L 130 - 2012-13 - Bilag 7: Henvendelse af 8/4-13 fra Bedsteforældre for Asyl

”Hvis man har regler – uanset hvor gode de måtte være eller hvad man mener om dem – som kolliderermed menneskelighed, så er det jo ikke menneskeligheden, man skal lave om, men reglerne." Isi Foighel(1927-2007), minister for Det Konservative Folkeparti og dommer ved Den EuropæiskeMenneskerettigheds- domstol”Det virker paradoksalt at presse folk til at vende hjem frivilligt til et land, som Danmark ikke kan sendedem tilbage til ifølge international lov” . Martine Roure, rapportør for Europa Parlamentets LIBE-udvalg20082HVEM FÅR OPHOLD EFTER § 9 C, STK 2?Et meget lille antal får ophold efter § 9 c stk 2 (udsendelseshindringer). I 2009 var det seks og i 2010 var detén person. For at få ophold efter denne paragraf kræves, at man skriver under på frivillig udrejse ogdesuden samarbejder omkring udsendelsen. Men hvad forstås egentlig ved “samarbejde”, og er kravet omunderskrift på nogen måde rimeligt? Desuden skal politiet have opgivet udsendelsen. Det gør de først eftermange års forsøg, og skriver løbende til Udlændingeservice, om personen har skrevet under, og om demener, at den pågældende reelt samarbejder omkring udsendelsen. Det er så op til Udlændingeservice attage stilling til en eventuel opholdstilladelse på baggrund af udsendelseshindringer. I langt de fleste sagerbliver der svaret, at når man ikke skriver under eller ikke reelt samarbejder, opfylder man ikkebetingelserne, selvom udsendelse ikke har været mulig de seneste 18 mdr. En del ville dog kunne udsendesuden problemer, hvis de skrev under – og så var de jo ikke udsendelseshindrede, og sagen ville slet ikkeblive forelagt Udlændingeservice. Det ser således ud til, at politiet har en større betydning for afgørelserneend Udlændingeservice.Der er dog sket en drastisk indskrænkning i denne praksis uden offentlighedens kendskab. I år 2000anbefalede Indenrigsministeriet (som området dengang hørte under) at give ophold pgaudsendelseshindringer til i alt 333 afviste fra Nordirak, Afghanistan, Ex-Jugoslavien, Etiopien og Puntland.Disse opholdstilladelser skulle ikke som normalt betinges af medvirken og ikke inddrages selvomudsendelseshindringerne måtte ophøre, og de skulle være gældende i 2 år og 10 mdr. med henblik påvarigt ophold. Det har ikke været muligt at finde frem til, hvor mange af de 333, der reelt fik denneopholdstilladelse.Sidst, men ikke mindst, så er denne opholdstilladelse kun gyldig ét år ad gangen.Hvert år vurderer man altså påny, om udsendelse fortsat er umulig. Derfor forekommer det endnu merebesynderligt, at opholdstilladelsen gives til så få.Loven tager udgangspunkt i at den afviste skal udrejse frivilligt, men det er et mindretal, der gør det.Selvom de danske myndigheder har vurderet, at personen ikke asylretligt har behov for beskyttelse eller er

i tilstrækkeligt konkret fare, kan den enkelte i høj grad føle sig i fare. De asylansøgere, som har ressourcertil at komme til Danmark, flygter ikke pga. fattigdom. De har reelt oplevet overgreb, krig og forfølgelse ihjemlandet, næsten halvdelen har været udsat for tortur ifølge Amnestys undersøgelser. Desuden er en del afgørelser tvivlsomme, og der sker fejl i sagsbehandlingen,Ved den allerførste registrering anvendes langtfra altid en tolk, som taler et relevant sprog, hvilket kan føretil misforståelser. Desuden afhøres ansøger både om identitet og om rejserute samtidig – og mange erblevet truet af deres smuglere til at oplyse en forkert rejserute.Politiet har faktisk intet at gøre med selve asylmotivet, men udspørger alligevel altid ansøger om det,hvilket ikke burde finde sted. Politiet har ikke baggrunden for dette, og derfor skader referatet ofte sagenpå længere sigt.Ofte godtager politiet ansøgers forklaring i første omgang, selvom der kan være en åbenlys mistanke omusandheder i referatet fra politiets afhøring. Denne mistanke kan så enten afkræftes eller bestyrkes underUdlændingeservices mere grundige interview