Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 137:

Forslag til lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner.

Af ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser (Morten Østergaard).

(Fremsættelse 06.02.2013).

Sammen med dette punkt foretages:

3) 1. behandling af lovforslag nr. L 138:

Forslag til lov om ændring af universitetsloven, lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne og lov om forskningsrådgivning m.v. (Konsekvensændringer som følge af lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner).

Af ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser (Morten Østergaard).

(Fremsættelse 06.02.2013).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Esben Lunde Larsen som Venstres ordfører.

Vi har i dag L 137 og L 138 til første behandling i Folketinget, og det er om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner.

Danmark er jo et vidensamfund, og set ud fra det faktum er det altafgørende, at kvaliteten af vores uddannelser er i top og kontinuerligt løftes for at matche det kompetencebehov, der er til stede i såvel den private som den offentlige sektor. Kvalitet og relevans er nøgleord, som bør være gældende for alle videregående uddannelser i dette samfund, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at konkurrere i en globaliseret verden. I Venstre bakker vi derfor op om lovforslaget fra uddannelsesministeren med de korrektioner, det indebærer i tidligere lovgivning.

Med lovforslaget går vi fra uddannelsesakkreditering til institutionsakkreditering, og til dem, der ikke lige beskæftiger sig med uddannelsespolitik til daglig, kan man som en folkeoplysning sige, at det handler om, hvorvidt en uddannelse skal godkendes, eller om man kan nøjes med at godkende en hel uddannelsesinstitution. Det handler altså om at kvalitetsudvikle og om, hvor detaljeret det skal foregå. Det er en naturlig del af akkrediteringsprocessen, for vi kan se, at vi kan begrænse bureaukratiet og de omstændelige processer, når mange uddannelser skal godkendes.

Venstre har igennem forhandlingsforløbet været meget opmærksom på, at det nye system skal blive enklere og mindre bureaukratisk, og vi hilser derfor også udspillet fra regeringen velkommen. Vi regner med at være nået i mål med dette, og vi vil selvfølgelig følge området tæt i forhold til den praksis, som lovforslaget må følge.

I forhandlingerne om en ny akkrediteringsmodel har det også været afgørende for Venstre, at armslængdeprincippet i selve akkrediteringsprocessen er blevet gjort gældende. Det handler helt konkret om, at der nu oprettes et fagpanel uden for ministeriet, et fagpanel, der tager geografiske og samfundsøkonomiske betragtninger med i akkrediteringsprocessen, når en institutionsakkreditering skal opnås. Lad mig sige det ligeud: Det er nødvendigt at få taget et opgør med den udvikling, hvor der er blevet placeret konkurrerende uddannelser dør om dør i de større universitetsbyer uden hensyntagen til både aftagere og det fornuftige i det i et økonomisk og samfundsmæssigt perspektiv.

Det nye fagpanel bliver sammensat af danske og nordiske repræsentanter, så vi sikrer en bredde i panelet, og vi har den allerstørste tiltro til, at et panel kan give den fornødne rådgivning til ministeren, som vi bl.a. også kender det delvist fra forskningsrådssystemerne.

Det bærende princip i akkrediteringsprocessen bliver i fremtiden, at man går fra kvalitetskontrol til kvalitetsudvikling i et samspil mellem ACE Denmark, fagpanelet og de pågældende institutioner. Kriterierne skal ikke være for detaljerede, og der skal kunne inddrages andre elementer, så det ikke nødvendigvis er samme øvelse at akkreditere Filmskolen som Aalborg Universitet. Vi ser frem til, at der bliver langt større fokus på kvalitetsudvikling og -sikring i de enkelte uddannelsesinstitutioner, og til, at der kan være plads til institutionelle forskelle.

I sammenhæng med lovforslag nr. L 137 behandler vi L 138, som jeg ikke har yderligere kommentarer til, end at det følger naturligt som en implementerende lovgivning.

Med de bemærkninger og kommentarer ser vi frem til den efterfølgende lovbehandling i Tinget.

Tak til Venstres ordfører. Fru Mette Reissmann som socialdemokratisk ordfører.

