Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af lovforslag nr. L 130:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, kildeskatteloven og integrationsloven. (Adgang for asylansøgere til at arbejde og bo uden for asylcentre m.v. samt overdragelse af en del af politiets sagsbehandling i den indledende fase af asylprocessen til Udlændingestyrelsen).

Af justitsministeren (Morten Bødskov).

(Fremsættelse 30.01.2013).

Forhandlingen er åbnet. Fru Inger Støjberg som Venstres ordfører.

Så står vi her igen med et lovforslag fra regeringen, der lemper udlændingepolitikken. Denne gang sker det ved at give asylansøgere ret til at bo og arbejde uden for asylcentrene. Jeg vil ikke gøre meget ud af at trække spændingen ud, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Venstre ikke bakker op om forslaget. Det gør vi ikke af en række principielle årsager.

For det første betyder forslaget, at en ansøgning om asyl fremover bliver en de facto arbejds- og opholdstilladelse i Danmark. Man kan spørge sig selv, hvorfor man overhovedet skal søge om arbejds- og opholdstilladelse i Danmark, hvis man i stedet bare kan nøjes med at indgive en ansøgning om asyl og opnå de samme rettigheder. For Venstre er det helt principielt forkert.

Vi vil ikke være med til at give mennesker falske forhåbninger om en fremtid i Danmark ved at give dem ret til at bo og arbejde uden for asylcentrene, ved at lade børnene gå i danske skoler, lade dem få danske venner og lade forældrene få et arbejde og danske kollegaer. Det betyder jo, at man som asylansøger naturligt begynder at knytte sig til Danmark og det lokalsamfund, som man bor i. Det kan man ikke bebrejde den enkelte asylansøger, faktisk tværtimod, men det er altså at give udsatte mennesker en falsk forhåbning om, at deres fremtid ligger i Danmark, hvad den for rigtig mange asylansøgere jo ikke gør. Det gør det bare endnu sværere, når de her mennesker skal forlade Danmark igen.

I Venstre ønsker vi i stedet for en hurtig og effektiv behandling af asylsagerne, og hvis folk så får asyl, kan de flytte ud af asylcentrene, så kan de få et arbejde, og så kan de begynde en tilværelse i Danmark.

For det andet vil forslaget, som vi behandler i dag, gøre det endnu mere attraktivt at komme til Danmark som asylansøger. Vi har i forvejen et hårdt presset asylsystem, som ved udgangen af 2012 rundede det højeste antal asylansøgere i 10 år. Nu vil regeringspartierne og sandsynligvis også ministeren nok endnu en gang undskylde sig med, at presset på asylsystemet skyldes krig og ufred i Mellemøsten, og at det slet ikke har noget med regeringens lempelser at gøre. Men kendsgerningerne taler jo bare helt for sig selv. Fra 2011 til 2012 er der sket en markant stigning i antallet af asylansøgere fra Somalia, selv om det er gået fremad med sikkerheden i Somalia. Så selvfølgelig spiller regeringens lempelser ind her.

I Venstre har vi ikke svært ved at forstå den udvikling. Vi har hele tiden advaret regeringen om, at noget i retning af det her ville ske, når man ruller så massive lempelser ud, som man er i gang med. Man kan jo ikke fortænke asylansøgerne i at søge asyl i det land, hvor de bedste forhold stilles til rådighed for dem. Det ville jeg da også selv gøre, hvis jeg var asylansøger. Men man kan klandre regeringen for at fremsætte et forslag, der gør det væsentlig mere attraktivt at søge til Danmark og dermed øge presset på et i forvejen presset asylsystem.

Så Venstre kan ikke støtte det her lovforslag.

Der er en kort bemærkning fra fru Trine Bramsen.

Jeg vil gerne spørge Venstres ordfører, om hun er uenig med den tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, der udtalte følgende:

"Desuden vil regeringen udvide asylansøgeres muligheder for at arbejde i Danmark. Sigtet er at gøre op med den klientgørelse, som fører til passivitet. Asylansøgere må ikke miste deres færdigheder, hvad enten de skal blive her eller skal hjem igen. Hvis de skal blive, så er det en fordel for dem selv og for det danske samfund, at de straks lærer, hvordan samfundet fungerer her. Hvis de skal hjem igen, så er det en fordel for dem selv og for deres hjemland, at de vender hjem med forøget styrke."

Er det stadig Venstres politik, eller har Venstre ændret politik på dette område?

Ordføreren.

Venstre har ingenlunde ændret politik, men der er jo sådan set rigtig mange måder at bruge og udvikle sine færdigheder på. Der er også rigtig mange måder at lære samfundet at kende på.

Jeg vil bare sige, at man gør de her mennesker en, i ordets oprindelige betydning, bjørnetjeneste ved at lade dem flytte uden for asylcentrene, ved at lade dem få et arbejde – som man i øvrigt kan spørge sig selv om hvordan de overhovedet skal få, men fred være med det, det er en anden diskussion – indgå i lokalsamfundene, lade børnene gå i skole og dermed også påbegynde en integration. Hvis de her mennesker så ikke opnår asyl, vil det være meget sværere for dem at komme hjem til det land, som de så bliver sendt hjem til igen. Og jeg går ud fra, at fru Trine Bramsen er enig med mig i, at langt de fleste ikke opnår asyl; man kan faktisk ikke være uenig, for tallene viser jo, at det er sådan.

Fru Trine Bramsen.

Så Venstres ordfører er altså uenig i det, som den tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, sagde, nemlig at man ville udvide asylansøgernes muligheder for at arbejde i Danmark? Venstre vil jo ikke udvide asylansøgernes muligheder for at arbejde i Danmark og dermed fastholde deres kompetencer.

Ordføreren.

Det, som den tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, dengang udtalte, er jo ting, som det tidligere VKO-samarbejde gennemførte. Vi forbedrede rent faktisk af flere omgange forholdene for asylansøgerne, og især de asylansøgere, der havde børn med sig herop.

Så fru Trine Bramsen gør sig jo skyldig i at omskrive historien, og det tror jeg faktisk også godt at fru Trine Bramsen ved. Og fru Trine Bramsen har på samme måde mange gange har gjort sig skyldig i det, når hun har skullet forklare, hvorfor presset på det danske asylsystem er større nu, end det var før. Det, fru Trine Bramsen giver skylden – og det kan man se i talrige avisartikler – er krig og ufred i verden, men det passer jo ikke. For man kan jo se, at presset fra bl.a. Somalia er blevet langt større, på trods af at forholdene i Somalia er blevet bedre, og at der er blevet mere fredeligt. Så det øgede pres på asylsystemet sker primært, på grund af at forholdene i Danmark er langt bedre, end de er i andre lande.

Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Jamen man må jo alligevel undre sig. For grunden til, at vi diskuterer det her, er jo, at undersøgelse på undersøgelse har vist, at der, når man tager de mennesker, som er flygtet fra krig, og som er kommet til Danmark for at søge asyl, og man lader dem sidde på et asylcenter sammen med deres børn i rigtig lang tid, så sker lige præcis det modsatte af, hvad den tidligere formand for Venstre sagde, netop at de folk ikke bliver i stand til at tage hjem hurtigere. De bliver ikke i stand til at tage hjem og bygge deres land op, de bliver tværtimod psykisk syge. De får det dårligt, og deres børn får det dårligt. Derfor er det, som den her aftale går ud på, vel også det med, at man skal bygge folk op, mens de er her – jeg går ud fra, at det også er i det lys, vi skal se det, dengang hr. Anders Fogh Rasmussen kom med de ord om det – så de folk, når de indvilger i at tage hjem, den dag deres sag er afgjort, også får nogle bedre forhold og kan blive ved med at være hele mennesker, så de netop kan tage hjem og bygge deres land op, hvis deres sag falder sådan ud, at der kommer fred. Så jeg kan simpelt hen ikke forstå det.

Jeg mener, at det et eller andet sted må være Venstre, der har ændret holdning i den her sag, og jeg forstår simpelt hen ikke, at man ikke kan bakke op om det her forslag.

Ordføreren.

Jeg takker mange gange for, at en socialdemokrat vælger at udlægge Venstres politik; jeg tror dog nok, at Venstrefolk er bedre til den slags. Men fru Sophie Hæstorp Andersen begår jo den fejl, at hun fuldstændig glemmer, at der i VK-regeringens tid skete en række ændringer og forbedringer for asylansøgerne i Danmark; det glemmer hun fuldstændig. Og derfor kan jeg jo også stå fuldstændig inde for den politik, som vi i sin tid førte. Det er fru Sophie Hæstorp Andersen så bare uenig i, men det er jo en anden sag, det er en politisk uenighed. Men man giver jo de her mennesker en falsk forhåbning – det er det, man gør; man giver dem faktisk en falsk forhåbning, når man siger: Lad jer nu bare integrere; gå nu bare i gang med at arbejde og med at integrere jer i lokalsamfundet. Men hvis man ikke opnår asyl – hvilket fru Sophie Hæstorp Andersen jo er udmærket klar over at de fleste ikke gør – så skal man jo hjem til det land, man kom fra. Men der havde man jo også en eller anden forhåbning med i bagagen om, at man måske alligevel fik lov til at blive i Danmark. Tror fru Sophie Hæstorp Andersen så, at det bliver nemmere at komme hjem? Det kan jeg godt selv svare på; det bliver et nej.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg tror, det bliver lettere at komme hjem, hvis man har bevaret håbet om at kunne gøre en forskel, hvis man har set sine børn vokse op i fred og har set dem have en mulighed for at gå i skole og få nogle ting tillært, frem for at se dem sygne hen i en asyllejr. Jeg har tidligere været med sammen med Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik og har der kunnet se, hvad det var for forbedringer, man lavede for asylansøgere under den tidligere regering. Altså, man puttede noget maling på væggene, groft sagt. Man gav også folk muligheden for at tage en uddannelse som frisør, og det var så det. Når man så havde gjort det, kunne man få tilbuddet om at blive uddannet som frisør en gang til og måske endda en gang til, hvis der var penge til det. Altså, den slags forbedringer har jo ikke været med til at bygge folk op, således at vi stadig, igennem flere år, har stået med rapporter, der har vist, at der er mennesker, der sygner hen, og vi ser, at børn får det dårligere af at være i asylsystemet.

Det, der er forudsætningen for den her aftale, er jo, at folk medvirker til at rejse hjem; hele forudsætningen for, at de får bedre vilkår, er, at de rejser hjem, den dag deres sag er afgjort.

Ordføreren.

Fru Sophie Hæstorp Andersen gør sig jo skyldig i en grov manipulation af historien, altså så groft, at hun nærmest burde rejse sig op og sige undskyld – ærlig talt. Der er jo blevet gennemført en stribe forbedringer, især for de familier, der havde børn med til Danmark. Og det var da lige præcis dem, som vi skulle gennemføre forbedringer for. Jeg står fuldt og helt inde for den udlændingepolitik, der blev ført i VK-regeringens tid – fuldt og helt – men jeg synes derimod, at fru Sophie Hæstorp Andersen netop gør sig skyldig i at give de her mennesker en tro på, at de får lov til at blive i Danmark, hvilket man så ikke opfylder. Det gør det da alt andet lige sværere at komme hjem, hvis børnene er begyndt med at tale dansk og de har fået danske venner og en dansk uddannelse – en uddannelse, som man jo vel at mærke kan have svært ved at bruge i hjemlandet.

