Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 3. behandling af lovforslag nr. L 227:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Astrid Krag).

(Fremsættelse 28.05.2013. 1. behandling 03.06.2013. Betænkning 21.06.2013. 2. behandling 25.06.2013. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Fru Benedikte Kiær som konservativ ordfører.

Jeg kan godt mærke, at hr. Joachim B. Olsen lige har været oppe, for talerstolen er lidt høj.

I dag tredjebehandler vi og skal dermed stemme om et forslag fra regeringen, som Venstre har været inde over, og som vi mener er med til at udvande en af de meget store, ja, faktisk en af de største succeser i det danske sundhedsvæsen. Det er nemlig almen praksis, hvor en af de helt store styrker er, at de praktiserende læger har et meget unikt kendskab til det lokalområde, de arbejder i, og til de patienter, de har. De har ofte fulgt de samme patienter og familier i generationer, og de kender i detaljer det samfund, som de er en del af. Samtidig er de praktiserende læger i dag uddannede speciallæger i almen medicin og derfor yderst kvalificerede til at håndtere alle de mange forskellige sygdomsproblemer, store som små, vi kommer med til lægen. Det er kvaliteter, som er kendt vidt og bredt i verden, og som også er blevet meget berømmet.

Det er baggrunden for, at vi er meget bekymrede for det her lovforslag, da vi mener, at det er med til at udvande disse styrker og disse kvaliteter. Hvor en ledig lægepraksis i dag skal udbydes til en anden praktiserende læge, kan en lægepraksis med dette lovforslag overtages af regionerne og sendes i udbud til en eller anden privat aktør eller drives af regionen selv i de her såkaldte regionsklinikker.

Det vil sige, at man går fuldstændig væk fra, hvordan det er i dag, nemlig sådan, at regionen først og fremmest undersøger, om der er en praktiserende læge, som gerne vil overtage den ledige lægepraksis. Og vi ved, at når en praktiserende læge har overtaget en praksis, investeret mange millioner kroner i sin praksis og flyttet hele sin familie til et område, så bliver den praktiserende læge i området i rigtig mange år, nogle gange generationer, hvilket netop er med til at sikre en af de helt store styrker ved almen praksis, som vi kender den i dag, nemlig de langvarige patient-læge-forhold.

Alle taler pænt om den almene praksis, vi har i dag, og det kan jeg også godt forstå, for den er faktisk rigtig god, og den er jo som sagt berømmet. Derfor forstår Det Konservative Folkeparti ikke, hvorfor det så ikke kunne stå i lovforslaget, at regionerne først skal undersøge, om der er praktiserende læger, der vil overtage en ledig lægepraksis, før regionen kan gå videre med de nye muligheder for organisation af almen praksis, som de har fået med det her lovforslag. Alt andet er det første skridt mod en regionalisering af almen praksis og et opgør med de små selvstændige erhvervsdrivende.

Vi har gentagne gange i debatten, både i medierne og her i Folketingssalen, hørt fra både regeringspartier og egentlig også fra Venstre, at det her lovforslag vil sikre, at der også fremover er praktiserende læger i udkantsområderne, og at man, hvis man ikke vil stemme for lovforslaget, så ikke er med på den vogn. Problemet er bare, at det argument ikke holder ret meget vand, da det faktisk allerede i dag er muligt at etablere midlertidige lægehuse i de områder, hvor det umiddelbart er svært at tiltrække en praktiserende læge til en ledig lægepraksis. Argumentet holder derfor ikke, og jeg er noget overrasket over, at bl.a. Venstre med det her lovforslag vil give regionerne mere magt, ved at de får mulighed for at kunne tage et opgør med de små erhvervsdrivende, de praktiserende læger.

For vi har jo hørt ledende regionspolitikere tale om, at lægebesøg ikke behøver at foregå i privatpraktiserende enheder, og at det egentlig også lige bør testes, om nogle af de praktiserende lægers opgaver ikke kunne varetages på sygehusene, i stedet for at det er, som det er i dag. Det er altså ikke særlig patientvenligt, når det stort set over hele landet er sådan, at der er kommet færre sygehuse. Vi er jo alle sammen enige om, at de specialiserede behandlinger skal samles på færre sygehuse, og derved har patienterne og borgerne også fået længere til de sygehuse, som er meget mere specialiserede.

En anden ting ved det her lovforslag ...

Undskyld, må jeg afbryde ordføreren et øjeblik. Jeg vil bare sige, at med det antal, der nu har meldt sig, vil jeg sørge for, at afstemning tidligst sker kl. 12.30. Det kan være, at nogle har nogle gøremål.

Værsgo.

