Jeg vil gerne starte med at takke for den velvillige indstilling, der har været fra partiernes side, i forhold til lovforslaget, men også for bemærkningerne, der er fremkommet i forbindelse med behandlingen.
Jeg vil kommentere nogle enkelte af dem.
Så vil jeg godt sige, at det jo er paradoksalt, at DF's ordfører, fru Karina Adsbøl, kræver garantier for sommerhusreglen, samtidig med at hr.
Leif Mikkelsen vil have den fuldstændig ophævet og også sælge alle vores sommerhuse og helårshuse til tyskerne.
Der ser regeringen anderledes på det, og jeg vil godt sige, at vi har ingen som helst tanker om at røre ved reglen om, at man skal bo i Danmark i 30 år eller have tilknytning til Danmark i 30 år eller have en helt særlig tilknytning for at kunne købe sig et sommerhus.
Så er det slået fast.
Så vil jeg også godt sige, at der udspandt sig en diskussion om nedrivningspuljen, som var under den tidligere regering.
Man må sige, at det jo var en pulje, som løb over 2 år; der var kun 39 kommuner, der fik del i den.
Det, vi gør nu, med det initiativ, som er blevet drøftet her i dag, er jo at afsætte 200 mio.
kr.
om året i 2 år sammen med de 75 mio.
kr., som vi i forvejen har prioriteret, altså 550 mio.
kr.
over de næste 2 år til byfornyelsesrammen, hvor det særlig kommer til at gælde for landsbyer og mindre kommuner.
Det vil sige, at de altså godt kan bruges til både at rydde op og rive ned, og så gælder det i bymæssig bebyggelse, for erfaringerne fra den tidligere nedrivningspulje viser jo, at der gik rigtig mange penge til at rydde op i enkeltstående landbrugsbygninger, herunder lader osv.; her vil vi gerne lægge rigtig meget vægt på, at det er i bymæssig bebyggelse.
Men det får vi jo selvfølgelig en lejlighed til at drøfte både i de forskellige forligskredse og i Folketinget, når vi kommer dertil.
Derudover peger hr.
Lars Dohn fra Enhedslisten på, at der er en udfordring, når helårsboliger skifter status til fritidsboliger.
Og se, det, der er hele pointen her – nøjagtig som vi kender det fra den eksisterende sommerhusregel – er nemlig, at pensionister, der har haft et sommerhus igennem mange år, mindst 8 år, kan flytte ud og bruge det.
Og som det er blevet mig oplyst, er der rigtig, rigtig mange pensionister, der gør det.
Når de har haft et sommerhus et eller andet dejligt sted i mange år, flytter de, når de bliver pensionister, ud og bruger det her sommerhus til helårsbeboelse.
Her er det jo også tanken, at det skal kunne ske, uden at man skifter status på helårsboligen eller på den bolig, man har brugt til fritidsformål.
Så kan man flytte ud i det og bruge det, som man vil.
Her følger den tilladelse også personen, ligesom det er tilfældet i de eksisterende regler – man kan kalde den regel, der er i forhold til sommerhusområder, for otiumreglen.
Det gælder jo i øvrigt så også huse, hvor man har haft tilknytning til Danmark i 30 år efter sommerhusreglen, som er indført nærmest som det femte forbehold; den følger også personen.
Så det lovforslag, vi behandler i dag, handler om, hvornår en helårsbolig kan benyttes til fritidsformål efter reglerne i boligreguleringslovens § 7.
Det er regler, som den enkelte kommune kan beslutte at indføre eller ophæve.
Må jeg ikke sige, at der har været rigtig meget miskmask omkring det her – nogle kommuner har udstedt weekendattester, andre har ikke osv.
Men de her regler kræver i dag, at kommunalbestyrelsen giver samtykke, hvis en ejer af en helårsbolig ønsker at tage boligen i brug til andre formål end helårsbeboelse.
Der er altså det, man kalder for bopælspligt i dag, og som hr.
Lars Dohn omtalte.
Reglerne blev oprindelig lavet for at give kommunerne mulighed for at fastholde bestanden af helårsboliger af hensyn til boligsøgende i kommunen, og med reglerne kan kommunerne sikre, at der ikke sker en omdannelse af helårsboliger til andre formål, f.eks.
til erhverv eller fritidsformål, i et omfang, der kan medføre boligmangel.
Det er jo en helt, helt anden situation, vi står i i vores landdistrikter i dag, og det fremgår tydeligt af reglernes formulering, at det er den situation, man tager hensyn til, ved den måde, reglerne er formuleret på, og hvad de tager sigte på.
Men nu er tiden en anden end dengang, reglerne blev indført.
Realiteten er i dag, at der findes områder, især i vores landdistrikter, der er præget af affolkning, og hvor boligerne står tomme med risiko for at forfalde.
Der er et overskud af helårsboliger.
Jeg tror, at alle kender det, når de kører igennem vores landdistrikter, og kan se, at der står tomme boliger.
Hvad er det så, der er det nye?
Det er, at det er en ny situation, som gør det nødvendigt at tænke på andre måder ude i kommunerne.
