Tak.
Jeg synes, at der – efter den langvarige og sådan set grundige behandling, vi har haft af det her problem, lige siden beskæftigelsesministeren i februar 2012 kom med sit oplæg til en reform – så er grund til, at vi her gør status.
Når jeg ser på de mange debatter, der har været her i salen og ikke mindst udeomkring i landet, på de mange høringssvar og på svarene på de mange spørgsmål, ser jeg ingen grund til at ændre den konklusion, som vi i Enhedslisten nåede frem til, da vi den 28.
februar 2012 så beskæftigelsesministerens udspil.
Vores vurdering er, at resultatet af denne reform vil være, at mange flere tusinde vil blive henvist til at skulle leve på kontanthjælp eller ledighedsydelse i årevis.
Men det er der ingen, der bliver raske af, tværtimod.
Det eneste, vi får ud af det, er flere fattige og ulykkelige mennesker – stik i strid med regeringens erklærede målsætning om at mindske ulighed og fattigdom.
Når det vil gå sådan, skyldes det ikke kun de forringede ydelser, den lavere løn og den lavere pension til de udsatte grupper, men også den kendsgerning, at der ikke er det mindste, lillebitte krav til arbejdsgiverne om, hvad
de
skal gøre for at skabe plads til mennesker med nedsat arbejdsevne.
Hertil kommer, at reformen næsten udelukkende finansieres af de grupper, som man påstår at man vil hjælpe, nemlig af den gruppe unge, der efter de nuværende regler ville blive tilkendt førtidspension, og af de mange nuværende og kommende fleksjobbere, der får fleksjob efter de nye regler.
Den kritik deles i dag af samtlige handicaporganisationer og af en lang række andre interesseorganisationer, som i det daglige varetager de udsatte medborgeres interesser, herunder en lang række fagforeninger.
Jeg har tidligere efterlyst et eksempel på et andet lovforslag i dansk parlamentarisk historie, der i den grad er blevet udsat for kritik fra de folks side, som repræsenterer de mennesker, som man påstår at ville tilgodese, og jeg har stadig væk ikke fået det eksempel.
Den omfattende kritik har hverken fået beskæftigelsesministeren eller forligspartierne til at ryste på hånden.
Tværtimod.
Ved andenbehandlingen var intet ændringsforslag for lille til at blive tværet ud med tommelfingeren, da man trykkede på den røde knap.
Selv beskedne forslag, som var fuldstændig gratis for statskassen, blev stemt ned.
Det gjaldt f.eks.
forslaget om at lempe rådighedskravet og sanktionerne for disse udsatte mennesker, forslaget om at give fleksjobberne ret til at kunne tage fagforeningen med ved forhandlinger om løn- og ansættelsesvilkår og forslaget om ret til at få et ansættelsesbevis i forbindelse med fleksjob på 8 timer og derunder.
Ikke engang et halvt års udsættelse af dagpengeperioden kunne man unde de stressede sagsbehandlere i kommunerne, der om 14 dage skal til at administrere en lov, der griber ind i mere end ti andre love, og som indfører nogle helt nye regler for sagsbehandlingen og vender op og ned på reglerne om fleksjob.
Vedtagelsen af dette lovforslag er udtryk for et alarmerende holdningsskred i dansk social- og handicappolitik.
Indtil i dag har det været vedtaget politik, at man ikke skal diskrimineres på arbejdsmarkedet, fordi man har en kronisk sygdom eller et handicap.
Nu slås det fast med syvtommersøm, at jo mindre din arbejdsevne er på grund af sygdom eller et handicap, jo lavere løn skal du også have, og jo mindre bliver din pension.
Indtil folketingsvalget i september 2011 havde vi tre partier – som nu sidder i regering – som var enige om, at en reform af førtidspension og fleksjob i hvert fald ikke skulle gennemføres af sparehensyn, og som af samme grund gik skarpt i rette med den tidligere regerings forslag i 2010.
De samme partier har nu stillet sig i spidsen for en reform, der i alt væsentligt er en tro kopi af den reform fra 2010, som de kritiserede, og som netop ikke er ret meget andet end en spareøvelse.
Indtil valget havde vi to partier – Socialdemokratiet og SF – der hyldede reglen om, at et samfund skal måles på, hvordan det behandler de svageste.
I dag fortsætter de kursen fra skattereformen, hvor de svage grupper får lov til at betale for en haltende 2020-plan og de deri indeholdte skattelettelser.
Indtil i dag havde vi en beskæftigelsesminister, der stærkt og godt forsvarede den danske aftalemodel.
Nu lægger samme minister ryg til et groft indgreb i de kollektive overenskomster, samtidig med at hun fjerner fleksjobberens ret til at have sin fagforening med ved forhandlinger om løn- og ansættelsesvilkår, og samtidig med at hun giver sig selv ret til at afgøre, hvad der er en rimelig løn for fleksjobbere.
Til folketingsmedlemmerne fra forligspartierne vil jeg sige:
Jeg håber, at I inderst inde er bare en lillebitte smule i tvivl om, om det nu også er rigtigt at trykke på den grønne knap.
Det kan ikke passe, at I har et hjerte af sten.
De mange kritiske høringssvar, de mange henvendelser fra bekymrede og desperate borgere over de ændringer, I er i gang med her, må da have rørt jer bare en lille smule.
Til beskæftigelsesministeren vil jeg sige tak for kampen.
Jeg er ikke imponeret over dine argumenter, men du har i det mindste stået på mål for dit forslag.
Du skal også have tak for din ærlighed på samrådet i fredags, hvor du indrømmede, at det nye princip om, at jo større handicap, jo lavere løn, ikke er solidarisk.
At du så alligevel synes, det er rimeligt, må vel passe med det, der står i en socialdemokratisk ordbog.
I Enhedslistens ordbog er der ikke forskel på »rimeligt« og »solidarisk« i den sammenhæng.
Til alle jer derude, til alle de mange organisationer og enkeltpersoner, der har bidraget med høringssvar, debatindlæg og ændringsforslag, vil jeg sige tak for en fælles kamp.
Uden jer havde vi ikke kunnet være så konkrete i vores kritik og ændringsforslag, som vi har været, og som vi har bestræbt os på at være.
Det lykkedes os ikke at stoppe lovforslaget, end ikke at forbedre det.
Men det er i hvert fald ikke jeres skyld, hvis nogen her i salen i dag træffer beslutning på et uoplyst grundlag.
Og kampen fortsætter.
I derude må hjælpe os med at holde forligspartierne op på deres ansvar.
Vi må stille dem til regnskab for de konkrete konsekvenser, der kommer af denne lovgivning.
Skulle det lykkes os – enten helt eller delvis – at overbevise dem om, at de har taget fejl, så vil I kunne stole på, at Enhedslisten er de første til at være med til at rette op på skaderne.
Tak for ordet.