Man bør jo, når man tager ordet i sådan en folketingsdebat, starte med at henvende sig til folketingsmedlemmerne, men jeg tror, jeg vil gøre en undtagelse og komme tilbage til den diskussion, der foregår her, og så lige begive mig et par skridt ud i virkeligheden og rose alle dem derude, der er gået i gang.
Hvor er det dog opmuntrende, når virksomhedsledere i Danmark stiller sig frem og siger:
Vi udviser samfundssind, vi tager et ansvar, vi vil gerne være med til at sikre akutjob.
Hvor er det dog dejligt, når man hører en borgmester i Brøndby, der går ud og siger:
Der er nogle af vores borgere, der er i klemme, vi opretter akutjob, vi opretter flere end det antal, vi i virkeligheden burde.
Hvor er det dog herligt, når der indgås en politisk aftale i Københavns Kommune om oprettelse af akutjob til udfaldstruede dagpengemodtagere.
Hvor er det dog herligt at se, når Silkeborg og Skanderborg kommuner rykker.
Hvor er det skønt at høre borgmesteren i Frederikshavn, som vel at mærke er Venstremand, gå ud og sige, at vi selvfølgelig skal hjælpe de mennesker, der er kommet i klemme.
Hvor er det dejligt at se, når Middelfart Kommune melder ud, at man med jobrotationsinstrumentet ønsker at opkvalificere den arbejdsstyrke, man allerede har, men samtidig skabe jobåbninger, hvor ledige vikarer kan komme ind og få et arbejde.
Hvor er det godt gået, at private og offentlige arbejdsgivere i Danmark, kolleger, ønsker at være med til at løse en svær udfordring for mange mennesker.
Hvor er det godt gået.
Vi står i en ekstraordinær situation.
Der har været en indfasning af forkortelsen af dagpengeperioden, der gør, at ekstraordinært mange mennesker er i risiko for, at deres dagpenge ophører i første halvår af 2013.
Uagtet hvad man måtte mene om dagpengereformen, så bør vi på den nøgterne baggrund i fællesskab kunne konstatere, at når man står i en ekstraordinær situation, må man også gerne gøre noget ekstraordinært.
Så må man gerne række hånden frem og hjælpe mennesker, der står i en svær situation.
Så behøver det ikke være det politiske spil, der skal afgøre, om vi skaber resultater eller ej.
Alene det, at vi er i en ekstraordinær situation, kræver, at vi reagerer ekstraordinært.
Det er det, vi gør med den her aftale.
Det er jo ikke hverdag i Danmark, at offentlige og private arbejdsgivere går sammen med en regering om at tilvejebringe og målrette 12.500 akutte jobopslag.
Mig bekendt er det aldrig sket før.
Derfor vil jeg gerne i dag rose Enhedslisten, og jeg vil gerne rose Dansk Folkeparti, som er de to partier, der med hver deres forskellige politiske afsæt, med hver deres forskellige holdning til den siddende regering, vælger at lægge – sådan læser jeg de to partier – det hele en lillebitte smule på hylden for at kigge helt snævert på lovforslaget her.
Kunne det være en hjælp til nogen?
Svaret er ja, og derfor støtter de to partier lovforslaget.
Det er godt.
Det klæder Folketinget.
Så er der nogle andre partier.
Uh, hvor der bruges mange ord.
Nej, hvor er skepsisen stor.
Og hvor har spillet fået lov til at overtage.
Hvor svært kan det egentlig være for Venstre at nå frem til den konklusion, at der er nogle mennesker, der skal have en ekstra mulighed?
Der er jo ingen, der påstår, at aftalen om akutjob redder eller løser alle de problemer, der er, men selv Venstres ordfører står i dag på talerstolen og siger, at det her kan være en mulighed for nogle.
Når noget kan være en mulighed for nogle, hvorfor støtter man det så ikke?
Hvorfor stemmer man ikke for?
Hvorfor vælger man ikke at sige, ligegyldigt hvad man selv måtte have af politiske interesser og holdninger, at der er nogle mennesker, der skal have en ekstra mulighed, og at det vil man gerne støtte?
