Sidste år ved den her tid behandlede vi lovforslaget om at adskille Institut for Menneskerettigheder og Dansk Institut for Internationale Studier, så de nu fungerer som to selvstændige enheder.
Og det her lovforslag følger jo op på det, da der på begge institutioner er sket naturlige ændringer, som kræver konsekvensrettelser.
Den allerførste er jo meget glædelig, mener vi i Radikale Venstre, nemlig at Grønlands landsstyre i november har besluttet, at lov om Institut for Menneskerettigheder også bør sættes i kraft for Grønland.
Det betyder så, at Institut for Menneskerettigheder skal fungere som en national menneskerettighedsinstitution, også i forhold til Grønland.
Grønlands landsstyre har endvidere etableret Grønlands Råd for Menneskerettigheder, der er sammensat af repræsentanter for forskellige civilsamfundsorganisationer, og de havde deres første møde allerede her i marts.
Ligesom i Danmark er det vigtigt, at rådet fungerer som et talerør for civilsamfundet, og det er også vigtigt, at Institut for Menneskerettigheders bestyrelse tager det alvorligt og lytter til, hvad der sker i Rådet for Menneskerettigheder.
De har jo til opgave at følge instituttets arbejde med at fremme og beskytte menneskerettigheder i Danmark og i udlandet, og rådet kan vurdere arbejdet, men også komme med forslag til nye aktiviteter.
Så derfor er det jo den naturligste ting, at Institut for Menneskerettigheders bestyrelse også skal have en repræsentant fra rådet for menneskerettigheder i Grønland.
Den anden konsekvensrettelse er, at DIIS, Dansk Institut
for Internationale Studier, i stedet for en repræsentant fra Danidas styrelse, som jo er nedlagt, nu får en fra Udviklingspolitisk Råd; det er ret naturligt, at det så bliver Udviklingspolitisk Råd, som har afløst den nedlagte styrelse her fra starten af 2013.
DIIS har en meget vigtig funktion i forhold til strategisk rådgivning og udvikling, og som også de tidligere ordførere var inde på, er vi i Radikale Venstre meget, meget glade for, at vi i begge sammenhænge – både i forhold til den danske udviklingspolitik, hvor strategien blev ændret sidste år, og i forhold til den vægt, som Institut for Menneskerettigheder har fået ved at få yderligere økonomiske midler – kan se, at menneskerettigheder er kommet så centralt ind i både vores udviklingspolitik og selvfølgelig også den danske situation.
Jeg vil gerne takke regeringen for fortsat at have arbejdet med menneskerettigheder som et centralt omdrejningspunkt, og derfor er vi selvfølgelig fulde af opbakning til det her lille tekniske, men vigtige forslag.