Nu kunne jeg forstå, at hr.
fru Anne Baastrup var vikar for hr.
Ole Sohn.
Jeg synes, det ville være uvenligt at spørge fru Anne Baastrup om, hvad hr.
Ole Sohn kunne finde på at svare, men jeg er glad for, at han vil kaste sig ind i arbejdet med stor iver.
Faktisk synes vi i Enhedslisten, at det er lidt mærkeligt at overvære en debat her i Folketingssalen, som handler om, hvordan vi kan gøre det nemmere at fratage radio- og tv-stationer deres sendetilladelse, altså i praksis reducere ytringsfriheden.
Det synes vi er mærkeligt, fordi man næsten altid i debatter om ytringsfrihed indleder med en længere erklæring om, at dette er den absolut vigtigste frihedsrettighed, som der ikke må ske nogen indskrænkninger i.
Særligt et enkelt parti, nemlig Dansk Folkeparti, har ført an med det argument i årevis, og derfor er jeg måske lidt overrasket over, at Dansk Folkepartis ordfører på området ikke er i stand til at svare på spørgsmål om, hvordan det at støtte dette lovforslag, der indskrænker ytringsfriheden, stemmer overens med i øvrigt at ønske, at andre indgreb i ytringsfriheden fjernes.
Jeg kan forstå, at det hensatte DF's ordfører i en sådan tilstand, at han var nødt til at holde et lille indlæg om en række forbrydelser, som han påstod at jeg skulle have været medskyldig i.
Det siger vel lidt om, at Dansk Folkeparti nok er de ypperste repræsentanter for skallesmækkende mimoser i det her Folketing.
Udgangspunktet for den debat, vi i Danmark fører om ytringsfrihed, er jo som oftest, at vi grundlæggende mener, at det afgørende er, at der gribes ind over for handlinger og ikke over for ytringer.
Så har vi den diskussion ved siden af det, hvor vi erkender, at ord godt kan betyde noget, og at ord godt kan føre til handlinger – derfor har vi en racismeparagraf, og derfor har vi de paragraffer, som handler om, at man ikke må opfordre til had osv.
Der kan være enkelte af de paragraffer, vi har i dag, som Enhedslisten kunne ønske sig afskaffet, men vi synes i hvert fald ikke, der er nogen grund til at udvide dem, og slet ikke på baggrund af en enkelt sag, som end ikke er færdigbehandlet ved domstolene.
For uanset at jeg har respekt for, at Venstre afviser, at den holdning, Venstre har, skulle have noget som helst med Roj-sagen at gøre, så er det jo fremgået af debatten, at det ikke er alle partier, der har denne jomfrunalske tilgang til debatten.
Der er adskillige, som siger, at det jo lige præcis er det, det handler om.
Men det er også en lov, som får negative konsekvenser for andre mediers vilje til og mulighed for at give en alsidig dækning af konflikter.
For som lovforslaget ligger her, betyder det, at der kan gennemføres sanktioner mod en radio- eller tv-station, som i for stort et omfang – altså i for stort et omfang – videregiver oplysninger om, hvad f.eks.
en terrororganisation mener.
Jeg tror, at grundigt arbejde med det her lovforslag burde kunne føre til en større præcisering.
Det vil sige, at Radio- og tv-nævnet ikke bare skal tage stilling til et medies egne holdninger eller redaktionelle linje, som mediet selv er ansvarlig for, man skal også gå ind og tage hensyn til, om der i for stort omfang bliver refereret, hvad andre mener, på en måde, som kan omfattes, som at mediet understøtter denne organisations linje.
Det er helt uklart, hvordan man definerer en redaktionel linje.
Der står godt nok, at det i princippet ikke kan defineres ud fra én udsendelse, men fordi man jo nok alligevel vil være sikker på at kunne gribe hurtigt ind – og det at kunne gribe hurtigt ind har jo været vigtigt – skriver man, at det jo ikke kan udelukkes.
Man siger, at man har en klar definition af, hvad det vil sige at fremme terrorisme.
Det er nu ikke noget, man kan læse ud af bemærkningerne her, men det siger man at man har.
Det fremgår også af lovforslaget, at det, som er hensigten med det her, rent faktisk er at sikre, at man kan gribe ind i større omfang, end man har kunnet indtil nu, og derfor er der jo tale om, at man begrænser ytringsfriheden.
Det er jo ikke, fordi der ikke i dag findes regler, der muliggør indgreb over for stationer, der tilskynder til had.
Når Radio- og tv-nævnet tidligere har afvist at gribe ind over for f.eks.
Roj TV, skyldes det jo, at nævnet vurderede, at Roj TV ikke tilskyndede til terror.
Her forsøger man så at ændre reglerne, så det kan blive nemmere at lukke den tv-station, og det er vel også derfor, at det ikke er helt forkert at sige, at det her er et kedeligt eksempel på enkeltsagslovgivning, som bare kan få rigtig, rigtig alvorlige konsekvenser for andre.
Det fremgår jo også tydeligt af høringssvarene, hvor mange jo påpeger den store risiko, de opfatter at der er, for, at det her faktisk i form af selvcensur og andre selvbegrænsende foranstaltninger kan betyde, at der er rigtig mange synspunkter og holdninger, der ikke kan komme frem.
Så er det selvfølgelig rigtigt, som hr.
Simon Emil Ammitzbøll har påpeget flere gange, at når alt kommer til alt, rækker evnerne ikke til det, man gerne vil, altså at udvide mulighederne for at gribe ind over for ytringsfriheden.
Men heldigvis, kan man sige, har den teknologiske udvikling gjort det rigtig, rigtig vanskeligt, og det kan selvfølgelig være en trøst i denne, synes jeg, lidt kedelige sag.