Fru Karen J. Klint for en kort bemærkning.

Tak for det. For lidt siden sagde fru Inger Støjberg, at Venstre var bedst til at udlægge Venstres politik, og at det skulle vi Socialdemokrater afholde os fra. Så vil jeg godt spørge, om det ikke også gælder den anden vej rundt. Hvorfor stikke os motiver i skoene, vi slet ikke har, og kalde det falske forhåbninger?

Det her lovforslag handler om mennesker, der vil samarbejde positivt om at blive udsendt, når de får et afslag. Det handler om, at mennesker får en positiv chance for at udvikle sig, bevare det at lære nye ting, og bevare det, at ens børn får en skolegang, så de er bedre rustet, når de kommer hjem, i stedet for at sidde stille og gå i stykker. Så hvorfor drejer ordføreren det til, at lovforslaget giver falske forhåbninger, når det handler om mennesker, der vil samarbejde?

Ordføreren.

Det er meget nemt at svare på: Hvis man på den her måde flytter uden for asylcentret og begynder at integrere sig – og det gør man, det kan vi slet ikke klandre den enkelte asylansøger for, tværtimod, det er helt naturligt, og det er faktisk rigtig godt – så er problemet bare, at det er meget sværere at komme tilbage til hjemlandet igen. Det er sådan set også en af årsagerne til, vil jeg sige til fru Karen Klint, at vi forsøger at hjælpe så mange som muligt tæt på hjemlandet, og det tror jeg faktisk at fru Karen J. Klint og Socialdemokratiet er enig i at vi skal. Det gør det sådan set nemmere for alle.

Så er der nogle, der er kommet til Danmark, og der er det så min udlægning af det – og det er jo ikke længere bare en påstand, for det kan man se på tallene – at jo bedre vi gør forholdene her i forhold til andre lande, jo større en magnet vil vi være på asylansøgere. Det er jo et faktum allerede nu, det kan vi se på tallene.

Fru Karen J. Klint.

Vi lever i en verden, der er rimelig globaliseret. Vi lever i en verden, hvor mange mennesker bor i mange forskellige lande. Hvis man havde den holdning, at det at få positive erfaringer fra en opholdstid i et andet land er med til at hindre, at mennesker bliver bedre fungerende i deres eget land, var der rigtig mange unge danske mennesker, der aldrig skulle tage til USA og læse, for der bliver de også integreret, mens de gør det. Så jeg vil gerne modsige det udsagn om, at fordi vi behandler mennesker, der vil samarbejde positivt om at blive sendt hjem til eget land, anstændigt, bliver de dårligere mennesker i deres eget land. Så det er mere en bemærkning, end det er et spørgsmål.

Men jeg synes faktisk, det er meget nedslående at høre, at mennesker, der vil samarbejde positivt om at blive udsendt af Danmark, fordi vi siger nej tak til dem, bliver dårligere mennesker i deres eget land, fordi vi behandler dem ordentligt.

Ordføreren.

Undskyld, men fru Karen Klint kan jo ikke sammenstille en ung dansk udvekslingsstudent, der rejser til USA for at læse et år, med en flygtning fra Somalia, der forsøger at få asyl i Danmark. Der er den helt klare forskel, at udvekslingsstudenten rejser ud for at lære, for at berige sig, og jeg er fuldstændig enig i, at det er en positiv ting og en positiv udvikling også i forhold til globaliseringen, fordi det øger forståelsen, men man kan jo ikke sidestille den udvekslingsstudent, der rejser ud et år, med en flygtning fra Somalia, der forsøger at starte et liv i Danmark. Det kan man ganske enkelt ikke sammenholde.

Men vi kan bare se på tallene, vil jeg sige til fru Karen Klint, at i det øjeblik forholdene i Danmark adskiller sig markant til den gode side fra forholdene i andre lande, vil vi også være en magnet på asylansøgere. Det kan man jo igen ikke bebrejde asylansøgerne. Hvis jeg stod og skulle flygte med min familie, ville jeg da også søge derhen, hvor forholdene er bedst. Nu er det så Danmark, og nu gør man det markant bedre i Danmark med det her. Så det her åbner sluserne.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Det er bare, fordi fru Inger Støjberg går så meget op i tallene. Jeg synes egentlig, det er lidt sjovt, at den her aftale skal have skyld for alverdens ulykker, når vi først er ved at implementere den nu.

Men vi kan jo se, at fra 2011 til 2012 steg antallet af asylansøgere ganske rigtigt i Danmark med ca. 50 pct. Det gjorde det også i Sverige. Tror fru Inger Støjberg, at det skyldes, at der er lempet på tingene i Sverige? Tror fru Inger Støjberg, at det er Danmarks skyld, eller hvad tror fru Inger Støjberg egentlig er årsagen til, at det faktisk stiger lige så meget i Sverige som i Danmark?

Ordføreren.

Altså, nu er det her jo ikke noget, jeg står og finder på på Folketingets talerstol en tilfældig fredag. Der er faktisk eksperter, der har sagt det samme, nemlig at i det øjeblik man bedrer forholdene, betyder det også, at der kommer flere hertil, og det er også det, tallene viser. Jeg har selv stået i en flygtningelejr i Kenya for et år siden, og der var der slet ingen tvivl om, at selv om de hører til den svage flygtningegruppe – for det er jo dem, der ikke kommer herop, der ikke når helt herop, de når bare til en flygtningelejr i Kenya – var de udmærket godt klar over, hvilke lejre der havde hvilke forhold, men de var også godt klar over, hvad der foregik andre steder i verden.

Så det betyder da, at hvis man som menneskesmugler, som jo er et dybt kriminelt erhverv, skal sørge for at smugle nogle mennesker til Europa fra f.eks. Somalia, hvor forholdene i øvrigt er blevet bedre rent sikkerhedsmæssigt, jamen så forsøger man da at få dem guidet derhen, hvor forholdene er bedst. Og der må jeg bare sige at Danmark skiller sig ud, vi kommer til at skille os mere ud, og det vil sige, at man som asylansøger jo allerede nu godt er klar over – og det ved hr. Simon Emil Ammitzbøll også udmærket godt – både de lempelser, der er foretaget, og de lempelser, som bliver foretaget. Og i dag har vi så en af de meget store lempelser på tapetet.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg er glad for, at den tidligere beskæftigelsesminister i VK-regeringen pludselig er så optaget af eksperter. Vi havde haft en anden arbejdsmarkedspolitik, hvis man også havde været det dengang, men fred være med det.

Jeg kan godt lide, at fru Inger Støjberg siger – eller det kan jeg faktisk ikke, men jeg synes, det er utroligt – at tallene taler deres tydelige sprog. Nej, for fru Inger Støjberg forholder sig faktisk ikke til tallene. Tallene er, at andelen af asylansøgere er steget med 50 pct. i Danmark, og at andelen af asylansøgere er steget med 50 pct. i Sverige, fuldstændig det samme. Det er endda sådan, at 70 pct. af alle asylansøgere i de fire nordiske lande tager til Sverige. Så skulle vi nu ikke vente og se på resultatet og så huske på én ting: Denne her aftale lemper ikke, i forhold til om det bliver nemmere at få asyl i Danmark. Ikke et komma bliver der ændret, i retning af at det bliver nemmere. Alt andet er manipulation. Forhold jer til tallene og fakta i stedet for at prøve at lave symboltaler. Det kan vi ikke bruge til noget.

Ordføreren.

Inden hr. Simon Emil Ammitzbøll selvantænder, tror jeg bare, jeg vil sige, at jeg aldrig nogen sinde har påstået, at reglerne for at få tildelt asyl bliver ændret. Jeg har sagt, at forholdene for asylansøgerne bliver ændret. Det er et faktum, vil jeg sige til hr. Simon Emil Ammitzbøll, og det faktum betyder bare, at tilstrømningen øges. Det er ikke noget, jeg siger. Det er noget, eksperterne siger, og det er noget, tallene viser.

Derudover vil jeg sige til hr. Simon Emil Ammitzbøll, at jeg måske nok synes, det var en lidt underlig kommentar at komme med om beskæftigelsespolitikken. Og nu må jeg undskylde over for formanden, at vi lige bevæger os over i beskæftigelsespolitikken for en stund, men spørgsmålet og kommentaren gik på, at havde man da bare lyttet til eksperter, havde det hele set anderledes ud. Altså, som jeg ser det, var Liberal Alliance jo med i de ændringer, vi foretog, både i forbindelse med dagpenge og efterløn og andet, så jeg forstår ikke helt, hvad det er, hr. Simon Emil Ammitzbøll henviser til.

Men hvis man kigger på tallene her i forhold til asylansøgerne, kan man se, at de er steget, og det er de bl.a., på grund af at forholdene i Danmark er blevet massivt bedre. Og det kan man jo se af, at somalierne er blevet flere, på trods af at sikkerheden er blevet bedre i Somalia. Så det holder ikke, vil jeg sige til hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Fru Støjbergs logik bygger på sådan en tanke om, at jo ringere man behandler folk, jo større er sandsynligheden for, at de tager hjem igen, enten fordi de får afslag på asyl, eller fordi der ikke længere er grund til at være på flugt.

Jeg gad godt vide, hvad fru Støjberg og Venstre bygger den logik på, fordi hvis vi ser på 1990'erne, hvor der kom en del flygtninge fra Bosnien, var det sådan, at man i Norge valgte at placere de her flygtninge som en del af det norske samfund, de fik adgang til uddannelse, til arbejdsmarkedet, hvorimod man i Danmark isolerede de bosniske flygtninge i lejre langt væk fra alle andre mennesker og altså ikke som en del af et samfund. Da krigen slutter, og de bosniske flygtninge begynder at tage hjem igen, sker der det, at det er dobbelt så mange bosniere, der tager hjem fra Norge end fra Danmark. De mennesker, som har undersøgt det her område, siger, at det, der sker, når man placerer mennesker i isolation, er, at de bliver passive, så de ikke foretager sig noget som helst. De mister evnen til at agere i deres eget liv. Hvordan forholder Venstre og fru Støjberg sig til erfaringerne med de bosniske flygtninge?

Ordføreren.

For det første deler jeg slet ikke ordførerens verdensbillede, det er jo sådan helt generelt, men jeg deler heller ikke ordførerens udlægning af, at man i Venstre skulle mene – hvad er det for noget? – at jo ringere man behandler folk, jo større er sandsynligheden for, at de rejser væk fra Danmark igen. Folk skal da behandles ordentligt, og man er da altid blevet behandlet ordentligt som asylansøger i Danmark. Man er altid blevet behandlet ordentligt som asylansøger i Danmark, så jeg synes faktisk, at det er sådan en lille smule uforskammet at stå og sige her i dag.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Der var ikke noget svar på spørgsmålet. Spørgsmålet lød: Hvordan forholder fru Støjberg og Venstre sig til de erfaringer, der var fra Norge, nemlig, at hvis man gav de bosniere, der kom til Norge, mulighed for at komme ud at arbejde, uddanne sig, være en del af samfundet, var der dobbelt så mange, der tog hjem igen, da krigen sluttede, fra Norge sammenlignet med Danmark, hvor man blev isoleret i lejre? De erfaringer forholder fru Støjberg sig slet ikke til.