Derfor synes jeg jo, at det er relevant at formulere det udtrykkeligt, at kommunerne kan give samtykke til, at en helårsbolig benyttes til fritidsformål, og at det samtidig pointeres, at ejeren på et senere tidspunkt kan vende tilbage til helårsbeboelse i den pågældende bolig uden yderligere ansøgninger om samtykke fra kommunen – altså som vi kender det fra sommerhusreglen, og som vi kender det fra otiumreglen.
Tilladelsen følger altså ejeren.
Det er jo en særlig pointe, at det er kommunerne, der beslutter – og det er også henvendt til Enhedslistens ordfører, hr.
Lars Dohn – hvad det er for nogle områder i kommunen, og hvad det er for nogle boliger, den gerne vil gøre til fleksboliger, således at det kan passe ind i planlægningen.
Man kan sagtens forestille sig en langstrakt landkommune, hvor man har en centerby, som man ikke vil have fritidsboliger i, og så yderområderne, hvor man gerne vil have fritidsboliger.
Og det er det, der er vigtigt, nemlig at det skal ind kommunens plangrundlag, det skal vedtages i kommunen, og det er jo den frihed, vi giver kommunerne.
Jeg har hørt gang på gang, når jeg har været rundt i landdistrikterne, at de gerne vil have yderligere muligheder for det.
Jeg skal også tilslutte mig det, fru Annette Lind sagde, nemlig at det er vurderet fra andre sider, at det vil give en række ekstra arbejdspladser og også nogle muligheder for at leje nogle flere huse ud.
Vi skal huske på, at helårsturismen ved vores kyster faktisk er den største del af vores turisme i Danmark i dag med over 8 mia.
kr.
i omsætning.
Så kommunerne kan altså benytte sig af den her mulighed, og det er jeg overbevist om de vil.
Så vil det medvirke til at øge efterspørgslen på velbeliggende helårsboliger i landdistrikterne og dermed modvirke den risiko, der er for forfald af helårsboliger i områder med affolkning.
Jeg er sikker på, at der er mange potentielle købere til helårsboliger, som i en periode vil benytte dem til fritidsformål og senere igen vil vende tilbage til at bruge dem til helårsbeboelse, præcis som vi kender det fra sommerhusene.
Forslaget vil her også kunne bidrage til at skabe liv i vores yderområder.
En anden vigtig pointe, som jeg nævnte, er, at de her fleksboliger også vil kunne lejes ud på linje med fritidsboliger og dermed bidrage til at øge turismen i trængte områder.
Fritidshusudlejernes Landsforening regner med, at man lejer ca.
35.000 boliger ud i det her land om året – det er det, der giver en stor valutaindtægt.
Foreningen siger, at man faktisk kan forøge indtægterne med 50 pct.
Hvis det her bliver en rigtig sællert, som man måske sådan kan sige i gåseøjne, så vil man kunne leje for måske helt op til 3-4 mia.
kr.
ekstra ud.
Det kræver selvfølgelig, at de bliver lejet ud, og det synes jeg er vigtigt.
Jeg har altså valgt at indføre den her ordning med fleksboliger inden for de grænser, der følger den gældende lovgivning.
Det indebærer, at en fleksboligtilladelse ikke kan gives, hvis den er i strid med anden lovgivning, og det er først og fremmest planloven og byggeloven, der tænkes på.
Det er altså fuldstændig, som det er med de øvrige tilladelser, der gives i forhold til at benytte sommerhusene til helårsformål osv.
Det betyder i sagens natur, at ordningen med fleksboliger i et vist omfang begrænses af de her regler, da de sætter grænser for kommunernes mulighed for at meddele tilladelse til fleksboliger, men jeg mener, at der er mange muligheder i vores landdistrikter for at bruge den her regel.
Så tilladelsen gives altså til ejeren, og derfor kan den ikke følge med ejendommen ved salg.
Så bortfalder den, og en ny ejer må ansøge kommunen om fleksboligtilladelse.
Jeg synes jo, at hvis man laver et tankeeksperiment om, at der bliver givet en tilladelse til fleksbolig i et yderområde lidt fjernt fra centrum i en kommune, så skal man ikke have megen fantasi til at forestille sig, at den selvfølgelig vil fortsætte med den næste ejer.
Det er altså en mulighed, vi giver kommunerne, og de kan altså vælge at give de her tilladelser der, hvor de skønnes være til gavn for udviklingen i kommunen.
Derfor må det også forventes, at en række af de kommuner, der har været hos mig og sikkert også hos mange landdistriktsordførere, vil være indstillet på at give potentielle købere forhåndstilkendegivelse om, at kommunen vil give en fleksboligtilladelse.
Det synes jeg også er vigtigt at sige.
For jeg tror, at mange, der måske går og overvejer at købe sig et helårshus, på den måde kan gå ind at søge kommunen om på forhånd at få en tilladelse, inden de køber.
Så alt i alt mener jeg, at den her præcisering af reglerne, altså af kommunens adgang til at lempe på bopælspligten, vil skabe større fokus på mulighederne for både den enkelte og for kommunerne, og det vil påvirke forholdene i de her områder med affolkning i en positiv retning.
Jeg siger endnu en gang tak for den velvillige behandling og ser frem til et godt udvalgsarbejde.