Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af lovforslag nr. L 14:

Forslag til lov om ændring af renteloven, lov om erstatningsansvar og lov om forsikringsaftaler. (Gennemførelse af direktiv om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner samt ændring af rentesatsen i visse formueretlige love).

Af justitsministeren (Morten Bødskov).

(Fremsættelse 03.10.2012).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Preben Bang Henriksen som ordfører for Venstre.

Det forslag, som vi skal debattere her i dag, er en implementering af et rådsdirektiv. Forslaget vedrører ikke forbrugerkøb, det er vigtigt at slå fast, det vedrører køb eller handel mellem erhvervsdrivende.

Det er sjældent, at vi går ind og regulerer handel mellem erhvervsdrivende. Og det bør bestemt også høre til undtagelserne.

Forslaget har det generelle formål at beskytte kreditor, altså den, der har penge til gode. Også det er lidt af et særsyn her i Folketinget. Men der kan være god grund til at beskytte leverandøren. Der har i hvert fald været mange eksempler fremme i dagspressen på leverandører, der mener, at de populært sagt bliver trynet, altså ikke får deres penge fra store kunder. Det er så det, som forslaget her går ud på at stoppe.

Forslaget er på flere områder, eller rettere sagt de fleste områder, præceptivt. Det vil altså sige, at uanset hvad parterne aftaler, er der en dommer, der kan gå ind og underkende aftalen under henvisning til, at der står noget andet i den lov, som Folketinget sandsynligvis vedtager.

Forslaget indebærer i realiteten, at morarentesatsen ændres fra 7 pct. til 8 pct. over Nationalbankens udlånsrente. Forslaget betyder, at der gives et fast kompensationsbeløb på ca. 40 euro til dækning af interne inddrivelsesomkostninger hos den, der har penge til gode. Det kommer oven i rykkergebyr og inkassoomkostninger.

Endelig gøres der i forslaget op med forholdet om betalingsfrister i erhvervsforhold. Det vil ifølge forslaget være sådan, at erhvervsdrivende, to private firmaer som udgangspunkt, alene kan aftale en kredittid på maksimum 60 dage. De kan godt aftale en længere kredittid, men så fordres det, at den pågældende aftale om en længere kredittid er udtrykkelig. Hvis ikke den er udtrykkelig, holder den altså ikke for en domstol; så kan den, der har behov herfor, påberåbe sig, at der alene er en kredittid på 60 dage.

Hvad er det så der kræves, for at en aftale om mere end 60 dage er udtrykkelig? Det står der ikke så meget om i selve forslaget. Det er selvfølgelig noget, vi gerne vil spørge ind til under udvalgsbehandlingen. Man kunne måske søge argumentation fra forbrugerlovgivningen, hvor det skal være særlig fremhævet eller understreget osv. Det princip kender vi også fra boliglejeloven. Men altså, som sagt fordres det, hvis aftalen skal give en kredittid på over 60 dage i handelen mellem private virksomheder, at aftalen er udtrykkelig.

For så vidt angår det offentlige, er betalingsfristen som udgangspunkt 30 dage, men med mulighed for længere frist, hvis der i øvrigt aftales ratevis betaling.

Venstre er umiddelbart forbeholden over for at regulere erhvervsdrivendes aftaler i større omfang, men vi tager til efterretning, at der her er tale om implementering af et rådsdirektiv, og vi tager til efterretning, at en arbejdsgruppe, som har været nedsat, i det væsentligste har anbefalet ændringerne her.

Under udvalgsbehandlingen vil vi dog sandsynligvis spørge ind til, om det her så også er alt, eller om der kan tænkes at komme mere. Som jeg sagde indledningsvis, er forholdet jo det, at vi er i gang med at regulere samhandelen mellem to erhvervsdrivende, der måske har haft rådgivere på begge sider. Og det bør jo høre til undtagelserne, at deres aftaler kan underkendes på nogen måde.

Med de bemærkninger kan jeg sige, at Venstre går positivt ind i udvalgsarbejdet om lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen.

Tak for det. Det var egentlig en bemærkning fra ordføreren, som jeg lige studsede over. For ordføreren sagde, at Venstre som udgangspunkt er forbeholden over for at gøre noget ved aftaleretten, men at der nu er tale om et EU-direktiv.

