Mange tak.
Jeg vil gerne takke ordførerne for indlæggene.
Det er jo klart, at det, vi taler om i dag, bl.a.
er at få sikret vores grundvand; det er at lave beskyttelseszoner rundt om vores boringer.
Vi kigger i øjeblikket på, om vi kan få flere kommuner til at lave egentlige boringsnære beskyttelsesområder, hvor man ikke bare tegner en cirkel, men faktisk ser, hvordan grundvandet ligger, så man mere målrettet kan beskytte det.
Men det lovforslag, vi diskuterer i dag, har jo til formål at rette op på en fejl, der opstod tidligere, nemlig at man kun kompenserede dem, der ejede det areal, hvor boringen lå, og hvis nogle ejede en stor del af 25-meters-beskyttelseszonen rundt om det, så fik de ikke en erstatning.
Det er så det, vi retter op på nu.
Jeg vil sige, at det i mange sammenhænge viser sig, at det er vandforsyningerne, der har opkøbt den allerinderste del af området omkring drikkevandsboringerne, og det betyder, at grundejeren uden for den allerinderste del af området lider et økonomisk tab, men ikke har krav på godtgørelse, og det var jo aldrig hensigten med loven.
Jeg er glad for, at ordførerne tager så positivt imod forslaget.
Jeg vil sige, at et parti som Liberal Alliance jo plejer at gå meget op i bureaukrati, og jeg synes, at man også i den fase, der kommer, skal overveje meget, hvor langt man skal gå i forhold til at have meget specifikke ordninger.
Det drejer sig om 429 kr.
pr.
boring, så hvis det beløb skal til at deles mellem rigtig mange mennesker, synes jeg bare, at man fra Liberal Alliances side skal overveje, hvor meget bureaukrati man vil lægge ned i de her systemer.
Jeg kan måske også svare Dansk Folkeparti og sige, at Dansk Folkeparti jo var med til at lave en fejl, da man lavede loven, og at det havde klædt Dansk Folkeparti bare at kvittere for, at vi nu retter op på den fejl og reparerer på det, der er lavet.
Men alt i alt ser det ud til, at der er en velvillig modtagelse af det her lovforslag, og jeg glæder mig til den fortsatte behandling og er selvfølgelig klar til at diskutere, om vi skal lave meget mere bureaukrati, eller om vi bare skal få ryddet op i det her spørgsmål.