Jeg kunne selvfølgelig godt gå ind i en snak om uenigheder i forhold til verdensbilledet, det tror jeg ikke der er nogen der er ingen tvivl om, men jeg vil hellere have et svar fra fru Støjberg på det faktum, at der var dobbelt så mange, der tog hjem fra Norge, da krigen sluttede, som konsekvens af at de havde været en del af samfundet, i modsætning til i Danmark, hvor de havde siddet isoleret i lejre.

Ordføreren.

Nu kan der være mange grunde til, om man enten bliver eller rejser. Der kan også være den grund, at man jo rent faktisk måske – og det er rigtig mange bosniere jo f.eks. – er blevet selvforsørgende, har taget del i det danske samfund og jo faktisk i virkeligheden er blevet rigtig godt integreret i Danmark. Så jeg kan slet ikke forstå, at man bare drager den slutning uden egentlig at have alle faktorer med. Man kan jo ikke bare sige, at det er, fordi asylsystemet er sådan og sådan i Norge kontra i Danmark. Der kan være rigtig mange faktorer, der gør det her. Der er jo rigtig mange, og det kan ordføreren med sikkerhed bekræfte, bosniere, der er selvstændige, som har fundet en dansk kone eller en dansk mand i mellemtiden, og dermed jo har opnået retten til at blive, fordi man har kvalificeret sig til at blive her. Så man kan ikke bare drage en slutning, som ordføreren gør.

Fru Liv Holm Andersen for en kort bemærkning.

Fru Inger Støjberg vil jo rigtig gerne tale om antal her, så derfor tænker jeg, at jeg vil spørge ind til, om det, når antallet af asylansøgere under den tidligere regering varierede – faktisk steg antallet mellem 2009 og 2010 jo med mere end 1.500 asylansøgere – så var et udtryk for lempelser, bedre forhold fra år til år, eller om det var et udtryk for tilfældige udsving, som krig og ufred ude i verden skaber.

Ordføreren.

Det er jo et udtryk for det, jeg allerede har nævnt. Det kan være, at der kommer flere til, fordi der er krig og ufred rundtomkring, men en af de andre årsager kan være – det er jo f.eks. det, der gør sig gældende for den stigning, der er i antallet fra Somalia lige nu – at man har fået øje på de lempelser, der er i den danske politik for asylansøgere, og de forhold, man får, når man kommer herop. For fru Liv Holm Andersen må jo også give mig ret i, at det rent faktisk er sådan, at der er mere fredeligt i Somalia nu, end der var tidligere.

Fru Liv Holm Andersen.

Det er ikke rigtigt et svar på det spørgsmål, som jeg stiller, for jeg ved ikke, hvilke lempelser VKO indførte mellem 2009 og 2010; det ved jeg simpelt hen ikke. Så derfor må det jo være en konsekvens af, at der netop er udsving i, hvilke situationer der er ude i verden, hvilke situationer der er i de asylproducerende lande. Så synes jeg bare, det er underligt, at når der er udsving i asyltallene under VKO, er det et udtryk for netop ufred og krig ude i verden, mens det, når der er udsving i en SRSF-regering, er, fordi vi laver lempelser, forbedringer i forhold osv.

Lad mig lige sige, at jeg er rigtig glad for de forbedringer, vi laver for asylansøgere, som selv medvirker til deres hjemsendelse. Men jeg synes godt nok, at det er lidt noget pjat, at når det er ens egne asyltal, der varierer, så er det af nogle helt andre årsager, end når det er vores asyltal. Det synes jeg er meget mærkeligt.

Ordføreren.

Det behøver ordføreren så ikke at undre sig så meget over. Altså, jeg kan sige, at jeg i hvert fald heller ikke undrer mig over, at en radikal er glad for lempelser, for det eneste, der står i hovedet af en radikal, er jo sådan set bare at få lempet udlændingepolitikken. Jeg vil sige tillykke med det, for nu lykkedes det så på det her felt.

Men når det så er sagt, vil jeg sige, at man ikke kan skære alle landes asylansøgere over én kam. Det er lige nøjagtig dér, at ordføreren tager fejl. For hvis man tager nogle af de lande, hvor der er krig og ufred, er det jo klart, at antallet af ansøgere ret naturligt vil stige fra de lande. Men det er netop det modsatte, der gør sig gældende, når vi tager et land som Somalia, hvor tallet er steget massivt igennem det seneste halve år; og der er mindre krig og ufred i Somalia.

Så det holder bare ikke at drage den slutning. Men jeg vil sige tillykke til Det Radikale Venstre for endnu en gang at have fået presset Socialdemokratiet til at gennemføre lempelser på udlændingepolitikken, og så må man selv rydde op i det morads, man kommer til at gennemføre med det her.

Tak til Venstres ordfører. Fru Trine Bramsen som socialdemokratisk ordfører.

Jeg vil godt starte med at sætte en meget tyk streg under, at de ændringer i lovgivningen, som vi diskuterer i dag, hverken gør det nemmere eller sværere at få asyl i Danmark. Regeringen ønsker at holde fuldstændig fast i de eksisterende regler for, hvornår man kan opnå asyl i Danmark. Med lovforslaget får asylansøgere, der samarbejder med de danske myndigheder om deres sags afklaring, mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene. Forslaget udmønter således den asylaftale, som er indgået mellem regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance.

Med forslaget her etableres en velafbalanceret ordning, der giver asylansøgere i Danmark et større incitament til at leve op til fornuftige og rimelige krav. Det er til gengæld mod, at de får en mere normal hverdag og et mere normalt familieliv. Sagsbehandlingstiden for asylansøgere halveres med aftalen, og samtidig styrkes fokus på hjemsendelse af afviste asylansøgere og deres mulighed for at få en ny start i deres hjemland. Der gøres desuden brug af en mere målrettet anvendelse af de motivationsfremmende foranstaltninger, som netop kan få flere asylansøgere til at udrejse frivilligt.

Børn og voksne, der flygter fra deres hjemland på grund af krig og ufred, skal behandles med værdighed. Vi vil ikke bare se til, mens mennesker nedbrydes under deres asylophold, særlig ikke, når det kommer til børn. At nedbryde børn og deres forældre under deres asylophold bidrager ikke til, at flere rejser frivilligt hjem, tværtimod. De seneste 10 år har der desværre været alt for mange eksempler på årelange ophold i asylcentrene, hvilket er skadeligt for både børn og deres forældre. Børn, der ellers kommer fra velfungerende familier, har været tvunget til at bo op og ned ad mennesker, der har været mærket af krig og vanskelige vilkår. Det mener vi ikke er rimeligt. Ved at give mulighed for, at asylansøgere kan bo og arbejde uden for asylcentrene, sætter vi rammer for asylophold, der ikke nedbryder mennesker, men genopbygger mennesker.

Med muligheden for at bo og arbejde under mere tålelige rammer stiller vi til gengæld en række rimelige krav til asylansøgerne. Kriminelle asylansøgere er ikke velkomne i Danmark. De mennesker, der får mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene må derfor ikke have begået kriminalitet, som medfører udvisning, eller have en betinget eller ubetinget fængselsstraf. Dernæst skal asylansøgerne have opholdt sig i Danmark i mere end 6 måneder fra tidspunktet, hvor de søgte asyl, før de kan bo uden for asylcentrene og påtage sig et arbejde. Samtidig stiller vi krav om, at man samarbejder med myndighederne og rejser frivilligt hjem, hvis man får afslag på asyl.

Jeg vil i den forbindelse gerne sige det meget klart, så klart, at det ikke er til at misforstå: For Socialdemokraterne er det afgørende, at afviste asylansøgere sendes tilbage til deres hjemland hurtigst muligt.

Ud over at give incitament til frivillig hjemsendelse gennem bedre boligforhold ved sagsmedvirken gør vi processen hurtigere ved at halvere sagsbehandlingstiden og indføre hjemrejsecentre – centre, der sender et klart signal om, at der er givet afslag på asyl, og at næste skridt er hjemsendelse.

Med lovforslaget her får asylansøgere mulighed for at bosætte sig på forskellig vis, ganske enkelt fordi der er stor forskel på asylansøgere. Etableringen af nye boligformer og muligheden for at bo uden for asylcentrene skal særlig målrettes de asylansøgere, der har en situation, som bliver styrket mest ved udflytning. Det drejer sig først og fremmest om familier med børn. Børn skal nemlig ikke betale prisen for, at de er flygtet fra krig og ufred.

Hvis børnenes forældre nægter at rejse ud af landet, er det heller ikke børnene, der skal betale prisen. Derfor bliver det muligt for asylfamilier med børn, som har fået endeligt afslag på asyl, at blive tilbudt en bolig, 12 måneder efter det endelige afslag er givet, uanset om de medvirker til deres egen udrejse eller ej. Men lad mig slå fuldstændig fast: Når man har fået afslag på asyl, skal man rejse hjem.

Muligheden for at tage arbejde er udelukkende for de asylansøgere, der samarbejder med myndighederne. I stedet for blot passivt at afvente en afklaring af asylsagen, får de mennesker med lovforslaget her mulighed for at indgå i et arbejdsfællesskab. Det vil give en mere meningsfuld hverdag og udvikle kompetencer, der bliver en fordel, uanset om ansøgningen ender med asyl eller hjemsendelse.

For de asylansøgere, der får asyl, betyder muligheden for at arbejde, at mange allerede vil have kendskab til det danske arbejdsmarked og have lettere ved at integrere sig. De asylansøgere, der får afslag på asyl og skal hjem, vil have vedligeholdt deres arbejdsevne og måske endda tilegnet sig nye kompetencer, som netop kan bruges i deres hjemland.

Der skal selvfølgelig betales skat af arbejdsindkomsten, og man kan blive pålagt at betale husleje, ligesom nogle af de kontante ydelser, der udbetales i dag, vil blive modregnet.

For Socialdemokraterne er det vigtigt med en velafbalanceret asylpolitik. Vi skal stille rimelige krav, sætte hårdt ind ved misbrug af reglerne, og når man er afvist, skal man hjem. Men vi vil ikke bare se til, mens man nedbryder flygtninge i asylcentrene og bringer dem i en værre stand, end de var. På den baggrund ønsker Socialdemokraterne at støtte forslaget her.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Altså, jeg synes jo, at det er tankevækkende, at man skal høre på, hvor godt det hele nu er gået, siden den her regering trådte til. Der er jo f.eks. sket en stigning i antallet af selvmordsforsøg på asylcentrene, siden den her regering er trådt til.

