Sjældent har man set så stor enighed i det danske Folketing om et forslag, som med stor sikkerhed udmærker sig ved én ting, nemlig at det nu bliver dyrere at være dansker.
Selv Venstre er begejstret for et lovforslag, der har det indhold, og det kan vel i grunden overraske.
Så forsøger man at trøste sig med, at den der nedsættelse af taksterne, som de store virksomheder får gavn af, klares ved hjælp af nogle besparelser.
Den besparelse på de 700 mio.
kr.
er vel mest af alt udtryk for tænk på et tal-tankegangen, nemlig at når man bruger 700 mio.
kr.
det ene sted, tænker man sig til en effektivisering på det tilsvarende beløb et andet sted.
Det er da rigtigt, at forligspartierne bag ved forliget har indgået en aftale om at finde de 700 mio.
kr.
Herregud, tidligere havde vi en målsætning om at finde 1 mia.
kr.
Det er så blevet reduceret lidt, og det er måske meget fornuftigt.
Pointen er bare, at de penge ikke er fundet endnu, og uanset om de bliver fundet eller ej, ændrer det jo ingenting ved, at man her lader almindelige forbrugere betale for, at store virksomheder slipper billigere med hensyn til vandregningen.
På den måde kan man jo sige, at det her sådan i miniformat er en god illustration af de vækstaftaler, som regeringen har indgået med højrefløjen i dansk politik, nemlig at almindelige mennesker skal betale for, at der skabes bedre vilkår for erhvervslivet.
Det er det her så også meget præcist udtryk for.
Det er også udtryk for en anden tankegang, som gennemsyrer alle vækstaftalerne, nemlig det interessante og spændende synspunkt, at man ikke skal tage det særlig tungt eller særlig alvorligt, når regeringen i regeringsgrundlaget skriver, at den godt er klar over, at vi ikke kan blive ved med at have en udvikling, som er baseret på et stadig stigende ressourceforbrug og en stadig stigende forurening.
For i stedet for at gå ind og give rabatter og støtte til virksomheder, som havde udnyttet deres besparelsespotentiale eller som ville udnytte besparelsespotentialet inden for vand, så gives der bare en helt almindelige lettelse, som går ud på, at jo mere vand man bruger, jo mere får man ud af det.
Det er jo præcis det modsatte af det, man selv siger er en fornuftig og klog og miljøbevidst satsning på erhvervsudvikling.
Det får jo også nogle konsekvenser, for hvem er det, der er glade for det her?
Det er klart, at det er de store producenter, som nu får billigere vand.
Hvem er kede af det inden for erhvervslivet?
Det er bl.a.
de virksomheder, som skal leve af at lave teknologiske projekter, som kan reducere vandforbruget, sørge for genanvendelse af vand osv.
Det er også dem, der skriver høringssvar, hvor de gør opmærksom på, at de opfatter det her som et klart tilbageslag for deres mulighed for at udvikle en god og sund forretning.
Det vil sige, at den grønne del af erhvervslivet, de grønne virksomheder, lider skade, mens der er andre, der vinder.
Også på den måde udtrykker det her forslag mønstergyldigt klart den filosofi, der ligger bag vækstplanerne, nemlig en sort opfattelse af, hvordan man skaber økonomisk udvikling og beskæftigelse i Danmark.
Så indeholder det som det allersidste noget, som også er karakteristisk for de vækstplaner, der er lavet, nemlig at de retter sig ensidigt og målrettet imod at skabe bedre vilkår for de store virksomheder – f.eks.
i form af selskabsskattenedsættelser og andre ting på området for energiafgifter, hvor det er helt indlysende, at ret store virksomheder får det største udbytte.
Det gør de også her.
Til gengæld kan mindre virksomheder være med til at betale.
Så kan man selvfølgelig godt skabe en virkelighed, hvor man ikke mener der eksisterer noget som helst konkurrenceforhold eller nogen som helst relation på fødevaremarkedet, når vi ser på de produkter, som mindre virksomheder producerer.
Det er ofte produkter, som er baseret på økologisk produktion, som er baseret på en produktion, som er tæt på der, hvor selve råvarerne produceres, og ofte en produktion, som er baseret på kvalitet, på ekstra værditilvækst osv.
Dem stiller man så relativt set dårligere i forhold til store virksomheder, i virkeligheden relativt få store virksomheder, og det påvirker selvfølgelig også udviklingen og markedet i Danmark.
Så alt i alt må man sige, at det her er socialt skævt og efter Enhedslistens opfattelse udtryk for en fuldstændig forfejlet erhvervspolitik.
På en venlig dag kan man sige, at det sådan set også strider imod det, regeringen siger, når den udtrykker sig sådan mere officielt om, hvad den gerne vil.
Endelig er det i hvert fald også en udvikling, som entydigt ikke går i den grønne retning, som regeringen siger at den vil.
Men kan man ikke sige andet godt om det her lovforslag, kan man sige, at det med enestående tydelighed udstiller det indhold, der er i de vækstpakker, som regeringen har lavet sammen med højrefløjen.
Man kunne ikke have fået en tydeligere illustration af, hvad der er problemet med de vækstpakker, end ved at kigge på det her lovforslag.