Tak.
Det her lovforslag går ud på, at man suspenderer reglerne for kommunernes refusion, hvis ikke de afholder aktivering og giver tilbud til tiden til dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere.
Det er sådan i dag, at hvis ikke kommunerne lever op til de regler, der er, så skal kommunerne selv afholde alle udgifterne hundrede procent.
Det er så det, man suspenderer.
Man har i forbindelse med kommuneaftalerne indgået en aftale med kommunerne om, at de ikke skal straffes, hvis ikke de overholder de aktiveringsregler, der er.
Når man så ser på, som der også er blevet sagt, at LO mener, at det vil gå ud over den indsats, der er for de ledige, at man lader dem i stikken, så må man jo også erkende, at når man snakker med ledige udeomkring, er selvfølgelig forskel på holdninger.
Der kan sagtens være nogle ledige, der siger:
Kan vi ikke bare få lov til at gå og passe os selv?
Det er egentlig dejligt.
Men jeg har også snakket med mange ledige, der siger:
Det er godt nok træls at gå hjemme, så er det bedre at komme ud i en eller anden aktivering.
Men det skal selvfølgelig være de rigtige tilbud.
Det skal jo ikke bare være, at man kommer ind og sidder på en stol i 4 uger og bliver gemt væk.
Det er jo ikke det.
Der skal jo være noget indhold i det tilbud.
Det kan være virksomhedsaktivering eller den slags, hvor der er noget indhold og man kan se noget fornuft i, at man kommer ud, og hvor man har noget at stå op til i dagligdagen.
Men her er der en stor risiko for, at man bliver glemt og at kommunerne ser stort på det.
Nu får de refusionen, og så behøver de ikke at have så travlt med at aktivere de ledige.
Det er den risiko, der er, og det er det, som jeg også har hørt i hvert fald vores kommunale folk sige.
Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvorfor det skal være sådan, at man ikke skal gøre den indsats over for de ledige, der kan være med til at føre dem tilbage til arbejdsmarkedet.
Nu har vi jo lige behandlet akutpakken, hvor der skal være indsats over for de ledige, for dagpengemodtagere, for at få dem tilbage til arbejdsmarkedet.
Og her slækker man så og siger til kommunerne:
I behøver ikke gøre en indsats, for nu får I alligevel refusionen.
Hvorfor skulle de så gøre en indsats for dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere?
Det er svært at få til at hænge sammen, og jeg forstår godt, at LO er lidt utilfredse med de tiltag.
Men jeg kan så også tolke det sådan, at regeringen har ligget under for deres kommunale folk, som siger:
Det her koster jo kommunen nogle penge, og det er en måde, I kan hjælpe os med økonomien på.
Det har jeg også forståelse for.
Men i Dansk Folkeparti kan vi ikke støtte forslaget.
Vi mener, det er en forkert vej.
Man skal selvfølgelig se på, hvilke aktiveringstilbud man giver de ledige, men man skal ikke lade stå til ude i kommunerne og sige, at nu behøver man ikke at aktivere længere, man får alligevel tilskuddet.
Det var jo der, man havde hånd i hanke med kommunerne:
Hvis ikke I gør det, I skal, så mister I tilskuddet.
Det er slut nu, og man lader bare stå til.
Så bliver det spændende at se, når der er gået de her 2 år, hvor mange der så ikke har fået tilbuddene.
For kommunen kan jo reelt lade være med at lave tilbud i 2 år over for de ledige.
De behøver det ikke, for de får refusionen alligevel.
Det er noget skidt, og det hjælper ikke de ledige.
Det hjælper ikke nogen til at komme ud på arbejdsmarkedet, at man lader dem passe sig selv.
Det var bedre at gå den anden vej og se på, hvordan vi kan styrke de tilbud, der bliver givet – sørge for, at det er fornuftige aktiveringstilbud, der gives til de ledige, og at det er de rigtige tilbud, og at de bliver givet til tiden, så de ledige ikke bare går hjemme og sumper uden at have noget at se frem til at skulle gøre.
Så som sagt:
Dansk Folkeparti kan ikke støtte forslaget.