Skatteudvalget 2012-13
L 212
Offentligt
J.nr. 13-0002899Dato:24. maj 2013
TilFolketinget - Skatteudvalget
L 212 - Forslag til lov om ændring af skatteforvaltningsloven og for-
skellige andre love (Ny klagestruktur på skatteområdet og ændringer
som følge af idriftsættelsen af Ét Fælles Inddrivelsessystem m.v.)
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 5 af 13. maj 2013.
Holger K. Nielsen/ Per Hvas
Spørgsmål 5:
Ministeren bedes kommentere materiale fra Erik S. M. Hansen, tidligere Retspræsident forLandsskatteretten fra ekspertmødet den 8. maj 2013, jf. L 212 - bilag 17.Svar:
Erik S. M. Hansen (herefter benævnt ESMH) anfører, at hovedproblemerne med den nyeklagestruktur er en høj klagefrekvens i forhold til påklage af ankenævnsafgørelser tilLandsskatteretten og en høj omgørelsesprocent i Landsskatteretten. Vurderingsområdet erendvidere en særlig udfordring. Særligt har erhvervsejendomme og FFF-sagerne (sager omfradrag for grundforbedringer) givet problemer.Hertil bemærkes, at lovforslaget gennem etablering af et fælles sekretariat med mulighedfor øget specialisering og opbygning af faglige miljøer vil kunne sikre en højere grad afensartethed og kvalitet i afgørelserne. Endvidere giver lovforslaget mulighed for, at en kla-ger, hvis sagen visiteres til et skatte- eller vurderingsankenævn, kan vælge, at sagen i stedetskal behandles af Landsskatteretten. Dermed tager lovforslaget højde for disse problemer.I forhold til vurderingssagerne bemærkes det, at FFF-sagerne er et historisk problem, og iden situation, hvor en klager i en sag vedrørende erhvervsejendomme ikke har tillid til vur-deringsankenævnet, kan vedkommende vælge, at sagen skal behandles af Landsskatteret-ten.ESMH anfører, at det vil være en stor udfordring af skabe det forudsatte løft af kvaliteten ide regionale afgørelser, og at man samtidig svækker Landsskatterettens sekretariat. Forsø-get på at løfte kvaliteten i afgørelserne på det regionale niveau vil trække ressourcer vækfra Landsskatteretten.Hertil bemærkes, at sammenlægningen af ankenævnenes og Landsskatterettens sekretaria-ter vil medføre et sekretariat, som er større end Landsskatterettens sekretariat er i dag. Dettegiver mulighed for højere grad af specialisering og opbygning af faglige miljøer, og det sik-rer en højere grad af ensartethed, at det er de samme kontorer, der forbereder sager for så-vel ankenævnene som Landsskatteretten. At skatteankeforvaltningen ikke vil være samlet étsted i landet vil ikke hindre specialisering. Et kontor placeres et sted i landet kan således ta-ge sig af en sagstype, mens et kontor et andet sted i landet kan tage sig af andre sagstyper.ESMH spørger til, hvorfor man vil skabe et fælles sekretariat som en helt ny myndighed,hvorfor man ikke stiller krav om, at direktøren for sekretariatet skal have juridisk baggrund,og hvorfor denne ikke skal deltage i voteringen. Det er blot en lappeløsning at indføre enledende retsformand.Der henvises til mine svar på L 212 – spørgsmål 13 og 14, for så vidt angår begrundelsenfor at etablere et nyt selvstændigt sekretariat.Det forhold, at skatteankeforvaltningen vil blive større, end Landsskatterettens sekretariater i dag, vil bevirke, at opgaverne som leder af skatteankeforvaltningen bliver mere kræ-vende end de opgaver, Landsskatterettens præsident har i dag som ansvarlig for Landsskat-terettens sekretariat. Ved at etablere et sekretariat med en chef, som kan fokusere på opga-verne som leder af sekretariatet, og en ledende retsformand, som kan fokusere på sagsbe-handlingen i Landsskatteretten, sikres der tilstrækkelig fokus på begge dele.Da direktøren for skatteankeforvaltningen dermed ikke skal deltage i afgørelserne som rets-formand eller lignende, er det ikke nødvendigt at stille krav om, at vedkommende skal værejurist. Også andre uddannelser vil kunne sætte direktøren i stand til at lede sekretariatet.Samtidigt sikres det, at der er en ledende retsformand, som får bedre mulighed for at kon-Side 2
centrere sig om det formentlig stigende antal sager, som skal behandles af Landsskatteret-ten. Dette er ikke en lappeløsning, men en løsning som sikrer såvel fokus på ledelsen af detstørre sekretariat som fokus på sagerne i Landsskatteretten.ESMH anfører, at Landsskatterettens sagsindgang må forventes at stige væsentligt, når kla-geren får mulighed for at vælge, at en sag, som er visiteret til et skatte- eller vurderingsan-kenævn, i stedet skal behandles af Landsskatteretten. Det vil forstærke den skævhed i be-lastningerne af forskellige nævnstyper, der allerede eksisterer i dag, og det vil medførelængere sagsbehandlingstid.Hertil bemærkes, at det er korrekt, at Landsskatteretten formentlig vil få flere sager end idag. Derfor er antallet af retsmedlemmer i Landsskatteretten og medlemmer af ankenævne-ne også et af de spørgsmål, som kan tages op i forbindelse med den evaluering af den fore-slåede nye klagestruktur, som er påtænkt, når den nye struktur har virket i 4 år, og der erbedre kendskab til fordelingen af sager mellem skatte- og vurderingsankenævnene på denene side og Landsskatteretten på den anden.Da sagerne efter forslaget vil skulle behandles af samme sekretariat, har fordelingen medhensyn til, hvor mange sager der skal behandles af henholdsvis ankenævnene og Landsskat-teretten, ingen betydning for belastningen af sekretariatet og dermed den tid sekretariatetskal have til at forberede sagerne. Hvis belastningen af Landsskatteretten bliver så stor, atantallet af medlemmer bliver en flaskehals, som fører til væsentligt længere sagsbehand-lingstid, vil det naturligvis være en problemstilling, som skal overvejes.ESMH anfører, at den foreslåede klagestruktur vil medføre flere domstolssager.Der henvises i denne forbindelse til mit svar på L 212 – spørgsmål 11.ESMH anbefaler enten at lægge det samlede sekretariat ind under Landsskatteretten eller atudskyde beslutningen om at indføre en ny klagestruktur med henblik på et udvalgsarbejde.Der henvises til mine svar på L 212 – spørgsmål 7, 8, 13 og 14.ESHM anbefaler, at der skabes ensartede regler for omkostningsgodtgørelse.Der henvises til mit svar på L 212 – spørgsmål 4 og min kommentar til henvendelsen fraVurderingsankenævnsforeningen (L 212, bilag 21).
Side 3