Jeg synes, at det er interessant at høre, hvordan fru Trine Bramsen taler om, at kriminelle asylansøgere skal ud, at der bliver slået hårdt ned på kriminelle asylansøgere fra regeringens side.

Der er ikke specielt mange tiltag i det her lovforslag, der slår hårdt ned på kriminelle asylansøgere. Vi har i øvrigt ikke set særlig meget til de der tiltag, som justitsministeren har talt om i den forbindelse, for vi kan jo se, at TV 2 flere gange over en længere periode har afsløret de dybt, dybt forfærdelige forhold, der er i vores asylsystem.

Fru Trine Bramsen siger, at afviste asylansøgere skal ud. Men kan fru Trine Bramsen ikke bekræfte, at antallet af asylansøgere i udsendelsesposition også er steget?

Ordføreren.

Det kan ordføreren godt bekræfte. Men ordføreren kan samtidig bekræfte, at vi med det her lovforslag netop giver et incitament til at medvirke til sin udsendelse. Og vi indfører udrejsecentre, som sikrer, at de, der skal hjemsendes, bor i hjemsendelsescentre. Vi sender dermed det klare signal, at der er givet afslag på asyl.

Hr. Martin Henriksen.

Det klinger jo ufattelig hult. Kan fru Trine Bramsen ikke selv høre det? Vi sikrer nogle udrejsecentre, sådan at dem, der skal udrejse, kan bo der. Jamen det rejser de da ikke ud af. De rejser da ikke ud, fordi de får et nyt sted at bo, vil jeg sige til fru Trine Bramsen.

Det, der sådan set gør, at de rejser ud af landet, er jo f.eks., at regeringen sørger for at indgå aftaler med andre lande, der sikrer, at vi også har mulighed for at tvangshjemsende afviste asylansøgere. Det er også, at når der er lande, der misligholder de aftaler, som Danmark har med dem i forvejen om at tvangshjemsende afviste asylansøgere, skal regeringen banke i bordet over for de lande og sige: Ved I hvad, I bliver nødt til at leve op til de forpligtelser, I har over for Danmark.

Når man ikke gør det, er det jo simpelt hen sådan, at området stille og roligt begynder at sejle. Og det er jo det, vi ser nu. Men jeg vil godt kvittere for det ærlige svar. Fru Trine Bramsen kan bekræfte, at antallet af afviste asylansøgere i udsendelsesposition er steget. Det illustrerer jo sådan set meget godt, at regeringen ikke prioriterer arbejdet godt nok.

Ordføreren.

Det er korrekt, når hr. Martin Henriksen siger, at VKO ikke gjorde det store for at få hjemsendelsesaftaler på plads med de lande, hvor der sidder asylansøgere i udsendelsesposition.

Den handske har regeringen taget op. Vi arbejder hårdt på at få istandsat de hjemsendelsesaftaler, som den tidligere regering svigtede fuldstændig. Samtidig sætter vi ind med en bedre incitamentsstruktur, som altså giver et incitament til at samarbejde med myndighederne. Vi indfører udrejsecentre, sådan at vi klart signalerer, at når man er afvist asylansøger, skal man hjem.

Vi har også skærpet indsatsen, og det ved hr. Martin Henriksen udmærket godt, på en lang række asylcentre med samarbejdet med politiet, så vi får fat på de her kriminelle, der ikke ved, hvordan man opfører sig i Danmark.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Hr. Martin Henriksen som Dansk Folkepartis ordfører.

Jeg vil forsøge at indtage et nuanceret og afbalanceret synspunkt, når jeg skal kommentere på regeringens fortsatte massakre på asyl- og udlændingepolitikken.

For god ordens skyld vil jeg sige, at det sådan set er udmærket, at indsatsen for frivillig hjemrejse for de asylansøgere, der får afslag på asyl, og som derfor skal udrejse, forstærkes.

Jeg synes også, at det er udmærket, at man i lovforslaget skriver, at der skal sættes effektivt ind mod forsøg på misbrug af systemet. Jeg mangler så bare, at man bliver sådan lidt konkret om, hvordan man vil gøre det i virkelighedens verden. Men det er da fint, at det står der.

Jeg synes også, at det er udmærket, at der kommer nogle særlige udrejsecentre. Det kan nok gøre det godt for de mere fredelige asylansøgere, men hvis de stadig væk kan gå frit omkring, stiller jeg mig tvivlende over for, hvilken stor effekt det vil have.

I Dansk Folkeparti er vi imod, at udlændinge, som faktisk ikke har noget opholdsgrundlag i Danmark, får adgang til det danske arbejdsmarked. Den del af lovforslaget kan vi ikke støtte.

Vi kan heller ikke støtte den del af lovforslaget, som giver mulighed for, at man i øget omfang kan flytte ud af asylcentrene. Samlet set er de her tiltag med til at gøre det mere attraktivt at søge og få asyl i Danmark. Og man kan frygte, at antallet af asylansøgere i Danmark vil stige som en konsekvens af dette lovforslag.

Lempelserne i asyl- og udlændingepolitikken har allerede medført en voldsom stigning på asylområdet, og vi begynder at se effekterne på familiesammenføringsområdet. Samtidig med det har Danmark et rekordhøjt antal udenlandske arbejdere i Danmark, som presser danskere ud i arbejdsløshed.

Alt dette burde få regeringen til at stoppe op og i det mindste overveje, hvorvidt den førte udlændinge- og integrationspolitik er i Danmarks interesse.

Men det gør regeringen ikke. Tværtimod fortsætter regeringen med at lempe udlændingepolitikken. Dette lovforslag er så det seneste eksempel herpå. Regeringen vil sammen med Enhedslisten og Liberal Alliance bruge endnu flere af skatteborgernes penge på at gøre det endnu mere attraktivt at være asylansøger i Danmark.

Det vil ikke begrænse tilstrømningen, det vil sandsynligvis øge tilstrømningen. Det vil i fremtiden forværre integrations- og kriminalitetsproblemerne i samfundet. Vores grundlæggende værdier som f.eks. ytringsfrihed og forsamlingsfrihed og ligeværd mellem mænd og kvinder vil blive presset på grund af denne regerings udlændingepolitik. Der vil komme mere splittelse, mere konflikt i Danmark på grund af en dybt uansvarlig indvandringspolitik.

Lovforslaget indeholder ikke et langsigtet og holdbart tiltag eller flere tiltag rettet mod de kriminelle asylansøgere, som vi har hørt så meget om, bl.a. i TV 2 Nyhederne.

Dette lovforslag er udtryk for, at regeringen og regeringens støttepartier lever i en fantasiverden, hvor man tror, at man kan redde hele verden i Danmark. Det kan man ikke.

Efter flere måneder med afsløringer af misbrug af asylsystemet lægger regeringen i fuldt alvor op til at sprede kriminalitetsproblemerne i stedet for at begrænse problemerne. Det er dybt skadeligt for det danske samfund, og Dansk Folkeparti kan selvfølgelig ikke støtte lovforslaget.

Lovforslaget vil samlet set medføre massive integrationsproblemer, og ikke mindst vil regeringens og Enhedslistens og Liberal Alliances politik medføre nye økonomiske byrder for samfundet. På sigt risikerer vi massive besparelser på velfærden, som går ud over de mest udsatte borgere, fordi Danmark skal forsørge alle disse uintegrerbare udlændinge.

Men jeg medgiver, at det er et rødt lovforslag, og Liberal Alliance medgiver jeg også, at det så sandelig sikkert også er et liberalt lovforslag. Jeg er rigtig glad for, at jeg ikke er nogen af delene.

For god ordens skyld skal jeg sige, at Dansk Folkeparti vil stille spørgsmål i udvalgsbehandlingen til bl.a. opgavefordelingen mellem politiet og udlændingemyndighederne, hvor der også er lagt op til en række ændringer, ligesom vi også vil spørge ind til mulighederne for frihedsberøvelse for afviste udlændinge, dvs. afviste asylansøgere.

Tak. Nå, der var en kort bemærkning fra Simon Emil Ammitzbøll.

Hr. Martin Henriksen gennemgik jo det meste af lovforslaget. Jeg synes sådan set, det er fint, at der også er plads til politiske uenigheder.

Der var to ting, som hr. Martin Henriksen ikke kommenterede, og jeg skal bare lige høre, hvordan Dansk Folkeparti forholder sig til dem.

Den ene er halveringen af sagsbehandlingstiderne. Hvad mener Dansk Folkeparti om det? Den anden er, at vi vil forhindre, at der kommer asylcentre i ghettoområder. Hvad synes Dansk Folkeparti om det? Kan vi få et svar?

Ordføreren.

Jamen det er udmærket, at man forkorter sagsbehandlingstiden. Det har vi i Dansk Folkeparti også indgået aftaler med den tidligere regering om.

Man kan så undre sig lidt over, at man på den ene side siger, at man vil forkorte sagsbehandlingstiden, og på den anden side siger man, at der skal oprettes en masse nye initiativer for de udlændinge, der kommer til at være her i rigtig, rigtig lang tid. Hvorfor skal de være her i rigtig lang tid, hvis man ønsker at forkorte sagsbehandlingstiden? Men det er sådan set udmærket.

Jeg synes også, det er fint, at man ikke lægger op til, at der skal oprettes et asylcenter i Vollsmose eller i Mjølnerparken, som den her regering har gjort. Men regeringen skulle bare have ladet være med at gøre det i første omgang og lyttet til Dansk Folkeparti.

Hvis nu regeringen og Liberal Alliance ville lytte lidt til Dansk Folkeparti, så kunne det være, vi kunne få sat lidt skik på den dybt uansvarlige udlændingepolitik, som der føres for tiden.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll. Ikke mere? Så siger jeg tak til ordføreren. Fru Liv Holm Andersen som radikal ordfører.

Når vi drøfter asylpolitik i Danmark, handler debatten meget tit, faktisk næsten altid, om antal. Den handler om, hvor mange asylansøgere der kommer, og den handler stort set altid om, at det er for mange. Eller også handler det måske om asylansøgere, der misbruger asylsystemet, og under dække af at søge asyl begår de kriminalitet. Men min tale i dag skal handle om mennesker, fordi jeg mener, det simpelt hen er for bekvemt ikke at forholde sig til, at det er mennesker, der gemmer sig bag tallene.

Men før jeg går videre, så lad mig blot understrege to ting. Det antal mennesker, som ender med at få asyl i Danmark, varierer, fordi opnåelsen af asyl altså kræver et beskyttelsesbehov. Det vil sige, at man er flygtet fra krig, ufred og forfølgelse ude i verden. De forhold varierer jo selvsagt også. Og hvis man ikke har et sådant beskyttelsesbehov, eller hvis man misbruger sin asylansøgning til at begå kriminalitet og en hjemsendelse ikke strider direkte mod danske konventionsforpligtelser, skal man naturligvis ikke være i Danmark. Så simpelt er det. Så har vi ligesom fået sat to streger under de ting, som jeg godt ved optager den højre side af salen mest.

