Det lovforslag af erhvervs- og vækstministeren, som vi nu skal behandle, er lidt af en blandet landhandel .
Jeg vil prøve at tage det lidt i rækkefølge.
For det første indføres der med forslaget en konkursordning, som sikrer danske bredbåndskunder en bredbåndsforbindelse, hvis deres teleudbyder går konkurs.
Det er en følge af Skylines konkurs, hvor der var en række brugere, der lige pludselig stod uden en bredbåndsforbindelse, men hvor man ved en snak i Erhvervs- og Vækstministeriet fik fundet en løsning.
Med mit kendskab til telemarkedet i Danmark, både håber og tror jeg, at det er en lov, der forhåbentlig aldrig kommer i anvendelse.
Men for alle tilfældes skyld står vi i Venstre selvfølgelig ikke i vejen for at sikre, at hvis den utænkelige situation opstår, at et selskab går konkurs og der ikke er et konkurrerende selskab, der ønsker at købe konkursboet, så må vi efter de lange forhandlinger, der har været, sige, at der egentlig er fundet en fornuftig løsning.
Hvor regeringen som udgangspunkt lagde op til, at alle bredbåndsudbydere i Danmark på forhånd skulle betale et beløb til statskassen, så indeholder forslaget nu alene, at branchen skal være med til at finansiere en løsning, hvis situationen opstår; men den skal altså ikke på forhånd lægge penge i Erhvervs- og Vækstministeriets kasse.
I Venstre mener vi, at det er vigtigt, at vi ikke pålægger erhvervslivet nye byrder, og vi hilser det velkommen med tilfredshed, at det lykkedes os at sikre, at der ikke skulle indbetales på forhånd, men kun hvis det ulykkelige sker, nemlig at der er et selskab, der går konkurs; ja, så skal der indbetales.
Lovforslaget giver også klare regler for, hvordan og hvorledes kommuner og regioner skal kunne udleje arealer og bygninger til opsætning af sendeudstyr og master, og at det nu kan ske til priser, der afspejler den reelle lejeværdi i området.
Vi har desværre set alt for mange eksempler på, at kommuner har klaget over dårlig mobildækning på den ene side, men samtidig opkrævet meget høje lejepriser for master og sendeudstyr på den anden side.
Det er selvfølgelig en uholdbar situation, for det giver i mine øjne ingen mening, hvis kommuner og regioner får julelys i øjnene, når en mobiloperatør melder sig på banen, og kommunen så opkræver høje lejepriser.
I stedet burde der være en fælles interesse i, at vilkårene er så attraktive, at vi sikrer en fortsat udbygning af både mobil- og bredbåndsnet i Danmark.
Jeg håber, at alle kommuner og regioner fremover vil være attraktive medspillere og ikke en modspiller i kampen for at sikre bedre både mobil- og bredbåndsdækning til danskerne.
Med forslaget understøttes den mulighed, og det håber jeg virkelig at kommuner og regioner tager til sig.
Hvis der bliver for høje priser, betyder det, at master lægges ned, mobildækningen forringes, og der kommer ikke den opgradering, ej heller af bredbånd, så det duer ikke.
For det er borgerne, der taber på denne øvelse.
Så får borgerne dårligere mobildækning og dårligere adgang til bredbånd, og sådan bør det naturligvis ikke være i det 21.
århundrede, hvor vi alle burde kæmpe for den samme sag, nemlig at udbygningen af den teknologiske infrastruktur skal kunne foregå til det bedste for os alle, så vi alle kan bruge teknologiens muligheder.
Lovforslaget udmønter derudover vækstaftalens forslag om at give to gange 30 mio.
kr.
til bredbåndsudrulning på Bornholm.
Jeg må jo sige, at fra Venstres side er vi jo altid bekymret, hvis der er steder, hvor der er risiko for, at statslige penge, borgernes penge risikerer at skubbe private investeringer af bordet.
Omvendt så medvirker vi meget gerne til, at der findes en løsning, så vi også på Bornholm sikrer en ordentlig dækning af bredbånd.
Derfor er vi i Venstre tilfredse med, at den afsatte pulje skal fordeles gennem et udbud, som sikrer, at de statslige penge giver mest mulig bredbånd for pengene.
I Venstre vil vi ikke påstå, at vi er bedre til at forudse den teknologiske udvikling end det frie marked, og derfor er det også for Venstre afgørende, at udbuddet afvikles på en teknologineutral måde, så det er antallet af bornholmere, der får bedre adgang til bredbånd, og hastigheden, der tilbydes, der er afgørende, og ikke hvilken teknologi eller hvilket selskab, der er tale om.
Der har været meget debat om regeringens model for bedre bredbåndsmuligheder på Bornholm.
I Venstre forventer vi naturligvis, at når der nu er afsat 60 mio.
kr.
til at fremme bredbånd, vil regeringen sikre, at den valgte model reelt kan bruges og fremmer bredbåndsudbygningen.
Lovforslaget giver mulighed for, at Østkraft, der er et kommunalt ejet elselskab, kan byde på opgaven, men dog på en sådan måde, at hverken kommunalfuldmagt eller hensynet til elkunder sættes over styr.
Fra Venstres side mener vi, at det foreliggende lovforslag trods elementer af overregulering indeholder en lang række tiltag, som forhåbentlig vil sikre bedre vilkår for udbygning af mobil- og bredbåndsinfrastruktur i Danmark.
Der er en lang række elementer, som vi kan nikke genkendende til som forslag, vi selv har fremsat tidligere, og derfor støtter vi forslaget.