Det sidste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af lovforslag nr. L 30:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. (Ret til hurtig udredning i sygehusvæsenet og differentieret ret til udvidet frit sygehusvalg m.v.).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Astrid Krag).

(Fremsættelse 10.10.2012).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er fru Sophie Løhde fra Venstre, værsgo.

Tak. For et par måneder siden mødte jeg Jan. Han er 46 år, bor i Varde og arbejder til daglig som kranfører. Han havde været så uheldig at glide på et af trinnene til kranen og havde slået sit knæ voldsomt. Godt en uge inde i hans sygemelding får han en henvisning til scanning, og nogle uger senere bliver han opereret i knæet. Jan er bare ét levende billede på en af de mange patienter, der har haft glæde af retten til hurtig behandling. Han var lettet over, at han ikke skulle igennem en langtidssygemelding og frygten for at miste sit arbejde.

Jeg kunne også have nævnt en lang række andre patientgrupper, også med andre og mere alvorlige lidelser, men fælles for dem alle er, at de i dag nyder godt af at have ret til hurtig behandling. Hvorfor? Fordi vi i sin tid tog et opgør med den asociale tankegang, at kun dem med tegnebogen i orden havde mulighed for at søge privat behandling ved lange ventetider i det offentlige. Vi indførte det udvidede frie sygehusvalg, der i dag er en helt unik patientrettighed, som både giver valgfrihed og sikrer lighed i sundhedsvæsenet.

Man kan bare spørge de 570.000 patienter, der har fået behandling hurtigere, end de ellers ville have fået. På den baggrund er det også trist, at det, som regeringen i dag betegner som sit største flagskib i sundhedspolitikken, er ambitionen om, at flere skal vente længere. Det er ikke et mål, som vi i Venstre deler. Regeringen burde være optaget af at bekæmpe ventelister i stedet for at bekæmpe patienternes ret til hurtig behandling.

Lovforslaget her indebærer, at en meget, meget stor andel af de patienter, der i dag har ret til hurtig behandling inden for 1 måned, ikke vil have den rettighed fremover. At det i dag er en rød regering, der reelt fratager patienterne en central patientrettighed, er desværre billedet på en regering, der er mere optaget af, at færre patienter skal på privathospital, end de er interesseret i, at flere behandles hurtigt og effektivt.

Om et øjeblik vil vi helt sikkert høre regeringspartiernes ordførere snakke en hel masse om, at det er, fordi de mest syge skal behandles først. Det lyder umiddelbart besnærende, ja, faktisk lyder det så besnærende, at det jo er heldigt, at det allerede er gennemført.

Hvad vil ændringen så betyde? Jo, lovforslaget vil konkret betyde, at ingen får ret til at vente kortere, mens mange får pligt til at vente længere. Det vil også betyde, at to patienter med to identiske lidelser vil få forskellige patientrettigheder, afhængigt af hvilken læge de møder, hvor de bor, og hvor god den enkelte patient er til at argumentere for behandling inden for 30 dage i stedet 60 dage – eller som formanden for de praktiserende læger på et tidspunkt udtalte: Det er klart, at hr. akademiker er bedre til at tale sin sag end fru kassedame. Citat slut.

For de mest syge vil lovforslaget betyde, at de i bedste fald vil have de samme vilkår som i dag, mens det for alle andre gælder, at de vil få forlænget deres ventetid på behandling, før de får retten til at vælge ventetiden fra. At kalde det for en forbedring, svarer reelt til at fortælle landets patienter, at alle får det bedre af, at ingen behandles hurtigere.

Så er der lovforslagets anden del, og lad mig her starte i den positive ende med at rose regeringen for at have overtaget VK-regeringens plan om at indføre ret til hurtigere sammenhængende udredning i tilknytning til de udrednings- og diagnosecentre, som regionerne har etableret, og som allerede i dag betyder, at rigtig mange patienter nu er sikret langt hurtigere hjælp. Det skal være slut med, at danskere, der har ondt, skal vente i månedsvis på at få stillet en diagnose. Så langt er vi enige. Og hvis regeringen gerne vil forsøge at tage æren for de udredningscentre, der blev besluttet, længe før den her regering så dagens lys, er det helt o.k. Det væsentlige for os er patienterne. I modsætning til regeringen mener vi derfor heller ikke, at hurtig udredning skal ske på bekostning af patienternes ret til hurtig behandling. Det skal ikke være et enten-eller, det skal være et både-og. Her er vi sådan set fuldstændig enige med bl.a. Danske Patienter.

Det, som sundhedsministeren var ude at lancere som en diagnosegaranti, indeholder rigtig mange pæne ord, men sikrer reelt ikke patienterne ret til ret meget. Og regeringen afskaffer i øvrigt også patienternes ret til at vælge diagnostiske undersøgelser uden for det offentlige, hvis ventetiden på de 4 uger overskrides. Så også her fjerner man endnu en patientrettighed.

Nuvel, regionerne får pligt til at søge andre muligheder, som det så pænt hedder i lovforslaget, men regionen behøver reelt ikke at indgå nogen aftaler med nogen, f.eks. efter udbud, om at løse udredningsopgaver, som regionen ikke selv kan løse. For patienterne betyder det, at lever regionen ikke op til 30-dages-tidsfristen, er det bare ærgerligt, for patienterne er ikke sikret noget alternativ til noget som helst.

Lad mig slutte ved at vende tilbage til begyndelsen, nemlig mit møde med Jan. Hvorfor er det et mål for regeringen, at han skulle have ventet længere? Hvorfor er det et mål for regeringen, at de mest syge i bedste fald skal have de samme vilkår som i dag, mens det for alle andre gælder, at de fremover skal vente længere, før de får retten til at vælge ventetiden fra?

Det var for øvrigt på et af landets dygtige offentlige hospitaler, at Jan fik en hurtig behandling, der gjorde, at han hurtigt kunne vende tilbage til jobbet som kranfører. Og hvorfor nævner jeg det? Jo, fordi det aldrig bliver et mål i sig selv, at folk vælger det offentlige fra, målet er tværtimod, at patienterne behandles hurtigt, og at vi inden for rammerne af et stærkt offentligt sundhedsvæsen er optaget af at sikre behandling bedst, hurtigst og billigst, og hvor det ikke kun er dem med tegnebogen i orden, der har muligheden for at vælge ventetiden fra, hvis det offentlige ikke kan levere behandling inden for 1 måned.

Tak til ordføreren. Jeg er forberedt på, at vi får en lidt lang debat i eftermiddag, men det vil selvfølgelig hjælpe, hvis man kigger lidt på de minutter, man bruger til sin tale og til sine kommende bemærkninger.

Der er foreløbig to indtegnet til replikker og spørgsmål til ordføreren. Den første er fru Camilla Hersom fra Det Radikale Venstre, værsgo.

Tak. Og tak for talen. Mit spørgsmål angår Jan på 46 år, som er kranfører, og som vi må antage er et menneske, ordføreren fysisk har mødt.

Hans situation er, at han får lavet en undersøgelse. Det er klart, hvad han fejler. Han er i job, vil gerne hurtigt tilbage, og derfor bliver han behandlet inden for få uger. Er der noget som helst i det nærværende lovforslag, som skulle forhindre, at en kranfører på 46 år, som hedder Jan, får foretaget en hurtig udredning og diagnose og bliver behandlet inden for par uger, sådan som lovforslaget foreligger? Er der noget, der forhindrer det?

Værsgo til ordføreren.

Lovforslaget lægger jo netop op til, at i bedste fald får patienterne de rettigheder, de har i dag – i bedste fald. For alle andre gælder det, at de skal vente dobbelt så længe, før de får retten til at vælge ventetiden fra.

Jan er netop et eksempel på de patienter, om hvem vi ikke aner, hvilke patientrettigheder de reelt får. Han er en af de patienter, om hvem man kan vurdere: Ah, du kan nok godt tåle at vente lidt længere, hjem i sofaen med dig, vi ses tidligst om 2 måneder, du har ikke retten til den hurtige behandling, som der er i dag.

Det er vi i Venstre uforstående over for er et mål i sig selv. Hvorfor ikke sørge for, at alle patienter behandles hurtigt, og at alle har retten til at kunne vælge ventetiderne fra, uanset størrelsen på pengepungen?

Værsgo til spørgeren til anden korte bemærkning.

Jamen jeg ved ikke, om det er forskellige lovforslag, vi har læst, for det fremgår jo meget klart, at der skal lægges nogle kriterier for, hvornår man ryger under 30-dages-garantien, og hvornår man ryger under 60-dages-garantien. F.eks. det forhold, at det er afgørende for ens erhvervsevne og at man kan blive sit job, vil være et kriterie, der vil blive gældende.

Det vil vel være tilfældet med Jan på 46 år, som er kranfører og gerne vil på arbejde så hurtigt som muligt. Kan fru Sophie Løhde ikke bekræfte det? Og kan hun ikke bekræfte, at der i hvert fald ikke finder nogen som helst ændring sted i Jans situation fra i går og til i morgen, eller hvornår det her lovforslag nu er endeligt vedtaget?

Værsgo til ordføreren.

Jo, det er helt korrekt, at det fremgår af lovforslaget – jeg tror, at det er bemærkningerne, vi er ovre i – at der skal fastlægges nogle kriterier. Vi kan ikke få at vide, hvad de her kriterier er, så i dag behandler vi et lovforslag, hvor der er nogle, men vi ved ikke hvem, det præcis vil blive, der skal vente længere. Man snakker om, hvad kriterierne sådan cirka kunne være, men de skal udarbejdes senere.

Derfor er det uomgængeligt, at nogen skal vente længere. Ellers må jeg spørge ordføreren: Hvis det var, at ingen patienter skulle vente længere, hvorfor så ikke annullere det her lovforslag og lade være med at gennemføre, at patienterne nu får ret til at vente dobbelt så lang tid, som de har ret til i dag, hvorfor så ikke tage forslaget af bordet? Det vil vi med glæde støtte regeringspartierne i. Vi vil melde os som første parti til at bakke det op.

Derudover er der endelig det, at det også vil bero på en konkret vurdering og andet fra den enkelte læge.

Hvorfor er det, at vi ikke her i Folketinget kan have en ambitiøs målsætning om, at alle patienter skal have retten til den hurtige behandling? Jeg ved godt, at det vil stride meget mod tankegangen hos Det Radikale Venstre, som jo i øvrigt har stemt imod samtlige forbedringer, for så vidt angår patientrettigheder, når vi taler om det udvidede frie sygehusvalg.

Den næste for en kort bemærkning er fru Sophie Hæstorp Andersen, Socialdemokraterne. Værsgo.

Jeg forstår egentlig ikke, at Venstre taler så meget imod et lovforslag, der faktisk forbedrer en lang række patienters mulighed for at få en hurtigere udredning på hospitalet. Hvis den patient, man nævner i dag, Jan, havde fået smerter, som måske viste sig at være gigt, ville han have været inde i et helt andet udredningsforløb end det, vi ser i dag. Og så ville vi meget gerne hjælpe ham til at få et hurtigere udredningsforløb end det, han ellers ville få.

Det gjorde han ikke, men der er ikke noget til hinder for, at han ville få det samme forløb med lovforslaget i dag, for når man går ind og ser på, hvem der skal vente lidt længere i det danske sundhedsvæsen, er det lægerne, der skal vurdere – ikke politikerne. Det er lægerne, der skal tage udgangspunkt i den samlede behandlingssituation og livssituation, som patienten står i. Og for en mand, som er kommet slemt til skade, som er i arbejde, og som har stærke smerter, er der jo ikke noget, der tilsiger, at han skulle vente 2 måneder med at få retten til at vælge behandling på et privat hospital.

Man kan glæde sig over Jans forløb, fordi han har fået den her behandling i vores stærke offentlige sundhedsvæsen, men man kan også være bekymret for, hvad der var sket, hvis han havde fejlet noget andet. For havde der som sagt været meget, meget stærke smerter, kunne han have risikeret et meget længere forløb, og det synes vi ikke er rimeligt. Vi synes, alle patienter, uanset hvad de måtte fejle, skal have en hurtig udredning og derefter en hurtig behandling. Og det er det, lovforslaget her i dag går ud på.

Værsgo til ordføreren.

Af min ordførertale fremgik det, der angår udredningsretten, jo meget klart. Jeg formoder, det er den alene, ordføreren hentyder til. Først vil vi gerne rose regeringen for at have overtaget VK-regeringens forslag om at indføre en udredningsret, som er en del af 2020-aftalen om sundhed, der blev indgået sammen med Dansk Folkeparti. Det er jo en forbedring, og vi er glade for, at man nu er enig i det i regeringspartierne. Det glæder vi os over.

Vi undrer os bare over, hvorfor der så ikke skal sættes noget handling bag den her udredningsret, f.eks. at regionerne forpligtes til – f.eks. gennem aftaler om udbud – at lave nogle aftaler, så man sikrer, at patienten i de tilfælde, hvor regionerne ikke selv har kapacitet, får retten til at vælge lange ventetider fra, også når vi snakker udredning.

Endelig er vi jo kritiske over for, at man med det her lovforslag fjerner endnu en patientrettighed, for så vidt angår udredning, nemlig retten til hurtige diagnostiske undersøgelser. Det betyder, at man også her annullerer en patientrettighed. Men vi er jo selvfølgelig spændt på, om det i det videre udvalgsarbejde kan lykkes os at få forbedret det her lovforslag, for der er mange store huller, fejl og mangler i det, sådan som det ligger.

Endelig synes jeg, det er pudsigt, at ordføreren lige netop fremhæver gigtpatienterne. Mig bekendt har Gigtforeningen i dag er været ude at kritisere hele udredningsretten meget voldsomt. Så jeg er ikke sikker på, at Gigtforeningen synes, at lige præcis gigtpatienterne får så forfærdelig meget ud af det lovforslag, som ligger på bordet. Det er da klart, at en udredningsret er noget positivt; det foreslog vi selv. Men hvorfor ikke sørge for, at vi stiller os på patienternes side i stedet for at stille os på systemets side?

Værsgo til spørgeren.

Jeg må faktisk sige, at jeg er lidt rystet. Normalt har jeg jo meget, meget stor respekt for Venstres sundhedsordfører, men der kommer i dag så mange forkerte ting frem, at jeg faktisk næsten ikke ved, hvor jeg skal begynde.

Gigtforeningen har i det materiale, der i forbindelse det her lovforslag har været sendt i høring, udtrykt generel tilfredshed med det lovforslag, der ligger her. Men man har nogle bekymringer, og det er de bekymringer, som jeg også kan høre man kommer med i dag i Jyllands-Posten – det mener jeg det er – nemlig at man siger, at man har en bekymring for, at der er nogle patienter, der vil blive behandlet hurtigere end andre. Det er selvfølgelig nogle bekymringer, som vi vil lytte til, og som vi vil følge op på i forhold til det her lovforslag. Men jeg vil sige, at jeg generelt har hørt Gigtforeningen flere gange og i forskellige forsamlinger sige, at man er meget tilfreds med det lovforslag, der ligger her.

Den anden ting er i forhold til den usandhed, vi hører om, at vi fjerner muligheden for, at man kan vælge en udredning, altså en scanning, på et privathospital efter 1 måned. Det skulle være faldet ud af lovforslaget. Det er jo simpelt hen ikke korrekt. Denne § 79 videreføres fuldstændig uændret i en anden paragraf, og den betyder præcis det samme, som den gør i dag, nemlig at man, hvis det er sådan, at man af sin praktiserende læge eller af en speciallæge er blevet henvist til en scanning og man ikke kan få den inden for 1 måned, så kan vælge at få den på et privathospital. Det står fuldstændig uændret med det her lovforslag, og det synes jeg at ordføreren skulle tage at sige fra talerstolen. Det her lovforslag går ud på at sikre alle patienter i Danmark en mulighed for hurtigere at få stillet en diagnose. Så det der med, at man går rundt og har ondt i maven, og man spørger sig, om man fejler noget alvorligt eller man fejler noget mindre alvorligt, får vi sat til side, så man hurtigt kan få et svar. Dernæst skal vi selvfølgelig tilrettelægge behandlingen derefter.

Værsgo til ordføreren.

Jeg noterer mig, at der i hvert fald ikke er nogen spørgsmål omkring selve behandlingsgarantidelen, og det må jo betyde, at man blandt regeringspartiernes ordførere også godt ved, at det ikke er nogen rar ting, at man nu er i gang med at fratage patienterne deres patientrettigheder. Jeg tillod mig at citere Gigtforeningen – jeg har jo også læst deres høringssvar – og der er det noget generelt. Altså, hvem er imod en overordnet udredningsret? Det, som Gigtforeningen påpeger, bl.a. i dag i Jyllands-Posten, altså i dagens avis, som man jo kan købe og slå op i og dermed tjekke, om det, jeg siger, er rigtigt, er bl.a., at man er bekymret for, at patienten ikke har retten til at kunne stemme med fødderne. For regionerne er med det her lovforslag ikke forpligtet til at indgå aftaler med privathospitaler og -klinikker om at løse de udredningsopgaver, som regionerne ikke selv har mulighed for at løse og opfylde, f.eks. efter et udbud. Det betyder jo, at det for de patienter, over for hvem regionerne ikke kan leve op til fristen på de 30 dage, så bare er ærgerligt; der får du ikke ret til noget andet, du kan højst få ret til at få en plan. Det er derfor, vi spørger: Hvorfor skal man så ikke kunne stille sig på patienternes side og bl.a. følge det forslag, der er, og som Gigtforeningen da heldigvis også er enig med os i?

Det synes jeg jo kunne være positivt. Hvis man vil medvirke til det i udvalgsbehandlingen, vil vi glæde os over det, for så kan vi da få forbedret den del af lovforslaget gevaldigt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi fortsætter i ordførerrækken. Den næste ordfører er fru Sophie Hæstorp Andersen, Socialdemokraterne. Værsgo.

For Socialdemokraterne er det en grundpille i velfærdssamfundet, at alle danskere kan regne med en hurtig og ordentlig behandling i vores sundhedsvæsen. Alle skal uanset pengepungens størrelse have lige adgang til et stærkt offentligt sundhedsvæsen, og det er det, som lovforslaget handler om.

Effektive udrednings- og behandlingsforløb skal ikke kun være for patienter med simple lidelser, der kan løses med en operation. Sundhedsvæsenet er for alle patienter, også de medicinske, for alle danskere skal kunne være trygge ved, at man får den rette hjælp, uanset hvad man fejler.

Med lovforslaget vil regeringen forbedre og udvikle den såkaldte behandlingsgaranti, så de mest syge behandles hurtigt og de mindre syge venter lidt længere, men aldrig mere end 2 måneder. Formålet er at sikre, at de mest syge kommer hurtigere til end i dag.

En behandlingsgaranti giver kun mening, hvis man ved, hvad man fejler, for hvordan skal man kunne bruge en behandlingsgaranti og retten til at vælge et privat sygehus eller klinik, hvis man ikke ved, hvad man fejler? Den tidligere regerings behandlingsgaranti er meget lidt værd for de patienter, som cykler rundt i systemet fra læge til læge, og som har haft meget lang ventetid mellem hver eneste undersøgelser. Derfor foreslår regeringen en ny ret til hurtig diagnose og effektive undersøgelsesforløb.

Med forslaget skal man i udgangspunktet ikke vente længere end 30 dage på en diagnose fra det tidspunkt, hvor sygehuset har modtaget henvisningen fra den praktiserende læge. Hvis lægerne ikke kan nå frem til en diagnose inden for 30 dage, skal patienten i stedet have en klar plan for det videre forløb. Lovforslaget er et opgør med, at syge mennesker bliver kastebold mellem egen læge og forskellige sygehusafdelinger.

Med lovforslaget tager vi hånd om patienterne, og det er rigtig, rigtig nødvendigt, for det har store menneskelige konsekvenser at have det dårligt og gå med uvisheden om, om man nu fejler noget alvorligt, ligesom det kan betyde lange sygemeldinger, hvor man kommer længere og længere væk fra arbejdsmarkedet og en aktiv hverdag. Det er hårdt for den enkelte, for familien og for samfundet, uanset hvem man er.