Regeringen har en klar målsætning om, at 60 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse i 2020, og at 25 pct. skal gennemføre en lang videregående uddannelse. For regeringen er det ufravigeligt, at vi når målsætningerne om, at flere skal gennemføre en videregående uddannelse, uden at vi skal gå på kompromis med uddannelsernes kvalitet og relevans for samfundet. For at sikre begge ting er det vigtigt, at den eksterne kvalitetssikring af de videregående uddannelsesinstitutioner er både effektiv og ubureaukratisk, samtidig med at den stiller større krav til institutionernes kvalitetsarbejde. Det er netop disse ting, der er nøgleord for det lovforslag, vi behandler her, og for L 138, som vi som behandler her, og som er fremsat som konsekvens af de ændringer, der følger af L 137.

Som det er nu, bliver hver enkelt uddannelse akkrediteret som følge af den daværende regerings forslag fra 2006. Det betyder, at en uddannelsesinstitution kan have op til 40 akkrediteringer om året. Det har medført højlydt kritik for den store bureaukratimængde, der er forbundet med det. Kobler man det sammen med, at 85 pct. af alle videregående uddannelser bliver akkrediteret positivt, vidner det om, at man kan bruge ressourcerne bedre.

Med det her lovforslag vil vi gå væk fra en uddannelsesbaseret akkreditering og over til en mere helhedsorienteret institutionsbaseret akkreditering. Med andre ord: Fra at alle uddannelser skal akkrediteres, bliver det nu selve uddannelsesinstitutionen, der skal akkrediteres, og det betyder, at der fremover kun vil ske en akkreditering hvert sjette år, og at man i højere grad end nu kan målrette kontrolindsatsen mod uddannelser, der har særlige kvalitets- og relevansproblemer.

Samtidig medfører dette lovforslag, at alle nye uddannelser skal prækvalificeres af et udvalg og i sidste ende godkendes af ministeren. Det skal sikre, at alle nye uddannelser er gavnlige set i et samfundsøkonomisk og uddannelsespolitisk perspektiv.

Jeg noterer mig, at høringssvarene generelt har vist, at lovforslaget modtages positivt. Der har været en efterspørgsel efter klare tilkendegivelser af, hvad en reduktion af administrative omkostninger ved akkreditering medfører. Til det vil jeg blot sige, at alene det faktum, at vi går bort fra at skulle lave op til 40 akkrediteringer om året og over til én institutionsakkreditering hvert sjette år, vil medføre en klar afbureaukratisering.

For til sidst at opsummere vil jeg sige, at lovforslaget vil sikre, at der stilles større krav til uddannelsesinstitutionernes kvalitetsarbejde, mens der vil ske en afbureaukratisering af hele akkrediteringen af uddannelserne. Samtidig vil lovforslaget være med til at sikre, at nye uddannelser er gavnlige i et samfundsøkonomisk og uddannelsespolitisk perspektiv igennem den nye prækvalifikation.

Hos Socialdemokraterne ser vi med glæde frem til, at der sker afbureaukratisering af akkrediteringsområdet, og at der bliver stillet større krav til institutionernes kvalitetsarbejde og kvalitetsudvikling. Vi er således positive over for de ændringer, som lovforslaget medfører, og af disse årsager kan Socialdemokraterne støtte lovforslaget.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl som Dansk Folkepartis ordfører.

Det her lovforslag handler, som det nu er blevet nævnt et par gange, om den akkreditering, der foregår i uddannelsesinstitutionerne, og det er en ændring fra akkreditering af den enkelte uddannelse til akkreditering af den enkelte institution. Herudover indeholder lovforslaget en prækvalifikation af nye uddannelser og uddannelsestilbud.

Den nye akkreditering skal baseres på den enkelte uddannelsesinstitutions eget kvalitetssikringssystem. For Dansk Folkeparti er et centralt element i kravene til kvalitetssystemerne, at det sikres, at der er et løbende systematisk arbejde med at sikre og udvikle uddannelsens kvalitet og relevans. Det betyder nemlig, at uanset hvilken kvalitet der er udgangspunktet, skal der arbejdes efter, at det bliver endnu bedre. Og det betyder, at uddannelser i år skal blive bedre end sidste år og endnu bedre næste år.

