Det lovforslag, som vi skal behandle i dag, bygger jo på Venstres oprindelige forslag om frikommuner.
Hele ideen med frikommuneforsøg er vores, og derfor er vi naturligvis som udgangspunkt meget positive over for lovforslaget.
Det er glædeligt, at regeringen følger et af den tidligere regerings projekter til dørs.
Meningen med lovforslaget er at give ni udvalgte frikommuner mulighed for 27 nye forsøg, og det er forsøg, der kommer vidt omkring.
Jeg vil godt lige hurtigt rende dem igennem:
Der er et forsøg med friere rammer for frivilligt og ulønnet arbejde ved offentlige kommunale virksomheder for dagpenge- og efterlønsmodtagere uden fradrag i offentlig ydelse.
Så er der et forsøg med graduering af løntilskud ved ansættelse i private virksomheder.
Forsøg med etablering af seniorjob i private virksomheder.
Forsøg med flere engelsksprogede fag i folkeskolen.
Forsøg med udvidelse af åbningstiderne i daginstitutioner ved merkøb.
Forsøg med etablering af gratis trådløs internetadgang på udvalgte lokaliteter.
Forsøg med at stille ledige kommunale lokaler til rådighed for iværksættere.
Forsøg med afskaffelse af kontantkasser i borgerservice.
Forsøg med fremrykning af obligatorisk digital selvbetjening.
Forsøg med fritagelse for myndighedsbehandling i dispensationssager om tilstandsændringer i områder omfattet af § 3 i naturbeskyttelsesloven.
Forsøg med dispensation fra kravet om adskillelse mellem botilbud og boligafdeling.
Forsøg med mulighed for flytning af enker og enkemænd i ægteparplejeboliger til plejeboliger for enlige.
Forsøg med obligatorisk digital selvbetjening efter lov om bygnings- og boligregistrering.
Forsøg med fritagelse for udarbejdelse og indsendelse af ligestillingsredegørelse hvert andet år.
Forsøg med fritagelse for informeret samtykke til forebyggende sundhedsundersøgelser til børn og unge.
Forsøg med kommunal inddragelse ved lægelig henvisning til vederlagsfri fysioterapi.
Forsøg med etablering af partnerskabsprojekt i sundhedssektoren.
Forsøg med ændret administration af borgerstyret personlig assistance.
Forsøg med digital sagsbehandling.
Forsøg med beskrivelse af udviklingsmål i stedet for konkret beskrivelse af bevilligede ydelser.
Forsøg med mulighed for flytning af borgere i botilbud.
Forsøg med fast tilskudsbeløb til brystproteser i stedet for konkret vurdering.
Forsøg med fast tilskudsbeløb til parykker i stedet for en konkret vurdering.
Forsøg med service via fælleskommunale callcentre.
Forsøg med forlængende forsørgelsesydelse efter ophør af sygedagpenge.
Forsøg med kommunalt finansieret lønudgift for visse unge i praktik som led i en uddannelsesaftale.
Endelig forsøg med individuelt iværksætterforløb af op til 12 ugers varighed for nye iværksættere, der har oprettet egen virksomhed.
Som man kan høre, er det jo nærmest 27 selvstændige lovforslag, vi skal behandle, og jeg vil sige, at jeg glæder mig til at se frikommunerne vise, hvad kommunalt selvstyre kan udrette.
Det er vigtigt, at frikommuneforsøget bliver så ambitiøst og ubureaukratisk som overhovedet muligt.
Kommunerne får lov til at gå nye og andre veje, men skal samtidig også vise, at de kan skabe nye løsninger, der kommer hele den kommunale sektor til gavn, og det har vi brug for.
Det er vigtigt, at kommunerne får mulighed for at finde ud af, om der er en alternativ måde at gøre tingene på, så den offentlige sektor kan køre lidt længere på literen.
Når vi har verdens dyreste offentlige sektor, skal vi også have verdens bedste.
Centrale krav kan nogle gange vise sig som en hindring for lokale ideer og løsninger, og i stedet for at vi sidder her centralt på Christiansborg med den store kogebog, så lad os da give kommunerne frihed i opgaveløsningen, den frihed, som mange af dem ønsker sig.
Kommunerne får frie tøjler på en række områder og får afprøvet, hvad der virker, og hvad der ikke virker, og derefter kan man så udbrede de mest succesfulde projekter til resten af landets kommuner.
Der vil være enkelte af de her projekter, som vi fra Venstres side kan være noget skeptiske over for, men det nytter jo ikke kun at give frihed til de forsøg, vi synes er en god idé.
Vi må være så liberale, at vi også giver frihed til de forsøg, vi måske på forhånd er lidt skeptiske over for, og så kan vi jo bagefter se, hvordan det er gået.
Til sidst vil jeg bede regeringen om at komme ud af starthullerne og se på de forsøg, der bevisligt har en positiv effekt, og derefter give de øvrige kommuner i landet lov til at gå i gang på disse områder.
Vi bør således allerede nu plukke de lavthængende frugter og indføre de tiltag, der kan blive til gavn for borgerne i alle landets kommuner.
Venstre vil derfor presse på for at udbrede de bedste erfaringer så hurtigt som muligt.
Venstre stemmer for lovforslaget.
Som sagt tidligere er frikommunerne en blomst, der er groet i vores have, og som vi nu med glæde ser vokse sig stor og flot.