Jeg vil så godt sige, at med det her lovforslag udvikler og forbedrer vi samtidig retten til et udvidet frit sygehusvalg, også kendt som behandlingsgarantien. Med forslaget skal alvorligt syge højst vente 4 uger og mindre alvorligt syge højst 8 uger, før de kan benytte sig af et privat behandlingssted, betalt af det offentlige. Formålet er at sikre, at de mest syge kommer hurtigere til. Det er naturligvis lægerne og ikke politikerne på Christiansborg, der skal foretage vurderingen af, om en patient skal vente 1 eller 2 måneder, og den vurdering skal bl.a. tage højde for smerter.

Lad mig give et eksempel på, hvad det er vi foreslår: Hvis lastbilchaufføren ikke kan køre sin lastbil, fordi han har store smerter i knæet og står til sygemelding, skal han ikke vente længere tid på at få behandling end i dag, for hvis en sygdom er en væsentlig begrænsning for den enkeltes livssituation, vil det skulle indgå i den samlede vurdering af patienten.

Når Socialdemokraterne støtter en hurtig diagnose, og at alvorligt syge skal behandles hurtigere, er det, fordi vi mener, at det er det rigtige at gøre – det rigtige for patienterne. Der er nogle, der har brugt en del tid på at male et billede af, at nogle patientgrupper vil komme til at vente længere på en diagnose, men det er simpelt hen ikke korrekt. Formålet er jo netop at sikre, at patienterne hurtigere får en diagnose, så den rette behandling hurtigt kan gå i gang. Vi følger naturligvis op på, om lovforslaget virker efter hensigten, og hvis der er problemer, skal de naturligvis løses.

I bund og grund handler lovforslaget om at støtte danskerne, så de hurtigere kan vende tilbage til hverdagen og ikke skal bruge tiden på at bekymre sig om sygdom. Det handler om mennesker, mennesker med familie, venner, måske arbejde, fritidsinteresser og meget mere. De vil allerhelst bruge tiden uden for sygesengen, og det skal vi hjælpe dem med.

Forslaget er et kæmpe skridt i den rigtige retning for et stærkt offentligt sundhedsvæsen, og det er en meget stor forbedring for rigtig mange patienter, så de hurtigere får den rette hjælp og ikke skal gå og bekymre sig om sygdom. Derfor kan Socialdemokraterne støtte forslaget.

Tak til ordføreren for talen. Der er foreløbig indtegnet fire til korte bemærkninger. Den første er hr. Martin Geertsen. Værsgo.

Den socialdemokratiske ordfører siger, at vi med det her lovforslag har – og nu er det frit fra hukommelsen – fået foretaget en styrkelse af det udvidede frie sygehusvalg. Det synes jeg godt nok er stærk kost, det må jeg sige, sådan en fredag eftermiddag her forud for weekenden. Altså, med det her lovforslag vil det jo være sådan, at de mest syge grundlæggende vil have de samme vilkår som i dag, mens alle andre i princippet vil få forlænget deres ventetid med op til 2 måneder.

Jeg kunne godt tænke mig at høre den socialdemokratiske ordfører, om man i sit forarbejde til det her lovforslag – for det må vi jo et eller andet sted forvente at man har – har foretaget en eller anden analyse af, hvor stor en procentdel der i dag har ret til det udvidede frie sygehusvalg efter 1 måned, og hvor stor en procentdel der, når lovforslaget er vedtaget og implementeret, ikke længere har den mulighed. Hvad er det for nogle mennesker, vi taler om, og hvor mange er der tale om?

Værsgo til ordføreren.

Det er jo ikke en analyse, som vi naturligt kan lave, eftersom det er lægerne, der skal lave en vurdering af, om folk kan vente 1 eller 2 måneder på behandling.

Men jeg vil godt sige, at jeg tror, at vi alle sammen – hånden på hjertet – kender patienter, for hvem det har været et rigtig, rigtig stort problem, at de måtte cykle rundt i systemet for overhovedet at få at vide, hvad de fejlede, for derefter, når de endelig havde fået diagnosen, at opleve, at der ikke var nogen behandlingsgaranti, fordi der ikke var noget reelt alternativ nogen som helst steder.

Nogle af dem oplevede nogle meget, meget lange forløb. Nogle af dem hører vi om, når de ryger ud af sygedagpengesystemet efter 1 år.

Jeg synes ikke, det er rimeligt, at vi bliver ved med at behandle de mennesker dårligt. Og derfor synes jeg, at det er en klar forbedring, at vi ikke bare laver en udredningsgaranti, men også gør noget for nogle af de patienter, vi – hånden på hjertet – også kender til, altså dem, der kommer og siger: Jeg er rigtig, rigtig glad for, at der nu bliver taget hånd om min hofte, men jeg skal lige på lidt ferie først, og derfor er det fint nok for mig, at det sker om to, tre måneder.

Værsgo til spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jamen det kan jo ikke nytte noget, at ordføreren taler om en udredningsgaranti, når vi andre taler om behandlingsgaranti.

Altså, det, jeg sådan set spurgte om, var, om man i sit forarbejde har lavet en eller anden analyse af, hvor mange mennesker der kommer til at vente længere.

Ordføreren pointerer det jo selv i sin ordførertale ved at sige, at der er nogle, som via nogle kriterier ikke skal vente i 2 måneder, men kun i 1 måned. Og når jeg spørger, hvad det er for nogle mennesker, så er det lige pludselig op til lægerne.

Her må den socialdemokratiske ordfører og dermed regeringen jo også gøre op med sig selv, hvad det er for en strategi, man vil anvende.

Er der nogle mennesker, hvor man på forhånd kan sige, at de må ikke vente mere end en måned – også mennesker, som ikke har en livstruende sygdom – eller er der ikke, så det dermed ene og alene vil være op til lægerne?

Altså: Er der kriterier, eller er der ikke kriterier, og i givet fald hvilke kriterier? Dermed kan man jo også svare på, hvor mange mennesker det er, der vil opleve forlænget ventetid.

Værsgo til ordføreren.

De eneste erfaringer, vi har med den her garanti, stammer fra dengang, man indførte en differentieret behandlingsgaranti efter sygeplejerskekrisen i 2008. Der var ikke noget, der tydede på, at der var store forringelser for patienterne.

Men jeg synes ikke, vi kommer uden om at tage den her diskussion om behandlingsgarantien og udredningsgarantien samlet set. For behandlingsgarantien er ikke noget værd, hvis man har brugt et halvt år på at cykle rundt i systemet, før man fik ret til en hurtig behandling. Det er den altså ikke.

For mennesker handler det ikke kun om retten til hurtig behandling. Det handler om, hvor lang tid der går, fra man mærker en smerte, til man en dag står og igen føler sig rask nok til at kunne genoptage det liv, man havde før.

Jeg synes ærlig talt, at vi som politikere skal sige, at der er forskel på at have tunge øjenlåg – som godt nok er generende for det enkelte menneske – og at have stærke smerter i ryggen. Det er altså ikke det samme.

Det ene er noget, hvor man kan sige ja, det er generende, det skal ordnes, hvis det har en konsekvens for, hvordan man har det. Men rygsmerter er altså mere alvorligt end tunge øjenlåg, og det bør vi også kunne sige i de her tider, hvor der er begrænsede ressourcer i vores sundhedsvæsen.

Den næste til korte bemærkninger er fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.

Tak. Jeg vil sige, at jeg er utrolig skuffet over at høre det her fra et parti, der har kørt meget på lighed i sundhed, og som har sagt, at vi ville få et A- og et B-hold. Det er et mantra, vi har hørt det sidste par år.

Nu hører jeg ordføreren stå på talerstolen og sige, at hvis man har et arbejde, så kommer man faktisk før en førtidspensionist. Er det ikke det, der kommer til at afgøre, hvem der skal tages hånd om, altså om man har en beskæftigelse? Hvem er det, der kommer til at vente længst tid? Det er de svageste i samfundet. Det er et A- og et B-hold, som Socialdemokraterne er ved at skabe. Er ideologien blevet helt væk for Socialdemokraterne?

Værsgo til ordføreren.

Jamen jeg er da meget glad for, at Dansk Folkeparti også er blevet optaget af spørgsmålet om ulighed, men jeg vil gerne sige, at det her betyder, at masser af patienter, som i dag er pensionister eller andet, kommer til.

Det her betyder jo f.eks., at hvis man er henvist til sygehuset for at blive udredt for en bekymring om f.eks. gigt, så vil man fra den 1. september 2013 – når det her træder i kraft – få en langt hurtigere udredning, end man kan forvente at få i dag.

Nogle steder har vi massive problemer med f.eks. folk, der har diffuse symptomer. Man begynder at få rystelser, man ved ikke, om det kan være begyndende parkinsonisme eller noget andet. De mennesker vil også få et langt bedre forløb med en udredningsgaranti, end de har i dag.

Derfor er det ikke kun et spørgsmål om, at jeg lige valgte et eksempel med en lastbilchauffør. Nej, det her vil også forbedre muligheden for mennesker, der står uden for vores arbejdsmarked, altså mennesker, der f.eks. er på efterløn eller pension. Og det er jo i virkeligheden det, der er den store forskel i forhold til det, den tidligere regering gjorde, hvor man udelukkende koncentrerede sig om fradrag for sundhedsforsikringer til folk, der var på arbejdsmarkedet.

Nu giver vi en udredningsgaranti til alle, der henvises til hospitalet, fordi lægen har en bekymring – alle uanset status.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Man blander æbler og pærer. Jeg kan tage det her fra teksten, hvor der f.eks. står det her med manglende mulighed for at bevare beskæftigelsen. Det er det, der står af kriterier, hvis man skal have en hurtig behandling.

Det vil sige, at hvis du har et arbejde, kommer du hurtigere til end dem, der ikke har et arbejde. Det er jo fakta, at det står på den måde.

Så vil jeg igen tage fat i en ting, som man hele tiden slynger om sig med. Vi hørte statsministeren i åbningstalen, og vi hørte, at ordføreren tidligere sagde, at alle vil få en hurtigere diagnose. Det passer jo ikke. Det er løgn, for hvis der er en patient med Parkinsons sygdom, der bliver sendt hen til en privatpraktiserende speciallæge – måske, fordi man bor et sted, hvor der er langt til et sygehus – så vil man opleve, at den her garanti kun handler om dem, der bliver sendt hen til et sygehus. Den gælder jo ikke alle, og det er også et af de kritikpunkter, der er i høringssvarene. Det her gælder kun de patienter, der bliver henvist til et sygehus. Det gælder ikke alle patienter. Har jeg ikke ret?

Værsgo til ordføreren.

Det er jo sådan, at hvis en praktiserende læge henviser en person til et sygehus til udredning, er det, fordi man vurderer, at det er så alvorligt, at det er et sygehus, der skal foretage udredningen. Og de patienter vil nu være stillet på samme måde, i forhold til at de skal have et hurtigt udredningsforløb, såfremt det overhovedet er sundhedsfagligt muligt. Der kan jo være sygdomme, der kræver et længere udredningsforløb.

Men jeg vil sige, at jeg ikke er enig – altså, det er sådan i dag, at hvis man er hos speciallægen og speciallægen vurderer, at man skal have en scanning, så har man også en 1-måneds-behandlingsgaranti. Det indførte den tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen. Vi er i den situation, at alle patienter, der er henvist til et sygehus, får en hurtig udredning, på samme måde som alle patienter, der i dag er henvist til behandling på et sygehus, i fremtiden også har en udvidet differentieret behandlingsgaranti, som betyder, at de kan få retten til at tage på et privathospital efter 1, maks. 2 måneder. Så på den måde stilles alle patienter lige. Udgangspunktet er, at man henvises til et hospital, ligesom det har været tilfældet med behandlingsgarantien hele tiden.

Den næste for en kort bemærkning er fru Sophie Løhde, værsgo.

Ligesom en af de foregående spørgere vil jeg også sige, at det jo ikke nytter noget, at ordføreren snakker om udredning, når der bliver spurgt til behandlingsgarantien. Når ordføreren i sin ordførertale vælger at sige, at man nu udvikler og forbedrer behandlingsgarantien, må jeg sige, at jeg tror, der er meget få patienter, der vil opfatte det som en udvikling og en forbedring, når faktum er, at lovforslaget jo indeholder det, at de mest syge i bedste fald vil have de samme patientrettigheder som i dag, mens alle andre nu skal til at vente dobbelt så længe, før de får retten til at vælge ventetiden fra. Men det er så det, man i et regeringsparti kalder en udvikling og en forbedring. Det er selvfølgelig interessant.

Jeg vil bare spørge ordføreren: Hvor stor en procentdel af de patienter, der har det udvidede frie sygehusvalg, sådan som vi kender det i dag, anslår man fremover ikke vil have den rettighed længere, som konsekvens af det her lovforslag?

Værsgo til ordføreren.

Jamen det kan jeg ikke angive en procentdel af, for jeg kan ikke købe præmissen om, at man kan diskutere en behandlingsgaranti uden også at diskutere, at en patient altså skal vide, hvad vedkommende fejler, før man kan gøre brug af nogen som helst behandlingsgaranti. Ellers er det simpelt hen utopi at tale om en behandlingsgaranti. Det er jo det, vi har sat spørgsmålstegn ved gentagne gange, mens vi var i opposition. Vi har sagt: Den tidligere regerings behandlingsgaranti er ikke noget værd, så længe du ikke ved, hvad du fejler. Derfor er det jo også mere interessant i fremtiden at kigge på det samlede forløb, fra man havde den første bekymring, til man gik til sin praktiserende læge – jeg er bekymret, jeg har stærke smerter, jeg kan mærke, at det her er galt, men jeg er usikker på, hvad jeg fejler – og til man har fået en behandling. Det er det forløb, vi skal kigge på.

Det skal altså både omhandle udredning og behandling, og det er derfor, det her lovforslag er slået sammen, så det både sikrer hurtigere udredning og forbedrer behandlingsgarantien. Og derfor synes jeg, det er en forbedring, for nu sætter vi også fokus på, at man ikke skal cykle rundt i flere måneder og blive henvist til speciallæge eller scanning eller noget helt tredje, før man får en diagnose. Nu skal man hurtigere til, hvis lægen er alvorligt bekymret for, at man er syg, og man er henvist til et sygehus for udredning.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jeg vil gerne endnu en gang kvittere for, at man har overtaget den tidligere VK-regerings plan om at indføre en udredningsret. Så vidt så godt. Vi undrer os bare over, hvorfor det her skal være et enten-eller. For det første: Hvorfor skal det ikke være et både-og for patienterne, så de er sikret retten til hurtig udredning, en reel udredningsret, ikke en hul ret, som det, der er lagt frem i lovforslaget? Og for det andet: Hvorfor skal alle patienter, uanset om de er i arbejde eller ikke er i arbejde, uanset hvem de er, ikke have retten til hurtig behandling, som de har i dag? Man kalder det for en forbedret behandlingsgaranti, at ingen patienter stilles bedre, men at de mange stilles ringere, og det er svært at se som en forbedring for patienterne.

Så spørger jeg igen om det med, hvor mange patienter det kommer til at handle om. Man må jo have gjort sig nogle overvejelser om, når man ændrer noget og fratager patienterne en helt central patientrettighed, hvor mange man så rammer fremadrettet? Fremsætter man i dag et lovforslag, uden at ordføreren har den mindste anelse om, hvor mange patienter man anslår fremover ikke vil have ret til det udvidede frie sygehusvalg, som vi kender det i dag, med de foreslåede ændrede regler? Er det, ordføreren meddeler Folketinget i dag, virkelig, at det ved ordføreren ikke, for det har man ikke set på i regeringen, og at der ikke foreligger nogen papirer på, hvor mange det kommer til at ramme fremadrettet?

Værsgo til ordføreren.

Det er sådan, at det bliver lægerne, der i den enkelte persons situation skal afgøre, om man skal vente 1 eller 2 måneder for at få behandling. Har man været igennem en undersøgelse eller en udredning, der viser, at det, man fejler, ikke er alvorligt, men faktisk noget, man godt kan gå på arbejde med eller komme videre i sit liv med – det er måske også noget, man f.eks. kan tage på ferie med – så siger vi, og det gør lægen formentlig også, at der går 2 måneder, og så får man retten til at tage på privathospital, hvis ikke det offentlige sundhedsvæsen har leveret den behandling, der skal til. Det kan være en operation, hvor man får en ny hofte eller et nyt knæ eller noget andet. Men er man i den situation, at man har fået en hurtig undersøgelse på grund af den nye udredningsgaranti, og det viser sig at være noget alvorligt, skal man langt hurtigere til. Nogle gange skal man måske til inden for 14 dage, for sådan er det, hvis man opdager, at det er leddegigt, man fejler. Man vil i dag komme hurtigere til på f.eks. Frederiksberg Hospital, fordi leddegigt er en meget alvorlig sygdom. Og så vil det være på sin plads, at man kommer hurtigt til.

Men vi siger altså også, at der er nogle patienter, hvor det ikke er alvorligt, men hvor de selvfølgelig skal behandles, fordi det er en skavank, og fordi det er noget, der skal behandles – selvfølgelig skal det det – men i de tilfælde kan man godt vente op til 8 uger, før man får retten til at tage på privathospital.

Tak for svaret. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at der stadig er fire, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er fru Gitte Lillelund Bech. Værsgo.

Nu får fru Sophie Hæstorp Andersen det til at lyde, som om det her lovforslag alene er godt. Jeg bliver simpelt hen bare nødt til at bede ordføreren om at bekræfte, at når det drejer sig om behandlingsgarantien, vil der være borgere, der får forringet deres rettigheder med det her lovforslag. Det kan besvares med et enkelt ja eller nej, og jeg taler kun om behandlingsgaranti. Jeg tager udgangspunkt i, at patienten har fået stillet en diagnose, så hvis vi taler om behandlingsgarantien og retten til det udvidede frie sygehusvalg, er det så ikke korrekt, at der er borgere, der får forringet den rettighed, de har i dag – ja eller nej?

Værsgo til ordføreren.

Det kommer an på, om man ser på den samlede udredning og behandlingsforløbet, eller om man kun kigger på antallet af uger til behandling. Vi kan hånden på hjertet ikke i dag sige, at der er nogle, der får længere behandlingstid. Der er nogle, der også kan få kortere behandlingstid, og det er dem, som er mest syge, og som før har ventet og ventet uden at få en hurtig behandling. Det afhænger jo utrolig meget af, hvad det er for et udredningsforløb, man har været igennem. Det er også mennesker i dag, som har ret til 1 måneds behandlingsgaranti, men som har cyklet rundt i systemet, inden de fik den ret, og for dem vil der også være en forbedring her, selv om de måtte ende med at vente 8 uger, før de kan gå på privathospital, alene af den årsag at de gør det. Men ja, der er nogle patienter, som vil opleve, at der vil gå 8 uger, før de får retten til at tage på privathospital, hvis det, de fejler, kan behandles der. Til gengæld vil der være en lang række andre patienter, som får en hurtigere adgang til både udredning og behandling, og det synes vi er en god måde at bruge sundhedskronerne og skatteborgernes penge på i Danmark.

Værsgo til spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det lyder jo interessant, fordi det lyder til, at ordføreren – og forhåbentlig også sundhedsministeren – har været inde at vurdere de økonomiske konsekvenser af det her. Det vil sige, at ordføreren og regeringen må have gjort sig nogle overvejelser, og jeg er helt sikker på, at den socialdemokratiske sundhedsordfører må være klar over de overvejelser om, hvor mange patienter man så forventer der får en længere ventetid på at komme i behandling, efter at de har fået stillet diagnosen. Der må ligge et tal. Hvor mange drejer det sig om? vil jeg gerne spørge fru Sophie Hæstorp Andersen. Jeg er glad for at få bekræftet, at det drejer sig om nogen. Nu spørger jeg bare: Hvor mange drejer det sig om, som, efter at de har fået stillet diagnosen, kommer til at vente længere på at komme i behandling, end de gør i dag?