I forhandlingerne om akkrediteringssystemet var det et klart udtrykt mål fra alle sider, at den nye akkreditering skulle være mindre bureaukratisk end det gamle system. Institutionsakkrediteringen skal indeholde nogle overordnede kriterier og som nævnt primært være baseret på institutionens eget kvalitetssikringssystem. Det har til formål, at det bureaukrati, der altid vil være i forbindelse med sådan et system, kan minimeres. Det skulle meget gerne betyde for den enkelte institution, at der kun skal produceres den dokumentation, der også giver relevans og mening i forhold til det daglige arbejde med at forbedre kvaliteten i uddannelserne.

I Dansk Folkeparti er vi glade for hensigten med at afbureaukratisere procedurerne. Nu er procedurerne jo ikke beskrevet i lovforslaget, men det er noget, der arbejdes på. Jeg har fået henvendelser fra institutioner vedrørende proceduren for prækvalifikation, og de kunne pege på, at det ikke alt sammen tegner helt så ubureaukratisk, som jeg forventede. Derfor vil Dansk Folkeparti i forbindelse med udvalgsarbejdet have meget fokus på at sikre, at de intentioner, som ligger i lovforslaget, om et enkelt og ubureaukratisk akkrediteringssystem også bliver opfyldt i gennemførelsen. Kan vi få sikkerhed for det, støtter vi det her lovforslag.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Hr. Uffe Elbæk som radikal ordfører.

Der er en rigtig god timing i, at vi skal behandle det her første lovforslag, fordi vi i går jo havde en lang debat i Folketingssalen om kvaliteten af vores uddannelser. Det blev sent, det var lige før, vi skulle have soveposer liggende hernede, så holdet her kunne stå op sammen.

Hvad er det, det her handler om? Det handler selvfølgelig om, at vi får nogle rigtig, rigtig gode uddannelsesinstitutioner og dermed en god uddannelseskultur. Derfor er evaluering – og god evaluering – så fuldstændig afgørende. Radikale Venstre bakker op om lovforslaget af de samme grunde, som de tidligere ordførere har været inde på, nemlig at vi får en afbureaukratisering af og en gennemsigtighed i akkrediteringsprocesserne og så det, at man flytter fokus fra uddannelsesakkreditering til institutionsakkreditering. Det er alle sammen rigtig, rigtig gode tiltag.

Det, jeg gerne vil understrege, er vigtigheden af at involvere de studerende i de her evalueringsprocesser og dermed også lægge et pres på ledelserne af vores institutioner, så de virkelig tager hånd om at få de studerende involveret, når man skal kigge på, om vi har en god uddannelseskultur, eller om vi ikke har.

Så der skal fokus på ledelsernes ansvar, fokus på, at de studerende bliver involveret, og fokus på den forskellighed, som hr. Esben Lunde Larsen også påpegede, nemlig at der skal være forskel på de måder, man evaluerer på, afhængigt af hvilken uddannelsesinstitution det drejer sig om.

Radikale Venstre bakker op om lovforslaget og ser frem til behandlingen.

Tak til den radikale ordfører. Fru Lisbeth Bech Poulsen som SF's ordfører.

Akkrediteringen af videregående uddannelser har indtil nu været præget af en del bureaukrati, der i mange tilfælde har budt på dobbeltarbejde, både for uddannelsesinstitutionerne og for ministerierne. Derfor hilser SF lovforslaget velkommen. Vi ønsker, at det unødvendige bureaukrati, der i dag er forbundet med akkrediteringen af de videregående uddannelser, bliver mindst muligt. Som følge deraf er vi positivt stemt over for, at sagsbehandlingen for hver enkelt uddannelse nu er hos institutionerne, som allerede i dag gennemgår uddannelserne internt med bestyrelsen og lignende. På den måde har universiteterne bedre mulighed for intern kvalitetssikring af de enkelte uddannelser. Samtidig sikrer vi, at der er fælles regler for alle uddannelsesinstitutioner. Ergo er der ikke akkrediteringsforskelle universiteterne imellem, og vi ønsker at bevare den høje kvalitet i uddannelser.

