L 227 - 2012-13 - Bilag 13: Henvendelse af 5/6-13 fra Gunver Lillevang, Roskilde

Det er med meget stor bekymring for fremtidens sundhedsvæsen og ikke mindst primærsektoren, at jegsom borger, patient og praktiserende læge har fulgt og deltaget i debatten om den ændring afsundhedsloven, som Folketinget i øjeblikket arbejder på. Lovforslaget i sin nuværende form giver noglerammer for arbejdet som praktiserende læge, der er uforenelige med, at landets praktiserende læger kanse sig selv arbejde under den lov. Der er en overhængende fare for, at mange vil lukke og gå på pensioneller søge andre jobmuligheder i ind- eller udland, og at stort set alle andre af de nuværende praktiserendelæger vil aflevere deres ydernummer, hvis loven ikke ændres sådan, at lægerne også fremadrettet kan fåøje på muligheden for reelt at kunne arbejde som praktiserende læger under den. Det vil give så kæmpestor en lægemangel, at det vil vare årtier at rette op på. Og der vindes intet hverken kvalitetsmæssigt ellerøkonomisk, - tvært imod.Hvis stort set alle læger afleverer deres ydernummer, vil det uvægerligt kaste sundhedsvæsenet ud i etoverskueligt kaos, der kun kan medføre færre lægehænder fremover, flere patienter i klemme, størreulighed i sundhed, overbelastning af det sekundære sundhedsvæsen og mangel på lægehjælp tilkommunernes sundhedsopgaver. På den baggrund går jeg ud fra, at et af Sundhedsudvalgets fremmesteambitioner i disse uger må være at lytte til, forstå og imødegå de bekymringer, der gør at nærmest allelandets læger siger fra, således at dette kaos kan undgås. En lægekonflikt er ikke i nogens interesse og damindst af alt i borgernes interesse, – hvilket må være jeres politisk set vigtigste hensyn.Heldigvis er det sådan, at alle parter – politikere og læger – har samme syn på hensigterne medlovforslaget. Alle er enige om, at der skal sikres en læge til alle borgere i landet, at lægerne skal levere godkvalitet og at sundhedsvæsenet skal hænge godt og fornuftigt sammen. Det er kun midlerne, som deaktuelt er udmøntet i lovforslagets bogstav, som der er uenighed om. Og derfor burde det være muligt atændre tilpas meget i loven, at alle kan enes om fremadrettet at videreudvikle almen praksis og detsammenhængende sundhedsvæsen. Men forudsætningen er, at Sundhedsudvalget og Ministeren forstår,hvad det er, der bekymrer lægerne så meget. Det er mit håb, at denne henvendelse kan bidrage til denforståelse.

Lovforslaget tager udgangspunkt i, at det store flertal af Folketingets partier ønsker at bevare almen praksisi en form, hvor lægerne ejer og driver egne klinikker. På den baggrund er det særdeles bekymrende, atlovforslaget ikke giver de praktiserende læger fuld ret til at aftale forhold vedrørende samtlige de opgaver,der potentielt skal løses i almen praksis og som de praktiserende læger kan forpligtes til at varetage.Ingen opgaver bør kunne pålægges de praktiserende læger uden at disse har en mulighed for at sige til ogfra i forhold til indholdet af opgaverne, mængden af opgaverne eller honoreringen herfor. Lovforslaget ertrods ændringer stadig ikke ”vandtæt” i forhold til dette. Lægerne har af hensyn til deres mulighed for

