Tak for ordet.
Jeg vil godt problematisere, hvad jeg allerede har spurgt Venstre om, nemlig at der i forbindelse med det omtalte forslag har været en høring blandt biskopperne, stiftsøvrighederne, stiftsrådene, Landsforeningen af Menighedsråd, Danmarks Provsteforening og Den Danske Præsteforening.
Jeg spørger egentlig bare, fordi det, det drejer sig om, jo er den evaluering, der skulle komme af den lov, som blev indført, og som hedder lov nr.
106 af 12.
juni 2009.
Altså, den lov skulle nu revideres – forestillede jeg mig – inden menighedsrådsvalget gik i gang, og det vil sige, at dem, der har gjort de først erfaringer med stiftsrådene, altså blandt menighedsråd og blandt stiftsråd, kunne have mulighed for at udtale sig.
Så spørger jeg bare, om det er et udtryk for en generel holdning i Kirkeministeriet, at de enkelte menighedsråd ikke skal spørges.
Mener kirkeministeren ikke, at de betyder noget?
Er det på den måde udtryk for en fremtidig praksis i forhold til vurderingen af menighedsrådene?
For jeg vil mene, at når man ikke spørger de enkelte menighedsråd ved sådan en høring her, selv når det drejer sig om revision, er det faktisk et brud med det almindelige folkestyre i folkekirken, hvor sognet, den lokale sognekirke og menighedsrådet, er omdrejningspunktet.
Hvorfor bliver det enkelte menighedsråd ikke spurgt?
Der bliver i den her tid så sandelig holdt skåltaler om demokratiet i folkekirken – man taler jo om en moderne styringsstruktur, også fra kirkeministerens side.
Men det er og bliver tomme fraser uden substans og indhold, når menighedsrådene ikke bliver hørt.
I folkekirken er der faktisk et græsrodsdemokrati, og det begynder nede fra med det enkelte sogn.
Så vil jeg sige, at det er fatalt i forhold til L 38, at man ikke benytter lejligheden til at spørge de enkelte menighedsråd om stiftsrådene og om, hvilke erfaringer de har gjort.
Virker de overhovedet, eller er de overflødige?
Det er sådan noget, som de enkelte menighedsråd bør tage stilling til.
Nu er chancen så i hvert fald foreløbig forpasset, for nu går mange af de gamle, som har gjort de erfaringer, af, og nye kommer til, og de skal så til at skabe sig et overblik over, hvordan det egentlig ser ud med de her stiftsråd.
Jeg frygter for græsrodsdemokratiet i folkekirken.
Jeg frygter, at ministeren og regeringen – måske af lutter velvilje – er ved at ødelægge folkekirken ved at ødelægge det græsrodsdemokrati, som kommer nedefra, hvor det lokale sogn har været omdrejningspunktet.
Det aktuelle eksempel er meget sigende.
Et andet eksempel, som jeg har diskuteret med ministeren, er forslaget om, at provster og provstiudvalg skal kunne lukke kirkerne hen over hovedet på de enkelte menighedsråd, hvilket jeg også ser som et frontalt angreb på folkekirken.
Kirkeministeren er uenig med mig i det forhold og den bekymring, fordi det åbenbart er godt nok, hvilket rammer hovedet på sømmet i forhold til den ligegyldighed og – vil jeg også sige – foragt, som minister og regering nærer over for folkekirken.
Mine overvejelser vil så danne baggrund for videre spørgsmål gennem den her proces.
Vi siger nej til lovforslaget.
Tak for ordet.