Jamen jeg kunne egentlig godt tænke mig at indlede med at komme med et forsvar for revisionsbranchen, for jeg hørte en af ordførerne sige, at nu ville man skyde revisionen.
Det synes jeg alligevel er noget voldsomt, at vi ligefrem skal ud i manddrab på L 168.
Det handler om at forlænge revisionsperioden til folketingsåret 2014-15.
Og jeg vil sige, at jeg morede mig lidt over hr.
Per Clausens historiske tilbageblik, der egentlig ikke var et historisk tilbageblik, for det var bare et pausenedslag i en midlertidig refleksion over, hvad der skete i 2009.
Jeg vil egentlig godt gå tilbage til, da det her blev en realitet og noget, vi ønskede at lave om på i 2006, hvor jeg selv var justitsminister og faktisk var ansvarlig for dyrevelfærden.
Dengang var der faktisk bred enighed i Folketinget om, at der skulle findes en løsning, for så vidt angår udendørshold af svin, fordi vi havde en interesse i at fremme udendørshold af svin og der var en udfordring med hensyn til adgang til rindende vand i et samfund, hvor vejret er så koldt, som det er i Danmark.
Dengang havde SF en ordfører, der hed hr.
Kresten Touborg, som havde
så
travlt:
Næ, det kunne ministeren hurtigt ordne – det skulle gå så travlt .
Der var nogle af os, der forsøgte at sige:
Hastværk er lastværk, skal vi ikke bare sørge for at få undersøgt det her grundigt, så der også kommer en løsning på det, der ikke gør det vanskeligere at have udendørshold af svin?
Men nej, der skulle indsættes en meget kort tidsperiode i lovgivningen, så vi kunne få det her gennemtrumfet.
Jeg tror, at rigtig, rigtig mange ministre har haft det her lovforslag i Folketingssalen.
Den nuværende fødevareminister har faktisk allerede haft det i salen to gange.
Derfor vil jeg gerne rose fødevareministeren for i hvert fald den her gang at have en lidt længere tidshorisont på det, nemlig folketingsåret 2014-15.
Vi støtter fuldt ud op om ministerens ønske om, at man så får fundet en pragmatisk løsning på det.
Men jeg synes måske, at det er en lærestreg; selv når man kan glæde sig over at lave politiske flertal og drillerier, handler det altså først og fremmest om at være pragmatiske og realistiske, så vi ikke bruger Folketingets tid på at skyde revisionen eller forlænge revisionspligten.