Værsgo til ordføreren.

Det er ikke en politisk beslutning, hvor mange der skal vente længere på at få lov til at tage på privathospitaler, efter at de har fået stillet en diagnose, forhåbentlig hurtigere end de gør i dag. Det beror alene på den læge, der sidder over for patienten og vurderer vedkommendes situation, ikke bare om de er i arbejde eller ej, som det blev antydet fra Dansk Folkepartis side, nej, ud fra devisen om, hvordan det ser ud i forhold til de smerter, de har, hvordan det ser ud i forhold til at kunne leve det liv, som de hidtil har levet. Jeg synes alligevel, at man hele tiden glemmer, at der altså er nogle patienter i vores sundhedsvæsen, som skal behandles, men som også i dag sådan set lever ganske glimrende med den sygdom, de nu har, og selvfølgelig så også godt nogle gange vil kunne vente lidt længere, for til gengæld at sikre, at de mennesker, som har oplevet nogle lange forløb, og hvor der ikke var nogen behandlingsgarantier, der trådte i kraft, nu kan få en højere prioritering i vores sundhedsvæsen, så de mest syge behandles hurtigere end de lidt mindre syge.

Den næste med spørgsmål er fru Benedikte Kiær, værsgo.

Jeg synes ikke rigtig, vi bliver klogere af det her. Når man har læst det her lovforslag igennem, synes jeg, der kommer en masse usikkerhed op. Ordføreren bliver ved med at fremhæve mennesker med tunge øjenlåg som et godt eksempel på nogle, der sagtens kunne vente længere, og ordføreren siger også, at det samlede forløb jo bliver kortere. Men jeg mener ikke, at mennesker med tunge øjenlåg vil skulle have brug for at komme igennem et hurtigt udredningsforløb på 30 dage, så jeg vil egentlig gerne høre ordføreren om, hvem det drejer sig om, og hvem det er, der kommer til at vente længere. I lovforslagets bemærkninger står det meget klart, at de, som er akutpatienter, bliver behandlet som førhen, kræftpakkerne bliver ved med at være der, så det er jo heller ikke dem, og hjertepakkerne også. Så hvem er det egentlig, der bliver nødt til at vente længere på at få en behandling, efter diagnosen er fastlagt? Hvem er det? For det må jo være nogen, når man i lovforslaget kan sige, at det her er udgiftsneutralt.

Værsgo til ordføreren.

De patienter, som kommer til at vente lidt længere, når diagnosen er stillet, er de mennesker, som har en sygdom eller en skavank, som skal behandles, men som ikke forhindrer dem i at leve det liv, de måske gør i dag. Det kan være mennesker, som ikke har meget, meget stærke smerter, det kan være mennesker, som f.eks. i en lang periode har gået og godt vidst, at den her hofte ikke er god, men hvor det heller ikke har været sådan, at de var parat til at lægge hele familiens sommerferie om for at få hoften repareret. Det er et eksempel på sådan nogle mennesker, hvor man godt kan se, at det selvfølgelig skal fikses, men også at det ikke er noget, som vil forhindre dem i at leve det liv, som de gør i dag.

De mennesker, for hvem det ikke skal gælde, er de mennesker, der har meget, meget stærke smerter, det er de mennesker, hvis livssituation står til at blive stærkt forringet, hvis de venter i lang tid, og det kan være mennesker, hvor symptomerne har været diffuse, det kan være mennesker, hvor det viste sig at være noget neurologisk, altså noget, der krævede hurtigere behandling. For de mennesker vil det her forslag være en klar forbedring, for der er alt for mange i dag, der cykler rundt i vores system.

Spørgeren med den anden korte bemærkning.

Det er jo så kun de mennesker, der er visiteret til udredning på et hospital. De mennesker, der er under udredningsforløb hos den praktiserende læge eller hos en speciallæge, er jo ikke under det her. Ordføreren nævner det her med, at det jo så er muligt, at de, det her drejer sig om, og som skal have skiftet hoften, lige kan holde deres sommerferie med familien og ikke behøver at lave om på det, og der vil jeg blot lige sige, at det jo ikke er sådan, at man har en behandlingspligt eller en pligt til at modtage den behandling, som man skal have, på et bestemt tidspunkt. Det kan man allerede i dag, og det sker jo sådan set også allerede i dag, at nogle simpelt hen siger: Jamen så vil jeg egentlig gerne lige vente et par måneder med at få foretaget den her behandling. Det sker jo sådan set allerede i dag. Så hvis vi trækker dem fra – for det kan de jo godt gøre i dag – hvem er det så egentlig, det drejer sig om? For man må jo have gjort sig nogle tanker om det, selv om ordføreren siger, at det ikke er politisk. Man må bare have gjort sig nogle tanker, når man i lovforslaget under bemærkningerne vedrørende økonomien kan sige, at det der med ret til hurtig udredning kommer til at koste noget mere, mens behandlingsgarantien på de 30 dage, der nu bliver lavet om til en differentieret behandlingsgaranti, kommer til at koste lidt mindre. Så ordføreren må have nogle bud på, hvem og hvor mange det egentlig er, det drejer sig om.

Ordføreren

Jeg tror egentlig, vi taler forbi hinanden, for det her lovforslag handler jo om, hvorvidt man anerkender, at den tidligere behandlingsgaranti på 1 måned var med til at skævvride det danske sundhedsvæsen i en retning, der gjorde, at nogle alvorligt syge patienter endte med at få en ringere behandling alene af den årsag, at man brugte rigtig mange ressourcer på vores hospitaler til at løbe efter de patienter, som havde lige præcis 1 måned, før de kunne komme på privathospitaler. Den tidligere regering kunne faktisk godt begynde at se konturerne af et problem, og derfor blev der jo nedsat et udvalg, der pludselig skulle se på retningslinjerne for, hvornår man skal have ret til en fedmeoperation, hvornår man har ret til en rygoperation, hvornår man har ret til en knæoperation. For på den ene side opdagede man, at når man overbetalte privathospitalerne, udførte de langt flere behandlinger – nogle gange også af nogle patienter, som det måske viste sig var knap så syge. På den anden side kunne man godt se, at det her var med til at skævvride, og at man derfor måtte stramme op. Vi har forskellige måder at kigge på det på, men vi synes, at man med det her lovforslag retter op på den skævvridning, der er i sundhedsvæsenet, og det er også derfor, at jeg forventer – det er ikke noget, jeg forventer, det er noget, jeg ved – at Lægeforeningen og sygeplejerskerne og en lang række mennesker, der arbejder med at behandle syge i vores sundhedsvæsen, bakker op om det her lovforslag, og det gør de, fordi den tidligere model simpelt hen ikke har været god nok.

Hr. Henrik Høegh for en kort bemærkning.

Tak. Jeg er helt enig med ordføreren i, at det ikke er os politikere, der skal bestemme, hvem der er mest syg, eller hvem der har mest ondt. Men jeg kan forstå, at med det her lovforslag skal vi som politikere altså bestemme, at det nu er rimeligt, at der er nogle, der skal vente 1 måned længere uden at udnytte ledig kapacitet til behandling et andet sted, f.eks. på et privathospital.

Jeg vil gerne spørge endnu en gang: Vi har fået nogle eksempler, men hvem er det lige, som ministeren og ordføreren mener skal vente 1 måned længere på behandling, selv om der er ledig kapacitet andre steder?

Ordføreren, værsgo.

Jeg tror egentlig, jeg har svaret på spørgsmålet flere gange. Jeg har sagt, at der – hånden på hjertet – er nogle mennesker, som har diagnoser, f.eks. tunge øjenlåg eller andet, som vi som medmennesker og som politikere godt ved er vigtige at behandle, men der er altså også mennesker, der fejler noget, som gør, at hvis de ikke bliver behandlet hurtigt, medfører det, at de i fremtiden ikke længere kan have det job, de har, eller ikke længere kan være det menneske eller den far eller den mor eller den søster eller den bror, som de er i dag. De mennesker vil vi gerne forbedre sundhedsvæsenet for.

Derfor hænger det her lovforslag sammen to steder. Det giver en hurtig udredningsret kombineret med, at når man ved, hvad man fejler, er der nogle, der venter lidt længere, og det er dem, der er mindst syge, for at vi til gengæld kan bruge ressourcerne, prioriteringerne, lægerne, sygeplejerskerne på at tage os af dem, som er mest syge.

Jeg synes ikke, det er rimeligt, at vi i Danmark f.eks. har smertepatienter, der venter op til 1 år på at få den rigtige behandling, og som risikerer at ryge ud af sygedagpengesystemet og risikerer ikke at få den rigtige behandling. Det synes jeg simpelt hen ikke er i orden. Jeg synes heller ikke, det er i orden, at vi har et kæmpeproblem i psykiatrien med at få udredt diagnoserne og behandlet patienterne. Det er det, vi tager fat på nu. Vi siger, at der er folk, der hidtil ikke har fået en behandling, der er god nok. Dem vil vi gerne sikre en hurtig behandling nu.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Så har jeg et lille spørgsmål til regnestykket. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvor meget man forventer der spares på det her. Jeg kan sagtens forestille mig, at den første måned, hvor man fratager en lang række patienter på ventelisten deres mulighed for et frit sygehusvalg efter 1 måned, bliver der luft, og der bliver mere plads. Men de forsvinder jo altså ikke, de her patienter. De er der i næste måned, der vil de stadig væk dukke op på listen. Så hvor meget spares der? Ellers skal det være så drastisk, at der ligefrem er nogen, der dør under den her venteperiode, ellers så står de der altså 1 måned efter igen.

Ordføreren, værsgo.

I den aftale, vi har indgået med Danske Regioner, kan man godt sige, at der ikke spares noget, for ressourcerne i det danske sundhedsvæsen bliver jo netop tilrettelagt på en måde, så man siger, at der er patienter, for hvilke det ikke kræves, at der bliver indkaldt læger til overarbejde pga. et tungt øjenlåg eller for at operere en hofte, hvis patienten selv gerne vil vente længere eller lignende. Dem skal vi ikke indkalde hurtigere nu.

Til gengæld bruger vi ressourcerne på at udrede diagnosen for de mennesker, som før har cyklet rundt i systemet. Det gør vi ved at forbedre de diagnostiske centre, hvilket man er i fuld gang med i Silkeborg. Forleden dag i Region Hovedstaden var der en historie om, at den praktiserende læge var usikker på, hvad en patient fejler. Nu bliver disse patienter henvist til et diagnostisk center, hvor man tager hånd om det.

Så det handler ikke om at spare, det handler om at bruge ressourcerne i sundhedsvæsenet på en måde, så det kommer alle patienter til gavn, og så der ikke er A-patienter og B-patienter. Dem med en behandlingsgaranti på 1 måned – altså dem, der fejler noget med knæ, ryg og hofter – eller dem, der har oplevet, at de først fik en dårlig udredning, og bagefter var der måske en venteliste på 1 år, fordi de fejlede noget med smerter eller noget med diskusprolaps eller noget helt tredje. Vi vil gerne lave en ordentlig indsats for alle patienter i det her land og bruge ressourcerne på den rigtige måde.

Den sidste spørger – som det ser ud lige nu – er hr. Bertel Haarder, værsgo.

Tak. Diagnosegarantien lancerede jeg i påsken for halvandet år siden med henvisning til Silkeborgmodellen, og jeg ved, at det var vi ganske enige om. Men dengang var der da ingen, som sagde, at den forudsætter, at borgerne skal vente længere. Og hvorfor var der ikke nogen, der sagde det? Fordi man ikke sparer noget ved, at borgerne venter længere – kun hvis de dør på ventelisten, som hr. Henrik Høegh sagde. Derfor er det alt for smart af regeringen at kæde de ting sammen.

Den tidligere regering brugte utrolig mange kræfter på at sikre borgerne denne ret til behandling, at hjælpe borgerne i kampen mod ventelisterne, og jeg fik fuldstændig regelmæssigt tal for, hvor lange de gennemsnitlige ventetider nu var blevet.

Vil ordføreren love mig, at de tal får vi med nøjagtig samme regelmæssighed og med samme opgørelsesmetode i den kommende tid, så Folketinget kan få lov at følge, helt præcis hvordan det går med de gennemsnitlige ventetider? Det må være nemt at svare ja på det.

Værsgo til ordføreren.

Jamen som det fremgår af det høringsnotat, der er til det her lovforslag, har regeringen nedsat et udvalg om incitamenter i det danske sundhedsvæsen, hvor www.venteinfo.dk indgår som en del i at kigge på, hvordan man i fremtiden skal måle på, hvor hurtigt patienterne kommer ind. Og derfor er mit svar klart: Ja, vi får en afgørelse, når man har siddet og kigget på, hvordan det er den smarteste måde at gøre det på.

Værsgo til spørgeren for den anden bemærkning.

Jeg synes, jeg fortjener et svar på et meget klart spørgsmål. Jeg fik som sundhedsminister helt regelmæssige opgørelser over ventetider. Vil regeringen og Socialdemokraterne nu fuske med målestokken, så Folketinget ikke kan holde øje med, hvad virkningen er af den politik, der nu lægges frem, eller kan vi være sikre på, at vi får den samme opgørelsesmetode og den samme opgørelsesregelmæssighed, så vi kan følge, hvad der sker for almindelige mennesker, når man nu helt unødvendigt lader folk vente på operationer, som læger har indstillet dem til, og som derfor skal foretages?

Værsgo til ordføreren.

Jamen vi vil meget gerne sikre, at folk kan følge med i ventetiderne, men jeg synes ikke kun, det er relevant at følge ventetiderne til behandling, jeg synes også, det er relevant at følge ventetiderne til udredning, for det har vi groft sagt nogle gange haft svært ved at følge med i. Hvad er det, der sker, fra borgerne kommer til deres praktiserende læge, til den dag de modtager behandling? Der kan være sket meget, før man kommer ind på www.venteinfo.dk og ser, hvad tiderne er i det danske sundhedsvæsen, og derfor er vi ved at kigge på det nu.

Så må jeg bare i parentes bemærket sige, at hr. Bertel Haarder også har haft nogle forgængere i embedet på sundedsområdet som sundhedsministre, der også var inde at ændre på opgørelserne over, hvordan man bedst opgør det på www.venteinfo.dk. Jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at man skal have de her opgørelser, så alle kan følge med – det er vi meget enige i – men det skal også gøres på den måde, der giver mening for patienterne, for politikerene og for dem, der arbejder i det danske sundhedsvæsen.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere til korte bemærkninger til denne ordfører, så vi fortsætter i ordførerrækken. Den næste ordfører er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil sige, at det der www.venteinfo.dk ikke fungerer i øjeblikket, så det kan man altså slet ikke forholde sig til. Man må da håbe, at det bliver bedre i fremtiden, for så kan vi holde øje med det der.

Det her er jo nok en af de sager, som vi har debatteret allermest de sidste par år, lige siden vi i 2007 besluttede, at vi skulle lave en behandlingsgaranti på 1 måned. Grunden til, at vi gjorde det, var jo netop, at vi havde utrolig lange ventelister. Når vi ser på ventelisterne i dag, kan vi jo se, at de gennemsnitligt er faldet fra 90 til 54 dage, og det var netop en af grundene til, at vi gjorde det her.

Som det også tidligere er blevet nævnt, er der altså 570.000 patienter, der har benyttet sig af det frie sygehusvalg – 570.000. Jeg synes godt nok, at det er mange patienter, når vi tænker på, hvor mange mennesker vi i det hele taget er i Danmark. Det er 570.000 på nogle år, som har fået en behandling, når de havde brug for det, i stedet for at vente.

Vi er blevet kritiseret utallige gange, fordi man talte om overbetaling og det var privathospitalerne, man holdt i live. Men der var ikke nogen, der talte om de patienter, vi holdt i live, eller de patienter, der kom hurtigere i gang. Vi havde på et tidspunkt for et par år siden de lykkelige tider, hvor vi manglede arbejdskraft, hvor vi virkelig havde brug for, at folk kom ud og arbejdede. Der var nemlig en stor forskel, og den gjorde, at folk kom hurtigere igennem, også hvis man var pensionist – uanset hvem man var.

Der er blevet talt så meget om at lave A- og B-hold. Lige præcis med det her forslag går man ind og skaber et A- og et B-hold. Det kan vi se på de høringssvar, vi har fået. Det kan netop være, hvis der et sted er en læge, der sender en patient videre, mens en anden læge ved præcis samme sygdom vil sige, at vedkommende godt kan vente; eller hvis man et sted har en rigtig god privatpraktiserende læge, som man plejer at få en udredning hos, mens der ikke er det et andet sted; nogle gange er det faktisk den praktiserende læge, der er med til at udrede f.eks. en dement person eller noget andet. Men de har ikke den samme rettighed, og det synes jeg er et problem. For man skaber et A- og et B-hold, og man skaber ulighed i sundhed, som nogle af de partier, som er med til det her forslag, har været stærkt imod. For nogle vil det jo betyde, at man skal vente de her 2 måneder. Så kan jeg forstå, at har man arbejde, kommer man hurtigere til, for ellers ville det jo have kostet noget i den anden ende.

Første gang vi hørte om det her forslag, hed det sig, at det var bestemte diagnoser. Jeg vil da rose regeringen for, at man i det mindste har pillet det fra, og at man prøver at se det individuelt. Men problemet er jo så bare, hvem det er, der skal bestemme, hvem der skal komme videre. Er det den praktiserende læge, der så på så mange forskellige måder, der er derude, i forhold til hvor mange læger der er, skal finde ud af, hvem der skal have den hurtige udredning? For det er altså ikke dem, der er henvist til en speciallæge med egen klinik. Det kunne jo sagtens være den Parkinson-patient, som statsministeren stod og talte om i åbningstalen, som statsministeren ellers lovede en hurtig udredning. For det er ikke alle Parkinson-patienter, der bliver udredt på et sygehus. Det har jeg Patientforeningens ord for, og det tror jeg også at man selv har kunnet læse sig til.

Jeg synes faktisk, at det havde været et noget bedre forslag, hvis man netop havde foreslået, at det gjaldt alle patienter. Så havde jeg faktisk overvejet at sige, at der er noget i det her forslag, vi kunne arbejde med. Men jeg vil også sige, at jeg måske også er lidt skuffet over, at man ikke har indkaldt de forskellige partier og set på, om man måske kunne nå en enighed på nogle af de her punkter, for det hele er jo ikke skidt. Men der er de her stole, som der er nogle, der kan falde ned imellem, og vi ville måske godt have været med til at sætte en ekstra stol frem, så der ikke var det mellemrum.

Selve forslaget efterlader utrolig mange spørgsmål, som jeg selvfølgelig vil stille i udvalgsbehandlingen, og det er også nogle af dem, som nogle af de forskellige foreninger har stillet i deres høringssvar. Regionen vil jo gerne have en diagnoseliste, og jeg vil da gerne have svar på, om man hundrede procent vil afholde sig fra det. Jeg vil også gerne have svar på, hvordan de regionale forskelle bliver fordelt, samt hvordan man gør med dem, der er privatpraktiserende speciallæger, eller hvordan man sikrer, at man får nogle hurtige diagnoser, eller om man bare har en kattelem, der gør, at når man ikke kan få en diagnose, kan man få et udredningsforløb, hvordan det ellers skal være.

Så der er mange spørgsmål, og jeg vil sige, at i Dansk Folkeparti er vi åbne over for en forhandling, hvis vi kunne gå ind og se på, hvordan vi kunne gøre det her forslag bedre. Tak.

Der er foreløbig to indtegnet til korte bemærkninger. Den første er fru Sophie Hæstorp Andersen. Værsgo.

Tak. Jeg synes, det ville være rigtig godt, hvis ordføreren fra Dansk Folkeparti ville bekræfte, at det her lovforslag ikke stiller flere stole op, som man kan falde imellem, men at det faktisk gør, at der er færre stole, som man kan falde imellem – altså, at det her lovforslag forbedrer det for en lang række mennesker i forhold til udredning og behandling.