senere. Det lykkes for enkelte at fremskaffe dokumenter frahjemlandet (fødselsattest, eksamensbevis o.l.) efter ankomsten. Hvis ansøgeren får endeligt afslag i sin sagog skal sendes hjem, påhviler det politiet at undersøge identitet og hjemland nærmere. Dette gøres bl.a.ved hjælp af sprogtest og såkaldte fremstillinger, dvs. personligt fremmøde foranstaltet af politiet, somregel på landets ambassade/konsulat. Resultatet kan være usikkert og pege i modstridende retninger, i enaf de sager som vi gennemgår i rapporten har politiet undersøgt ikke mindre end syv forskellige lande – påtrods af at ansøger har fastholdt sin forklaring konsekvent hele vejen igennem 11 år. De forskelligesprogtest har også i flere af sagerne peget i forskellige retninger – og kan dermed ikke altid tillægges storværdi. I nogle tilfælde foretager politiet oven i købet en rejse (med eller uden ansøger) til det pågældendeland og fremstiller ansøger/fotografi for paskontrollen i lufthavnen, ikke altid med succes.I praksis har en enkelt politimand/kvinde sagen gennem mange år, og er således den reelle dommer over,om personen skal have opholdstilladelse eller ej. Det er Udlændingeservice, der træffer formel beslutning isagen, men det sker først, når politiet har opgivet og desuden mener, at man samarbejder.Processen omkring udsendelse er i sig selv kritisabel, idet politiet i praksis kommer til at have endømmende og afgørende rolle. I disse sager holder ingen øje med, om politiets vurderinger og tiltag erkorrekte og rimelige. Hvis en politimand skriver “forekommer dog ikke troværdigt”, så er det sådan. Påsamme måde er der ingen klare definitioner for, hvornår en sag må anses for “udsigtsløs”.Politiets brug af tolke er også yderst lemfældig og øger ikke troværdigheden. Den beskrevne praksis er kortsagt ikke en retsstat værdig.Politiet udspørger i øvrigt altid ansøger om asylmotivet ved ankomsten til Danmark, hvilket de slet ikkeburde. Omstændighederne og formen gør, at referatet ofte bliver fejlagtigt og skader sagen på længeresigt.TOLKENES BETYDNING

Processen gennem asylsystemet er lang og indviklet, og alle steder er ansøgeren afhængig af tolk. Derbliver løbende oversat både skriftligt og mundtligt, og uoverensstemmelser undervejs kan få storbetydning, især for billedet af ansøgers troværdighed. Tvivlen kommer sjældent ansøger til gode. Her spillertolkningens kvalitet naturligvis en stor rolle, og det vil nok komme bag på mange, at næsten alle tolkearbejder uden nogen form for uddannelse eller eksamen. Eneste kriterium er som regel, at det pågældendesprog er ens modersmål, og at man desuden taler og skriver dansk på et vist niveau. Der findes utalligehistorier om “onkel” der er blevet til “bror”, årstal der er blevet misforstået osv. Dialekter indenfor et sproger ofte så forskellige, at det svarer til hvis en svensker skulle tolke for en dansker – det ville de flestedanskere nok føle sig utrygge ved, når det handler om liv og død. Selv i Flygtningenævnet sker det, at endari-talende afghaner får en farsi-talende iraner som tolk – fordi sprogene er beslægtede, og de “forstårhinanden”.Pga. den uprofessionelle tilgang findes der også mange eksempler på tolke, som har tilføjet deres egenpersonlige mening, og dermed blandet sig i selve sagen. Foreningen af Udlændingerets advokater harigennem mange år forgæves bedt om at samtaler hos politi, Udlændingeservice og Flygtningenævnet blevoptaget på bånd. Eventuelle fejltolkninger kunne således opklares senere. Sådanne optagelser er fastprocedure i USA, som ellers har en meget barsk asylprocedure.Som om det ikke var nok at tolkenes niveauer så ujævnt, indkaldes der ikke konsekvent tolk hos politiet. Et enkelt af mange eksempler er en ældrekvinde fra Eritrea, som taler et ekstremt begrænset og selvlært engelsk. I politirapporterne står gentagnegange “udlændingen er afhørt på engelsk, som hun taler tilfredsstillende”. Både hendes advokat og lægehar dog gennem årene altid fundet det nødvendigt at indkalde tolk.