Nu sidder jeg jo også som EU-ordfører, og jeg kan da fortælle, at der hvert fald ikke var nogen protester i Europaudvalget, i øvrigt heller ikke fra undertegnede, og derfor undrer sætningen mig lidt. For jeg troede i øvrigt også, at Venstre stemte efter deres overbevisning i europapolitikken, men det er måske ikke tilfældet.

Ordføreren.

Jo, jeg kan sige, at det var til behandling den 12. maj 2010 i Europaudvalget, og det fremgår der, at alle partier i princippet er gået ind for forslaget, men at der dog har været forbehold af enkeltstående karakter.

Men det kan være mig, der har udtrykt mig forkert. Det, jeg sagde – eller forhåbentlig sagde – var, at der var tale om et rådsdirektiv, og at Venstre ville medvirke til implementeringen heraf.

Fru Pia Adelsteen.

Jeg er glad for præciseringen, for jeg synes jo netop, det er vigtigt, at man, uanset om det kommer fra EU eller herindefra, ligesom giver sin holdning til kende. Så tak for uddybningen.

Jeg ser ikke nogen socialdemokratisk ordfører, men jeg kan da oplyse fra det socialdemokratiske gruppemøde, at Socialdemokraterne støtter forslaget.

Så er det fru Pia Adelsteen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det. Nu har Venstres ordfører jo gennemgået en smule af, hvad forslaget her går ud på, og som det ganske rigtigt også er blevet fremhævet, har vi haft det i Europaudvalget, hvor i øvrigt samtlige partier, tror jeg, sagde ja til det. Jeg kan huske diskussionen fra Europaudvalget, hvor vi i hvert fald havde nogle spørgsmål omkring det her.

Hele formålet med forslaget er egentlig at gøre det nemmere for små og mellemstore virksomheder at få deres penge hjem. Det er jo et glimrende formål, og det var bl.a. derfor, at jeg også støttede det, fordi det i den sådan praktiske verden i hvert fald ikke altid er så nemt for en lille eller mellemstor virksomhed, og fordi der ofte er store virksomheder, som decideret dikterer betalingsbetingelserne, hvis man ønsker at være leverandør. Så derfor synes jeg, det er et positivt forslag.

Jeg har dog nogle spørgsmål til det, for jeg synes også, at nogle af tingene er meget detaljerede. Altså, jeg kan godt undre mig over, at direktivforslaget ligesom sætter et beløb på i forbindelse med retten til at kræve betaling for inddrivelsesomkostningerne. De siger meget bestemt, at der skal være et minimumsbeløb, der hedder 40 euro. Nu irriterer det mig, at det står i euro, det er sådan min lille kæphest, men det kunne jeg så måske endda leve med. Men jeg synes, det er meget rigidt, det er meget detaljeret, at man går ned i sådan nogle detaljer og siger: Jamen det skal være beløbet. Jeg synes, det er fint, at man har retten til at opkræve det. Det er jo ikke altid, man får pengene, selv om man har retten til at opkræve dem, men det er fint nok. Men jeg synes måske, det er en lille smule rigidt, at man har sat et decideret beløb på.

Så er der en anden ting, som jeg måske nok studser lidt over, og det er det med betalingsfristen for de offentlige myndigheder. Som udgangspunkt begrænses den jo til 30 dage, og det synes jeg er rigtig godt. Mange små erhvervsdrivende oplever desværre, at de får deres penge for sent fra det offentlige. Men der står der så også, at Justitsministeriet får en ret, en bemyndigelse, til at forlænge fristen for visse offentlige myndigheder til 60 dage, som så er den absolut længste frist.

Nu synes jeg, der ligger noget principielt i at give Justitsministeriet en bemyndigelse. Godt nok er det kun, hvis jeg må sige kun sådan i gåseøjne, 30 dage. Jeg synes, det er vigtigt, hvis vi kan få justitsministeren til ligesom at uddybe, hvad det er, man får lov til. Hvad er det, man helt præcis får bemyndigelse til at gøre her? For enten er det 30 dage, eller også er det 60 dage, altså enten-eller synes jeg.

Der har været en del artikler, og en af de ting, som jeg hvert fald godt kan have et problem med, er, hvad bl.a. Håndværksrådet har været ude at sige, nemlig om det her forslag nu reelt løser det problem, man har som SMV, det vil sige som lille eller mellemstor virksomhed, eller om det bare er bureaukrati.