Derudover vil det her lovforslag – det siger i hvert fald regeringspartierne – være med til at sikre en ensartet kvalitet i almen praksis landet over. Men det stemmer ikke overens med det, der egentlig står i lovforslaget, når vi taler om de nye muligheder, som regionerne får for at erstatte de selvstændige praktiserende læger med f.eks. regionsklinikker. For af lovforslaget fremgår det sådan set meget klart, at der kun skal sikres en vis ensartethed i borgernes adgang til og kvaliteten af almen medicinsk lægehjælp.

Men hvorfor kunne man ikke med det her lovforslag sikre, at der skulle stilles nøjagtig de samme krav til kvalitet til de kommende regionsklinikker, til udbudsklinikkerne, som der i dag bliver stillet til de privatpraktiserende læger og deres lægehuse? Hvorfor skal der bare nøjes med at stå, at man skal sikre, at der er én læge, der er speciallæge i almen medicin, blandt de læger, der er under de nye klinikformer?

Jeg tror lige, at vi skal lade ordføreren heroppe have ordet og ikke ordførerne i salen, lige mens salen bliver ryddet, og indtil kl. 12.30. Tak.

Værsgo.

Jeg er også ved at være færdig med min ordførertale. Det var blot nogle af de argumenter, Det Konservative Folkeparti har for, at vi stemmer nej til det her lovforslag. Vi er bekymrede for udvandingen af den familielægeinstitution, vi har i dag, i og med at regionerne ikke længere først behøver at undersøge, om der er en praktiserende læge, der vil overtage en lægeklinik, før de går over til at bruge nogle af de nye former for regionsklinikker og udbudsklinikker. Det synes vi er bekymrende.

Hvis vi ville sikre almen praksis, som vi kender den i dag, familielægeinstitutionen, burde det være sådan, at det fremgik af lovforslaget, at man før skulle undersøge, om der var en praktiserende læge, der gerne ville overtage en ledig lægepraksis, før man gik videre. Derved havde man sådan set også sikret familielægen og den almene praksis, vi kender i dag. Desværre blev det ændringsforslag fra Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti stemt ned.

Hvis man gerne vil have en ensartet kvalitet for de lægehuse og praktiserende læger og de regionsklinikker og udbudsklinikker, der kommer til at være landet over, så burde der stilles nøjagtig de samme krav til kvalitet, hvilket der heller ikke bliver med det her forslag, da der blot er et krav om en vis ensartethed.

Det var to af de væsentlige argumenter for, at Det Konservative Folkeparti stemmer klart nej til det her lovforslag. Vi vil følge det nøje, for vi er dybt bekymrede for, at det her forslag vil være med til at undergrave en af de største succeser i det danske sundhedsvæsen, nemlig de praktiserende læger og almen praksis, som vi kender den i dag.

Tak for det. Hr. Flemming Møller Mortensen, en kort bemærkning, værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. Vi hørte også i forbindelse med både første- og andenbehandlingen, hvilken ængstelse og nervøsitet Det Konservative Folkeparti har i forhold til lovforslaget. Jeg vil blot sige, at det, der gør indtryk på mig som Socialdemokraternes sundhedsordfører, er, at de store patientorganisationer, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner siger, at den her lovændring giver mulighed for at drive en almen praksis, som er bedre end den gode almene praksis, vi har i dag. Gør det ikke indtryk på De Konservatives sundhedsordfører, at det bliver understøttet af dem, som i høj grad er afhængige af, at vi har en god almen praksis? De siger det modsatte af det, den konservative ordfører fremfører, altså at det her udvander og undergraver.

Tak. Ordføreren.

Jeg er sådan set ikke overrasket over, at Danske Regioner bakker op om det her lovforslag, for der er jo en tæt koordinering mellem regeringen og Danske Regioner i den her sag. De sidder sådan set også i det samme regionale udvalg, der netop har med de her ting at gøre. Så det er sådan set ikke særlig overraskende.

Jeg kan bare ikke forstå, når vi alle sammen er enige om, at familielægeinstitutionen, som vi kender den i dag, de praktiserende læger, den almene praksis, som vi kender den i dag, er noget rigtig godt, som vi bør bevare, hvorfor man så ikke først skal spørge, om der er en praktiserende læge, der vil overtage en lægeklinik, før man går i gang med de nye former for organisering af lægeklinikker. Hvorfor kan man ikke det? Det ville da sikre familielægeinstitutionen, som vi kender den i dag.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Af lovforslaget fremgår det meget, meget tydeligt, at det heldigvis forholdsvis brede flertal, der står bag lovforslaget – netop fordi Venstre også bakker det her lovforslag op – siger, at vi rent faktisk ønsker en forhandlingsmodel fremover. Vi ønsker rent faktisk, at det er selvstændige praktiserende læger, som driver klinikkerne i Danmark, fordi vi synes, det giver ansvarsfølelse, og de har faktisk også vist, at de langt hen ad vejen gør det godt.

