L 200a - 2012-13 - Bilag 4: kopi til orientering af tidligere modtagne henvendelser fra pensioneret kontreadmiral Jørn Olesen vedr. L 200

TilFolketingets ForsvarsudvalgStillingen som forsvarschef blev for nylig slået stort op med bl.a. helsidesannoncer i visse aflandets største aviser. Der har efterfølgende i allehånde medier været diverse kommentarertil stillingsopslaget, og på det seneste - foranlediget af en aktuel sag - også betragtninger omforsvarets øverste ledelse og generaler og admiraler mere generelt. Nogle af disse kom-mentarer har været temmelig enøjede og forsimplede. Og standretterne har sørgeligt nokigen været hurtigt ude. Det får mig til at fremsætte nogle bemærkninger til stillingsopslagetog til kravene og forventningerne til en forsvarschef i det hele taget set med en tidligere mili-tær chef og leders øjne.Min baggrund herfor er et mangeårigt bredt virke i forsvaret, herunder ikke mindst mange årschefsvirke som kontor- og afdelingschef i Forsvarsministeriets departement samt i tunge mili-tære chefsstillinger med bred kontakt både til den departementale og til den politiske side.Stillingen som forsvarschef er uhyre krævende og ansvarsfuld og befinder sig centralt i feltetmellem den politiske og departementale styring og selve forsvaret. Forsvarsministeren erifølge forsvarsloven højeste ansvarlige myndighed for det militære forsvar, og forsvarschefenhar under ansvar over for ministeren kommandoen over hæren, søværnet og flyvevåbnetsamt organer til støtte for det militære forsvar. Det er kloge ord, der ikke bør ændres. For-svarschefen er således både ministerens primære militære rådgiver og chef for det samledemilitære forsvar.Som ministerens primære militære rådgiver skal forsvarschefen naturligvis urbant, korrekt,diskret, solidt, loyalt og dygtigt fremføre og kunne fremføre de militære synspunkter, der måt-te være behov for i den aktuelle situation, alt selvsagt under respekt for ministerens politiskeansvar og rolle. Det må være i landets og det politiske niveaus interesse, at denne militærerådgivning - som jeg går ud fra, at den politiske side er interesseret i at modtage, specielt dalandet jo er i krig - om fornødent kan formidles direkte fra forsvarschef til minister uden for-sinkende eller filtrerende led i Forsvarsministeriets departement. Befolkningen, herunder demange ansatte i forsvaret, må have sikkerhed for, at politiske afgørelser om forsvarets op-bygning og indsats træffes på det bedst mulige grundlag, herunder en solid, kvalificeret ogdirekte militærfaglig rådgivning. Forsvarschefen må derfor om militære spørgsmål i bred for-stand referere direkte til forsvarsministeren og have direkte adgang til denne. Det vil oftevære vanskelige problemstillinger, det drejer sig om. Budskaberne fra den militære side kanderfor være ubekvemme og vanskeligt håndterbare politisk, men de både må og skal høresdirekte af den politiske side alligevel, og måske netop derfor. Det har befolkningen både be-rettiget krav på og forventning om. Og det har det politiske niveau behov for, hvis det skalfungere ordentligt. Det ubekvemme og vanskelige må man være i stand til at håndtere i enfornuftig, tæt og tillidsfuld dialog mellem ministerium og forsvar under hensyntagen til og re-spekt for hinanden og hinandens synspunkter.

