsker frit valg, så er der intet i den nuværende lovgivning, der hindrer lokale løsninger, blot stilles der krav om, at kommunerne skal udvikle og informere om det frie valg.
Og hvad med opfølgning?
Hvad nu, hvis det viser sig, at det her forslag får den betydning, at borgerne rent faktisk får mindre frit valg end nu?
Har regeringen så en målsætning med fritvalgsordningerne, eller er det bare, ligesom i det forrige forslag, ord, mens man lovgiver i den stik modsatte retning?
Sundhedsministeren ønsker et sundhedssystem uden privathospitaler, og er vi i virkeligheden her vidne til lidt den samme tankegang på det kommunale område?
Man kunne stille sig selv spørgsmålet, hvor bredt det her forslag rammer i forhold til at sikre borgernes frie valg på kommunale serviceområder.
Er det kun på nye områder, eller er det også på eksisterende områder, at kravet om udvikling af frit valg nu skal ophæves?
Man kan jo rent faktisk direkte i bemærkningerne læse om de forventede konsekvenser, nemlig at der ikke længere findes en samlet portal, hvor borgerne kan finde sammenlignelige informationer om en række serviceydelser.
Nedlæggelse af Brugerinformation.dk vil derfor betyde, at borgerne ikke i samme udstrækning har mulighed for at få præsenteret sammenlignelige oplysninger på tværs af kommuner og mellem institutioner nemt og hurtigt.
Det er jo ikke sådan, at vi ikke vil være med til at se på, om der er ting, som er bureaukratiske, og hvor indsatsen måske ikke står mål med behovet, men hvordan sikres borgerne så information, hvis ikke kommunerne under den ene eller den anden form skal være med til at levere den?
Frit valg er efter vores opfattelse ikke ret meget værd, hvis ikke borgerne er bekendt med, at de har et frit valg og dermed potentielt vil bruge det.
Der er en masse spørgsmål – og her har jeg nævnt nogle af dem – som vi vil forsøge at få klarlagt og blotlagt i udvalgsarbejdet, men igen er det formentlig ikke til ministerens eller til Tingets store overraskelse et forslag, som Venstre vil trykke på de grønne knapper til.