Først vil jeg sige tak for den brede opbakning til det her forslag.
Når vi laver så markante ændringer i støtte og tilsagn til vores almene boliger, synes jeg, at det er vigtigt, at der er bred opbakning til det.
Hr.
Martin Geertsen rejste på vegne af fru Louise Schack Elholm og V og K et spørgsmål om, om der muligvis kunne være overophedning i det her.
Jeg har lige kigget på tallene, og jeg kan se, at der med hensyn til igangværende alment byggeri var 11.311 boliger i 2011, og vi regner med, at der i 2012 vil være 10.030 boliger.
Og jeg vil godt sige, at det skal ses i forhold til, at vi har en byggebranche, som virkelig er nødlidende i øjeblikket.
Jeg tror ikke, der er den store risiko for overophedning her.
Fru Karina Adsbøl rejste spørgsmålet om handicappede og adgang, og jeg vil sige, at nye boliger bliver bygget efter de sidste nye forskrifter.
I forhold til handicapadgang vil jeg sige, at det jo også er tænkt ind i det, men jeg modtager gerne et skriftligt spørgsmål, så følger vi op på den del af sagen.
Hr.
Lars Dohn gav opbakning til nedsættelse af grundtilskuddet og grundkapitalen og bad om at få en opdeling.
Det ligger ikke i tegningen til det, men jeg kan sige, at der kommer en evaluering af friplejeboligerne senere på året.
I forhold til den del af det synes jeg, vi skal tage den dér.
Så har jeg bare en enkelt bemærkning til hr.
Leif Mikkelsen.
Jeg tror – og det er helt fair – at han ikke bryder sig om almene boliger, men man skal bare huske på, at der bor over 1 mio.
mennesker i den sektor.
Rigtig mange af dem, ikke alle, men rigtig mange, ville ikke have råd til en fornuftig bolig på ordentlige vilkår, hvis ikke der var den almene sektor.
Der findes 7.500 almene boligafdelinger i det her land, og jeg vil godt sige, at mange af dem er utrolig velfungerende.
Man skal huske på, at det er ganske få, der er på den såkaldte ghettoliste.
De fungerer hver eneste dag og skaber hjem og bolig for os mennesker, som ikke har råd til at købe os en ejerbolig.
Og der vil jeg gerne sige, at havde vi ikke den almene sektor i Danmark, er jeg helt overbevist om, at så måtte vi opfinde den.
Den dækker over 20 pct.
af vores boliger i Danmark, og jeg vil godt sige, at folk virkelig valfarter til Danmark for at se, hvordan vi har opbygget en almen sektor med selvbestemmelse og demokrati, og hvor man faktisk ejer den afdeling, man bor i.
Så jeg synes, at det var en underlig argumentation, men det er jo Liberal Alliances frie holdninger, der her gives udtryk for.
Men det er bestemt ikke noget, jeg er enig i.
Så vil jeg sige, at forslaget er en del af kommuneaftalen, og jeg tager den brede tilslutning, der er – minus Liberal Alliance – som et udtryk for, at der også er bred enighed om den overordnede strategi bag forslaget, nemlig det at understøtte den kommunale boligpolitik.
Og det gør vi ved at gøre det billigere for kommunerne at sætte gang i nybyggeriet og dermed også gang i beskæftigelse og vækst.
Jeg ved, at bl.a.
Aalborg Kommune har sat rigtig, rigtig meget byggeri i gang, efter at det her er kommet, og jeg har op til finanslovaftalen været opsøgt af flere borgmestre, som gerne så det kommunale grundtilskud sat ned.
I stedet for den her stop and go-politik, vi har haft, og som flere ordførere redegjorde for, med 7 pct.
og 14 pct., og det, at man hamstrer undervejs, således at man er sikker på at få nok tilsagn, er det nu lagt fast, at det i 4 år er 10 pct., og det er jeg rigtig glad for at Folketinget bakker op om.
Det vil sige, at man på en eller anden måde har delt i porten her, sådan at man sikrer, at det nu bliver billigere at opføre ikke alene ældreboliger og ungdomsboliger, men også almindelige almene boliger.
Det giver planlægningssikkerhed og en mere stabil byggerytme.
Jeg ser frem til et hurtigt udvalgsarbejde, så der kan skabes fuldstændig sikkerhed om vilkårene for de almene boliger.
Tak for opbakningen.