Når vi nu giver den her øgede frihed til universiteterne, stiller vi samtidig også nogle krav i forbindelse med prækvalifikationer, for vi har igennem længere tid haft en diskussion om de forskellige uddannelser, der bliver udbudt. Så når vi nu giver den her frihed til universiteterne og vi mindsker bureaukratiet i forbindelse med akkrediteringen af institutionerne, skal vi også tage et kig på, om samtlige af de uddannelser, der bliver udbudt nu og i fremtiden, også har den samme relevans, og om de dækker både de geografiske og de samfundsmæssige behov, der er. Men SF er positive og ser frem til udvalgsarbejdet.

Tak til SF's ordfører. Fru Rosa Lund som Enhedslistens ordfører.

Enhedslistens ordfører, fru Pernille Skipper, kunne desværre ikke være her i dag, men jeg har lovet at læse denne tale op.

Vi er positive over for lovforslaget om en institutionsakkreditering frem for en uddannelsesakkreditering. I Enhedslisten har vi altid været modstandere af en smileyordning på uddannelsesområdet, men vi finder det rigtig positivt, at vi nu kommer af med den værste centralisering og det værste bureaukrati. Vi synes, det er positivt, at der nu kommer et samlet regelsæt for akkreditering for alle uddannelser. Prækvalifikationen sikrer, at man ikke kan konkurrere med andre universiteter, altså så f.eks. Aalborg opretter en uddannelse, der konkurrerer med Syddansk, vel vidende at optagelsesgrundlaget ikke er til det.

Vi kan godt forstå, at universiteterne er bekymrede, men det er nødvendigt med en regulering, som sikrer, at man har alle de nødvendige og relevante uddannelser, samtidig med at de forskellige institutioner ikke underminerer hinanden. Derfor er det også vigtigt, at dubleringer og flytninger omfattes. Det er vigtigt, at prækvalifikationen ikke bliver en underminering af uddannelsesinstitutionerne muligheder for at oprette nye uddannelser. Det vil vi selvfølgelig holde øje med.

Samtidig er det vigtigt, at der er tale om en politisk beslutning, for det er ikke til at forudse, hvad der bliver behov for i fremtiden. Hvis vi f.eks. gør et udvalg af embedsmænd eller fagrepræsentanter ansvarlige, vil det fremstå som de vises sten, og ministeren vil kunne dække sig ind under dette, hvis der bliver taget dårlige beslutninger. Det er ikke vores opfattelse, at det vil medføre en øget arbejdsbyrde, da der er tale om materiale, som i forvejen ville skulle udarbejdes i forbindelse med institutionernes interne arbejde.

Til sidst finder vi det rigtig vigtigt, at de studerende kan indberette uddannelser, og vi synes, det er godt, at ministeren har imødekommet studenterbevægelsens udvalg for akkreditering, som påpegede, at det klart burde fremgå, at studerende kan anmode om en gennemgang. Det kommer nu til at ske i bekendtgørelsen.

Vi glæder os ligeledes til udvalgsarbejdet.

Tak til Enhedslistens ordfører. Hr. Simon Emil Ammitzbøll som Liberal Alliances ordfører.

Da Liberal Alliances sædvanlige ordfører på området, hr. Villum Christensen, ikke kan være til stede, er det faldet i mit lod at fremføre en ordførertale på hans og Liberal Alliances vegne.

I Liberal Alliance er vi sikre på, at man ude på universiteterne ser frem til, at man fra centralt hold i højere grad interesserer sig for institutionen og institutionens håndtering af kvalitetsstyring frem for den meget detaljerede akkrediteringsproces, som har fundet sted på de enkelte uddannelser. Universiteterne er ved at drukne i bureaukrati. Ved et enkelt kig i personaleopgørelserne i f.eks. institutionernes årsberetning kan man forvisse sig om, at snart halvdelen af ressourceforbruget går til teknisk-administrativt personale. Når de administrative pligter hives ud af det egentlige personales årsværk, altså forskernes og undervisernes årsværk, kan der ikke være tvivl om, at administration og støttefunktioner overhaler kerneopgaver med at sikre god forskning og udvisning. Det er derfor kærkomment og glædeligt, at alle partier er enige om at få gjort en ende på denne del af de selvskabte plager i institutionsverdenen.