Derudover synes jeg også, at det ville klæde ordføreren at bekræfte, at der i lovforslagets bemærkninger s. 6 står, at det af de vejledende kriterier, der er for, om man skal behandles inden for 30 eller 60 dage, inden man kan få mulighed for at få behandling på et privathospital – hvis der findes en sådan behandling – fremgår, at det første kriterium er, at forringes udsigten til væsentlig bedring eller helbredelse betydeligt ved udsættelse af behandling med yderligere 1 måned, må man ikke sige, at vedkommende skal vente 60 dage. Hvis tilstanden er ledsaget af daglige og stærke smerter med behov for stærk smertestillende medicin og der er udsigt til, at behandling kan lindre eller fjerne smerterne i væsentlig grad, ja, så må man altså heller ikke. Og så til sidst kommer det med, at man f.eks. skal tage stilling til vedkommendes livssituation, det vil sige, om der er funktionsnedsættelser, og der indgår som eksempel: manglende mulighed for at bevare beskæftigelse , udføre almindelige og nødvendige personlige gøremål i dagligdagen, personlig hygiejne, fødeindtagelse, forflytning m.v.

Der er altså langt flere kriterier, end om man er i beskæftigelse, når det handler om, hvorvidt man under behandlingsgarantien vurderes til at skulle kunne bruge den inden for 30 eller 60 dage.

Værsgo til ordføreren.

Tak. Jeg kan ikke bekræfte, at der ikke bliver stillet flere stole op, som man kan sætte sig imellem. Det er jo netop nogle af de ting, jeg vil spørge ind til, og som jeg håber vi kan arbejde med.

Jeg tror faktisk, at vi kunne have haft et rigtig godt forslag, hvis alle partier var blevet taget med på råd. Så kunne vi måske have fundet en løsning på, hvordan vi skulle gøre det her i fremtiden. Men der er bare utrolig mange huller, og det er netop de stole, som jeg er bange for at man sætter sig imellem. Med hensyn til nogle af dem, der har funktionelle lidelser, og nogle af dem, der har svære diagnoser, siger man godt nok, at hvis de ikke kan få lavet en plan inden for 1 måned, får de et udredningsforløb. Men vi ved godt, hvordan der bliver skrevet og behandlet mange forskellige steder, for det er jo bare et stykke papir, hvor der så kan krydses af, hvad de ellers skal.

Se, man kunne have sagt, at det kunne være ligesom et kræftpakkeforløb, hvor der blev skrevet, at det næste besøg så skulle være inden 14 dage, så der var nogle krav. Det står der ikke noget om; der står bare, at der skal være et udredningsforløb. Det kan jo lige så godt være, at folk får en henvisning til en anden speciallæge eller noget andet. Der står ikke noget om, at det skal være inden for et vist stykke tid. Gælder månedsgarantien så også der? Og er det så 1 måned eller 2 måneder? Hvis folk skal igennem ti forskellige speciallæger, er det så med 2 måneder imellem hver? Altså, der mangler noget konkret til, at man kan sige: Det her vil være en forbedring for den enkelte, uanset om vedkommende har en svær diagnose eller en, der er lidt nemmere at stille.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Jeg synes selvfølgelig ikke, det er godt, hvis ordføreren har de bekymringer, for det er vores klare opfattelse, at det her vil gavne forløbet for en lang række patienter, f.eks. for den kontorassistent i 40'erne, som pludselig oplever smerter, og hvor man ikke kan finde ud af, hvad det egentlig er, de smerter skyldes. På den ene side kan man blive udredt til, at det nok er gigt, men på den anden side viser det sig måske efter lang tid, når man har prøvet at være til speciallæge og den ene undersøgelse efter den anden osv. osv., at det var kræft. Vi tror på, at det her vil forbedre det, men selvfølgelig vil jeg også se frem til de spørgsmål, der kommer, for vi skal da have afdækket, hvor der kan ske fejl, hvis der overhovedet kan det.

Jeg undrer mig bare over, at man ikke fra Dansk Folkepartis side vil være med, når det kommer til at sikre, at mennesker i det danske sundhedsvæsen får et incitament til at udrede folk hurtigt. Og jeg kan ikke se, hvorfor man prøver ligesom at male et meget, meget stort skræmmebillede op, som om de mennesker, der arbejder i sundhedsvæsenet, de mennesker, der er valgt til regionsrådene, alle sammen skulle ville patienterne det dårligt i forhold til at sikre hurtig udredning og behandling.

Værsgo til ordføreren.

Jeg vil sige, at jeg jo har udtrykt, at der er ting i lovforslaget, som jeg synes er godt. Vi har også selv arbejdet på, at vi skulle have en udredningsgaranti, og at vi skulle have nogle diagnostiske centre. Så alt det her er jo godt for patienten.

Problemet er bare, at man har sat så mange »men'er« ind. Altså, bare det, at man rejser sig op og siger, at det er alle patienter, der vil få en hurtigere udredning, er et eksempel. For det passer ikke; det gælder nemlig kun dem, der bliver henvist til sygehus.

Der er også læger og regioner, der siger, at nu er man bange for, at man får et nyt henvisningsmønster. Der er nemlig flere læger, der så vil henvise patienter til sygehuset, for så er de sikker på, de kommer ind under garantien. Hvis ikke de henviser til sygehuset, er der ingen garanti. Det er der, problemet er. Og det er det, jeg godt vil have lavet lidt om på, for kunne vi have drejet på nogle af de knapper, havde det været et meget bedre forslag.

Den næste, der har bedt om korte bemærkninger, er fru Camilla Hersom. Værsgo.

Tak. Jeg vil starte med at kvittere for, at jeg faktisk hørte, at der var en åbning i forhold til, at vi i fællesskab kan arbejde videre med det her forslag i udvalgsbehandlingen. Det synes jeg er meget, meget positivt, og det håber jeg vil omfatte også andre partier end Dansk Folkeparti.

Ordføreren sagde i sin tale, at det var en skam, at det, der bliver lagt frem her, ikke kommer til at gælde alle patienter. Mit spørgsmål er, hvordan man på nogen måde kan argumentere for, at den eksisterende behandlingsgaranti gælder alle patienter. Det gør den jo ikke. Den eksisterende behandlingsgaranti omfatter jo netop kun de patienter, som fejler noget, som private hospitaler kan behandle. Den omfatter ikke andre end dem, som fejler noget, som private hospitaler kan behandle. Og det er det, der bl.a. har ført til, at Lægeforeningen har udtalt, at resten, altså dem, der ikke fejler noget, som et privathospital kan behandle, ofte de mere komplicerede patienter og de gamle patienter, må vente på både udredning og behandling, mens de mere ressourcestærke patienter har større udbytte af de forskellige tilbud i sundhedsvæsenet. Så hvordan kan ordføreren påstå, at det, man har nu, omfatter alle, og at det her forslag på nogen måde skulle være reducerende?

Værsgo til ordføreren.

Nu kan der svares på mange måder. Jeg ved, at de private hospitaler faktisk godt ville have taget sig af mange flere sygdomme end dem, de nu kun har lavet aftaler om. Jeg er helt sikker på, at de også kunne gå ind og tage sig af nogle af de mere komplekse. Det er en del af svaret.

En anden del er: Hvis 570.000 patienter går fra det offentlige til det private – nogle af dem har selvfølgelig fået et andet regionshospital eller noget andet – men hvis 570.000 patienter går fra et sted til et andet, så giver det meget mere plads til de andre, der står og venter. Så jeg synes kun, det er godt, at man på den måde skaber plads. Det viser sig, at vi har fået ansat utrolig meget mere sundhedspersonale, læger og sygeplejersker. I det hele taget er det bare gået opad med behandlinger og operationer osv., det siger alle tallene. Så jeg kan ikke se, at det skulle stille nogen ringere. Nu får vi det ringere, fordi der er nogle, der kommer til at vente længere tid. Førhen havde alle den samme garanti på 1 måned. Nogle kunne vælge et privathospital, andre kom hurtigere til, hvis man valgte, at det ikke gjorde noget, at man kom til at vente lidt længere.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Men det er jo ikke korrekt, for der har jo fandtes en lang række sygdomme og forløb, hvor man ikke har kunnet vælge et andet tilbud, og hvor der derfor ikke har været nogen form for garanti. Det er da rigtigt, at der er sket en voldsom produktivitetsstigning. Der er blevet opereret rigtig mange knæ og hofter og rygge og lavet rigtig mange fedmeoperationer i de seneste par år, men der er godt nok ikke sket særlig meget på psykiatriområdet, der er ingenting sket for den ældre medicinske patient, og det er jo det, som det her forslag også handler om, nemlig at det danske sundhedsvæsen skal kunne behandle alle, uanset hvem man er, uanset hvem man kommer med, og uanset at man fra politisk hold prøver på at styre det. Vi skal sørge for, at man tager imod alle, og det er det, som det her forslag også medvirker til.

Værsgo til ordføreren.

Som sagt er der takter i forslaget, som vi også synes om, men det passer jo ikke, at man ikke har gjort noget. Vi har været med til at sætte fokus på de medicinske patienter også, og jeg vil sige til det her med psykiatrien, at det her forslag jo ikke medfører, at man har den samme ret som psykisk syg. Det havde da også været et rigtig godt plus i det her forslag. Så jeg synes, at der mangler noget i, at forslaget er optimalt, men jeg ved også godt, at man ikke kan gøre alting på en gang. Men man har i hvert fald heller ikke gjort, at psykiatrien er med her. Man har lovet, at det kommer i fremtiden, men det er ikke med.

Der har meldt sig endnu en for en kort bemærkning, og det er hr. Flemming Møller Mortensen, værsgo.

Mange tak. Jeg kan godt høre på Dansk Folkepartis ordfører, at det lyder rigtig godt, at man kan prøve at konfrontere regeringspartierne med social ansvarlighed og social ulighed eller lighed i sundhedsvæsenet. Hertil vil jeg bare sige, at jeg godt kunne tænke mig, at Dansk Folkeparti havde udvist en større social ansvarlighed i de 10 år, hvor Dansk Folkeparti udgjorde det parlamentariske grundlag for VK her i Folketinget. For grunden til, at vi fremsætter et forslag som det her, er jo lige nøjagtig, at vi vil gribe den sociale ulighed og få den balanceret anderledes end den måde, det er på i dag.

Ordføreren svarede ikke fru Sophie Hæstorp Andersen om det med konfrontationen i forbindelse med det at være på arbejdsmarkedet som et kriterium, i forhold til om man skal vente i 4 uger eller 8 uger, inden man sættes i behandling. Her har jeg et spørgsmål til ordføreren. Lige nøjagtig i forhold til det samme punkt 3 om vejledende kriterier står der også, at ligesom varig beskæftigelse er nødvendige personlige gøremål i dagligdagen, f.eks. personlig hygiejne og det at spise, medtaget, og jeg forstår, at det er her, Dansk Folkeparti kritiserer os for at skabe social ulighed, men jeg vil gerne bede fru Liselott Blixt om at prøve at forklare det.

Værsgo til ordføreren.

Det kan jeg sagtens, for det her med at kunne spise og klare de daglige fornødenheder kommer jo til at gælde alle, uanset om man har arbejde eller ikke har arbejde. Det er jeg helt sikker på at alle læger vil lægge vægt på. Men præcis i forhold til det kriterium, der hedder beskæftigelse og at bevare beskæftigelse, er der kun én kategori, der kan komme ind under det, og det er dem, der har arbejde. Og det vil sige, at hvis man ser de her kriterier igennem, vil der være en del, der falder igennem, og det er dem, der er pensionister eller ikke har et arbejde. Hvis ikke de er så svært medtagede, at de ikke kan spise eller tage tøj på eller nogle af de andre kriterier, falder de uden for.

Jeg tør godt vædde på, at det her er noget, vi kommer til at se. Jeg ved så ikke, hvad væddemålet skal gælde, men jeg tør godt tage det, for jeg er sikker på, at der er mange af dem her, der kommer til at vente 2 måneder, og det er førtidspensionister, pensionister og andre, der ikke har et arbejde.

Værsgo til spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det forstår jeg godt at ordføreren siger, men jeg forstår ikke rigtig, hvor den store ansvarlighed er i forhold til det, at vi som samfund skal sikre den bedste behandling til alle.

Gør det ikke indtryk på Dansk Folkepartis ordfører, at de faglige grupperinger, som giver en faglig vurdering og et fagligt skøn ude i sundhedsvæsenet i hverdagen, alle sammen siger, at det vil være langt mere hensigtsmæssigt for vores sundhedsvæsen som helhed, at man lægger nogle kriterier for, hvem der skal behandles først? For det er jo ikke et spørgsmål om, at man vil have en uudnyttet kapacitet i det offentlige. Vi vil fremover sørge for, at det offentlige arbejder optimalt hver eneste dag, men at det faglige skøn og samtalen og de kriterier, som her i lovforslaget er fremlagt, bliver et spørgsmål om at give en rettesnor for dem, der skal træffe beslutningerne. Er det et spørgsmål om, at det medvirker til social ulighed?

Værsgo til ordføreren.

Men der bliver jo social ulighed. Vi kan jo se det på nogle af vores sygehuse. Når der skal behandles, ser man på, om du er yder eller nyder. Måske er det, fordi man ser anderledes på det, når man er politiker – og vi er valgt for alle, uanset om man er det ene eller det andet. Men man står i en anden situation ude i arbejdslivet, for så ser man måske på, om vedkommende skal ud og beskæftige sig selv eller skal hjem og ikke lave noget særligt. Det er jo derfor, jeg frygter det her, altså at vi skaber et A-hold og B-hold. Og det tror jeg også godt ordføreren ved. Fordi vi siger noget herinde, er det jo ikke altid sikkert, at det sker derude.

Jeg har også sagt, at der er mange gode takter i det her forslag, men der er også nogle huller.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi fortsætter i ordførerrækken. Den næsten ordfører er fru Camilla Hersom som ordfører for Det Radikale Venstre.

Lovforslag nr. L 30 om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som vi behandler i dag, og hvis formål er at indføre en udredningsret samt en differentieret behandlingsgaranti, er et forslag, som Det Radikale Venstre ganske rigtigt betragter som et flagskib i regeringens sundhedspolitik.

Det gør vi, fordi essensen i forslaget er retfærdighed og kvalitet. De mest syge skal behandles først. Vi betragter det også som et flagskib, fordi lovforslaget er båret af en tilgang, der kræver stadige forbedringer af vores sundhedssystemer. Det vil give mere kvalitet.

Lovforslaget er et resultat af, at vi lytter til de mennesker, der hver dag arbejder med og i vores sundhedssystem. Det er båret af tillid til den faglighed, som vores sundhedspersonale besidder. Det er et forslag, hvori vi angiver en retning frem for et endemål, men hvor meningen bør være tydelig. Vi ønsker et sundhedsvæsen, der bliver stadig mere sammenhængende, har en højere kvalitet og større retfærdighed, og hvor ingen patienter overlades til sig selv.

Det Radikale Venstre mener, at udredningsretten vil betyde en helt konkret og mærkbar forbedring i sundhedsvæsenet. Der er allerede høstet gode erfaringer på de diagnostiske centre, der efterhånden findes flere steder i landet, hvor patienter med diffuse symptomer hurtigere har kunnet gennemgå de nødvendige undersøgelser og dermed få en diagnose.

Udredningsretten bygger derfor til dels også på konkrete resultater i den virkelige verden, som regeringen nu ønsker at udbrede til hele sundhedsvæsenet. Patienter skal ikke længere opleve at være kastebold i systemet og blive sendt rundt fra afdeling til afdeling. Sundhedssystemet skal forpligtes på at give patienterne en diagnose inden for en måned, og i de tilfælde, hvor det af faglige grunde er umuligt, skal patienten i stedet have en klar plan for det videre forløb.

Når patienten har fået stillet en diagnose, skal vedkommende selvfølgelig behandles. Her vil regeringen så indføre den omdiskuterede differentierede behandlingsgaranti. Nogle patienter vil selvsagt have en så alvorlig diagnose, at de skal starte behandlingen akut. Det gælder f.eks. visse kræftsygdomme. Nogle sygdomme kan behandles inden for 1 måned, men vi mener også, at der er nogle, der kan vente 60 dage, altså 2 måneder, uden at det medfører nogen stor forringelse.

Hvis patienten ikke kan tilbydes behandling inden for fristen, vil patienten kunne benytte sig af det udvidede frie sygehusvalg. Og vurderingen af, hvornår denne ret indtræffer – altså om det er efter 30 eller 60 dage – vil bero på en konkret lægefaglig vurdering på baggrund af vejledende kriterier udarbejdet af Sundhedsstyrelsen.

Allerede i foråret diskuterede vi hovedelementerne i det her lovforslag i forbindelse med en forespørgselsdebat her i salen. I mellemtiden har lovforslaget været gennem en høringsfase, og det har også givet anledning til en række præciseringer eksempelvis af, hvornår en forundersøgelse kan karakteriseres som en del af udredningsforløbet, eller hvornår det er en del af behandlingsforløbet.

Nærværende lovforslag er ikke et lille lovforslag. Det vil betyde et reelt kvalitetsløft i det danske sundhedsvæsen. Det vil tage tid at implementere det. Der udestår stadig væsentlige dele, herunder inddragelse af det psykiatriske område.

Vi vil selvfølgelig følge udviklingen nøje, og vi vil rette til, hvor det måtte være nødvendigt. Det bliver der sikkert brug for undervejs.

Vi tror ikke på et statisk sundhedsvæsen. Vi tror på et sundhedssystem under stadig udvikling. Vi mener, at retningen er givet, og at et meget, meget vigtigt skridt fremad er taget med L 30. Derfor kan vi varmt støtte forslaget.

Inden jeg slutter helt, skal jeg huske at hilse fra min kollega i SF, fru Özlem Sara Cekic, og sige, at også SF kan støtte forslaget – andet ville sikkert også undre.

Tak, også for det. Der er foreløbig indtegnet to til korte bemærkninger. Den første er fru Gitte Lillelund Bech, Venstre.

Altså, det var store ord, vi hørte fra den radikale ordfører, fru Camilla Hersom: flagskibet i regeringens sundhedspolitik. Jeg tror, at de, som nu, når vi taler behandlingsgarantien, kommer til at vente længere på at blive behandlet, måske ikke er særlig glade for den her type flagskib.

Derfor vil jeg bare spørge om, hvor stor en procentdel af patienterne man forventer kommer til at vente længere end i dag, når det drejer sig om behandlingsgarantien. Jeg beder meget til, at ordføreren ikke gentager de svar, som den socialdemokratiske ordfører kom med, og som er, at vi jo skal se på hele forløbet, og man kan ikke splitte tingene ad osv. Jeg taler alene om behandlingsgarantien. Hvor mange procent får forringet deres behandlingsgaranti med det her flagskib?

Ordføreren, værsgo.

Tak. Det er jo et spørgsmål, der ikke kan besvares, hvad ordføreren sandsynligvis også ved. Det er jo noget nyt, vi indfører. Så hvordan skulle vi kunne vide, hvor mange af dem, der i dag har en ret på 30 dage, som lige pludselig får en ret på 60 dage udtrykt i antal og procent? Det vil jo afhænge af den konkrete vurdering. Det er jo det, der er hele pointen.

Må jeg så ikke tilføje, at jeg bruger store ord i dag, fordi jeg synes, at det, der sker med det her lovforslag, er meget væsentligt – ikke bare i de helt konkrete tiltag, men faktisk i den form for tilgang, vi har til sundhedssystemet. Den diskussion, som vi har haft indtil nu, om det her forslag, er totalt firkantet. Procenter, 30, 60 dage. Det er jo ikke det, der er pointen. Pointen er jo, at vi hele tiden skal blive bedre; pointen er, at vi skal slippe fagligheden fri; pointen er, at vi også skal lytte til dem, der arbejder med det her hver dag. Det er en helt anden tilgang. Det er også det, der betyder, at det her er et flagskib.

