Fra konservativ side er vi sådan set meget positive over for lovforslaget her.
Det er et lovforslag, som jo i princippet prøver at lægge op til:
Hvordan ser Danmark ud i dag og i fremtiden?
Man prøver at lave en mere effektiv og hurtig behandling af de her sager, og det er jo nødvendigt.
Tingene går hurtigere og hurtigere i vore dage, og derfor kan det være nødvendigt, at man skrider ind meget, meget hurtigt over for en konkurrent, som går ud og laver noget, man ikke må.
Men det, vi har været særlig opmærksomme på, og det, som jeg ledte efter, da jeg læste lovforslaget igennem, og som jeg så heldigvis også fandt, endda hele to steder, er, at hvis retten på et meget tidligt stadium, hvor der måske ikke er den fulde bevisbyrde, havde jeg nær sagt, men altså, beviser til stede, går ind og siger, at man laver et midlertidigt forbud, så må det også være sådan, at den, der er rekvirent, den der begærer forbuddet, også er indstillet på og klar til at deponere en erstatning, hvis det nu viser sig, at der ikke var noget at komme efter alligevel.
For ellers vil det jo være verdens nemmeste ting, at man kan genere sine konkurrenter ved at nedlægge midlertidige forbud og påbud, og når så julesalget er overstået og man selv har solgt alle sine varer og konkurrenten er brændt inde med alle sine, så siger man:
Nej, der var vist ikke noget alligevel.
Så der skal helt klart være nogle erstatningsregler, og jeg er glad for, at det både i § 415 og § 428 er præciseret, at selvfølgelig skal rekvirenten betale erstatning, hvis ikke der var noget at komme efter alligevel.
Det er helt afgørende, for det her bliver også nogle gange brugt til at genere konkurrenterne – det gør det – og derfor skal vi selvfølgelig tage højde for det.
Og det gør lovforslaget.
Men et element, som jeg ikke har fundet i lovforslaget her, og som jeg godt kunne tænke mig at bruge noget mere tid på – vi vil i hvert fald under udvalgsbehandlingen stille en lang række spørgsmål om det – er det faktum, at når der bliver anlagt en sådan sag, kan rekvirenten jo via editionsreglerne pålægge konkurrenten at fremlægge alt sit materiale, alle indkøbslister, alt regnskabsmateriale, alle forretningshemmeligheder – alting skal lægges frem.
Og det kan man så sidde og padle rundt i som rekvirent og indrette sin egen virksomhed efter.
Det er sket, og det duer ikke.
Det duer ikke, at man bruger det her værktøj til at aflure konkurrenternes forretningsmetoder.
Så der bliver vi nødt til at have en diskussion om det; nu er det jo rejst her ved førstebehandlingen, og vi må under udvalgsbehandlingen se på, om vi kan få det præciseret.
Men i hvert fald skal vi have nogle helt klare regler for det.
Edition kan selvfølgelig være nødvendigt, af hensyn til at domstolene skal kunne afgøre, hvordan sagens udfald skal være, men er det rimeligt, at det er rekvirenten og rekvirentens advokat, der vil få adgang til alt materiale, fuldstændig uden noget filter, og kan sidde der og se, hvordan konkurrenterne driver deres forretning?
Det er ikke hensigtsmæssigt, for selv hvis man som rekvirent skulle tabe sagen og betaler en lille erstatning eller lignende, ja, så har man altså afluret, hvordan man skal drive sin egen forretning i fremtiden.
Så der er nogle spændingsfelter her mellem de konkurrerende derude, som lovforslaget prøver at tage højde for, men jeg mener ikke, at det i tilstrækkelig grad tager højde for alle de ting, der kan opstå.
Men nok om det her ved første behandling.
Vi vil som bebudet under udvalgsbehandlingen stille en række spørgsmål for at få det afdækket nærmere.
Men jeg forventer, at vi samlet set stemmer for lovforslaget, når vi når til tredje behandling.