Hvor der er politikere, der ikke løfter ansvaret, er der arbejdsgivere, der gør.
Det må vi så nøjes med at være glade for.
Jeg vil gerne kunne være glad for begge dele.
Jeg synes jo, at det ville klæde os alle sammen, hvis man både kunne være glad for, at arbejdsgiverne i Danmark løfter ansvaret, og at alle politikere gjorde det samme.
Den situation får vi desværre ikke.
Til sidst vil jeg sige, at jeg også lytter til, hvad der bliver sagt fra Liberal Alliance.
Jeg synes, at det er ærgerligt, at det her gøres til sådan et enten-eller-spørgsmål, fordi hvis man er – og det har jeg meget, meget stor forståelse for – optaget af langvarige kontanthjælpsmodtagere, er der jo intet i den her aftale, der afholder Folketinget fra at engagere sig i den gruppes ve og vel.
Der er intet i den her aftale, der forhindrer os i i fællesskab at lave en reform af kontanthjælpsområdet, med det klare sigte at flere unge skal i uddannelse og flere voksne skal i arbejde.
Der er intet i den her aftale, der afholder Folketinget fra i forbindelse med finanslovforhandlingerne at lave en aftale om bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed.
Der er intet i den her aftale, der afholder os fra i den almindelige beskæftigelsespolitik at sikre, at mennesker, der rammes af arbejdsløshed, hurtigst muligt kommer tilbage på arbejdsmarkedet.
Det er ikke et enten-eller.
Det er et både-og.
Der er jo ikke nogen, der tror på, at vi kan løse problemer med arbejdsløshed i Danmark med et knips med fingrene.
Det er jo ikke kun ét instrument, der skal på bordet.
Det er ikke kun ét stykke værktøj i kassen, der skal tages op.
Der skal arbejdes på mange fronter, i den økonomiske politik, i vækstpolitikken, i erhvervspolitikken, i den grønne omstilling, i uddannelsespolitikken, i socialpolitikken, i beskæftigelsespolitikken.
Og for hver enkelt gode forslag, der tilvejebringes, er vi måske kommet det et skridt nærmere.
Ligesom ved førstebehandlingen vil jeg gerne takke for debatten.
Der er et stort engagement i den her sag.
Det er godt.
Jeg glæder mig dog mest over, at der er mandater nok til at få stemt loven igennem, sådan at kommuner, regioner og stat får det hjemmelsgrundlag, som de private arbejdsgivere allerede har, om at sikre, at langtidsledige kan få en reel mulighed.
Så siger Liberal Alliance – det skal så være min afslutning, og der er også flere, der har sagt det – at det bare er at røre rundt i gryden.
Jeg tror sågar, at det er en tidligere statsminister, der har brugt begrebet.
Ud over at jeg ikke helt forstår billedet og også undrer mig over, at det er den type billeder, man bruger en langtidsledige i Danmark, så vil jeg gerne afvise, at det her bare handler om at flytte nogle job rundt.
Det vil jeg gerne, fordi jeg tror, at det er sådan for mange mennesker, at jo længere tid man går ledig, jo sværere kan det blive for en selv at se vejen tilbage.
Det at være langtidsledig kan i sig selv gøre det svært at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Ikke for alle, heldigvis.
Mange af vores langtidsledige lige nu kommer i arbejde.
De kommer i uddannelse.
Det er rigtig positivt.
Men der er også nogle, der har sværere ved det end andre.
Derfor tror jeg på, at det, at der er jobopslag, jobåbninger, der målrettes mennesker, der er udfaldstruede, i sig selv kan give noget optimisme, noget fornyet tro på fremtiden, et håb om, at det alligevel kan lade sig gøre.
Derfor skal min opfordring afslutningsvis være, at ligegyldigt hvad man måtte mene om dagpengereformen, ligegyldigt hvad man måtte mene om arbejdsgiverne i Danmark, ligegyldigt hvad man måtte mene om den nuværende regering, så stem for lovforslaget her, for der er noget, der er vigtigere end alt det, og det er, at vi i det danske Folketing i en ekstraordinær situation kan yde en ekstraordinær indsats for de mennesker, der har behov for vores hjælp.