Tak, hr.
formand, og tak for en god debat i dag.
Som afrunding vil jeg gerne benytte lejligheden til at opsummere, hvad formålet med den nye læreruddannelse er.
Lærerne er den vigtigste enkeltfaktor for skoleelevernes udbytte af skoledagen.
Overordnet set er der brug for en læreruddannelse, der mere fleksibelt end i dag sikrer behovet for uddannede og kompetente lærere i folkeskolen.
Det bliver jo ikke mindre aktuelt af, at regeringen har et forslag til reform af folkeskolen på trapperne, som vil stille nye krav til lærerne.
Vi skal sikre, at sammensætningen af lærernes undervisningskompetencer matcher folkeskolens fagrække, men vi skal også sikre de tværgående, lærerfaglige kompetencer, som der stilles et stadig stigende krav til i en mere inkluderende folkeskole.
Her kan jeg nævne undervisning af tosprogede og specialpædagogik, men også almen dannelse som et fundament, alle lærere skal være i besiddelse af.
Der er behov for et generelt løft af det faglige niveau i læreruddannelsen.
Fremover skal det simpelt hen være sværere at blive lærer.
Det løft vil ske ved indførelsen af kompetencemål, som vil sikre, at uddannelsen peger fremad mod lærerprofessionen i højere grad, end tilfældet er i dag.
Kompetencemålene vil skærpe det faglige niveau i de enkelte fag, og derfor er det også vigtigt at understrege, at det vil kræve en øget arbejdsindsats i fremtiden at blive lærer.
Vi indfører et generelt adgangskrav på 7 for den adgangsgivende eksamen med optagelsessamtale for resten af ansøgerne.
Det skyldes bl.a., at der har været og er et meget højt frafald på læreruddannelsen, og dokumentation på området viser, at studerende med et karaktergennemsnit på 7 alt andet lige har højere fastholdelsesgrad end studerende med et lavere karaktergennemsnit.
Erfaringen fra bl.a.
sundhedsuddannelserne på Syddansk Universitet har vist, at en optagelsessamtale er et vigtigt instrument i forhold til at afdække de studerendes studieegnethed og motivation for at levere den nødvendige arbejdsindsats.
Der er flere eksempler på, at ansøgere, der har været igennem en optagelsessamtale, er mindre tilbøjelige til at falde fra.
Derfor er det også min klare forventning, at vi, allerede når vi begynder optaget til den nye læreruddannelse i 2013, vil se en reduktion i det alt for høje frafald, der er på læreruddannelsen i dag.
Det er nødvendigt, at vi med den nye læreruddannelse vil give professionshøjskolerne den tillid og den frihed, der skal til for at indfri de forøgede krav til det faglige niveau, reduktion af frafald og de andre målsætninger, vi har opstillet.
Vi skal derfor give professionshøjskolerne albuerum til at udføre det kæmpe arbejde, institutionerne har foran sig frem mod det første optag i august 2013, et arbejde, som bl.a.
omfatter udarbejdelsen af de konkrete fagmoduler, der skal danne grundlag for, at de studerende kan opfylde kravene i de nye kompetencemål.
Men med den øgede tillid følger også en øget monitorering af professionshøjskolernes evne til at indfri målsætningerne og samtidig også en sikring af, at den regionale dækningsforpligtelse, som er afgørende for, at vi får de lærerkræfter, vi har brug for i folkeskolen, vil blive skærpet med det lovforslag, vi fremlægger her, og tilsvarende monitoreringen.
Lad mig så vende mig særligt til kommentarerne fra de to partier, som ikke er en del af forliget.
Enhedslistens ordfører hæftede sig en del ved fraværet af en national standard, og der synes jeg måske, at det var relevant at kigge lidt rundt i uddannelseslandskabet, fordi det, der jo er tilfældet her, er, at vi sådan set normaliserer reguleringen af læreruddannelsen.
Som flere har været inde på, har det været en politisk kampplads med sin egen meget tætte regulering i sin egen lovgivning, og nu vælger vi fremover at styre læreruddannelsen på den måde, vi styrer stort set alle andre uddannelser i kongeriget på.