Lad mig så i anden række komme til det, der kommer i første række hos mig og mit parti, Radikale Venstre, nemlig menneskeskæbnerne bag tallene. Da jeg var yngre, jobbede jeg i en periode i hjemmeplejen i Støvring. Jeg mødte en ældre politisk flygtning fra Kurdistan, som jeg på trods af hans mangelfulde dansk, nervøse tics, som først gjorde mig lidt bange, hans næsten paniske smækken med døren, når han forsøgte at låse hurtigt efter mig, som om han troede, han stadig væk var forfulgt, kom til at holde af.

Jeg er glad for og stolt af at bo i et land, hvor man er storsindet og human nok til at give den her mand den beskyttelse, som han havde brug for. Jeg medgiver, for det er på en eller anden måde ikke noget, jeg hverken kan eller vil tilbagevise, at det kan være besværligt, omkostningsfuldt, det kan endda koste penge at tage et sådant ansvar, nemlig at tage imod flygtninge med behov for hjælp.

Ikke desto mindre vil jeg herfra og til evigheden mene og argumentere for, at det skal vi naturligvis gøre. I Radikale Venstre bakker vi op om de kriterier, Danmark har for at søge asyl. Det er kriterier, som i øvrigt er de samme som de kriterier, der var gældende under den tidligere regering. Såfremt man i Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti mener, at der kommer for mange asylansøgere til Danmark generelt set, virker det, som om man selv missede en chance, da man selv havde vagten. Eller også er man bare dobbeltmoralsk.

I Radikale Venstre bakker vi også op om at skabe gode forhold for de mennesker, der venter, for de mennesker, der lever med usikkerhed, for de mennesker, der har fået sat deres liv på standby, for de børn, der vokser op med psykisk syge og traumatiserede forældre. For dem eller i det mindste for nogle af dem vil vi gerne skabe nogle bedre rammer i form af muligheden for at flytte ud af centrene og muligheden for at kunne tage et arbejde. Andre tiltag i aftalen sigter mod bedre forhold for børnefamilier, bedre aktiverings- og undervisningsmuligheder, for modsat det, som Venstres ordfører sagde på talerstolen, tror vi på, at selv de asylansøgere, der ikke opnår asyl, også vil have nemmere ved at få et bedre liv i deres hjemland, hvis ikke de har opholdt sig i fuldkommen passivitet i deres tid i Danmark. Det synes jeg vitterlig ikke lyder særlig vanvittigt. Jeg kan vitterlig ikke forstå, at det er det, højrefløjen synes at mene.

Lad mig bare understrege det, som den vakse tilhører sikkert har fundet ud af: Radikale Venstre bakker naturligvis med glæde det her lovforslag op. Selv om mange ting i denne tid drukner i spørgsmål om økonomi og ressourcer, er det for os så umådelig vigtigt, at vi som samfund står fast på, at rigdom for en nation altså er flere ting.

Jeg skulle hilse at sige fra SF, at de også bakker op om lovforslaget, og jeg skal beklage, at jeg glemte at hilse fra SF under behandlingen af det foregående lovforslag, for det havde jeg faktisk også lovet. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Det er jo ærlig snak, at man mener, man skal bruge flere penge på udlændingeområdet fra Det Radikale Venstres side. Det er jo fair nok. Men jeg kunne godt tænke mig at høre: Hvor skal vi så spare henne? Det Radikale Venstre er jo et økonomisk ansvarligt parti, har jeg forstået, og man må prioritere osv., så hvor skal man spare henne? Er det, fordi vi skal låne flere penge, at Danmark skal optage mere gæld, skal vi spare på ældreplejen, skal vi spare på pengene til de handicappede? Hvilke andre grupper skal vi så spare på, fordi Det Radikale Venstre mener, at det her område er så vigtigt?

Ordføreren.

Nu mener Radikale Venstre jo altid, at det er vigtigt at tage prioriteringsdiskussionen. Eksempelvis har Radikale Venstre og den regering, Radikale Venstre er en del af, lagt op til et kæmpestort reformprogram, som vi også er ved at implementere. Man må formode, at det frigiver nogle ressourcer på sigt, men ellers er det jo sådan, at man diskuterer budget hvert år, når man laver finanslov, og der prioriterer man naturligvis også mellem de forskellige politikområder. Det ved hr. Martin Henriksen jo også godt.

Hr. Martin Henriksen.

Det ved jeg godt. Det kunne være rart at høre, hvor man så helt præcis mener at man skal spare, for ud over de ekstraudgifter, som man har opremset i lovforslaget som en direkte konsekvens af det her lovforslag – og det er så, hvad det er – så ved vi også, at når en masse mennesker på sigt kommer til landet og søger om at få asyl, og en del af dem jo så ender med at få asyl, så har mange af dem svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Det ved vi af erfaring.

Derfor er der også på sigt en masse ekstraudgifter forbundet med at vedtage ikke bare det her lovforslag, men at føre den asylpolitik, som regeringen og Radikale Venstre generelt gør. Det betyder så, at man ved, at vi på sigt skal forsørge en masse af de her mennesker i Danmark. Der kunne jeg bare godt tænke mig at vide, om Det Radikale Venstre har nogle langsigtede ideer og strategier, der går på, hvor man så bliver nødt til at tage penge fra for at forsørge den her gruppe af mennesker, der kommer til Danmark i disse år. Det synes jeg kunne være interessant at få at vide.

Ordføreren.

Nu mener jeg ikke, at der er noget gudgivent princip for, at folk, der får ophold i Danmark, eller folk, der bliver familiesammenførte til Danmark, skal leve deres liv i passivitet og ikke komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg mener faktisk godt, at man kan implementere nogle politiker, som gør op med det. Når det så er sagt, synes jeg stadig væk, det er en lidt sjov ting, at vi diskuterer det her i den her forbindelse, for det her lovforslag, som skaber bedre forhold for asylansøgere i Danmark, sigter netop på de mennesker, som samarbejder om deres hjemsendelse. Jeg understregede også i min tale, at vi faktisk er optaget af, at de mennesker, som ikke har et beskyttelsesbehov, sendes hurtigere ud af Danmark.

Derfor er det sådan en mere differentieret tilgang til det her område. Og ja, jeg medgiver, at det er omkostningsfuldt at tage imod folk, der har et beskyttelsesbehov. Det skal vi stadig væk gøre. Det gjorde vi også, da VKO sad ved magten, så jeg tror egentlig ikke, at vi er så uenige i det principielle i det her. Men når det så er sagt, så ja, flygtningeområdet er et område, der skal findes penge til som alle andre, og det ansvar har vi selvfølgelig tænkt os at leve op til.

Tak til den radikale ordfører. Fru Johanne Schmidt-Nielsen som Enhedslistens ordfører.

Jeg vil starte med kort at konstatere, at der i 2007 var 2.246 personer, der søgte asyl i Danmark, hvorimod der i 2010 var 5.115 personer, der søgte asyl i Danmark. Grunden til, at jeg siger det, er, at det jo var højrefløjen, der havde magten i det her land både i 2007 og 2010. Alligevel var der altså en voldsom stigning i antallet af mennesker, der søgte asyl i Danmark. Det skyldes næppe den behagelige udlændingepolitik, som VKO førte. Det skyldes nok nærmere, at der var nogle forhold i verden omkring os, der gjorde, at flere mennesker var på flugt. Man kunne jo forestille sig, at det samme gør sig gældende nu, hvor vi har fået en socialdemokratisk ledet regering.

Hidtil har asylansøgeres hverdag her i landet været kendetegnet af passivitet og isolation, og det er desværre veldokumenteret, hvor skadelige årelange ophold i centrene er, ikke mindst for børnene. Det er, synes jeg, uforståeligt, at højrefløjen har siddet på hænderne, mens den ene rapport efter den anden har dokumenteret, at både børn og voksne i asylcentrene er i stor fare for at udvikle alvorlige psykiske lidelser. I virkeligheden behøver man jo altså ikke være ekspert i psykologi for at kunne forstå, at årelange ophold på meget få kvadratmeter i evig angst for, hvad morgendagen bringer, omgivet af mennesker, der frygter for deres liv, er skadelige for både børn og voksne.

Med den nye aftale vil flere asylansøgere kunne skabe en meningsfuld hverdag, mens de venter. Jeg synes, at det er et vigtigt skridt i retning af et asylsystem, der bygger mennesker op, i stedet for et asylsystem, der bryder mennesker ned. Flere vil få mulighed for at bo og arbejde uden for centrene og derved også mulighed for at opbygge en tilværelse, som er sådan en lille smule tættere på et almindeligt familieliv, med mulighed for at opretholde evnen til at passe sine egne børn, til at passe et arbejde og få en almindelig hverdag til at fungere. Hvis asylansøgeren ender med at få asyl, vil det gavne hendes mulighed for at blive integreret i det danske samfund, at hun har brugt ventetiden på at arbejde, at hun har levet på en mindre belastende måde, og hvis hun ender med at få afslag, vil de nye tilbud naturligvis gavne hendes muligheder for at opbygge et liv i det land, hun er flygtet fra.

Et andet positivt element, jeg gerne vil fremhæve, er muligheden for at kunne deltage i lønnet praktik. Det betyder altså, at en ung asylansøger nu rent faktisk kan gennemføre en tømrer- eller mureruddannelse, mens han venter. Igen vil jeg sige: Uanset om han ender med at få asyl her i Danmark, eller om han ender med at skulle vende tilbage til det land, han er flygtet fra, er han væsentlig bedre stillet, hvis han har brugt årene på at uddanne sig frem for at sidde passivt på et center.

Jeg tror, at de fleste ved, at hvis Enhedslisten havde haft 90 mandater alene, så var vi gået meget, meget længere. Vi mener f.eks. fortsat, at kravene til samarbejde er alt for stramme. Vi mener, at det er dybt alvorligt, at de afviste asylansøgere, der ikke kan udsendes, fortsat vil opleve årelange ophold i centrene. For hvad enten man kan lide det eller ej, er de mennesker her; de kan ikke udsendes. Spørgsmålet er så, om man skal nedbryde dem på nogle centre, eller om man skal prøve at give dem et liv, som er bare en lille smule i nærheden af, hvad vi andre oplever. Igen er der ingen tvivl om, at hvis det stod til Enhedslisten, var der også forbedringer for den gruppe.

Jeg vil dog sige, at det trods alt er lykkedes at sikre, at de afviste børnefamilier, der ikke kan udsendes med tvang, nu får mulighed for at flytte ud af centrene 12 måneder efter endeligt afslag frem for som i dag 18 måneder efter. Det er unægtelig et skridt i den rigtige retning. Det betyder, at de her børn får kortere ophold i centrene.

Det sidste element, jeg vil fremhæve, er den målrettede brug af de motivationsfremmende foranstaltninger. Stod det til Enhedslisten, skulle de motivationsfremmende foranstaltninger afskaffes. Selv Rigspolitiet har igen og igen fortalt, at de meget ofte ingen effekt har, og i alt for mange tilfælde er de motivationsfremmende foranstaltninger derfor ikke andet end ren og skær chikane. Men vi er glade for, at det trods alt lykkedes at komme væk fra ideen om, at de her motivationsfremmende foranstaltninger skal presses ned over hovedet på alle. Man skal nu rent faktisk fra myndighedernes side tage stilling til, om de har en effekt eller ej, og ikke mindst er man forpligtet til at tage hensyn til, hvordan brugen af de motivationsfremmende foranstaltninger vil påvirke børn.

