Man kunne jo håbe, at den gode stemning også spreder sig til behandlingen af de næste lovforslag.
Jeg vil i hvert fald gerne takke for opbakningen til lovforslaget her og også for den meget, synes jeg, fyldestgørende gennemgang, der har været af det.
Med de forskellige vinkler, som ordførerne har lagt på forslaget, er vi faktisk kommet rigtig godt rundt om det.
Som det blev sagt allerede af Venstres ordfører, er en vigtig del af det her netop, hvordan vi sørger for, at de her internationale borgerservicecentre er relevante også for borgere, der ikke lige bor i den kommune, hvor servicecenteret ligger.
Det kan synes at være en mindre ting, men når man som medarbejder kommer til et andet land, er det vigtigt umiddelbart at kunne komme i gang og ikke skulle gå fra den ene til den anden til den tredje myndighed.
Derfor spiller det en stor rolle for virksomheders mulighed for at kunne rekruttere kernemedarbejdere og dermed jo også for deres mulighed for at skabe arbejdspladser til andre rundt omkring disse og dermed også arbejdspladser herhjemme.
Samtidig, og det har andre netop også betonet, og det synes jeg ikke skal gå sådan helt ufortalt hen, har vi med lovforslaget givet CPR-systemet et serviceeftersyn og ændret på de bestemmelser i loven, som ikke var tidssvarende, eller som kunne forbedres.
Det drejer sig bl.a.
om reglerne for bopælsregistrering af børn, som med det her forslag netop i højere grad bringes i overensstemmelse med forældreansvarslovgivningens regler om bopælsforældre.
Tilsvarende foreslås reglerne om videregivelse af oplysninger fra CPR til pensions- og forsikringsselskaber ændret, så man netop hurtigere og mere glat kan få udbetalt pension eller forsikringssum, som også Dansk Folkepartis ordfører hæftede sig ved.
Det synes jeg er en forbedring, fordi det er en vanskelig situation at være i som pårørende.
Hvis der så skal gå koks i processen, alene med henvisning til at det er svært at udveksle informationer, er det da en ting, som vi åbenlyst kan gøre bedre.
Jeg vil gerne kvittere for, at Dansk Folkepartis ordfører netop også hæftede sig ved det.
Med lovforslaget foreslås det også at indføre hjemmel til, at en kommune under visse betingelser kan udlevere navn og adresse på en formodet samlever til de samme pensions- og forsikringsselskaber.
Og lige præcis det her med hjemmel er naturligvis afgørende for regeringen, for som Enhedslistens ordfører bemærkede, er udveksling af oplysninger en vigtig sag.
Det er jo personens egne oplysninger, og derfor skal der være lovhjemmel til det.
Der er rejst forskellige spørgsmål, og dem håber jeg at vi kan få et godt samspil om i udvalgsbehandlingen.
Jeg glæder mig meget over, at der er samling om det.
Det gør tingene enklere for borgerne.
Og selv om det ikke virker som sådan et stort, forkromet og revolutionerende lovforslag, er det faktisk meget rart for borgerne, at tingene går glat, når man er i kontakt med den offentlige sektor.