Vi har hørt mange gange under den verserende lægekonflikt, hvor dejligt det ville have været, hvis de praktiserende læger og regionerne havde fundet ud af det og havde indgået en aftale, så vi ikke skulle stå her i Folketinget og vedtage en ny lovgivning på dette område.
Det suk, ja, det har vi også fra Det Konservative Folkepartis side, for det ville virkelig have skabt mere ro.
Det ville også have skabt mulighed for, at almen praksis kunne fungere godt fremadrettet, og at vi ikke har al den utryghed, der i øjeblikket er med, hvorvidt der er en konflikt fra den 1.
september eller ej, om man skal til at betale for at gå til læge eller ej, og nu også, hvordan og hvorledes det skal være med vagtlægesystemet.
Der er også mange, der i forbindelse med det her lovforslag har sagt, at vi faktisk er rigtig, rigtig glade for almen praksis, som vi kender det i dag.
Vi er glade for at have familielægeinstitutionen, fordi den har en meget stor styrke ved, at der er de meget langvarige patient-læge-forhold.
Disse langvarige relationer, som nogle gange strækker sig over flere generationer, betyder en øget tryghed og betyder også, at man, når man kommer hos lægen, ikke behøver at starte forfra hver gang; lægen ved, hvem man er, lægen ved, hvad man har fejlet gennem tiderne, og lægen har kendskab til ens svagheder og styrker og kan faktisk også hjælpe en på bedste vis, hvis man nu også har fået en kronisk lidelse.
Men det lovforslag, vi står med i dag, indeholder en lang række bekymrende ting i forhold til vores ønske om at bevare familielægeinstitutionen, som vi kender den i dag.
Faktisk er der med det her lovforslag mulighed for en udvanding af den familielægeinstitution, rigtig mange har sagt mange pæne ord om.
Noget af det, der kan være med til at udvande familielægeinstitutionen, er den måde, hvorpå man kan sende nye eller gamle ydernumre i udbud.
I dag er det sådan, at hvis der kommer et ydernummer ind fra en praktiserende læge, som ikke har kunnet afhænde praksis, eller hvor der er sket noget pludseligt, skal regionerne i gang med at finde en anden praktiserende læge, der så kan overtage denne praksis.
Det gode ved at få en praktiserende læge til at overtage den her almene praksis er, at der bliver investeret rigtig mange millioner kroner i den – og det kan vi jo også se med de lægehuse, der kommer rundtomkring i landet – hvilket betyder, at lægen er i området; lægen etablerer sig med familien, og lægen er der, så vi kan få skabt de her langvarige patient-læge-relationer, som er den store styrke ved almen praksis i dag.
Fremadrettet skal regionerne ikke spørge de praktiserende læger først, når de får et ydernummer ind.
De har mulighed for at sende det i udbud, og de har mulighed for, hvis der ikke kommer en privat aktør, som kan overtage det, som regionen ser det bedst, at der så kan laves regionsklinikker.
Det synes vi er rigtig, rigtig ærgerligt, for det er en udvanding af almen praksis.
Ud fra nogle af de svar, vi har fået fra ministeren, kan vi se, at der er rig mulighed for det.
Samtidig hører vi fra nogle af regionerne og særlig fra nogle partier, at de kan gøre det og faktisk har tænkt sig virkelig at tage fat, for de vil egentlig gerne ind og overtage nogle af disse lægehuse.
Det og nogle andre bekymringer er baggrunden for, at vi har stillet en lang række ændringsforslag, som skal være med til at sikre, at vi også fremadrettet har familielægeinstitutionen; at regionerne først skal undersøge, om der er mulighed for, at en praksislæge vil etablere sig med det givne ydernummer, og derefter kan gå videre, hvor der selvfølgelig også – ligesom med regionsklinikkerne – er en periodeafgrænsning i forhold til udbudsklinikkerne.
Et andet element, vi også har lagt meget vægt på i vores ændringsforslag, er, at der selvfølgelig skal stilles de samme kvalitetsmæssige krav til udbudsklinikkerne og regionsklinikkerne, som der stilles til de praktiserende læger i dag.
Vi skal ikke ind at bestemme, hvordan de skal organisere sig – det gør vi jo heller ikke med de praktiserende læger – men vi skal da stille krav til uddannelsesniveauet, så vi sikrer, at ens egen læge også fremadrettet har en speciallægeuddannelse i almen medicin.
Der må jeg nok sige, at det ikke er de samme krav, der bliver stillet i lovforslaget.
Det fremgår derimod meget klart af bemærkningerne, at der skal sikres en vis ensartethed i borgernes adgang til og kvaliteten af almen medicinsk lægehjælp uanset leverandør i de nye udbudsklinikker og i regionsklinikkerne.
Det synes vi simpelt hen ikke er godt nok.
Der skal være de samme kvalitetsmæssige krav, så der har vi også stillet en lang række ændringsforslag.
Fuldstændig ligesom Dansk Folkeparti har vi det sådan, at bliver de her ændringsforslag ikke vedtaget, ja, så bliver vi nødt til at stemme nej til det samlede lovforslag, da vi mener, at det er en udvanding af familielægeinstitutionen, som vi alle egentlig – hvis man hører på det, der bliver sagt – holder af, og som har været med til at sikre, at vi har en almen praksis, der ud over at være effektiv sådan set også er berømmet rundtom i verden.