KRAVET OM SAMARBEJDEDet er nødvendigt at se på det menneskelige aspekt omkring betingelserne for at få ophold efter § 9 c, stk 2– kan man med rimelighed forvente, at en familie frivilligt rejser tilbage til et land, hvor der hersker kaos ogkrig, og som de måske med nød og næppe slap ud af via en livsfarlig rejse i iltfattige lastbiler ogsynkefærdige gummibåde? At skrive under på frivillig udrejse opfattes naturligt nok også af ansøgerne, somom de nu erkender, at det hele var pjat og opspind – at de faktisk slet ikke er bange for at vende hjem.Enhver stat er i sin gode ret til at udvise visse personer, men at kræve af dem, at de rejser frivilligtforekommer absurd og unødvendigt.Et vist krav om praktisk samarbejde kan godt forsvares, men det bør defineres nærmere. Det er i de flesteansøgeres egen interesse at forsøge at underbygge deres historie og identitet, fx gennem at fremskaffedokumenter og møde op på ambassader. Dette er der dog allerede krav om under selveasylsagsbehandlingen, så det burde være tilstrækkeligt. Mange advokater opfordrer også deres klienter tilat gøre alt, hvad der står i deres magt for at skaffe yderligere dokumentation inden mødet iFlygtningenævnet. Herefter burde alt således være forsøgt. Samarbejde udover dokumentation må betydeat møde op til sprogtest, møder på ambassader osv., hvilket ansøgerne meget sjældent nægter.Kravet om at skrive under og samarbejde fremstår som ufravigeligt. Men direkte adspurgt omkringmedvirken svarer Udlændingeservice dog en advokat i 2008: “Udlændingeservice skal hermed oplyse, atder i flere tilfælde i sådanne sager er blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk 2,

efter en konkret vurdering af sagernes samlede omstændigheder, selvom ansøger ikke ønskede atmedvirke til sin udsendelse” Tilbage i 2000 blev der givet en række opholdstilladelser uden krav ommedvirken.Ministeriet skriver for nylig i et afslag på en klage: “Ministeriet skal hertil bemærke, at har en udlændingmulighed for at udrejse frivilligt af landet, har udlændingen pligt hertil. Undladelse af frivillig udrejse vil i såfald blive betragtet som manglende medvirken til udrejsen”. En noget uklar argumentation.Der hersker altså tvivl omkring kravet til samarbejde.KRITIK AF DEN NUVÆRENDE PRAKSISLivet i centrene påvirker alle psykisk, og det bliver sværere og sværere med tiden at se udrejsen for sig –folk bliver simpelthen modløse og uselvstændige af de mange år i passivitet og usikkerhed. Efter mange årkan truslen i hjemlandet være blevet mindre, men netværket og familien er væk – der er intet at vendetilbage til. Dansk Flygtningehjælp fik midler til at køre et modtageprogram i nogle år for hjemsendtekosovarer, og erfaringerne var at hjælpen var en støtte, men langtfra tilstrækkelig.Et andet element er dog lige så vigtigt nemlig vurderingen af, om ansøgeren samarbejder eller ej. Det er optil politiet at foretage denne vurdering, idet det ikke er tilstrækkeligt at skrive under på frivillig udrejse – detskal også være til det land, som politiet mener, man skal rejse “hjem” til. I flere eksempler er der skrevetunder på udrejse til ét land, men ikke til et andet. Man skal desuden stille op til diverse møder påambassader, sprogtest osv. for at udvise samarbejde.