Helt basalt er vi i Liberal Alliance af den overbevisning, at det er meget svært at argumentere for, at administrative procedurer på nogen måde kan give sikkerhed for faglig kvalitet. Hvis kvalitet kunne sikres alene ved standarder, var det jo ikke nødvendigt at uddanne fagligt personale, og det gælder overalt i den offentlige sektor, hvor djøf'erne har taget styringen. Selvfølgelig undgår man ikke en eller anden form for rapportering, men at det har taget overhånd, skal man jo ikke gå mange skridt på en offentlig institution for at forvisse sig om.

Det er vores bedste gæt, at langt, langt de fleste medarbejdere brænder for det, de er uddannet til, og det virker direkte dysfunktionelt, når ikkefaguddannede skal være overdommere i en kvalitetsdiskussion. Vi håber på, at denne neddrosling af tidligere tiders evalueringshype vil brede sig til andre sektorer i det offentlige, så vi kan få den sunde fornuft tilbage og få genskabt almindelig tillid til alle de faglige miljøer inden for den offentlige sektor.

Der er dem, der siger: Hvad så med dem, der snyder? Til dem vil vi bare sige, at det klarer fagmiljøerne ganske godt selv, for her er eksklusionen den største straf.

Med disse ord støtter Liberal Alliance de to lovforslag.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Fru Mai Henriksen som konservativ ordfører.

Tak, formand. I dag behandler vi lovforslagene om akkreditering af videregående uddannelser. Akkreditering er jo sådan et godt ord, men hvad dækker akkreditering egentlig over? Jamen det er jo egentlig et udtryk, som blot er en formulering af, at vi skal sikre, at både de nye og de eksisterende uddannelser, vi har, altså lever op til en række standarder for god uddannelse. Man kan sige, at det er en form for kvalitetssikring af de videregående uddannelser, vi har. Uddannelserne undergår altså både en uafhængig og en faglig bedømmelse, og ved akkrediteringen undersøges, om uddannelserne så lever op til centralt fastsatte kriterier for kvalitet og relevans. Det er jo Akkrediteringsrådet, der træffer afgørelser om akkreditering. Sådan er det i dag, og sådan vil det også være fremover. Det er vi glade for, for det er netop med til at sikre både uafhængighed og et fokus på udvikling og forbedring af kvaliteten.

I 2007 blev det besluttet, at den eksterne akkreditering skulle udføres som akkreditering for hver enkelt uddannelse. Det har efterfølgende medført kritik af, at systemet blev bureaukratisk og ressourcekrævende, og at pengene faktisk kunne bruges bedre. De mange forskellige uddannelser betød også mange forskellige systemer med hver deres procedure og akkrediteringskriterier.

Med lovforslagene her samles akkrediteringen af de videregående uddannelser i ét samlet og fælles akkrediteringssystem, som har til formål at give en mere helhedsorienteret vurdering af uddannelserne. Selve lovforslagene indebærer derfor en ændring fra akkreditering af hver enkelt uddannelse til akkreditering af de enkelte uddannelsesinstitutioner.

Lovforslagene indebærer også, at alle nye uddannelser og nye udbud af uddannelser fremover skal prækvalificeres. Det vil sige, at den nye uddannelse vurderes ud fra, om den er hensigtsmæssig, såsom om der altså er et behov for netop den uddannelse på arbejdsmarkedet. Det er jo vigtigt, at behovet på arbejdsmarkedet også passer til de uddannelser, der udbydes. Både ministeren og Akkrediteringsrådet vil også med de her lovforslag få mulighed for at stille skarpt på de uddannelser, som har konkrete problemer med kvaliteten. Det kan enten være i form af en for høj ledighed for nyuddannede, eller ved at de løbende undervisningsevalueringer er for dårlige.