Til sidst vil jeg fremhæve, at sagsbehandlingstiden halveres. Det er i hvert fald målet. Der er afsat penge til det. Det er unægtelig positivt.

Vi støtter selvfølgelig forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Altså, jeg synes da, det er tankevækkende, i betragtning af at der siden regeringsskiftet, hvor de politikere med de gode og de rigtige holdninger og det rigtige menneskesyn har været ved magten, så f.eks. er sket en stigning i antallet af selvmordsforsøg i asylsystemet. Det synes jeg da er tankevækkende, og det skulle man måske gøre sig nogle overvejelser om fra Enhedslistens og andres side.

Jeg synes også, det er ret tankevækkende, at Enhedslistens funktion i forhandlingerne, kan jeg forstå, så har været at trække regeringen væk fra de motivationsfremmende foranstaltninger, der skal få folk til rejse ud af landet, når de har fået afslag på asyl. Så der vil jeg bare kvittere for, at man får løftet en flig af, hvad man sidder og lægger arm om i forhandlingslokalet.

Så kunne jeg også godt tænke mig at spørge ind til følgende: Når man nu ønsker at prioritere det her område økonomisk, og når der på sigt – vil jeg tillade mig at mene og påstå – vil komme stigende offentlige udgifter, fordi der kommer flere mennesker til landet, hvoraf ikke alle, men en stor del vil få svært ved at komme ud på arbejdsmarkedet og derfor skal forsørges af det offentlige, hvilke andre grupper vil man så tage penge fra for at finansiere de stigende udgifter til udlændingeområdet?

Ordføreren.

Lad os starte med økonomien. Jeg er faktisk temmelig overbevist om, at den her måde at behandle mennesker på vil være en besparelse på sigt, for det der med at gøre, som man gjorde, mens Dansk Folkeparti havde en del indflydelse på udlændingepolitikken i Danmark, nemlig at lade folk sidde passivt isoleret i centrene i årevis, betyder desværre, at mennesker bliver syge. Og når mennesker bliver syge, mister mange evnen til at kunne fungere, at leve et almindeligt liv. Det betyder altså, at hvis de får asyl eller humanitært ophold, kommer de ud på en passiv forsørgelse frem for at blive en aktiv del af samfundet og af arbejdsmarkedet.

Så altså det der med at byde folk så elendige vilkår, at de ender med at blive syge af dem, tror jeg ikke er en god forretning for Danmark. Og som jeg også sagde tidligere til fru Inger Støjberg, er det faktisk sådan, at erfaringerne med flygtninge fra Bosnien viser, at der var dobbelt så mange flygtninge, som – da krigen stoppede og folk begyndte at vende hjem – tog hjem fra Norge end fra Danmark, hvor de sad isoleret i centre.

Jeg synes, at det her med alene at forholde sig til bundlinjen er en lidt kynisk måde at se på mennesker på, men hvis vi gør det, tror jeg såmænd det her vil være en god forretning for Danmark.

Hr. Martin Henriksen.

Men det er jo en interessant påstand, at den udlændingepolitik, som Enhedslisten er med til at føre nu, på sigt vil være en god forretning for Danmark. Det må siges at være noget af en påstand. Altså, den udlændingepolitik, som Dansk Folkeparti førte, medførte jo, hvad der svarer til en årlig merindtægt til staten på 5 mia. kr.

Nu har den her regering jo så valgt at afskaffe beregningerne af, hvad indvandringen koster. Så hvordan kan fru Johanne Schmidt-Nielsen stå oppe på Folketingets talerstol og sige, at den her regerings udlændingepolitik vil spare samfundet for udgifter? Det er da en helt vild påstand, som savner enhver form for dokumentation.

Nå, men jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til, om det er korrekt, at Enhedslisten under forhandlingerne har påvirket regeringen til at få så få af de motivationsfremmende foranstaltninger, der skal sikre, at afviste asylansøgere rejser ud af landet. Og hvis jeg så også kunne få svar på dette: Når nu man alt andet lige bruger flere penge på det her område, hvilke andre grupper er det så, man ønsker at tage de midler fra?

Jeg konstaterer, vil jeg sige til hr. Martin Henriksen, at hvis vi kan undgå, at mennesker bliver syge, hvis vi kan undgå at have et asylsystem, hvor folk sidder i årevis isoleret på værelser uden kontakt til det øvrige samfund og derved bliver voldsomt syge, så kommer vi til at spare penge, for det er meget, meget dyrt for det danske samfund, hvis folk bliver så psykisk nedbrudt, at de f.eks. ikke er i stand til at tage et arbejde, når de har fået asyl.

Det andet, jeg konstaterer, er, at erfaringerne med folk, der tager hjem, efter at de faktisk har været aktive, f.eks. ved at have haft adgang til arbejdsmarkedet, altså er bedre end med folk, der tager hjem, når der er mulighed for det, hvis de er blevet nedbrudt psykisk af et umenneskeligt asylsystem.

Hvis vi så skal tage økonomien, vil jeg sige til hr. Martin Henriksen, så er Dansk Folkeparti og Enhedslisten grundlæggende uenige i det spørgsmål – det er da rigtigt. Altså, Dansk Folkeparti har brugt 10 år på at lægge stemmer til skattelettelser til de mest velbetalte i det her land. Samtidig lagde man stemmer til og udgjorde derfor den afgørende forudsætning for halveringen af dagpengene, afskaffelsen af efterlønnen.

Hr. Martin Henriksen har ret: Enhedslisten og Dansk Folkeparti er ikke enige om den økonomiske politik i Danmark.

Tak til Enhedslistens ordfører. Hr. Simon Emil Ammitzbøll som Liberal Alliances ordfører.

Liberal Alliance ønsker en tilbagevenden til en fast og fair udlændingepolitik i Danmark. Derfor ønsker vi en lang række opstramninger i forhold til kriminelle udlændinge og i forhold til, at man skal kunne selvforsørge sig for at bo og arbejde i Danmark. Det er den del, der handler om det faste, og så er der den del, der handler om det fair, som handler om den aftale, vi står med her i dag.

Det er et ganske fornuftigt lovforslag, som jo udmønter den aftale, som Liberal Alliance har været med til at lave, og som vi er glade for. Det handler dybest set om, at folk ikke skal sidde og rådne mentalt op i et asylcenter i Danmark, mens de afventer deres sagsbehandling. Vi er glade for, at sagsbehandlingstiderne bliver kortere. Vi er glade for, at man gør mere for, at afviste asylansøgere skal hjemrejse. Vi er glade for, at der ikke længere kommer asylcentre i ghettoerne, og vi er glade for, at kriminelle ikke får adgang til de her privilegier. Det har været afgørende for os i Liberal Alliance.

Så har der været talt meget om tal i løbet af dagen, og jeg vil endnu en gang gerne have lov til at understrege, at det er sådan, at den procentuelle stigning i Danmark og Sverige fra 2011 og 2012 har været cirka den samme, altså en stigning på ca. 50 pct. Derudover er det interessant at se, at der jo også er nogle udviklinger internationalt, der har betydning for, hvor mange asylansøgere der kommer til et land. Det kan være svært at finde præcis en sammenhæng mellem det, man gør politisk i Danmark, og hvor mange der beder om asyl. F.eks. kan man se, at hvis man tog tallene fra 2007 til 2010, var der en stigning på over 100 pct. i antallet af asylansøgere i de år, hvor VKO strammede op på udlændingeområdet. Til gengæld sker der det mærkelige, at da VKO sammen med Liberal Alliance lemper forholdene for børnefamilier i asylcentre, ja, så falder antallet af asylansøgere fra over 5.000 til under 4.000, på trods af at vi med Dansk Folkepartis stemmer vedtog den her lempelse. Nu stiger det så, inden vi har vedtaget de her regler, og derfor er det jo næppe dem, der har påvirket det.

Det, der er vigtigt at holde fast i med den her aftale, er, at der ikke er tale om, at det bliver nemmere at få asyl i Danmark. Der er på den anden side heller ikke tale om, at det bliver sværere at få asyl i Danmark, for det pudsige er, at denne aftale og dette lovforslag faktisk slet ikke handler om reglerne om, hvem der kan få asyl i Danmark. Det handler om, hvordan vi behandler de ansøgere, der er i landet. Det er klart, at der er en række mennesker, som søger om asyl, og som skal hjem igen. Deres hjemsendelser vil der blive sat fut på. Det er vi rigtig glade for i Liberal Alliance ... Og vi byder velkommen til hr. Ole Hækkerup, som netop træder ind ad døren.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg komme ind på også det her med de motivationsfremmende foranstaltninger, som jeg kan forstå interesserer Dansk Folkeparti. Der kan jeg berolige hr. Martin Henriksen med, selv om det måske skuffer fru Johanne Schmidt-Nielsen lidt, at det sådan set ikke er anbefalinger fra Enhedslistens hovedbestyrelse, der er gennemført i den her aftale. Det er anbefalinger fra Rigspolitiet, og der vil jeg sige, at jeg tror, at vi tager et klassisk Dansk Folkeparti-slogan, »Vi stoler på politiet«, og gennemfører de anbefalinger af, hvordan vi skal bruge de motivationsfremmende foranstaltninger. Det håber jeg også kan glæde Dansk Folkeparti.

Alt i alt en balanceret aftale, som et bredt flertal i Folketinget har været med til at stå bag, og jeg glæder mig da også over, at der var i hvert fald fire elementer, som hr. Martin Henriksen med lidt hjælp nævnte som positive i den her aftale. Så vi er glade for aftalen og glæder os til at stemme for forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Jamen hr. Simon Emil Ammitzbøll taler jo godt; det har jeg altid syntes at hr. Simon Emil Ammitzbøll gør, og det skal man også kunne for at dække over det, man har gang i her.

Jeg kunne godt tænke mig spørge: Hvor er de tiltag, som sikrer, at kriminelle asylansøgere smides ud? Og jeg kunne også godt tænke mig at vide, om Liberal Alliance i forbindelse med forhandlingerne har krævet, at regeringen skal regne på, hvad den førte udlændingepolitik koster.

Ordføreren.

I forhold til det første kan vi sige, at vi jo bl.a. har gennemført, at der kommer de her udsendelsescentre, som jeg kan forstå at man i Dansk Folkeparti er glade for at der kommer. Det ligger simpelt hen som en del af den aftale, vi har, at der skal yderligere gang i hjemsendelsen af de afviste, og hvis den nuværende politik ikke virker, så skal vi drøfte det igen i forligskredsen. Så der synes vi egentlig vi har godt fat med hånden om regeringen, så at sige.