lægefaglig og driftsmæssig forsvarlig drift af lægepraksis brug for en sikkerhed for, at de ikke udenforhandlinger kan pålægges nye opgaver, en større mængde opgaver eller en udvidelse af omfanget afeksisterende opgaver. Således må der hverken via sundhedsaftaler eller andet kunne ændres i lægernesforpligtelser, uden at lægerne indgår i ligeværdig forhandling herom.Loven lægger op til, at man i praksisplanudvalget kan etablere et godt samarbejde mellem praktiserendelæger, regioner og kommuner, der tilsammen og med indbyrdes afhængighed har ansvaret for at løsesundhedsopgaverne i et lokalområde. God ide! Men sammensætningen, der giver de praktiserende læger 3af 11 pladser, er ikke hensigtsmæssig, når det handler om indgåelse af aftaler, der forpligter depraktiserende læger til at løse konkrete opgaver. Paritet er afgørende i de spørgsmål. Det er er dettvingende nødvendigt, at alle aftaler, der forpligter lægerne til at løse opgaver af forskellig art, indgås vedligeværdige forhandlinger mellem de praktiserende læger som ”sælgere” og de offentlige myndigheder,regioner og kommuner, som ”købere”. Køber-sælger aftaler må for selvstændigt erhvervsdrivende (ogsålæger) nødvendigvis fuldt ud kunne indgås mellem to ligeværdige parter, og som en naturlig del af aftalenskal der naturligvis heller ikke kunne ændres i indgåede aftaler uden at begge parter er enige herom.Grundforudsætningen for, at almen praksis kan drives som private virksomheder ejet af praktiserendelæger, nemlig at lægerne har adgang til at indgå ligeværdige aftaler om alle relevante forhold vedrørendeforpligtelser, opgaver og honorering, kan med fordel sikres ved forhandlinger frem for ved lovgivning. Somlovforslaget ser ud nu kan blandt andet sundhedsaftalerne diktere arbejdsopgaver og forpligtelser, somlægerne ikke har indflydelse på.

Lovforslaget lægger op til at videreføre en økonomi som i den seneste overenskomst, dog med et 0-loft.Dette loft vil gøre det helt umuligt for lægerne at varetage den meget lange række af opgaver, somregioner, kommuner, patientforeninger m.fl. drømmer om, at almen praksis i tiltagende omfang skalvaretage. Dertil kommer et øget antal danskere dag for der, der alle har brug for lægehjælp. Der findes ikkeflere læger, og lægerne i almen praksis arbejder allerede nu med direkte patientkontakt i 80% afarbejdstiden. Denne procentsats kan umuligt øges, der skal jo også skrives en lang række attester og andreadministrative opgaver. Og den direkte patientkontakt KAN ikke effektiviseres. Det er ganske umuligt at nåat lytte til, undersøge, udrede, behandle, informere, berolige Fru Jensen på kortere tid, end vi bruger i dag,hvor alting i forvejen går meget stærkt. Muligheden for at øge opgaveporteføljen i almen praksis ligger i, atder gives økonomisk råderum til at ansætte mere personale, der på lægens ansvar kan varetage en del afopgaverne. Men det forudsætter, at 0-loftet over økonomien fjernes. Det vil også samlet set være denbedste mulighed for økonomien i sundhedsvæsenet, for de opgaver, som 0-loftet dikterer, at vi ikke kanløse i almen praksis, kan kun flyttes til dyrere aktører. F.eks. kan vi i almen praksis tage en blodprøve forunder 200 kr., mens samme blodprøve på sygehuset takseres til over 1000 kr.Så den klare anbefaling for at bruge ressourcer og økonomi bedst muligt – opgaveløsning på billigste,bedste og nærmeste sted for borgeren – er, at 0-loftet over økonomien i den videreførte overenskomst skalvæk.