Så er jeg faktisk uenig med fru Gitte Lillelund Bech i, at alle patienter – herunder de patienter, som måtte gå fra at vente 30 dage til at vente 60 dage – vil være lodret imod. Det er jeg ikke så sikker på, for der er lavet undersøgelser, der viser, at langt størstedelen af den danske befolkning faktisk støtter, at de mest syge behandles først.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Betyder det, at ordføreren på intet tidspunkt eller overhovedet har været ude i nogle overvejelser om, hvor mange der rent faktisk får forringet deres rettighed, som den er i dag? Er det slet ikke faldet ordføreren ind, at der er et antal patienter, der får forringet deres rettighed, som den er i dag, og har ordføreren ikke tænkt over, hvor mange det i så fald kunne være? Er der intet tal, der på noget tidspunkt er kommet forbi ordføreren, og som handler om, hvor mange det her drejer sig om?

Grunden til, at jeg spørger, er, at når vi lovgiver herinde, skal regeringen redegøre for, hvad konsekvenserne for borgerne er. Det fremgår rent faktisk af bemærkningerne til lovforslaget, at der er konsekvenser for en gruppe borgere. Der står ikke i lovforslaget, hvor mange det er, og derfor er vi jo nødt til at spørge de enkelte ordførere om, hvor mange det drejer sig om. Jeg kender jo også godt til, hvordan en regering fungerer, og hvad der ligger af beregninger bag enkelte lovforslag, og derfor skulle det undre mig meget, hvis den radikale ordfører ikke et eller andet sted – nu betragter jeg hende som en meget vis kvinde – har gjort sig nogle overvejelser om, hvor mange der kommer til at vente længere.

Ordføreren, værsgo.

Det, der er pointen for os, er jo, at vi samlet set ser det som en utrolig forbedring. Vi ser det som en utrolig forbedring af det, vi giver folk nu, og af det, vi forpligter vores sundhedsvæsen til, og det, sundhedssystemet, sygehusene og regionerne, altså hospitalsejerne, har forpligtet sig til gennem den aftale, der er indgået med regeringen. Det er, at man nu vil udrede diagnosen for folk inden for 30 dage. Når det så er klart, hvad man fejler – der en del mennesker, der har cyklet rundt i systemet fra den ene afdeling til den anden, fra den ene undersøgelse til den anden og tredje osv., osv. – skal man selvfølgelig behandles. På det tidspunkt mener vi, at det er fuldstændig rimeligt at sige, at noget er så alvorligt, at man selvfølgelig skal have en garanti for, at man kan blive behandlet inden for 1 måned, men i nogle tilfælde kan man godt vente lidt længere.

Hvordan den præcise procent bliver, er umuligt at svare på på nuværende tidspunkt. Det skyldes, at det, den tidligere behandlingsgaranti medførte, var, at i det øjeblik, man giver den slags ting, sker der jo også en ændring i mønstrene, både med hensyn til hvad der sker på sygehusene, og med hensyn til hvad der sker i folks hoveder i øvrigt. Så det, vi laver herinde, får jo rent faktisk ofte – ordføreren ser meget måbende ud – en anden og større konsekvens end det, vi sigter til med vores lovgivning. Jeg synes i virkeligheden, at det er det største problem med den behandlingsgaranti på 30 dage, som den tidligere regering indførte. Der er jo også grunden til, at fagligheden har bedt om at få det blødt op og få det gjort afhængigt af nogle andre ting.

Den næste for en kort bemærkning er fru Sophie Løhde, Venstre, værsgo.

Man kan sige, at den radikale ordfører i hvert fald er den, der er mindst undskyldt i dag, for det er jo ingen hemmelighed, at Det Radikale Venstre har stemt imod, da patienterne fik en behandlingsgaranti på 2 måneder, og man har stemt imod, da de fik den på 1 måned. Det Radikale Venstre har aldrig ønsket at udstyre patienterne med nogen rettigheder. Man har sat systemet først. Med hensyn til at det så nu er gået hen – for at bruge ordførerens eget ord igen – og er blevet et flagskib i sundhedspolitikken at have en ambition om, at flere skal vente længere, må jeg bare sige, at det da er et flagskib, som er på vej til havs, men som godt nok også er på vej til bunds. Ingen kan være uenige i, at patienter skal have hurtig udredning. Så vidt, så godt. Vi synes bare, at det er ærgerligt, at man ikke vil give patienterne nogen reelle rettigheder i forhold til en udredningsret, en ret til at gå et andet sted hen, hvis regionen ikke selv kan levere den hurtige udredning.

Men lad mig vende tilbage til den forrige spørger, fordi ordføreren nævner her i dag, at når vi snakker om behandlingsgaranti, hvordan skal ordføreren så kunne vide, hvor mange den rammer, og hvor mange det handler om. Det håber jeg da at ordføreren er blevet orienteret om via sin minister, via regeringen. Står ordføreren her i dag og siger, at ordføreren ingen idé har om, hvor mange patienter regeringen anslår fremover ikke får adgang til et udvidet frit sygehusvalg, som vi kender det i dag, efter de foreslåede regler i det her lovforslag?

Værsgo til ordføreren.

Der er mange ting at reagere på her. Lad mig starte bagfra.

Sagen er, at man jo kan diskutere de forskellige diagnoser. Vi ønsker ikke at lave faste lister over diagnoser, fordi vi netop mener, at det skal være en lægefaglig vurdering. Derfor kan man jo ikke på forhånd afgøre, hvis man tager den pulje af mennesker i dag, som fejler et eller andet, hvor der har været et privat tilbud, og som derfor har haft den garanti, hvor mange af dem der vil falde ind under en 60-dages-garanti, og hvor mange der vil falde ind under en 30-dages-garanti. Det kan vi jo ikke sige noget som helst præcist om. Det er jo også derfor, at vi vil overvåge det her område meget, meget nøje, men det vil jo ikke være sådan, at dem, der har behov for hurtig behandling, ikke får den. Det er jo hele pointen i lovforslaget, nemlig at dem, der har mest behov, skal komme til først, og at vi i øvrigt allerførst skal sørge for at finde ud af, hvad folk fejler, fordi det er det vigtigste.

Må jeg så ikke kommentere på indledningen, fordi det er rigtigt, at Det Radikale Venstre har stemt imod de gange, hvor man har givet den form for garantier, som den tidligere regering var meget glad for at udstikke i alle mulige sammenhænge. Det er ikke, fordi vi ønsker at sætte systemet før mennesket, sådan som anklagen lød, som jeg hørte det. Det er, fordi vi faktisk tror på, at vi har et ansvar for, hvordan systemerne fungerer, og vi mener, at der var nogle helt klare uhensigtsmæssigheder med det, man indførte, og det er det, vi bløder op på nu.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Vi kommer aldrig til at dele ambitionen om, at det er godt for patienterne, at flere skal vente noget længere, og at ingen stilles bedre. Det er jo paradoksalt, at man bliver ved med at sige, at de mest syge skal behandles først. Hvis jeg blev ringet op i telefonen i forbindelse med en eller anden undersøgelse og blev spurgt, om jeg mente det, ville jeg svare ja.

Men det, jeg vil sige, er, at jeg er glad for, at det allerede foregår sådan i dag, og det er derfor, at jeg undrer mig over, at lovforslaget jo ikke giver de mest syge nogen som helst bedre rettigheder end dem, de har i forvejen. Det er alle andre, som stilles bag i køen, og som får dårligere rettigheder. Det er her, vi siger: Hvorfor skal alle behandles dårligt? Kunne vi ikke have en ambition om, at patienter i Danmark skal have ret til hurtig behandling, hvis det offentlige ikke selv kan tilbyde det efter 1 måned? Det er derfor, at vi igen bliver ved med at spørge ind til det her med, hvor mange det handler om. Jeg er udmærket med på, at man ikke kan afgøre det på forhånd, men som regering, når man sidder og forbereder lovforslag, kan man jo anslå og regne sig frem til, hvor mange det her cirka vil komme til at ramme. Men det må jeg forstå at ordføreren ikke er bekendt med og ikke er blevet oplyst om. Jeg synes faktisk, at det er underligt, at vi behandler et lovforslag i dag, hvor ordføreren ikke er klar over konsekvenserne for borgerne, ikke er klar over, hvor mange borgere der ikke længere får ret til det udvidede frie sygehusvalg.

Lad mig så prøve at spørge på en anden måde. I dag har vi kun hørt om en patient med et hængende øjenlåg, der skal vente noget længere. Hvem er alle de andre, der skal vente noget længere? Hvis der skulle være noget i det her, kan ordføreren så ikke nævne bare ti grupper af patienter, som uden problemer sagtens kan vente noget længere, hvor ingen får smerter af at vente længere, og som næsten faktisk kun har godt af at stå lidt længere på en venteliste? Har vi ti grupper af dem i dag?

Værsgo til ordføreren.

Jeg synes, at det, som fru Sophie Løhde og for den sags skyld mange andre spørgere i debatten i dag fuldstændig misser, jo er, at der er den store forskel på behandling og på diagnose. Selvfølgelig skal man behandles, når man skal behandles, men det kræver jo, at der er en klar diagnose, og det er jo der, hvor den helt store forbedring er, nemlig at den her ret vil sikre, at en masse mennesker, som tidligere havde utrolig svært ved at få en diagnose, faktisk vil få den nu. Det er det, der er hele humlen. Derfor kan man ikke tage det samlede forløb og skære det ned og sige, at nu har vi en lineal på 30 cm, men vi interesserer os kun for afstanden mellem 12 til 14 cm. Det er det, man gør, hvis man insisterer på at blive ved med kun at diskutere forholdene for den utrolig begrænsede gruppe af patienter, som havde en behandlingsgaranti på 30 dage, og man ikke vil tage alle andre patienter med ind også, sådan som der er i forslaget, der ligger på bordet her.

Den næste korte bemærkning er fra fru Benedikte Kiær. Værsgo.

[Lydudfald] ... Nu er der lys i lampen. (Den fg. formand (Karen J. Klint): Jeg har først trykket sekunderne ind nu). Det lyder godt.

Ordføreren taler om, at det her er et flagskib, og så har jeg næsten lyst til drillende at spørge ordføreren, om ordføreren kender spillet sænke flagskibe , for det her er et flagskib, vi nok kommer til at se blive sænket ret hurtigt.

Jeg undrer mig lidt over nogle af de ting, som ordføreren har sagt, og som jeg egentlig gerne vil bede ordføreren om at uddybe. Ja, jeg kan da godt forstå, at borgerne, når de bliver spurgt, om de synes, at behandlingen af livstruende kræft skal komme før behandlingen af et knæ eller ej, siger, at de livstruende sygdomme selvfølgelig skal behandles allerførst. Vi kan jo se, at der i mange af de undersøgelser, som ordføreren selv henviste til, spørges på en måde, hvor alle synes, at dem, der er i fare for at dø eller få virkelig voldsomme varige mén, hvis de ikke kommer til nu, selvfølgelig skal til med det samme. Og det fremgår jo sådan set også af lovforslaget, at hidtidige praksis med akutte kræft- og hjertepakker fortsætter, hvilket vi selvfølgelig er meget tilfredse med, da det var noget, der kom til under VK-regeringen.

Ordføreren fremhæver gang på gang, at den her behandlingsgaranti på 30 dage er meget, meget forfærdelig, fordi den giver uhensigtsmæssigheder og den ændrer mønstre, men vi får ikke nogen beskrivelse af, hvad det er for nogle mønstre, eller hvad det er for nogle uhensigtsmæssigheder, vi taler om, så det vil jeg egentlig meget gerne have at ordføreren uddyber.

Ordføreren.

Tak. Jeg kender udmærket spillet sænke flagskibe, men jeg tror nu, at det her vil komme til at sejle meget, meget stolt, og at den tilgang, som er lagt for dagen i det her, er noget, vi kommer til at fortsætte, og som jeg i øvrigt håber på vi kan få et bredt samarbejde om – også på et eller andet tidspunkt, når den ideologiske gas er gået af det.

Jeg er egentlig enig med ordføreren i, at der selvfølgelig er forskel på kræft og ondt i knæet eller hoften. Selvfølgelig er jeg det, og som ordføreren siger, ligger det jo også i lovforslaget. Men jeg deler ikke det, der ligger implicit i ordførerens spørgsmål og i øvrigt i meget andet af det, vi har hørt i dag, nemlig en holdning om, at folk er helt vilde for at blive opereret. Altså, hvis man har en dårlig hofte, eksisterer det også på en skala. Nogle er frygtelig mærkede af det, nogle har rigtig, rigtig meget ondt, nogle har lidt mindre ondt, og noget kan gå fra ondt til værre, og noget kan trænes væk, i hvert fald når der er tale om smerter og sygdomme i dele af bevægelsesapparatet. Folk er efter min opfattelse overhovedet ikke særlig vilde med at blive opereret. Det er faktisk noget, hvor de skal tænke sig lidt om, før de gør det – nu rejser formanden sig allerede op, og han er ellers lige trådt til i stolen – og derfor tror jeg faktisk, at den her differentierede tilgang er god, hvor man kan sige, at nogle har så ondt og er så smerteplagede, at de ikke kan passe deres arbejde, og de skal selvfølgelig opereres med det samme, mens der er andre, hvor der godt kan gå 2 måneder, også uden at patienten vil føle, at det er et voldsomt overgreb.

Fru Benedikte Kiær.

Tak. Jeg vil lige rette en misforståelse hos ordføreren. Det at få en behandling er ikke nødvendigvis altid det samme som operation. En behandling kan jo sagtens være, at man også bliver visiteret videre til en konservativ behandling, hvis nu man har fået et alvorligt rygproblem. Så behandling er ikke lig med operation.

Jeg kan godt se, at vi aldrig nogen sinde bliver enige om det her med behandlingsgarantien og glæden ved at have den her behandlingsgaranti, men det, jeg egentlig lige vil høre ordføreren om, er det med at forpligte regionerne. Vi har haft en professor, der har været ude at sige, at en forpligtelse ikke rigtig gælder noget, hvis der ikke er en konsekvens. Der vil jeg høre om ordføreren, ligesom det, som Socialdemokraternes ordfører har været ude at antyde og egentlig også sundhedsministeren, er parat til egentlig at give borgerne en reel udredningsgaranti, dem, der så bliver henvist til hospitalerne, hvis nu det viser sig, at man alligevel ikke opfylder den her forpligtelse, for fra nogle af dem, der kender systemet, har vi fået at vide, at det så bare er en hensigtserklæring.

Ordføreren.

Vi mener faktisk, at når der er indgået en aftale med Danske Regioner, må det jo være, fordi Danske Regioner også er klar til at levere i henhold til den aftale. Derfor er vi helt fortrøstningsfulde med hensyn til det, der lægges frem her. Så vil området blive monitoreret, overvåget, der vil blive ført statistikker, og vi vil gøre, hvad vi kan, for at få det bedst mulige overblik på det her område.

Så vil der jo komme løbende forhandlinger. Der er forhandlinger en gang om året, som ordføreren også udmærket ved, og der er det jo klart, at hvis man ikke lever op til den aftale, man har indgået, så må vi jo finde ud af, hvad det så skal betyde. Det er jo også en form for konsekvens.

Hr. Henrik Høegh for en kort bemærkning.

Tak for det. Lad os først slå fast, at vi alle er enige om, det er vigtigt at have en hurtig udredning og allerhelst en udredningsgaranti. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor vi ikke også kan blive enige om, at det er vigtigt, vi udnytter den kapacitet, vi har her i landet til bagefter at få den nødvendige behandling, operation osv. Er det – som ordføreren udtrykker det – fordi folk ikke er vilde med at blive opereret, så derfor lader vi dem vente lidt længere? Eller lad mig nu spørge konkret: Hvorfor skal vi ikke udnytte den kapacitet, der er her i landet til at hjælpe patienterne, frem for hele tiden at skulle lytte til forslag om, hvordan vi kan understøtte systemet?

Ordføreren.

Jamen det skal vi da også. Men man skal jo ikke bare operere løs, fordi det er en mulighed, der findes. Og der synes jeg at det arbejde med at ændre visitationslinjerne, man satte i gang i den tidligere regering, jo er en ren tilståelsessag. Også der tænkte man: Hov, nu gik det måske lige lovlig hurtigt med en del af de der operationer, som de meget, meget nemt kunne foretage i privat regi, og som de derfor tjente rigtig, rigtig godt på.

Jeg er absolut tilhænger af, at vi udnytter kapaciteten i det private system. Der er også i lovforslaget lagt op til, at man selvfølgelig skal kunne lave aftaler i privat regi. Men jeg går altså også ind for, at det er en vurdering af, hvem der har mest behov, der er styrende for, hvad det så er, vi efterspørger i privat regi.

Hr. Henrik Høegh.

Den påstand, som ordføreren kommer med her, er der vist aldrig kommet en ordentlig begrundelse for. Jeg fik ikke helt svar fra den socialdemokratiske ordfører på, hvor det er, man sparer penge. Hvordan er det, det her letter på presset?

Altså, den første måned kan jeg helt forstå det. Men den næste måned står også dem, der ikke kan lide at blive opereret, der faktisk stadig væk. Og medmindre de som sagt er døde, er problemet der næste måned igen i nøjagtig samme omfang. Hvorfor så ikke hellere udnytte kapaciteten, for i måned 2 har vi lige det samme problem?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at det er de samme patienter, men det, gevinsten ligger i, er jo, at sygehusene meget bedre kan planlægge. Man kan forestille sig, at man har tre patienter med ondt i hoften. De to møder op i januar måned. Den ene skal virkelig opereres med det samme; den anden kunne egentlig godt have ventet, men eftersom der er en garanti, skal vedkommende jo af sted på privathospitalet. I februar dukker der igen en op, som har vældig ondt. Hvis man ser på det samlet, vil man med det her forslag bedre kunne planlægge ud fra den samlede masse og sige: Hvem er det, der har behov lige nu, som vi kan tage ind med det samme, og hvem kan tåle at vente 60 dage?

60 dage er 2 måneder, og vi taler altså om patienter, som ikke har meget stærke smerter, som ikke er voldsomt hæmmede i deres dagligdag, hvad enten det gælder deres job, bosted, eller hvad det kan være. Hvis de har problemer med at komme op i deres lejlighed på fjerde sal, vil det selvfølgelig også være et kriterium. Alle de her ting skal jo lægges til grund, men det at have mulighed for at planlægge frem for at have fuldstændig rigide, firkantede regler, er en fordel, hvis vi også ønsker at have et sundhedssystem, som er retfærdigt, og som behandler dem, der har mest behov, først.

Hr. Kristian Jensen for en kort bemærkning.

Ordføreren sagde på et tidspunkt, at hun ikke kendte nogen, der er vild med at blive opereret. Jeg vil bare sige, at jeg ikke kender nogen, der er vild med at vente længere på at blive opereret. Når jeg har et spørgsmål til ordføreren, er det, fordi der tidligere var den ordveksling om, hvorvidt regeringen og ordføreren har gjort sig nogen overvejelser om, hvor mange der bliver ramt af de forringelser, der er her.

Nu har jeg jo kigget på lovforslagets bemærkninger, hvor der under de økonomiske konsekvenser står, at man forventer, at de ekstraudgifter, der vil være ved en behandlingsgaranti, vil blive modsvaret af mindreudgifter på grund af den forlængede ventetid. Kan ordføreren ikke forklare mig, hvordan man kan beregne, at der kommer mindreudgifter, og hvor store mindreudgifter der måtte komme, hvis ikke man har gjort sig nogen overvejelser om, hvor mange der skal vente længere?

Ordføreren.

Til det første, i forhold til at der ikke er nogen, der er vild med at vente længere, vil jeg gerne sige, at jeg ikke er sikker på, at det er helt rigtigt. For selv om der i dag, og indtil vi forhåbentlig får ændret på det, eksisterer en fuldstændig rigid 30-dages-regel i forbindelse med de tilbud, der også findes i det private, er det jo ikke alle, der har benyttet sig af det. Det sker jo meget, meget tit, at folk tænker, at de vil prøve en omgang mere hos en fysioterapeut, eller at det passer lidt dårligt, i forhold til hvad de i øvrigt har af planer. Så selv om man har haft garantien, er det jo langtfra alle, der har benyttet sig af den – mange har, men langtfra alle. Så situationen er jo meget, meget mere kompleks end det, der lægges op til i den her helt vanvittig firkantede diskussion.