Om den anden ting, hr. Martin Henriksen spurgte til, altså beregningen af, hvad herboende udlændinge koster, vil jeg bare sige, at det ikke er noget, vi har drøftet i forbindelse med den her aftale. Men vi er sådan set med på, at man kan lave slige beregninger, hvis der opstår et flertal i Folketinget, der ønsker det. Vi vil så være en del af det flertal.

Martin Henriksen.

Men altså, Liberal Alliances svar i forhold til, at man ønsker, at de kriminelle udlændinge skal smides ud af landet, er, at der kommer nogle udrejsecentre – som jeg medgiver sikkert kan være fornuftige nok for de asylansøgere, som ikke er kriminelle. Så kan det være, vi slipper lidt for dem. Men de bliver jo ikke smidt ud af at sidde i et udrejsecenter, og de kan sådan set stadig væk gå frit omkring. Så at fremhæve det som en stor sejr i forhold til at smide kriminelle asylansøgere ud synes jeg simpelt hen klinger lidt hult – medmindre hr. Simon Emil Ammitzbøll nu kan sige, at dem, der kommer til at sidde i de pågældende udrejsecentre, bliver frihedsberøvet. Det ville være interessant; det har justitsministeren ikke kunnet få sig selv til at sige. Men der er ingen tvivl om, at det ville være en god melding.

Så kunne jeg også godt tænke mig at komme ind på økonomien, for jeg synes, det er underligt, at Liberal Alliance, som jo er med til at føre den udlændingepolitik, som regeringen står på mål for, ikke under de forhandlinger, som den har ført med regeringen, har bedt om, at man regner på, hvad de løbende udgifter i forbindelse med indvandringen er. For vi ved jo, at det et dyrt. Og Liberal Alliance går jo meget op i at sige, at man skal have styr på økonomien osv., så jeg forstår simpelt hen ikke, at man ikke under de løbende forhandlinger har sagt, at det selvfølgelig er noget, som regeringen skal fortsætte med at regne på.

Ordføreren.

Vi vil da gerne have styr på økonomien, og hvis Dansk Folkeparti efter et folketingsvalg vil hjælpe Liberal Alliance med at gennemføre princippet om, at man skal kunne forsørge sig og sine for at få opholdstilladelse og statsborgerskab her i landet, så er man da velkommen til at lave en aftale om det.

Så er jeg nødt til at sige til hr. Martin Henriksen – og i øvrigt tak for de pæne ord – at hr. Martin Henriksen roder lidt rundt i kriminelle udlændinge og afviste asylansøgere. Det virker, som om det bliver et fedt. Pointen er, at der er flere af dem, der får afslag, som vil blive hjemsendt med den her aftale. I forhold til kriminelle asylansøgere er der sådan set ikke nogen tvivl om Liberal Alliances politik. Vi synes, at kriminelle udlændinge, der bor i Danmark og begår kriminalitet, skal udvises af Danmark. Der er sådan set ikke nogen slinger i valsen her.

Det, vi har fået sørget for her, er, at de privilegier, den her aftale handler om, ikke kommer til at omfatte kriminelle, sådan som der ellers umiddelbart var lagt op til i forhold til de mindst kriminelle. Og så håber jeg selvfølgelig, at Dansk Folkeparti strammer deres synspunkter i forhold til udvisning af kriminelle udlændinge, for jeg deltog i en debat i august sidste år med fru Pia Kjærsgaard på Deadline, og der kunne jeg forstå, at fru Pia Kjærsgaard mener, at Liberal Alliance går lige langt nok.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så går vi til den konservative ordfører, fru Mai Henriksen.

Jeg oplæser den her tale på vegne af hr. Tom Behnke, Konservatives retsordfører:

Samlet set kan Det Konservative Folkeparti ikke støtte forslaget. Vi kan for så vidt godt støtte den del af forslaget, der handler om at halvere sagsbehandlingstiden, vi er også med på, at der kan gøres mere for de uledsagede mindreårige børn. Vi finder det også rigtigt at styrke indsatsen med tilbud om hjælp i forbindelse med hjemsendelsen. Men vi er imod, at afviste asylansøgere kan bo uden for centrene. Når man har fået afslag på sin ansøgning, har man ikke noget opholdsgrundlag i Danmark, og så skal man naturligvis forlade landet hurtigst muligt.

Med sit forslag sender regeringen desværre det helt forkerte signal til hele omverdenen, nemlig at man bare kan komme til Danmark, for uanset om man får asyl eller ej, kan man få lov til at bo og arbejde her, og børnene kan gå i skole.

Det vil friste rigtig mange til at drage mod Danmark og søge asyl, uanset om man er berettiget eller ej. Der er ikke noget at tabe, for selv om man får afslag på sin ansøgning, kan man få lov til at blive i Danmark, og man kan endda få lov til at bo og arbejde uden for centrene, og hvem vil sige nej tak til sådan et tilbud? Derfor kan De Konservative som nævnt ikke støtte lovforslaget.

Tak til den konservative ordfører. Så giver jeg ordet til justitsministeren.

Tak for det, formand. Tak for debatten og tak til både Enhedslisten og til Liberal Alliance for også med den her aftale at have bekræftet, at der er bred enighed nu igen om væsentlige dele af udlændingepolitikken her i Danmark. Når man lytter lidt til debatten, må man sige, den har handlet om meget andet end det, lovforslaget handler om. Sådan er det desværre nogle gange her i Tinget, og nogle gange er det også med til at fordreje tingene, mere end godt er. Det her er en rigtig god aftale, den er bred, det er en aftale, som tager fat på nogle af de problemer, som har rejst sig, og som er skabt af den tidligere regering, i forhold til vores asylsystem, nemlig at alt for få afviste asylansøgere rejser hjem, at især børnefamilierne har det hårdt, og at aktiviteterne på asylcentrene godt kunne være bedre, uanset om de skal blive her eller rejse hjem.

Aftalens klare fokus er, at når man er afvist asylansøger, har man ikke noget grundlag for at være i Danmark, så skal man hjem, og derfor styrkes mulighederne for hjemsendelse også med aftalen. Aftalens andet fokus og dermed også det, der påvirker lovforslaget, er jo at sikre en mere indholdsfyldt hverdag i forhold til uddannelse, i forhold til aktivering, og ikke mindst sikrer vi nu med aftalen og hele omorganiseringen af asylsystemet en betydelig mere effektiv sagsbehandling, altså målet om en halvering af den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på asylområdet allerede i løbet af i år.

Det er ikke sådan, som fru Mai Henriksen sluttede af med at sige, nemlig at man, hvis man bare kommer og beder om asyl, kan få lov til at bo og arbejde uden for centrene. Det er ikke rigtigt! Kravet er, at man skal medvirke til sin egen hjemsendelse. Hvad er hovedproblemet nu i forhold til dem, der har fået afvist at få asyl, og hvad var hovedproblemet under den tidligere regering i forhold til dem, der havde fået afvist at få asyl? Det var, at for få samarbejdede. Ergo, når man skal samarbejde og medvirke til sin egen hjemsendelse, betyder det for det første, at systemet bliver endnu mere effektivt, for det andet betyder det, at man, hvis man skal have muligheder for at bo og arbejde uden for centrene, så skal samarbejde, og for det tredje betyder det, at mulighederne, når folk samarbejder, også er bedre for at få flere hjem. Derfor er det rigtig godt og skal ses i den sammenhæng. Samtidig er det jo klart, at det også er med til at sikre bedre forhold for de grupper af asylansøgere, som altså samarbejder om deres egen hjemsendelse, for alle andre, særlig dem, der har fået afslag på asyl, er der ingen adgang til de her muligheder.

Dernæst forbedrer vi som sagt mulighederne for børnefamilierne. Fru Johanne Schmidt-Nielsen var inde på det. Vi sænker den nuværende 18-månedersregel for adgang til særlige boliger til 12 måneder, vi har som sagt et stærkere fokus på afviste asylansøgere, altså at få dem ud af Danmark, og vi har ambitiøse mål for sagsbehandlingstiden. Det er rigtigt, som hr. Simon Emil Ammitzbøll startede med at sige, at selv om man kan få indtryk af det modsatte, når man både hører på fru Inger Støjberg og på hr. Martin Henriksen, er der ikke ændret et komma med den her aftale, hvad angår mulighederne for at få asyl. Der er ikke tale om, at der bliver givet de facto arbejds- og opholdstilladelser, der er heller ikke tale om, at man kan sige, at der er en sammenhæng mellem det her og så den stigning, der har været på asylområdet. Fru Inger Støjberg danser let rundt om det faktum, at eksempelvis stigningen i antallet af asylansøgere fra Somalia jo hænger sammen med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har truffet en afgørelse om, at vi ikke kan sende tilbage til Somalia. Jeg synes jo, det er interessant, at man skal høre den slags ting fra Folketingets talerstol, for hvad havde det betydet? Ville en Venstreledet regering sige nej til at følge afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol? Det synes jeg da er utrolig interessant. Jeg synes, man skal være lidt mere præcis i sine angreb heroppefra.

Jeg er sådan set enig med en af spørgerne fra før – jeg tror, det var fru Johanne Schmidt-Nielsen – der sagde, at en tolkning af fru Inger Støjbergs indlæg kunne være, at jo ringere forhold, man gav asylansøgerne i Danmark, jo flere ville også rejse hjem. Men hvordan hænger det så sammen med, at antallet i udrejseposition rent faktisk steg under den tidligere regering? Jeg kan ikke få det til at hænge sammen.

Et andet punkt, som fru Inger Støjberg lægger meget vægt på, er, at der er sket en stigning i antallet af asylansøgere de senere år, og det hænger sammen med krig og ufred i verden omkring os. Men det, fru Inger Støjberg glemmer at fortælle, er, at i den sidste del af den periode, hvor man havde regeringsansvaret, fra 2007 til 2010, var stigningen mere end hundrede procent i antallet af asylansøgere. Jeg kan ikke få det til at hænge sammen – igen. Det passer ikke med de angreb og de onder, som man mener den her aftale er årsag til.

Den her aftale er en velafbalanceret aftale, som tager fat på nogle af de problemer, som er skabt igennem flere år i vores asylsystem. Det er en aftale, som ikke ændrer et komma ved asylreglerne. Det er en aftale, som sikrer et betydelig mere effektivt asylsystem, som sikrer, at flere vil kunne komme hjem, og vi er allerede i gang, når det handler om udsendelse, med at sikre et mere effektivt udsendelsesystem, hurtigere sagsbehandlingstid, særlige støtteordninger, apropos det, man har set i Norge.

Jeg kan sige, at der allerede nu inden for mere eller mindre en måneds tid, hvor den her ordning har kørt, er der over 60 personer, som har ansøgt om muligheden for at benytte sig af ordningen. Særligt fokus er der på Afghanistan, udsendelse af udlændingeattaché til Kabul, som handler om at afklare og identificere personer, udrejsecentre, særlig dialog med de pågældende hjemlande. Alt er sat i værk, for jeg håber ikke, at der kan være nogen som helst uenighed om, at vi selvfølgelig skal have effektiviteten i vores asylsystem til at være bedre, fordi der de senere år har ophobet sig problemer.