I Danmark lever i øjeblikket ca. 500 asylansøgere, der har fået afslag på asyl, mensom af forskellige årsager ikke kan sendes hjem. For manges vedkommende betyder dét årelange ophold ide danske asylcentre med fortsat usikkerhed om deres egen og børns fremtid. Fænomenet er ikke unikt forDanmark. Næsten alle europæiske lande står i disse år overfor den problemstilling, at fortsat usikkerhed ogkonflikt i hjemlandet, manglende papirer eller manglende samarbejde med hjemlandets myndighederbetyder, at personer i praksis ikke kan udsendes.Den danske behandling af disse mennesker er til gengæld bekymrende, både i forhold til menneskeretligestandarder og de lande, vi normalt sammenligner os med.For det første er antallet højt i forhold til det samlede antal asylansøgere, Danmark modtager. Det kan tildels hænge sammen med de lande, asylansøgerne kommer fra. Men det er formentlig også et resultat af degentagne stramninger i de danske udlændingeregler de sidste 15 år, hvorefter asylsager, der tidligere havdeført til opholdstilladelse, i dag afvises.I Danmark har man for det andet valgt at indføre “motivationsfremmende foranstaltninger” for depersoner, der nægter at udrejse frivilligt. Dette betyder mødepligt hos Rigspolitiet, fratagelse aflommepenge, overførelse til et udsendelsescenter og i visse tilfælde fængsling. Der er indtil videre ingenundersøgelser der viser, at disse motivationsfremmende foranstaltninger rent faktisk virker. Analyser fraudlandet peger tværtimod på, at personer, der under opholdet i asyllandet har været aktiveret gennem

enten arbejde eller uddannelse, i langt højere omfang udrejser frivilligt, når situationen i hjemlandettillader det.Sidst, men ikke mindst, er muligheden for at få opholdstilladelse på grund af udsendelseshindringer stærktbegrænset under den nuværende danske praksis. Som denne rapport dokumenterer, er der flere eksemplerpå, at personer har været fastholdt i udsendelsesposition i mere end 10 år. Dette vidner om en nationalpolitik, der hverken magter at tage højde for den politiske og praktiske virkelighed i hjemlandet eller detretlige og fysiske limbo, den enkelte asylansøger ender i.De fleste vil være enige om, at når man får afslag, skal man sendes hjem. Men det er Danmarks ansvar atsørge for at hjemlandet vil tage imod de afviste. En vis portion af dem vil altid havne i en udsigtsløssituation, hvor det ikke kan lade sig gøre. Sagerne er ofte komplekse, og myndighedernes håndtering erlangtfra optimal – Faktum er og bliver, at de ikke rejser. Og resultatet er nedbrydning af deresmenneskelige ressourcer og ikke mindst af deres børn.Den nye Thorning Schmidt-regering vil sikre bedre adgang til arbejde, uddannelse og bolig udenforcentrene. Det er rigtigt gode tiltag, som vil have en positiv effekt, især for børnene. Men det store problemer stadig uløst for denne gruppe.Problemet kan løses ad politisk vej, og det handler trods alt om et begrænset antal mennesker. I øjeblikketer der tale om 258 personer, som har ventet i mere end 3 år. Af disse har 68 personer ventet i over 10 år,12 personer i over 15 år. Tallene er inklusive mindreårige, 27 børn er født og opvoksede i asylcentrene.DE MENNESKELIGE KONSEKVENSERDer er store menneskelige omkostninger forbundet med de lange opholdstider. Det er veldokumenteret, atselve opholdstiden i centrene skader langt de fleste både psykisk og fysisk. Sygeligheden stiger drastiskallerede efter et års ophold i centrene, og næsten alle børnene i centrene udviser tegn på