I forhold til det med potentialet for at kunne lave en udredningsret – ikke bare med det samme, men også på sigt spare nogle midler – vil jeg gerne sige, at det jo handler om, at det er to forskellige regnestykker. For der er et regnestykke for den garanti, der er i dag, og så er der et andet regnestykke, som bliver aktiveret, når man pludselig siger, at nu får vi alle patienter udredt meget, meget hurtigere. Det er der jo en kæmpe gevinst i – en kæmpe gevinst – både for den enkelte og for vores samfund.

Hr. Kristian Jensen.

Det er simpelt hen noget vrøvl, altså at hvis du som person har lyst til at prøve noget andet, kan du bare gøre det. Det er noget vrøvl, at det at holde fast i en 1-måneds-behandlingsgaranti skulle ændre noget som helst på det. Hvis det var ordførerens argument, så lad os endelig beholde den nuværende behandlingsgaranti.

Til det sidste om økonomien – det, der er det vigtigste – vil jeg bare sige, at mit spørgsmål er ganske klart: Hvordan kan ordføreren beregne, hvilken besparelse der vil komme ved at give længere ventetid, hvis ikke man ved, hvor mange flere der skal vente længere? Hvordan kan man lave regnestykket, hvis ikke man ved, hvor mange der bliver ramt af længere ventetid?

Ordføreren.

Mit argument er, at det ikke er korrekt, når der bliver sagt, at ingen er vild med at vente længere, for der findes mange veje til det her. Og i forhold til regnestykket må vi jo bare konstatere, at det er en del af en forhandling med Danske Regioner – som ejer sygehusene, og som har ansvaret for driften – og de mener, at det her kan lade sig gøre, altså at det vil hjælpe både på fagligheden og kvaliteten, at det vil hjælpe patienterne, og at det oven i købet vil vise sig at være en god forretning for vores samfund; det er et kinderæg.

Hr. Joachim B. Olsen for en kort bemærkning.

Kan ordføreren ikke forklare, hvad der forhindrer de patienter, som ikke har lyst til eller ikke ønsker at blive opereret inden for en måned, som ordføreren sagde mange ikke har noget specielt behov for, i ikke at blive det i dag?

Ordføreren.

Intet.

Hr. Joachim B. Olsen.

Hvad er pointen så i at forringe den garanti for alle? For der er også nogle, der ønsker at blive behandlet inden for 1 måned.

Ordføreren.

Pointen er, at der i dag tegnes et billede af, at verden, hvis ikke man havde behandlingsgarantien på 1 måned, går af lave. Det er ikke tilfældet – det er ikke tilfældet. Det er da rigtigt, at der da vil kunne findes mennesker, vi vil holde øje med hvor mange, der vil sikkert også være nogle, der ytrer sig om det, som godt kunne tænke sig at blive opereret inden for 30 dage. Nogle kunne sikkert godt tænke sig at blive opereret inden for 20 dage, og der er sikkert nogle, der ville synes, det var rart, det var i morgen, men sådan fungerer vores sundhedsvæsen jo heller ikke, og gudskelov for det. Det er jo på den måde ikke et tagselvbord.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til den radikale ordfører. Så er det fru Stine Brix som Enhedslistens ordfører.

Tak for det. I dag er det desværre sådan, at patienter med komplicerede symptomer, som potentielt kan dække over livstruende sygdomme, f.eks. kræftsygdomme, som ikke er blevet udredt, ikke bliver behandlet tilstrækkelig hurtigt. Og vi ved, at Danmark har en overdødelighed, når det gælder kræft, når vi sammenligner os med andre lande omkring os. Det er desværre også sådan, som flere andre har været inde på før jeg, at især de ældre patienter, som indlægges med lungebetændelse eller dehydrering eller andre tilstande, og som kræver en medicinsk behandling, må ligge på gangene på sygehusene, og at kvaliteten af den pleje, de får, ikke er specielt god, fordi der ikke er tilstrækkeligt med ressourcer. Det er desværre også sådan, at børn, som har en psykisk sygdom, venter al for lang tid på at få den rette behandling, og at voksne med psykisk sygdom bliver udskrevet, før de bliver færdigbehandlet.

For alle disse tre grupper af patienter har den nuværende behandlingsgaranti ikke været en fordel. Den nuværende behandlingsgaranti har reelt kun været en behandlingsgaranti for de patienter, som fejler noget, som privathospitalerne kan behandle – først og fremmest den planlagte kirurgi. Hverken den akutte kræftpatient, som endnu ikke er udredt, den medicinske patient eller patienten med psykisk lidelse har kunnet få glæde af behandlingsgarantien på samme måde som de patienter, som har brug for planlagt kirurgi. Tværtimod har det vist sig at være en ulempe, fordi ressourcerne er rykket over i de dele af sundhedsvæsenet, hvor den almindelige, planlagte og relativt ukomplicerede kirurgi foregår. Så der er med andre ord sket en skævvridning af vores sundhedsvæsen og et skred i prioriteringen af de midler, vi bruger på sundhed. Det er baggrunden for, at regeringspartierne og vi fra Enhedslisten flere gange har rejst forslaget om en differentieret behandlingsgaranti.

For mig er det helt åbenlyst, at vi kan prioritere bedre, end vi gør i dag, at vi kan sikre, at de patienter, som har allermest brug for sundhedsvæsenet, nogle af de grupper, jeg bl.a. lige har omtalt, kan komme til hurtigere, end de gør i dag, og at vi kan sikre, at udredningen, altså det forløb, som ligger, før behandling kan gå i gang, kan blive prioriteret højere, og det er jo den anden del af det lovforslag, vi behandler i dag.

Jeg har noteret mig, at der er bred opbakning til at prioritere på den her måde blandt de faglige organisationer, som har fingrene nede i sundhedsvæsenet til daglig, det er læger, sygeplejersker, SOSU-assistenter, fysioterapeuter osv. Jeg synes også, det er interessant, som også flere har fremført, at der faktisk også blandt et flertal i befolkningen er forståelse for og opbakning til, at vi prioriterer de mest syge først. Det er et vigtigt element i den differentierede behandlingsgaranti, at vi prioriterer, og jeg kan forstå, at man fra ministerens side lægger op til, at prioriteringen foregår på et fagligt grundlag blandt læger og ikke på baggrund af en given diagnose. En bestemt sygdom, en bestemt diagnose kan jo være meget alvorlig hos en patient, men helt anderledes hos en anden, så at lægge op til den form for prioritering synes vi er klogt at gøre.

Til sidst vil jeg gerne tage fat i psykiatrien, som vi jo ikke har talt så meget om i dag. Det fremgår af en lang række af høringssvarene, at det er ærgerligt, at psykiatrien ikke er omfattet af udredningsretten, og jeg vil gerne knytte et par kommentarer til det. For det første synes jeg, det er ærgerligt, at vi ikke har nogen høringssvar fra nogen af de parter, som har med psykiatrien at gøre til daglig, SIND, Bedre Psykiatri og LAP. For det andet deler jeg bekymringen, som fremgår af nogle af høringssvarene, om, at vi kan risikere den samme skævvridning fra de psykisk syges område til de fysisk syges, og der synes jeg, det er positivt, at man vil holde øje med det.

Endelig synes jeg, det er vigtigt at understrege, at der, hvis man for fremtiden ønsker at inddrage psykiatrien på samme måde, også er nogle forhold, hvor vi ikke kan sammenligne det fuldstændig. Det er ikke altid sådan, at et diagnosestempel giver mening eller behøver at være en forudsætning for at få hjælp til en psykisk sygdom. Nogle gange kan det tværtimod vise sig, at en meget firkantet sygdomsforståelse inden for psykiatrien kan vise sig at være et problem, og derfor skal vi være omhyggelige med, at det, hvis vi udbreder det her område til psykiatrien, ikke nødvendigvis er kriteriet bare at få en diagnose, som er det vigtige, så er det selvfølgelig at få fokus på, hvad problemet er, få udredt det og få set på, hvordan man kan iværksætte en behandling i bredeste forstand, altså ikke kun den medicinske behandling.

Så med de ord vil jeg meddele, at vi fra Enhedslistens side kan støtte lovforslaget og er meget interesseret i at følge nøjere, hvordan det kommer til at virke i praksis.

Der er to, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det hr. Joachim B. Olsen.

Ordføreren fik det næsten til at lyde, som om der gennem de sidste 10 år er sket sådan en nedprioritering af patienter med de sværeste sygdomme. Kan ordføreren uddybe det ved at svare på: Bliver der brugt flere penge, eller bliver der brugt færre penge på at behandle patienter med de sværeste sygdomme såsom kræft osv., end der gjorde for 10 år siden?

Ordføreren.

Den gruppe, jeg talte om, er de patienter, hvor vi endnu ikke kender deres diagnose, og blandt dem er der en stor del, som har kræftdiagnoser, men vi ved det bare ikke endnu. Og det er jo, fordi kræftsygdomme kan have nogle ret diffuse symptomer, f.eks. feber eller nattesved, og så er det måske ikke det, man først tænker på, altså: Her er kræft. Og så skal man ind i pakkeforløbet, og så kører det derudad.

Derfor er det vigtigt at holde sig for øje, at når vi snakker om, hvordan vi sikrer den bedst mulige behandling i vores sundhedsvæsen, er det ikke nok kun at kigge på forløbet, fra diagnosen er givet, og til behandlingen går i gang. Det er også i høj grad vigtigt at kigge på forløbet før. Og i den sammenhæng er der nogle patienter, som har haft meget alvorlig sygdom, uden at vi har vidst det, og som ikke er blevet prioriteret tilstrækkeligt, simpelt hen fordi ressourcerne i høj grad er blevet rettet mod dem, hvor det er relativt let at stille en diagnose.

Hr. Joachim B. Olsen.

Der er jo ikke nogen herinde, der er uenig i, at vi skal have et sundhedsvæsen, der hurtigt og effektivt kan diagnosticere patienter. Det er vi helt enige om. Men ordføreren får det til at lyde, som om det her er blevet nedprioriteret. Hvordan er det blevet nedprioriteret? Man siger, at der er blevet taget ressourcer fra det område til nogle andre områder. Bliver der brugt flere penge, eller bliver der brugt færre penge på det her område i dag, end der gjorde for 10 år siden? Det er ret nemt at svare på.

Ordføreren.

Det, jeg siger om en skævvridning, kan man spørge stort set alle lægefaglige selskaber om, og så vil de kunne forklare det samme. Det er meget konkret. Et område, jeg lige har talt om, er de patienter med diffuse symptomer, og de andre er dem, hvor vi godt kender symptomerne, men hvor der bare ikke er noget alternativ i det private, og det er alle de patienter, der har en medicinsk lidelse, og det er især de ældre patienter.

Hvis man går ud på mange af vores afdelinger, der har medicinske patienter – især i vintertiden, og det jo snart, så det kan vi jo godt kigge på – er det faktisk ikke usædvanligt at se, at der ligger patienter på gangene. Det synes jeg ikke er i orden, det synes jeg ikke er en tilstrækkelig god behandling, og det er jo et udtryk for, at det område er blevet prioriteret for lidt. Når vi så spørger de folk, der arbejder i sundhedsvæsenet til daglig, siger de, at det er, fordi de kan mærke, at det er nogle andre områder, der bliver prioriteret i praksis. Og det synes jeg er et meget alvorligt problem.

Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Et af de svar, jeg jo nok også ville have givet, er, at bare på det psykiatriske område har man givet flere penge, men der er også kommet langt, langt flere patienter, flere end den tilsvarende stigning i økonomien. Det er også psykiatrien, der får mig til at tage ordet, for vi er jo i regeringen og i Socialdemokratiet meget, meget enige med Enhedslisten i, at psykiatrien skal ligestilles med det at have en fysisk sygdom. Hovedbrud skal ligestilles med benbrud, sådan lidt populært sagt.

I økonomiaftalen, som blev indgået med regionerne her i foråret, blev der afsat 200 mio. kr. til at øge netop kapaciteten i psykiatrien, og det står jo faktisk i lovforslaget, at udredningsgarantien også skal omfatte psykiatriske patienter. Problemet er sådan set bare, at der lige nu ikke er nok kapacitet, at vi har arvet en psykiatri, hvor der ikke har været nok fokus på udredning og behandling fra den tidligere regerings side, og at vi derfor arbejder derhenimod, men ikke kan sætte en dato på endnu. Vi er i fuld gang med at afdække problemerne. Er Enhedslisten ikke enig i det, også at det står i lovforslaget, at psykiatrien altså skal med i udredningsgarantien?

Ordføreren.

Jo, og det kan være min fejl, hvis jeg ikke fik sagt det klart nok. Det har jeg bemærket at der står, og det synes jeg selvfølgelig er positivt. Det var også derfor, jeg gerne ville knytte nogle kommentarer til, hvordan man så udfolder det på det psykiatriske område. For for mig at se er det altafgørende ikke nødvendigvis at få en præcis, klar diagnose for alle psykiatriske patienter. Det kan det være nogle gange, men det altafgørende er at få hjælp. Og så tror jeg, det er meget vigtigt, at vi gør os klart, at for nogle kan diagnosen give problemer, og jeg mener ikke, det skal være en betingelse, at man har en præcis diagnose, f.eks. skizofreni, før man kan få hjælp inden for det psykiatriske område.

Så med den lille tilføjelse vil jeg sige, at jeg synes, vi skal kigge på, hvordan det så er, vi forstår det her inden for psykiatrien, samtidig med at det, vi forstår ved behandling inden for psykiatrien, også meget gerne skulle være meget bredere end bare den medicinske behandling. Men det tror jeg også at vi er enige om.

Så er der en kort bemærkning fra fru Sophie Løhde.

Det var egentlig den foregående spørgers kommentarer, der fik mig til at trykke mig ind her, og jeg vil bare lige spørge, om ordføreren for Enhedslisten måske også er opmærksom på, at der var nogle regeringspartier, der lovede 2 mia. kr. ekstra til psykiatrien, og dermed bede ordføreren om at bekræfte, at de penge har vi ikke set skyggen af.

Så hører vi meget om de her 200 mio. kr., der er givet til psykiatrien som led i en økonomiaftale. Det beløb dækker jo sådan set bare over, at der i år er en historisk lille satspulje, hvor der stort set ingen penge er til psykiatrien, fordi puljen er så lille, og dermed er der samlet set ikke flere penge til rådighed til psykiatrien end dem, der har været de foregående år. Hvordan kan man kalde det for en opprioritering?

Ordføreren.

Hvis jeg ser på, hvad der samlet set er givet til psykiatrien i den sidste tid, så kan jeg se, at fra satspuljen sidste år ligger der 800 mio. kr. over en årrække og så nu 200 mio. kr. i forbindelse med regionsaftalen. Det er med hurtig hovedregning 1 mia. kr., og det er jo ikke det samme som 2 mia. kr.

Fru Sophie Løhde.

Nu skal man selvfølgelig ikke forlange, at Enhedslistens ordfører skal kunne SF's og Socialdemokraternes valgprogram og »Fair Løsning« og »Fair Forandring« udenad, men det var nu 2 mia. kr. årligt, og det blev understreget, at det ikke var satspuljepenge. Så jeg tror, at et regnestykke af den karakter, som ordføreren lige lavede der, måske var sådan lige friskt nok.

Men nu prøver jeg bare at spørge igen: Hvis man kigger på satspuljeaftalen, ikke hvad der er tilført sidste år over en årrække, men hvad der er til de enkelte år til psykiatrien, er det så ikke korrekt, at der i år samlet set ikke er flere penge til psykiatrien end dem, der sådan set har været så mange andre år, fordi den stigning, der er til psykiatrien i økonomiaftalen i år, modsvares af, at der er så meget mindre til psykiatrien i satspuljen i år qua det, at satspuljen følger lønudviklingen og dermed er lille i år?

Ordføreren.

Jeg kan sige til fru Sophie Løhde, at vi fra Enhedslistens side meget, meget gerne ser, at psykiatriområdet bliver prioriteret meget mere, end det er blevet både det sidste år og sådan set også de sidste mange år før det.

Så vil jeg også sige – og det er jeg måske ikke enig med fru Sophie Løhde om, det er jeg ikke helt klar over – at jeg mener, det vil være en stor fordel, hvis midlerne til psykiatrien bliver løftet ud af satspuljen og over på finansloven, ikke alene af den grund, at det vil skabe mere sikkerhed for psykiatrien, men naturligvis også fordi jeg ikke mener, det er retfærdigt, at dem, som har overførselsindkomster, skal betale for psykiatrien.

Fru Liselott Blixt for en kort bemærkning.

Tak. Ordføreren nævnte tidligere, at der var flere, der fortalte, at man havde prioriteret et område inden for sygehusvæsenet mere end et andet. Når jeg taler med de samme mennesker, dvs. læger, der arbejder ude på sygehusene, fortæller de, at netop fordi man har lavet kræftpakker og hjertepakker, er det dér, man har prioriteret pengene, og så er der ikke ligeså mange penge til lungemedicinsk afdeling. Så er det, jeg spørger: Er det kræftområdet, som Enhedslisten vil gå hen og tage penge fra, eller hvordan skal man prioritere anderledes, hvis det er, man ikke vil have et område frem for et andet?

Så vil jeg også gerne have svar på noget af det, vi har været inde på i debatten, nemlig, hvem der kommer først til. Hvis vi har to personer, der begge har et dårligt knæ, som gør, at de ikke kan køre lastbil, og den ene har arbejde, og den anden ikke har, er det så rimeligt, at den ene bliver stillet bedre end den anden?

Ordføreren.

De to spørgsmål, som fru Liselott Blixt stiller, handler i virkeligheden om det samme, som jeg hører dem, nemlig, hvordan prioriterer vi? Det er jo det, der ligger i den differentierede behandlingsgaranti, nemlig at nogle patienter, dem, det lægefaglige personale vurderer har mest behov, kan komme til før nogle af de patienter, der har mindre behov. Hvad er det så for nogle kriterier, man skal vurdere ud fra? Der har vi jo fået tre kriterier, som i hvert fald er hovedretningsgivende. Det handler om, hvorvidt man har meget stærke smerter, som har betydning for, hvordan man klarer sin hverdag. Det handler om, hvorvidt der er udsigt til, hvis man venter længere, at ens muligheder for helbredelse så bliver forringet. Så det mener jeg egentlig stiller folk lige. Så det spørgsmål, fru Liselott Blixt har i forhold til hvem, der skal først til, hvis de har ondt i knæet, handler jo om nogle af de her kriterier. Hvem har stærkest smerter? For hvem betyder det noget, hvor lang tid de venter osv.?

Fru Liselott Blixt.

Af det svar kan jeg udlede, at Enhedslisten mener, at det er i orden, at en, der er uden arbejde, venter 1 måned længere end en anden, der har arbejde, for det er det, forslaget lægger op til.

Så taler man hele tiden om, hvor mange der kommer igennem. Vi har jo tal på, at 570.000 patienter har benyttet sig af det frie sygehusvalg. Mener Enhedslisten, at det har været forkerte patienter, og at nogle af de her patienter måske slet ikke skulle opereres, eller om man tror, at de – hovsa – ville være blevet raske, hvis de ikke var blevet opereret? Det er jo det, man prøver at imødegå ved at sige, at hvis vi nu får nogle til at vente i 2 måneder i stedet for, kan det jo være, at de bliver raske. Så spørger jeg en, der selv har læst medicin: Er det sådan, læger vurderer deres patienter? Tidligere skulle det også ske på en lægefaglig vurdering, men nu skal de lige pludselig se, om patienterne kan nå at blive raske i løbet af de 2 måneder. Er det sådan, man ser på det?

Ordføreren.