Konservative kan støtte lovforslagene.

Tak til den konservative ordfører. Så er det ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser.

Jeg vil gerne takke for den gode debat og den brede tilslutning, som viser, hvor vigtigt det er for samfundet, at de videregående uddannelsesinstitutioners kvalitetsarbejde bidrager til at sikre uddannelser af højeste faglige kvalitet. Jeg vil også gerne takke alle Folketingets partier for det gode samarbejde, vi har haft i forbindelse med lovforslagets tilblivelse. Jeg tror, det har været klart gennem snart et stykke tid, at der har været et stort behov for at kigge på akkrediteringsområdet, ikke mindst for at afbureaukratisere og målrette kvalitetsarbejdet. Det er også noget, der har været fulgt med største interesse. Der har været afviklet mange arrangementer, og man kan også se på antallet af høringssvar, at det er noget, som har meget stor betydning for uddannelsesinstitutionerne og interessenterne på området. Derfor synes jeg også, det er prisværdigt, at vi har kunnet imødekomme det store behov og den store interesse med et bredt politisk ansvar, som er udmøntet i, at alle Folketingets partier er med i den stemmeaftale, der ligger til grundlag for lovforslaget.

Med lovforslaget ændrer vi den eksterne kvalitetssikring for akkreditering af hver enkelt uddannelse til akkreditering af hele uddannelsesinstitutioner. Ja, institutionernes opgave er sådan set den samme, som den hele tiden har været, nemlig at uddanne dimittender med den højeste faglige kvalitet. Derfor stiller vi jo netop krav til uddannelsesinstitutionernes eget kvalitetsarbejde med de videregående uddannelser. Den ændring med at gå fra at akkreditere hver enkel uddannelse til at institutionsakkreditere lægger sig i forlængelse af internationale tendenser, hvor man altså har haft en periode med uddannelsesakkrediteringer og nu har løftet blikket mod institutionerne for at stille krav om, at ledelserne sikrer systematisk arbejde med at højne og dokumentere den faglige kvalitet.

Samtidig gør vi systemet mindre bureaukratisk og giver dermed erhvervsakademier, professionshøjskoler, universiteter og maritime og kunstneriske uddannelsesinstitutioner mulighed for at bruge deres tid på i højere grad at sikre uddannelse af høj kvalitet frem for bare at producere og indsende bunker af papir. Institutionsakkreditering betyder, at en institution kun skal igennem et akkrediteringsforløb hvert sjette år i stedet for at skulle igennem op til 40 uddannelsesakkrediteringer om året i det nuværende system. Det er alt andet lige en massiv administrativ lettelse.

Endelig medfører lovforslaget en tiltrængt øget gennemsigtighed i det samlede uddannelsesudbud og understøtter generelt større sammenhæng i uddannelsessystemet. Fremover vil der være fælles regler for godkendelse og kvalitetssikring af alle videregående uddannelser, og samtidig skal alle nye uddannelsesforslag vurderes i forhold til det samfundsøkonomiske behov, inden der kan optages studerende. Dermed sikrer vi, at kvaliteten og sammenhængen i det samlede udbud af videregående uddannelser styrkes, og at vi uddanner de dimittender, som samfundet har brug for.

Dansk Folkepartis ordfører pegede på, at nogle frygter, at den her nye procedure vil føre til en mindre afbureaukratisering, end man havde drømt om, hvis vi skal formulere det sådan. Det er jo rigtigt, at det, vi skal finde her, er en balance mellem på den ene side et hensyn til at have et effektivt system, hvor man dynamisk kan udvikle og udbyde nye uddannelser, og på den anden side det helhedssyn, som også i diskussionerne om lovforslaget både blandt interessenterne og partierne har fyldt meget, nemlig hvordan man sikrer at varetage det forhold, at en enkelt institutions interesse ikke altid og ikke nødvendigvis er sammenfaldende med samfundets interesse i udbud af nye uddannelser. Derfor vil jeg bare bruge et øjeblik på at beskrive processen allerede her og nu, og jeg svarer selvfølgelig gerne på spørgsmål.