psykiskeproblemer. Det skyldes hovedsageligt uvished/nervøsitet omkring fremtiden og ubearbejdede traumer, ogdertil kommer en institutionaliseret hverdag uden magt over eget liv og uden meningsfuld beskæftigelse.Asylansøgere har hidtil ikke måttet arbejde eller uddanne sig, de skal bo i centrene, de afviste får enten sletingen penge eller så få, at de ikke engang kan betale transport væk fra centret. En del er traumatiseredemen har ikke ret til behandling. Røde Kors har gang på gang advaret om, at centrene kun er beregnet påkort tids ophold.Faktum er altså, at mennesker, som har søgt beskyttelse i Danmark, blive syge og nedbrudte underopholdet hos os. En del har paradoksalt nok fået humanitært ophold pga. alvorlig psykisk sygdom opståetlænge efter ankomsten. Det kan ikke være i nogens interesse, uanset om man ser på det fra en humanistiskeller en praktisk vinkel. Der er brug for en pragmatisk og effektiv løsning på problemet. Denne mindregruppe asylansøgere har primært brug for opholdstilladelse sekundært for tilladelse til at bosætte siguden for centrene uden at de skriver under på frivillig hjemrejse, ellers er enhver form for behandling afderes traumer stort set nytteløs. Eftersom sagerne er så forskellige og uforudsigelige, vil det ikke føre til engenerelt øget tilstrømning.DE ØKONOMISKE KONSEKVENSER

Et andet aspekt af de lange ophold er det økonomiske. Den omtalte gruppe står for en meget stor del afudgifterne til asylansøgere, idet sygeligheden og de sociale problemer stiger kraftigt med opholds tiden, ogudgifterne følger med. Det er navnlig udgifter til børnene, der stiger med opholds tiden. I gennemsnitkoster en asylansøger over en kvart million kr om året, meget mere end en person med opholdstilladelse.Der er desuden ingen tvivl om, at mange ville kunne indgå direkte på arbejdsmarkedet, hvis de fik asylhurtigt, hvorimod dem, som alligevel ender med at få ophold efter mange år, vil være så nedbrudte, at dealdrig vil blive selvforsørgende – selvom de fleste var ressourcestærke og raske, da de ankom.Hvis man ser sagen i et samfundsmæssigt cost-benefit perspektiv ville en hurtigere sagsbehandling, enøvre grænse for opholds tid på et par år som afvist, samt adgang til arbejde og uddannelse undervejs væreen gevinst for Danmark – eller for det land, som de måske en dag kan vende hjem til. Erfaringer fra Norgehar vist, at de bosniere, der i 90’erne fik hurtigst opholdstilladelse, var dem der nogle år senere var de mestaktive på arbejdsmarkedet eller endog havde ressourcer til at rejse hjem igen frivilligt.Pannayiotis Demetriou, formand for Europa Parlamentets LIBE-udvalg udtalte i 2008 at :Danske politikere er nødt til at se på realiteterne i stedet for at hænge sig i bureaukrati. Det er joasyllovgivningen, der betyder, at folk sidder 10 år i danske asylcentre. Efter 10 år kan man ikke sendefamilierne tilbage, de har intet at tage tilbage til. De lever her uden uddannelse og job, og staten betaler”I et tomrum mellem myndighedernes insisteren på hjemsendelse og den manglende mulighed for at gøredette af tekniske grunde er udsigten for afviste asylansøgere i øjeblikket, at de må blive i de danskeasylcentre i hvad der kunne blive resten af deres liv.KRITIK AF DE DANSKE FORHOLDI 2004 besøgte Europarådets menneskerets kommisær Alvaro Gil-Robles Sandholm.Han var tilfreds med de fysiske rammer og personalets engagement, men rystet over at finde asylansøgere,der havde boet op til 11 år i et limbo udenfor samfundet. Navnlig den skadelige