Så er der spurgt til de kriminelle, og der har hr. Simon Emil Ammitzbøll fuldstændig ret i, at vilkårene er dem, at begår man kriminalitet, er man ikke en del af den her ordning. Hvad gøres der dernæst så i øvrigt for at få personer ud? Det har vi diskuteret noget i den senere tid, og der er sat et helt klaviatur af initiativer i værk, eksempelvis i forhold til et tæt samarbejde mellem Københavns Politi og Københavns Byret, således at vi får en såkaldt fast track i sagsbehandlingen, og folk kommer hurtigere hjem. Masser af initiativer er der sat i værk.

Men jeg vil sige til sidst her, at jeg sådan set er meget tilfreds med, at både Venstre og Dansk Folkeparti trods alt på trods af al kritikken synes, at der er positive tiltag i lovforslaget, og hvad der i øvrigt sker på området. Men som sagt er jeg meget tilfreds med, at den her aftale er med til at bringe dansk udlændingepolitik tilbage på midten af dansk politik igen, og jeg er meget tilfreds med, at der som sagt er bred opbakning til initiativerne i aftalen og dermed også lovforslaget.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil bare sige, at når det er partier som Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance, som er bannerførere for den udlændingepolitik, der bliver ført, så kan det jo næsten umuligt være på midten af dansk politik.

Der er mange ting, man kunne spørge ind til. Jeg er ikke sikker på, at det får ministeren til at ændre kurs, men jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til, hvorfor vi ikke må få at vide, hvor meget regeringens udlændingepolitik rent faktisk koster. Det kunne jo være interessant at få at vide. Altså, de her lempelser af asylpolitikken vil jo med stor sandsynlighed desværre blive gennemført af et flertal i Folketinget. Det er så, hvad det er. Men det kunne jo være interessant, hvis vi også løbende kunne lave beregninger af, hvad det rent faktisk koster det danske samfund at føre den udlændingepolitik, som regeringen har valgt at føre. Så hvorfor må vi ikke få det at vide?

Justitsministeren.

For så vidt angår det lovforslag, som jeg har ansvaret for, og som behandles her i dag, så står det bagest i lovforslaget, hvad de estimerede omkostninger ved lovforslaget er. Hvis man ellers vil vide, hvordan økonomien er på integrationsområdet, og hvilke udfordringer der er, må man henvende sig til den minister, der har ressortansvaret for området.

Martin Henriksen.

Jeg er helt med på, at de økonomiske konsekvenser af det her lovforslag står i bemærkningerne til lovforslaget. Men det, jeg sådan set spørger ind til, er, hvad den udlændingepolitik, som regeringen fører, generelt koster. Det har jeg stillet masser af spørgsmål om til forskellige ministre, og der er ingen af dem, der kan svare på det. Det kan jeg forstå at ministeren heller ikke kan. Svaret er, at jeg skal henvende mig til en af de ministre, der har fået svaret, og som så ikke ønsker at svare på det.

Derfor er spørgsmålet bare, om ikke justitsministeren synes, det er rimeligt, at befolkningen får at vide, hvad prisen er for den udlændingepolitik, som regeringen fører på asylområdet, på familiesammenføringsområdet osv. Det skulle også inkludere de langsigtede konsekvenser. Det er der jo før lavet beregninger af, og regeringen har så sagt, at den ikke vil fortsætte med de beregninger, og så spørger jeg bare, om det ikke var en ide, at regeringen genoptager de beregninger, så vi alle sammen kunne blive lidt klogere. Det kunne måske være meget godt.

Justitsministeren.

Det kunne nemlig være rigtig godt. De udfordringer, der er for Danmark og andre lande på udlændinge- og integrationsområdet, er kendte. Vi ved, hvilke værktøjer der skal til, vi ved, hvordan vi griber en effektiv integrationspolitik an. Der har min kollega social- og integrationsministeren lanceret et meget stort anlagt arbejde med det. Der er lavet et integrationsbarometer, som alle kan gå ind at kigge på, så man kommune for kommune kan se, hvordan det går med integrationen. Det er nye, gode skridt fremad. Udfordringerne er kendte, det mener jeg sådan set ikke vi behøver flere langsigtede beregninger af. I øvrigt må man tage en snak med social- og integrationsministeren om, hvordan det går på integrationsområdet. Der er sat nye, stærke initiativer i gang, som jeg er overbevist om vil rykke integrationen i en klart bedre retning.

Fru Inger Støjberg.

Det er jo noget sniksnak. Det er desværre det, der har været kendetegnende længe: at det aldrig nogen sinde er en bestemt ministers ansvar, fordi det altid er en anden ministers ansvar. Hvis man spørger justitsministeren, er det integrationsministerens ansvar. Hvis man spørger integrationsministeren, ja, så er det nogle gange beskæftigelsesministerens ansvar og andre gange justitsministerens ansvar. Men fælles for alt er, at man aldrig nogen sinde får et svar.

Jeg må da indrømme, at jeg da fuldstændig deler hr. Martin Henriksens frustration over, at vi har en regering, der end ikke vil regne på, hvad det her kommer til at koste for samfundet. Det er jo det hele samlet, vi beder om at få beregninger på: Hvad koster det, når man fjerner kontanthjælpsloftet og starthjælpen i øgede omkostninger, fordi folk ikke kommer ud på arbejdsmarkedet længere? Hvad koster det, når man på den her måde lemper de vilkår, asylansøgere har i Danmark? Hvad koster alle de her ting samlet set, fordi tilstrømningen bliver større? Det er da en mærkelig form for politik, at man ikke engang vil regne på det, at man ikke engang vil forsøge at give et tal, men altid bare henviser til en anden.

Så det, man må forstå, er, at justitsministeren gennemfører alle ændringerne, alle lempelserne, men der er ingen, der vil regne på, hvad det koster, og da i hvert fald slet ikke justitsministeren, fordi det ikke er justitsministerens ansvar.

Justitsministeren.

De afledte udgifter, der er af det forslag, vi behandler her i dag, fremgår af det lovforslag, som vi behandler her i dag.

Jeg tror nu nok, at de fleste kan forstå, at det måske lige er en kende opskruet at bede undertegnede her om at drage større arbejdsmarkedspolitiske konsekvenser af bredere politiske tiltag. Men det er klart, at vi skal have fokus på integrationen. Vi skal have fokus på at sikre et effektivt asylsystem, og på alle områder har regeringen taget initiativer.

På andre områder kunne man ønske sig, at klarheden også i fru Inger Støjbergs udtalelser var bedre. Jeg må forstå det, som fru Inger Støjberg sagde heroppe, sådan, at under den tidligere regering gennemførte man, som det blev sagt, en stribe forbedringer på asylområdet – en stribe forbedringer på asylområdet! Dengang gav det åbenbart ikke nogen problemer. Nu justerer vi lidt her, men binder det op på, at folk samarbejder om deres egen hjemsendelse, og så må man forstå, at jorden nærmest går under. Det, fru Inger Støjberg glemmer at fortælle, er, at fra 2007 til 2010 steg antallet af asylansøgere i Danmark med mere end 100 pct. – med mere end 100 pct.! Så der er mange ting, der hører med til det samlede billede, som bør siges, hvis vi skal have en ordentlig debat om det her område.

Inger Støjberg.

Man kan i hvert fald ikke ligefrem beskylde justitsministeren for at være med til at føre en ordentlig debat, i og med at justitsministeren aldrig nogen sinde vil svare, men altid bare stiller modspørgsmål.

Det, der bliver spurgt til, er økonomien. Jeg er godt klar over, at for det lovforslag, der ligger her, er den øgede omkostning ca. 220 mio. kr. – det står der; det er jeg godt klar over – isoleret set, men der er alle mulige andre omkostninger, der følger med. Der er jo alle mulige andre konsekvenser, der følger med, når det er sådan, at man siger til asylansøgere, at de bare kan prøve at skaffe job ude i det lokalsamfund, de er i. Hvad betyder det for samfundet? Hvad er det for nogen job? Hvordan skal det her komme til at fungere? Hvad kommer det til at koste? Isoleret set 220 mio. kr., ja, men det griber jo ind i mange andre ting.

Sådan er det jo med lempelser på udlændingeområdet. Isoleret set betyder det et eller andet, men når man lægger det i forlængelse af hinanden, og det er jo det, der sker med regeringens udlændingepolitik, får man en meget stor lempelse til sidst. Det er sådan set det, vi gerne vil have beregnet omkostningerne på. Det er vel både ret og rimeligt for det danske samfund. Det gjorde vi nemlig i den borgerlige regerings tid.

Så kan vi godt diskutere tallene for, hvor mange der kommer hertil og sådan noget, men justitsministeren kan jo altså ikke løbe fra, at den øgede tilstrømning af somaliere ikke kan begrundes i, at der er øget krig og ufred i Somalia, for der er mere fred nu, end der var før, men der kommer flere somaliere til. Så den argumentationsrække holder ikke, vil jeg sige til justitsministeren.

Justitsministeren.

Den holder ganske udmærket. Det, det tidligere store regeringsbærende parti, løber uden om, er et meget berettiget spørgsmål om, hvordan man har tænkt sig at forholde sig til en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Vil man undsige den, frasige sig den? Det er jo det, der er årsagen til, at vi ikke kan sende tilbage til Somalia, og det er det, der er pointen. I øvrigt i forhold til Somalia, som jeg sagde i spørgetimen i onsdags, har Udlændingestyrelsen rent faktisk nu ændret afgørelser, og der sker forhåbentlig en ændring der.

Når det handler om tal, synes jeg, det hører med til billedet, at der under den tidligere regering fra 2007 til 2010 er sket en mere end 100 pct. stigning i antallet af asylansøgere. Det hører med til billedet. Med hensyn til familiesammenføringer, hvor fru Inger Støjberg også nævnte det, den nuværende regering har gjort, er det rigtigt nok, at vi har fjernet pointsystemet, som var forhadt langt ind i borgerlige rækker. Det, vi derudover har sagt, er jo, at på ægtefællesammenføringsområdet, fører vi groft sagt reglerne tilbage til det, de var i 2010. Det er det, vi taler om. Derfor synes jeg jo, at når man ligesom skal have perspektiverne ind i debatten, skal man først sige, hvordan virkeligheden var i ens egen regeringsperiode; det glemmer man behændigt at sige. Man laver nogle sammenstillinger, som af den årsag på ingen måder kan siges, og man tegner et billede af det her som noget, der ligger helt ved siden af skiven.

Det her er en velafbalanceret aftale, som tager fat på at løse nogle af de problemer, som i særlig grad også startede med at udvikle sig under den tidligere regering, eksempelvis at for få afviste, som ikke har opholdsgrundlag i Danmark, rejser hjem. Det tager vi fat på, og det er en vigtig opgave, som jeg trods alt håber kan vinde bred opbakning i Folketinget.

Tak til justitsministeren. Han og fru Støjberg var i hvert fald enige om én ting, nemlig at overskride taletiden.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen slut.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Udlændige- og Integrationspolitik. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.