Så er det jo rigtigt, som ordføreren fremhæver, at noget af det, der ligger i lovforslaget, er, at vi faktisk ønsker, at der skal være mulighed for en endnu bedre dækning af alle hjørner af Danmark. Vi ønsker også en bedre og mere entydig kvalitet i det arbejde, der er derude.

Jeg synes jo, det er bemærkelsesværdigt, at fru Benedikte Kiær siger, at ja, der er ikke noget mærkeligt i, at Danske Regioner bakker det her lovforslag op. Synes fru Benedikte Kiær så, der er noget mærkeligt i, at patientorganisationerne bakker det her lovforslag og ændringerne op – altså, de danske patienter, som er afhængige af, at vi har et sundhedsvæsen, der på alle måder fungerer, som taler sammen, og hvor sektorerne også nærmest udgør en helhed?

Tak. Ordføreren.

Så kunne man nævne en masse andre høringsparter, som sådan set mener, at der er nogle problemer med det her lovforslag, bl.a. nogle af de problemer, som jeg påpeger her i min ordførertale.

Den socialdemokratiske ordfører får det til at lyde, som om vi ikke er interesseret i, at der kommer læger i hele landet. Det er vi da selvfølgelig også interesseret i. Vi er bare af den holdning, at vi mener, at man først bør spørge, om der er en praktiserende læge, der gerne vil være og etablere sig i et område, for vi ved, at de bliver der i rigtig mange år, når de har brugt mange millioner kroner på at investere i deres almene praksis og flytte hele deres familie til det område.

Jeg kan heller ikke forstå, hvad den socialdemokratiske ordfører mener med, at det sikrer en ensartet kvalitet, da der i lovforslaget kun står, at der skal være en vis ensartethed. Der står ikke, at der skal være den samme kvalitet, uanset om det er en regionsklinik, en udbudsklinik, der bliver drevet af en privat aktør, eller en lægepraksis, som vi kender den i dag. Hvorfor kunne der ikke stå, at der skal stilles nøjagtig de samme krav? Det havde da været godt for at sikre en ensartet kvalitet.

Fru Camilla Hersom fra Det Radikale Venstre, værsgo.

Tak for det. Jeg er jo på lange stræk enig med fru Benedikte Kiær i at rose de praktiserende læger som et meget, meget vigtigt element i det danske sundhedsvæsen. Det mener jeg sådan set også fremgår klart af betænkningen, nemlig at de partier, som støtter det her lovforslag, mener det. Men det er ikke det samme som at mene, at det ikke skal videreudvikles.

Nu er der rigtig mange elementer i det her lovforslag, men jeg kan forstå, at noget af det, som fru Benedikte Kiær lægger meget vægt på, er, at hvis man har en almen praksis i dag og den skal sælges eller afhændes, skal regionen ikke tilbyde den til en anden, men det står jo den læge, som har praksis, frit for. Det fremgår jo netop klart af lovforslaget, at hvis man er etableret i en privat praksis i dag, står det den læge fuldstændig frit for at sælge, når vedkommende ønsker det, og at man i øvrigt hverken kan blive tvunget væk eller eksproprieret. Så hvad er det egentlig, der er problemet?

Det, som lovforslaget tager hånd om, er jo netop de tilfælde, hvor det ikke kan lade sig gøre, som vi kender det i dag. Der, hvor systemet fungerer, hvor man kan få nye læger ind i en praksis, når den bliver afhændet, og hvor man bliver selvsupplerende, kommer der ikke til at ske noget. Lovforslaget sigter jo netop på at stoppe hullerne de steder, hvor de er.

Tak. Ordføreren.

Det ville man jo sådan set også kunne have gjort med det ændringsforslag, som Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti stillede til det her lovforslag, for hvis man ser på de svar, der kommer fra ministeren, f.eks. svar på spørgsmål 27, så kan regionen jo også lave nogle nye ydernumre. Regionen kan jo lave de ydernumre, de har lyst til. De får med lovforslaget kompetence til det, og dertil hænder det jo også, at der kommer ledige lægepraksisser ind til regionerne, hvor en læge af en eller anden årsag ikke kan drive den længere – det kan være sygdom eller noget andet – eller ikke har fået solgt den inden for den tid, hvor lægen gerne ville have solgt den, fordi lægen vil på pension.

