Jeg vil starte med bare at komme med to bemærkninger til Venstres ordfører.
Den første er, at når man medvirker til, at et så omfattende indgreb som det her gennemføres som en hasteprocedure, hvor alle de normale tidsfrister sættes ud af kraft, påtager man sig selvfølgelig også et medansvar for, at lovgivningsprocessen ikke bliver tilfredsstillende.
Så alle dem, der har stemt for hasteprocessen og ender med at stemme for det her lovforslag, har et klart medansvar for, hvis det skulle vise sig, at man er kommet til at vedtage noget, som man ikke havde tænkt sig.
Det andet, jeg godt vil sige, er, at jeg har været meget glad for én ting i den proces, vi har igennem, og det har været, at beskæftigelsesministeren i hele processen har fastholdt, at der ikke sker nogen indskrænkning i mulighederne for at lave lokalaftaler:
at der ikke sker nogen indskrænkning i de lokale lederes mulighed for at lave aftaler, at der ikke sker nogen indskrænkninger i kommunernes mulighed for at lave lokalaftaler.
Det vil sige, at muligheden for at lave lokale aftaler eksisterer.
Det er også fremgået meget klart af de svar, der er kommet fra ministeren, at selvfølgelig må man ikke lave ulovlige aftaler.
Men om en aftale er i overensstemmelse med intentionen eller ikkeintentionen er det formentlig helt umuligt at gribe ind over for fra ministerens side.
Det er jeg glad for, og det vil jeg sige på den måde, at Enhedslisten vil følge meget nøje, meget opmærksomt, at ministeren holder fast ved det standpunkt.
Ellers vil jeg tillade mig at sige, at det jo har været nogle meget spændende uger, vi er kommet igennem.
Det er rigtigt, som det er blevet sagt, at det har været besværligt, irriterende og givet masser af mennesker problemer og frustrationer, at skolerne har været lukket ned.
Men jeg vil da også sige, at det har været kolossalt opmuntrende at se så mange undervisere, lærere, fra en lang række forskellige uddannelsesinstitutioner være i aktivitet på gader og stræder, ved møder osv., at vi altså har set, at der er nogen, som faktisk har vilje og mod til at slås for vores velfærd, til at slås for rimelige vilkår for lønmodtagerne.
Vi har set en styrke, som jeg tror har overrasket de fleste, måske også regeringstoppen, og der taler jeg selvfølgelig om de titusindvis af lærere, som blev lockuotet, og som man vel havde forventet ville give op relativt hurtigt.
Det viste sig, at de stod imod, og det tror jeg at vi i virkeligheden skylder dem megen tak for, for dermed har de vist, at der faktisk er vilje til at slås for ordentlige vilkår i vores land; der er vilje til at gøre en indsats; der er også vilje til at forsvare den fri forhandlingsret, den fri aftaleret; der er vilje til, at fagforeninger stadig væk skal spille en vigtig rolle i vores samfund.
Det synes jeg er rigtig positivt.
Til gengæld må man jo nok sige, at regeringsindgrebet har sat et kedeligt og grimt punktum for en på mange måder grim sag.
Vi har jo hele tiden advaret om, at hvis man valgte at gennemføre den her lovgivning med den hast, det er sket i her, er der stor risiko for, at man ikke alene begår en række tilsigtede fejl – det er jo sådan noget, der tit sker her i Folketinget, at et politisk flertal begår en tilsigtet fejl – man kunne også risikere at begå en række utilsigtede fejl, fordi det jo er meget kompliceret og meget vanskeligt at skrue en overenskomst sammen og dermed også at skrue en lovgivning sammen, som udgør en helt ny overenskomst, uden man har noget grundlag at bygge det på.
Der er jo ikke tale om, at den her lov erstatter en overenskomst, nej, den erstatter flere overenskomster, og man har altså hverken haft en mæglingsskitse eller et mæglingsforslag at basere det på.
Man har så valgt det at lade lovforslaget blive udarbejdet i praksis af den statslige arbejdsgiverpart, Moderniseringsstyrelsen, i et samarbejde med KL, og de ved selvfølgelig godt, hvordan de skal skrue en overenskomst sammen, så de får deres krav opfyldt, og derfor har de selvfølgelig også været i stand til skrue en lov sammen, så de fik deres krav opfyldt.
Til gengæld har man jo ikke på nogen som helst måde inddraget – hverken gennem en høring eller dialog – Lærernes Centralorganisation eller andre repræsentanter for medarbejderne.
Det betyder jo, at selv ned i detaljen er den her lovgivning baseret på arbejdsgiversynspunktet.
Da man f.eks.
skulle nå frem til, hvad lærerne så skal have i kompensation for, at de får fjernet muligheden for kortere arbejdstid, når de fylder 60, så siger Finansministeriet eller Beskæftigelsesministeriet – undskyld, men jeg tror nu nok, det er Finansministeriet, der har stået for beregningen – at jamen vi regner det ud efter de gængse metoder.
Nu er den gængse metode ved en overenskomstforhandling, at man har en gruppe af eksperter med repræsentanter for begge parter, som bliver enige om, hvordan man regner det ud, og bliver enige om resultatet.
Her var det altså en ensidig udregning.
