Det er jo ikke for at trætte det høje Ting, at jeg tager ordet, men det ligger os meget på sinde, at man, når man etablerer metro, også gør det ordentligt, og det synes vi faktisk ikke man gør med det her forslag om at lave en afgrening til en ny Nordhavnsmetro, på den måde, som man gør det på.
Det, vi har foreslået, er såmænd bare, at man i stedet for at føre den nye Nordhavnsmetro uden om den kommende Trianglen metrostation, som etableres i forbindelse med Metrocityringen, så først etablerer afgreningen efter denne, altså nord for Trianglen Station, så man rent faktisk kan bruge Trianglen Station, når man kommer til og fra Nordhavn.
Det synes vi faktisk er ganske fornuftigt, og det er da fuldstændig uforståeligt, at linjen bliver ført uden om Trianglen Station, når man som passager kommer fra Østerport.
For det betyder rent faktisk, at man, når man kører fra Østerport til Nordhavn, så kører 2,5 km uden et eneste stop.
Derfor foreslår vi også, at man etablerer en ny station.
Det ville jo så sige, at man, hvis man fulgte vores indstilling, på linjen fra Trianglen Station til Nordhavn Station etablerede en station et sted i nærheden af Randersgade, Gl.
Kalkbrænderivej eller Krauseparken osv.
Det har faktisk været inde i billedet på et tidspunkt, men man fraveg det af forskellige årsager.
Men det ville give en fuld udnyttelse af metroafgreningen til Nordhavnen, og det ville være ganske fornuftigt.
Desuden har vi stillet et ændringsforslag om, at der i lovforslaget direkte indskrives, at der, når man laver udbuddet, så skal laves sociale klausuler, henholdsvis arbejdsklausuler.
Det gør vi selvfølgelig for at sikre, at arbejdet bliver udført efter de gældende danske løn- og arbejdsvilkår, efter de danske overenskomstvilkår og efter de danske regler for tillidsfolk og sikkerhedsrepræsentanter.
Men det skal også sikre, at der etableres et antal praktikpladser, og der skal også etableres et antal pladser til nogle af dem, som jo i øjeblikket er meget i centrum i debatten, nemlig dem de udfaldstruede i dagpengesystemet, osv.
Det vil vi selvfølgelig opfordre Tinget til at stemme for og sikre, at det rent faktisk også bliver sådan, at man ikke overlader det til et kommende udbud.
For det kan jo være, der i mellemtiden er kommet en ny regering, som ikke synes, det her er så vigtigt, og ikke er så ivrig efter det, og så får vi ikke de sociale klausuler og arbejdsklausuler skrevet ind i udbuddet.
Så derfor foreslår vi, at det kommer ind i lovforslaget.
Jeg kan sige, at vi sådan set foreslår det samme i forhold til det med udbud, når det gælder det næste lovforslag, vi skal behandle, nemlig L 156 om elektrificeringen af jernbanen, altså at der også dér indføres arbejdsklausuler og sociale klausuler.
Så der er ingen grund til, at jeg kommer op en gang til og siger det samme.