Derfor synes jeg også, at det er en forvanskning at fremstille det, som om man ikke har de samme rettigheder eller de samme muligheder som lærerstuderende landet over.
Det er jo heller ikke sådan i dag, og det tror jeg at mange vil kunne bekræfte, at det er den samme oplevelse at være lærerstuderende fra sted til sted, og vi kan da også se, at søgningen er forskellig til de forskellige institutioner, fordi der jo selvfølgelig er et institutionelt præg.
Det, der sikrer standarden, er jo de fælles kompetencemål, og det, vi går over til, er at sige, at det afgørende altså er, hvad man kan, når man er færdig med sin læreruddannelse, og ikke, præcis hvilke skridt man har taget på vejen derhen.
Så er jeg glad for det fokus, der har været på normen om de tre linjefag, fordi det er afgørende, hvis vi skal sikre den bærende ambition bag læreruddannelsesforliget om at bidrage til, at vi i langt højere grad ser, at undervisningen i folkeskolen varetages af lærere, der rent faktisk har undervisningskompetence i det fag, der er på skemaet.
Der bliver så fra Enhedslistens side udtrykt ærgrelse over, at vi nu har valgt at gøre specialpædagogik og dansk som andetsprog til noget, som alle lærere skal have som en del af deres grundfaglighed frem for som et linjefag, som det hed i den tidligere terminologi.
Det skyldes altså to ting.
For det første er det ønsket om, at alle har forudsætninger for i en inkluderende folkeskole at udøve specialpædagogik og også dansk som andetsprog, og for det andet er det en erkendelse af, at der også er behov for, at det her indtænkes i efteruddannelsen, hvor der er rigtig god grund til, at nogle af de her kompetencer og specialistkompetencer opnås gennem efteruddannelse; derfor kombinationen af grundfaglighed og fokus i efteruddannelse.
Så har der også tilsvarende været et fokus fra Enhedslistens side på spørgsmålet om praktik.
Der vil jeg bare nævne tre forhold, som jeg synes understreger at vi løfter praktikken.
For det første det generelle, at vi altså også her skærper kravene gennem kompetencemål, som for hver enkelt praktikperiode vil betyde, at udbyttet forventes at blive øget.
For det andet indfører vi jo en karakter, så praktikken sidestilles med de andre fag på læreruddannelsen, og for det tredje kigger vi altså på kvaliteten af praktikken, bl.a.
ved at insistere på, at vi skal have uddannet praktikvejledere, sådan at vi kan sikre, at der er den fornødne sammenhæng mellem det, der foregår, når man er på læreruddannelsesstedet, og når man er ude på praktikskolen.
Endelig synes jeg, at det er vigtigt at understrege, at praksisnærhed jo ikke er isoleret til praktikken.
Vi ønsker meget mere folkeskole i selve læreruddannelsen, altså det, at der er et tættere samspil mellem den professionsforskning, der i stigende grad skal drives på læreruddannelsesstederne eller professionshøjskolerne, og at vi får en meget tættere kobling, sådan at det ikke er sådan, at praksis er noget, man tager sig af, når man er i praktik, og teori er noget, man klarer på læreruddannelsesstedet.
Der skal vi have meget mere praksisnærhed også i den daglige undervisning på læreruddannelsesstederne.
Så har der været spørgsmål om almen dannelse, og der synes jeg sådan set, at der er svaret rigtig fint på det fra flere ordføreres side.
KLM har sin egen eksamen, men det er en del af den samlede grundfaglighed, og jeg hører sådan set, at der er bred enighed om, at det bør almen dannelse opfattes som, nemlig en del af lærernes grundfaglighed.
Det er det, der er afspejlet i aftalen og kommer til at blive afspejlet i bekendtgørelsen:
at almen dannelse er en del af lærernes grundfaglighed.
Der vil fortsat være et eget kompetencemål og en egen eksamen, og også her vil barren blive løftet, og dermed er der også en styrkelse af det element.