Da Danmarks Lærerforening og Lærernes Centralorganisation så kom og sagde, at det var de ikke enige i, at det var forkert, og havde en række argumenter for det, foreslog Enhedslisten jo så, at man skulle løse det problem ved at lave en faglig voldgift eller en neutral opmand, der kunne sige, hvad der var op og ned i den her sag.
Nej, sagde regeringen, også når det kommer til det her, står vi selvfølgelig urokkeligt fast på, at det skal være sådan, at det er vores afgørelse, og at det er os, der bestemmer.
Det her handlede jo ikke om, at man ikke fik de arbejdstidsregler, man gerne ville have.
Dem havde man jo gennemført.
Det handlede udelukkende om, hvilken kompensation lærerne skulle have.
Men nej, ikke noget med at have nogen som helst alsidig tilgang til det her.
Og det passer sådan set også meget godt med forløbet:
fælles drejebog fra KL og Finansministeriet, ultimative krav om at fjerne ethvert element af aftaleret i forhold til arbejdstidens anvendelse, afvisning af ethvert forsøg på at diskutere andre løsninger end dem, man selv havde foreslået, og en klar udtalelse om, at man kun ville acceptere total kapitulation.
Så kom der en lockout.
Man forsøgte at knægte lærerne og presse dem til at overgive sig.
I det forløb blev der ikke taget et eneste initiativ, i hvert fald ikke et, som Finansministeriet har ønsket at orientere Folketinget om, for fra Finansministeriets side at komme i forhandling med modparten.
Om KL har taget nogle initiativer, kan jeg ikke vide.
De behøver ikke svare sandfærdigt, når jeg spørger dem.
Det skal finansministeren jo gøre, så derfor må vi tro ham, når han sådan set klart har givet udtryk for, at der ikke blev taget nogen initiativer.
Det lykkedes så ikke at knægte lærerne, og så kom man med det her lovforslag, hvor man gennemfører arbejdsgivernes krav til arbejdstiden uden noget som helst forbehold.
Vi har godt hørt om værnsreglerne her i dag.
Værnsreglerne går ud på, at arbejdsgiverne i udgangspunktet skal behandle deres medarbejdere godt.
Det er jeg enig i, det er en god idé.
Men de indeholder ikke en eneste rettighed til medarbejderne, ikke en eneste sikkerhed, som efterfølgende kan forfølges i det fagretlige system, ikke én.
Det er upassende og groft at sige, at værnsreglerne ikke får nogen betydning, for det kan da godt være, der sidder en leder et eller andet sted og siger:
Jeg havde godt nok ikke tænkt mig at opføre mig ordentligt, men nu kan jeg se, at det står her i lovgivningen, at det skal jeg, så det gør jeg.
Men jeg tror nu ikke, de får den store betydning.
Der er jo heller ikke noget at sige til, at KL og Finansministeriet i hele forløbet har været afvisende over for at indgå en aftale, for man har jo vidst, at et regeringsindgreb altid kunne sikre arbejdsgiverne sejren.
Og der er da heller ikke nogen tvivl om, at der gennem længere tid er blevet arbejdet på at udarbejde et regeringsindgreb.
Godt nok kan vi ikke få noget at vide om, hvornår man startede.
Godt nok kan vi ikke få noget at vide om, hvad kontakten til KL har gået ud på sådan mere konkret.
Men tilbage står i hvert fald klart et indtryk af, at det forslag til regeringsindgreb, som vi har set her det seneste par dage, nok alligevel har taget lidt tid at producere.
Når man tænker på, at bortfaldet af lærernes arbejdstidsaftaler var en væsentlig del af finansieringen i regeringens udspil til en folkeskolereform, er der vel ikke noget sige til, at der er nogle, der mener, at der nok har været tale om aftalt spil.
Konsekvenserne af at gennemføre det her regeringsindgreb er alvorlige for lærernes arbejdsforhold og arbejdsmiljø.
Det vil formentlig også øge arbejdsløsheden blandt lærerne.
Det er et angreb på den fri forhandlings- og aftaleret for offentligt ansatte og vil derfor medvirke til at svække de faglige organisationer, for fremover vil de faglige organisationer jo vide, at et ultimativt krav fra KL's og Finansministeriets side kan man enten bøje sig for, eller også kan man få en lockout og et efterfølgende lovindgreb, hvis man ikke bøjer sig under lockouten.
Ændringen betyder også et markant brud med regeringens løfte om at gennemføre en tillidsreform.
Ideerne om mere medbestemmelse til medarbejderne og troen på, at de selv kan organisere løsningen af de opgaver, de er uddannet til at udføre, er nu erstattet af managementteorier, mere ledelse, mere hierarki.
Jeg kan forsikre for, at der er rigtig mange uddannelsesinstitutioner, der i de kommende år får hårdt brug for at ansætte flere mellemledere til at administrere det system, man nu indfører.
Det er alligevel paradoksalt, vil jeg bare sige, at det blev under en socialdemokratisk ledelse, at en styrelse med det charmerende navn Moderniseringsstyrelsen havde held til at genindføre en gammeldags ledelsesform, som står i modsætning til at udvikle kvalitet og effektivitet i den offentlige sektor.
Enhedslisten stemmer imod det her lovforslag, på trods af at vi gerne så den meningsløse lockout, som KL og Finansministeriet står bag, afsluttet.