Til det første spørgsmål om, hvorvidt man skal gøre forskel på folk, der har arbejde eller ikke arbejde, så læser jeg ikke lovforslaget sådan. Der står, at det f.eks. kan være af hensyn til, om man kan bevare sit arbejde, eller om man kan klare sine daglige gøremål. Det kriterium kan jo sagtens være for en, som ikke har arbejde, der kan gøre, at den person kommer til til fordel for en, der har arbejde. Så det er jo en helhedsvurdering af, hvilke betydninger det vil have for patienten, at de venter 4 uger længere end ellers. Så den bekymring deler jeg ikke. Og så glemte jeg det andet spørgsmål. Det kan vi tage dernede bagefter.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det hr. Joachim B. Olsen som ordfører for Liberal Alliance.

Tusind tak. Det udvidede frie sygehusvalg har været en kæmpesucces, ligesom behandlingsgarantien har været en kæmpestor succes. 570.000 danskere har benyttet sig af det. Ventetiden er faldet drastisk gennem de sidste 10 år – fra 90 dage til 54 dage i gennemsnit – men nu har vi altså en regering, som forringer behandlingsgarantien. Flere hundrede tusinde danske patienter vil opleve, at de ikke vil kunne blive behandlet lige så hurtigt, som de kan i dag. Og det er så det, regeringen kalder et flagskib i dens sundhedspolitik.

Det lyder godt, at man vil prioritere de patienter, der har de sværeste sygdomme, først, men helt ærligt: Hvis man var seriøs i forhold til det, hvorfor forbedrede man så ikke behandlingsgarantien for dem og sagde, at de kunne blive behandlet inden for 2 uger eller 3 uger – eller inden for 1 uge? Det ville være en reel forbedring. For i det, vi ser i dag, er der jo ikke nogen reel forbedring. Nogle kan så blive behandlet inden for en måned, som de altid – eller i hvert fald gennem de seneste år – har kunnet det, og nogle skal så vente længere. Det er jo ikke en forbedring.

Det er positivt med en udredningsgaranti, og det lyder også godt, men den er jo hul. Den er hul forstået på den måde, at hvis regionerne ikke har kapacitet til at leve op til udredningsgarantien, har patienterne ingen muligheder for at gå andre steder hen. Og det synes vi i Liberal Alliance er ærgerligt, fordi der er mange private aktører, som gerne vil påtage sig den rolle at være med til at udrede patienterne til gavn for patienterne.

I det hele taget finder vi, at det her lovforslag er et eksempel på, at man ikke ser de muligheder, der er i Danmark og i det danske sundhedsvæsen. Der er muligheder for at udvikle det, for at gøre de private aktører involveret i højere grad, end de er i dag. Vi ved nemlig, at de er parat til at spille en rolle, og vi ved, de gør det effektivt, og at de kan gøre det, sådan at ressourcerne vil blive brugt bedre til glæde for flere patienter.

Så alt i alt kan vi ikke støtte det her lovforslag, men vi vil bede ministeren om at dele lovforslaget i to, fordi vi godt kan se noget potentiale i den del, som handler om udredningsgarantien. Så kunne vi få en konstruktiv dialog om det at lade patienterne benytte sig af nogle private aktører, som man har gjort gennem de sidste år til stor glæde for patienterne og til stor glæde for skatteborgerne, idet det er dokumenteret, at de udfører en lang række behandlinger hurtigere og billigere, end man gør i det offentlige.

Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Jeg vil egentlig godt stille et spørgsmål til ordføreren. Hvis jeg nu faldt i morgen og kom slemt til skade med mit knæ og derfor henvendte mig til min læge, tror ordføreren så, at lægen ville henvise mig direkte til en operation dag et, eller tror ordføreren, at jeg først skulle igennem en eller anden form for undersøgelse, måske endda noget, der krævede, at man lavede en scanning eller noget andet, før man kom til den konklusion, at jeg skulle have en operation? Hvis svaret er, at man må forvente en vis form for undersøgelse, inden man bliver henvist til en operation, så giver det jo ikke mening at dele et lovforslag op, der handler om hurtig udredning og behandling. Vi er jo mennesker. Vi har jo brug for, at vi, når vi kommer til skade eller bliver syge, bliver undersøgt forsvarligt og ordentligt, inden der tages stilling til, om operation eller medicin eller træning for den sags skyld er den rigtige vej. Er ordføreren ikke enig med mig i det?

Ordføreren.

Naturligvis. Men derfor er der jo ikke noget til hinder for, at man kunne dele lovforslaget i to og så se på den del af lovforslaget, som handler om udredningsgarantien, for at kunne forbedre den og være med til at sørge for, at man måske fik nogle andre aktører med, sådan at der var en sikkerhed for patienten. For er det sådan, at regionerne ikke kan løse den her opgave, fordi de ikke har kapacitet – det er jo set tidligere, at de ikke har været hurtige til at løse opgaver – skal patienten, og det er jo patienten, vi skal tænke på her, have en mulighed for at gå et andet sted hen. Og hvis det er sådan, at regionerne kan leve op til den her garanti, så er der jo ikke noget problem i, at man siger, at så lader vi også nogle private aktører få lov til at komme ind. For hvis regionerne kan, vil de så løse opgaven. Kan de ikke, vil det så være en hjælp til de patienter, idet de så vil kunne komme over i et andet system og få en hurtig udredning der.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Nu ved jeg ikke, om ordføreren har læst lovforslaget. Men der står jo i lovforslaget, at hvis regionen ikke kan løse opgaven med at sikre udredning inden for 1 måned på hospitalet, så er man forpligtet til at sikre sig, at patienten enten kan komme til en anden regions sygehus og blive udredt der, eller man skal indgå en aftale med f.eks. et privathospital eller en klinik om at udrede borgeren. Derfor undrer jeg mig lidt over det der koncept med en hul garanti, for da den tidligere regering indførte akutte kræftpakker, akutte kræftudredningsting, hørte jeg ikke nogen tale om, at det skulle være en hul garanti. Der er ikke nogen her, der i dag taler om, at fordi de patienter, som lægen mistænker for at have kræft, nu bliver henvist til et hurtigere udredningsforløb og behandling i det danske sygehusvæsen, så er det en hul garanti, fordi den kræftudredning og kræftbehandling ikke foregår på et privat sygehus. Er der helt ærligt ikke lidt et problem med den retorik?

Ordføreren.

Det mener jeg ikke der er, for der er jo ikke nogen pligt for regionerne til at gøre det. Det kunne man jo bare have indført. Patienterne har ikke nogen garanti. Og man kunne jo indføre i lovforslaget, at der var en garanti for, at patienterne kunne blive behandlet på et privathospital, altså at der var den her udredning. Det er der jo ikke nogen garanti for. Derfor kan vi jo ikke vide, om det kommer til at ske. Man kunne bare have indført, at patienten fik den garanti.

Fru Camilla Hersom for en kort bemærkning.

Jeg er faktisk overrasket over, at Liberal Alliance ikke støtter eller i hvert fald ikke er åbne over for at støtte det her forslag, for som jeg hører Liberal Alliances politik til daglig, handler den jo utrolig meget om, at man kan effektivisere også den offentlige sektor og få mere for pengene.

Det her forslag har som sit primære formål at sikre bedre sundhed, kvalitet og retfærdighed, men der er faktisk også en gevinst ved det, som handler om, at vi får meget mere for de samme midler, og at det oven i købet er sådan, at man med den aftale, regeringen har lavet med regionerne, ligesom giver hinanden håndslag på, at det her kan frigive yderligere midler.

Altså, det er jo en illusion at tro, at det er folk selv, der betaler, hvis der er nogle private aktører, som foretager sig noget på det her område. Det er jo det offentlige, der betaler, altså skatteyderne, der betaler, hver gang der bliver lavet en operation under ventelistegarantien på et privathospital.

Så vil ordføreren ikke uddybe, hvorfor man ikke støtter et forslag, hvor det faktisk er lykkedes at få ikke bare det samme, men meget mere for det samme og oven i købet også med en potentiel økonomisk gevinst i sundhedsvæsenet? Hvorfor er man ikke villig til i det mindste at kigge på det?

Ordføreren.

Fordi det ikke kommer til at ske, du får ikke mere for pengene. I dag er det sådan, at når man sender en patient til et privathospital, bliver operationen leveret til færre penge, end hvis den samme operation var blevet lavet i det offentlige. Det har jeg papir på fra samtlige regioner, der siger, at de sparer mange penge ved at sende sundhedsydelser i udbud. Så derfor er der ikke nogen besparelse i det her forslag. Det er ikke en mere effektiv måde at bruge pengene på; det er at holde nogle af operationerne i det offentlige, hvor de er dyrere. Så jeg forstår sådan set ikke helt fru Camilla Hersoms argumentation.

Fru Camilla Hersom.

Jeg synes da, at man skal lave udbud af alt, hvad man overhovedet kan, og presse på for at få en god handel i forhold til nogle af de letgennemførbare operationer. Jeg har ikke hørt nogen sige noget andet, jeg har ikke set, at der står andet i lovforslaget. Tværtimod står der jo, at man stadig væk skal indgå aftaler osv.

Pointen her er jo, at man kan få meget mere med, for hvis folk kan blive udredt tidligere og behandlet hurtigere, kan de også vende tilbage til deres liv. De kan måske vende tilbage til arbejdsmarkedet, de kan andre ting.

Det offentlige sygehusvæsen, det system, vi har i Danmark, er jo ikke et system, hvor man kan afvise folk ved porten, afhængigt af om de er en god forretning eller ej. Selvfølgelig kan man finde isolerede operationer, hvor de på et privathospital, som har specialiseret sig i det, kan gøre det billigere end i det offentlige system, og det skal det offentlige system da udnytte til at lave nogle aftaler. Men hvad med alle de andre? Det er jo dem, vi også får en masse mere for pengene for i det her forslag.

Så ud fra en helt kridtkold økonomisk analyse burde det her forslag appellere til Liberal Alliance. At vi andre så er meget optaget af, at vi får utrolige goder derudover, er en anden sag.

Ordføreren.

Der er måske to ting i det, for jeg enig i, at man bør lægge de her ydelser i udbud. Men det kunne man jo også have gjort i forhold til udredningsgarantien. Hvorfor ikke have det inde i forslaget og sige: Vi stiller en udredningsgaranti, vi lægger det i udbud og ser, hvem der kan løse den her opgave? Det er derfor, vi gerne vil have forslaget delt, så vi kunne se på det her. Det kan jeg ikke forstå hvorfor De Radikale skulle have noget imod.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Fru Benedikte Kiær som konservativ ordfører.

Regeringen indfører en ny udrednings- og behandlingsgaranti, der sikrer alle patienter en hurtig afklaring af deres sygdomssituation. Det er et citat fra SF's hjemmeside i april 2012. Der står desuden også, at den her mulighed faktisk er en reel rettighed, fordi sundhedsministeren også har lovet, at patienterne med regeringens udredningsgaranti får ret til at gå andre steder hen, hvis regionen ikke kan leve op til garantien. Således står der også på SF's hjemmeside, at man har ret til at gå til hospitaler i andre regioner eller til privathospitaler på det offentliges regning, hvis ikke ens eget hospital kan leve op til garantien på 1 måned. Desuden har sundhedsministeren også her i salen sagt, at den her patientrettighed faktisk er en udredningsgaranti, der kommer alle patienter til gode. Det skete den 2. maj 2012.

Nu står vi så med lovforslaget, og hvad er der så sket siden foråret? Ja, alle patienter er blevet reduceret til kun at dreje sig om patienter, der bliver henvist til udredning på hospitalerne. Det betyder, at lovforslaget og udredningsgarantien på ingen måde gælder borgere, der er under udredning hos alment praktiserende læge eller hos praktiserende speciallæge. Og udredningsgarantien er blevet tryllet om til en ret til hurtig udredning, hvor regionerne får en pligt til at foretage en udredning på hospitalerne inden for 30 dage.

Det er helt andre toner, og dem, der så troede på regeringen her i foråret, må føle sig slemt skuffet. Fra at være en udredningsgaranti for alle, har vi nu kun en ret til udredning på 30 dage for dem, som er henvist til hospitalerne. Men hvad så, hvis hospitalerne ikke kan klare det inden for en måned, hvilke muligheder har patienten så? De kan få en plan. De har ikke ret til at tage hen på et andet hospital, offentligt som privat, det står direkte i bemærkningerne til lovforslaget. Der står, at private sygehuse m.v. således ikke opnår nogen ret til aftale om at varetage udredningsforløb eller dele heraf. Vi har således at gøre med en tandløs patientrettighed. Hvis den skulle have været noget værd, skulle den være fulgt af noget konsekvens. Lige nu er det blot for regionerne en pligt at udrede inden for 30 dage, og der er ingen konsekvenser. Dermed bliver ret til hurtig udredning blot til en hensigtserklæring, og her ved vi af erfaring, at det ikke rigtig flytter noget.

Det er også ved at gå op for regeringspartierne, for i metroXpress har vi jo oplevet, at sundhedsordføreren for Socialdemokraterne truer med, at vi skal give mulighed for at komme til privathospitalerne, hvis 30-dages-reglen her overskrides, hvilket sundhedsministeren også udtaler noget om på Altinget.

Den anden del af lovforslaget handler om en ændring af behandlingsgarantien på 1 måned. Det er en rettighed, der har været til gavn for rigtig mange mennesker, men fremover skal behandlingsgarantien differentieres. I bemærkningerne til det her lovforslag fremgår det, at årsagen til det er, at der skal være et større fokus på de mest syge. Det fremgår også af bemærkningerne, at patienter med akut behandlingsbehov fortsat vil blive behandlet akut, ligesom kræft- og hjertepakker bevares. Det er godt.

Men vi mangler en beskrivelse af, hvem det egentlig er, regeringen så tænker på, og hvordan forslaget kunne give et bedre fokus på de mest syge. Vi mangler at få noget at vide om forventningerne til den fremtidige fordeling mellem behandling inden for 30 dage og 60 dage, og hvad forventningen egentlig er, i forhold til hvad det er for nogle patienter, vi taler om, hvilke sygdomme og hvor meget længere ventetiden egentlig bliver for borgerne. Alt dette står hen i det uvisse. Og det kommer til at afhænge af en masse vurderinger. Summen er, at en lige ret for alle bliver til en rettighed, der også kommer til at afhænge af, hvem der er bedst til at argumentere og presse på for at blive behandlet inden for 30 dage.

Sundhedsministeren påstår, at regionerne med den her mulighed får bedre mulighed for at planlægge med den her differentierede ventetidsgaranti, og det skulle så egentlig gå ind og spare ressourcer og skulle dermed skabe et større fokus på de mest syge. Det er påstanden. Behandlingerne skal jo udføres alligevel, og her er der egentlig blot tale om en tidsforskydning for et uvist antal patienter. Sikring af bedre planlægning kan ske ad anden vej end at undergrave en patientrettighed, der i dag gælder lige for alle.

En anden påstand er, at hele lovforslaget er udgiftsneutralt, men hvordan regeringen kommer frem til det, er en hemmelighed. I bemærkningerne fremgår det, at det koster lidt mere med retten til hurtig udredning og lidt mindre med differentieret behandlingsgaranti. Hokuspokus, lovforslaget er udgiftsneutralt. Det regnestykke vil jeg gerne have uddybet.

Konklusion: Det er en god idé med fokus på udredning. Det var også et af de områder, vi havde fokus på under VK-regeringen, men det er en for tandløs rettighed, regeringen kommer med her, ligesom vi er stærkt uenige i ændringen af behandlingsgarantien. Summen er, at Det Konservative Folkeparti, sådan som forslaget ligger nu, ikke kan støtte det.

Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Jeg har bare et spørgsmål. Da De Konservative i sin tid var med til at indføre ventetidsgaranti og ventetidskrav for akut kræftbehandling, syntes man da, at det var en hul garanti, fordi den ikke var fulgt op med, at patienterne kunne gå på privathospital, hvis ikke de blev udredt og behandlet?

Ordføreren.

Jamen vi synes jo sådan set ikke, at de hjertepakker, der er lavet, og de kræftpakker, der er lavet, er nogen som helst form for en hul mulighed for borgerne for at kunne blive behandlet for deres kræft. Og man kan heller ikke sige, at det er noget, man kan sidestille med den behandlingsgaranti, der er. For hjertepakkerne og kræftpakkerne sikrer et hurtigt og komprimeret forløb, hvor man allerede er hurtigt i gang med udredning og hurtigt kommer i gang med behandlinger, så snart udredningerne ligger klar. Så man kan slet ikke siddestille de to ting på nogen som helst måde.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Men når det er sådan, at man er i et akut kræftforløb eller hjerteforløb, så er ens eneste mulighed, hvis ikke regionerne og sygehuspersonalet lever op til det, at klage. Og så skulle man jo tro, at når nu vi indfører en udredningsgaranti, hvor muligheden for borgerne er, at de kan klage, hvis ikke man lever op til det, vil det jo kunne ligestille de to. Og man kan så sige, at det er søreme en hul garanti, vi har på kræftområdet. Det må jo være konklusionen, når Konservative siger, at vi har hul garanti, fordi man kun kan klage.

Kan ordføreren ikke godt bekræfte, at den her udredning skal ske inden for 30 dage, fra man er henvist til sygehuset, og, hvis ikke det kan lade sig gøre, så skal regionen henvise til en anden regions sygehus, eller de skal indgå aftaler med private om, at patienter kan blive udredt der. Med andre ord: Regionerne og det danske sygehuspersonale ude rundtomkring er lige så forpligtet til at leve op til udredningsgarantien, som man er forpligtet til at sikre hurtige kræftbehandlinger og hurtige kræftundersøgelser i det her land. Og er det ikke en ret stor mistanke og et sortsyn mod det danske sundhedsvæsen, når man nu står og siger, at det her tror vi ikke på, medmindre privathospitalerne står lige rundt om hjørnet?

Ordføreren.

Der er rigtig mange spørgsmål fra ordføreren her. Først må jeg sige til ordføreren: Ordføreren kan ikke sige, at kræftpakker og hjertepakker er lig med garanti, for det er de ikke. Og i øvrigt har man, hvis man er under et udredningsforløb, også mulighed for at bruge den her garanti for at kunne få udredning inden for 1 måned, altså også selv om man er i et kræftforløb, hvis det er det, man har behov for, nemlig en screening eller en scanning eller noget i den stil. Men man kan ikke sige, at hjertepakker og kræftpakker skulle være lig med en garanti på nogen som helst måde, for det er nogle helt andre forløb, der foregår der.

Derudover vil jeg blot anholde, at jeg jo ikke er den eneste, der siger, den her pligt er en tandløs pligt. Der er jo også andre, der siger, at det er problematisk, hvis ikke det bliver fulgt op med en ret for borgeren til at gå hen til et andet hospital. Og jeg sagde, at det både kunne være et offentligt hospital og et privathospital, så jeg siger ikke noget om, at der skulle stå et privathospital lige om hjørnet. Jeg taler om, at man har mulighed for at gå hen et andet sted. Det, der står i lovforslaget, er, at man kan få en plan. Og det er rimelig bredt defineret. Så derfor mener jeg, at det er noget af en tandløs rettighed, hvilket ordføreren jo også selv har været ude at sige, altså at man må true med, at man indfører en ret til at gå på privathospital, hvis det viser sig, at der er et problem, hvilket vil sige, at ordføreren også erkender, at der kan komme et problem.

Fru Camilla Hersom for en kort bemærkning.

Tak. Jeg har jo lagt mærke til, at Venstre i deres forslag til finanslov har en fastholdelse af den nuværende behandlingsgaranti, men jeg har ikke set noget sted, at Det Konservative Folkeparti skulle have forpligtet sig på samme måde. Derfor vil jeg spørge, om det ikke gør indtryk, når f.eks. alle høringssvarene faktisk er positive. Så er der nogle, hvori der nævnes nogle ting, man gerne vil have undersøgt, og at man skal holde øje med udviklingen og sådan noget, men helt overvejende er høringssvarene positive.

