Ja, man har jo lov at håbe på, at teknikken svigter, så der ikke er mulighed for at stemme om det her forslag, heller ikke ved tredjebehandlingen.
Men i tilfælde af, at man får teknikken til at fungere, skal jeg på vegne af Dansk Folkeparti opfordre Folketingets medlemmer og jo især dem fra regeringspartierne og Liberal Alliance til at genoverveje deres stilling til dette lovforslag.
Det er ikke i Danmarks interesse at lempe asylpolitikken yderligere, da dette uundgåeligt vil føre til mere splittelse, ghettodannelse og påføre statskassen nye udgifter som en direkte konsekvens af den førte politik og dette lovforslag.
I Dansk Folkeparti ønsker vi snarest muligt at gennemføre politiske tiltag, som begrænser tilstrømningen af asylansøgere til Danmark, fordi en for stor tilstrømning ganske enkelt skaber dårlige betingelser for integrationsprocessen og som nævnt har en særdeles negativ indflydelse på dansk økonomi.
Jeg har allerede under førstebehandlingen redegjort for, hvorfor vi er imod, at udlændinge, som ikke har noget opholdsgrundlag i Danmark, får adgang til det danske arbejdsmarked, og hvorfor vi ikke kan støtte, at asylansøgere i øget omfang kan flytte ud af asylcentrene.
Men der er et andet element i lovforslaget, som ikke har fyldt så meget, og som jeg vil tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved.
Det er om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at fjerne en række opgaver fra politiet i forbindelse med asylbehandlingen.
Det virker ikke gennemtænkt, og vi frygter i Dansk Folkeparti, at den viden og ekspertise, som er opbygget hos politiet igennem mange år, vil gå tabt.
Vi finder det også uforståeligt, at regeringen endnu ikke har leveret noget brugbart i forbindelse med den udbredte kriminalitet, som begås af asylansøgere.
Regeringen virker ligeglad eller ligefrem handlingslammet, når det handler om at bekæmpe kriminalitet blandt asylansøgere.
Det glæder mig, at justitsministeren kunne kigge op fra papirerne der, så kan det være, der kommer nogle initiativer fremadrettet.
Det ville være alle tiders.
Regeringen har også påstået i forbindelse med udvalgsbehandlingen, at de forbedrede forhold som følge af dette lovforslag stort set ingen betydning vil få for tilstrømningen her til landet.
Det forstår jeg simpelt hen ikke, for det er indlysende, at rygterne om de forbedrede muligheder i Danmark lynhurtigt vil sprede sig, så menneskesmuglere og potentielle asylansøgere får et indgående kendskab til de danske regler og den danske politik.
Der findes allerede i dag hjemmesider, som på arabisk forklarer de økonomiske vilkår for asylansøgere i forskellige europæiske lande, så de mennesker, der overvejer en anden tilværelse i Europa, systematisk kan undersøge, hvilke lande der tilbyder de bedste vilkår.
Det har man ikke tænkt ind i udlændingepolitikken, men det bliver man selvfølgelig nødt til at tænke ind fremadrettet.
Jeg opfordrer til, at regeringen genovervejer sin politik, og jeg opfordrer til, at Folketingets medlemmer stemmer nej, når det kommer til tredjebehandlingen, af hensyn til sammenhængskraften i det danske samfund.
Danmark kan som land ganske enkelt ikke klare mere, og der er brug for markante udlændingepolitiske stramninger, ikke flere af regeringens og Liberal Alliances lempelser.