Der kan man have sådan lidt argumenter for og imod. Og jeg vil i hvert fald sige, at i Dansk Folkeparti har vi også haft diskussionen, for sådan som jeg opfatter det, og så må ministeren jo be- eller afkræfte min opfattelse af det, vil det ikke længere være muligt for en stor virksomhed at rundsende sådan en skrivelse til samtlige deres leverandører og skrive: Hvis I fortsat vil være leverandør, skal vores betalingsbetingelser hos jer fremover være løbende måned plus 90 dage.

At man fremover i forlængelse af det her lovforslag er nødt til at gå ud og tage en snak og lave en aftale med hver enkelt leverandør i stedet for, er altså sådan, jeg opfatter det. For ellers synes jeg måske, der er nogle huller i det her, i forhold til om det er en reel hjælp for de små og mellemstore virksomheder.

Det synes jeg er vigtigt at få understreget, også fordi der her under krisen har været nogle debatter, hvor i hvert fald nogle store virksomheder har været ude og ligesom sige: Selv under krisen har vi faktisk fået gjort os gældfri. Er det så sket på de små og mellemstore virksomheders bekostning, eller hvad? For det kan man jo godt gøre, man kan godt få betalt sin kassekredit, hvis man ikke skal af med så mange penge, i hvert fald ikke af med dem så hurtigt.

Så hvis vi skal have glæde af det her direktiv, synes jeg, at det i hvert fald er vigtigt, hvis det er muligt, at få luget ud i nogle af de der meget detaljerede, rigide ting, som jeg kalder dem, altså præcise beløbsstørrelser osv., men samtidig også at få konkretiseret, at det her skal være en hjælp til SMV'erne, for det er det, der er hele formålet. Og hvis det ikke er en reel hjælp, er der principielt ikke nogen grund til at gøre det, heller ikke selv om vi i Dansk Folkeparti støttede det i Europaudvalget – det vil jeg bare sige. Sådan er det.

Må jeg så ikke bare sige som en sidste bemærkning, at under det her skema med positive og negative konsekvenser må jeg indrømme at jeg morede mig lidt, for under negative økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner står der:

»Den nye lovbestemte morarente og den faste kompensationsbeløb for inddrivelsesomkostninger til kreditor vil have konsekvenser i det omfang myndigheder misligholder deres betalingsforpligtelser.«

Det må man vel alt andet lige sige også kun er rimeligt.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Hr. Jeppe Mikkelsen som radikal ordfører.

Tak for det, formand. Det her lovforslag er også et af de mere tekniske, men det kan blive meget værdifuldt for især de mindre erhvervsdrivende. Det drejer sig nemlig som sagt om, at man gennem længere tid har oplevet et stort problem med, at større virksomheder presser mindre leverandører til urimelig lange kreditter. Derfor laves der endnu bedre muligheder for kompensation for overskridelse af betalingsdatoen, og man kan fremadrettet heller ikke ændre på fordringshavers ret til at få denne kompensation. Fremadrettet vil det også være sådan, at fastsætter man en betalingsfrist på mere end 60 dage, skal der være en udtrykkelig godkendelse fra fordringshaveren.

Vi går dog lidt længere på de offentlige myndigheders vegne – det manglede da også bare. Det har faktisk vist sig, at visse offentlige myndigheder har været meget, meget slemme på dette punkt, og på baggrund af det fastsættes der en betalingsfrist på maks. 30 dage for offentlige myndigheder, dog med mulighed for enkelte undtagelser.

Vi håber, at det her forslag kan være med til at hjælpe de mindre erhvervsdrivende; det er der i hvert fald radikal opbakning til. Vi har dog fra radikal side også bemærket, at der har været lidt modstridende røster i erhvervslivet om dette forslag. Der er organisationer, som bakker op om det – f.eks. Dansk Industri, Dansk Byggeri og Dansk Erhverv – men der har også været mere skeptiske toner. Bl.a. Håndværksrådet har været kritiske over for forslaget. Vi er naturligvis åbne over for at lytte endnu en gang både til de positive og de knap så positive røster, men samlet set er der altså opbakning fra Radikale Venstre til dette forslag.