Vi ved også, at Lægeforeningen i en undersøgelse, de lavede sidste år, kom med det resultat, at det var tid til at udfase behandlingsgarantien og lade den afløse af en fagligt begrundet garanti, hvor alle patienter uanset diagnose skal være udredt inden for maksimalt 1 måned, og herefter skal de behandles efter alvoren af deres sygdom inden for 3 måneder – 3 måneder. Det er altså Lægeforeningen, der faktisk anbefaler, at man kan have en differentieret ventelistegaranti inden for 3 måneder, og deres konklusion er, at de oven i købet vurderer, at det samlet set ville kunne forkorte ventelisterne. Gør det ikke indtryk på Det Konservative Folkeparti? Jeg hører en masse om udredning nu, at det er en god ting, men er garantien noget værd, og kan man klage? Men hvad med det her med den differentierede ventelistegaranti, gør det ikke indtryk, at dem, som ved noget om det, siger sådan?

Ordføreren.

Hvis der skulle være hold i ordførerens logik, skulle der jo sådan set ikke have været nogen ventelister, før VK-regeringen indførte behandlingsgarantien, for ligesom førhen så også under VK-regeringen foregår der jo med den her behandlingsgaranti en faglig vurdering af, hvorvidt man skal til en behandling med operation eller have en konservativ behandling eller en hvilken som helst anden behandling, der nu kan være tale om. Vi gav blot borgerne en rettighed, fordi vi syntes, vi gerne ville bekæmpe ventelisterne. Hvis vi går tilbage til 1990'erne, må vi bare huske, at der var lange ventelister, og det var en af de ting, som vi tog fat på fra VK-regeringens side, som vi virkelig tog et livtag med, hvad vi ved at rigtig mange danskere var glade for. Derfor har vi det sådan: Hvorfor ødelægge den her rettighed, som rigtig mange danskere er glade for?

Fru Camilla Hersom.

Jeg anerkender fuldt ud, at ventelisterne blev nedbragt. Det kostede også rigtig, rigtig mange penge, og en af de helt store anklagepunkter og spørgsmål er jo, om de penge samlet set blev brugt rigtigt, eller om man kunne have gjort det på en anderledes måde. Og det, der nu bliver anmodet om fra dem, der arbejder med de her ting, er jo netop, at vi bløder op, at vi differentierer det, fordi det er en måde at få mere sundhed til flere for de samme penge på. Det går over min forstand, at Det Konservative Folkeparti ikke kan støtte.

Ordføreren.

At vi ikke kan støtte det her lovforslag, er ren logik. Det er, fordi vi ikke synes, at den her patientrettighed skal undergraves. Og så vil jeg egentlig gerne sige, at det virker, som om ordføreren egentlig påstår, at der er udført behandlinger, som ikke skulle have været udført, for ellers kunne pengene jo ikke være blevet brugt uhensigtsmæssigt eller forkert. Der vil jeg blot sige til ordføreren, at der på ingen måde er vist nogen som helst form for dokumentation for, at der er sket et indikationsskred. Man har prøvet gang på gang at sige og bevise, at der er et indikationsskred, men de undersøgelser, man har lavet, kan faktisk ikke påvise noget som helst. Faktisk er der lige så mange af dem, som bliver visiteret til en behandling i offentligt regi, som bliver visiteret til en behandling i privat regi. Det er faktisk meget lige, når man kommer med en eller anden form for diagnose. Man har prøvet gang på gang, man har lavet udtræk, man har lavet undersøgelser for netop at dokumentere, at der skulle være sket et indikationsskred i forhold til behandlingerne på privathospitalerne, man har bare ikke kunnet påvise det.

Der er ikke flere korte bemærkninger, tak til den konservative ordfører. Så er det ministeren for sundhed og forebyggelse.

Mange tak for det. Tak for alle bemærkningerne og de rigtig mange gode indlæg her i dagens debat. Jeg synes, det vidner om et engagement og en optagethed af vores sundhedsvæsen, at så mange forskellige folketingsmedlemmer, også medlemmer, vi normalt ikke har fornøjelsen af på sundhedsområdet, her har brugt en fredag eftermiddag på at diskutere det. Det er jeg selvfølgelig meget glad for som sundhedsminister.

Patienternes rettigheder er, helt naturligt vil jeg sige, jo et emne, der ligger os alle sammen rigtig meget på sinde her, og også et emne, som optager rigtig mange aktører i sundhedsvæsenet: jo patienterne selv, men ikke bare patienterne selv, også sundhedspersonalet, driftsherrerne, altså regionerne og de politikere, der sidder og har ansvaret for driften lokalt.

Jeg vil sige, at jeg er meget stolt af det lovforslag, der er fremsat her. Kernen i forslaget er introduktionen af en helt ny patientrettighed til danske patienter, en helt ny rettighed i det danske sundhedsvæsen. Hidtil har udredningen været en del af patientforløbet, som der slet ikke har været den samme fokus på som behandlingsdelen, og det på trods af at alle mennesker, tror jeg, kan sætte sig ind i – særlig folk, der har været igennem lange og besværlige forløb – hvor vigtigt det er at få en afklaring, finde ud af, hvad man fejler, så man kan komme i gang med en behandling, så man kan komme i gang med at blive rask, og så man kan vende tilbage til livet, som vi kender det.

Vi ved, det betyder noget, hvor hurtigt man kan blive udredt og dermed komme i gang med behandlingen, både for livskvaliteten; for sandsynligheden for, at man vender tilbage til arbejdsmarkedet igen og ikke ender som langtidssyg; og for, om sygdommen når at udvikle sig og forværres, så det forringer muligheden for at blive rask igen. Det er altså en ganske markant ny rettighed, vi med det her lovforslag giver danskerne.

For vi har jo set, at selv om sundhedspersonalet hver eneste dag knokler for at gøre en kæmpe indsats, og gør en kæmpe indsats, i vores sundhedsvæsen for at levere sundhedsydelser af høj kvalitet til danske borgere i det her land, ja, så har vi bare også set eksempler, for mange eksempler, på patienter, som ender med at sidde fast i meget lange og meget usammenhængende udredningsforløb. Og som sagt: Uden en diagnose har man ikke meget at bruge sin behandlingsret til, hvis man tilhører en af de patientgrupper, hvor der i det hele taget ikke er et privat alternativ.

Derfor mener jeg også, at det her forslag kommer til at gøre en stor forskel, når det kommer til ulighed i sundhed. Jeg mener, at det kan være med til at reducere uligheden. Først og fremmest kan vi sige, at det reducerer uligheden mellem de patienter, som har en klar diagnose og dermed kan få et behandlingstilbud, og dem, som ikke har noget behandlingstilbud, fordi man ikke ved, hvad de fejler.

Hele pointen med udredningsretten er, at man ikke længere selv skal være case manager i sit eget udredningsforløb, for nu at bruge et lidt populært udtryk, altså at der er nogen, der har ansvar for at samle trådene for en. Det tror jeg vil betyde en markant forskel, og det tror jeg også vil betyde noget i forhold til at reducere uligheden i sundhed. Vi samler nu ansvaret for udredning et sted, og det er jo vigtigt, ligesom det er vigtigt, at vi siger, at der skal ske en udredning inden for 30 dage, hvilket vil være en markant forbedring for de patienter, som har de sværeste og mest komplicerede forløb at udrede, fordi vi ved, at der er en social slagside.

Så vil jeg også bare sige, at det jo ikke er sådan, det her lovforslag er blevet til i et tomrum. Differentierede ventetider er noget, der længe har været efterspurgt af fagfolk, af sundhedspersonale, af de fagforbund, der repræsenterer dem, og af regionerne, og udredningsretten kan vi jo også konstatere nyder bred opbakning på hele sundhedsområdet blandt alskens aktører – og heldigvis, kan jeg også høre her i dag, relativt bred opbakning i Folketingssalen.

Jeg ser meget frem til at besvare de spørgsmål, der var, der er, og der vil komme omkring det her lovforslag. Det er vigtigt at få det belyst rigtig grundigt. Som sagt er det jo også forhandlet med Danske Regioner i forbindelse med økonomiaftalen i foråret. Jeg ser meget frem til udvalgsbehandlingen her i Folketinget og håber selvfølgelig, at mange af Folketingets partier vil være med til at tage ansvar for, at vi nu sikrer en markant forbedring for danske patienter og giver danskerne en helt ny patientrettighed.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Sophie Løhde.

Tak for ministerens kommentarer. Jeg enig i, at vi har haft en god debat i dag, og nu står det jo klart, at lovforslaget betyder, at de mest syge i bedste fald vil have de samme vilkår i dag, for så vidt angår behandling, mens alle andre vil få forlænget deres ventetid på behandling, før de får retten til at vælge ventetiden fra.

Derfor vil jeg spørge ministeren – vi har jo prøvet at få opklaret det via nogle af ordførerne tidligere i dag: Hvor stor en procentdel af de patienter, der i dag har ret til udvidet frit sygehusvalg, anslår regeringen ikke fremover vil have den rettighed som en konsekvens af de foreslåede nye bestemmelser?

Ministeren.

Først må jeg bare sige, at jeg ligesom flere ordførere – og jeg tror også, det gælder folk, som sidder derhjemme og følger debatten – undrer mig lidt over den her insisteren på at holde fast i, at der er tale om status quo, når der er tale om en markant forbedring.

Det er en markant forbedring, at vi nu garanterer, at der bliver lavet en udredning eller en plan inden for 1 måned. For det betyder noget for, hvordan vores sundhedsvæsen bliver indrettet.

Hvis man skal leve op til det her, bliver man nødt til at indrette et sundhedsvæsen rundt om den enkelte borger, når den enkelte borger skal udredes og diagnosticeres. Det er en markant forbedring, der betyder, at alvorlige sygdomme vil blive opdaget langt tidligere, og at en behandling vil kunne igangsættes langt tidligere.

Derfor er det her samlet set en markant forbedring, og jeg undrer mig over, at Venstre insisterer på at pille enkeltdele ud og lægge dem op på en vægtskål. Det, vi fremsætter her, er jo lige præcis et samlet lovforslag, som sikrer bedre samlede patientforløb for danskerne, og sådan skal det være.

Med hensyn til det sidste spørgsmål, vil jeg sige, at jeg ikke ved, om det nu er syvende, ottende eller niende gang, det bliver stillet her i Folketingssalen. At det ikke er blevet besvaret, skyldes ikke modvilje fra regeringspartiernes ordføreres side, for de beregninger ligger der ikke.

Jeg ved ikke, om jeg må spørge tilbage, men jeg kan jo måske spørge, om ikke ordføreren fra det tidligere regeringsparti, som er en del af den nuværende opposition, kender til den måde at arbejde på. Man forhandler med regionerne, der jo er driftsherrerne, som skal få det her til at fungere og føre det ud i livet, for at se, om det er en realistisk aftale, vi har lavet, altså at udredningsretten økonomisk hviler i det, som der kommer med differentieringen af behandlingsgarantien.

Forhandlede man ikke også i den tidligere regering ting igennem med regionerne på den måde, f.eks. da man skulle indføre behandlingsgarantien?

Fru Sophie Løhde.

Det er jo et gennemgående træk, at hver gang vi spørger til behandlingsgarantien, får vi et svar om udredningsretten.

Det er jo selvfølgelig, fordi det ikke er rart at stå her og blive konfronteret med, at man som sundhedsminister i dag fratager patienterne en helt central patientrettighed. Mig bekendt er der ingen her i Folketingssalen – nu har jeg jo lyttet til debatten – der synes, det er en dårlig idé, at man giver patienterne ret til udredning.

Vi kan så diskutere, hvad der skal være indholdet i den, og der er ministeren jo selv løbet fra alle de løfter, som ministeren kom med i april måned, om, at patienterne skulle have adgang til at kunne gå på privathospital, hvis patienterne ikke var sikret hurtig udredning via regionerne.

Det løfte, som blev udsendt via Ritzau – jeg tror, det var den 27. april – fremgår ikke af det her lovforslag. Men o.k., vi er vant til løftebrud, så det var sådan noget, man bare sagde, og så skulle det ikke udmøntes i lovgivning, selv om man havde lovet det.

Når jeg spørger til, hvor mange patienter der bliver ramt af det her, så svarer ministeren – og jeg har skrevet det ned: De beregninger ligger der ikke.

Jeg vil gerne bede ministeren om at bekræfte, at der ikke på nogen måde i regeringen er lavet beregninger, som anslår, hvor mange patienter der fremover som konsekvens af de foreslåede bestemmelser ikke længere vil have ret til udvidet frit sygehusvalg.

Ministeren.

For det første: Når ordføreren for Venstre, og det er jo sket mange gange i debatten her i dag, starter med underforstået at sige, at udredningsretten ikke betyder noget, fordi det her bare bliver status quo for de mest syge, så må ordføreren undskylde, at jeg – måske ikke så meget for ordførerens skyld, for jeg tror egentlig, at ordføreren godt ved, hvordan det hænger sammen, men så for dem, der følger debatten her derhjemme – føler et stort behov for at gøre klart, hvordan det her samlet set er en markant forbedring for alle danskere, der skulle være så uheldige at gå hen og blive syge og få brug for hjælp i vores sygehusvæsen. Udredningsretten betyder en markant forbedring, og samlet set er det her lovforslag en markant forbedring.

Jeg vil da også godt lige knytte en kommentar til det, jeg sagde i april. Og igen må jeg sige, at det vel er noget, som ordføreren kender fra sin tid som folketingsmedlem for et regeringsbærende parti, altså at man lægger et forslag frem, og så forhandler man det – i det her tilfælde med Danske Regioner.

Det er jo det, der er sket siden udtalelsen i april og frem til det lovforslag, vi står med nu, altså en forhandling med Danske Regioner om en økonomiaftale. Det er der ikke noget odiøst i. Det er der heller ikke noget hokuspokus i. Det tror jeg også godt ordføreren kender fra sin tid som ordfører for et regeringsparti, da den nuværende opposition var i regering.

Når vi ikke har nogen konkrete tal, så handler det om, at vi går over til et system, der baserer sig på en lægefaglig vurdering. Det har vi ikke nogen erfaringer med, men som ordføreren også ville vide, hvis hun havde læst lovforslaget – og det ved jeg jo, at ordføreren har, for hun er en grundig ordfører – så bliver der opsat en meget klar monitoreringsmodel, der gør, at vi fremover meget nøje kan følge det her.

Fru Benedikte Kiær for en kort bemærkning.

I min ordførertale fremhævede jeg en række citater fra ministeren, som er kommet i foråret om den her udredningsret. Vi har jo talt meget om udredningsretten her i dag, og vi er jo fuldstændig enige i, at det er godt med hurtig udredning. Jeg vil blot lige høre ministeren om, hvad der skete hen over sommerferien. For i foråret sagde ministeren, at den her udredningsret skulle gælde for alle, og ministeren sagde også, at den her udredningsret skal være en reel rettighed. Det vil sige, at man ville have mulighed for at kunne gå til et privathospital eller et andet hospital, såfremt det viser sig, at det offentlige ikke kan opfylde den her udredningsret på 1 måned, 30 dage. Hvad er der sket hen over sommerferien?

Ministeren.

Jamen som jeg også lige svarede fru Sophie Løhde – det ved jeg ikke om ordføreren hørte – så er der jo sket det, siden jeg lancerede regeringens visioner i april, at vi har forhandlet det her udspil med regionerne. Og der lyttede vi selvfølgelig til de input, regionerne havde. Det lovforslag, vi behandler i dag, er jo så resultatet af den samlede proces. Det tror jeg sådan set ikke der er noget specielt atypisk eller uhørt i på den måde. Jeg er glad for, at vi nu behandler et lovforslag, hvor de mennesker, de driftsherrer, der skal føre det her ud i livet og få det til at blive til virkelighed, er med på vognen. Det betyder jo, at vi kan komme i gang og også forvente af dem, at de kommer i gang, straks det her lovforslag er vedtaget, så det hurtigt kan blive virkelighed for danske patienter.

Fru Benedikte Kiær.

Nu har jeg så også prøvet at sidde på den anden side af bordet i Danske Regioner, når vi har siddet i de her forhandlinger med regeringen. Så jeg ved udmærket godt, hvad der sker, når man sidder der og forhandler. Derfor må jeg så også fremhæve det her igen, for hvem er det egentlig, det drejer sig om? Vi kan se, at de her forhandlinger, man har haft med regionerne, har reduceret »alle« til kun dem, der bliver henvist til et hospital i offentligt regi til udredning. Og retten er blevet reduceret til, at regionerne har en pligt, og at man kan få en plan, såfremt man ikke har fået en udredning inden for 30 dage. Det synes jeg er rigtig ærgerligt, særligt for alle dem, der havde regnet med, at man kunne stole på ministerens ord her i foråret.

Jeg vil blot stille et spørgsmål til ministeren. Når man har de her forhandlinger med regionerne ligesom med kommunerne, så har man jo også forhandlinger om økonomi. Og regionerne vil jo ligesom kommunerne ikke sige ja til nogen som helst aftale, før man har en forventning om, hvad økonomien vil blive. Derfor vil jeg høre ministeren: Hvor mange mennesker er det egentlig, vi taler om? For man kan jo ikke bare skrive, at det ene kommer til at koste lidt mere, og at det andet kommer til at koste lidt mindre, og at det derfor er udgiftsneutralt. Der må simpelt hen ligge nogle beregninger bag, ellers er det jo bare gætværk og gisninger, der står i bemærkningerne.

Ministeren.

Nej, det er hverken gætværk eller gisninger. Det er solide vurderinger foretaget af de driftsherrer, der skal få det her til at hænge sammen. Det er vel vores bedste garanti for, at det har en realistisk gang på jord, nemlig at de mennesker, der ellers står med de økonomiske problemer, har sagt god for det her. Så jeg synes faktisk, at det er noget, der burde betrygge alle her i Folketingssalen i forhold til det. Og nu hørte jeg en lille kritik fra De Konservatives ordfører om, at der så er nogle, der kun ville få en udredningsplan. Jeg går ud fra, at Det Konservative Folkeparti ikke kan trylle og kan trylle den gruppe af patienter væk, som har så diffuse symptomer, at vi ikke inden for den sundhedsfaglige viden, vi har i dag, kan udrede dem inden for 30 dage. De patienter vil jo også findes fremadrettet, medmindre man kan trylle fra Det Konservative Folkepartis side. Men den markante forskel er nu, at ansvaret for deres videre udredning er samlet et sted. Ansvaret er samlet et sted. De skal ikke selv holde styr på det her, og de kan få en plan for det videre forløb. Det er også en markant forbedring, selv for de mennesker, der har så diffuse symptomer, at de ikke kan udredes inden for 30 dage.

Den sidste korte bemærkning, jeg har noteret, er fra fru Sophie Hæstorp Andersen.

Det er bare, fordi jeg føler mig lidt forpligtet til at sige, at når nu Venstres ordfører siger, at vi får det samme svar i dag på, hvad der ligger af beregninger og vurderinger af, hvor meget tingene koster, og hvad man kan spare og alt muligt andet, så kunne jeg da godt tænke mig at høre ministeren, hvor mange linjer ministeren tror at det fyldte, da man i 2006 behandlede lovforslaget om at gå fra 2 måneders generel behandlingsgaranti til 1 måneds behandlingsgaranti, og tror ministeren, der var rigtig mange henvisninger til økonomiaftalerne i 2007 og 2008, og at ordet vurdering blev brugt rigtig mange gange?

Ministeren.

Nogle vil måske kalde det et ledende spørgsmål, men jeg kunne forestille mig, at svaret er, at man også fra den nuværende opposition, den daværende regering, faktisk benyttede sig af at lave nogle vurderinger med Danske Regioner, som jo er driftsherrer og dem, der står med ansvaret her, og det synes jeg jo ikke der er noget fordækt ved. Det synes jeg da er det, der giver os nogle solide vurderinger, som også vil kunne holde vand ude i virkeligheden og som gør, at vi ikke skal have alle mulige slagsmål efterfølgende.

Så jeg synes jo faktisk også, at man fra den nuværende opposition og daværende regering greb det klogt an dengang, og derfor kan jeg også bare opfordre til, at man føler sig betrygget fra den nuværende opposition i forhold til det.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så vi siger tak til ministeren, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.