Der er det, vi blot siger: Når en lægepraksis med et ledigt ydernummer kommer ind, samtidig med at man laver nogle nye ydernumre, så spørg dog først, om der er en praktiserende læge, der gerne vil overtage den, før man undersøger, om der er nogen, der vil overtage og drive den ved et udbud, og før man så går i gang med at lave en regionsklinik. Man kunne bare have lavet det her, så havde vi været fuldstændig enige.

Tak. Fru Camilla Hersom.

Tak. Nu tvivler jeg på, at Det Konservative Folkeparti ville have stemt for, hvis dette ene ændringsforslag havde fundet opbakning. Det er ikke sådan, som jeg har forstået forhandlingerne. For sagen er jo, at der ligger meget, meget mere i det her lovforslag end alene spørgsmålet om lægepraksisser, altså hvor de skal være placeret, og det med, hvem der præcis skal bemande dem.

Men vil fru Benedikte Kiær ikke medgive, at det, som er det helt overordnede formål med lovforslaget her, er at sikre, at den primære sundhedssektor, altså praksislægerne, bliver meget bedre integreret i og forbundet med det øvrige sundhedsvæsen i Danmark, og at et væsentligt element i det er, at man tager del i de aftaler, som der bliver lavet andre steder, opfylder sin del af dem, om jeg så må sige, og at vi selvfølgelig også tænker over, at der er en tendens til, at de praktiserende læger klumper sig sammen i de større byer, mens der er mindre dækning på landet, og at det er et ansvar, som regionerne er nødt til at løfte? Vi er jo nødt til at have et land, hvor man kan gå til lægen, uanset hvor man bor.

Tak. Ordføreren.

Det er vi fuldstændig enige i, og det er jo også derfor, vi siger, at det er vigtigt – og det har vi jo sådan set også kvitteret for over for ministeren – at vi har taget lægerne med ind i det praksisudvalg, der nu kommer, hvor kommunerne, regionerne og de praktiserende læger sidder, for det er vigtigt, at de tre parter er sammen omkring patienterne, særlig de patienter, der har fået kroniske lidelser. Det er vi fuldstændig enige i.

Det, vi blot ikke forstår, er, at hvis man tager det væk – og det er jo sådan set også det, der fremgår af vores ændringsforslag – altså det her med, at man som region i et område selvfølgelig skal have mulighed for at kunne etablere en lægepraksis og gå videre, hvis der ikke er praktiserende læger, der gerne vil etablere sig, for det skal man selvfølgelig have mulighed for, hvorfor kan vi så ikke skabe en form for ligeværdighed i det samarbejde, der skal være mellem læger, kommuner og regioner?

For det er bare det, at laver man en aftale, alle sammen er enige om, så er den alt andet lige meget stærkere, hvilket også vil være til gavn og glæde for dem, det egentlig drejer sig om, nemlig patienterne, altså hvis man er enige om, i hvilken retning man skal gå. Det er jo sådan set også indholdet i et af de ændringsforslag, som vi har stillet, at der skal være en ligeværdighed og en enighed om samarbejde.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Anders Samuelsen, Liberal Alliance, som har fået lov at komme før Enhedslisten.

Det vil jeg gerne starte med at takke for. Så kan jeg nå hjem til Horsens med min yngste søn og fejre, at han er blevet færdig med 9. klasse.

Liberal Alliance har nøje overvejet ministerens lovforslag om almen praksis. Sundhedsvæsenet gennemgår i disse år en voldsom ændring, hvor mindre sygehuse nedlægges, samtidig med at nye supersygehuse skal bygges og eksisterende store sygehuse fornyes, udvides og moderniseres. Det er et byggeri til over 40 mia. kr. over en kortere årrække. Hr. Lars Løkke Rasmussen beskrev sundhedsvæsenet den 27. marts 2006 i kronikken »Visionen i vadestedet« som et sundhedsvæsen i verdensklasse uden overbelægning osv.

I denne omlægning gennemføres der efter vores mening en voldsom hurtig nedlæggelse af sengepladser på sygehusene – der er siden 2007 nedlagt 20 pct. af alle sengepladser – og det sker langt hurtigere end de faglige anbefalinger fra den forrige regerings ekspertpanel med Erik Juhl i spidsen, hvor målet skulle nås frem mod 2020. Det mål er nået allerede nu.

Lukningen har især ramt medicinske patienter, så deres situation nu ligner de psykiatriske patienters, hvor der er mangel på kapacitet. Det kalder formanden for regionerne, Bent Hansen, for produktionsvilkår i Ugeskrift for Læger. Liberal Alliance kalder det for en voldsomt problematisk og umenneskelig behandling af syge mennesker – oftest gamle, som må ligge på gangene på sygehusene.