Tak til den radikale ordfører. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt som SF's ordfører.

I krisetider skal vi sikre de danske virksomheder de bedste rammevilkår og de bedste forudsætninger for vækst og ikke mindst stabilitet. Og rettidig betaling er altså en afgørende del af denne sikring. Det er meget vigtigt, at de kroner, man forventer at modtage, også kommer ind på kontoen i rimelig tid, ellers kan det få konsekvenser – konsekvenser for indkøbsmuligheder, for virksomhedernes regnskaber og ikke mindst for virksomhedernes mulighed for at betale deres egne kreditorer. Rettidig betaling kan derfor også forhindre en negativ spiral af forsinkede betalinger. Derfor er vi i SF glade for, at der nu bliver taget initiativer, der bringer os i den rigtige retning.

Formålet med det forslag, vi behandler her i dag, er nemlig at sikre, at virksomheder modtager aftalt betaling til tiden. Samtidig gør forslaget livet lidt sværere for de virksomheder, som med fuldt overlæg forsinker betalinger til andre virksomheder.

Forslaget indeholder også en ændring af morarenten, så det kommer til at være mere omkostningsfuldt at overskride betalingsfristen. Samtidig gives der mulighed for endnu en økonomisk sanktion i form af et fast beløb, som betales til forretningshaveren. Oven i det ændres reglerne for betalingsfrister, sådan at der skal foreligge en udtrykkelig godkendelse fra den forretningsdrivende, hvis betalingen skal overskride 60 dage.

De her tiltag vil kunne hjælpe danske virksomheder med at få pengene til tiden og sætte kursen for et sundt og stærkt erhvervsliv. Derfor kan SF stemme for forslaget, og jeg skal også hilse fra den socialdemokratiske ordfører, som ikke kunne være til stede, og sige, at det kan Socialdemokraterne også.

Tak til SF's ordfører, og tak for meldingen fra Socialdemokratiet. Fru Stine Brix som ordfører for Enhedslisten.

Jeg taler igen på vegne af fru Pernille Skipper:

Dette lovforslag omhandler bl.a. en indførelse af lovfastsatte betalingsfrister samt nogle rettigheder med hensyn til kompensation til fordringshaver i forbindelse med forsinket betaling i handelstransaktioner. Det kan vi fra Enhedslistens side ikke se nogen problemer i.

Men det er dog Enhedslistens holdning, at det er meget uheldigt, at man i forbindelse med disse forslag også hæver morarenten fra 7 pct. til 8 pct. på hele rentelovens anvendelsesområde, fordi det dermed også vil ramme de forbrugere, som er forsinkede med deres betaling.

I Enhedslisten kan vi ikke forstå, at man er så forhippet på at gøre reglerne enklere for virksomhederne, at man vil lade det gå ud over forbrugerne, som altså kommer til at betale en højere rente, hvis de har problemer med at få betalt regningerne til tiden.

Der er ingen grund til at antage, at forbrugerne vil blive bedre til at betale til tiden, hvis man forhøjer morarenten, og det er især problematisk i en tid, hvor der er så mange almindelige borgere, som kæmper med at få økonomien til at hænge sammen og kæmper med gæld, hvis man nu pålægger dem ekstraudgifter til gæld, fordi reglerne skal være enkle for erhvervsdrivende. Derfor kan vi ikke støtte lovforslaget.

Tak til Enhedslistens ordfører. Hr. Leif Mikkelsen som ordfører for Liberal Alliance.

Tak. Jeg taler igen på vegne af hr. Simon Emil Ammitzbøll:

Der er redegjort for det her lovforslag. Jeg vil fremhæve et enkelt område, nemlig at der her strammes op i den situation, hvor det offentlige skylder penge og ikke betaler til det, som man kunne opfatte som rette tid. Det er et problem for en lang række virksomheder, og selv om en sådan opstramning kan betyde øgede offentlige udgifter, hvad vi normalt slet ikke stemmer for, vil jeg dog sige, at i den her sammenhæng er det faktisk ret og rimeligt, at man betaler til tiden.

Så den opstramning, der ligger heri, er sådan set både påkrævet og på høje tid og rimelig og retfærdig. Det fører frem til, at jeg kan sige, at vi fra Liberal Alliance kan støtte dette lovforslag, som der er gjort så grundigt rede for.

