Det er en vækstplan, der skal skabe arbejdspladser.
Kigger man efter, kan man også se, at der bliver skabt nogle få arbejdspladser i 2013 og 2014 via den såkaldte boligjobordning, vi vender tilbage til.
Men det er alligevel nok værd at nævne lige nu, at man tidligere fra Socialdemokratiets side har beregnet, at boligjobordningen koster 1 ½ mio.
kr.
pr.
job og derfor er misbrug af offentlige midler.
Ser vi så efter, hvad der sker, efter at boligjobordningen er udløbet, kan vi se, at vismændene siger, at i f.eks.
2015 er den samlede effekt af vækstplanen minus 1.000 job.
Ret meget af den slags vækst har vi vist ikke råd til.
Hvorfor er det så, det giver minus?
Jamen det er, fordi håbet om antallet, der kommer i gang i den private sektor, langt overstiges af det antal job, der mistes i den offentlige sektor.
På sigt er det mere end 8.000 job i den offentlige sektor, der forsvinder permanent på grund af den her såkaldte vækstplan, hvor man altså sørger for at give penge til erhvervslivet.
Man siger godt nok, at på sigt kommer der flere i arbejde end med det, der lige ligger for.
Men når vi kigger efter, hvordan man tror de kommer i arbejde, er det, ved at man siger, at selve jobeffekten af at sænke uddannelsesstøtten, at selve jobeffekten af at sænke kontanthjælpen – altså at sænke kontanthjælpen for en ung under 30 år med ca.
5.000 kr.
om måneden, at sænke kontanthjælpen for et par med et barn med ca.
8.000 kr.
om måneden i de tilfælde, hvor der er en i arbejde og en på SU – altså at en sænkning af ydelser til dem, der er arbejdsløse og til dem, der er under uddannelse, i sig selv skulle give job.
Det er jo en af de store forunderlige ting.
Hvorfor giver det i sig selv job, at man sænker ydelserne til en arbejdsløs?
Jeg ved godt, at der er nogle, der mener, at så bliver folk fattigere, og når de bliver fattige, bliver de mere interesserede i at tage det mest elendige arbejde til den ringest mulige løn.
Jeg tror ikke på den filosofi.
Og det er altså også sådan, at der jo ikke er noget belæg for, at det, at folk bliver fattigere, gør, at så kommer der flere arbejdspladser i samfundet.
Det kan godt være, at der er en, der tager et job, en anden ellers ville have fået, men der kommer ikke flere job i samfundet som helhed ved at skære i ydelserne.
Det har jeg i hvert fald aldrig set noget belæg for ud over nogle teoretiske beregninger.
Så er der det med selskabsskatten.
Der er jo ingen belæg for, at en lavere selskabsskat giver flere job.
Der er nogle håb om, at derfor vil nogle virksomheder søge til Danmark.
Når man søger til et land for at lave en arbejdsplads, for at lave en fabrik, kigger man jo på uddannelse, på velfærd, på en masse forskellige ting – på forskning, på selve miljøet i landet – en lang række ting, hvor selskabsskatten ligger langt nede.
Det gør den jo helt naturligt, fordi selskabsskat kun er noget, man skal tænke på, hvis man tjener penge.
Derfor skal virksomhederne først overveje, om de kan tjene penge ved at lægge en virksomhed, ved at lægge en arbejdsplads, i Danmark.
Først når de har fundet ud af, at det kan de, de kan måske endda tjene rigtig mange penge, kan de tage stilling til, om de vil betale 1, 2 eller 3 pct.
mere i skat af deres overskud.
Det er jo selve skabelsen af overskuddet, der er afgørende for, hvor en fabrik bliver lagt.
Og det er altså alle mulige andre parametre end selskabsskatten, man ser på.
Ellers skulle de lande, der har lavere selskabsskat, jo også have de fleste fabrikker, og det har de som bekendt ikke.
Og så skulle Danmark jo have langt bedre konkurrencevilkår end Tyskland, som har en højere selskabsskat end Danmark, for bare også lige at drage sådan en enkelt sammenligning.
Når vi hører alle de der besynderligheder om, at det her på længere sigt skal skabe 150.000 job, og vi hører om, at der snart er tale om titusinder af job, må jeg sige, at virkeligheden jo er, at det, vi behandler i dag, med selskabsskatten og den del af vækstplanen jo stort set ikke kan måles i form af flere job, heller ikke, selv om man går frem til 2020.
Det, der ligger i det, vi behandler i dag, er ingenting i forhold til at skabe beskæftigelse.
Der er ingen, der tør spå om, om det, vi behandler i dag, overhovedet giver væsentligt med beskæftigelse.
Det er jo, fordi når regeringen skal komme med de fine tal, tror de på, at væksten ude i verden er eksplosiv, og at Danmark så på den måde får en stigende beskæftigelse.
Men det drejer sig jo om tro og håb, det har jo ikke noget at gøre med det, vi behandler i dag.
Det er stærkt misvisende at pege på de der målsætninger om 150.000 job i forbindelse med det lovforslag, vi behandler i dag.
Der er brug for helt andre ting.
I stedet for at tage pengene fra dem, der har mindst, og give dem til selskaberne i form af selskabsskattelettelser, burde man gjorde noget helt andet for at skabe ny beskæftigelse i Danmark.