Resultatet er overbelægning og for hurtig udskrivning af patienter, som så forventes færdigbehandlet i travle ambulatorier og i almen praksis, og kommunerne har heller ikke kunnet leve så hurtigt op til målet om at organisere behandling af patienter, som godt kan behandles uden indlæggelse på sygehusene. Sorteper er således blevet almen praksis, som er et liberalt erhverv og består af mere end 3.000 praktiserende læger, som forventes at overtage de mange opgaver, som sygehusene nu ikke kan klare med de forringede vilkår.

Praktiserende læger er familielæger, som selv har investeret i deres praksis og har ansat personale til at hjælpe med arbejdet. De følger deres patienter gennem hele deres tid som læger og kender deres patienters baggrund, vilkår og sygdomsforløb over mange år. Derved er der en gensidig tillid mellem læge og patient, som ikke findes på sygehusene, hvor nye læger hele tiden møder patienterne. Det forsøger vi så herinde i Folketinget at rette op på med nye regler.

Praktiserende læger er specialister i almen medicin, og almen praksis er et liberal erhverv styret med det håbløse ydernummersystem, hvorved regionerne, altså sygesikringen, kan rationere udbuddet. I mange år er der på baggrund af denne styring, bistået af Sundhedsstyrelsen, blevet uddannet for få specialister i almen praksis, da prognoserne var forkerte. Derfor står vi i en mangelsituation i yderområderne af Danmark.

De praktiserende læger vil faktisk gerne påtage sig de nævnte opgaver fra sygehusene, men vil naturligvis forhandle med regionerne om vilkårene. Det anser Liberal Alliance for at være et grundvilkår for et velfungerende Danmark og et velfungerende sundhedsvæsen, hvor Forhandlingsdanmark bygger på ligeværdighed og aftaler på ligeværdige vilkår, som aftalernes parter så føler medejerskab for og loyalt overholder – ellers får vi øvdage hos den trynede forhandlingspart.

Disse ligeværdige forhandlingsvilkår ødelægges med ministerens lovforslag. Forløbet har jo været, at regionerne trak sig fra forhandlingerne med de praktiserende læger, hvorefter ministeren straks havde et lovforslag parat. Det er i modstrid med Forhandlingsdanmark og den danske model, og det er oven i købet rettet mod et liberalt erhverv, altså et erhverv, hvor det offentlige allerede har udliciteret opgaverne, og et erhverv, som er ekstremt effektivt og med en høj, høj grad af patienttilfredshed i forhold til andre lande, og hvor der er indbyrdes konkurrence, idet patienterne jo årligt kan vælge en ny læge eller vælge at være gruppe 2-medlemmer af sygesikringen, så de kan gå til den læge eller speciallæge, de ønsker.

Næsten alle landets praktiserende læger har da også bakket op om PLO's forslag om at indlevere deres ydernumre og således træde helt ud af de eksisterende aftaler med regionerne, hvilket vi i Liberal Alliance synes er tragisk. Men man kan jo også godt forstå reaktionen, da der er tale om et autoritært træk fra ministerens side, som er i modstrid med den danske model og imod et liberalt samfunds kerne.

Når vi om 5-10 år står i denne sal og diskuterer, hvordan vi nu kan få afbureaukratiseret dette område, som til den tid – frygter jeg – vil være blevet bureaukratiseret og regelstyret ud over alle grænser, vil man kigge tilbage på denne dag og sige: Det var der, det startede. Som man også har set det på andre områder, starter bureaukratiseringen herinde. Liberal Alliance stemmer derfor imod lovforslaget.

Tak. Fru Camilla Hersom, Det Radikale Venstre.

Jeg er rigtig glad for, at Liberal Alliances leder går på talerstolen, så vi kan høre, hvad Liberal Alliance mener om det her lovforslag. Det har vi ventet på. Vi er også nogle, der har gættet på, hvad man ville ende med at mene om det, og hvilke argumenter man måtte bruge. Jeg synes, det er sådan en skønsom blanding af alt muligt forskelligt, der tilsyneladende gør, at nu vil man være imod det her lovforslag.

Jeg vil spørge Liberal Alliances formand, om han på nogen måde har gjort sig bekendt med den kritik, Rigsrevisionen er kommet med, af de praktiserende læger og de fuldstændig ikkeeksisterende muligheder for at følge op på, om man rent faktisk får de ydelser, man betaler for; om han har orienteret sig i det, OECD har lavet, som viser, at vi kan få meget mere ud af almen praksis, end vi gør i dag; om han virkelig mener, at et erhverv, som for mere end 90 pct.s vedkommende er direkte finansieret af skatteyderne, er et erhverv, der kan kalde sig liberalt; og om det ikke er rimeligt, at man for sådan et erhverv selvfølgelig også stiller nogle politiske krav til – selvfølgelig baseret på sundhedsfaglighed – hvad det skal levere i systemet.