Det, der er tale om, er, at ansøgning om prækvalifikation vil indeholde oplysninger, som man alligevel, i det omfang man ønsker at lave nye uddannelser, vil skulle tilvejebringe – altså oplysninger om, hvad det er for et behov, man ønsker at dække med sin uddannelse, og hvordan den kan passe ind i det uddannelsesmæssige landskab osv., som det er beskrevet. Det betyder altså, at det ikke er merarbejde at tilvejebringe de her oplysninger. Det vil være noget, man skal gøre som et naturligt første led i processen. Til gengæld kan man så vente, indtil man er blevet prækvalificeret, med at lave det helt store arbejde med at få uddannelsen beskrevet, så den kan sættes i værk.

Man indsender altså den her ansøgning om prækvalifikation. Et rådgivende udvalg, som vi er blevet enige om at nedsætte med en gruppe personer alene i deres personlige egenskab, afgiver så en indstilling til uddannelsesministeren, aktuelt mig, og ministeren tager så stilling til, om prækvalifikationen skal godkendes.

Vi har også sagt, at processen fra ansøgningsfristen, og til ministerens afgørelse foreligger, højst må tage 10 uger. Også der er vi altså inde i et, synes jeg, både rimeligt og fornuftigt system, hvor vi får afvejet det, at vi på den ene side sørger for, at det er reel afbureaukratisering, idet oplysningerne alligevel må være tilvejebragt på den enkelte institution, og på den anden side sikrer, at det foregår inden for 10 uger, som trods alt er en overskuelig tidsgrænse, og at man derfor, hvis man ellers kommer fristen i hu, skulle have god tid til at få lavet arbejdet, når prækvalifikationen er givet.

I øvrigt for så at sikre det samlede billede vil udvalget og ministeriet lave en rapport, hvor man kan se, hvordan billedet egentlig tegner sig med de godkendelser, der er givet i årets løb. Derfor synes jeg, vi har fundet en fornuftig balance, som også bør kunne give institutionerne den planlægningshorisont, de har brug for, fordi de ved, at vi altså arbejder med den her 10-ugersproces, som trods alt er en overskuelig periode.

Enhedslistens ordfører berørte lige kort den mulighed, der også ligger i lovforslaget, om, at man kan gå ind og lave særakkrediteringsforløb af enkelte uddannelser, som vurderes at have særlige problemer. Det er rigtigt, at vi har præciseret og imødekommet ønsket fra de studerende om, at det klart fremgår, at også de kan bringe disse ønsker til torvs, men jeg vil bare understrege her, at ideen med særakkreditering jo ikke er, at det skal blive en del af den daglige trummerum, men derimod at det netop skal være en særlig foreteelse, som gør sig gældende, når nogle helt særlige forhold er til stede. Det er klart, at disse forhold lige så vel kan tilvejebringes af studerende som af andre interessenter på området.

Til sidst en kvittering til Liberal Alliances stedfortrædende ordfører for at påpege, at kvalitetsarbejdet ikke er gjort med akkreditering. Men de rammer, vi sætter med akkreditering, betyder meget for kvaliteten. Jeg er helt overbevist om, at det forhold, at vi nu frigiver en masse ressourcer, som kan indgå i det daglige kvalitetsarbejde, frem for alle disse her processer og dokumentationer, som har været dagens orden, vil føre til, at vi får løftet kvaliteten som følge af forslaget, fordi kvalitetsarbejdet ikke bliver noget, man gør, når man bliver udsat for kontrol, men bliver en del af den daglige ledelseskultur, i højere grad end det selvfølge allerede er tilfældet i dag. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har sendt det signal og kan sende det signal, når lovforslaget går sin gang igennem Tinget, at hele Folketinget bakker op om den her nye akkrediteringsmodel. Det giver den arbejdsro for sektoren, som de har brug for, og det giver mulighed for, at vi sammen og i fællesskab kan løfte kvaliteten af de videregående uddannelser.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslagene henvises til Udvalget for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.