effekt, som denne praksishar på børnene, blev påpeget.Kritikken blev gentaget i 2007 af hans efterfølger Thomas HammarbergEuroparådet har også kritiseret sammensætningen af Flygtningenævnet samt det faktum, at et afslag ikkekan ankes til en højere instans. I Danmark kræves det, at man er individuelt og konkret forfulgt, men denneindskrænkning har Den Europæiske Menneskeretsdomstol underkendt i sagen Salah Sheekh mod Holland i2007. Dommen siger, at det er tilstrækkeligt at tilhøre en gruppe, som er forfulgtI 2006-2007 samlede initiativet Amnesti Nu 90.469 underskrifter ind i Danmark med kravet om at giveophold til de dengang ca. 800 mennesker, der havde tilbragt mere end 3 år i asylcentrene og overrakte demtil integrationsministeren d. 23. oktober 2007. Samme dag gik Anders Fogh Rasmussen ud og lovede, at 60

børnefamilier kunne få lov at flytte udenfor centrene, og dagen efter udskrev han valg. Det endte imidlertidmed, at kun 16 familier har fået bolig udenfor centrene,Året efter skrev Europa Parlamentets LIBE-udvalg en rapport om det danske asylsystem, hvor navnlig delange opholdstider og kravet om frivillig udrejse blev kritiseret. Delegationens formand sagde bl.a.: “Sommenneske sympatiserer jeg med flygtningenes situation i Sandholmlejren, og jeg undrer mig over, hvordanet civiliseret samfund kan tillade sig at behandle sine borgere sådan”.UNHCR, FNs Flygtningehøjkommissariat, har flere gange forgæves henvendt sig direkte til Danmark oghenstillet, at man fulgte deres anbefalinger og gav asyl til irakere fra det sydlige og centrale Irak helt tilbagefra 2005Da FN for første gang i maj 2011 eksaminerede Danmark i menneskerettigheder var resultatet ikke mindreend 133 kritikpunkter, hvoraf en ganske stor del handlede om asylansøgere, flygtninge og indvandrere. VK-regeringen har konsekvent afvist kritikken fra alle de nævnte organisationer og rapporter.De danske myndigheder følger ikke nødvendigvis vurderinger og anbefalinger fra FNsFlygtningehøjkommissariat, og har heller ikke forsøgt at imødekomme kritik fra bl.a Europarådet. Man kansige, at de afviste fra Irak og Somalia faktisk har FN bag sig, når de nægter at rejse hjem. Der er også megetstore forskelle på, hvordan de forskellige lande i Europa vurderer en asylsag. Fx fik kun 2% af irakerne asyl iDanmark i 2006, hvor de fleste andre lande i Europa gav ophold til ca. 80% af de irakiske ansøgere. Pådenne baggrund er det ikke så mærkeligt, at et stort antal afviste asylansøgere ikke anerkender afslaget ogikke følger anvisningen om at rejse hjem frivilligt.5 ANBEFALINGERIkke alle er berettiget til asyl ifølge internationale aftaler, og der skal være en procedure for udvælgelse.Man må dog som minimum sørge for, at asylansøgere ikke er idårligere forfatning ved en hjemsendelse end ved ankomsten. I øjeblikket bliver folksyge og mister deres ressourcer under opholdet i asylsystemet,Der må også tages hensyn til selve tidsperspektivet. På et tidspunkt bliver det absurd at sende en persontilbage, ofte til et krigshærget og svækket land, hvor man har mistet alle forbindelser. Tilknytningen tilDanmark er et faktum, som ikke bare kan affejes,Dansk Flygtningehjælp anbefaler følgende i kronikken “Hjemsendelse – og hvadså?”, Jyllandsposten april 2011 med henblik på mere vellykket hjemsendelse:at de voksne får adgang til arbejdsmarked og efteruddannelseat boligforholdene i højere grad giver mulighed for et normalt og selvstændigt livInstitut for Menneskerettigheder anbefaler følgende i deres udredning fra 2009Afviste asylansøgere og andre udlændinge i udsendelsesposition i Danmark”:

at der fastsættes en øvre vejledende grænse for, hvor længe afviste asylansøgere kan være iudsendelsesposition. Efter et fastlagt tidsrum, hvor udsendelse ikke har været mulig i praksis, bør derforetages en konkret vurdering af den reelle fremtidige mulighed for udsendelse og sikkert ophold ihjemlandet.at afviste asylansøgere, der efter denne vurdering ikke har nogen rimelig udsigt til udsendelse, meddelesen særlig opholdstilladelse.Europarådets menneskeretskommissær anbefaler følgende, 2004 og 2007:en sammensætning af Flygtningenævnet, som er uafhængig af første instans og har større ekspertiseen løsning på den uacceptable situation, hvor afviste ender med at opholde sig i så mange år i centrene,uden adgang til et normalt liv og med deraf følgende sygelighedkommissæren gør opmærksom på, at det er regeringens ansvar at sikre disse menneskers sundhed ogværdighed, uanset tekniske hindringer for udsendelse, og at dette skal vejes op imod regeringens insisterenpå at de skal udrejse.RAPPORTENS ANBEFALINGERUnder selve asylsagsbehandlingen: følgeUNHCRs anbefalinger i asylvurderingen sammensætteFlygtningenævnet således at reel uafhængighed sikres, fx ved at udskifte medlemmet fraIntegrationsministeriet med et fra Udenrigsministeriet samt indføre ankeinstans lydoptagelse af interviews til afhjælpningaf tolkefejl + uddannelseskrav for tolke give voksne adgang til arbejdsmarkedog uddannelsessystem nedlæggede store centre og erstatte dem med mindre boligenheder tilknyttet dagcentre samt tilladeprivat indkvartering (som i Sverige)Hvis sagen ikke er afgjort et år efter ankomst: midlertidig opholdstilladelse fx etår i første omgang – primært for at forhindreden fysiske og psykiske nedbrydning ved at få adgang til et liv i mere normalerammerHvis en afvist ikke har kunnet udsendes et år efter afslag: præciserei § 9 c stk 2, hvad der menes med “samarbejde”og “udsigtsløs” samt fjerne krav om at skriveunder på frivillig udrejseøvre tidsgrænse for, hvor mange år efter ankomsten til Danmark en person kan hjemsendes, fx tre årefter ankomst

i familiesammenføringssagersom omfatter asylansøgere, bør den tilknytning, som rent faktisk sker underpersonens ophold i Danmark anerkendes indføreen særlig opholdstilladelse, hvis udsigten til en hjemsendelse forekommer usandsynlig i nærmestefremtid (fx indenfor det næste år) fjernelse af de motivationsfremmende foranstaltningerinkl. fængsling, eftersom den minimale effekt ikkestår i forhold til de store, negative konsekvenserBØGER, RAPPORTER O.L.:Length Of Stay In Asylum Centres: A Retrospective Study From Denmark. Peter Hallas,Anne R. Hansen, Mia A. Stæhr, Ebbe Munk-Andersen, Henrik L. Jorgensen. 2007Asylansøgere i Danmark – en undersøgelse af nyankomne asylansøgeres helbredstilstandog traumatiseringsgrad. Amnesty Internationals danske lægegruppe + Dansk Røde Kors2008Afvist. Asylansøgere i Danmark, Bedsteforældre for Asyl, Tiderne Skifter 2008.Afviste asylansøgere og andre udlændinge i udsendelsesposition i Danmark. Udredningnr. 6, Institut for Menneskerettigheder 2009Status på arbejdet med udsendelse af afviste asylansøgere. Rigspolitiet 2010Hjemsendelse – og hvad så? kronik af Andreas Kamm, Dansk Flygtningehjælp, Jyllandsposten30. april 2011De afviste. Historien om Danmark og asylansøgerne fra Irak. Anton & Esben Geist, Informations forlag 2011.Juraprofessor Jens Vedsted-Hansen: "Afvist. Asylansøgere i Danmark" TiderneSkifter 2008