Som det sidste: Jeg er klar over, at det er fire spørgsmål, men så kan hr. Anders Samuelsen jo vælge det, han bedst kan lide, men er hr. Anders Samuelsen bekendt med en analyse, der viser, at 20 pct. af de ældre medicinske patienter, som er indlagt i dag, ikke burde være indlagt på hospitalet, men burde have fået hjælp et andet sted hos deres kommune eller hos deres praktiserende læge?

Tak. Hr. Anders Samuelsen.

Sagen er den, og det vedkender vi os også meget i Liberal Alliance, at der er elementer i det her lovforslag, som vi egentlig synes er positive – helt sikkert. Men den endelige, afgørende konklusion bygger jo på det forhold, at man bryder med principperne i Forhandlingsdanmark. Det var regionerne, der gik, hvorefter der bare lynhurtigt blev smidt et lovforslag på bordet. Det er det, der er det grundlæggende problematiske her.

Jeg er enig i, at ja, PLO har som sådan via uddannelseskravet en form for monopol, det kan man sige, men de enkelte praktiserende læger konkurrerer jo rent faktisk med hinanden, fordi vi kan flytte os, vi kan stemme med fødderne. Det er faktisk et af grundprincipperne for Liberal Alliance, at vi gerne vil tænke i retning af, at man giver nogle rammebevillinger, og så kan borgeren, hvad enten det er inden for skolevæsen, sundhedspleje eller andre steder, stemme med fødderne og sikre kvalitet.

I bund og grund er der vel den situation i det her erhverv, at man arbejder på akkord. Man kan gøre sit arbejde færdigt på 5 timer eller på 8 timer. Hvis man gør det på 5 timer og man gør det elendigt, så risikerer man, at patienten forlader en og går et andet sted hen. Det er jo et supereffektivt og ret ubureaukratisk system.

Fru Camilla Hersom.

Borgerne kan frit vælge, siger hr. Anders Samuelsen. Er hr. Anders Samuelsen bekendt med, at der findes mange områder af landet, hvor folk ikke kan få adgang til en praktiserende læge, fordi der ikke er nogen praktiserende læge, som ønsker at slå sig ned der? Det handler om store dele af det, vi kalder for Yderdanmark eller Vandkantsdanmark eller andre udtryk. Det handler også om storbyer som Aalborg. Der kan folk ikke få en læge. Det er jo det, det her lovforslag også skal være med til at sikre. Der kan systemet, som det er i dag, ikke levere.

Mener hr. Anders Samuelsen ikke, at vi i et land som Danmark, hvor vi betaler nogle af verdens højeste skatter, faktisk har en forpligtelse til at sikre, at alle mennesker selvfølgelig kan få lægehjælp, hvis der behov for det?

Ordføreren.

Jo, og to ting til det spørgsmål: For det første redegjorde jeg jo bl.a. for en af årsagerne til, at vi er endt i den situation, som påpeges her af ordføreren. For det andet er det et af de elementer, som vi faktisk synes er godt i lovforslaget, nemlig at man udvider grænsen fra de 10 til 15 km. Der er helt sikkert problemer her, som skal løses, men det grundlæggende for os, udgangspunktet for, at vi ender med at konkludere et nej, er, at man bryder med forhandlingsmodellen, og jeg tror også, at ordføreren for sig selv en sen nattetime vil indrømme, at her er det grundlæggende problematiske træk.

Tak. Hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet, værsgo.

Det her synes jeg godt nok ikke hænger sammen i argumentationsrækken op til, at Liberal Alliance ikke stemmer for det her lovforslag. Hr. Anders Samuelsen står og siger, at den primære årsag til, at man ikke stemmer for det her lovforslag, er, at der blev fremsat et lovforslag, dengang parterne ikke kunne nå til enighed. Jeg kunne forstå det, hvis Liberal Alliances ordfører ville sige, at der er elementer i lovforslaget, der er dårlige, og som arbejder imod Liberal Alliances holdning, men det er slet ikke det, vi hører. Det kan da ikke være partiets mening og holdning – det er i hvert fald ikke det, vi har hørt tidligere.

Jeg vil gerne spørge: Kan det da ikke være noget, der påvirker Liberal Alliance i deres holdningssæt, at de store patientorganisationer i Danmark siger, at det her vil give mulighed for en bedre kvalitet, en bedre fleksibilitet, en bedre dækning af de spøgelsespatienter, som fru Camilla Hersom også præciserer er ude i de dele af landet, hvor jeg bor?