2Forsvarschefens anden rolle – som chef for det samlede militære forsvar med alt hvad detindebærer – har der besynderligt nok ikke været megen fokus på i den aktuelle debat eller istillingsopslaget. Det kan undre mig. For denne rolle stiller mindst lige så store krav til enforsvarschef som rådgiverrollen. Forsvaret er en stor militær organisation, som sender lan-dets sønner og døtre i krig. Forsvarschefen skal derfor være en ansvarsbevidst, kompetentmilitær leder og chef med bred ledelsemæssig militær og administrativ erfaring, indsigt og-baggrund. Både på lavere og på allerhøjeste niveu i forsvaret og både nationalt og internati-onalt, ikke mindst operativt. Han skal herunder bl.a. være den markante og ansvarlige mili-tære chef og leder, der synligt og stærkt kan styre, lede, inspirere og motivere forsvaretsmange tusind ansatte til at løse deres helt særlige opgaver. Han er forsvarets ansigt indadtilog udadtil, og han skal være en dygtig kommunikator. Han skal naturligvis også have politiskfornemmelse og konstruktivt bidrage til at udvikle forsvaret som det bestemmes politisk. Hanskal være kendt og respekteret i forsvaret både for sine lederevner og sin militære faglighed.Han skal troværdigt og med vægt kunne tale det militære synspunkt over for befolkningen ogdet politiske niveau, og han skal være forsvarets ansattes garant for at forsvarets militæreopgaver mv. udføres bedst muligt og under størst mulig hensyntagen til de militærfagligeforhold. Man har tidligere brugt udtrykket, at en officer skulle være både kriger, virksomheds-leder og diplomat. Det gælder i hvert fald i udpræget grad for forsvarschefen. Alt dette skalnaturligvis også gøres under respekt for Forsvarsministerens politiske ansvar og rolle.Forsvarschefen må derfor nødvendigvis rekrutteres fra forsvarets allerhøjeste militære lag.Det har man også hidtil gjort herhjemme, og det gør man i alle de lande vi normalt ønsker atsammenligne os med.Denne anden rolle – som chef, leder og drivkraft for det samlede militære forsvar - finder jegkun beskedent reflekteret i det aktulle stillingsopslag. Det til trods for, at den er mindst ligesåvigtig som rådgiverrollen. Det både skuffer og undrer mig. Og det sender for mig at se etsignal om at hverken ministeren eller Forsvarsministeriets departement tillægger denne af-gørende opgave og rolle tilstrækkelig vægt.Dette indtryk af spinkel fokus på den militærfaglige side og erfaring bekræftes af stillingsop-slaget i øvrigt. Det konkrete indhold, det brede opslag og de bemærkninger, der i medierneer knyttet hertil, sender for mig at se et budskab om at Forsvarsministeriet som forsvarschefhellere vil have en medgørlig civil administrator med beskeden militær baggrund end en er-faren general/admiral med solid militær viden, pondus og ben i næsen. Man må for landetsog soldaternes skyld håbe, at potentielle militære kandidater vælger at negligere dette vinkmed en vognstang og søger stillingen alligevel.Jeg kan i det hele taget undre mig over, at det er nødvendigt at slå stillingen op på dennemåde. Der er ikke mange store organisationer, der har bedre kendskab til sine ypperste folkend man har i Forsvarsministeriet, hvor man – uanset om man har et ansøgningssystem el-ler et beordringssystem – altid har haft optimale muligheder for at føre potentielle kandidaterad de rette veje og gennem de rette prøvelser frem til de allerøverste stillinger. Man må hel-ler ikke glemme, at alle de militære, der hidtil er kommet til forsvarets allehøjeste poster, erkommet dertil, ikke kun fordi forsvarschefen fandt det anbefalelsesværdigt, men også efternøje Forsvarsministeriel granskning og udvælgelse, især fra den siddende forsvarsminister.Vurderes skiftende chefer at have været utilstrækkelige, hvad man umiddelbart kan få ind-trykket af i dele af den aktuelle debat, hviler ansvaret herfor tungere på Forsvarsministerietend på tidligere forsvarschefer. Det er både uberettiget og historieløst at antyde, at udvæl-gelsen til de højeste poster i forsvaret hidtil alene er blevet bestemt af den militære side, ogat man hidtil har kunnet nå til forsvarets højeste poster blot ved at holde sig i live længe nok.Men også den myte synes svær at få has på. Mit synspunkt er samtidig, at den hidtidigeplanlægnings- og beordringsmetode har været mere velegnet til at finde den bedst kvalifice-

3rede kandidat end det aktuelle stillingsopslag, der demonstrerer mangel på fornemmelse forforsvaret samt intern rådvildhed.Indtrykket af spinkel fokus på det militære bekræftes yderligere af, at man fra Forsvarsmini-steriets side tilsyneladende bevidst har tøvet med at slå stillingen op, og at man i pausenmellem to forsvarschefer har sat et analysearbejde i gang for at se nærmere bl.a. på enkommende forsvarschefs organisatoriske placering og præcise ansvarsområde. Interessenfor at høre et tungt militært synspunkt også i denne sammenhæng synes således begræn-set.Sammenfattende finder jeg disse forløb dybt bekymrende. De efterlader indtryk af et for-svarsministerium, der ikke tillægger militære synspunkter fornøden vægt og ikke forstår, at etordentligt samarbejde forudsætter tillidsfuld og tæt dialog, lydhørhed og respekt for hinan-den og hinandens roller, opgaver og synspunkter.Forsvarsministeren skal derfor opfordres til at se den øverste militære ledelses funktion ogvirkemåde i hel tæt sammenhæng med forsvarsministeriets departements bemanding, funk-tion og virkemåde. I tilknytning hertil bør ministeren, naturligvis, tænke meget nøje over,hvem han vælger at ansætte som forsvarschef. Ovennævnte betragtninger bør i beggespørgsmål tillægges afgørende betydning. Helt central er især evnen og viljen fra alle sidertil at etablere et konstruktivt, tillidsfuldt, tæt, fornuftigt, loyalt og respektfuldt samarbejde. Detsynes der at være behov for. Der skal to til en tango. Og ingen er ufejlbarlig. Heller ikke for-svarets øverste ledelse eller Forsvarsministeriet for den sags skyld.Afslutningsvis vil jeg for god ordens skyld gerne præcisere, at jeg på ingen måde er mod-stander af, at man tilpasser og forenkler samvirket og ansvarsfordelingen mellem forsvars-ministeriets departement og forsvarets øverste ledelse efter tidens behov. Enkelte interne vilmåske endda kunne erindre, at jeg selv pegede på behovet herfor for knap 10 år siden. Mendet bør ske i en ordentlig proces og under skyldig hensyntagen til de særlige militære for-hold og til forsvarschefens roller og opgaver. Og man bør se mindst lige så meget på For-svarsministeriets departement som på forsvarets øverste ledelse. En snæver organisatorisktilgang er næppe tilstrækkelig.

ÅBENT BREV TIL FOLKETINGETS FORSVARSUDVALG

om

BESÆTTELSE AF STILLINGEN SOM FORSVARSCHEF