Lovforslaget lægger op til, at kvalitetsdata skal sendes fra lægepraksis til regioner. Det er særdelesbekymrende, at loven er formuleret, så der ikke er sikkerhed for, at kvalitetsdata kun kan og skal bruges tilkvalitetsudvikling og uddannelse. Datafangst er et rigtig godt redskab til kvalitetsudvikling og uddannelse,og det bruges nu i større stil i langt hovedparten af landets praksis, mens det er ved at blive indført i desidste resterende praksis. Der er videnskabeligt belæg for at kvalitetsdata, der potentielt eller faktuelt kanbruges til kontrol og sanktioner, helt mister sin værdi som redskab til kvalitetsudvikling og uddannelse. Oghvis det sker, har det ikke længere nogen værdi. I så fald vil det fantastiske redskab Datafangst haveforspildt sin værdi. Det vil være begrædeligt. Jeg håber derfor, at Sundhedsudvalget og Sundhedsministerenvil sikre, at kvalitetsudviklingsredskabet Datafangst også fremover kan fungere som etkvalitetsudviklingsredskab. Den effektive måde at sikre god kvalitet i patientbehandlingen vil være, atlægerne på klinikniveau bruger data til at fokusere behandlingsindsatsen.Hvis lovforslaget giver mulighed for, at en region kan monitorere og sanktionere i forhold til læger, der ikkepå passende vis f.eks. opnår tilfredsstillende værdier for blodsukker og blodtryk, vil det true lægensnødvendige udgangspunkt i, at valg om sundhed og behandling uhildet skal ligge hos patienten. Ogsåpatienter, der ikke ønsker behandling skal jo være velkomne hos den praktiserende læge, hvorimod de fintkan afsluttes fra sygehusene.Lovforslaget bør ændres, således at der ikke kan herske nogen som helst tvivl om, at kvalitetsdata kun skalog må bruges til kvalitetsudvikling og uddannelse. Ellers giver de data ingen kvalitet men kommer blot til atudgøre spild af tid. Skræmmeeksemplet på dataindsamling, der i mange tilfælde er mere eller mindrekvalificeret spild af tid kan ses på sygehusene, hvor lægerne kun bruger 25-30% af arbejdstiden sammenmed patienterne (!), fordi der er så mange krav til registreringer og dokumentation og dertil langsomme oguhensigtsmæssige IT-moduler til diverse formål.

En af hovedbegrundelserne for, at lovforslaget skulle være nødvendigt, er, at man vil sikre lægedækning ihele landet. Det er en ambition, der deles af alle parter i sundhedsvæsenet. Men der er en mangel påpraktiserende læger og speciallæger i almen medicin, der bevirker, at en lov som den her foreslåede ikkekan sikre lægedækningen bedre end man kan med de redskaber, som har været til stede allerede førlovforslagets tid. Allerede nu har det været svært at besætte stillinger i regionsdrevne klinikker.Speciallæger i almen medicin har typisk valgt det speciale på baggrund af et ønske om at væreselvstændige, og ganske få ønsker fastansættelse som ansatte. At loven giver regionerne muligheder for atafprøve nye organisationsformer er ikke problematisk for lægerne, men det løser bare ikkegrundproblemet.Det er at stikke sig selv og befolkningen blår i øjnene at tro, at loven sikrer lægedækning, blot fordi det ernoget, man ønsker. Løsningen på det problem er som det væsentligste at uddanne flere speciallæger ialmen medicin. Mens man så venter i en årrække på disse speciallæger må man lave en nationalkoordinering af placering af lægekapaciteter. Det vil kræve at de fem regioner arbejder sammen, for destore byer må afgive lægekapacitet til yderområderne, for ellers vil der vedvarende være ledige stillingerlængst fra universitetsbyerne, hvor lægerne bor før de påbegynder speciallægeuddannelsen.

Jeg håber med ovenstående at have bidraget til yderligere belysning af, hvorfor vi er så mange læger, derpå nuværende tidspunkt har deponeret vores ydernummer hos PLO. Vi kan ikke se, hvordan vi skal kunnearbejde lægefagligt og driftsmæssigt ansvarligt under den aktuelt skitserede lov. Men vi vil gerne arbejdesom praktiserende læger, og vi vil helst udgøre en gratis lægekapacitet for vores patienter, hvortil der er friog lige adgang. Men for at vi kan se os selv som praktiserende læger, kræver det ændringer i den foreslåedelov, som skitseret ovenfor, og det kræver at vi som læger bliver inviteret til at forhandle om de forhold, somvi skal være forpligtede af.