Ordføreren.

Problemet er, at hr. Flemming Møller Mortensen slår ned på et enkelt punkt og så siger: Ej, nu ligger der en løsning her, så må det jo bare være det, vi skal stemme for. I Liberal Alliance ser vi det i et noget bredere perspektiv. Det ser ud til, at det, desværre, er blevet sådan en tendens fra den her regerings side, at den ligesom under bordet – sådan kan det forstås i hvert fald – laver nogle aftaler, først med kommunerne om lærerne, så med regionerne om lægerne, hvor man bare trumfer det hele igennem. Og det bringer selvfølgelig også en forhandlingssituation frem, hvor man fra regionernes side jo godt kan se og godt ved, at man ender med at få sin vilje, for regeringen bakker jo bare op. Det er da grundlæggende problematisk, og især er det problematisk, at Socialdemokraterne bakker op om den måde at arbejde på, for hvor er Forhandlingsdanmark så henne?

Tak. Hr. Flemming Møller Mortensen.

Hvor er det, Liberal Alliance tager ansvar for borgeren og udviklingen af vores sundhedsvæsen? Hvorfor præciseres det ikke af Liberal Alliances ordfører, at der hen over høringsperioden er lavet mange præciseringer og justeringer, og at vi fra regeringspartiernes side og Venstres side siger, at vi ønsker faktisk at understøtte det liberale i den her struktur, vi ønsker at holde fast i ejerforholdet, vi ønsker at holde fast i aftaleforholdet? Vi mener, vi giver en ramme for, at vi kan videreudvikle det, vi rent faktisk synes har en god grundstruktur.

Jeg har ikke hørt et eneste argument fra Liberal Alliances ordfører om, hvor det er, man kritiserer det her. Nej, man kritiserer noget, fordi regeringen er årvågen og føler, at vi må bære det ansvar, at når parterne ikke kan nå til en aftale, er det her så væsentlig en struktur i sundhedsvæsenet, at vi naturligvis bliver nødt til at gå ind og ændre det – også ændre det, jævnfør både Rigsrevisionen, OECD og evalueringen af kommunalreformen, som har præciseret, at noget må gøres anderledes i rammen, for at vi kan få en videreudvikling af almen praksis i fremtiden.

Tak. Ordføreren.

Der, hvor vi ser forskelligt på det, er, at hr. Flemming Møller Mortensen – som jeg også nævnte før – tager et udgangspunkt, der hedder nu, i stedet for at tage det udgangspunkt, der hedder nu, og så sammenholde det med, hvad der er sket før. Derfor ender man med at lave det her lovindgreb i stedet for at fortsætte og lægge pres på for, at man skal finde en forhandlingsløsning. Det er så blevet den nye linje for Socialdemokratiet, at man er blevet ligeglad med Forhandlingsdanmark, men det er vi ikke i Liberal Alliance. Vi mener faktisk, at det her skal man tage alvorligt.

Vi medgiver gerne, at ja, der er ting, der er blevet bedre i processen med lovforslaget, helt sikkert, men det ændrer jo ikke på, at man har skamskudt det, som er et kerneelement i Danmark, nemlig at vi har et Forhandlingsdanmark. Det var det samme, man gjorde over for lærerne, og nu gør man det så også på det her område. Og om 5-10 år, når vi mødes her igen, er jeg sikker på den socialdemokratiske ordfører kommer kravlende på sine knæ og beklager det, han har lagt stemmer til i dag, beklager, at det førte til en offentligt ansat-gørelse af et liberalt erhverv. Det er ikke noget, som vi ønsker fra Liberal Alliances side.

Tak for det. Det var de korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Fra Enhedslistens side er vi jo fuldkommen enige i, at almen praksis har en nøglefunktion i det danske sundhedsvæsen, og de almenmedicinske speciallæger er vigtige, fordi de har et indgående kendskab til deres patienter og har en helhedsorienteret tilgang til både sundhed og sygdom. Samtidig spiller de en nøglerolle i form af at skabe sammenhæng mellem regioner, hospitaler og kommuner og den daglige koordination omkring især de kroniske patienter.

Når jeg tager ordet i dag, er det, fordi vi i forbindelse med førstebehandlingen sagde, at der er mange ting i det her lovforslag, som vi synes er gode, og at vi som udgangspunkt er positive over for lovforslaget, men vi ender alligevel med at stemme nej, og jeg vil gerne fortælle hvorfor.