Tak til ordføreren. Hr. Tom Behnke som konservativ ordfører.

Det Konservative Folkeparti kan også støtte det her lovforslag, som jo kort sagt går ud på at prøve at beskytte små og mellemstore virksomheder imod, at større virksomheder tryner dem ved at lave nogle helt urimelige kontrakter med vilkår, som små og mellemstore virksomheder alligevel kan være fristet til at gå ind på bare for at få ordrerne i hus.

Det duer ikke. Der skal være nogle fair spilleregler på det her marked, og det er vi sådan set enige i, så ud fra det kan vi sagtens støtte lovforslaget her.

Men der er alligevel nogle småting undervejs, som jeg sådan har undret mig lidt over. Gad vide hvor meget af indholdet i det her lovforslag er noget, som regeringen har fundet på? Hvor meget af det er noget, som ministeren selv har skrevet ind i lovforslaget? Og hvor meget af forslaget er rent direktivbestemt?

Jeg tror ikke, at alle punkterne er skrevet fuldstændig ud fra direktivet, men det kan vi jo få afklaret. Der bliver jo god mulighed for at stille nogle spørgsmål under udvalgsbehandlingen. Og der er i hvert fald noget, som vi vil dvæle et øjeblik ved, altså hvor meget af det her vi skal gøre ifølge direktivet, og hvor meget af det der er noget, regeringe og ministeren selv har fundet på.

Et yderligere element, som jeg lige vil nævne – det har andre ordførere også har været inde på som værende noget, man er lidt bekymrede over, hvilket vi bestemt også er fra konservativ side – er den bemyndigelse, som justitsministeren ønsker at få til at forlænge den almindelige betalingsfrist op til 60 dage for visse offentlige myndigheder.

Nu var vi ellers lige så glade for, at det er på vej til at blive lovfæstet, at det skal være 30 dage, altså at det offentlige må til lommerne inden for den periode og betale, hvad det skylder – andet kan ikke være rigtigt. Men så vil ministeren alligevel lige have en mulighed for at give bemyndigelse til, at man kan undtage visse og sige: Nej, i de her tilfælde gælder det så en 60-dages-periode.

Det ville selvfølgelig være rart at få at vide lidt mere præcist, hvad det er for nogle situationer, man forestiller sig det er nødvendigt i. Jeg kan ikke forestille mig, at der skulle være sådan nogle situationer. Det må være sådan, at hvis man skylder erhvervslivet nogle penge fra det offentliges side, er det med at få betalt.

Hvis det er den anden vej rundt, altså når private og private virksomheder skal betale til det offentlige, er det jo meget, meget kortere betalingsfrister, vi taler om. Så der er ingen grund, at man laver den her bemyndigelse til ministeren, med mindre der er absolut tungtvejende grunde til det. Det fremgår ikke af lovforslaget endnu, men det kan være, at ministeren kan svare på det.

Overordnet set støtter vi i hvert fald lovforslaget og har de her små spørgsmål.

Tak til den konservative ordfører. Justitsministeren.

Tak for det, formand. Må jeg ikke starte med igen at takke ordførerne for den positive modtagelse, som der jo har været af forslaget her, som godt nok er teknisk, men som jo også handler om at gennemføre initiativer, og her drejer det sig om direktivet om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner.

Der ingen tvivl om, at direktivet – som hr. Preben Bang Henriksen også var inde på – vil betyde en styrkelse af kreditors retsstilling og jo forhåbentlig også en skærpelse af incitamentet til rent faktisk at betale til tiden. Uanset hvad man mener om det her, går jeg ud fra, at folk i udgangspunktet er enige i, at det er vigtigt, at der rent faktisk betales til tiden, for så ville vi jo være ude over mange af de problemer, som det her forslag jo rent faktisk forsøger at løse. Derfor er det i udgangspunktet den vej, vi skal gå.

Det her handler jo så helt grundlæggende om at få folk til at betale til tiden, og hvis der så alligevel er problemer så i særlig grad at styrke kreditors retstilling.

Der er mange private virksomheder, som har en stram likviditet som følge af de seneste års økonomiske krise, og det kan jo ramme virksomheder hårdt, hvis de uden at have indvilliget i at give kredit skal vente op til flere måneder på at få betaling for den ydelse, som de rent faktisk har leveret.

