L 19, som vi behandler i dag, er en ændring af miljøbeskyttelsesloven, og lovforslaget drejer sig om at give virksomheder adgang til genbrugspladser på tværs af kommunegrænser. Fra Radikale Venstres side synes vi, at det giver rigtig god mening, og jeg vil gerne komme med et eksempel.
Hvis min vej på Frederiksberg var tilstrækkeligt statistisk grundlag, ville der ikke være nogen form for afmatning i byggebranchen, skal jeg sige, for siden foråret har der været fem-seks byggearbejder i gang, hvor jeg bor. Der er blevet skiftet tag, renoveret facader, renoveret kældre fra oversvømmelserne sidste år, opsat stakit og anlagt haver. Men hvis man læste firmanavnene på håndværkernes biler, ville man se, at der ikke var mange af dem, der kom fra Frederiksberg. De kom fra Glostrup, Herlev, Karise, en fra Kolding og en enkelt med polske plader.
Som loven er nu, har de ikke kunnet aflevere byggeaffald på den nærmeste genbrugsplads, men har måttet køre affald til deres hjemkommune. Det giver selvfølgelig ikke mening at transportere åbne trailere med byggeaffald gennem det meste af byen, altså fra den kommune, hvor arbejdet udføres, til den, hvor firmaet hører hjemme.
De får med loven en meget større frihed, og det er da også fortrinsvis positive høringssvar, vi har fået, om netop den del af lovforslaget, der omhandler adgangen til genbrugspladser på tværs af kommunegrænser. Enkelte affaldsindsamlere er bange for, at det forrykker balancen fra private aktører til offentlige genbrugspladser, og til det er der vel især at sige, at der er planlagt en evaluering efter et par år, og så må vi se, om det ændrer noget ved vores synspunkter.
Fra radikal side mener vi, at det vigtigste med miljøbeskyttelsesloven og i forhold til affald er at sikre optimal og effektiv indsamling af affald og størst mulig genanvendelse. Det er hovedformålet, og det mener vi er en mulighed med den her lov.