Vi kan bakke op om formålet om at tage fat på, at alle danskere får adgang til en praktiserende læge. Det er et fuldt legitimt formål, og det er en vigtig opgave. Vi kan bakke op om, at man indskriver de patientrettigheder, som følger af overenskomsten i dag. Vi kan bakke op om, at man laver en ny struktur i form af et praksisplanudvalg, som skal koordinere på det her område. Jeg vil også gerne understrege – og det er nok især nødvendigt efter Liberal Alliances ordførertale lige før – at vi ikke mener, at der her er tale om, at man griber ind i en konflikt med afsæt i den danske model. Der er ikke tale om en forhandling mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, og det kan slet ikke sammenlignes med den konflikt på lærerområdet, som fandt sted for nylig.

Her er tale om, at man forhandler med en gruppe af private leverandører til det offentlige, fuldstændig som hvis man f.eks. forhandlede med Falck, der driver store dele af vores ambulancevæsen. Så at det her skulle være et angreb på den danske model, kan jeg overhovedet ikke genkende.

Når vi alligevel stemmer nej til lovforslaget, er det, fordi vi er helt uenige i, at løsningen på, at der mangler læger nogle steder i landet, er, at det er private hospitaler og koncerner, som fremover skal drive almen praksis. Vi ønsker ikke at se almen praksis drevet af Aleris-Hamlet, Falck, Tryg eller andre større private selskaber, som kunne have en interesse i at drive praksis. Vi mener, at når man taler om et kernevelfærdsområde, som sundhed virkelig må siges at være, så hører kommercielle interesser ikke hjemme der. Og kommercielle interesser skal ikke blandes ind i det meget følsomme forhold, der kan være i det fortrolige møde mellem læge og patient, som foregår i almen praksis.

Lovforslaget her betyder, at regionerne ikke fremover vil kunne vælge at drive en klinik selv i de tilfælde, hvor man ikke kan få en praktiserende læge til at påtage sig opgaven. Vi stillede et ændringsforslag, som i det mindste ville gøre det muligt for regionerne selv at kunne diskutere, om de ville udbyde driften til private, eller om de ville vælge at etablere en regionsklinik selv. Det ændringsforslag blev desværre ikke vedtaget, og derfor kan vi altså ikke støtte lovforslaget.

Om elementet med udbud til private af almen praksis kommer fra Venstre, kan jeg selvfølgelig ikke vide – jeg kan kun gætte på det. Vi synes, det er en skam, for lovforslaget rummer som sagt gode og vigtige elementer, men samlet set betyder det altså, at vi ikke kan støtte lovforslaget.

Tak. Fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for, at Enhedslisten er kommet til samme konklusion som Dansk Folkeparti og Konservative, altså at Enhedslisten også er enig i, at ministeren ikke stiller de samme uddannelseskrav til lægerne hos de private aktører, og at det jo er en glidebane i forhold til det. Er ordføreren ikke enig i det? Det forstod jeg sådan lidt af ordførerens tale at ordføreren var.

Tak. Ordføreren.

Som jeg forstår lovforslaget, stilles der de samme krav til de klinikker, som regioner eller private skal drive. Sådan har jeg også forstået de svar, som ministeren er kommet med på det spørgsmål. Men jeg vil i hvert fald sige, at jeg er enig i, at der skal være samme krav om samme kvalitet til andre tilbud end den traditionelle model med en praktiserende læge, som selv ejer sin klinik.

Tak. Fru Karina Adsbøl.

Jamen af svarene på spørgsmål 26 og 53 fremgår det jo meget klart, at ministeren ikke vil stille de samme uddannelseskrav til lægerne, der bemander en almen praksis efter udbud eller en regionsklinik, som de krav, der er i dag, og som fremover stilles til en almindelig praksis, ejet og drevet af en praktiserende speciallæge i almen medicin. Altså, det er jo ikke de samme krav, hvis det bliver en regionsklinik, for så er det bare én læge, der skal have en uddannelse i almen medicin. Er ordføreren ikke enig i det?

Tak. Ordføreren.

Som jeg læser svarene, stilles der samme krav. Det er jo også sådan i dag, at man kan have yngre læger gående under uddannelse, som ikke har en speciallægeuddannelse i almen medicin, og dem skal der selvfølgelig også være plads til i almen praksis.

Det ændringsforslag, som Konservative og Dansk Folkeparti stillede, om at stille krav om, at alle læger skulle have en speciallægeuddannelse i almen medicin, kunne vi ikke støtte af den årsag, at det ville udelukke uddannelseslæger fra almen praksis.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har ønsket ordet, men vi venter lige et øjeblik med afstemningen, til alle er på plads.

Så tror jeg, vi er parat til at stemme.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse.

Afstemningen er sluttet.

For stemte 70 (V, S, RV og SF), imod stemte 31 (DF, EL, LA og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.