Det er baggrunden for, at vi foreslår de ændringer, som der lægges op til med gennemførelsen af direktivet.

Baggrunden for regeringens udformning af lovforslaget er så er den enkle, at da direktivet blev vedtaget, valgte man at nedsætte en arbejdsgruppe, og den arbejdsgruppe har så på baggrund af de ypperste – kan man vel godt sige – kræfter fundet frem til, hvordan man implementerer det her direktiv i dansk lovgivning.

Det er så det, der er redegjort for igennem hele lovforslaget og i bemærkningerne til lovforslaget. Det er nøje gennemgået, hvad arbejdsgruppens overvejelser har været, og hvad der så på baggrund af de overvejelser er Justitsministeriets konklusion. Det er en helt sædvanlig og traditionel procedure, som er kendt fra flere steder.

Der bliver spurgt specifikt til, hvad det er for en bemyndigelse, som justitsministeren foreslår bliver givet med det her, og der bliver sagt, at det ikke fremgår af lovforslaget. Men det gør det faktisk.

Det fremgår af side 14 i lovforslaget, hvor det er beskrevet i detaljer, hvad denne bemyndigelse går ud på, og det er også yderligere uddybet, hvis man slår op på side 24 i bemærkningerne til lovforslaget.

I al sin enkelhed går det ud på, at den til enhver tid siddende justitsminister med det her lovforslag får bemyndigelse til – når det handler om særlige offentlige virksomheder, som er på et konkurrenceudsat marked – at sige, at betalingsfristen kan være op til 60 dage. Det er netop det. Det gælder for særlige offentlige virksomheder, som er på et særlig konkurrenceudsat marked. Vi kan eventuelt udbygge de bemærkninger, som jeg ellers synes er ganske udmærket beskrevet på side 14 og side 24, hvis der spørgsmål til det.

Løser det her så problemerne for de små og mellemstore virksomheder? Forhåbentlig er det et bidrag til, at de i fremtiden kan komme ud over mange af de problemer, som de har oplevet som følge af krisen og af, at mange kreditorer er kommet i klemme.

Hr. Preben Bang Henriksen spørger så specifikt til spørgsmålet om udtrykkeligheden i aftalen, altså hvordan den bliver beskrevet. Nu er Hr. Preben Bang Henriksen her desværre ikke, men så er det i hvert fald ført til bogs, at det står meget detaljeret beskrevet på side 9 i bemærkningerne til lovforslaget, så der kan man se mere om det.

Med de ord vil jeg bare takke for de positive tilkendegivelser, der har været i forbindelse med lovforslaget. Lovforslaget handler jo grundlæggende om at give en hjælpende hånd til små og mellemstore virksomheder, således at deres vilkår kan blive lidt bedre og de forhåbentlig kan komme hurtigere igennem konsekvenserne af den økonomiske krise, vi er i, og som de også har mærket.

Så er der en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen.

Tak for det. Jeg vil bare høre justitsministeren, om der er indlagt en eller anden evalueringsmekanisme i det her forslag. Det kan være, at jeg bare har overset det eller efterhånden er ved at være lidt halvtræt. Men hvis nu det her ikke reelt løser problemet, for hele formålet med det er jo netop at hjælpe de små og mellemstore virksomheder med at få deres penge hurtigere hjem, har man så indlagt en eller anden mekanisme, hvor man siger, at det tjekker man om 3-4 år, eller hvad gør man så i den situation?

Ministeren.

Udgangspunktet er, at vi mener, at det her hjælper. Det er, kan jeg forestille mig, lidt ligesom diskussionerne har været i Europaudvalget om forslaget. Der var der jo, som ordføreren selv sagde, en positiv opbakning, og det var der, fordi der er en tro på, at det her er en håndsrækning til små og mellemstore virksomheder.

Så bliver der lavet en hel række andre initiativer, som skal hjælpe små og mellemstore virksomheder, men udgangspunktet er selvfølgelig, når man fremsætter et lovforslag og gennemfører et direktiv, at det vil hjælpe. Og med den opbakning, der har været – og det kan vi også høre her i dag – tror vi selvfølgelig på, at det vil hjælpe. Det er da hele formålet med det.

Så siger vi tak til justitsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.