Så blev der også lige kort nævnt de timeløse fag, og der vil jeg bare understrege, at også her udvikles der kompetencemål, og de vil indgå i monitoreringen af, om vi sikrer tilstrækkelig forsyning, også inden for de timeløse fag, herunder seksualundervisning.
Til Liberal Alliance vil jeg starte med at takke for, hvad jeg forstod som et tilsagn om at stemme for lovforslaget.
Det synes jeg er meget positivt.
Så er der den bærende diskussion, om man kan styrke fagfagligheden uden at rykke læreruddannelsen ind på universiteterne – eller i hvert fald bringe den nærmere.
Jeg mener faktisk, at vi løser den her udfordring.
Hvis man læser aftalen, kan man jo se, at det er åbenlyst, hvad jeg også har været inde på et par gange her, at vi ønsker at skærpe kravene, altså, vi ønsker at øge det faglige udbytte både i lærernes grundfaglighed og også, når det handler om undervisningskompetence i specifikke fag, ved at stille højere krav i de her kompetencemålsbeskrivelser.
Det andet, som jo også gennemsyrer aftalen, er netop et ønske om et tættere samarbejde med bl.a.
universiteterne eller musikkonservatorierne, som ordføreren selv var inde på, for at få det tætte samspil.
Med den måde, som Uddannelsesministeriet er blevet indrettet på, de udligningskontrakter, vi laver, og den læreraftale, som meget klart signalerer et ønske om det samarbejde, mener jeg faktisk, at vi, i kombination med at vi nu moduliserer og ikke kører efter en stram dagsorden fastsat i en lov, men i stedet for har moduler, som man jo passende kan udbyde i fællesskab, faktisk skaber et helt andet grundlag for netop at få den samtænkning, som Liberal Alliances ordfører var inde på.
Med hensyn til optagesystemet, som Liberal Alliances ordfører også satte spørgsmålstegn ved om ville føre noget bedre med sig, vil jeg sige, at det har jeg en klar forventning om.
Vi kan ikke blive ved med at køre med et frafald, der nærmer sig fire ud af ti studerende, og jeg føler mig overbevist om, at optagelsessamtalen vil være et godt redskab, og der kan man spørge:
hvorfor ikke lave optagelsessamtaler for alle?
Det er der ikke noget, der forhindrer nogen professionshøjskoler i, hvis de måtte ønske at gøre det, men det, vi har sagt, er i hvert fald som minimum for dem, der har mindre end 7 med fra deres ungdomsuddannelse.
Så er jeg glad for det klare blik, der var for dereguleringen her, som jo også betyder som et sidste signal, at der bliver langt bedre mulighed for at gøre sin indflydelse gældende, uanset om man er en del af lærerstanden, eller om man tilhører de studerende, fordi når vi laver de her kompetencemål, vil de jo så komme til udtryk i den bekendtgørelse, som der også er blevet henvist til et par gange, og den vil i sagens natur komme i høring, hvor alle vil kunne gøre deres interesser gældende, både studerende, Danmarks Lærerforening og andre, der måtte have synspunkter.
Så afslutningsvis vil jeg gerne takke forligspartierne for et godt og konstruktivt samarbejde frem mod aftalen om læreruddannelsen og det lovforslag, vi behandler i dag, men samarbejdet slutter jo slet ikke der, som hr.
Alex Ahrendtsen også var inde på.
Det fortsætter nu, hvor vi skal implementere uddannelsen, og det trækker spor langt ud i fremtiden, fordi vi jo også har stillet os selv en række målsætninger, som vi skal vende tilbage til, bl.a.
som følge af den øgede monitorering og de udviklingskontrakter, som vi er i gang med at forhandle med professionshøjskolerne.
Jeg ser frem til en forhåbentlig frugtbar lovbehandlingsproces, hvor vi kan få lejlighed til at konkretisere flere af intentionerne bag læreruddannelsen og svare på de spørgsmål, der måtte være.
Tak for ordet.