Beskæftigelsesudvalget 2012-13
L 195 Bilag 1
Offentligt
NOTAT
9. januar 2013
EU-Domstolens dom i sagen C-577/10, Kommissio-nen mod Belgien, om pligt for selvstændige tjene-steydere til at give forhåndserklæring
Sagsnr. 2012 - 1849
Indledning
Den 19. december 2012 blev der afsagt dom i sagen C-557/10, Kommissionen modBelgien. Sagen drejede sig om den belgiske lovgivning, hvorefter udenlandske,selvstændige tjenesteydere uden ansatte skal sende forhåndserklæring, senest nårtjenesteydelsen udføres. Den belgiske ordning herom benævnes ”Limosa”. Kom-missionen havde nedlagt påstand om, at det er i strid med Traktatens regler om fribevægelighed for tjenesteydelser at stille et sådant krav, hvorimod det er anerkendt,at det kan stilles over for virksomheder, der udstationerer ansatte.Danmark har interveneret i sagen på grund af sagens mulige betydning for de dan-ske regler om selvstændiges pligt til at sende forhåndsanmeldelse til RUT-registret.Belgien tabte sagen på en konkret begrundelse om, at Belgien ikke havde fremførtargumenter for, hvorfor kravet om forudgående erklæring ikke overskrider græn-serne for det nødvendige. Domstolen afviste således ikke, at det principielt kan væ-re muligt at stille kravet.Centrale punkter i dommens præmisser
Generelle bemærkningerSagen er afgjort efter Traktatens regler om fri bevægelighed for tjenesteydere. Her-om udtaler Domstolen følgende:”Det fremgår af fast retspraksis, at artikel 56 TEUF ikke blot kræver afskaffelse afenhver form for forskelsbehandling til skade for en tjenesteyder på grundlag afdennes nationalitet eller på grundlag af den omstændighed, at den pågældende harhjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor ydelsen skal udføres, men også op-hævelse af enhver restriktion, selv hvis den gælder uden forskel for såvel inden-landske tjenesteydere som tjenesteydere fra andre medlemsstater, der kan være tilhinder for eller indebære ulemper for den virksomhed, som udøves af en tjeneste-yder med hjemsted i en anden medlemsstat, hvor den pågældende lovligt leverertilsvarende tjenesteydelser, eller kan gøre denne virksomhed mindre tiltrækkende.”Om restriktioner udtaler den nærmere:
”Ifølge fast retspraksis kan en national lovgivning, der vedrører et område, somikke er genstand for harmonisering på EU-plan, og som gælder uden forskel forenhver person eller ethvert selskab, der driver virksomhed på den pågældendemedlemsstats område, til trods for dens restriktive virkning på den frie udvekslingaf tjenesteydelser begrundes i et tvingende alment hensyn, der ikke allerede tilgo-deses i kraft af de bestemmelser, tjenesteyderen er undergivet i den medlemsstat,hvor han er etableret, forudsat at lovgivningen er egnet til at sikre virkeliggørelsenaf det formål, den forfølger, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at op-fylde formålet.”Konkrete bemærkningerDomstolen fastslog, at ordningen ikke er diskriminerende, selvom den kun gælderfor udenlandske tjenesteydere. De objektive forskelle mellem tjenesteydere etable-ret i og uden for Belgien kan således begrunde forskelle med hensyn til afgivelse afoplysninger.Domstolen fastslog derimod, at anmeldelsespligten er en restriktion for den fri be-vægelighed. Det afgørende var herefter, om ordningen forfølger et tvingende, al-ment hensyn og er proportional.Domstolen bekræftede, at de hensyn, Belgien har påberåbt sig, kan tages i betragt-ning som tvingende almene hensyn, der kan begrunde en restriktion af den fri ud-veksling af tjenesteydelser. Domstolen udtaler:”I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at hensynet til at bekæmpebedrageri, bl.a. socialt bedrageri, og forhindre misbrug, navnlig ved at opdage til-fælde af falske selvstændige og bekæmpe sort arbejde, ikke alene knytter sig tilhensynet om at beskytte de sociale sikringsordningers økonomiske ligevægt, menogså til hensynet til forebyggelse af illoyal konkurrence og social dumping samthensynet til beskyttelse af arbejdstagere, herunder selvstændige tjenesteydere.”Herefter skulle Domstolen tage stilling til ordningens forholdsmæssighed. Den un-derstregede i den forbindelse, at en generel formodning for bedrageri ikke er til-strækkelig begrundelse for indgreb. Den udtalte videre i den forbindelse:”Selv hvis det antages, at selvstændige tjenesteydere med hjemsted i en anden med-lemsstat end Kongeriget Belgien kan pålægges skattemæssige og sociale forpligtel-ser i sidstnævnte stat, er det i det foreliggende tilfælde ubestridt, at anvendelsen afden omhandlede erklæringspligt ikke er begrænset til tilfælde, hvor det skal under-søges, om disse skattemæssige og sociale forpligtelser overholdes.”Samt:”Den omhandlede erklæringspligt indebærer endvidere et krav om at meddele debelgiske myndigheder meget detaljerede oplysninger, navnlig inden for rammerneaf den såkaldte »almindelige« erklæring. Selv om det er muligt, at en medlemsstatkan anmode selvstændige tjenesteydere med hjemsted i en anden medlemsstat, sombefinder sig på førstnævnte medlemsstats område med henblik på dér at levere en
2
tjenesteydelse, om at meddele den visse specifikke oplysninger, er det på betingelseaf, at meddelelsen heraf er begrundet i forhold til de forfulgte formål. KongerigetBelgien har dog ikke angivet en tilstrækkeligt overbevisende begrundelse for, hvor-for det er nødvendigt at meddele disse meget detaljerede oplysninger for at nå demål begrundet i almene hensyn, som det har påberåbt sig, og hvorfor forpligtelsentil forudgående at meddele sådanne oplysninger ikke overskrider grænserne for,hvad der er nødvendigt med henblik på at nå disse mål, hvilket Kongeriget Belgienimidlertid burde have gjort (jf. i denne retning dom af 19.6.2008, sag C-319/06,Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 4323, præmis 51 og den deri nævnteretspraksis).”Herefter konkluderer Domstolen (understregningen foretaget her):”Under disse omstændigheder må de omhandlede bestemmelser anses for at væreuforholdsmæssige, idet de går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de mål be-grundet i almene hensyn, som Kongeriget Belgien har påberåbt sig. Den omhand-lede erklæringspligt kan derfor ikke anses for at være forenelig med artikel 56TEUF.”Vurdering
Præmisserne gengivet ovenfor viser, at Domstolen principielt anerkender mulighe-den for at kræve forhåndserklæring fra selvstændige uden ansatte. Imidlertid fast-slår dommen, at Belgien ikke har argumenteret godt nok for, at ordningen er pro-portional. Dette er baggrunden for, at domstolen indleder konklusionen med ”underdisse omstændigheder”. Der kan derfor ikke drages konkrete konklusioner afdommen i forhold til de danske regler om anmeldelsespligt for selvstændige tilRUT.
3